AKTUELT

BLANDEDE BUDSKABER FRA LANDET ’ZUMANIA’

Pretoria, 9. maj: Jacob Zuma bliver Sydafrikas fjerde præsident. Han udpeger kort efter den største regering i landets historie – 62 ministre og viceministre mod tidligere 49. Til højre i billedet ses hans ’senior wife’ Sizakele Khumalo.
Foto: Schalk van Zuydam/AP/Polfoto.

Af Jesper Strudsholm

Jacob Zumas første  embedshandling efter indsættelsen som Sydafrikas ny præsident var at knæle foran Nelson Mandela, det unge demokratis gudfader. Den næste var at udnævne landets hidtil største regering.

Ved at gå op fra 49 til 62 ministre og viceministre blev der plads til en masse talent, men så sandelig også til at belønne loyalitet i de svære år, hvor voldtægts- og korruptionsanklager truede med at afslutte Jacob Zumas præsidentielle ambitioner.

I disse dobbeltheder gemmer sig frøene til de kommende fem år i Zumania, der bliver de mest uforudsigelige i det sydafrikanske demo kratis korte historie.

Siden sit valg som ANC’s leder for halvandet år siden har Jacob Zuma talt med en tunge så elastisk, at den kunne tilfredsstille både venstrefløjen og de mange internationale investorer.

Ambivalensen var vigtig, fordi 15 år med højresocialdemokratisk politik både har skabt konstant økonomisk vækst og en dybere kløft mellem rige og fattige. Fagbevægelsen og kommunistpartiet har derfor forlangt et ryk mod venstre som tak for støtten til Zuma.

Så hvordan sikrede den nye præsident både stabilitet og forandring, da han med sit valg af ministre endelig skulle vise sin hånd?

Erstatter én mand med tre

Verdens længst regerende finansminister, Trevor Manuel, måtte ud, fordi han for venstrefløjen var selve symbolet på den hidtidige politik. Men han skulle også bevares for at sikre investorernes fortsatte tillid.

Løsningen var at give finansministeriet til Pravin Gordhan, den hidtidige chef for skattevæsnet – som han har gjort til et af klodens mest effektive – og gøre Manuel til minister for en ny national planlægningskommission med base i præsidentkontoret. Dertil kom en anden ny ministerpost for økonomisk udvikling, som gik til den fremtrædende fagforeningsleder Ebrahim Patel.

Dermed fik både kommunisterne og købmændene en luns. Men hvad betyder det for den økonomiske politik? Analytikernes bud går på alt fra lammende magtkampe til et frugtbart samarbejde, hvor Manuel bliver en slags premierminister og sammen med Patel sikrer, at den hidtidige makroøkonomiske succes også fører til flere jobs.

De blandede budskaber genfindes i en række andre ministervalg og opsplitning af ministerier. Behovet for at få indlysende kompetence, uforbeholden loyalitet og politisk diversitet i det vidtfavnende ANC til at gå op i en bredere enhed har ført til løsninger, som kommentatorer betragter som alt fra kreative til katastrofale og i bedste fald dobbelttydige.

I andre tilfælde er budskaberne om kursændringer umulige at misforstå. Den ny politiminister, Nathi Mthethwa, omsatte hurtigt Zumas valgløfter om mere lov og orden til en ordre til politiet om at skyde omgående, hvis de bliver angrebet: ”Sidste år blev 117 betjente dræbt, fordi de frygtede medierne og nogle menneskerettighedsforkæmpere og derfor tøvede med at skyde,” sagde ministeren.

Man skulle under valgkampen ikke læse mange debatindlæg for at fornemme, at intellektuelle i almindelighed havde meget vanskeligt ved at stemme på ANC og dets korruptionsmistænkte leder Jacob Zuma.

ANC’s tilbagegang blandt de bedst uddannede i byerne betød fremgang til oppositionspartierne Congress of the People (COPE) og Democratic Alliance (DA). Førstnævnte er skabt af udbrydere fra ANC, mens sidstnævnte har rødder i de hvide modstandere af apartheid.

Farvekortet lægges væk

DA overtog magten i Western Cape-provinsen som det stærkeste tegn på, at sydafrikansk oppositionspolitik er ved at modnes og ikke længere kun er racedefineret. Det kan blive den måske mest markante trend i de kommende fem år.

DA’s fremgang var blandt andet en belønning for, at partiets leder Helen Zille som borgmester i Cape Town har haft et bedre ry i mange fattige områder end hendes ineffektive ANC-forgæng. Men i sin nye rolle som premierminister i Western Cape skød Zille straks sig selv i foden ved at udnævne en provinsregering af lutter mænd, hvoraf hovedparten er hvide.

ANC’s protester over manglende ligestilling fik Zille ud i et kontraangreb, hvori hun blandt andet kaldte den polygame Jacob Zuma for ”en selverklæret skørtejæger med stærkt sexistiske synspunkter, der udsætter alle sine koner for risiko ved at have ubeskyttet sex med en hiv-positiv kvinde”.

En regering af ubrugelige folk

Det sidste indrømmede Zuma selv, da han i 2006 blev tiltalt og senere frifundet for voldtægt. Men ANC’s ungdomsliga skyndte sig at beskylde Zille for at have udnævnt en regering af “ubrugelige folk, hvoraf et flertal er hendes kærester og konkubiner, så hun kan fortsætte med at gå i seng med dem”. ANC tog senere afstand fra ungdomsligaens udtalelser, men har upåtalt ladet dens leder Julius Malema kalde Zille for ”en racistisk lille pige”.

Her lurer igen dobbelthederne: Jacob Zuma lovede i sin første tale efter valget som præsident at droppe valgkampens voldsomme polarisering og arbejde konstruktivt med oppositionen. Men hans manglende vilje til at tæm me Malema peger på mere af den uforsonlighed over for anderledes tænkende, der har været Sydafrikas mest markante trend siden Zumas valg splittede ANC for halvandet år siden.

Jesper Strudsholm er Afrika-korrespondent for dagbladet Politiken.