Udvikling

April Nr. 02/2009

Kolofon

Titel:
Udvikling

Undertitel:
April Nr. 02/2009

Udgiver:
Udenrigsministeriet

Ansvarlig institution:
Udenrigsministeriet

Forfatter:
Stefan Katic (Redaktør), Mads Rasmussen Mariegaard (Journalist), Marta Gramstrup Rasmussen (Journalistpraktikant), Kontorchef Eva Egesborg Hansen (Ansvarshavende iflg. presseloven)

Andre bidragydere:
Schultz Grafisk (Elektronisk udgave), Og Jensen (Layout), Skive Folkeblad (Tryk), Simone Hagensen (Annoncesalg)

Sprog:
Dansk

URL:
http://www.netpublikationer.dk/um/9305/index.htm

ISBN nr:
978-87-7087-122-8

Digital ISBN nr:
978-87-7087-124-2

ISSN nr:
0106-0570

Version:
1.0

Versionsdato:
27-03-2009

Publiceringsstandard nr.:
2.0

Dataformater:
html,htm,jpg,gif,pdf,css,js

Udgiverkategori:
statslig

Copyright:
Udenrigsministeriet

Noter og andre oplysninger:
Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter.

Indholdsfortegnelse

NYT FRA STYRELSEN

• FRA FRUGTJUICE TIL TOPSTYRING

• AFRIKAS KLONDIKE
• UKENDT DANSKER I SPIDSEN FOR GIGANT-PROJEKT
• NGO = MALKEKO
• SLUT MED AT SKYDE BUSCHAUFFØRER?
• HÅB FOR ENDEN AF KAJEN
• FN – FRA KAOS TIL ENHED

• TÆNK PÅ DET BEDSTE DU VED

• U-LANDENES FREMTID AFGØRES PÅ AMAGER
• VERDEN HAR BRUG FOR HANDLEKRAFT
• INDIENS UUNDVÆRLIGE UNDERSKRIFT
• EN STEMME VED FORHANDLINGSBORDET
• KLÆDT PÅ TIL KLIMA-JOURNALISTIK
• KLIMA-KURSUS FOR INDIENS UNGE – PÅ MOBILOS
• DER FINDES INGEN KLIMAFLYGTNINGE – MEN HER ER DE
• DANSK BISTAND TILPASSES FREMTIDENS KLIMA
• HANDLING INDEN VIETNAM SYNKER I HAVET
• KOMMENTAR:
  ’VI MÆRKER OPVARMNINGEN HER OG NU’
• KLIMA SKABER ALLIANCER
• DEN NYE NGO-DILLE
• SÅDAN SÆTTER NGO’ERNE KLIMA PÅ DAGSORDENEN
• DET BLIVER IKKE KUN VED SNAKKEN

• REPLIK TIL INTERVIEW MED JOSEPH HANLON
  DET LANGE SEJE TRÆK I MOZAMBIQUE
• KÆDEN ER RØGET AF HANLONS CYKEL
• 3 spørgsmål til 3 politikere:
• U-LANDSOPLYSNING UNDER LUP
• LAD DEM BARE FÅ HYLDEBLOMST
• Søbogaard svarer:
  ’VI FLYVER IKKE HYLD RUNDT I NEPAL’

• IKKE NOK AT VÆRE SUCCESRIG IS-SÆLGER I NEW YORK
• NEPAL – ET SAMFUND AF SINGLER
• NYE UDGIVELSER OM AFGHANISTAN OG BHUTAN
• NU SÆTTER INDERNE KRYDS VED KVINDER OG KASTELØSE
• INSEKTFORSKER BLIVER NY IFAD-PRÆSIDENT
• NYT OM NAVNE APRIL 2009

NYT FRA STYRELSEN

FRA FRUGTJUICE TIL TOPSTYRING

Danidas styrelse blåstempler hvert år nye projekter og programmer for millioner af kroner. For nylig besøgte ni af styrelsesmedlemmerne Tanzania og Rom for ved selvsyn at få et indtryk af, hvordan pengene bliver brugt. Klaus Bustrup, formand for Danidas styrelse, skriver her fra første del af rejsen.

Siden overgangen fra Julius Nyereres (Tanzanias præsident 1964-85, red.) socialistiske økonomi til markedsøkonomi har Tanzania oplevet økonomisk fremgang. Som følge af en stor befolkningstilvækst er det absolutte antal personer under fattigdomsgrænsen dog ikke faldet. På en række områder som sundhed, uddannelse, infrastruktur og vand og sanitet, hvor Danida har været aktiv, er der imidlertid sket betydelige fremskridt for den enkelte borger, der nu kan leve et mere anstændigt liv. Det kunne Danidas styrelse konstatere med egne øjne, da medlemmerne for nylig besøgte Tanzania.

Zanzibar og Iringa

Via udviklingshjælp er det lykkedes stort set at udrydde malaria på øen Zanzibar. Sundhedsvæsenet har sparet millioner, der nu kan anvendes til at bekæmpe andre sygdomme. Et besøg på sundhedscentret i byen Iringa på fastlandet viste, at befolkningen i dag har adgang til langt flere og bedre sundhedsydelser og har fået levevilkårene forbedret. Og det gjorde indtryk at se et projekt, støttet af Folkekirkens Nødhjælp, hvor skolebørn gennem rollespil undervises i faren for seksuelt misbrug og for at blive hiv-smittet. Den åbenhed, der kendetegnende dette projekt, var positiv og vil forhåbentlig medføre senere debut på den seksuelle arena og dermed en lavere befolkningstilvækst.

Topstyret samfund

Tanzania står over for store politiske og økonomiske udfordringer. Det er positivt, at der er stort nationalt og familiemæssigt sammenhold, men negativt at landet – selvom der i 1992 blev indført et flerparti-system – fortsat helt domineres af et enkelt parti.

Tanzania er præget af topstyring. Civilsamfundsorganisationerne står svagt, og regeringen har svært ved at forstå privatsektoren. Alt er planlagt som sociale aktiviteter uden forståelse for erhvervslivets udfoldelsesmuligheder, og blandt andet er ejendomsretten til jord uafklaret.

Tanzania er i dag meget bistandsafhængig. Den økonomiske krise mærkes nu også her og modsat industrialiserede lande, er der ikke råd til hjælpepakker. I regeringskredse er der en erkendelse af, at der er behov for vækst i landbrug og industri, så Tanzania selv på længere sigt kan finansiere en række sundheds- og sociale ydelser. Men udvikling af et aktivt erhvervsliv i Tanzania bliver en svær opgave – eksempelvis er det fortsat regeringen, som fastsætter minimumslønninger.

Dårlig infrastruktur koster dyrt

På Zanzibar besøgte styrelsen en imponerende kvinde, der gennem rigtig behandling af jord og afgrøder havde sat gang i en stor grønsagsproduktion, samtidig med at hun passede sine 11 børn og betalte skolepenge for de ældste. Manden passede en lille bod på vejen og solgte nogle af deres produkter. Så lidt gavn gjorde han da. En god historie, men næppe løsningen på alle Tanzanias udfordringer.

Danida støtter udvikling af en række små og mellemstore virksomheder, især inden for forædling af fødevarer. I byen Morogoro besøgte styrelsen blandt andet Tanzanias største frugtforædlingsvirksomhed, UNNAT, der satser på eksport af juicekoncentrat og forudser samarbejde med ca. 10.000 producenter. Et lovende projekt, hvis succes blandt andet afhænger af fortsat adgang til kredit – til en konkurrencedygtig rente, med en acceptabel tilbagebetalingstid og uden urealistiske krav til sikkerhed. Selv hvis disse forhold er opfyldt, er dårlig infrastruktur ofte årsag til, at Tanzania ikke er konkurrencedygtig på eksportmarkederne.

Ni ud af ti har ingen bankkonto

I kreditsektoren har Danida dog ydet sit væsentlige bidrag. For 20 år siden skød Danida 20 mio. kr. ind i en bank ved navn CRDB, som var på fallittens rand. I dag er den landets største og med et omfattende filialnet. Men der er også brug for at udvide bank- og kreditsektoren i Tanzania. 90 pct. af befolkningen har ingen bankforbindelse!

Tanzania er et af de lande, hvor der er det tætteste samarbejde mellem donorer, og de fleste, herunder Danmark, har tiltrådt den fælles landestrategi. En del af den danske bistand til Tanzania ydes som budgetstøtte. Danmark har haft en ledende rolle på området og har gode erfaringer med budgetstøtte i Tanzania.

Udviklingsbistand er kompliceret og forstås kun gennem besøg på stedet, hvor man både kan opleve, hvor svært det er, men også se resultater af indsatsen. Og så er det altid en fornøjelse at være sammen med dygtige, vidende og stærkt engagerede ambassade- eller programmedarbejdere, der altid yder en stor indsats.

Klaus Bustrup er formand for Danidas styrelse.
Foto: um.dk

AKTUELT

AFRIKAS KLONDIKE

For tre år siden var der stort set ingen biler i Juba. I dag vrimler det med 4W’ere og pickups. Den 29-årige nordugandiske bilforhandler Assan Ali lever godt af at importere og sælge biler i byen. Foto: Jeppe Villadsen.

Hovedstaden i det ludfattige Sydsudan konkurrerer med Tokyo, Moskva og Oslo om titlen som verdens dyreste by. Juba er en pengemaskine, hvor alle tørrer donorerne.

Af Jeppe Villadsen

Forestil dig en by i en af de fattigste og mest sønderslidte afkroge af verden. Lerhytter, geder og støv i gader, der driver af affald. Over en million mennesker samlet i hovedstaden i Sydsudan: Juba. Et område, der sætter negative verdensrekorder i børne- og mødredødelighed og i manglende adgang til uddannelse. I 2006 var der bare 14 km asfalterede veje i et område 14 gange Danmarks størrelse.

Forestil dig så en container indrettet med senge.

Sådan bor en stor del af de hjælpearbejdere og FN-folk, der i tusindvis er strømmet til Juba, siden en fredsaftale i 2005 satte en stopper for 21 års borgerkrig. Pris: 600 kr. pr. nat, hvis man er heldig. Ofte 900, helt op til 1.200 kr. for et vinduesløst containerrum.

Bundløs fattigdom og Manhattan-priser på ét og samme sted.

– Det er skamfuldt, hvad der sker her. Der bliver spekuleret groft i den massive tilstedeværelse af donorer og bistandsmidler, siger Gopika Dass, Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Juba.

“Sydsudan er et af de steder i verden, hvor man får mindst bistand for pengene.”

Cowboy-by

Siden fredsaftalen er priserne i Juba eksploderet i samme takt som befolkningsvæksten, der på tre år har forvandlet en krigshærget småby på 50.000 indbyggere til et kaotisk klondike på over en million mennesker. Juba bliver af mange betragtet som verdens dyreste by.

Og man forstår det, når mellemgode restauranter serverer pizzaer for op til 175 kr. I det airconditionerede indisk-ejede supermarked kan expat-kunderne købe basisvarer og delikatesser til lyden af BBC Worlds nyhedsservice. 250 gram Nescafé koster 115 kr. En dåse majs 19 kr.

Gopika Dass kalder Juba ’en cowboy-by’.

– Folk investerer ikke. De tager bare, hvad de kan, og smutter igen. Da vi skulle have repareret et hul i væggen indenfor, lød tilbuddene på mellem 4.000 og 10.000 kr., og sådan er det hele vejen i gennem.

Hun bor selv i et mindre og efter europæisk målestok beskedent hus uden aircondition, internet og andre moderne bekvemmeligheder til 10.500 kr. om måneden. Vandforsyning og sikkerhed har Folkekirkens Nødhjælp selv måttet sørge for. Og det er endda billigt, fremhæver hun. Andre NGO’er betaler nemt
15.000-25.000 kr. om måneden for et lille beboelseshus i udkanten af byen.

“Professionel i alle sygdomme – syfilis, galskab, ulykkelig kærlighed og forretningsproblemer.”
Tekst på banner hos healer i Juba.

Containernes sidste hvile

Juba ligner knap nok en by. Vidtstrakte arealer med lerhytter og små træhuse og ind imellem enorme ’kompounds’ omgivet af høje pigtrådsklædte mure. Her holder Internationalt Røde Kors, FN-organisationerne UNDP og UNHCR samt stribevis af andre hjælpeorganisationer til. Brede veje tværs gennem byen er ved at blive asfalteret, mens et byggeboom af hoteller og administrationsbygninger i bølgeblik, præfabrika og laminat er i gang.

Og så er der containerne. De er overalt i Juba. Nogle bliver omdannet til kontorer, huse og hoteller, andre står bare og ruster. De ankommer i stort tal med byggematerialer og madvarer fra havnebyen Mombasa i Kenya.

Men der er ikke noget at fylde i dem i Juba, og det kan ikke betale sig at sende dem tomme tilbage, så i Mombasa er det almindelig praksis at omlaste godset til havnens ældste og mest rustne containere. For fra Juba vender de aldrig tilbage.

– Der sker ingen langsigtet udvikling i Juba. Ingen overhovedet, lyder det fra en UNICEF-medarbejder, der ønsker at være anonym.

– Hver gang en virksomhed er startet og begyndt at gå godt, bliver den overtaget – af en militærleder eller guvernør i ledtog med en flok soldater, siger han, da Udviklings udsendte møder ham ved kanten af det norske konsulats swimmingpool, et fast søndagsmødested for nordiske expats.

Med mindre man har forbindelserne i orden, er der ingen sikkerhed for ejendommen, angiver han som en af grundene til, at de fleste nybyggerier er lavet i præfabrika eller aflagte containere. Den samme mekanisme ligger bag den katastrofalt lave landbrugsproduktion i det ellers frugtbare Sydsudan. Når ingen kan vide sig sikre på at beholde jorden, er der ingen grund til at bruge penge og kræfter på at få et landbrug op at køre.

FN på dyr safari

Det hele indbyder til kortsigtede løsninger og et investeringsmarked, som forretningsfolk beskriver som ’high risk, high profit’. For hjælpeorganisationerne er det bare ’high risk, high prices’.

Som et modspil har NGO’erne nedsat det såkaldte Juba NGO Forum, der gør dem bedre i stand til at svare igen som en samlet front. Som da prisen på et visum var steget til over 10.000 kr., og det efter protester lykkedes at få beløbet sænket.

– Alle, der har arbejdet i Sydsudan, har oplevet, at der er utrolige høje operationsomkostninger, sukker Melissa Phillips, koordinator i Juba NGO Forum.

– Men jeg synes, at vi har gjort et godt stykke arbejde med at forklare donorerne, at uanset hvor meget vi gør for at sikre, at flest muligt donorpenge går til projekter, er vi nødt til at indstille os på virkeligheden i Sydsudan. Og den er, at der efter årtier med konflikt er et meget lille lokalt marked, og indtil vejene fra Kenya og Uganda er færdige, sikre og fungerer hele året rundt, er vi voldsomt afhængige af ting, der bliver fløjet ind. Det er vores håb, at donorerne ikke rejser tvivl om disse omkostninger, men sikrer, at posen med penge er stor nok, så vi også er i stand til at levere resultater.

Hun vender dog også et kritisk blik mod sine egne:

– Måske kunne NGO’erne have været bedre til at harmonisere deres aktiviteter. Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke og Danish Demining Group får alle sammen Danidamidler og arbejder alle i denne del af Sydsudan, men alle med separate operationer, administrationscentre, logistisk planlægning osv. Det virker tåbeligt, at hver eneste NGO – specielt med samme donorfinansiering – gør præcis det samme: bygger sin egen ’kompound’, indkøber biler, generatorer osv.

Samme kritik retter flere mod FN’s aktiviteter i Sydsudan. De forskellige FN-organisationer kører deres lejre og logistik helt uafhængigt af hinanden. I de første år havde FN en stor del af sin stab indlogeret i teltlejre drevet af det kenyanske safari- og logistikfirma AFEX. 150 dollars pr. nat for et telt uden rindende vand og med fælles toilet og bad.

– Det er jo latterligt at betale 150 dollars for et telt, men det betyder, at nogle andre tager sig af vasketøj, elektricitet og vand, og når jeg tænker på, hvor mange kræfter det har taget mig at få bygget et hus, er det måske ikke helt så skørt, som det lyder, siger Melissa Phillips.

Kaptajn Jesper Skovgaard er en af to danske FN-soldater i Juba. Han har siden begyndelsen af året arbejdet med logistik i den 10.000 mand store FN-styrke i Sudan – vand, kloakering, mad, affald, elektricitet.

– Etableringen af lejrene er foregået siden 2005, så man skulle tro, det var overstået, men det er det ikke.

Han undrer sig også over, at FN’s forskellige organer slet ikke samarbejder om driften.

– I Yambio fx ligger FN-styrken UNMIS og Unicef lige ved siden af hinanden kun med et hegn i mellem. Der har været snak om at fjerne hegnet, men indtil nu kører de helt adskilt, siger Jesper Skovgaard.

“På Juba Paradise Hotel starter de billigste containerrum ved 750 kr. pr. nat for et enkeltværelse – uden aircondition.”

Nætter i paradis

Juba er blevet en magnet for lykkeriddere fra hele verden. Bygningsarbejdere fra Kenya, motorcykeltaxaer fra Uganda og forretningsfolk fra Etiopien, Libanon, Grækenland og Kina. På restauranterne taler personalet ikke arabisk, men swahili, engelsk og amharisk (nationalsproget i Etiopien).

Alle forsøger at få en bid af kagen, så længe det varer. En healer fra Tanzania har også fundet vej. ’Professional in all diseases’, står der på et banner på den lille hytte. Og påstanden er alvorlig ment, for den bliver nedenfor udspecificeret til at omfatte blandt andet ”syfilis, galskab, ulykkelig kærlighed og forretningsproblemer”.

– Min bekymring er, hvor mange af pengene, der bliver på lokale hænder. Jeg gætter på, at 90-95 procent af dem øjeblikkeligt ryger ud af landet. Og hvor er beskatningen af alle de penge? – folk har indtil nu ikke betalt megen skat, fordi der ikke er nogen myndigheder til at kontrollere det, siger Melissa Phillips.

Hotellerne er næsten alle ejet af udlændinge. På Juba Paradise Hotel starter de billigste containerrum ved 750 kr. pr. nat for et enkeltværelse. Uden aircondition, så de vinduesløse metalskrog bliver tordnende varme med en dagtemperatur, der nemt passerer 45 grader. Libanesiske Sahara Resort Hotel, der har givet sig selv fem stjerner, starter ved 1.050 kr. pr. nat for et enkeltværelse i deres mere opgraderede containerrum med tv og internet.

Udviklings udsendte får et værelse på byens bedste køb: Hotel Paradiso, et vinduesløst kammer med ituslået toilet til 550 kr. pr. nat. Men så følger der også en havestol og et hullet myggenet med i pakken. Hotellet er etiopisk-ejet, men som i resten af boomtown-Juba er det meste – fra plasticmøblerne til tandstikkerne – hentet i Kina.

Den venlige etiopiske ejer med en fortid som NGO-medarbejder fortæller, at forretningen kører så godt, at han i efteråret kunne holde fire måneders ferie i Europa.

– Jeg besøgte min datter i London, og vi rejste sammen rundt i Europa: Paris, Amsterdam og Milano. Det er nødvendigt, hvis man skal holde støvet og varmen i Juba ud, smiler han. Hotellet er næsten altid fuldt booket, så han er gået i gang med at bygge en ny fløj med fullservice-lejligheder for NGO’er, der skal være længere tid i Juba.

Næsten alle veje bliver bygget af kinesiske og thailandske virksomheder med hjælp fra gæstearbejdere fra Kenya og Uganda. Her en flok kenyanske vejarbejdere, der alle har universitetsuddannelser, men ikke kan finde arbejde hjemme. I Juba tjener de ca. 100 kr. om dagen eller seks gange så meget som for et tilsvarende job i Kenya. Foto: Jeppe Villadsen.

Danish design

Alle organisationer, som Udvikling taler med, ærgrer sig over de høje priser. Også Michael Elmquist, der som leder af Joint Donor Office (JDO) i Juba har ansvar for at fordele den næststørste donorpengetank i Sydsudan med

 et årligt budget på over 200 millioner dollars. JDO er et fælles donorkontor for Danmark, Sverige, Norge, Storbritannien, Canada og Nederlandene – det første af sin art i verden.

– Der er ikke ret meget, man kan gøre ved det, men Juba er et afsindigt dyrt sted at bo og arbejde. Og det rammer alle, for vores lokaltansatte skal også spise og have et sted at bo, så lønnen til en lokaltansat er betydeligt højere her end i andre udviklingslande.

JDO’s kontorbygning ligger midt i Juba som en satellit, der lige er landet. Lyse, airconditionerede lokaler og panoramavinduer, der giver udsigt til lerhytterne udenfor. Arne Jacobsen 7’ere og fladskærme. Lige bag de lave hytter rager et af byens fineste hoteller op, hvor kontoret indlogerer sine folk, når det har plads. Et værelse koster 1.550 kr. per nat, men JDO får som fast kunde 290 kr. i rabat.

Michael Elmquist har tørre tal på, at Sydsudan er et af de steder i verden, hvor man får mindst bistand for bistandskronerne.

– For at kunne beregne vores udetillæg laver vi en standardopgørelse over, hvad de forskellige varer koster, og her er Juba et af de dyreste steder i verden ifølge den seneste hollandske undersøgelse.

– Og på samme måde med projekterne, fx er skolebyggerierne de dyreste i Afrika. Derfor bliver der ikke bygget ret mange af dem.

Pengemaskinen Juba arbejder, lige til man sætter foden på flyet. Efter lufthavsskatten på 210 kr. bliver passagererne pludselig afkrævet kopi af pas, visum og et par andre dokumenter. Heldigvis står en fyr med en kopimaskine klar ved naboskranken og kan klare jobbet for 30 kr. for de to-tre kopier.

Det er i mere end én forstand en lettet journalist, der forlader Juba.

Rejsen er blevet til med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad og skriver fast i Udvikling.
 

UKENDT DANSKER I SPIDSEN FOR GIGANT-PROJEKT

Vestsjællandsk énmandsfirma med beskeden erfaring i udviklingsprojekter skal lave infrastruktur og yde mikrolån for 1,5 mia. kr. i Sydsudan.

Af Jeppe Villadsen

Et dansk enkeltmands-firma har meldt sig i sværmen af bistandsprojekter og investorer i Sydsudan. Holger Lænkholm og hans firma Delphi-gruppen A.m.b.A. indleder efter planen i april et storstilet udviklingsprojekt til 200 mio. euro (1,5 mia. kr.)

100 mio. euro skal gå til udvikling af vand- og elforsyning, kloaksystemer, veje, skoler og sundhedsservices, mens andre 100 mio. er til mikrolån til i første omgang 5.000 landmænd svarende til 30.000 indbyggere. I takt med at pengene bliver tilbagebetalt, skal de lånes ud til flere landmænd.

Firmaets direktør Holger Lænkholm er ikke meget for at udtale sig om projektet.

– Vi bryder os sådan set ikke om at snakke om det i øjeblikket, fordi vi kun lige har skrevet en kontrakt med delstatsregeringen, siger han, men bekræfter (18. marts), at det fortsat er planen at starte projektet i april.

Delphi-gruppen, der hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og på De gule sider står opført som ”leverandør af rengøringsartikler”, har ikke nogen website. Adressen er på Holger Lænkholms bopæl, en landvilla i Hårslev syd for Slagelse.

74-årige Holger Lænkholm har en fortid som blandt andet skolelærer og som ungdomsskoleinspektør gennem 15 år, men i sluthalvfemserne begyndte han at arbejde med udviklingsprojekter.

’Kun en begyndelse’

Hvad har du lavet af lignende projekter tidligere?

– Jeg har arbejdet en del i Venezuela, hvor jeg har renoveret skoler og hospitaler, men har trukket mig ud på grund af den politiske udvikling i landet.

Aftalen med den sydsudanesiske Central Equatoria State provins kom i stand, da provinsregeringen i efteråret havde en delegation i Danmark, hvor de søgte investorer. Sudanesiske forretningsfolk i Europa havde formidlet kontakten mellem Delphi-gruppen og delegationen, siger Joseph Kulang, investeringschef i Central Equatoria State.

Investeringschefen tog sammen med informationsministeren i provinsregeringen imod Holger Lænkholm i Juba i januar – en begivenhed, der fik omtale i flere sudanesiske medier.

Joseph Kulang glæder sig især over at få udviklet landbruget i den forarmede region:

– Vi vil tage skiftet fra traditionelt til moderne landbrug. Vores land er frugtbart, så vi vil eksportere afgrøder til vores naboer og videre ud.

– Delphi-gruppen vil starte i Central Equatoria State og herfra videre til de andre stater i Sydsudan, det vil sige projektet skal op i endnu større skala. De siger, at det her kun er en start, siger Joseph Kulang, der ikke ved andet om finansieringen, end at Delphi-gruppen selv kommer med midlerne. Provinsregeringen skal blot stille en bankgaranti på 20 pct. af lånet.

Hemmelige donorer

Holger Lænkholm, hvordan har du fået finansiering til så stort et projekt?

– Ja, det er min hemmelighed. Nu har jeg arbejdet med de her ting i nogle år, så jeg har fået en god kontakt til fonde og lignende, der er interesserede i at være med.

Det er lidt usædvanligt for et bistandsprojekt, at donormidlerne er hemmelige.

– Lige nu har vi jo ikke pengene på bordet, derfor vil jeg hellere snakke med dig om en måned. Vi har kun en aftale med regeringen og med fondene, og så får vi pengene i løbet af 3-4 uger.

Så der er en risiko for, at det ikke bliver til noget?

– Nej, det er bare et spørgsmål om, om det bliver i april, men det tror jeg også selv på, at det gør.

Så når pegene er på bordet, vil du gerne fortælle, hvor de kommer fra?

– Nej, det er ikke sikkert, fordi det er ikke en enkelt bidragyder, der sidder på en pæn adresse. Det er en række fonde, og hvis jeg slipper alle dem ud i offentligheden, så går midlerne jo til andre projekter end mine kommende projekter.

Projektet er ifølge Holger Lænkholm ikke forretning, men et renlivet bistandsprojekt.

Kan du forstå, hvis nogen undrer sig over, at et lille og i bistandssammenhæng ukendt dansk firma skal løse en så kolossal opgave?

– Jeg kan da godt forstå, at de er spændte, det ville jeg også være, men det er vi altså ikke bekymrede for.

Højtplacerede folk fra donormiljøet i Sydsudan undrer sig meget over aftalen og drager sammenligninger til tidligere projekter, der aldrig er blevet afsluttet og tilsyneladende mest var en måde for folk i delstaten og virksomheden at skaffe sig penge og jord.

– Den slags sager har vi hørt om fra adskillige, men det er ikke den situation, vi kommer i, siger direktør Holger Lænkholm.
 

NGO = MALKEKO

Juba er en økonomisk boble, hvor alle markedsmekanismer og sund fornuft er sat ud af spil. Ingen ønsker at kende sandheden om bistandsmidlerne i Sydsudan, siger Sudan-eksperter.

Af Jeppe Villadsen

FN og hjælpeorganisationerne er massivt til stede i Sydsudan, hvor de skal løse mammutopgaven med at genopbygge området efter årtiers krig. Men foreløbig har den mest mærkbare effekt været eksploderende priser og et boomende forretningsliv. Det hele drevet frem af donormidler.

– Vi står alle sammen i et dilemma – hjælpearbejdere, diplomater, mediefolk. Vi er tvunget til at vælge mellem ikke at kunne gøre arbejdet eller betale fire gange så meget, som egentlig er rimeligt, siger Sudan-eksperten Nils Carstensen, seniorrådgiver for Folkekirkens Nødhjælp.

– Omvendt er forretningsfolkene her for at tjene penge meget hurtigt, og de er ligeglade med at opbygge loyalitet over for os. For dem har det her en horisont på to-fire år max. På den måde bliver det en økonomisk boble, hvor alle markedsmekanismer og sund fornuft er sat ud af spil, siger Nils Carstensen, der gætter på, at der eksisterer karteldannelser mellem hoteller, restauranter, udlejere osv.

– Hverken donormissionerne, hjælpeorganisationerne, FN-apparatet eller den nye sudanesiske centraladministration skal jo tjene penge på det her. Så hvis priserne går op, øger vi bare vores budgetter. Der er ikke en markeds-medierende effekt, der siger: Er det det værd?

Workshops løser alt

John Ashworth, der har arbejdet med udvikling og nødhjælp i Sudan i 26 år, peger på, at NGO’erne selv er medskyldige i prisboblen.

– På mange måder er NGO’erne selv gået i fælden, fordi opfattelsen er, at NGO har en masse penge at spilde, og det har de faktisk, når man ser på, hvordan de arbejder – spildet er enormt, siger John Ashworth, udviklingsspecialist i den katolske freds-NGO Pax Christi.

– De skal jo ikke fremvise overskud, men bare vise ansvarlighed. Og ansvarlig betyder, at de er i stand til at rapportere tilbage til donoren, at pengene er blevet brugt til det, de havde sagt, og at de har alle kvitteringerne.

– Og så skal de kunne vise, at de har opfyldt de succesindikatorer, de har valgt for projektet. Men dine succesindikatorer kan være det rene bras, der intet betyder for effekten på jorden. Det vil ofte være workshop og træning, der er en stor ting i Sydsudan, så hvis du har skrevet og gennemført et projektforslag, der lyder på 20 workshops og 20 gange træning, kan du i slutningen af året rapportere tilbage, at det har været succesfuldt og vil blive finansieret det følgende år, siger John Ashworth.

’Super utilfredsstillende’

Imens er det alle andre end sudaneserne, der nyder godt af bistands- og business-boomet, mener John Ashworth, især udenlandske forretningsfolk:

– Det skyldes delvist, at sydsudaneserne ikke er gode forretningsfolk – handelslivet er traditionelt domineret af araberne fra Nordsudan. Og for at starte en forretning behøver du kapital, kvalificeret arbejdskraft og en masse andet, som sydsudaneserne ikke har. Jorden er normalt ejet af sudanesere, men de får kun en brøkdel af indtægterne fra dem, der udlejer værelser, kontorer osv.

John Ashworth opstiller et eksempel for at vise, at det er store penge, det drejer sig om: En lejr med 200 telte til 150 dollars pr. nat giver en daglig omsætning på 174.000 kr.

– Og meget få steder bliver der skabt permanente bygninger. Det er præfabrika og telte, så når de giver jorden tilbage til den sudanesiske udlejer, er den ikke blevet forbedret et hak.

Nils Carstensen ønsker sig en undersøgelse af, hvad merudgifterne koster hjælpeorganisationerne, og hvem pengene ender hos.

– Det kunne være sindssygt spændende at lave, både på NGO’erne, og endnu bedre på FN-systemet. Det ville ikke blive kønt! konkluderer han og tilføjer:

– Du ville komme til at spørge dig selv: Hvad er nytteværdien af det her, og hvor meget er du i virkeligheden med til at cementere de mest undertrykkende strukturer i samfundet? Men ingen tør gøre det, for hvad er alternativet? At FN og verdenssamfundet trækker sig ud, og landet imploderer? Der er ikke nogen, der har lyst til at kende sandheden om det her problem, siger han.

Det ser pænere ud, men er faktisk magen til de ’vejskatter’, hjælpeorganisationerne bliver tvunget til at betale i Somalia, mener Niels Carstensen.

– De står ikke som i Somalia og holder et gevær op under næsen på os, men i virkeligheden er det det samme: For at komme til at hjælpe de fattigste af de fattigste, ender vi med at blive brandbeskattet af de allerrigeste, og dybest set af de folk, der er med til at fastholde undertrykkelsen og fattigdommen. Det er super utilfredsstillende, og det er noget af det, der er sværest at forlige sig med i denne her branche, erkender Nils Carstensen.

Nils Carstensen, seniorrådgiver for Folkekirkens Nødhjælp, foreslår en undersøgelse af, hvor meget Jubas business-boom koster hjælpeorganisationerne.

SLUT MED AT SKYDE BUSCHAUFFØRER?

I Guatemala bliver buschauffører jævnligt skudt eller dræbt af bander, som forlanger ’skat’ eller beskyttelsespenge. Derfor har busejere hyret private sikkerhedsvagter til at beskytte chaufførerne. Foto: AP/Polfoto/Rodrigo Abd.

Mord, vold og korruption hærger Guatemala, hvor forbrydelser ikke opklares og skyldige ikke straffes. Nu forsøger FN og regeringen at gøre en ende på straffrihed og organiseret kriminalitet.

Af Lise Fogh, Guatemala By

Guatemala er forbrydernes paradis på jord, men nu står landet med en unik mulighed for at vende udviklingen: For første gang nogensinde har FN i samarbejde med et lands regering nedsat en kommission, som skal bekæmpe organiseret kriminalitet.

Det har Guatemala alvorligt brug for. Sidste år var det blodigste nogensinde. På ti år er antallet af voldelige mord steget fra syv til 17 om dagen – i et land med 13 mio. indbyggere. Hertil kommer bortførelser, røverier og afpresning.

Hele landet plages af straffrihed: Blot to ud af hundrede mordsager bliver opklaret. 37.450 sager om vold i familien er blevet anmeldt – én er nået til domfældelse. Flere gange om ugen bliver buschauffører skudt eller dræbt af bander, som forlanger ’skat’ eller beskyttelsespenge.

Retssystemets problem er, at efterforskerne mangler uddannelse og teknisk udstyr. Vidner tør ikke udtale sig på grund af den udbredte vold, så det er svært at skaffe fældende beviser.

Hvis en sag endelig bringes for en domstol, bliver den hurtigt afvist på grund af tekniske fejl, manglende beviser eller dårlig efterforskning. Og så bliver den anklagede løsladt.

– Middelklassen har reageret ved at sætte endnu mere pigtråd op, montere endnu flere alarmer og ansætte endnu flere vagter. De færdes kun i bil og foretager alle indkøb i indkøbscentre, der har sikkerhedsvagter, forklarer Danida-chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen. Hun har arbejdet med demokrati og menneskerettigheder i Guatemala siden 2005.

For at løse problemerne har FN, i samarbejde med Guatemalas regering, nedsat en kommission (CICIG), som skal efterforske og afsløre forbrydelser begået af illegale og hemmelige grupper. Desuden skal kommission forberede retssager, foreslå lovændringer og uddanne ansatte i politikorpset og retsvæsenet.

Fordelen ved en international organisation er, at de ansatte har immunitet – ligesom diplomater. CICIG kan udføre selvstændig efterforskning og anklage mistænkte, men det er Guatemalas eget justitsministerium, der skal føre sagerne ved domstolene. Kommissionen håber, at det kan styrke det nationale retssystem.

– Hvis noget kan ændre forholdene, så er det CICIG, siger chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen. Hun vurderer, at det kræver en kraftig indsats over for politiet, efterretningsvæsenet, retsvæsenet og statsapparatet, hvis situationen skal forbedres.

Også Claudia Escobar, byretsdommer i Guatemala By, ser positivt på CICIG. Hun mener, at kommissionens succes afhænger af, om enkeltpersoner inden for systemet vil samarbejde med den. Ansatte, som er involveret i ulovligheder, vil næppe medvirke, vurderer hun.

Hvis ikke der sker noget nu, tror jeg, der vil gå meget lang tid, før situationen kan ændres.
Danida-chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen.

De første resultater

CICIG har arbejdet i over et år, og de første resultater ligger klar: En udrensning i politikorpset har ført til afskedigelse af 50 kommissærer og 1.700 betjente. Flere sager om bortførelser og alvorlige forbrydelser er ved at blive løst.

Desuden har CICIG foreslået forbedret vidnebeskyttelse, stramninger af våbenloven og lukning af smuthuller i loven, som politikere kan bruge til at undgå anklager. Midt i marts foreslog CICIG desuden en række anti-korruptionslove, der kan gøre det muligt at straffe offentligt ansatte for ulovlig berigelse, magtmisbrug og bedrageri.

Siden 2007 er dog kun ét af CICIG’s lovforslag blevet vedtaget.

Alligevel vurderer chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen, at kommissionen kan vende den negative udvikling. Selv om volden er mere udbredt end nogensinde, og befolkningen præget af frygt, så er der er sket en vitalisering af civilsamfundet, som er begyndt at samarbejde og fungere som rådgivere for statsinstitutionerne.

Olieplet har bredt sig

CICIG har fået to år til arbejdet, med mulighed for forlængelse. Kommissionens leder, Carlos Castresana, anmodede i februar FN om en to-årig forlængelse. Han gjorde opmærksom på, at internationale, kriminelle organisationer har infiltreret regeringen, politikere, virksomheder, medier og civilsamfundet i større udstrækning end først antaget.

– Det er som en olieplet, der har bredt sig i hele samfundet, sagde Carlos Castresana.

Også Danida-chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen mener, at CICIG bør fortsætte.

– Det er derfor meget vigtigt, at CICIG’s mandat bliver forlænget, helst i tre år. Hvis ikke der sker noget nu, tror jeg, der vil gå meget lang tid, før situationen kan ændres, siger hun.

Guatemalas præsident, Álvaro Colom, støtter ligeledes forlængelsen. Samtidig har han annonceret, at regeringen vil oprette en national kommission, som skal hjælpe CICIG. Kommissionen skal ledes af præsidentens sikkerhedsrådgiver og bestå af repræsentanter for politiet, hæren og skattevæsenet. Menneskerettighedsaktivister frygter dog, at målet er at blokere for CICIG’s arbejde.

– Man kan forestille sig, at der bliver rift om pladserne i den nye, nationale kommission, hvis den skal have repræsentanter fra alle de grupperinger, som potentielt er under anklage fra CICIG, lyder kommentaren fra en menneskerettighedsgruppe.

Lise Fogh er freelancejournalist, bosat i Guatemala.

HÅB FOR ENDEN AF KAJEN

Patienterne: Næsten 3.000 mennesker mødte frem til Mercy Ships screening af patienter i Cotonou, Benin. Omkring 600 blev valgt ud til behandling på skibet.

Bagmanden: Evangelisten Don Stephens blev inspireret til at grundlægge organisationen Mercy Ships, da han i 1977 mødte Moder Teresa i Calcutta.

Skibet: DSB-færgen Dronning Ingrid blev i 1999 købt af Mercy Ships og bygget om til Africa Mercy, som i dag er verdens største civile hospitalsskib.

Storebæltsfærgen Dronning Ingrid er blevet til hospitalsskibet Africa Mercy, som nu har sat landgangstrappen ned på kajen i Cotonou og tilbyder gratis lægehjælp, ’model Jesus’, til beninerne.

Af Lars Zbinden Hansen, Cotonou

Den røde landgangshal ligner næsten sig selv med glasdørene og de store, røde, firkantede DSB-håndtag.

Men her i det tidligere vandre-knudepunkt mellem cafeteriet og café-området er der nu klinisk ro og rent og patientmodtagelse. Bag skranken tager to smilende og effektive, hvide amerikanske piger imod de sorte mennesker, der med deres appointment slips er blevet hjulpet op ad landgangstrappen.

Mange er blinde med grå stær, andre har ekstreme deformiteter og vansiringer, der blokerer for øjne og mund. Men alle bliver mødt med smittende venlighed, indskrevet som på ethvert andet hospital, og ført til skibets hospitalsafdeling to dæk længere nede – dernede hvor DSB-tog engang rullede ind og ud af Storebæltsfærgen Dronning Ingrid.

Africa Mercy, som skibet hedder nu, er ved at modtage de første af 600 mennesker, som forleden blev valgt ud under en minutiøst planlagt screening inde i Cotonou, hvor næsten 3.000 mødte frem. Skibets 78 hospitalssenge og seks hypermoderne operationsstuer er klar til at modtage både dem og den jævne tilstrømning, der forventes i de ti måneder, skibet skal ligge her i Benin.

Længere inde i Dronning Ingrids gamle café-område sidder Don Stephens, som i 1977 i Calcutta mødte moder Teresa, hvilket inspirerede ham til at grundlægge Mercy Ships året efter. Stephens siger, at ”alle – uanset køn, race eller religion – kan blive behandlet her”. Og om de ansatte:

– Alle er velkomne til at arbejde på skibet, hvis de følger den 2000 år gamle model fra Jesus om at bringe helbredelse og håb til fattige og udstødte i verden.

Mens han får serveret – ikke en kop DSB-kaffe til et par og tyve kroner – men en kop gratis kaffe doneret fra skibets Starbucks Café, siger han, at Mercy Ships’ arbejde er ”bæredygtigt, fordi hvert menneske, som vi hjælper, får en livsforandrende behandling, der gør dem til produktive medlemmer af samfundet, hvor de tidligere var udstødt”.

At det kan lade sig gøre, skyldes de mange donorer, der præger skibet. Starbucks er blot én i en alenlang række af milliard-foretagender og velgørende institutioner, der har doneret alt fra CT-scanner til satellit-baseret kommunikationsanlæg.

Fra Blåhøj til Benin

På trods af donorernes bidrag skal de 335 ansatte selv betale ophold på skibet for dem selv og deres 48 børn, hvilket langt de fleste gør med støtte fra kristne menigheder over hele verden. Og selvom skibet ikke betaler de ansattes løn, er engagement højt. Stephens siger:

– Vi har formentligt nogle af de hårdest arbejdende mennesker i verden.

Det er der ikke noget mærkeligt i, siger den eneste dansker ombord, overstyrmand Lars Kristensen, der bor små 20 meter henne ad gangen fra Starbucks:

– Vi brænder alle for at hjælpe mennesker i nød. Derfor giver det sig selv, at vi betaler for at holde skibets udgifter nede.

Lars betaler 4.000 danske kroner månedligt for sig selv og sin svenske kone, Lena og deres to børn. Penge, der kommer fra pinsekirken Bethania Kirkecenter i Blåhøj ved Brande.

For pengene bor familien Kristensen i en hyggelig tre-værelses kahyt – for øjeblikket med konstant kaj-udsigt – og spiser tre gange om dagen i Dronning Ingrids forhenværende cafeteria, der nu er blevet til ’spisestue’. Skolen for børnene er også betalt.

Lars er som lidt over halvdelen af staben langtidsansat, dvs. med kontrakter på over to år. Mange har altså skaffet endog rigtigt mange penge for at arbejde på skibet.

En af dem er skibets kaptajn Timothy Tretheway, der har arbejdet for Mercy Ships i 22 år. Hans ophold betales af en kirke i Olympio, Washington.

Skibet klarer skærene

Kaptajn Tretheway fortæller, at skibet ikke er bygget til det voldsomme farvand ud for Vestafrikas kyst, men at det alligevel er stabilt og klarer bølgerne. Han deltog i ombygningen af færgen og regner med, at i hvert fald et minde om den danske færgetid får lov at blive hængende, nemlig plakaten med ’DSB Tog og Færger’. Derimod bliver de gamle skilte med ’Skub ud’ og ’Tryk for døråbning’ nok erstattet med engelske.

Også i køkkenet på allernederste dæk hænger der minder om den danske fortid. ’Kun til fødevarer’ står der på en lille køkkenelevator. Her er Francesca fra Vancouver, der arbejder i vaskeriet, lige forbi med rene viskestykker. Hun siger, at hun ”elsker at være på Africa Mercy. Det bedste er det multikulturelle – ”alle de nye mennesker, jeg møder hele tiden”.

I en af operationsstuerne er øjenlægen Glenn Strauss med tolv Mercy Ships-år på bagen i gang med dagens tredje operation mod grå stær. Eller rettere: Han kigger en nyansat øjenlæge fra Australien over skulderen og holder øje med, at det splinternye udstyr fungerer rigtigt.

Den kvindelige patients ene øje følges på en skærm, mens den australske læge langsomt åbner den oliven-agtige plamage og piller ’oliven-kødet’ ud. Det, som har gjort kvinden blind.

Strauss selv kan lave 30 grå-stær-operationer om dagen, siger han, men hans vigtigste opgave er at oplære lokale læger, så de kan bruge erfaringen, når skibet er sejlet igen.

I operationsstuen ved siden af er chefkirurgen Gary Parker og hans assistenter ved at fjerne de sidste rester af en kæmpe ansigtssvulst på en mand. Svulsten er skåret bort og ligger nu som en stor klump lever på bordet bag Parker, der med sikker hånd syr den nederste halvdel af ansigtet sammen igen med sort tråd.

Operationerne er med Don Stephens’ ord to af fire ’kerneprodukter’, som hospitalsskibet tilbyder. De to andre er operation af ganeog læbespalter og af kvinder med voldsomme fødselsrelaterede misdannelser.

Stephens, der som præsident og ansat på hovedkontoret i Texas er aflønnet, fortæller, at to nye skibe er i støbeskeen, bl.a. med deltagelse af det danske firma Alpha Ship Design. Så den drøm, han fik i 1977 i Calcutta, da han mødte Moder Teresa, arbejder han ihærdigt på at få endelig i havn, siger han. Men indtil da:

– Verdens problemer er umådelige, og jeg er helt klar over, at vi kun er en lille dråbe i havet.

Lars Zbinden Hansen er freelancejournalist og bosat i Lomé, Togo.

FN – FRA KAOS TIL ENHED

Ill.: Maria Bramsen.

Dyr, tung og ligegyldig. Så barsk lød kritikken af FN, før det store apparat blev sat på slankekur i den såkaldte ’One UN Reform’. Målet er at effektivisere verdensorganisationen og forenkle vejen fra donor til projekt. Vietnam er det af de otte pilotlande, der er nået længst.

Af Merete Jensen, Hanoi

”Det er ikke den stærkeste, der overlever, heller ikke den mest intelligente. Det gør derimod den, der er bedst til at acceptere forandringer.”

Ordene er Charles Darwins og de gælder i disse år også De forenede Nationer. I et forsøg på at trække den gumpetunge ende op ad sumpen er FN i gang med reformer – og med at få hele den lettere overvægtige organisation til at indse, at det er vejen frem, hvis den skal overleve.

Kritikken af unødigt bureaukrati, store budgetter, reduceret indflydelse og utilnærmelighed over for brugerne af systemet har lydt i årevis. Kritikken kom både fra brugere og donorer og inde fra systemet, og derfor var den ikke længere til at overhøre.

– ’Business as usual’ og ’det plejer vi…’ dur simpelthen ikke længere, erkender John Hendra, der foruden titlen som UNDP-topchef i Hanoi også er FN’s residerende koordinator og dermed i spidsen for 450 FN-ansatte i Vietnam – et af otte lande, som i 2006 blev udvalgt som pilotland for FN-reformen.

– Der er et bredt ønske om, at vi skal effektivisere FN. Hvis ikke det lykkes at strømline de forskellige organisationers arbejde, så mister FN sin legitimitet og sin troværdighed, sagde udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), da hun i slutningen af januar var på besøg i Vietnam netop for at kigge på FN-reformen.

Både ministeren og UNDP-landechefen ved dog godt, at det ikke er ligetil at lukke munden på kritikerne.

– En del af kritikken var og er bestemt berettiget. Men FN er også en nem prygelknabe. Alle siger, at FN er for stor og for fed. Men ingen har overblik eller indsigt nok til reelt at vide, hvad FN vejer – eller om det er fedt eller knogler eller muskler, siger Rie Vejs-Kjeldgaard, landechef for ILO, FN’s særorganisation for arbejdsmarkedsforhold, i Vietnam. Hun tilføjer:

– Og sig mig lige: Hvornår har du sidst sagt til dig selv, at du skulle tabe dig fem kilo uden at gå på vægten og checke, hvad du vejer her og nu? Nej, vel! Man er nødt til at vide, hvad udgangspunktet er, før man kan ændre på noget.

Effektiv hjælp

FN-reformen er en udløber Paris-erklæringen om øget effektivitet af bistandsmidler og af rapporten ’Delivering as One’ fra 2006, forfattet af et højniveau-panel, som FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan nedsatte.

Reformen, der går under betegnelsen ’One UN’, skal slanke og effektivisere FN’s organisering på landeplan i udviklingslandene, så FN kan levere bedre og mere sammenhængende rådgivning. Reformen er nødvendig, for at FN kan nå 2015 Målene.

Men reformen er også verdensorganisationens fortsatte billet til første række i et udviklingsshow, der i stigende grad har Verdensbanken, de regionale udviklingsbanker, bilaterale donorer og (mere eller mindre private) investeringsfonde på VIP-stolene.

”Tabet af sammenhængskraft forhindrer FN i at være mere end summen af alle faktorer”, stod der i rapporten fra 2006. Det er den sammenhængskraft, der skal genetableres og i sidste ende sikre FN en plads i den nye verdensorden.

Regeringerne i de foreløbigt otte pilotlande – Albanien, Cape Verde, Mozambique, Pakistan, Rwanda, Tanzania, Uruguay og Vietnam – har meldt sig frivilligt til reformprocessen, der bygger på de fire ’Ones’: Ét program, ét budget, én leder og ét kontor i hvert land.

Regeringerne skal have større ejerskab over FN-udviklingshjælpen, som derfor skal koncentreres i den retning, værtslandet har behov for.

I hvert land er det planen, at et fælles FN i samarbejde med regeringen og donorsamfundet udarbejder individuelle modeller for reform under den samme One UN-overskrift. Den overordnede strategi er herefter, at pilot-landenes erfaringer senest i 2015 skal høstes, analyseres, sorteres og fungere som ledetråd i reformen af andre FN-landeprogrammer.

“En del af kritikken var og er bestemt berettiget. Men FN er også en nem prygelknabe.”
Rie Vejs-Kjeldgaard, chef for FN-organet ILO i Vietnam.

Vietnamesisk effektivitet

I Vietnam, hvor udvikling det seneste årti er gået forrygende hurtigt, er One UN-reformen nået længst siden startskuddet 1. januar 2007. Vietnam var allerede foran, før reformprocessen begyndte.

Den vietnamesiske regering støtter ikke bare processen, men arbejdede også aktivt i flere år for at ændre FN’s rolle i landet. Derfor gik der kun få måneder efter underskrivelsen af Paris-deklarationen, før den vietnamesiske regering i fællesskab med repræsentanter for donorerne og FN havde udarbejdede deres eget ’Hanoi Core Statement’, der er det grundlæggende dokument for One UN-reformen i Vietnam.

– Vietnameserne sagde simpelthen til os: ’I er nødt til at ’walk the talk’. Vietnam udvikler sig så hurtigt, at FN kan ikke følge med. I taler og siger det rigtige, men jeres organisationer er for små og bureaukratiske, og I følger ikke selv jeres egne gode råd. Vi har et langt og godt samarbejde med FN og sætter pris på jeres neutrale rådgivning, men I er simpelthen nødt til at skifte kurs, for at vi kan arbejde sammen i fremtiden’, fortæller Jesper Mørch, landechef for UNICEF i Vietnam og blandt de ivrigste fortalere for One UN-reformen.

Jesper Mørch skrev allerede i 2005 sammen med den daværende landechef Jordan Ryan et dokument, hvor de pegede på FN som en marginaliseret udviklingspartner uden pondus, med landekontorer fyldt med uerfarne Junior Program Officers (JPO’s) og frivillige. Folk, der talte om gennemsigtighed, effektiviseringer og forandringsvilje, men selv sad fast i en tung organisation, og var ude af stand til at sætte handling bag deres ord.

Dokumentet beskrev, hvordan besøgende til UNDP og UNICEF, der delte bygninger i Hanoi, skulle forbi to sikkerhedsvagter, fordi de to FN-organisationer havde kontrakt med hver deres sikkerhedsselskab.

– Kapitlet om udvikling i Kofi Annans højniveaupanels rapport fra 2006 er næsten en tro kopi af vores papir. På fornuftigste vis skelede ekspertpanelet til Vietnam, og vores rapport blev pludselig en af referencerammerne for One UN-reformen, siger Jesper Mørch.

“Der er nu – mere end nogensinde før – brug for et fornyet, genopfrisket og mere handlende FN.”
Ban Ki-moon, FN-generalsekretær.

Et radikalt eksperiment

Interviewet med Jesper Mørch er kommet på plads via FN-Vietnams nye fælles kommunikationsteam, der består af folk fra flere forskellige FN-organisationer, der nu deler kontor og arbejdsopgaver.

Kommunikationsgruppen er bare ét af de meget synlige resultater af One UN-reformen i Vietnam, som er gået et skridt videre end de fire ’Ones’ og har vedtaget, at FN-organisationerne skal arbejde sammen under én fælles arbejdsstruktur. FN har oprettet elleve såkaldte ’Program Coordination Groups’ (PCG) på tværs af FN-organisationer, der arbejder inden for samme sektor. PCG-grupperne vil med tiden få mere indflydelse på fordelingen af penge og arbejdsopgaver end de enkelte FN-organisationer. For eksempel skal hiv/aids-eksperterne fra WHO arbejde tættere sammen med hiv/aids-eksperterne fra andre FN-organisationer end med deres WHO-kolleger.

Den fælles arbejdsstruktur skal gøre det lettere for den vietnamesiske regering, donorerne, pressen og andre at henvende sig til FN.

– I dag skal brugerne af FN-organisationerne banke på hos WHO, UNAIDS, UNFPA og så videre for at få rådgivning og støtte til et hiv/aids-program. Med One UN skal den vietnamesiske regering kun forholde sig til én FN-plan for hiv/aids, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

– Af de otte pilotlande er vi det mest radikale eksperiment, siger Jesper Mørch og tilføjer, at processen fungerer, fordi Vietnams regering står stærkt og de FN-ansatte har en vilje til forandring. Men Jesper Mørch erkender også, at der er en vis modvilje i FN-systemet i New York og i FN-organisationers hovedkvarterer.

– Det er helt nødvendigt for hvert kontor at afgive autoritet, så vi kollektivt står stærkere, og det kan virke truende. Alligevel bliver vi modtaget med væsentligt større interesse og forståelse i New York nu end for to-tre år siden, når vi taler om One UN-reform.

FN-hovedkvarteret er dog endnu ikke parat til at give pilotlandene det fulde ansvar. Det ligger stadig hos lederne af de enkelte FN-organisationer i Vietnam.

– Landechefen har ikke noget eksplicit mandat – og det vil systemet ikke give ham. Derfor kan en leder af et kontor obstruere ethvert forsøg på mere reform. Det er den helt store svaghed ved One UN, siger Jesper Mørch.

– Jeg fik en klar fornemmelse af, at One UN-reformen afhænger meget af nogle få personers vilje og handlekraft, fordi processen ikke er blevet institutionaliseret endnu, sagde udviklingsministeren da også efter sit besøg i januar. Ulla Tørnæs lovede, at hun i samarbejde med sin britiske kollega Gareth Thomas, der også deltog i rundbordssamtalerne om One UN-reformen i Hanoi, vil tage fat på problemet i de politiske drøftelser med FN-hovedkvarteret.

– Der er et bredt ønske om at effektivisere FN. Og når vi har presset hårdt på for at få gang i processen, har vi også en forpligtelse til at følge op undervejs og sikre, at det kan blive en succes, forklarede udviklingsministeren.

14 bilparker – og så videre

I Vietnam, hvor private investeringer og bilaterale udviklingspenge efterhånden har taget over fra de multilaterale udviklingsmidler, bidrager FN kun med to pct. af den årlige udviklingsbistand (i modsætning til over 60 pct. i 1980’erne, da Vietnam lå underdrejet på grund af økonomiske sanktioner). Alligevel er 14 forskellige FN-organisationer i dag fordelt på ti kontorbygninger, spredt ud i hovedstaden Hanoi. De 14 organisationer arbejder alle efter de samme overordnede mål om fattigdomsreduktion, udvikling og rådgivning, men i dagligdagen er de individuelle enheder med egne bilparker, chauffører, bogholdere, sikkerhedsvagter og andet administrativt personale – foruden egne budgetter, dagsordener, hovedkvarterer og selvstændige ønsker om profilering.

Besparelser på administrationsbudgettet er dog ikke det primære formål med FN-reformen, fastholder One UN-specialisten Peter Reeh fra den residerende koordinators kontor i Hanoi. Han ærgrer sig over det store fokus – også i FN’s hovedkvarter i New York – på budgetbesparelser.

– Det er en del af formålet med reformen, men hovedformålet er at gøre FN mere tilgængeligt for brugerne og at skabe synergi, bedre rådgivning og bedre projekter, forklarer Peter Reeh.

Hans hensigtserklæring bakkes op af Vietnams viceudenrigsminister:

– Vi anerkender FN’s bedrifter, og vi ser nu et mere effektivt FN, der engagerer sig med os som et samlet FN. Vi møder et FN, der er parat til at forenkle og harmonisere deres procedurer. Det er klart et andet FN end for tre år siden, sagde Nguyen Quoc Cuong ved en rundbordssamtale i Hanoi i januar med den danske og den britiske udviklingsminister.

Synlige besparelser

På gadeplan i Hanoi er arbejdet med at trimme bureaukratiet synligt. Ombygningen af et tidligere FN-lejlighedskompleks til nyt fælles og miljørigtigt FN-hus er i gang, og til oktober næste år flytter FN-organisationerne ind under samme tag. Huslejebesparelser, personalereduktion og fællesindkøb af alt fra flybilletter og til kantinekaffe vil sænke udgifterne med mindst en halv million dollars om året.

– Ved at have en fælles administration kan man frigøre ressourcer, som kan bruges til gavn for de fattige, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

– Det er hensigten, at pengene skal bruges til gavn for de fattigste, men vi har ingen garanti fra donorerne for, at de ikke skærer i budgetterne, når administrationsomkostningerne falder, siger Peter Reeh imidlertid.

Udviklingsministeren lægger ikke skjul på den danske regerings ønske om en kraftig beskæring af FN-bureaukratiet. Hun giver et eksempel på spild i FN-organisationers bilparker:

– Man kan blive forundret over, at der først kommer en kortege af UNICEF-biler og så en kortege af UNDP-biler og UNFPA-biler. En kortege af biler i et udviklingsland koster rigtig mange penge, siger Ulla Tørnæs.

“Det FN, vi møder nu, er klart et andet FN end for tre år siden.”
Nguyen Quoc Cuong, vietnamesisk viceudenrigsminister.

Forhindringer på vejen

Få havde forestillet sig, at det ville blive strygende let at reformere den tunge, fragmenterede verdensorganisation. Og under de første års pilotarbejde har der også vist sig problemer.

– Der ikke er opbakning nok fra FN’s hovedkvarter til processen, siger Peter Reeh. Han støttes af ILO’s Rie Vejs-Kjeldgaard:

– Man vil, at vi skal eksperimentere, men man giver os ikke mandatet til at eksperimentere, siger hun.

Begge nævner, at samtlige FN-organisationer stadig forventes at aflevere en årsrapport til deres respektive hovedkvarterer – samtidig med en fælles One UN-årsrapport. Desuden skal de 14 ledere stadig hver især stå til ansvar over for deres chefer i deres organisationers hovedvarter. Derfor kan de nemt sætte sig imellem to stole: FN-Vietnam og deres egen organisation.

– Det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at man er bagstræberisk eller ikke vil reformen, hvis det går langsomt, fastslår Rie Vejs-Kjeldgaard og forklarer:

– Det giver bare indimellem problemer, at man som leder står til ansvar over for både sit eget hovedkvarter og reformen herude. Men der er man bare nødt til at være realistisk omkring processen og erkende, hvor meget den kræver.

Merete Jensen er korrespondent for Kristeligt Dagblad og bosat i Hanoi, Vietnam.

REPORTAGE

TÆNK PÅ DET BEDSTE DU VED

Tekst og fotos: Petrine Elgaard

ANNIE PHIRI
3 ÅR
FORÆLDRELØS

– Jeg drømmer om kjoler. Jeg har tre, og de har alle sammen huller, så mit største ønske er at få en ny. Den skal være lyserød. Og så vil jeg drikke saftevand. Jeg har smagt det med ananassmag én gang, og det er det bedste, jeg ved.

ESTERY LONGWE
60 ÅR
FIRE VOKSNE BØRN

– Jeg tænker på de otte forældreløse børn, som bor hos mig, for jeg holder meget af dem alle sammen. Men med dem i hytten er livet blevet sværere, for det er umuligt at skaffe mad nok og skolepenge, så de alle sammen kan blive uddannet. Hver eneste dag spekulerer jeg på, hvordan jeg kan skaffe flere penge. Men jeg ville ikke undvære børnene.

ISAAC CHIRWA
22 ÅR
STUDERENDE

– Jeg forestiller mig, at jeg er leder af et lille firma. Jeg har lige fået en datter, og jeg bliver nødt til at kunne forsørge hende, så jeg vil arbejde hårdt for at få et godt job, når jeg bliver færdig med min uddannelse som ingeniør.

JANET BANDA
10 ÅR
FORÆLDRELØS

– Jeg tænker på de sko, jeg ønsker mig. Jeg ved ikke, hvordan de skal se ud, men jeg vil så gerne have et par. Jeg tror ikke, det kommer til at ske, for jeg har ingen penge. Men gid det gjorde.

WILLIAM MHONI
10 ÅR
SKOLEELEV

– Jeg ser mig selv sidde bag rattet i en rigtig bus, for jeg drømmer om at blive chauffør. Mest fordi jeg godt kan lidt biler, og fordi jeg kan tjene penge på det. Min yndlingsbil er Mercedes, selv om jeg aldrig har set én i virkeligheden.

TEMA: KLIMA

En klima-løsning for savannen? Her kunstvanding i Kenya. Foto: Karsten Bidstrup/Polfoto.
 

U-LANDENES FREMTID AFGØRES PÅ AMAGER

Der er mange interesser på spil, når der til december ringes ind til det 15. klimatopmøde – COP15. For u-landene gælder det i høj grad om at forhandle sig til midler, der kan hjælpe dem i kampen mod klimaforandringer.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

Hvor stor skal den samlede CO₂-reduktion være? Og hvor meget skal det enkelte land bidrage med? Det er nogle af de kernepunkter, som en ny klimaaftale skal indeholde.

Aftalen, der skal gælde for perioden efter Kyoto-protokollens ophør i 2012, skal underskrives ved COP15-konferencen til december. Her lægger Bella Center på Amager i København lokaler til klimatopmødet, der skal samle verden – og dermed meget forskellige interesser.

På den ene side af forhandlingsbordet sidder de vestlige, ressourcestærke lande tungt. Og her vil en underskrift for mange landes vedkommende kræve, at de kan se den økonomiske fordel ved at omlægge til mere miljøvenlig produktion.

Over for dem sidder u-landene, der står for den absolut mindste andel af udledte drivhusgasser, men alligevel betaler den højeste pris for klimaforandringerne.

Mens de rige industrilande har kapacitet til at beskytte sig mod oversvømmelser ved at bygge store, avancerede sluse- og dæmningssystemer, forårsager selvsamme fænomen ødelagte afgrøder og sult i den fattigste del af verden. Her findes ikke samme ressourcer til at forberede sig på eller afværge konsekvenserne af en naturkatastrofe. Og når det mere ekstreme vejr endelig rammer, har u-landene heller ikke mulighed for at igangsætte samme redningsaktioner som i den vestlige del af verden.

Det skaber et stigende behov for at tilpasse sig på flere fronter. For eksempel skal afgrøderne på grund af det stigende antal oversvømmelser i fremtiden kunne tåle mere salt eller på grund af ekstrem tørke være mere hårdføre. Samtidig vil nye typer sygdomme med stor sandsynlighed opstå, ligesom allerede kendte sygdomme, som for eksempel malaria, vil brede sig til andre områder end tidligere.

Hvis ikke der indgås en klimaaftale ved COP15, vil flere landes eksistensgrundlag stortset forsvinde. Nogle på grund af stigende vandstand og oversvømmelser, andre fordi tørke ikke tillader, at der dyrkes afgrøder. For u-landene er det derfor altafgørende, at der kommer en aftale i stand, som giver dem en finansiel støtte, der står mål med de udfordringer, klimaændringerne stiller dem overfor.

Reduktion versus tilpasning

Ressourcemæssigt er gruppen af u-lande meget forskellig. Som de største og mest ressourcestærke lande står Kina, Indien og Brasilien. Mens de fattigste og mest sårbare lande tæller Burma og Niger, der har meget begrænsede ressourcer og kapacitet til at dæmme op for klimaforandringerne.

På grund af disse indbyrdes forskelle i gruppen af u-lande er der også stor forskel på, hvilke krav i-landene vil stille til dem i forhold til reduktionsindsatsen. Eksempelvis vil det sandsynligvis blive krævet, at Kina og Mexico indgår mere vidtgående forpligtelser end de små og fattigste lande.

Finansieringen er det afgørende

I u-landenes øjne kan der dog ikke indgås en aftale, der udelukkende handler om reduktion af deres CO₂-udslip. Generelt kommer de med en forventning om, at Vesten påtager sig et ansvar for den velstand, de har akkumuleret via en enorm udledning af skadelige stoffer. De vil med andre ord kræve at få tilført nogle midler til at kunne håndtere klimaforandringerne.

Økonomisk støtte til tilpasning og ny miljøvenlig teknologi er derfor en forudsætning for, at u-landene vil påtage sig forpligtigelser, som skal begrænse CO₂-udslippet i stærkt voksende økonomier, som for eksempel Kina.

Sat på spidsen kan man sige, at de rige lande skal påtage sig forpligtelser i form af reduktion, mens de fattigste u-lande skal have hjælp til tilpasning og udvikling af bæredygtige strategier for på sigt at kunne bidrage til reduktion.

Det står derfor klart, at hvis parterne skal nå til enighed om en aftale på det kommende klimatopmøde, så skal der penge på bordet. En aftale kræver med andre ord, at parterne kan blive enige om, hvor mange penge særligt de rige lande skal bidrage med, hvor pengene skal komme fra, og hvordan de mere præcist skal fordeles.

Hele dette finansieringsspørgsmål vil sandsynligvis fylde en del ved forhandlingerne, og allerede nu er der flere modeller i tale. Eksempelvis kan finansieringen komme fra afgifter på fly- og tung skibstrafik, gennem skatter på udledning af drivhusgasser eller via udviklingsbistanden. Sidstnævnte er u-landene dog som udgangspunkt imod. De er bekymrede for, at klimaindsatsen skal betales af midler, der ellers ville være blevet brugt til fattigdomsbekæmpelse, og efterspørger derfor nye og alternative finansieringskanaler.

Da Kyoto-protokollen blev underskrevet i 1997, var ikke mange villige til at påtage sig egentlige forpligtelser, og den blev derfor kritiseret for sin svage gennemslagskraft. I dag er der sket et skift. En ny amerikansk administration, en øget kinesisk interesse og mere viden om klimaforandringernes konsekvenser er med til at skabe en stigende åbenhed for at handle.

Samtidig er også u-landene blevet mere synlige i debatten, og det er med til at sætte pres på parterne for at opnå brugbare resultater. Selvom gruppen af u-lande er en broget skare, står de sammen i forhandlingerne – og derfor kommer der heller ikke en ny klima-aftale i stand uden disse lande om bord.

Det, der skal bære aftalen igennem, er en fælles forståelse af, at klimaforandringerne er en global udfordring – det vil sige et fælles problem – der kræver en fælles løsning.

Du kan læse mere om Indiens forhandlingsposition på næste side.

VERDEN HAR BRUG FOR HANDLEKRAFT

Af udviklingsminister Ulla Tørnæs

NU KNAP NI MÅNEDER FØR Danmark skal være værtsland for det store internationale FN-klimatopmøde, er der behov for, at vi alle fokuserer på bekæmpelse af klimaforandringerne og er parate til at udvise den nødvendige handlekraft.

I et udviklingspolitisk perspektiv er det vigtigt at understrege, at klimaforandringer vil have en direkte negativ indflydelse på andre globale udfordringer som fattigdom, fødevaresikkerhed og den globale økonomiske krise. Der er derfor en direkte sammenhæng mellem klimaforandringerne og den internationale udviklingspolitiske dagsorden.

Fra dansk side retter vi vores udviklingspolitiske indsatser mod især fem områder, der alle er helt fundamentale for en ny ambitiøs klimaaftale under COP15. Det drejer sig om: Klimatilpasning, kvinder og ligestil ling, skove, Afrika og finansiering til udviklingslandenes klimaindsatser:

1. Klimatilpasning er essentielt for de fattigste udviklingslande og står derfor højt på udviklingslandenes dagsorden. Det er dem, der ramems hårdest af forandringerne. Det går især ud over mulighederne for at skaffe vand, og høstudbyttet vil blive drastisk reduceret. Jeg har derfor med fokus på disse centrale områder i samarbejde med vore partnere i Syd lanceret en international dialog om klimatilpasning (se artikel på side 4, red.). Jeg opfordrer alle læsere til at bidrage til dialogen på http://www.landwaterdialogue.um.dk

2. Kvinder og ligestilling står højt på den danske udviklingspolitiske dagsorden, ikke mindst når det gælder klimaforandringer. Ulige forhold mellem kvinder og mænd i relation til klimaforandringerne må derfor indgå som et element i en ny klimaaftale.

3. Skove og forvaltning af skove er af afgørende betydning for ikke mindst de fattigste befolkningsgrupper og oprindelige folk og indtager en central placering i klimaforhandlingerne. Ifølge FN’s Klimapanel bidrager fældning og reduktion af de tropiske skove til en femtedel af den globale udledning af CO₂. Derfor støtter Danmark flere internationale initiativer, der sikrer en fattigdomsorienteret forvaltning af verdens tropiske skovområder.

4. Afrika er et af de kontinenter, der er mest udsatte og sårbare over for klimaforandringer. Afrika har et svagt klimaberedskab og mangler økonomiske ressourcer til at sikre landenes befolkninger mod klimaforandringerne. Klimaforandringer er altså ikke blot et klimaproblem – men en konkret trussel mod udvikling og vækst i Afrika.

5. Finansiering indgår som en central del af en ny klimaaftale. En af de helt store knaster i forhandlingerne er at nå til enighed om et finansieringsregime. Vore bestræbelser går på at sikre yderligere overførsler til udviklingslandene på en måde, der er effektiv og fair.

Klimaforandringer rummer også muligheder – nye investeringsmuligheder, nye markeder og nye muligheder for at forbedre vores politikker og klimasikre vores fremtidige udvikling. Det, vi har brug for, er handlekraft og konkrete, ambitiøse resultater i København!

INDIENS UUNDVÆRLIGE UNDERSKRIFT

Også inderne kan lide at shoppe. Selvom hver inder udleder otte gange mindre end en dansker, er landet alligevel verdens tredjestørste udleder af CO₂. Her indkøbscenter i Malad, Mumbai. Foto: Scanpix/Still Pictures.

Fattigt udviklingsland, global sværvægter med storpolitiske ambitioner – og verdens tredjestørste udleder af CO₂. Indien spidser blyanten op til COP15 i København, men erkender egen interesse i at få en ambitiøs aftale i hus.

Af Line Wolf Nielsen, New Delhi

Vejen til en klimaaftale i København løber går gennem den indiske hovedstad New Delhi.

Det stigende energiforbrug, der er fulgt med landets økonomiske vækst, har bragt Indien i fokus i de internationale klimaforhandlinger.

For selv om en enkelt inder årligt udleder 1,2 tons CO₂ – og en dansker udleder 9,8 tons eller otte gange så meget, så betyder Indiens størrelse, at landet alligevel havner på en tredjeplads – efter USA og Kina – når det gøres op, hvilke lande der udleder mest. En højere placering er sandsynlig frem mod 2050, og en global aftale om CO₂-reduktion uden de 1,2 milliarder indere vil derfor ikke give mening.

Traditionelt har Indien afvist et bindende mål om reduktion i CO₂-udledninger. De indiske forhandlere henviser til, at landet fortsat har en meget stor befolkning under fattigdomsgrænsen, som ikke har adgang til elektricitet, og at behovet for økonomisk vækst og udvikling har politisk topprioritet. På den anden side har Indien også storpolitiske ambitioner og vil gerne opfattes som en stormagt, der bidrager konstruktivt til klimaudfordringerne.

FN’s Klimapanel har beregnet, at en stigning i temperaturen på to grader betyder et fald i det indiske bruttonationalprodukt på fem pct. Dobbelt så meget som for EU.

Adgang til nye teknologier

Ifølge klimaminister Connie Hedegaard, der besøgte New Delhi i februar, har Indien da også erkendt, at landet har en egen interesse i at få en ambitiøs aftale.

– Tidligere var meldingen, at ’klimaproblemerne må de rige lande løse, for vi har ikke råd.’ Faktum er, at inderne ikke har råd til at lade være – og det ved man. For selv om Indien godt ved, de ikke selv skal levere de største reduktioner, så har de en interesse i at få andre til at levere og i at tilpasse sig klimaforandringerne og sikre en mere bæredygtig udvikling, siger Connie Hedegaard og tilføjer:

– Uden en god international aftale ved de godt, at regningen ikke mindst havner hos dem selv.

– Indien er først og fremmest optaget af, at de industrialiserede lande må levere substantielle reduktioner, når det gælder CO₂.

– På kort formel siger Indien nu: ’kære venner i de rige lande; vis hvad I duer til. Kom med nogle reduktionsmål og kom også med finansiering til, at vi kan tilpasse os det ændrede klima. Når det ligger på bordet, tales vi ved igen,’ siger Connie Hedegaard, og tilføjer:

– For Indien er det også vigtigt at sikre adgang til nye teknologier, der kan fremme en bæredygtig udvikling. Argumentet er: ’Vi har en enorm vækst, og det er dumt – for hele verden – hvis det sker med gammel, forurenende teknologi.’

På trods af den indiske modvilje mod at påtage sig et bindende mål internationalt, så er klimapolitik kommet højere op på den nationale dagsorden og regeringen lancerede i sommeren 2008 sin første klimahandlingsplan, som dog endnu ikke er blevet implementeret.

Ingen regner dog med, at klima kan konkurrere med temaer som terror og økonomisk krise, når der afholdes parlamentsvalg til april.

Det danske Klima- og Energiministerium har udsendt særlige klima-attacheer til fem nøglelande. Indien er et af dem.

Line Wolf Nielsen er freelancejournalist bosat i New Delhi, Indien.

EN STEMME VED FORHANDLINGSBORDET

Foto: um.dk

I u-landene er behovet for tilpasning til klimaforandringerne enormt. Nyt dansk initiativ skal involvere verdens fattigste i forhandlingerne og sikre dem et aftryk på den klimaaftale, der skal underskrives i København.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

Stigende temperaturer og lange perioder med tørke. Oversvømmelser og voldsomme jordskred. De ekstreme vejrfænomener påvirker alle sektorer i udviklingslandene og rammer dermed verdens fattigste hårdt. Behovet for at dæmme op for de mange negative konsekvenser bliver derfor også kun mere påtrængende.

Men klimaudfordringen kan ikke løses af et enkelt land eller en enkelt region alene. Et dansk initiativ – Dialogue on Land and Water Management for Climate Change Adaptation – skal derfor være med til at samle en bred vifte af praktikere og eksperter fra u-landene og donorlande samt internationale organisationer og NGO’er, der kan udveksle erfaringer på klimatilpasningsområdet.

Via en række konferencer og workshops rundt om i verden skal disse aktører mødes for at diskutere udfordringer såvel som løsninger på klimaforandringerne. Formålet er at skabe en bedre forståelse af, hvordan klimaforandringer påvirker verdens fattigste. Men også at blive enige om fem til seks vejledende principper om klimatilpasning i u-landene, som kan indgå i forhandlingerne op til klimatopmødet i København og på sigt blive en del af de mere langsigtede udviklingsstrategier.

– Udviklingsbistand og klima hænger sammen, og det skal afspejles ved COP15, siger fuldmægtig Dorte Neimann fra Udenrigsministeriets kontor for miljø og bæredygtighed, som er koordinator for klimadialogen.

Land og vand er omdrejningspunkt

Dialogprocessen blev sat i gang af udviklingsminister Ulla Tørnæs i København den 13. november sidste år, hvor åbningskonferencen blev afholdt. Og som navnet på initiativet antyder, er land og vand i dialogens fokus.

Baggrunden for initiativet er, at FN’s Klimapanel (IPCC) har fastslået, at land og vand er de områder, der er mest berørt af klimaforandringerne. Land og vand er samtidig kernen i livsgrundlaget for de mest udsatte befolkningsgrupper.

– Land og vand er en vigtig del af livsgrundlaget i alle lande. Men især i udviklingslandene, hvor befolkningen primært lever af landbrug, lider man under de konsekvenser, klimaforandringerne har på jorden og vandforsyningen, siger Dorte Neimann.

Mens problemet nogle steder er for meget vand, er det andre steder for lidt. I Afrika, hvor langt størstedelen af den fattige befolkning bor på landet og lever af landbrug, er manglen på vand en trussel mod deres eksistensgrundlag. I Bangladesh og Vietnam er problemet voldsomme oversvømmelser. Det stiller særlige krav til afgrøderne, men er også med til at ødelægge infrastrukturen, som i forvejen er sparsom.

– I begge regioner rammes fødevareproduktionen hårdt. Enten som følge af tørke og udpint jord eller naturkatastrofer som orkaner og oversvømmelser. Dialogen skal derfor også være med til at sætte fokus på behovet for at tænke land og vand sammen og få eksperter inden for de to områder til at samarbejde mere, siger Dorte Neimann og tilføjer:

– Samtidig er det vigtigt, at befolkningen får nogle helt konkrete redskaber til, hvordan de kan håndtere klimaforandringerne i hverdagen. Det kan erfaringsudvekslingen forhåbentlig hjælpe med.

Dialogen fortsætter på internettet

Mellem og efter de planlagte konferencer og workshops fortsætter dialogen på nettet. Her har den sin egen hjemmeside, hvor personer fra hele verden kan blande sig i debatten.

– Hjemmesiden er med til at sikre, at vi også når ud til en stor del af dem, som ikke har adgang til de regionale workshops og konferencerne. Her har de mulighed for at kommentere på det, der er kommet ud af møderne, fortæller Dorte Neimann.

Selv om Danmark er initiativtager til hjemmesiden, er målgruppen global, og der er brugere fra flere verdensdele. En af dem er ph.d.-forsker Habtamu Admassu, der arbejder for Ethiopian Institute of Agricultural Research:

– Jeg deltager i debatten, fordi jeg føler et ansvar. Men også fordi jeg ønsker at bidrage til de fem vejledende principper for tilpasning til klimaforandringerne, siger Habtamu Admassu og tilføjer:

– Hvis bare ideerne, der udspringer af dialogprocessen, bliver givet videre i tide, tror jeg på, at de kan være med til at synliggøre udviklingslandenes behov ved forhandlingerne op til klimatopmødet.

For befolkningen i Etiopien står klimaforandringerne ikke til diskussion. Her er de i den grad en realitet. Og at folk som Habtamu Admassu – der ser, hvordan udtørrede floder og ødelagt høst fratager folk deres levegrundlag – deltager i dialogen, er netop også målet med indsatsen.

Workshops i Vietnam og Mali

– Klimadialogen er ikke en dansk proces – vi skaber rammerne for processen og finansierer den. Hvis udviklingslandene virkelig vil sætte et markant aftryk på den endelige klimaaftale, er det vigtigt, at de selv kommer langt frem på banen, og at andre lande støtter op, pointerer Dorte Neimann.

For at få belyst så mange af klimaforandringerne som muligt, er der arrangeret regionale workshops i både Hanoi og Bamako. På den sidste konference, som afholdes i Nairobi den 16.-17. april, samles de mange ideer og erfaringer, som er kommet frem under processen. Håbet er, at de kan danne grundlag for vedtagelsen af nogle principper, som kan være med til at sætte et aftryk i den endelige klimaaftale og på sigt være med til at klimasikre bistanden.

Du kan læse mere på
http://www.landwaterdialogue.um.dk

KLÆDT PÅ TIL KLIMA-JOURNALISTIK

Få mediefolk i syd har den viden, det kræver at dække COP15. Derfor inviterer Udenrigsministeriet nu journalister fra syd på workshops om klimaforandringer.

Af Mads Mariegaard

Vil man vide, hvordan klimaforandringer påvirker et landskab, kan man besøge fossil-parken ved Sydafrikas vestkyst. Ud over en forstenet sabeltandstiger og en hest med tre tæer kan man her se, hvordan området, der engang var fugtigt og frodigt, nu er plaget af tørke.

Det var, hvad en gruppe afrikanske journalister gjorde i slutningen af februar under en workshop arrangeret af Danmarks ambassade i Sydafrika. Workshoppen var en af flere, som Udenrigsministeriet finansierer i anledning af COP15, heraf nogle i FN-regi.

Alt det bag kulissen

De fleste journalister i u-landene mangler den viden, der er nødvendig for at dække klimastoffet vedholdende og i dybden. Da ulandene bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, er der brug for, at landenes egne medier bliver bedre til at formidle konsekvenserne til befolkningen.

På workshoppen i Sydafrika deltog omtrent 20 journalister fra alle dele af kontinentet, valgt ud af Danmarks ambassade i landet. Deltagerne blev eksponeret for både videnskabelige og politiske aspekter af klimaforandringerne, sidstnævnte via oplæg af klimaminister Connie Hedegaards chefforhandler, Thomas Becker.

– Workshoppen var fremragende, og det var især interessant at høre indefra, hvordan forhandlingsprocessen foregår, siger Yolandi Groenewald, miljøjournalist på det sydafrikanske dagblad Mail & Guardian.

Forberedelse nødvendig

Hovedparten af oplægsholderne var sydafrikanske journalister og akademikere. De underviste blandt andet i, hvordan man dækker et klimatopmøde som COP15. Og det er særdeles nødvendigt, mener en af oplægsholderne, George Claassen, formand for den sydafrikanske sammenslutning af videnskabsjournalister.

– Mit indtryk var, at mange af de afrikanske journalister ikke havde læst nok om klimaforandringer. Adskillige oplægsholdere lagde vægt på, at de er nødt til at være meget velforberedte, før de tager til COP15, siger George Claassen.

KLIMA-KURSUS FOR INDIENS UNGE – PÅ MOBILOS

Vejen til større bevidsthed om klimaforandringer går gennem Indiens pc-skærme og mobiltelefoner. Direktør for softwarevirksomheden ZMQ, Subhi Quraishi (th.) har produceret mobilspillet Copenhagen Challenge i samarbejde med den danske ambassade. I baggrunden er det ambassadør Ole Lønsmann Poulsen, der også lærer nyt om mobilspillets muligheder.

Copenhagen Challenge er navnet på et nyt ’udviklingsspil’, der skal mobilisere Indiens mange mobil-brugere på klimaområdet.

Tekst og foto: Poul Bonke Justesen, New Delhi

For et årti siden kunne det kræve flere års kamp at få fast telefon i Indien. I dag tager det fem minutter at købe en mobil og et SIM-kort i en provinsby, og så kan man ringe til de billigste takster i verden.

Og det gør mange. I 2008 kom der mellem otte og ti millioner nye abonnenter til om måneden, hvilket gør Indien til verdens hurtigst voksende marked for mobiltelefoni.

Mange i storbyernes middelklasse har i flere år haft mobilen som fast lommeinventar, og nu begynder telemasterne også at skyde op i de fattige landdistrikter. Mobilrevolutionen skaber helt nye muligheder for at kommunikere i det folkerige land.

Mobilen bygger bro over videnskløft

Indiens mobilnetværk tages nu også i brug af Danmark, der som værtsland for klimatopmødet COP15 i slutningen af året arbejder hårdt på at få nøglelandet Indien med i en global klimaaftale, der skal nedbringe det globale CO₂-udslip. Da klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) var til New Delhis toneangivende klimakonference i februar, hvor COP15 var på dagsordenen, besøgte hun også en skole for at lancere og teste et mobil- og pc-spil, der skal bruges i kampen for det gode klima.

Copenhagen Challenge, som spillet hedder, skal mobilisere klimabevidsthed hos især Indiens unge. Det sendes i første omgang ud til knap 70 millioner potentielle brugere, der kan downloade det gratis hos et af Indiens største teleselskaber. Spillet vil også blive fordelt på 10.000 gratis cd-rom’er til skoler over hele Indien.

Udenrigsministeriet har betalt de 100.000 kr., det har kostet at udvikle Copenhagen Challenge. Det er sket i samarbejde mellem ambassaden i New Delhi og den indiske softwarevirksomhed ZMQ, der har specialiseret sig i e-learning og edutainment – altså ’udviklingsspil’, som underholder og uddanner især ressourcesvage befolkningsgrupper om alt fra hiv/aids og malaria til Gandhis ikkevolds filosofi og nu også klimaforandringer. Særligt i Indien har mobiltelefonen stort potentiale som et medie, der kan skabe social forandring, mener direktøren for ZMQ.

– I mange år har der ikke alene været en dyb økonomisk og social kløft mellem de store byer og de fattige landområder. Der har også været en stor videnskløft, hvilket blandt andet skyldes, at der ikke har været kommunikationsveje ud til de fattigste. Nu kan selv ret fattige mennesker også få mobil telefon, og det giver muligheder for at påvirke udviklingen i en rigtig retning, siger Subhi Quraishi.

Simple budskaber – stor betydning

I 2008 vandt virksomheden UNDP’s særpris for arbejdet med at nå FN’s 2015 Mål. Prisen var blandt andet en anerkendelse af ZMQ’s spil om hiv/aids til 29 millioner mennesker i Afrika og Asien. En af spilvarianterne i Indien var Safety Cricket, der oplyste om, hvor vigtigt det er at have sikkerheden i orden – på cricketbanen og i soveværelset. Det var et hit i det cricket-tossede Indien.

– Simple budskaber kan få stor betydning, hvis de kommunikeres rigtigt. Det fungerer ikke godt at kæmpe oplysning igennem, så vi forsøger at skabe sjove spil, der samtidig giver brugeren lyst til at undersøge noget nyt, siger Subhi Quraishi.

Den danske ambassade i New Delhi, som tog initiativet til projektet, er godt tilfreds med resultatet.

– Vi har fået henvendelser fra lande som Bolivia, Japan, Vietnam og Danmark med forespørgsler om oversættelser af spillet. Det ser vi som et tegn på, at der er brug for at tænke klimainformation på en ny måde, siger Dorte Vizard, som er 1. ambassadesekretær. Det er også simple løsninger, som Copenhagen Challenge skal give til de unge indere. I et land, hvor middelklassen vokser i høj hast, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis ikke den økonomiske vækst baserer sig på grønne teknologier og omtanke hos borgerne. Og omvendt kan klimaet forbedres markant, når flere hundreder millioner mennesker foretager små vaneændringer i hverdagen.

En af testpiloterne på spillet, 14-årige Harshit Juneja, fortæller, at han desværre ikke kom særlig langt i første forsøg. Men det var sjovt, og han blev lidt klogere.

– Det er bedre, hvis jeg bruger poser lavet af jute frem for plasticposer. De kan nemlig bruges flere gange, så miljøet ikke bliver forurenet af for meget plastic, siger han.

Det lavpraktiske råd om poser kan få stor indflydelse. På en almindelig dag i Delhi åbnes en million nye plasticposer, og her har regeringen nu – som Harshit Juneja – også tænkt sig om og taget handling. Nu er man ved at implementere et butiksforbud mod udlevering plasticposer. Overtrædelser kan give alt fra en bøde til fem års fængsel!

Hvis den type handlekraft bliver normen for forhandlingerne om mindre CO2-udslip, bliver der gode muligheder for at nå i mål i København.

Poul Bonke Justesen er freelancejournalist i Indien.
 

DER FINDES INGEN KLIMAFLYGTNINGE – MEN HER ER DE

26-årige Firoza Bibi bor på øen Ghoramora i Sundarbans – Ganges-flodens delta i det østlige Indien. To gange har vandet gennembrudt det dige, der står mellem stranden og havet og hendes landsby. To gange har hun og hendes familie mistet alt på grund af oversvømmelser. Foto: Sumit Dayal.

En sjettedel hektar land. Og et blåt stykke plastic, når huset er væk. Det er kompensationen til hver familie, som har mistet deres jord ved Den bengalske Bugt. Her sætter klimaforandringer på kontant vis ny dagsorden for millioner af mennesker.

Af Line Wolf Nielsen

Bølgerne slikker dovent på den store nøgne strand, mens krabberne myldrer op og ned af deres huller i det lune sand og de slanke palmetræer svajer blidt i den varme brise. Et postkort fra et tropisk paradis? Nej. Selve stranden er skændet af de mange sandkasseudgravninger, hvor lokale har hentet fyld til sandsække og forstærket det bagvedliggende dige

Sundarbans-området i Den bengalske Bugt er ikke noget tropisk paradis. Det er en af fronterne, hvor klimaforandringer møder mennesker, og hvor man ikke skal længere end lige om på den anden side af det gennembrudte dige, før man kan se, hvad smeltende gletsjere, voldsommere storme og stigende vandstand betyder for befolkningen langs kysten i Den bengalske Bugt.

“Når først saltvandet er kommet, er det svært at opdyrke nyt land. Jeg ved ikke, hvorfor vandet bliver ved med at stige, men jeg ved, at det ødelægger vores diger.”
Firoza Bibi, 26, beboer på øen Ghoramora, Sundarbans, Indien.

Diget brudt igennem

Firoza Bibi har aldrig hørt om klimaforandringer og CO₂-udledning. Hun er 26 år gammel og bor på øen Ghoramora i Sundarbans – Ganges-flodens delta i det østlige Indien. Men hun mærker konsekvenserne. For anden gang siden hun blev gift for 12 år siden, har vandet gennembrudt det dige, der står som en beskyttende mur mellem stranden og havet og hendes landsby. For anden gang har hun og hendes mand og deres syvårige søn mistet alt på grund af oversvømmelser.

Når Firoza Bibi står på toppen af, hvad der endnu er tilbage af det bristede dige, kan hun kigge ud over havet og se, at der i dag ikke er andet end vand og vand og vand, dér hvor hendes og 25 andre familiers huse plejede at være. Den jord, de har skøde på, ligger nu ude i havet. Derfor er alle på nær fire familier flyttet til hovedøen Sagar.

– Vi havde kokospalmer, grøntsagshave og et liv med drømme og fremtidsplaner. Så forsvandt det første hus. Vi prøvede at plante nye træer rundt om det næste hus også, men når først saltvandet er kommet, er det svært at opdyrke nyt. Jeg ved ikke, hvorfor vandet bliver ved med at stige, men jeg ved, at det ødelægger vores diger, fortæller Firoza Bibi

Familien bor nu lige bag det genopførte dige. Huset er bygget af bambus og ler. Taget lavet af en blå taupaulin presenning – den eneste nødhjælp familien fik, da de deres gamle hus forsvandt. Foran huset er kun få kvadratmeter – nok til lidt kyllinger under en flettet kurv. Pladsen på øen bliver mere og mere trang, arealet er halveret over de sidste 30 år, og havet kun 100 meter og et dige væk.

Nedbrydningen af øerne i Sundarbans skyldes ikke alene global opvarmning. Øer er altid forsvundet og nye kommet til i dette enorme deltaområde, hvor der dagligt kan være flere meters forskel mellem høj- og lavvande. Alligevel er Firoza Bibi og resten af hendes landsby et eksempel på nutidens og fremtidens klimaflygtninge.

Hvad nu? I Indien og Nepal blev mere end tre millioner mennesker påvirket, da Koshi-floden i august 2008 brød gennem et svagt dige og skyllede ind over store beboede områder. Eksperter diskuterer om det skyldtes klimaforandringer eller menneskelig svigt. Folkene på billedet er fra Partarghat i Madhepura-distriktet i Bihar. De står for enden af en vej, der er forsvundet på grund af vandet.

Efterlyser støtte til klimaflygtninge

Sundarbans er på FN-organisationen UNESCO’s liste over bevaringsværdige steder, men satellitbilleder fra de seneste to årtier viser, hvordan vandstanden i Sundarbans er steget med et årligt gennemsnit på 3,14 centimeter – meget mere end det globale gennemsnit på to millimeter. Det går endnu stærkere i den del af Sundarbans, som ligger i Bangladesh, for her ligger deltaet endnu lavere.

Resultatet er håndgribeligt: De seneste tyve år er fire øer sunket i havet, og mere end 6.000 familier er blevet hjemløse. To andre øer – Mousuni og Ghoramara, hvor Firoza Bibi og hendes familie stadig bor – synker hastigt.

Sagar, den største ø i Sundarbans-deltaet, har mistet 30 kvadratkilometer land, og om ti år vil yderligere 15 procent af øernes beboelige områder være væk, spår professor Sugato

 Hazara, der er oceanograf og tilknyttet Jadhavpur Universitet i Kolkatta. På en bænk midt på den travle universitetsområde fortæller han om Sundarbans-området, der i mere end tyve år har haft hans særlige interesse.

– Øerne forsvinder fra kortet – 82 kvadratkilometer land er sunket i havet de seneste tre årtier – og de 4,5 millioner mennesker i området er kun beskyttet af to meter høje diger, der ikke bliver ordentligt vedligeholdt, siger Sugato Hazara.

Professoren vurderer, at 70.000 mennesker af de 4,1 millioner, der bor på den indiske side af området, vil blive hjemløse i løbet af de næste ti år. Han efterlyser international støtte til de fordrevne, som han kalder ’klima-flygtninge’.

’Klimaflygtning’ er en status, som ikke findes officielt. De indiske myndigheder har alligevel systematisk tilbudt jord til de familier, der af sig selv søger væk fra de mest udsatte kystområder.

Subhas Chandra Acharya fra Sunderbans’ udviklingsråd forklarer, at man for cirka ti år siden startede med at give knap en hektar land til hver familie, der måtte flyttes. Men der er mindre og mindre jord at give af, og i dag får en familie under en sjettedel hektar. Og et blåt stykke plastic, når huset er styret sammen.

Fordrevne øboere mener, kompensationen er helt utilstrækkelig. Sæsonbetonet migrant-arbejde er meget udbredt blandt de familier, der er blevet omplantet til hovedøen Sagar fra andre synkende øer i Sundarbans.

Den indiske afdeling af Verdensnaturfonden arbejder i Sundarbans og hjælper lokale med at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne.

– Befolkningens liv er i fare, fordi deres land forsvinder, og jorden bliver ufrugtbar. Flere og flere bliver gjort til flygtninge i deres eget land og tvinges til at gå fra jordbrug til fiskeri. Og når en landmand pludselig tvinges til at fiske, så mangler han den nødvendige viden, som nedarves gennem generationer, siger Prakash Rao, projektkoordinator i Verdensnaturfonden.

“’Klimaflygtning’ er en status, som ikke findes officielt.”
Prof. Sugato Hazara.

Det sultne hav

Indbyggere forsøger at klare sig ved at lede efter nye afgrøder, bygge i højden, sikre deres ejendele i vandtætte beholdere og give deres børn en ny viden om, hvordan klimaet vil ændre sig fremover.

Men for mange familier er det allerede for sent at tilpasse sig den stigende vandstand, cyklonerne og oversvømmelserne. Havet vil i de kommende årtier æde sig ind på hytter og marker.

For de tæt beboede øer i den indiske del af Sundarbans er det for mange familiers vedkommende dog allerede for sent med en tilpasning til den stigende vandstand, cyklonerne og oversvømmelserne. Havet vil i de kommende årtier æde sig ind på hytter og marker.

Line Wolf Nielsen er freelance-journalist bosat i New Delhi, Indien.

DANSK BISTAND TILPASSES FREMTIDENS KLIMA

Når fremtidens udviklingsbistand gives, skal der tages højde for det ændrede klima. I Yen Thanh-provinsen i Vietnam har et vand- og sanitetsprojekt resulteret i tanke til opsamling af det kostbare regnvand. Foto: Jørgen Schytte.

Når der i fremtiden gives bistand til Danidas programsamarbejdslande, skal der tages hensyn til klimaet. Et nyt screeningsværktøj skal hjælpe med dette.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

Da orkanen Katrina med stor kraft ramte New Orleans i Louisiana i august 2005, var det under stor mediebevågenhed.

Men selvom klimaforandringerne får mest medieomtale, når de ses i den vestlige verden – sådan som det var tilfældet med Katrina – så er det i udviklingslandene, forandringerne rammer hårdest. Udpint landbrugsjord, udtørrede floder og ødelagt infrastruktur er bare nogle af udfordringerne, som fremtidens bistand skal være med til at løse. Derfor er klimaforandringerne også for alvor blevet en sag for Danida.

Med erkendelsen af at udviklingsbistand og klima er to uadskillelige størrelser, er der opstået et naturligt behov for at vide mere om, hvordan forandringerne påvirker u-landene. I forlængelse af den danske klima- og udviklingsplan fra 2005 besluttede Danida derfor at klimascreene alle Danmarks programsamarbejdslande.

De første tre screeninger blev gennemført i perioden 2005-2006 i Mozambique, Tanzania og Vietnam som pilotprojekter, mens de andre samarbejdslande blev undersøgt i 2007 og 2008. Ved hjælp af prognoser for, hvordan landene vil blive påvirket af klimaforandringerne, er screeningerne med til at vise, hvor landene er ekstra sårbare, og hvordan deres mulighed for at tilpasse sig er.

– At klimasikre bistanden handler derfor ikke om skabe nye programmer. Grundlæggende handler det om at videreudvikle og udnytte de eksisterende ressourcer bedre, forklarer seniorrådgiver Michael Speirs fra Udenrigsministeriets Bistandsfaglige Tjeneste (BFT), som selv har været med til at screene programsamarbejdslandene.

Tilpasning er altafgørende

Mens der i de industrialiserede lande i mange år har været fokus på at reducere CO₂-udledningen, viser screeningerne et stort behov for at tilpasse sig klimaforandringerne i udviklingslandene. I Afrika, hvor klimaforandringerne har ført til ændrede mængder nedbør, er der eksempelvis brug for at udvikle nye typer afgrøder, som er mindre følsomme over for oversvømmelse og tørke.

– Mens vi venter på, at der opnås resultater i forhold til CO₂-udledningen, er vi nødt til at hjælpe u-landene med blandt andet at opbygge diger, udvikle bedre varslingssystemer og udnytte de knappe vandressourcer bedre. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer u-landenes tilpasningsbehov, når vi i Vesten diskuterer miljø og klima, siger Knud Falk, der er rådgiver i katastrofeforebyggelse hos Dansk Røde Kors.

Ikke alle Danidas programsamarbejdslande har selv udarbejdet strategier for tilpasning til klimaforandringerne. Alle screeninger er derfor blevet fulgt op med en Danida-bevilling på ca. fem mio. kr. samt en handlingsplan for, hvordan blandt andet klimatilpasning og katastrofeforebyggelse bedst integreres i de enkelte landes nationale udviklingsstrategier.

– I Bolivias højland ser man med stor bekymring på de forsvindende gletsjere i bjergene og deres virkning på vandforsyningen. Som opfølgning på screeningstudiet er der derfor blevet sat et pilotprojekt i gang sammen med to NGO’er. Dette projekt skal være med til at kortlægge, hvordan befolkningen i landsbyerne kan tilpasse sig de sparsomme vandressourcer og samtidig sikre, at landbrugsproduktionen bliver fastholdt, siger Michael Speirs.

Selvom der i første omgang er blevet lavet screeninger af den allerede eksisterende sektorbistand, er målet at skabe nogle retningslinjer for, hvordan nye programmer bedst sættes i gang. Derfor skal der også udvikles et screeningsværktøj, som kan bruges sammen med de guidelines, der i forvejen benyttes, når et nyt sektorprogram planlægges.

– Ved at bruge dette redskab til at klimascreene nye programmer sikrer vi, at der tages hensyn til klimaet, når fremtidens u-landsbistand bliver givet, pointerer Michael Speirs, som forventer, at det vil være klar til brug i løbet af året.

Rapporterne, der er blevet udarbejdet i forbindelse med klimascreeningerne, kan downloades på http://www.danidadevforum.um.dk

HANDLING INDEN VIETNAM SYNKER I HAVET

De dystre spådomme om en stigende vandstand i Mekong-deltaet betyder store udfordringer for de regionale myndigheder, som har ansvar for at tage højde for klimaændringerne i deres planlægning af fx ny infrastruktur. Her bro over sideflod i Ben Tre provinsen i det sydvietnamesiske Mekong-delta. Foto: Stefan Katic.

Med en bevilling på 200 mio. kr. er Danmark det første land, der støtter Vietnams kamp mod klimaændringerne. Som et af de første u-lande har Vietnam vedtaget en national klimahandlingsplan.

Af Anna Mogensen

Danmark er i al ubemærkethed blevet Vietnams stærkeste allierede i kampen mod klimaændringerne.

I slutningen af 2008 underskrev den danske ambassadør i Vietnam, Peter Lysholt Hansen, sammen med Vietnams minister for naturressourcer og miljø, Pham Khoi Nguyen, en storstilet aftale om 200 mio. kr. i dansk budgetstøtte til Vietnams forebyggelse af og tilpasning til klimaforandringerne. Den danske støtte til vietnamesernes indsats mod klimaforandringerne strækker sig over perioden 2009-2013, og Danmark er dermed den første donor, der bidrager til det nationale klimaprogram, som skal tackle den alarmerende klimaudfordring.

Vietnam er blandt de fem mest udsatte lande i verden, der vil blive hårdest ramt af klimaændringerne, spår FN’s Klimapanel, IPCC. Prognosen er, at havet langs Vietnams kystlinje vil stige med 33 centimeter inden år 2050 og helt op til en meter inden 2100.

Med udsigten til at vandet stiger, vil 20 millioner mennesker blive hjemløse, og 80 pct. af Mekong Deltaet i det sydlige Vietnam vil forsvinde om 40 år, lyder den dystre forudsigelse.

De katastrofale udsigter har for alvor sat klima på den politiske dagsorden i Vietnam. For at dæmme op for konsekvenserne af klimaforandringerne vedtog den vietnamesiske regering ved udgangen af 2008 en køreplan for tilpasning til klimaændringerne, The National Target Program.

Planen fokuserer skarpt på, hvordan vietnameserne bedst tilpasser sig klimaændringerne. Det kan være ved at bygge diger, etablere varslingssystemer og udvikle nye metoder til at rense spildevand; kort sagt initiativer og tiltag, der beskytter befolkningen bedst muligt.

Den danske støtte til tilpasning er dels målrettet den vietnamesiske klimaplan på nationalt niveau, og dels støtter Danmark konkrete klimaaktiviteter i kystprovinserne Ben Tre og Quang Nam, der er specielt sårbare over for klimaforandringerne.

– Vietnams CO₂-forurening er stadig begrænset, så den akutte udfordring lige nu er tilpasning til klimaforandringerne. Her i den første fase gælder det om at identificere konsekvenserne af klimaforandringerne for at kortlægge hvilke tiltag, der er behov for i handlingsplanerne. Ikke mindst skal der søsættes forsknings- og pilotprojekter, for dette er et helt nyt felt, og ærlig talt er der – efter min mening – ikke nogen, der ved, hvordan man handler mest hensigtsmæssigt på klimaudfordringen, siger ambassadør Peter Lysholt Hansen. Han tilføjer:

– På den ene side er der brug for at handle hurtigt. På den anden side må vi gå varsomt frem, for ingen ønsker at sætte projekter i gang, der viser sig at være irrelevante og spildte.

Den danske ambassade i Hanoi har taget initiativ til at etablere en gruppe, der skal koordinere donorernes klimabistand, og sammen med chefen for FN i Vietnam varetager den danske ambassadør formandskabet for gruppen.

“De fattige er mest sårbare over for klimaforandringerne. Det er deres huse der forsvinder, og deres marker der oversvømmes.”
Klima-koordinator Trang Thuy Nguyen, den danske ambassade i Hanoi.

Den dobbelte udfordring

Med overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi og befolkningens benhårde arbejdsdisciplin har Vietnam redet på en bølge af økonomisk vækst siden midten af 1990’erne. Mens vækstkurven er gået op, er antallet af fattige gået imponerende langt ned. Hvor 58 pct. af vietnameserne levede under den officielle fattigdomsgrænse i 1993 faldt tallet til 19 pct. i 2006.

Men Vietnam risikerer at miste grebet om fattigdomsbekæmpelsen – et af de seks 2015 Mål, landet allerede har nået – hvis hensynet til de fattigste ikke flettes ind i planerne for, hvordan befolkningen bedst tilpasser sig klimaforandringerne.
– De fattige er mest sårbare over for klimaforandringerne. Det er deres huse der forsvinder, og deres marker der oversvømmes. Den dobbelte udfordring – tilpasning til klimaændringerne og fattigdomsbekæmpelse – er i den henseende ikke en topstyret proces, men lagt ud til de enkelte provinser, siger Trang Thuy Nguyen, der arbejder med at koordinere klimaaktiviteter på den danske ambassade i Hanoi. Hun uddyber:
– For eksempel er det et centralt punkt i det danske program at støtte kvinderne i provinserne, da det ofte er dem, der er mest udsatte. Vi anbefaler derfor at bygge indsatsen op omkring befolkningens egne erfaringer og at lægge klimainitiativerne ud til de lokale borgere og beslutningstagere i provinserne.

Mere effektiv energi

Med en af verdens laveste CO₂-udledninger pr. indbygger har Vietnam ingen officielle CO₂-grænser eller loft over udledningen af drivhusgasser. I 2004 sendte hver vietnameser 1,1 tons CO₂ ud i atmosfæren. I EU skrev hver enkelt indbygger sig for et udslip på 10,5 tons CO₂.

Af hensyn til den økonomiske vækst har vietnamesiske beslutningstagere derfor sagt, at det er for tidligt at tænke på, hvordan landet kan reducere CO₂-udledningen, og dermed hjælpe til med at begrænse klimaforandringerne.

Men energiforbruget stiger eksplosivt, og luftforureningen i byerne vokser. Vietnam ønsker da heller ikke at stå uden for, mens resten af verden tænker i energieffektivitet og grønne teknologiske løsninger, og Danmark støtter Vietnam i at spare på energien.

Hjælp til at spare energi

Tilbage i 2006 vedtog den vietnamesiske regering en national handlingsplan for at sætte turbo på energieffektive løsninger og reducere energiforbruget i virksomheder, bygninger og i transportsektoren. Inden for den ramme går den danske budgetstøtte hovedsagligt til at uddanne energikonsulenter- og ledere til virksomheder samt systematiske energieftersyn i industrien og på de store kulfyrede kraftværker.

– Vietnamesiske virksomheder mangler viden om mulighederne for at spare energi. Med statsstøtte er prisen på elektricitet sat meget lavt i forhold til det globale marked, og derfor er der ingen incitamenter til at spare på energien, forklarer ambassadør Peter Lysholt Hansen og tilføjer:

– I vores program hjælper vi virksomhederne med at finde frem til, hvor de kan spare energi allerede nu. På den måde vil der være en økonomisk profit for dem at trække på den dag, energipriserne stiger.

Anna Mogensen er freelancejournalist og cand.mag.

Rejsen til Vietnam blev støttet af Danidas Oplysningsbevilling.
 

KOMMENTAR:
’VI MÆRKER OPVARMNINGEN HER OG NU’

En klimaaftale bør tilgodese ulandene, især fordi de stort ikke har været med til at skabe problemet, mener etiopisk NGO-leder og redaktør.

Af Negusu Aklilu

Vi har bidraget til verden med kaffe, men vi har ikke fået meget igen.

Vi har næsten ikke bidraget til den globale opvarmning, men det er os, den rammer hårdest.

Klimaforandringer er virkelige og sker lige nu. Vi kan ikke vente på, at verden diskuterer, hvor meget den skal forpligte sig, eller om global opvarmning skyldes udledningen af drivhusgasser.

’Når to elefanter slås, er det græsset, det går ud over,’ lyder en berømt etiopisk talemåde. Vi mærker opvarmningen her og nu. Nogle af de større, synlige konsekvenser af klimaforandringer i Etiopien er:

• Regnmængden er blevet stadig mere uberegnelig. Under normale omstændigheder, når høsten er god, ved fem millioner etiopere ikke, om de kan skaffe mad nok. I de seneste år er tallet mindst tredoblet.
   
• Afstrømningen af vand i mange floder er mindsket, hvilket har påvirket vandstandene i de damme, der leverer vand til vandkraftværkerne. Derfor er vandkraften, som er landets vigtigste strømkilde, blevet stadig mere upålidelig. Det har skadet både landets økonomiske udvikling og et program, som skal forbedre strømforsyningen i landområderne.
   
• Stigninger i temperaturer har betydet, at malaria er blevet udbredt til højlandsområder, så som Addis Ababa, der aldrig tidligere har oplevet malaria.
   
• Voldsomme regnmængder har i dele af landet forårsaget oversvømmelseskatastrofer, som landet aldrig tidligere har oplevet. Ni af landets 11 regioner blev i 2006 berørt af oversvømmelser, som har krævet hundreder af liv og pådraget tab på millioner af dollars.

Klimaforandringer i Etiopien og resten af Afrika handler ikke blot om økonomisk trivsel, men om simpel overlevelse for samfund, der er særdeles udsatte.

I den seneste tid har klimaforandringer fået mere og mere opmærksomhed fra Etiopiens regering og civilsamfund. Alligevel skal der gøres meget for at øge befolkningens bevidsthed om problemet. Skabelse af et nationalt klimaforum, ledet af højtstående embedsmænd, er et gennembrud i den sammenhæng. Desuden er et etiopisk civilsamfundsnetværk om klimaforandringer blevet dannet for at skabe synergi i bestræbelserne på tilpasning til konsekvenserne af klimaforandringer.

Etiopiske landbrugs- og kvægavlersamfund kæmper for at klare sig. Alligevel taber de i øjeblikket kampen hver dag, fordi den kræver mere teknologi og flere ressourcer, end de har.

“’Klima-Goliat’ skal besejres nu, hvor han er stærkest, så han forsvinder for altid, ligesom David besejrede kæmpen Goliat, da han var stærkest.”

Moral eller ligegyldighed

Vi opfordrer den industrialiserede verden til at forpligte sig til nedskæringer i udledningen af drivhusgasser, som mindst svarer til forslaget fra FN’s klimapanel, og til at levere teknologi og finansielle ressourcer, som vil gøre os i stand til at tilpasse os den situation, vi stort set ikke har været med til at skabe.

Klimaforhandlingerne på COP15-topmødet bør føre til en aftale, der tilgodeser udviklingslandene. Jeg håber ikke, det er for sent at inddrage moralske spørgsmål og principper i forhandlingerne fra nu af og frem til december.

Den industrialiserede verden kan ikke bruge finanskrisen som undskyldning for at svigte Afrika, for krisen forværrer den alvorlige situation i udviklingslandene. ’Klima-Goliat’ skal besejres nu, hvor han er stærkest, så han forsvinder for altid, ligesom David besejrede kæmpen Goliat, da han var stærkest.

Den industrialiserede verden har to muligheder. Den kan fortsætte som normalt og sætte gang i mere forskning, der kan bevise klimaforandringer og deres konsekvenser. Eller den kan stoppe al snak og oprigtigt forpligte sig til klimaretfærdighed.

Jeg håber virkelig, at den industrialiserede verden vælger det sidste. Det vil være til gavn for alle, for før eller siden får ens handlinger også konsekvenser for en selv.

Ifølge den afdøde Nobilpris-vinder Elie Wiesel er det modsatte af kærlighed ikke had, men ligegyldighed. Så lad os udleve kærligheden!
 

KLIMA SKABER ALLIANCER

Klimaforandringer påvirker mange områder af udviklingsarbejdet. Det får NGO’er til at samarbejde på tværs af faggrænser.

Af Marie Tygesen og Thea Hahn Tougaard

Fra sult til regnskov. Fra geder til god regeringsførelse. Normalt har NGO’er, der beskæftiger sig med udvikling, vidt forskellige fokusområder og prioriteringer.

Men med COP15 forude har danske NGO’er fundet fælles fodslag. Når FN’s klimakonference den 7. december går i luften i København, er NGO’erne derfor klar til sammen at kæmpe udviklingslandenes sag.

Fælles om klima

Når vandstandene stiger, og tørken sætter ind, skaber det både flygtninge og fattige samt sult og sygdom. På den måde berører klima langt de fleste udviklingsområder, hvilket danner grobund for samarbejde mellem NGO’er på tværs af faggrænser.

– Dansk Røde Kors er en humanitær organisation, men klimaproblematikken har fået os til at samarbejde med miljøorganisationer. Det er noget helt nyt for os, siger Anne Mette Meyer, klimarådgiver hos Dansk Røde Kors.

Alliancerne er blandt andet skabt i organisationen People’s Climate Action, hvor 39 danske NGO’er og civilsamfundsaktører forsøger at engagere civilsamfundet i at bremse klimaforandringerne. Og i 92-gruppen arbejder 22 danske miljø- og udviklingsorganisationer sammen om at fremme global, bæredygtig udvikling.

Det er ikke kun nationalt, at klima skaber alliancer. Klimaproblematikken betyder også, at mange NGO’er arbejder sammen på tværs af landegrænser.

– Det er meget opmuntrende, at klima virkelig har samlet vores internationale netværk. Klima er et tværgående emne, og derfor samler det partnere fra både Syd og Nord, fortæller Christian Friis Bach, som er international chef hos Folkekirkens Nødhjælp.

Kravene til COP15

Den ambition, der bringer NGO’erne sammen i både ind- og udland, er at sætte udvikling på dagsordenen under COP15. Og det sker ikke af sig selv. Sidste års klimatopmøde i Poznan i Polen, COP14, har efterladt skepsis hos Troels Dam Christensen, koordinator i 92-gruppen.

– I Poznan plejede de rige lande deres egeninteresser i stedet for at koncentrere sig om at løse klimaproblemerne. Det tempo, forhandlingerne skred frem med, var ikke særlig opløftende. Hvis vi skal nå frem til en retfærdig aftale i København, så skal der unægtelig speedes op, siger han.

92-gruppen er ikke i tvivl om, i hvilken retning meningsdannerne skal påvirkes.

– Vi ønsker en tilstrækkelig og retfærdig aftale, som tager hensyn til u-landenes udviklingsbehov. Det er i høj grad de rige lande, der har forurenet og skabt problemerne, og derfor må de også være med til at løse dem ved at reducere deres eget CO₂-udslip og assistere i at nedbringe u-landenes udslip, mener Troels Dam Christensen.

Hos Dansk Røde Kors lægger man mest vægt på, at COP15 bør resultere i en klimaaftale, der giver u-landene en fair chance for at tilpasse sig klimaændringerne. Når vandet stiger, har den vestlige verden råd til at hæve digerne. Sådan er det ikke altid på den anden side af kloden.

– Vi mener, at der bør afsættes flere midler til klimatilpasning, siger Anne Mette Meyer fra Dansk Røde Kors.

Deltagere fra Syd

Ud over den indsats, der retter sig mod beslutningstagerne, har NGO’erne en række praktiske opgaver under topmødet, blandt andet et stort koordinerings- og indlogeringsarbejde.

Som en af de store spillere skal Folkekirkens Nødhjælp finde plads til omkring tusind medlemmer fra organisationens internationale afdelinger og partnerorganisationer.

Organisationer i u-landene, som danske NGO’er samarbejder med, skal også repræsenteres på topmødet. Det vil give en mere ambitiøs og retfærdig klimaaftale, mener 92-gruppen, som sammen med LO forsøger at styrke Syd-NGO’ers deltagelse på topmødet.

92-gruppen forventer at finansiere i alt 65 deltagere ved topmødet og tre ’inter-sessionelle’ møder før topmødet. Repræsentanter fra civilsamfundet i udviklingslandene får flybilletter, uddannes i klimaændringernes betydning for deres hjemland og inddrages i de danske NGO’ers delegationer ved klimatopmødet.

– På den måde undgår vi, at de møder op uden at vide, hvad de skal, siger Troels Dam Christensen fra 92-gruppen.

Marie Tygesen og Thea Hahn Tougaard studerer statskundskab og journalistik.

DEN NYE NGO-DILLE

Danske NGO’er – også dem, der aldrig før har arbejdet med klima – vil sætte deres fingeraftryk på klima-topmødet i København.

Af Thorbjørn Hein og Maja Panduro

En lang række danske NGO’er vil bruge klimatopmødet i december som anledning til at sætte fokus på klima. Også dem, der normalt ikke beskæftiger sig med området.

– For et år til halvandet siden tænkte vi ikke ret meget på klima. Nu er vi blevet opmærksomme på, at klimaændringerne påvirker børn i u-landene, siger Birgit Lundbak, programkoordinator i Red Barnet. Hun fortsætter:

– Klimatopmødet er en unik chance for, at børnene og de fattiges stemme kan komme til orde. Den chance kan vi ikke lade gå fra os.

Efter perioder med fokus på god regeringsførelse, demokratisering, menneskerettigheder og køn er klima nu blevet det varmeste emne i udviklingsverdenen. Og det er helt naturligt, mener ph.d. Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

– Udviklingsarbejde afspejler resten af verden og dens tendenser. Sådan har det altid været, siger han.

Relevant dille

Kan det være et problem, at fattigdomsorienteret nødhjælpsarbejde svinger efter modeluner? Ikke hvis tendensen er skabt af reelle problemer, mener ph.d. og lektor Anne Mette Kjær, Aarhus Universitet.

– Organisationerne mener, at klimaet rent faktisk er et meget alvorligt problem for ulandene her og nu. Derudover er NGO’erne pragmatiske. Når der er stor opmærksomhed på en sag, er der også større sandsynlighed for, at der er penge at hente i bevillinger og ved indsamlinger, siger hun.

Lars Engberg-Pedersen fra DIIS er enig:

– Man kan da godt få den tanke, at der går lidt mode i det, og at klima er en dille. Men det er en relevant dille, ikke mindst for verdens fattige, siger han.

Klima koster

Men det store fokus på klimaændringer er ikke gratis. Det er Verdensnaturfonden klar over:

– Der er andre spørgsmål, vi må nedprioritere. Vi beskæftiger os mindre med EU’s landbrugs- og handelspolitik og med havmiljøet omkring Danmark. Traditionel naturbeskyttelse må afgive ressourcer til klima, fortæller John Nordbo, leder af Verdensnaturfondens klimaprogram.

Også Dansk Røde Kors er opmærksom på, at det store fokus på klima kan give bagslag. Organisationen har ikke noget klimaprogram og bruger i stedet pengene på at tilpasse eksisterende programmer til klimaforandringerne.

– På sundhedsområdet ser vi nye sygdomsbilleder som følge af klimaændringerne. Vandet bliver mere forurenet, og udbredelsen af diarré og andre vandbårne sygdomme bliver større. Derfor er vi nødt til at tænke klimaændringerne ind i vores sundhedsprogrammer, forklarer Anne Mette Meyer, der er klimarådgiver i Dansk Røde Kors.

Thorbjørn Hein og Maja Panduro studerer statskundskab og journalistik.
 

SÅDAN SÆTTER NGO’ERNE KLIMA PÅ DAGSORDENEN

IBIS lancerer til sommer et program til smartphones og internet, som kan hjælpe brugerne med at ændre handlinger, der bidrager til udledning af drivhusgasser. Ill.: David Earle/IBIS

Grøn strøm, programmer til mobiltelefoner og en opfordring om at slukke lyset. Det er nogle af de danske NGO’ers aktiviteter op til COP15-konferencen.

En lang række enkeltstående NGO-initiativer skal i løbet af 2009 gøre skoler, virksomheder og befolkningen som helhed opmærksom på COP15 og klimaforandringerne. Her er et udpluk:

• Red Barnet har foretaget undersøgelsen ’In the Face of Disaster’, som beskriver, hvordan op mod 175 millioner børn i u-landene hvert år vil mærke klimaforandringerne, blandt andet i form af malaria og fejlernæring. På baggrund af undersøgelsen har organisationen udarbejdet undervisningsmateriale til folkeskolens 7. til 10. klasser med anvisninger til, hvordan klimarelaterede katastrofer kan forebygges.
   
• Folkekirkens Nødhjælp opfordrer med initiativet ’Nødstrøm’ til at benytte det grønne energiselskab Natur-Energi, der sælger strøm fra fx vindmøller og vandkraft. Køber man hos Natur-Energi, går otte procent af elregningen til Folkekirkens Nødhjælp. Samtidig arbejder organisationen sammen med Roskilde Festival om en kampagne, der skal give verdens fattigste en stemme i klimadebatten. Kampagnen skydes i gang under sommerens festival og fortsætter frem til topmødet.
   
• Mellemfolkeligt Samvirke tilbyder i efteråret en fire-måneders uddannelse, som skal gøre studerende i stand til at påvirke den politiske beslutningsproces på klimaområdet. Uddannelsen, der udbydes internationalt, foregår på organisationens uddannelsescenter i Danmark og omfatter også et seks-ugers udlandsophold, hvor deltagerne skal undersøge klimaforandringernes konsekvenser for verdens fattigste. MS står desuden bag konferencen ’Bright Green Youth’ i Sønderborg i august, hvor 500 14-18-årige fra hele verden skal møde klima- og innovationseksperter og udarbejde forslag til COP15.
   
• IBIS lancerer til sommer et program til smartphones og internet, som kan hjælpe brugerne med at ændre handlinger, der bidrager til udledning af drivhusgasser. Programmet beregner handlingernes påvirkning af klimaet og udfordrer brugerne til at ændre adfærd i månederne op til klimatopmødet i december. IBIS og andre NGO’er vil desuden bruge programmet til at udsender nyheder om klimaforandringernes konsekvenser for u-landene.
   
• Verdensnaturfonden står bag kampagnen ’Sluk lyset Danmark’, der foregik mellem klokken 20.30 og 21.30 den 28. marts. Målet var at sende et signal til politikerne om at bremse den globale opvarmning. Initiativet, der også blev gennemført i fjor, er en del af den internationale kampagne ’Earth Hour’, som 377 byer ved redaktionens afslutning havde tilmeldt sig. Desuden har Verdensnaturfonden lavet en ’klimaguide’ med anvisninger til, hvordan virksomheder kan reducere udledningen af drivhusgasser.
   

DET BLIVER IKKE KUN VED SNAKKEN

”Our climate not your busines.” Graffiti foran Bella Center, som COP15-arrangørerne vil gøre til et grønt konferencested. Business er i øvrigt med to s’er, hr. graffiti-maler! Foto: Stefan Katic.

COP15 skal ikke kun være en konference, hvor der tales om klima og reduktion af CO_2-udslip. Grønne overnatningsmuligheder til gæsterne og postevandsautomater frem for vand på flaske er blot nogle af de initiativer, der skal sætte handling bag ordene.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

Tunge affaldssække fyldt til randen. Kasserede mødepapirer og tomme plastikflasker i tusindvis. Det er – sammen med et storforbrug af el, vand og varme – intet særsyn ved store internationale konferencer. Men med COP15 skal det blive anderledes. Når op til 15.000 delegerede fra hele verden mødes i København til december for at diskutere klima og miljø, skal det nemlig ikke kun blive ved snakken.

Som værtsnation forpligter Danmark sig til at kompensere for det CO₂-udslip, selve konferencen i Bella Center, overnatningerne og den regionale transport forårsager.

Ifølge fuldmægtig Jan-Christoph Napierski fra Udenrigsministeriets COP15-sekretariat går kravene i værtskabsaftalen godt i spænd med den grønne profil, Danmark ønsker at profilere. Derfor er strategien, at alt, hvad de mange embedsmænd, ministre og repræsentanter fra NGO’er og erhvervsliv omgives af, skal være miljøvenligt. Det vil sige næsten alt. For over målet om at lade budskab og praksis harmonere står nemlig sikkerhed og gode møderesultater.

Bella Center dropper flaskerne

Bella Center, som danner ramme om hele det ambitiøse arrangement, er øverst på arrangørernes liste, når det gælder greening (se faktaboks).

Konferencecenteret på Amager har ikke tidligere tænkt miljø ind i forretningen, hvilket blandt andet kunne ses ved et storforbrug af vandflasker og et storkøkken med elkomfurer, der kørte fra tidlig morgen til sen aften. Med klimatopmødet i sigte har Bella Center dog formuleret en energiplan, som via en investering på 20 mio. kr. i miljøteknologier skal resultere i en CO₂-besparelse på 20 pct. i løbet af to år.

Eksempelvis har Bella Center valgt at udskifte de mange plastflasker med postevandsautomater. Men også elkomfurerne er blevet kasseret til fordel for mere energibesparende gaskomfurer.

– Bella Center har med andre ord opdaget, at der er en kontant gevinst at hente ved at være et grønt konferencecenter, siger Jan-Christoph Napierski.

Konferencecenteret er ikke eneste fokusområde, når det handler om at gøre den kommende konference CO₂-neutral. Ifølge Jan-Christoph Napierski vil arrangørerne på COP15’s hjemmeside anbefale brug af offentlige transportmidler, ligesom et samarbejde mellem blandt andet Københavns Kommune og brancheorganisationen Horesta skal skaffe så mange grønne hoteller og måltider som muligt til de mange gæster.

– De, der kommer til Danmark i forbindelse med topmødet, skal opleve, at vi gør noget  for miljøet. Vi forsøger derfor at øge antallet af hoteller, der er certificeret med miljøbeviser som for eksempel Den Grønne Nøgle, der viser, at de bruger miljøvenlige rengøringsmidler og affaldssortering, og at de yder en indsats i forhold til blandt andet energi- og vandbesparelse, siger sekretariatsleder Mikal Holt Jensen fra Horesta.

Selvom mange delegerede bor på miljøcertificerede hoteller og benytter offentlig transport, vil deres deltagelse i COP15 alligevel være årsag til et vist CO₂-udslip – ikke mindst på grund af flyveturen til landet. Danmark vil derfor også sørge for kompensation for disse skadelige udslip, for eksempel gennem køb af CDM-kreditter, der, via investeringer i klimavenlige projekter i u-lande, er en slags modydelse til egen CO₂-udledning.

Selvom det med en klar klimadagsorden kan synes naturligt at gøre en indsats på disse områder, er det forholdsvis nyt at medtænke klima i logistikken. Et af de første lande, der implementerede en stor greening-plan, var Canada, som i 2005 var vært for COP11.

Jan-Christoph Napierski erkender da også, at der ved sådanne topmøder er visse prioriteringer, som står over målet om at være energivenlige:

– Alt, vi gør, har kun ét mål: At mødet kører så glat som muligt. Sat på spidsen kan man sige, at hvis gode møderesultater forudsætter, at en deltager får sin vand på plastflaske i stedet for fra en postevandsautomat, jamen så får vedkommende det også. Det praktiske skal ikke stå i vejen for gode møderesultater, fastslår Jan-Christoph Napierski.

BØGER

Power and Policy Slippage in Tanzania – Discussing National Ownership of Development
Göran Hydén og Max Mmuya analyserer magtrelationen mellem udviklingspartnere i Tanzania. SIDA Studies. 177 sider. Kan downloades gratis på http://www.sida.se

Understanding the Local Power Structures in Rural Bangladesh
David Lewis og Abul Hossain har lavet en kvalitativ analyse af magtstrukturerne i Bangladesh’ landlige befolkning. SIDA Studies. Kan downloades gratis på http://www.sida.se.

The Arms Deal in your Pocket
Partiet ANC’s leder, Jacob Zuma, spiller hovedrollen i Poul Holdens redegørelse for den 18 år lange korruptionsskandale om ANC-regeringens dyre våbenindkøb. 200 sider. 156 kr. Jonathan Ball Publisher.

Dead Aid. Why Aid is not Working and how there is Another Way for Africa
Den zambiansk-fødte økonom Dambisa Moyo argumenterer for afvikling af alt bi- og multilateral udviklingsbistand, som ikke er direkte nødhjælp, flere mikrolån og mere samhandel mellem Afrika og Kina. 164 sider. 198 kr. The Penguin Group.

Forbindelser
En rystende beskrivelse af 1990’ernes krigshærgede Somalia set indefra. Romanen beskriver, hvordan borgerkrig splitter lande, venskaber og familier ad. Men den er også en beretning om glæde og medmenneskelighed, der trives under selv de værste forudsætninger. Af Nuruddin Farah. 376 sider. 299 kr. Forlaget Athene.

Madame Prosecutor: Confrontations with Humanity’s Worst Criminals and the Culture of Impunity
En selvbiografi af Carla Del Ponte, med hovedfokus på hendes arbejde som chefanklager i de Internationale Krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavien og Rwanda – en gråzone mellem politik og jura. Af Carla Del Ponte og Chuck Sudetic. 448 sider. £16. Other Press.

På flugt
Alem Kelo er søn af en eritreansk mor og en etiopisk far. I en tid, hvor de to lande bekriger hinanden, er familiens sikkerhed truet. Alem bliver derfor sendt til London, hvor hans kamp for at blive accepteret som andet end en flygtning begynder. Af Benjamin Zephaniah. 325 sider. 169 kr. Forlaget Phabel.

Twenty Chickens for a Saddle
En fortælling om den new zealandske Robyn Scotts opvækst i bushen i Botswana, hvor hendes far grundlægger en flyvende lægepraksis. Her er masser af frihed og økonomisk vækst, men også en tiltagende aids-epidemi. 454 sider. 125 kr. Bloomsbery Publisher.

Mit land er Bhutan – Tordendragens land
En bog om børneliv i et land langt fra Danmark, fortalt af Bhutans børn til børn i Danmark, særligt i 4. til 6. klasse. Af Marie Venø Thesbjerg. 96 sider. 149 kr. Lærervejledning kan downloades gratis på geografforlaget.dk

ET UMULIGT BRÆTSPIL

Leg og læring er nøgleordene, når Experimentarium i en ny udstilling sætter verden på spil. Via en interaktiv spilleplade bliver det unge publikum konfronteret med de urimeligheder, befolkningen i den tredje verden hver dag lever med.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

Der er en landmine i byen – ryk tre felter tilbage! Den besked kan flere hundrede skolebørn få i den kommende tid, når de besøger Experimentariums nye udstilling En Verden på Spil, som udviklingsminister Ulla Tørnæs åbner den 1. april ved at kaste den første brik.

Med udgangspunkt i FN’s 2015 Mål har Experimentarium i Hellerup skabt et 250 m² spilunivers En verden på spil – med undertitlen ’et helt urimelig brætspil’. Udstillingen er målrettet folkeskolelever fra 3. klassetrin og op, der sætter forholdene i u-landene på et bræt. Via en række aktiviteter konfronteres publikum med de udfordringer og svære levevilkår, millioner af mennesker i verden hver dag lever med.

Gennem en snæver labyrint skal børnene eksempelvis finde vej til skolen, hvilket forskellige udsagn forhindrer dem i. ’Du er en pige’, ’du skal passe gederne’ eller ’du skal hente vand’ er blot nogle af de konstateringer, der gør, at kun én af deltagerne klarer opgaven. I et andet hjørne af den spilleplade, der udgør udstillingens ramme, står en boks, der blæser mad rundt. Og her er kunsten at fange så meget mad som muligt. I et tredje hjørne lyder udfordringen; ’din mor er syg, skaf en læge’.

På den måde bliver publikum selv en del af udstillingen, når de træder aktivt ind i spillet, og formålet med dette er ifølge projektleder Henrik Helsgaun at give børnene en fornemmelse af, at livet reelt står på spil for dele af klodens befolkning.

Tilfældighedernes spil

Udstillingen, som er støttet af Danida (med 1,3 mio. kr.) og en række fonde, har været på tegnebrættet i mere end to år. At den resulterede i et spil var ifølge Henrik Helsgaun blandt andet for at bruge et genkendeligt univers, der kunne sætte ansigt på FN’s 2015 Mål for udviklingsområdet. Herunder ønsket om at udrydde fattigdom og sult, at standse udbredelsen af sygdomme som hiv og aids samt at sikre grundlæggende uddannelse til alle.

– Børn kan ikke forholde sig til de tal og tabeller, vi kan læse i avisen og se på tv. Med afsæt i et spil, hvor verdens nød og elendighed er i fokus, forsøger vi derfor at trække det ned på et forståeligt – og for børn mere håndgribeligt – plan, fortæller Henrik Helsgaun.

Spilkonsulent Thomas Vigild, der har været med til at udvikle konceptet, tilføjer:

– Her giver vi børnene en egentlig oplevelse af, hvordan det er at skulle gå efter vand eller bruge kræfter på at skaffe mad. På den måde er spillet indirekte med til at give børnene en rolle som for eksempel fattig bonde eller læge.

Fordi både folkeskoleklasser og familier skal kunne få udbytte af spillet, blev der i arbejdsfasen lagt væk på, at udgangspunktet skulle være et spillebræt, som var både logisk og genkendeligt opbygget og derfor mere eller mindre selvforklarende.

– Derfor har vi også gjort brug af en række klassiske forlystelser, som børnene kender i forvejen, siger Henrik Helsgaun og henviser blandt andet til det traditionelle ringspil, som bruges til at illustrere, at det er lettere at få lægehjælp i Danmark end i for eksempel Sierra Leone. Her markeret ved forskellen på den streg, hvorfra man må kaste ringen.

På den måde mener Henrik Helsgaun, at brugen af spiluniverset, og den grad af uretfærdighed og tilfældighed, der er i dette, harmonerer godt med udstillingens tema.

“Hvem gider være Afrika?”
Fra præsentation af ’En verden på spil’.

Efterlad børnene med håb

Forholdet mellem leg og læring har ifølge Thomas Vigild været noget af det sværeste ved projektet:

– På den ene side ønsker vi at sætte nogle problemstillinger på et bræt, så børnene selv kan få en fornemmelse af dem. På den anden side er det også vigtigt at samle disse oplevelser op og diskutere dem, fortæller Thomas Vigild.

Spillet er derfor også bygget op, så hver gennemført aktivitet belønnes med en puslespilsbrik, der til sidst danner et billede af et scenarie fra et u-land – for eksempel en naturkatastrofe eller en overfyldt skoleklasse. Kombineret med de følelser, børnene går ud af spillet med, skal dette billede bruges som oplæg til en efterfølgende debat, som repræsentanter fra fem u-landsorganisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Læger uden Grænser, Røde Kors, Red Barnet og Unicef skal være ordstyrere for.

At Experimentarium har valgt at samarbejde med disse NGO’er, begrunder Henrik Helsgaun dels med et ønske om at skabe mere faglig forankring og troværdighed omkring udstillingen, dels med et ønske om at efterlade børnene med håb.

– For os, der ellers hovedsageligt beskæftiger os med naturvidenskabelige fænomener, er det vigtigt at have disse mennesker i baglandet, som fagligt støtter op omkring udstillingen, siger Henrik Helsgaun og tilføjer:

– Selvom vi med udstillingen ønsker at illustrere verdens ulighed, ønsker vi også samtidig at inddrage nogle af dem, som arbejder for at ændre de vanskelige vilkår, mange lever under. Verden vil altid indeholde urimeligheder, men for os er det vigtigt at formidle et håb om, at vi kan komme tættere på spillets mål – at det betaler sig at handle.

DEBAT

REPLIK TIL INTERVIEW MED JOSEPH HANLON
DET LANGE SEJE TRÆK I MOZAMBIQUE

Er cykler lig med udvikling i Mozambique? spørger Joseph Hanlon. Men kæden ryger af i argumentationen, mener debattørerne.

Af Rolf Hjernøe

I seneste udgave af Udvikling affyrer udviklingsforskeren og Mozambique-kenderen Joseph Hanlon en vranten bredside mod de internationale NGO’er i Mozambique (’Smid godhedsindustrien på porten!’). Desværre for os i CARE bruger han et eksempel fra et CARE-projekt, der angiveligt ’glemte’ at købe net til at fange fisk i et i øvrigt vellykket dambrugsprojekt.

Heldigvis fortæller Hanlons egen fremragende bog om udvikling i Mozambique en anden historie (Joseph Hanlon og Teresa Smart: ’Do Bicycles Equal Development in Mozambique?’). Her fremgår det, at CARE godt nok ikke havde planlagt at købe alle de redskaber og inputs, som bønderne skulle bruge. I overensstemmelse med god udviklingspraksis var det en del af strategien at sætte dambrugerne i forbindelse med mikrofinansinstitutioner og leverandører af input-varer. Da bønderne viste sig at have svært ved at skaffe nettene selv, viser bogen, at CARE indkøbte net og fordelte dem mellem bøndernes sammenslutninger. Det er ikke alt, der kan planlægges på forhånd. Hvad bogen ikke får med er, at CARE fortsat arbejder med at forbedre landbrug og sundhed i Nampulaprovinsen og dermed er i stand til at følge op på bøndernes problemer – også efter projekternes afslutning.

Det er et af Hanlons anklagepunkter mod NGO’er som vores, at vi løber efter donorernes penge, og at vi skifter strategi hver andet år. Hanlon har en god pointe i, at NGO’erne i sidste ende er afhængige af og ansvarlige over for vores offentlige og private donorer. Men heldigvis er Danida, som CARE Danmarks vigtigste donor indstillet på, at vi i Mozambique og andre lande er her for ’det lange, seje træk’. Som Hanlon selv argumenterer for, kræver vellykket støtte til udvikling en meget langsigtet og tålmodig indsats, der er koordineret mellem mange aktører.

Langsigtet indsats nødvendig

Det er selvmodsigende, når Hanlon vil smide NGO’erne ud af Mozambique, når en af de få succeshistorier i hans bog netop er skabt af NGO’er i samarbejde med lokalregering og bøndernes egne organisationer. Det hele begyndte, da CAREs landbrugsrådgiver introducerede en forbedret sort jordnødder fra Malawi til bønder i Nampula-provinsen. Over de følgende ti år lykkedes det ved en kæmpe indsats fra mange deltagere og ikke mindst bønderne selv at gøre jordnødderne fra Nametil-området til et ’brand’ og en kommerciel eksportsucces. Det er den slags langsigtede samarbejder, som Hanlon og CARE er enige om, der skal være mange flere af.

Rolf Hjernøe er programkoordinator i CARE Danmark.
 

KÆDEN ER RØGET AF HANLONS CYKEL

Af Sam Jones og Finn Tarp

I sidste nummer af Udvikling rapporterede journalist Irene Nørgaard fra Maputo. Joe Hanlons og Teresa Smarts seneste bog om Mozambique blev promoveret. Læseren var også med på besøg hos Hanlon. Hanlon og Smart spørger i deres bog, om cykler er lig udvikling. Journalistens maleriske overskrift var ’Smid godhedsindustrien på porten!’

Hanlon har i mange år skrevet om Mozambique, og én ting er sikker: Han formår at bringe sindene i kog med sine kontroversielle meldinger. Denne gang er der tre centrale budskaber:

Der er kommet flere cykler i Mozambique, men der er ikke nok ’god udvikling’, og de fleste mozambikanere er fattige. Stigende underernæring blandt børn og langsom vækst i husholdningernes forbrug viser dette, siger Hanlon.

Den fejlslagne udvikling skyldes tre faktorer: 1) Misforståede donorpolitikker, som har deres afsæt i en neoliberal dagsorden; 2) en såkaldt ’cargo cult’-mentalitet, hvor udvikling ses som drevet udefra; og 3) omsiggribende korruption, som blokerer for udviklingsfremmende investeringer.

Der er brug for en rigtig udviklingsstat, som aktivt finansierer og uddanner entreprenører.

Faglige problemer

Et umiddelbart kig på bogen giver et overbevisende indtryk. Der står et akademisk forlag bag, og der er masser af tal, figurer og referencer. Et nærmere eftersyn afslører imidlertid en række elementære faglige problemer. Fx:

En uigennemskuelig sammenblanding af tendenser og absolutte niveauer. Mozambique er stadig et fattigt land. Det er hverken overraskende eller nyt. Og fattige lande har nu engang lavt forbrug og høj underernæring.

Spørgsmålet er, om der er sket fremgang. For at besvare spørgsmål som dette gennemføres i mange lande regelmæssige spørgeskemaundersøgelser – ofte med støtte fra det internationale donorsamfund. Den sidste nationale undersøgelse i Mozambique blev foretaget i 2002/03. Det kan undre, at Hanlon og Smart har valgt at gå ud med deres bog nu – hvor usikkerheden om den generelle udvikling er størst – i stedet for at vente på resultaterne af den nye undersøgelse, der netop i 2009 er i gang overalt i Mozambique.

Misbrug af eksisterende data og statistik. Hanlon har igennem det sidste år heftigt kørt på med sit argument om, at udviklingen i Mozambique er kørt at sporet. Det har han også gjort i Mozambique. Han glemmer at fortælle læseren, at internationalt anerkendte rådgivere i det mozambikanske udviklingsministerium har påpeget centrale fejl i hans beregninger.

Manglende logisk sammenhæng og anerkendelse af udviklingsprocessens dilemmaer. Hanlon og Smart bemærker korrekt, at sundhed og uddannelse er ekspanderet kraftigt de seneste 15 år. De argumenterer også, at donor-finansieringen har været utilstrækkelig. Samtidig advarer de i malende vendinger mod donor-afhængigheden og de makroøkonomiske problemer, som bistanden skaber. Det er nemt for udenforstående at blæse og have mel i munden samtidig – det er straks sværere for dem, der sidder med beslutningsansvaret.

Fravær af politisk forståelse. Hanlon og Smart er fortalere for en udviklingsstat. Samtidig fortæller de om en omsiggribende korruption og mange økonomisk-politiske fejlgreb. En seriøs faglig analyse ville forholde sig til, hvordan man kan forene sidstnævnte virkelighed med førstnævnte drøm.

Alt i alt: Debat om bistanden og resultaterne heraf i Danmarks samarbejdslande er absolut nødvendig. Men det er uklogt – og ikke særligt konstruktivt – at forsøge at bruge fag-økonomisk terminologi og argumentation, som man ikke har forstået til bunds. Det skaber utroværdighed og forplumrer debatten.

Sam Jones er ph.d.-studerende, og Finn Tarp er professor, begge ved Københavns Universitet.
 

3 spørgsmål til 3 politikere:

RUNDT OM FREMTIDENS U-LANDSOPLYSNING

Tre partiers udviklingsordførere – Jørgen Poulsen (Radikale), Karsten Lauritzen (Venstre) og Frank Aaen (Enhedslisten) – giver her deres indspark til debatten om formidling om udviklingslande og bistand.

Af Mads Mariegaard

Foto: Folketinget

JØRGEN POULSEN (R): Hvad angår oplysningsarbejde, er jeg journalistisk ’fundamentalist’. Oplysning er ikke propaganda, og folk skal have både det gode og det dårlige at vide. Derfor er det vigtigt, at man udstiller vanskelighederne ved udviklingsarbejde, og hvis nogle af bistandsmidler ender i de forkerte lommer, så skal befolkningen have det at vide. Hvis oplysningsarbejdet virker, så vil folk få en viden, der gør dem i stand til selv at vurdere, hvad der er god og dårlig bistand.

Hvordan skal vægtningen mellem offentlig og privat u-landsoplysning være?

JØRGEN POULSEN: Der bør være et fornuftigt samspil mellem Danida og NGO’erne. Danida knokler utroligt godt og er mere seriøs end sit omdømme på oplysningsområdet. Jeg vil ikke kritisere, at Danida forsøgte at skabe en Lomborg-effekt med dilemma.dk, selvom det var en fejl at bede folk uden kendskab til bistand om at vælge mellem bistandsprojekter. Alle initiativer kan ikke være lige gode, og Danida skal have ros for at tænke nyt, for vi mangler i den grad initiativer, der kan skabe debat om bistanden.

Hvordan kan mediernes rolle i u-landsoplysningen styrkes?

JØRGEN POULSEN: Globaliseringen har gjort det uendeligt meget lettere at dække ulandsstoffet, og alligevel dækker medierne stadig mest u-landene, når der er krig, katastrofer og jordskælv. Man kan overveje at forpligte medierne gennem public service-kontrakterne, for en ordentlig dækning af u-landsstoffet er nødvendig for at gøre befolkningen i stand til begå sig i verden. Gør man det, skal man sikre, at u-landshistorierne til hver en tid indfrier nyhedskriterierne, for man kan ikke ’kunstigt’ skabe interesse om området.

Foto: Folketinget

Hvordan bør befolkningens billede af u-landsbistanden se ud?

KARSTEN LAURITZEN (V): U-landsoplysningen bør sikre, at befolkningen bakker op om bistanden og i øvrigt har et billede af bistanden, som er i overensstemmelse med virkeligheden. I dag tror 62 pct., at der bliver svindlet med bistanden, og det er forkert. Det er også vigtigt, at u-landsoplysningen er med til at involvere danskerne i udviklingsarbejdet. Som liberal mener jeg, det er et stort problem, hvis folk bare siger ’jeg har betalt 3.000 kroner over skattebilletten, så jeg behøver ikke gøre mere’.

Hvordan skal vægtningen mellem offentlig og privat u-landsoplysning være?

KARSTEN LAURITZEN: Vi foreslår at øge støtten til NGO’ernes oplysningsarbejde med 25 pct. Vi tror, det vil skabe større folkelig forankring af bistanden. Danida er gode til at lave strategier for udviklingsarbejdet og sikre en effektiv bistand, men de projekter, der involverer danskerne bedst, er oftest NGO-projekter, som fx Folkenkirkens Nødhjælps ’Giv en ged’, der fik mange danskere til at tage aktivt del i udviklingsarbejdet.

Hvordan kan mediernes rolle i u-landsoplysningen styrkes?

KARSTEN LAURITZEN: Danske mediers dækning af u-landsstoffet er elendig, selvom jeg dog vil rose Berlingske Tidende for at have sendt en korrespondent til Afrika. Det kan være en idé, at Danida støtter, at aviserne udsender korrespondenter til programsamarbejdslandene i Afrika, og så må det være op til medierne at vurdere, om der er en interessekonflikt. Selv tror jeg, det er et spørgsmål om økonomi mere end interesser. En forpligtelse gennem public service-kontrakterne kan også være et skridt i den rigtige retning. Men medierne skal også selv tage et ansvar, for ellers bliver u-landsstoffet bare lagt på DR2 midt om natten.

Foto: Folketinget

Hvordan bør befolkningens billede af u-landsbistanden se ud?

FRANK AAEN (EL): U-landsoplysningen bør fokusere mere på de vilkår, som fattige lande har i en liberal verden, og på de alt for store krav, som EU og WTO stiller til u-landene. Den danske organisation DanWatch, som har påvist mange negative sider af store virksomheders involvering i u-landene, burde have flere ressourcer, så den kunne tage flere sager op. Det er vigtigt, at komplicerede spørgsmål om EU og WTO oversættes til konkrete historier om fx granit fra Kina eller operationsudstyr fra Pakistan.

Hvordan skal vægtningen mellem offentlig og privat u-landsoplysning være?

FRANK AAEN: NGO’erne bør have flere penge, for det gør u-landsoplysningen mere mangfoldig, men det skal ikke ske på bekostning af den statslige u-landsoplysning. Der er rigeligt råd til begge dele, hvis vi øger bistanden, som vi foreslår. Fagbevægelsen skal også spille en større rolle, ikke kun i u-landsoplysningen, men også i udviklingsarbejdet generelt, for mange af u-landenes problemer skyldes manglen på faglige organisationer og rettigheder for arbejdstagerne.

Hvordan kan mediernes rolle i u-landsoplysningen styrkes?

FRANK AAEN: Det er en god ide at skrive ulandsstoffet ind i public service-kontrakterne, men vi er skeptiske over for idéen om at finansiere danske korrespondenter i u-landene, for det er vigtigt at beskytte mediernes uafhængighed. I stedet kunne man støtte uafhængige bureauer, som kan levere u-landsstof til medierne, eller man kunne udvide pressefunktionen på de danske repræsentationer i udlandet, så de bedre kan assistere medierne.
 

LAD DEM BARE FÅ HYLDEBLOMST

Af Henny Døssing Paudel

I seneste nummer af Udvikling (februar nr. 1, 2009) omtales et projekt, som Danida finansierer i Nepal for virksomheden Søbogaard, specialister i økologisk hyldeblomstsaft.

Projektet, som jeg selv besøgte i januar i år, tager udgangspunkt i 4.000 danske hyldetræer, som Søbogaard i begyndelsen af 2001 for Danida-midler flyver til Nepals hovedstad, Kathmandu. Når den gode danske hyld får denne særlige ’ære’, skyldes det, at de lokale af slagsen ’ikke smager af noget særligt’. De er, ret beset, faktisk ubrugelige til hyldebærsaft! At Nepal har massevis af bær og frugter, som kunne bruges, er åbenbart ikke Søbo gaards sag, og målgruppen – Kathmandus turister og den nepalesiske mellemklasse – ’finder det trendy at købe økologisk’, så de undrer sig nok ikke over, hvordan en Danish Elder Flower bliver til et hyldeblomstprojekt i Nepal.

Det område, hvor Søbogaard for Danidamidler etablerede et ’business-to-business-projekt’, var – og er egentlig stadig – et idyllisk sted med udsigt til Bhaktapur-distriktet, lufthavnen og Kathmandu.

Men i dag betyder dalens trafikerede veje enorme mængder bilos, og i betragtning af, at landområderne uden for dalen skriger på arbejdsmuligheder for lokalbefolkningen, kan man undre sig over den valgte beliggenhed for Søbogaard-projektet.

Det kan også undre, at Søbogaard øjensynligt har købt et stykke jord i tilknytning til projektet.

Kan udlændinge det? Nepaleserne er normalt særdeles restriktive omkring udlændinges køb af jord, og Danida-midler er vel ikke ligefrem til den form for ’udvikling’?

Det er synligt for enhver, der er kommet i Nepal de seneste år, at den hastighed, hvormed dalens landbrugsjord ikke blot er blevet opkøbt, men også bebygget er noget nær mirakuløs (for sælgerne), skræmmende for dem, der kunne ønske sig en anden udvikling i landet, og ufattelig for dem, der måtte betragte landet som et af verdens fattigste.

Det kan Søbogaards hyldeblomstprojekt naturligvis ikke ændre – men alligevel: Hvorfor valgte man netop dette område og ikke et af de mange andre områder i Nepal med billig landbrugsjord og gode flyforbindelser til forbrugermarkederne i Kathmandu? Det kunne da tænkes at bidrage til landets udvikling og dermed til majoritetsbefolkningens håb om forbedrede levevilkår? For var det ikke, hvad de seneste 10-15 års blodige konfrontationer i landet drejede sig om? Danidas daværende PrivatSektor Program (det nuværende B2B-program), har vel andet formål end at skabe gunstige afsætningsmuligheder for danske produkter – eller hvad?

Mit næste spørgsmål er: Hvad med vand? Jeg ved af egen erfaring fra området, at det på forbløffende kort tid er blevet ’beplantet’ med tusindvis af huse, store som små, alle med el-, kloak- og vandproblemer. Hvordan vil Søbogaard klare de udfordringer, for jorden omkring deres projekt-landsby er allerede til salg?

Artiklen i Udvikling slutter med et forslag: Tag lidt af de nepalesiske økologiske idealer med hjem i kufferten! Det er lidt uklart, hvilke idealer der tænkes på, så når Søbogaard-projektets leder citeres for udtalelsen om, at der er ”barrierer mellem dansk og nepalesisk tænkning”, fristes man til at konkludere: Ja, måske, eller også erkender nepaleserne deres virkelighed. Men lad dem da bare få hyldeblomstsaft – det skader vel ikke?

Henny Døssing Paudel er MA i Education & Linguistics og har siden 1981 arbejdet med især fremmedsprogsundervisning i Nepal. Desuden har hun i en årrække virket som rådgiver for gruppen The Dhankuta Sisters’ Handicrafts.

Læs Henny Døssing Paudels indlæg i dets fulde længde på http://www.udvikling.dk

Hyldeblomst ligner en harmløs plante. Men den giver anledning til debat, efter at Udvikling i seneste nummer beskrev, hvordan virksomheden Søbogaard havde fløjet dansk hyld til Nepal for Danida-penge.
Foto: Lars Havn Eriksen/Scanpix.
 

Søbogaard svarer:
’VI FLYVER IKKE HYLD RUNDT I NEPAL’

Af Poul Hansen

I februar får vi en venlig henvendelse fra Henny Døssing Paudel. Vores manager i Nepal, Heidi Andersen, besvarer henvendelsen og inviterer Henny Døssing Paudel på et besøg. Dette har hun endnu ikke ønsket.

Søbogaard har fra starten ønsket stor åbenhed om vores arbejde. Det er faktisk en del af vores projekt. Alle skal være velkomne. Der er mulighed for at bo og besøge de steder, vi arbejder. Under et besøg vil det kunne opklares, at der ikke er brugt Danida-midler til køb og leje af jord. Disse udgifter afholdes af Søbogaard gennem vores nepalesiske firma.

At vores tilstedeværelse i Nepal udsprang af et ønske om at udnytte lokal frugt og bær.

At der på Gamcha-farmen laves forsøg med dyrkning og forarbejdning.

At vi samarbejder med en ret afsides liggende dal om et stort økologisk projekt. Certificering, bæredygtig turisme m.m. Her har Søbogaard Nepal købt en ejendom af en enke, der ønsker, at stedet skal indgå i et projekt, der er til gavn for dalens beboere. Planen er sammen med beboere og Kathmandu University at etablere en form for landbrugsskole og forsøgssted. Senere overdrages stedet til en styrelse under dalen.

At vi planlægger etablering af et joint venture selskab med vores nepalesiske partner til produktion af is, saft og marmelade.

At der de steder, vi foreløbigt har plantet hyld mv., er masser af vand.

At vi ikke har planer om at flyve hyld eller andre råvarer rundt i Nepal.

Søbogaard har nu i 15 år arbejdet med økologi, og vi er stolte over, hvad vi har opnået. Dette gælder ikke mindst vores arbejde i Nepal, hvor vores manager Heidi Andersen fortjener ros.

Hjertelig velkommen på Gamcha Organic Farm.

Poul Hansen er ejer af Søbogaard.

NAVNE

IKKE NOK AT VÆRE SUCCESRIG IS-SÆLGER I NEW YORK

Tamang-familien – for en gangs skyld samlet.

I den nepalesiske Tamang-familie skiftes mand og kone til at arbejde i New York, mens den anden passer familien hjemme i Nepal. Nødvendigt for at tjene penge og en model stadig flere nepalesere benytter sig af.

Tekst og foto: Lise Josefsen Hermann

Selvom dette er en historie om det fattige bjerg rige Nepal, så starter vi et helt andet sted. Det er nemlig også en historie om frihed. Vi skal til New York, og vi er tilbage i slutningen af halvfemserne. Nepalesiske Ngima Tamang sælger Sedutto-is på Manhattan. Han er taget til New York for at tjene penge. Den slags kan man nemlig ikke så let komme til, der hvor han kommer fra. Nepal. Sin kone og deres tre børn har han efterladt derhjemme. Han sender penge hjem af overskuddet fra is-salget hver måned.

Succes med at sælge is

Det går godt med arbejdet, som består i at bringe isvafler ud til folk på bestilling. Chefen, Mr. John fra Hongkong, roser ham for at være en god sælger. Det er ikke bare godt, når man er i landet uden tilladelse – det er nødvendigt. Ngima har fået lovning på arbejde i fem år. Han tjener 2.500 dollars om måneden. Rigtig mange penge for en nepaleser. I Nepal kan han tjene noget i retning af 150 dollars månedligt.

Trods is-succesen er Ngima ikke glad. Han er splittet. Føler sig ikke stolt af den tilværelse, han lever. Der er ikke meget status i at sælge isvafler. Og hvad nytter det egentlig også, at det går godt for ham med at sælge is til amerikanerne, hvis det går ad h… til for hans eget folk hjemme i Nepal? Det giver en dårlig smag i munden, der ikke forsvinder med selv den lækreste isvaffel.

Et tilbud man ikke kan sige nej til

Midt i al splittelsen ringer telefonen. Det er Buddi Shrestha, en gammel ven fra Solukhumbu, hvor Ngima stammer fra hjemme i Nepal. Han spørger, om Ngima er interesseret i at lede et dansk projekt for u-landsforeningen Dialogos i Solukhumbu.

Næste dag er chefen ikke længere så glad for Ngima.

– Er du skør? udbryder Mr. John, da han hører nyheden.

– Mange mennesker vil dø for at komme til USA fra Asien, og du er her allerede! Om fem år kan du tage alle dine penge med til Nepal og lave ’Sedutto Katmandu’!

Mr. John gør alt hvad han kan for at overtale sin bedste is-sælger til ikke at rejse hjem til Nepal. Men uden held.

Sådan ender new-yorker-eventyret for Ngima, men det skal vise sig, at familien Tamang langtfra er færdig med at søge efter friheden hos verdens mægtigste supermagt. En uge senere er Ngima hjemme i Nepal, og ugen efter igen i Solukhumbu for at begynde sit arbejde med det danske u-landsprojekt. De etablerer blandt andet en lokal community-radio og påbegynder læse- og skrivekurser for kvinder. Det føles godt at gøre en forskel, der hvor man kommer fra.

Skole er noget pjat

Skolegang for almindelige borgere har kun været tilladt i Nepal siden 1951. Da Ngima er barn og viser interesse for skolen, er skolegang stadig ikke velset i familien. De andre børn starter i skole ved syvårsalderen – Ngima kommer først af sted, da han er 11. Og det er kun, fordi han alligevel kan passe sine huslige pligter med kvæget inden og efter skoletid.

– Men jeg ville lære, fortæller Ngima Tamang.

Selvom forældrene siger, at det ikke nytter noget, når man alligevel skal være landmand resten af livet. Kommer man i skole, stikker man bare af til Katmandu. En profeti der også er gået i opfyldelse for Ngima. Men med sit arbejde på projektet giver han tilbage – skolegangen har alligevel tjent landsbysamfundet godt i den sidste ende.

Et hus midt i en rismark …

Familien Tamang har et hus ude midt i en rismark i det buddhistiske kvarter, Kopan, i Katmandu. Her bor Ngima og Ganga med deres tre børn, to niecer og Gangas mor. På væggen i stuen hænger der et billede af Ganga. ’Ganga on air’, står der skrevet under billedet. Det er fra hendes mangeårige arbejde for Radio Nepal.

Da Ngima kommer tilbage til Nepal foreslår han sin kone, at familien flytter til Solukhumbu, så de kan bruge alle kræfter på at være med til at løfte forholdene i hans fattige hjemegn. Men Ganga har andre planer.

… eller lejlighed i New York?

Hun får nok da både maoisterne og regeringssoldaterne på skift bryder ind i familiens hus midt i rismarken og med deres geværer gennemroder alle tingene, mens børnene ligger og sover i værelserne lige ved siden af. Ganga er for aktiv i politik, lyder anklagerne fra begge sider. Og det vil den bestemte nepalesiske kvinde have lov til at være – også uden, at det i så voldsom grad går ud over hendes familie. Hun pakker kufferten. Nu er det så hendes tur til at rejse til New York for at tjene de penge, hun ikke kan tjene i Nepal. Og ikke mindst til at nyde den frihed, hun ikke føler, hun kan nyde i Nepal.

Et liv som næsten-single

Der er ikke tale om nogen skilsmisse – parret er stadig gift og danner stadig par – de ses bare højest en gang om året. Andet kan der ikke blive hverken tid eller penge til. Ngima har besøgt sin kone to gange i New York. Ganga sender penge hjem til familien fra metropolen og nyder ellers livet og friheden i en verden med langt højere velstand end i Nepal. Hun passer deres mindste barn og tjener penge ved samtidig at være babysitter for andres børn. Selvom hun har arbejdstilladelse, er det svært at finde arbejde som journalist.

Ngima fortsætter sit arbejde med det danske u-landsprojekt i Solukhumbu. Børnene bliver passet af svigermoderen og de to niecer i huset hjemme i rismarken. Men Ngima er ked af situationen:

– Jeg ville ønske, at Ganga og jeg kunne vise et godt eksempel overfor vores børn, så de kunne lære af vores forhold. Nu er der jo ikke meget tilbage at lære af, sukker familiefaderen.

Nepal – eller New York?

Ganga savner også familien i Nepal. Men for den nepalesiske kvinde ligger fremtiden ikke i Nepal. Hun har givet op over for sit hjemland. Der kommer man ingen vegne, og man har ikke den samme frihed, som i New York, fortæller hun til Ngima. Hun venter på svar for at få greencard til at blive i USA resten af sine dage.

Noget der også kan åbne op for at deres øvrige tre børn kan komme fra Nepal til USA. Det bekymrer hjemme hos Ngima i huset i rismarken. Han er atter splittet. Også denne gang går det godt, med det han laver. Det går fremad i Nepal, der er fred og ingen fare. Og så vil hans kone slæbe familien med til New York! Hvad skal han gøre, hvis hun får positivt svar og virkelig vil have børnene til USA?

– Det er et forfærdeligt valg for mig. Et valg mellem mit elskede land og min elskede familie. Jeg håber bare, at jeg ikke bliver nødt til at vælge, lyder det fra Ngima Tamang.

Vilde drømme for Solukhumbu

Midt i alle bekymringerne drømmer Ngima om, hvilke vilde ting han kan lave i Solukhumbu for at skabe udvikling i den fattige region. For eksempel drømmer han om at bygge Nepals første kabelbane til toppen af et bjerg, hvorfra der i klart vejr er udsigt til Mount Everest. Men da der kun er små bjergstier og ingen veje i nærheden til at transportere materialer på, bliver det nok ved drømmen et stykke tid, indtil udviklingen og vejene engang også når til Solukhumbu.

Der er brug for noget at drømme om, når ens familien er så splittet. Men familien Tamang står ikke alene med byrden. Familien deler skæbne med en utrolig stor mængde af nepalesiske familier.

Det smukke bjergrige har ikke blot verdens højeste bjerg, men også verdens måske højeste procent af mennesker, der lever som ufrivillige singler.

Lise Josefsen Hermann er freelancejournalist. Rejsen til Nepal var finansieret af u-landsforeningen Dialogos.

NEPAL – ET SAMFUND AF SINGLER

Penge fra nepalesere i udlandet overstiger nu turistindtægterne, der ellers længe var landets vigtigste.

Af Lise Josefsen Hermann

Konen bor hjemme i Nepal og passer hele familien, mens manden tjener masser af penge som soldat i Malaysias hær, som vagt i Dubai eller som opvasker i Europa. Eller manden er i Nepal og konen au-pair eller babysitter i USA eller måske endda i Danmark. Sådan er virkeligheden for en stadig større del af Nepals voksne befolkning.

Ifølge de officielle tal fra de nepalesiske myndigheder arbejder op mod tre millioner – ud af i alt 27 millioner nepalesere – i udlandet. Men spørger man myndighederne hos de største modtagerlande for nepalesisk arbejdskraft, som Indien og Bangladesh, er tallet langt højere. Indien hævder for eksempel, at der bor ti millioner nepalesere i landet. Andre aftagere af nepalesisk arbejdskraft er Malaysia, Sydkorea, Japan og landene i Mellemøsten. Det største arbejdsområde for nepalesere er ufaglært arbejde, derefter kommer vagtfolk, arbejde inden for byggeindustrien og for kvindernes vedkommende: Hushjælp og børnepasning.

“Nepalesere i udlandet arbejder typisk i ’3D-jobs’ – Dangerous, Difficult, Dirty.”

40 pct. arbejdsløshed

Der er blevet forholdsvist fredeligt i Nepal siden regeringen og maoisterne indgik en fredsaftale i 2006, og med afskaffelsen af monarkiet i foråret 2008 og maoisternes magtovertagelse. Men med op mod 40 pct. procent arbejdsløshed og underbeskæftigelse bliver stadig flere nepalesere tvunget til udlandet for at tjene til føden for dem selv og ofte også resten af familien. Mindstelønnen i Nepal er 100 dollars om måneden.

Migrant-penge vigtigere end turisme

Nepaleserne i udlandet udgør en vigtig indtægtskilde for Nepal – ja faktisk den vigtigste. I det nepalesiske finansår 07/08 udgør de penge, der bliver sendt til Nepal fra udlandet cirka 135 milliarder rupees (9,45 mia. kr.). Et beløb, der langt overstiger for eksempel turistindtægterne. I de to første måneder af indeværende finansår (15. juli – 15. september 2008) er pengene fra udlandet steget med 74 pct. Turister har ellers i mange år været Nepals vigtigste indtægtskilde, men under konflikten i 90’erne og frem til våbenhvilen i 2006 har turistindtægterne været faldende. Siden fredsprocessen i 2006 er turistindtægterne dog stærkt stigende igen. Så måske, hvis denne positive udvikling fortsætter, vil der fremover være lidt færre nepalesere, der bliver tvunget ud i tilværelsen som næsten-singler.

Lise Josefsen Hermann er freelancejournalist og har tidligere skrevet til Udvikling fra Bolivia. Rejsen til Nepal var finansieret af u-landsforeningen Dialogos.

NU SÆTTER INDERNE KRYDS VED KVINDER OG KASTELØSE

Panchayat-bevægelsen kan ændre det indiske samfund grundlæggende, mener sociologen George Mathew, der er direktør for Institute of Social Sciences, New Delhi. Foto: Thomas Willads.

De indiske landsbyråd, panchayats, er blevet en vigtig politisk spiller med 3,2 millioner demokratisk valgte medlemmer. Den indiske sociolog George Mathew gør status over en turbulent periode med både brutale mord og kæmpe fremskridt.

Af Helle Baagø

I juli 2007 sov den kvindelig lokalpolitiker Dhoolla Ratnam, 48 år, på terrassen uden for sit hjem i delstaten Uttar Pradesh i Indien, sammen med et barnebarn. Hun havde kort forinden vundet en plads i det lokale landsbyråd, Panchayat, over en modstander fra en rig og magtfuld familie på egnen.

Kvinden tilhørte en lavere kaste. Hun blev efter valget ofte chikaneret og overfuset. Hendes brøde var, at hun havde fået øje for, at der foregik korruption blandt de eksisterende magthavere.

Dhoolla Ratnam var begyndt at stille ubehagelige spørgsmål og fortsatte trods chikanen, fortæller George Mathew. Han er direktør for Institute of Social Sciences, New Delhi.

Den 14. juli betalte både hun og barnet prisen for hendes politiske engagement. En gruppe mennesker overhældte hende og drengen med benzin og satte ild til. Begge blev brændt ihjel.

Det kan være svært at tale positivt om en udvikling, der rummer den slags historier, erkender George Mathew. Han og instituttet i New Delhi har stået i spidsen for en række forskningsprojekter om blandt andet Panchayat-bevægelsen (se boks) i Indien og har modtaget støtte fra Danida i perioden 1990-2006.

Forsøget på at give de millioner af fattige i landsdistrikterne en politisk stemme har stået på siden Indien fik sin første regering efter selvstændigheden i 1947.

Først i 1993 lykkedes det at samle flertal i parlamentet for en forfatningsændring, der placerer demokratiske rettigheder helt ude i landets fjerneste landsbyer.

Over tre millioner kandidater

I dag, 16 år efter, er Panchayats så meget en realitet, at man kan se og måle fremskridtene, fremhæver George Mathew.

3,2 millioner mennesker vælges hvert femte år til en politisk enhed, der kan sammenlignes med en dansk kommunalbestyrelse.

Den indiske forfatning sikrer kvinder en tredjedel af pladserne i landsbyrådene. Det betyder, at mere end en million kvinder har fået en plads i det lokale demokratiske system.
– I starten stod der ofte en mand, bror eller fætter bag kandidaten. I dag går kvinderne selv efter politisk magt. I delstaten Karnataka sidder de nu på godt 42 procent af pladserne i lokale, regionale og provinsrådene og har altså vundet over mænd også på de åbne pladser, fortæller George Mathew og fortsætter:

– Gennem vores forskning kan vi se, at kvinderne får løst basale problemer i dagligdagen for deres vælgere. De fokuserer på vandforsyning og kloakering, fordi manglende hygiejne gør deres børn syge. De bliver utrolig populære – og det skaber en modreaktion hos dem, som plejer at have magten for sig selv.

Ny politisk enhed

– De højere kaster vil ikke tolerere, at de fattige og kvinderne får noget at sige. Derfor sker der alvorlige brud på menneskerettighederne, når de undertrykte stiller op, vinder og begynder at kræve forandring. Mange steder prøver konservative kræfter at forhindre valgene. Andre steder sker der mord og overgreb på kandidaterne, siger han.

Får det ikke de fattige til at falde tilbage i afmagt og resignation?

– Nej, tværtimod. Vores forskning viser faktisk, at de kasteløse og kvinderne betragter overgrebene som endnu en udfordring. De vender tilbage. Hvis en har mistet livet, er der en anden som stiller op, fortæller han.

Samtidig er de traditionelle politiske partier begyndt at holde deres indtog på landsby niveau. Forløberen for den demokratiske valgte Panchayat-bestyrelse er det klassiske indiske landsbyråd, hvor landsbyens betydningsfulde – mænd – mødes tre-fire gange om året for at diskutere og træffe beslutninger om problemer og tvister.

I dag bliver Panchayat i stigende grad til en politisk enhed, og resultaterne fra de lokale valg smitter af på den regionale og landsdækkende politiske scene.

Valgene er stadig meget fokuseret på individer – denne person stemmer jeg på, fordi han eller hun har høj status eller gør et godt stykke arbejde – men vi ser også, at partipolitik begynder at få sin plads på landet. Folk kræver at landspolitikerne tager ansvar for det, der sker lokalt.

Det skaber utilfredshed højere oppe. Der er stadig mange politikere i alle partier – og i delstatsregeringerne – som er modstandere af demokratiske Panchayats. De opfatter dem som irriterende og unødvendige, siger George Mathew.

Han fortæller, at modstanden også kommer fra embedsmænd og de lokale mellemmænd, som for eksempel tjener på at sælge vand fra vandreservoiret til de fattige.

Høj stemmeprocent

Valgene til de mindste demokratiske enheder langt ude på landet foregår pr. computer som til de landsdækkende valg. Vælgerne klikker på en knap ud for den kandidat, som de ønsker at stemme på.

Stemmeprocenten kan komme op på 80-90 procent i modsætning til ved nationale valg, hvor procenten sjældent er over 40.

– Sluserne er åbne, du kan ikke stoppe vandet nu, som George Mathew siger.

– Der er på den lange bane tale om et bemærkelsesværdigt demokratisk projekt, med et utroligt potentiale, når det gælder samfundsforandringer. Vi skal denne vej, hvis vi vil afskaffe fattigdom og sikre, at borgerne i landdistrikterne får gavn af Indiens vækst.

Hvad ville du sige til en dansk læser, der mener, at denne opgave simpelthen er for enorm til, at den kan lade sig gøre?

– Jeg ville sige, at hele Indien lige nu bevæger sig væk fra et traditionelt konservativt samfund, men at der er mange forhindringer, når det gælder fordelingen af ressourcer. Omkring det lokale demokrati vil vi først kunne se reelle forbedringer om 25 år. Men jeg har en optimistisk tro på at Panchayatbevægelsen kan ændre det indiske samfund grundlæggende, siger George Mathew.

Helle Baagø er freelancejournalist.

INSEKTFORSKER BLIVER NY IFAD-PRÆSIDENT

Kanayo F. Nwanze er manden, der skal reformere FN’s landbrugsinvest-organisation.

Af Mads Mariegaard

En nigerianer bliver leder af FN’s landbrugsinvesteringsorganisation IFAD (International Fund for Agricultural Development), når Kanayo F. Nwanze 1. april afløser en af de få nordiske FN-chefer, svenskeren Lennart Båge, der har været organisationens præsident i otte år. IFAD får således en præsident, som stammer fra det kontinent, der modtager over halvdelen af organisationens penge.

Nwanze, i dag IFAD’s vicepræsident, bliver chef for en organisation, som de seneste tre årtier har brugt mere end ti milliarder dollars på at give bevillinger og gunstige lån til u-landene. Danida ventes i øvrigt at øge den årlige støtte til IFAD fra 20 til 25 mio. kr. fra 2010. Målet er at øge produktion af fødevarer, forbedre ernæringsforhold og bekæmpe fattigdom i landbrugsområderne.

Danmark tilfreds med valget

63-årige Kanayo F. Nwanze blev i februar i Rom, hvor IFAD har til huse, valgt for en fire-årig periode af delegerede fra 165 lande – med støtte fra alle IFAD’s tre grupper af medlemmer: i-landene, de olieeksporterende lande og u-landene. Medlemslandene havde fra begyndelsen seks kandidater at vælge mellem, og Nwanze fik et klart valg, hvilket Danmark var meget tilfreds med.

Under valgprocessen aflagde Nwanze besøg på flere ambassader i Rom, heriblandt Danmarks, og deltog desuden i et interview, hvor medlemslandene kunne stille spørgsmål og få svar fra alle seks kandidater.

– Nwanze virkede overbevisende, svarede klart for sig og viste en god fornemmelse for, hvad medlemslandene ville vide, fortæller bistandsråd Jeanineke Dahl Kristensen fra Danmarks ambassade i Rom, som repræsenterer Danmark i IFAD.

Nwanze, uddannet i landbrugsbiologi og insektstudier i Nigeria og USA, har næsten 30 års erfaring med landbrug, udvikling og forskning i Asien, Sydamerika og Afrika, blandt andet som generaldirektør for Vestafrikas riscenter, WARDA, fra 1996 to 2006. Her stod han bag initiativet ’Ny ris til Afrika’, som udviklede nye rissorter og bragte dem ud på marker over store dele af Afrika syd for Sahara.

For denne og andre præstationer har Nwanze modtaget en række udmærkelser, heriblandt The World Food Prize i 2004 og – mere kuriøst – titlen som kommandør af Elfenbenskystens nationale meritorden i 2001.

Operativ reformator

Kanayo F. Nwanze betegnes som kompetent, visionær, engageret og med stor troværdighed og stærke kommunikationsevner. Valget af ham skyldes især, at han betragtes som en operativ person, der kan fortsætte den reformproces, IFAD er i gang med. En proces, Nwanze selv har været en del af som organisationens vicepræsident siden 2006.

Reformprocessen blev sat i gang, efter at en uafhængig evaluering for fire år siden anbefalede, at IFAD øgede sin repræsentation på landeniveau og styrkede forbindelserne til de øvrige FN-organisationer og til IFAD’s ’storesøster’, Verdensbanken.

– Det har vist sig, at IFAD er i stand til at reformere sig selv, så organisationen kan blive mere effektiv og bæredygtig. Nu er der brug for, at momentum holdes, så reformprocessen kan fortsætte, og det tror medlemslandene, at Nwanze kan sikre, siger bistandsråd Jeanineke Dahl Kristensen.
 

ÅSE OG MARMELADEFABRIKKEN

Mange i bistandsverdenen taler om ’det lange, seje træk’. Åse Ditlefsen står med begge ben i det. Her foran egne mangofrugter, som også indgår i produktionen.

Hvornår har du sidst drømt om at sælge huset og rejse til Mozambique for at starte en marmeladefabrik? Åse Ditlefsen har gjort det et sted, hvor der mangler alt – undtagen udfordringer.

Tekst og foto: Irene Nørgård, Maputo

Friværdien fra huset i Danmark på højkant. 38-40 graders trykkende varme. Ingen elektricitet (heller ikke til bare en lillebitte ventilator) og fem års til tider indædt kamp for at føre en drøm ud i livet: At starte en økologisk marmeladefabrik i den yderste palmerække, i det yderste af Mozambique i det sydlige Afrika.

De fleste af os almindelige tryghedsdanskere var formentlig ikke kommet så langt som til at kaste os ud i bare den første udfordring – den med friværdien. Langt de fleste af os havde vel næppe heller fået ideen. Men en 52-årig sønderjyde med appetit på verden, ikke mindst en økologisk, fik den og udviklede den med sin danske forretningspartner og importør af økologiske varer, Lars Frederiksen fra øko-firmaet Woodshade Organics.

– Landmændene her har mange frugter på deres jorder, mango, kokos, bananer, nødder, papaja og citron, som de stadig dyrker uden brug af sprøjtemidler. Så med et øko-certifkat og en fabrik, der køber deres afgrøder, kan jeg være med til at vise dem en anden vej at gå end den konventionelle. At springe fasen med sprøjtemidler helt over, så at sige, forklarer Åse Ditlefsen.

Nu havde ingen vel bildt Åse Ditlefsen ind, at det skulle blive en smal sag. Men havde hun i begyndelsen vidst, hvad hun vidste fem år senere, havde den gamle portugisiske kolonifarm sikkert stadig stået med flagermus, affald, rotter og ituslåede ruder. Hun havde sikkert heller ikke lagt nyt tag, muret op, malet, boret 80 meter efter vand eller løbet efter tømrere og elektrikere for at få arbejdet gjort ordentligt.

Ventetid i varmen

– Indimellem har jeg da haft lyst til at opgive og komme væk. Men jeg skrider ikke, bare fordi håndværkerne ikke har lagt gulvet i vater. Mit liv er her lige nu, og jeg tager udfordringerne dag for dag. Jeg har solgt mit hus i Danmark for dette projekt, og jeg har lovet de over 400 landmænd og deres familier, at jeg vil købe deres afgrøder. Det har jeg tænkt mig at holde. Med den her arbejdsplads kan jeg være med til at hjælpe dem med at udvikle sig, og det ’trigger’ mig, siger Åse Ditlefsen, da Udvikling besøger hende på farmen i Maxixedistriktet i Inhambane-Provinsen i Mozambique.

Det lyder jo flot. Og hun mener det skam. Dermed ikke sagt, at projektet ikke af og til har skubbet hende tæt på den afgrund af vanvid, der gør, at hun pludselig – dér i 38 graders trykkende varme – kommer til at skælde alt for højt ud på den ellers så flinke lokale forhandler af maling. Ham som ’helt 100 procent’ nok skulle levere 20 liter råhvid maling på fredag, og som nu – tre fredage senere – endelig har modtaget malingen, men har bestilt den forkerte. Hvilket så udskyder de andre projekter, der venter på, at væggene får farve. Måske af samme grund lyder hun bare en lille kende utålmodig, når det sydafrikanske bureau for øko-certificering endnu engang har misforstået beskrivelsen af fabrikken og dens produkter og derfor endnu engang har udstedt et forkert certifikat. Som så gør, at ventetiden forlænges endnu engang, et par måneder. Mindst. Måske derfor ligger hendes tålmodighed med, at vejen er spærret på grund af regnvejr, på et meget lille sted, fordi hun gennem tre måneder har bakset med netop denne dag at arrangere et møde mellem to kolosser, en stor lastbil fra hovedstaden Maputo og så Mozambiques største kran – en travlt optaget kammerat fra byen Beira. Den eneste kran, der kan løfte hendes frysecontainer helt på plads. Men som nu må aflyses – på ubestemt tid. Det er ikke kun varmen, der har kostet mange nætter uden søvn og sat spor under øjnene i det ellers så livlige ansigt. Spekulationerne – over brudte løfter, investeringer uden afkast og en usikker fremtid, som langt fra er båret af løfter om succes, er mange.

Og så er der alt det med småt. Tag bare maden. Indskrænket til fødevarer, der kan overleve uden for et køleskab. Og vejene. Med huller så dybe som indkøbsvogne fra Bilka. Et sprog – portugisisk – som nok tales af millioner verden over, men som sender de fleste danske hjerner på overarbejde. Og et utal af fabriksreservedele, stikdåser, rør, lamper, værktøj, beholdere og maskindele, som alle skal hentes i hovedstaden Maputo, 500 km syd for fabrikken. Hver gang.

Jobs til 80 arbejdere

Og nå ja, så lige varmen, der i de værste måneder får Åse Ditlefsen til at skifte tøj tre gange om dagen.

Måske derfor bistandsarbejde bare tager så lang tid. Og kræver hjælp.

– Jeg kan sige med 100 procents sikkerhed, at hvis ikke det var for Danidas investering på 1,5 millioner kroner, så eksisterede vi ikke i dag. Det var det, der gav luft til at overvinde de mange problemer og forsinkelser, som en fabrik så langt ude på landet uvægerligt giver. Det har selvfølgelig også givet mig et ekstra pres, fordi jeg har været ansvarlig for i mine øjne rigtig mange penge – som for en stor del ikke var mine, siger Åse Ditlefsen og tilføjer:

– Men hjælpen fra Danidas Business-to-Business program, gjorde forskellen. Og nu hvor vi endelig er kommet i gang med produktionen, har vi skaffet job og mad på bordet til landmændene og omkring 80 arbejdere på fabrikken, så er jeg jo så lykkelig over, at jeg holdt ud. At det lykkedes, siger hun.

Selv har hun investeret 500.000 kr. i fabrikken. Det samme har den danske forretningspartner. At forudsige hvornår den investering giver afkast, svarer til at forudsige, hvornår der bliver fred mellem Israel og palæstinenserne. Det ved den sønderjyske kvinde godt. Alligevel er hendes drøm, at fabrikken bliver så konsolideret og fungerer så godt, at hun på et tidspunkt kan sælge den i andele til bønderne, så de kan tjene på forarbejdningen af deres afgrøder også. At give stafetten videre til de rette ejermænd.

I mellemtiden bliver hun og passer sin fabrik. Og når varmen er ved at drive hende til vanvid, har hun lært at søge tilflugt på badeværelset – i et stort kar fyldt med iskoldt vand.

Irene Nørgård er freelancejournalist bosat i Maputo, Mozambique.