Mål 5 Reducere mødredødelighed

JOSEPH MBATIA BERTIERS, KENYA: RURAL TRANSPORT

JOSEPH MBATIA BERTIERS, KENYA: RURAL TRANSPORT. FOTO: THORUPART

Delmål

  • Mindske dødeligheden blandt mødre med ¾ inden 2015.

Global status ifølge FN

  • Mødredødeligheden er reduceret med 6 pct. globalt, men kun 2 pct. i Afrika syd for Sahara.

Danmarks strategiske prioriteter

  • Prioritering af gravide og fødende kvinder i sundhedssektorprogrammer i seks lande.
  • Lobbyarbejde for kvinders rettigheder globalt, herunder mødredødelighed.
  • Multilateral indsats gennem bl.a. WHO, UNFPA og IPPF.

Verden er meget langt fra en reduktion af mødredødeligheden med ¾, som er målet for 2015. Risikoen for at dø i barselssengen er mere end 300 gange så høj for en Afrikansk kvinde som for kvinder i mange Europæiske lande. Danmark arbejder bilateralt, multilateralt og gennem internationalt lobbyarbejde for at reducere mødredødeligheden.

 Ligesom den bilaterale indsats for at reducere børnedødeligheden går Danmarks bilaterale indsats for at reducere mødredødelighed først og fremmest gennem støtte til de seks sundhedssektorprogrammer i Bhutan, Ghana, Kenya, Mozambique, Tanzania og Uganda. Danmark prioriterer hjælp til udsatte grupper i alle sektorprogrammerne, herunder gravide og fødende.

Den multilaterale indsats for mødredødeligheden går primært gennem Verdenssundhedsorganisationen (WHO), FN’s befolkningsfond (UNFPA), og Den Internationale sammenslutning for Familieplanlægning (IPPF). Sidstnævnte organisation arbejder som fortaler for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Danmark bidrog i 2008 med 319 mio. kr. til disse organisationers arbejde.

Danmark støtter landenes egne programmer
Danmark giver primært sin bistand til sundhedsprogrammerne som sektorbudgetstøtte. Danmark beslutter derfor ikke de konkrete aktiviteter i programmerne, men forsøger i samråd med landenes regeringer og gennem rådgiverbistanden til sundhedsministerierne at sikre, at de nationale strategier prioriterer mødredødelighed.

De vigtigste indsatser er adgang til effektiv graviditetskontrol, akut fødselshjælp og overvågede klinikfødsler. Indsatser mod usikre aborter, teenagegraviditeter og oplysning om prævention og seksuelle rettigheder er også vigtige.

Et tværsektorielt problem

De bagvedliggende årsager til, at kvinder dør i barselsseng, eller umiddelbart efter at have født et barn, er mangeartede. Derfor er indsatsen mod mødredødelighed ikke begrænset til sundhedsprogrammer. Den umiddelbare dødsårsag er oftest blødning eller infektioner. En af de vigtigste overordnede indsatser består derfor i at få kvinderne til at føde på sundhedscentre, hvor der er kvalificeret personale til stede; men for nomader eller bønder, der bor langt fra sundhedscentret, er det ikke nogen let sag. Kommunikation, transport, veje, for slet ikke at tale om ambulancer eller uddannet personale er langtfra nogen selvfølge, ligesom medicin og elementære hygiejneforanstaltninger ofte mangler. At gøre noget effektivt ved dette problemkompleks kræver en omfattende, helhjertet indsats fra regeringer og donorer og rækker ud over, hvad en enkelt sektor formår.

Udover en bred indsats for at gøre det muligt for kvinder at føde på sundhedscentre, som er udrustet til at klare problemerne, er det også vigtigt at arbejde med forebyggelse. Vold mod kvinder, farlige aborter, alt for tidlige graviditeter, adgang til prævention, anæmi, dårlig ernæring og dårlig hygiejne er faktorer, som må angribes over en bred front for at reducere mødredødeligheden – og disse faktorer er ligeledes tværsektorielle.

Derfor må mødredødelighed angribes ud fra et bredere perspektiv. Det handler om at styrke kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder over en bred front, så kvinder f.eks. har adgang til relevante sundhedsydelser i forbindelse med graviditet og selv kan forebygge uønsket graviditet. Regeringens strategi for fremme af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder fastslår, at det er et område, der har høj prioritet i den danske bistandsindsats.

Et eksempel på det danske arbejde er fra den selvstyrende ø-region Zanzibar i Tanzania. Her har Danmark i 2008 bidraget til at nedbringe mødredødeligheden gennem støtte til et malariaprogram, da malaria er særlig farlig for gravide. i forlængelse af denne indsats støtter Danmark et studie, der skal kortlægge andre årsager til mødredødelighed på Zanzibar.

Sygeplejerske undersøger kvinde med nyfødt barn i Ghana

Sygeplejerske undersøger kvinde med nyfødt barn i Ghana. Foto: Jørgen Schytte/Danida

Bhutan er et eksempel på et land, hvor det trods dårlige odds er lykkedes at reducere mødredødeligheden. I Bhutan er det vanskeligt og dyrt at udbygge infrastrukturen i de fjerntliggende og meget tyndt befolkede dale, men alligevel har man halveret mødredødeligheden i forhold til niveauet fra 1990 ved at sørge for et net af sundhedscentre med kvalificeret personale. Som et led i kampen for at nedbringe mødredødeligheden yderligere analyseres hvert eneste dødsfald med henblik på bedre forebyggelse i fremtiden. Succesen er resultat af en stærk politisk vilje i Bhutan og er hjulpet på vej af dansk støtte.

Indsats båret af NGO’er

Kvinders lave status i mange lande kan betyde, at kvinders sundhed ikke prioriteres politisk (læs mere om ligestilling i kapitlet om 2015-mål 3 på side 25). Blandt andet derfor er det vigtigt, at kampen for at nedbringe mødredødeligheden også føres af NGO’er, som kan være fortalere for kvinderettigheder. Blandt de større NGO’er Danmark støtter er African Medical & Research Foundation (http://www.amref.org), som arbejder med mødredødelighed og fødselskomplikationer i flere Afrikanske lande. Organisationen udfører bl.a. et vigtigt arbejde med fistula, en alvorlig underlivsskade, der skyldes vanskelige fødsler eller voldtægt.

Danmark støtter også Dansk Afghanistan Komités arbejde i Afghanistans Herat-provins, en indsats, der skal forbedre adgangen til primære sundhedsydelser særligt for kvinder og børn.

UDEFRA Efteruddannelse redder fødende kvinders liv

Jordemødre får nye avancerede kvalifikationer. Her studerende ved St. Francis Hospital i Tanzania

Jordemødre får nye avancerede kvalifikationer. Her studerende ved St. Francis Hospital i Tanzania. Foto: Tanzanian Training Centre for International Health

bullet_yellow Sygeplejersker og jordemødre kan med succes blive efteruddannet til at udføre mange typer fødselsindgreb i tilfælde af komplicerede fødsler. Derfor støttede Danmark i 2008 et projekt i Zambia, mozambique og Tanzania med 25 mio. kr., hvor sygeplejersker og jordemødre trænes til at udføre mere avanceret fødselshjælp, herunder kejsersnit. Projektet stiller ekspertise og træningsprogrammer til rådighed for landenes sundhedsministerier i et tæt samarbejde, der skal resultere i en integration af de nye teknikker i landenes egne sundhedsindsatser.

Det er et presserende problem i sundhedsvæsener i de fleste udviklingslande, at der er mangel på kvalificeret personale. Derfor må de sparsomme ressourcer udnyttes optimalt. Det betyder, at alle opgaver skal løses på det lavest mulige niveau, som er forsvarligt. i praksis vil det f.eks. være umuligt at sikre, at der er læger til andet end de mest komplicerede fødsler, og derfor er efteruddannelse af sygeplejersker og jordemødre den eneste mulighed for kompetent hjælp for mange fødende kvinder. uddelegeringen af ansvar betyder, at flere fødende kvinder kan hjælpes. Det redder liv.

En af de vigtigste udfordringer i projektet er at sikre, at jordemødrene og sygeplejerskernes nye kvalifikationer accepteres af andre faggrupper, særligt lægerne. En aktiv indsats for at påvirke beslutningstagere og meningsdannere er derfor en del af projektet.

Det store projekt udføres af en lang række partnere, herunder columbia university, nationale sundhedsministerier, UNFPA og UNICEF, den Afrikanske NGO The African Medical and Research Foundation, og organisationen Realizing Rights: The Ethical Globalization Initiative.


ADELINO MATÉ MATHE, MOZAMBIQUE: AIDS RIBBON

ADELINO MATÉ MATHE, MOZAMBIQUE: AIDS RIBBON. FOTO: THORUPART




Denne side er kapitel 8 af 15 til publikationen "Danidas årsberetning 2008".
Version nr. 1.0 af 26-05-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9332/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet © | www.um.dk