Mål 2 Sikre grundlæggende uddannelse til alle
Delmål
- Inden år 2015 skal alle børn, drenge og piger have mulighed for at fuldføre en grundskoleuddannelse.
Global status ifølge FN
- 88 pct. af alle børn og unge i udviklingslandene modtager grundskoleuddannelse mod 80 pct. i 1990.
- 75 millioner børn på verdensplan går ikke i skole. Mere end 29 millioner børn vil fortsat gå glip af grundskolen i 2015, viser de seneste internationale opgørelser.
- I Afrika syd for Sahara går 29 pct. af børn og unge glip af grundskole- uddannelse. Det er et fald fra 46 pct. i 1990.
- Piger udgør 55 pct. af de børn, der ikke går i skole, og piger har større risiko for aldrig at modtage skole- undervisning.
Danmarks strategiske prioriteter
- Direkte støtte til uddannelsessektoren i otte programsamarbejdslande samt Afghanistan og Sudan.
- Særligt fokus på støtte til grundskoleuddannelse i Afrika.
- Sikre at piger modtager og gennemfører grundskoleuddannelse.
- Sikre sekundær uddannelse.
Verden har gjort klare fremskridt i arbejdet for at sikre grundlæggende uddannelse til alle. Fremskridtene er sket blandt nogle af verdens fattigste lande som Etiopien og Tanzania. Alligevel viser fremskrivninger, at verden ikke når målet for 2015 bl.a. på grund af kulturelle og økonomiske barrierer, eksempelvis forskelsbehandling af piger og drenge og på grund af fattigdom.
Pigers og kvinders ret til uddannelse er en mærkesag i dansk udviklingsarbejde. Det danske fokus er blevet bemærket internationalt og har bl.a. ført til, at udviklings-minister Ulla tørnæs i december 2008 blev udnævnt til ”Global Champion” af UNGEI, FN’s initiativ for pigers uddannelse. Det er en anerkendelse af den danske indsats for ligestilling og ministerens stærke engagement i sagen. Med titlen følger en forpligtelse til at være fortaler for pigers lige ret til uddannelse og til at repræsentere UNGEI globalt og regionalt. Ligestilling i uddannelse forbliver en dansk mærkesag i 2009.
Der er stærke udviklingspolitiske argumenter og overbevisende forskningsbaseret dokumentation for at fokusere netop på ligestilling i uddannelse. Uddannede kvinder får færre børn og kan tage bedre hånd om de børn, de får. For eksempel viser studier fra Asien, at børn af mødre med en gennemført primær uddannelse har 25 pct. Lavere risiko for at få varige mén som følge af underernæring.
SAMBO BOLY, BURKINA FASO: THE LIBRARY. FOTO: THORUPART
Uddannede kvinder er også gode til at skabe vækst og udvikling. En undersøgelse blandt landbrugsfamilier i Kenya dokumenterer, at mere uddannelse betyder et højere udbytte af landbrugsproduktion. Den effekt var 22 pct. Større for kvinder end for mænd.
Selv om situationen er forbedret over de sidste 20 år, kommer der fortsat flere drenge end piger i skole i store dele af Afrika og Asien. Ud af 176 lande, som UNESCO har undersøgt, har kun de 59 haft held med at give piger og drenge lige adgang til grunduddannelse. Pigerne bliver holdt tilbage bl.a. af kulturelle normer, der lægger større vægt på uddannelse til drenge og på ægteskab i en ung alder. I mange lande bliver pigerne holdt hjemme for at hjælpe med husholdningen. Især piger i fattige familier rammes hårdt. En del af problemet kan afhjælpes med økonomiske incitamenter bl.a. gennem udviklingsbistanden, men der er også behov for at ændre de kulturelle barrierer.
Ti uddannelsesprogrammer til 2 mia. kr.
Danmark har igangværende uddannelses-programmer med bevillinger for godt 2 mia. kr. i otte programsamarbejdslande samt i Afghanistan og Sudan. De to største er i Mozambique og Nepal. I Nepal støtter Danmark et program for grundskole og sekundær uddannelse. Det er bl.a. Et mål at mindske kønsforskelle i uddannelserne og sikre flere kvindelige lærere. Danmark støtter med 487 mio. kr. fra 2004 til 2009. I Mozambique giver Danmark 560 mio. kr. mellem 2002 og 2011. Pengene går bl.a. Til læreruddannelse og uddannelse i hiv/aids.
Alle programmerne fokuserer på langsigtet opbygning af uddannelsessektoren i landene, nogle steder fra et meget lavt niveau. Det gælder f.eks. i Afghanistan, hvor uddannelsessektoren i store dele af landet nærmest skal genopbygges fra grunden efter talebanstyrets fald.
Uddannelsesreformer for 7 mia. kr.
Også i den multilaterale bistand prioriterer Danmark uddannelse højt. Danmark overtog sammen med Japan den 1. juli 2008 formandskabet for det såkaldte Education for All – Fast track Initiative (FTI). Formandskabet løber frem til 30. juni 2009. Danmark vil bruge formandskabet til at sætte stærkere fokus på pigers uddannelse i udviklingslandene. FTI er et samarbejde mellem donorlande og 35 udviklingslande. Det blev oprettet i 2002 for at mobilisere ressourcer til 2015 Målet om børns adgang til grunduddannelse.
FTI omfatter flere fonde, hvoraf den største råder over 1,3 mia. Dollar svarende til omkring 7 mia. kr. Danmark har i 2008 bidraget med 85 mio. kr. til fonden. Det danske formandskab vil arbejde for, at bevillinger fra fonden målrettes mod at styrke pigers uddannelsesniveau i udviklingslandene. Det betyder konkret, at der i landenes uddannelsessektorplaner lægges vægt på at mindske forskelle mellem kønnene.
FTI har allerede bidraget til en række resultater. Der kommer gennemsnitligt flere børn i skole i FTI’s medlemslande end i andre lavindkomstlande. I 15 ud af 35 medlemslande kommer lige mange piger og drenge i skole, mens det er lykkedes at reducere forskellen betydeligt i seks andre FTI-lande i Afrika syd for Sahara.
FTI bygger på principperne i Paris-erklæringen om mere effektiv bistand. Hensigten er at støtte modtagerlandenes uddannelsesstrategier og fremme en koordineret indsats mellem donorlande og udviklingslande.
FTI er en central del af Danmarks multilaterale indsats for uddannelse. Udover bidraget til FTI har Danmark i 2008 støttet UNICEF med 180 mio. kr., hvoraf en mindre del går til uddannelse, og UNESCO med 20 mio. kr.
UDEFRA Danmark bygger skole til palæstinensiske flygtningebørn i Syrien
Palæstinensiske børn i flygtningelejren Yarmouk fejrer opførelsen af deres nye skole med plads til 2.500 elever. Foto: Danida.
Den 9. juli 2008 tog Danmark første spadestik til en ny skole for palæstinensiske flygtningebørn. Skolen bliver bygget i udkanten af Damaskus i syriens største flygtningelejr, yarmouk, der er hjem for mere end 50.000 palæstinensiske børn. Et af dem er Ahmad Al-shehabi på 15 år. Han glæder sig til at begynde i den nye skole:
”Jeg har drømt om at gå i en skole som denne her,” fortæller Ahmad. ”Jeg får mulighed for at arbejde med nye computere og med multimedier, og vigtigst af alt får vi et stort, nyt klasseværelse. Jeg vil gerne være læge, og jeg er sikker på, den nye skole vil hjælpe mig til at opnå min drøm.”
Lærer Mahmoud tamim ser også frem til at få en ny og moderne skole som erstatning for den nuværende. Udover at være gammel og overfyldt mangler skolen det mest basale udstyr og har ingen legeplads.
”Det største problem er, at vores bygning er meget gammel, cirka 60 år. Der er i øjeblikket mere end 50 studerende i hvert klasselokale, og det er meget svært at undervise og holde fokus på eleverne,” fortæller Mahmoud tamim.
Der kommer til at gå ca. 2.500 børn i den nye skole, som er finansieret af et dansk bidrag på fem mio. kr. og er blevet til i samarbejde med FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA. De nye computerfaciliteter bliver desuden stillet til rådighed for alle lejrens knap 30 skoler.
Opmærksomhed. Skolepige i Bolivia. Foto: Mike Kollöffel/Danida.
KOMMENTAR ved Farooq Wardak: Vort folk forventer, at vi leverer varen
”Afghanistan kæmper hårdt for at genopbygge sig selv som land og som folk. Vort land lå bogstavelig talt i ruiner i 2001, da taliban blev sat fra magten. Den største virkning så vi i uddannelsessektoren, da vi til sidst manglede både lærere, administratorer og sågar embedsmænd i ministeriet.
Med så dårligt et udgangspunkt er vi stolte af, hvad vi siden hen har opnået – mere end seks millioner børn, herunder to millioner piger, der går i skole, er en overvældende bedrift efter enhver målestok. Derudover har vi formået at gå fra stort set intet til nu at have etableret 11.000 skoler. Vi gør vort bedste for at leve op til vort lands forventninger – det afghanske folk forventer, at regeringen leverer varen – de vil have deres børn i skole nu, og ikke i en fjern fremtid, hvor Undervisningsministeriet har opbygget tilstrækkelig kapacitet og infrastruktur til at undervise dem.
Vi ”kæmper” på to fronter. Vi gør, hvad vi kan for at afhjælpe de umiddelbare behov, f.eks at bygge tusindvis af skoler og skaffe millioner af skolebøger – samtidig med at vi opbygger vores egen kapacitet og de systemer, der skal til for at drive uddannelsessektoren og sikre dens bæredygtighed. Tankegangen med de umiddelbare behov samt (og ikke modsat) kravene på længere sigt er hjørnestenen i vore planer for fremtiden.
De fleste af ministeriets donorer har valgt at give sig i kast med ét af kravene – enten støtter de projekter, der løser de mest hastende behov, eller de vælger de langsigtede krav, og det afgøres af deres egne prioriteter. Meget få donorer, hvoraf Danida var den første, har bevidst anerkendt og støttet ministeriet i udførelsen af denne tostrengede strategi og gjort det til en del af deres egen strategi.
Danida er vores hovedpartner mht. at trykke skolebøger, samtidig med at man tilvejebringer uvurderlig støtte til ministeriet som helhed gennem kapacitetsopbygning og rådgivning på kerneområder såsom økonomistyring, indkøb samt reformer i forvaltningen.

Det glæder os meget, at Danida og dens rådgivere har engageret sig dybt i ministeriet og arbejder side om side med os som en ægte partner, der hjælper med at løse de komplekse spørgsmål, der dukker op undervejs.”
Farooq Wardak er undervisningsminister i Afghanistan
UDEFRA Pigerne i Benin går i skole i stedet for at hente vand
I Zou-amtet i Benin kommer flere børn i skole, efter der er indført gratis frokost, og vandforsyningen er blevet forbedret. Foto: Bo Simonsen/Danida
Hortense på ti år går i en skole med lige mange drenge og piger. Det er et særsyn i Benin, hvor pigerne ellers kun udgør 45 pct. af eleverne på de små klassetrin og kun 36 pct. på trin syv til ti. Som en del af den danske støtte til Benins nationale uddannelsessektorplan har Danmark for at fremme pigers skolegang siden 2005 ydet økonomisk støtte til skolebespisning i de lavere klassetrin og til betaling af skolepenge for piger i 7.-10. Klasse i Zou-amtet. I de sidste tre år er antallet af piger på 7.-10. Klassetrin steget med 72 pct. i Zou imod 22 pct. på nationalt plan.
Hortense er glad for at gå i skole. Hun har lært at læse og skrive, og når hun bliver voksen, vil hun enten være lærer eller skoleinspektør, så hun kan give sin viden videre til andre. For Hortense er skolen et fristed i modsætning til hjemmet, som hun forbinder med arbejde og daglige pligter.
Udover hjælp til skolepengene og mulighed for et måltid mad på skolen betyder forbedret adgang til vand meget for, at pigerne kommer i skole. Forældrene kan nemmere hente vand og vaske op selv og behøver ikke at holde børnene hjemme, og det er ofte pigerne, der nyder godt af de nye muligheder. Dermed bliver indsatsen for at skaffe rent vand også en indsats for at øge pigernes uddannelsesniveau.
Danida har støttet forbedring af vandforsyning til landsbyer i Benin siden 1992. I alt ca. 3.350 vandposter og brønde er blevet udført for et beløb på godt 300 mio. kr. Indsatsen har givet rent drikkevand til omkring 830.000 mennesker. De steder, hvor vandforsyningen er placeret tæt på skolen, giver det også en anden fordel: Børnene slipper for at tage hele vejen hjem for at få noget at drikke midt på dagen. Tager børnene først hjem, vender de oftest ikke tilbage, da der er for langt at gå.
læs mere på ambassadens hjemmeside på http://www.ambcotonou.um.dk.
FOKUS 23 millioner skolebøger
Alle afghanske børn skal have en grundskoleuddannelse. Men hvordan gør man FN’s 2015 Mål 2 til virkelighed i en skrøbelig stat som Afghanistan, hvor både konflikt og fattigdom står i vejen? De danske erfaringer i landet peger på, at det gælder om at gå på to ben.
Det ene ben er støtte til Afghanistans egne planer og strategier på uddannelsesområdet. Ofte handler det om at dække nogle ret umiddelbare behov som trykning af skolebøger og opstart af nye skoler. I 2008 har Danmark bl.a. Støttet trykning af 23 millioner grundskolebøger, som er blevet distribueret i 2008 og begyndelsen af 2009. Målet er at indføre et moderne curriculum i den afghanske grundskole baseret på værdier, der er i overensstemmelse med nationale og internationale standarder. I efteråret 2008 blev der også opnået enighed om dansk støtte til at bygge ni skoler og to kollegier i provinsen Helmand, hvor de danske soldater er udstationeret, og Danmark leder den internationale uddannelsesindsats.
Det andet ben er støtte til opbygning af det afghanske undervisningsministeriums egen kapacitet inden for bl.a. økonomistyring og personalereformer. Det er en langsigtet og systematisk indsats for at opruste den centrale forvaltning, som har ansvar for at formulere og gennemføre Afghanistans uddannelsesstrategi med hjælp fra de internationale donorer.
Tilgangen ser ud til at være en succes. Det viser tilbagemeldinger fra Undervisningsministeriet, der netop lægger stor vægt på, at Danmark arbejder inden for rammerne af Afghanistans egen strategi og støtter den lang-sigtede opbygning af kapacitet i forvaltningen. Danmark evaluerede indsatsen i 2008, og konklusionen var positiv. Ministeriets evne til at gennemføre uddannelsesstrategien er stærkt forbedret, og ca. 10 pct. flere børn er kommet i skole i 2008. Der er dog også faldgruber. I bestræbelsen på at opbygge kapacitet, har den afghanske regering hentet både udlændinge og eksilafghanere ind i statsapparatet. De kommer ofte fra velbetalte stillinger i den vestlige verden og er dyre i løn. På længere sigt er det nødvendigt at sikre ministeriets kapacitet på et mere bæredygtigt lønniveau.
læs mere på: http://www.afghanistan.um.dk/da/menu/Indsatsen|Afghanistan/ DanmarksPrioriteter/Uddannelse/
JOSEPH MBATIA BERTIERS, KENYA: STUPIDITY NEVER RUNS OUT OF STYLE. FOTO: THORUPART
Denne side er kapitel 5 af 15 til publikationen "Danidas årsberetning 2008".
Version nr. 1.0 af 26-05-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9332/index.htm
|