Mange i bistandsverdenen taler om ’det lange, seje træk’. Åse Ditlefsen står med begge ben i det. Her foran egne mangofrugter, som også indgår i produktionen.
Hvornår har du sidst drømt om at sælge huset og rejse til Mozambique for at starte en marmeladefabrik? Åse Ditlefsen har gjort det et sted, hvor der mangler alt – undtagen udfordringer.
Tekst og foto: Irene Nørgård, Maputo
Friværdien fra huset i Danmark på højkant. 38-40 graders trykkende varme. Ingen elektricitet (heller ikke til bare en lillebitte ventilator) og fem års til tider indædt kamp for at føre en drøm ud i livet: At starte en økologisk marmeladefabrik i den yderste palmerække, i det yderste af Mozambique i det sydlige Afrika.
De fleste af os almindelige tryghedsdanskere var formentlig ikke kommet så langt som til at kaste os ud i bare den første udfordring – den med friværdien. Langt de fleste af os havde vel næppe heller fået ideen. Men en 52-årig sønderjyde med appetit på verden, ikke mindst en økologisk, fik den og udviklede den med sin danske forretningspartner og importør af økologiske varer, Lars Frederiksen fra øko-firmaet Woodshade Organics.
– Landmændene her har mange frugter på deres jorder, mango, kokos, bananer, nødder, papaja og citron, som de stadig dyrker uden brug af sprøjtemidler. Så med et øko-certifkat og en fabrik, der køber deres afgrøder, kan jeg være med til at vise dem en anden vej at gå end den konventionelle. At springe fasen med sprøjtemidler helt over, så at sige, forklarer Åse Ditlefsen.
Nu havde ingen vel bildt Åse Ditlefsen ind, at det skulle blive en smal sag. Men havde hun i begyndelsen vidst, hvad hun vidste fem år senere, havde den gamle portugisiske kolonifarm sikkert stadig stået med flagermus, affald, rotter og ituslåede ruder. Hun havde sikkert heller ikke lagt nyt tag, muret op, malet, boret 80 meter efter vand eller løbet efter tømrere og elektrikere for at få arbejdet gjort ordentligt.
Ventetid i varmen
– Indimellem har jeg da haft lyst til at opgive og komme væk. Men jeg skrider ikke, bare fordi håndværkerne ikke har lagt gulvet i vater. Mit liv er her lige nu, og jeg tager udfordringerne dag for dag. Jeg har solgt mit hus i Danmark for dette projekt, og jeg har lovet de over 400 landmænd og deres familier, at jeg vil købe deres afgrøder. Det har jeg tænkt mig at holde. Med den her arbejdsplads kan jeg være med til at hjælpe dem med at udvikle sig, og det ’trigger’ mig, siger Åse Ditlefsen, da Udvikling besøger hende på farmen i Maxixedistriktet i Inhambane-Provinsen i Mozambique.
Det lyder jo flot. Og hun mener det skam. Dermed ikke sagt, at projektet ikke af og til har skubbet hende tæt på den afgrund af vanvid, der gør, at hun pludselig – dér i 38 graders trykkende varme – kommer til at skælde alt for højt ud på den ellers så flinke lokale forhandler af maling. Ham som ’helt 100 procent’ nok skulle levere 20 liter råhvid maling på fredag, og som nu – tre fredage senere – endelig har modtaget malingen, men har bestilt den forkerte. Hvilket så udskyder de andre projekter, der venter på, at væggene får farve. Måske af samme grund lyder hun bare en lille kende utålmodig, når det sydafrikanske bureau for øko-certificering endnu engang har misforstået beskrivelsen af fabrikken og dens produkter og derfor endnu engang har udstedt et forkert certifikat. Som så gør, at ventetiden forlænges endnu engang, et par måneder. Mindst. Måske derfor ligger hendes tålmodighed med, at vejen er spærret på grund af regnvejr, på et meget lille sted, fordi hun gennem tre måneder har bakset med netop denne dag at arrangere et møde mellem to kolosser, en stor lastbil fra hovedstaden Maputo og så Mozambiques største kran – en travlt optaget kammerat fra byen Beira. Den eneste kran, der kan løfte hendes frysecontainer helt på plads. Men som nu må aflyses – på ubestemt tid. Det er ikke kun varmen, der har kostet mange nætter uden søvn og sat spor under øjnene i det ellers så livlige ansigt. Spekulationerne – over brudte løfter, investeringer uden afkast og en usikker fremtid, som langt fra er båret af løfter om succes, er mange.
Og så er der alt det med småt. Tag bare maden. Indskrænket til fødevarer, der kan overleve uden for et køleskab. Og vejene. Med huller så dybe som indkøbsvogne fra Bilka. Et sprog – portugisisk – som nok tales af millioner verden over, men som sender de fleste danske hjerner på overarbejde. Og et utal af fabriksreservedele, stikdåser, rør, lamper, værktøj, beholdere og maskindele, som alle skal hentes i hovedstaden Maputo, 500 km syd for fabrikken. Hver gang.
Jobs til 80 arbejdere
Og nå ja, så lige varmen, der i de værste måneder får Åse Ditlefsen til at skifte tøj tre gange om dagen.
Måske derfor bistandsarbejde bare tager så lang tid. Og kræver hjælp.
– Jeg kan sige med 100 procents sikkerhed, at hvis ikke det var for Danidas investering på 1,5 millioner kroner, så eksisterede vi ikke i dag. Det var det, der gav luft til at overvinde de mange problemer og forsinkelser, som en fabrik så langt ude på landet uvægerligt giver. Det har selvfølgelig også givet mig et ekstra pres, fordi jeg har været ansvarlig for i mine øjne rigtig mange penge – som for en stor del ikke var mine, siger Åse Ditlefsen og tilføjer:
– Men hjælpen fra Danidas Business-to-Business program, gjorde forskellen. Og nu hvor vi endelig er kommet i gang med produktionen, har vi skaffet job og mad på bordet til landmændene og omkring 80 arbejdere på fabrikken, så er jeg jo så lykkelig over, at jeg holdt ud. At det lykkedes, siger hun.
Selv har hun investeret 500.000 kr. i fabrikken. Det samme har den danske forretningspartner. At forudsige hvornår den investering giver afkast, svarer til at forudsige, hvornår der bliver fred mellem Israel og palæstinenserne. Det ved den sønderjyske kvinde godt. Alligevel er hendes drøm, at fabrikken bliver så konsolideret og fungerer så godt, at hun på et tidspunkt kan sælge den i andele til bønderne, så de kan tjene på forarbejdningen af deres afgrøder også. At give stafetten videre til de rette ejermænd.
I mellemtiden bliver hun og passer sin fabrik. Og når varmen er ved at drive hende til vanvid, har hun lært at søge tilflugt på badeværelset – i et stort kar fyldt med iskoldt vand.
Irene Nørgård er freelancejournalist bosat i Maputo, Mozambique.