NAVNE

IKKE NOK AT VÆRE SUCCESRIG IS-SÆLGER I NEW YORK

Tamang-familien – for en gangs skyld samlet.

I den nepalesiske Tamang-familie skiftes mand og kone til at arbejde i New York, mens den anden passer familien hjemme i Nepal. Nødvendigt for at tjene penge og en model stadig flere nepalesere benytter sig af.

Tekst og foto: Lise Josefsen Hermann

Selvom dette er en historie om det fattige bjerg rige Nepal, så starter vi et helt andet sted. Det er nemlig også en historie om frihed. Vi skal til New York, og vi er tilbage i slutningen af halvfemserne. Nepalesiske Ngima Tamang sælger Sedutto-is på Manhattan. Han er taget til New York for at tjene penge. Den slags kan man nemlig ikke så let komme til, der hvor han kommer fra. Nepal. Sin kone og deres tre børn har han efterladt derhjemme. Han sender penge hjem af overskuddet fra is-salget hver måned.

Succes med at sælge is

Det går godt med arbejdet, som består i at bringe isvafler ud til folk på bestilling. Chefen, Mr. John fra Hongkong, roser ham for at være en god sælger. Det er ikke bare godt, når man er i landet uden tilladelse – det er nødvendigt. Ngima har fået lovning på arbejde i fem år. Han tjener 2.500 dollars om måneden. Rigtig mange penge for en nepaleser. I Nepal kan han tjene noget i retning af 150 dollars månedligt.

Trods is-succesen er Ngima ikke glad. Han er splittet. Føler sig ikke stolt af den tilværelse, han lever. Der er ikke meget status i at sælge isvafler. Og hvad nytter det egentlig også, at det går godt for ham med at sælge is til amerikanerne, hvis det går ad h… til for hans eget folk hjemme i Nepal? Det giver en dårlig smag i munden, der ikke forsvinder med selv den lækreste isvaffel.

Et tilbud man ikke kan sige nej til

Midt i al splittelsen ringer telefonen. Det er Buddi Shrestha, en gammel ven fra Solukhumbu, hvor Ngima stammer fra hjemme i Nepal. Han spørger, om Ngima er interesseret i at lede et dansk projekt for u-landsforeningen Dialogos i Solukhumbu.

Næste dag er chefen ikke længere så glad for Ngima.

– Er du skør? udbryder Mr. John, da han hører nyheden.

– Mange mennesker vil dø for at komme til USA fra Asien, og du er her allerede! Om fem år kan du tage alle dine penge med til Nepal og lave ’Sedutto Katmandu’!

Mr. John gør alt hvad han kan for at overtale sin bedste is-sælger til ikke at rejse hjem til Nepal. Men uden held.

Sådan ender new-yorker-eventyret for Ngima, men det skal vise sig, at familien Tamang langtfra er færdig med at søge efter friheden hos verdens mægtigste supermagt. En uge senere er Ngima hjemme i Nepal, og ugen efter igen i Solukhumbu for at begynde sit arbejde med det danske u-landsprojekt. De etablerer blandt andet en lokal community-radio og påbegynder læse- og skrivekurser for kvinder. Det føles godt at gøre en forskel, der hvor man kommer fra.

Skole er noget pjat

Skolegang for almindelige borgere har kun været tilladt i Nepal siden 1951. Da Ngima er barn og viser interesse for skolen, er skolegang stadig ikke velset i familien. De andre børn starter i skole ved syvårsalderen – Ngima kommer først af sted, da han er 11. Og det er kun, fordi han alligevel kan passe sine huslige pligter med kvæget inden og efter skoletid.

– Men jeg ville lære, fortæller Ngima Tamang.

Selvom forældrene siger, at det ikke nytter noget, når man alligevel skal være landmand resten af livet. Kommer man i skole, stikker man bare af til Katmandu. En profeti der også er gået i opfyldelse for Ngima. Men med sit arbejde på projektet giver han tilbage – skolegangen har alligevel tjent landsbysamfundet godt i den sidste ende.

Et hus midt i en rismark …

Familien Tamang har et hus ude midt i en rismark i det buddhistiske kvarter, Kopan, i Katmandu. Her bor Ngima og Ganga med deres tre børn, to niecer og Gangas mor. På væggen i stuen hænger der et billede af Ganga. ’Ganga on air’, står der skrevet under billedet. Det er fra hendes mangeårige arbejde for Radio Nepal.

Da Ngima kommer tilbage til Nepal foreslår han sin kone, at familien flytter til Solukhumbu, så de kan bruge alle kræfter på at være med til at løfte forholdene i hans fattige hjemegn. Men Ganga har andre planer.

… eller lejlighed i New York?

Hun får nok da både maoisterne og regeringssoldaterne på skift bryder ind i familiens hus midt i rismarken og med deres geværer gennemroder alle tingene, mens børnene ligger og sover i værelserne lige ved siden af. Ganga er for aktiv i politik, lyder anklagerne fra begge sider. Og det vil den bestemte nepalesiske kvinde have lov til at være – også uden, at det i så voldsom grad går ud over hendes familie. Hun pakker kufferten. Nu er det så hendes tur til at rejse til New York for at tjene de penge, hun ikke kan tjene i Nepal. Og ikke mindst til at nyde den frihed, hun ikke føler, hun kan nyde i Nepal.

Et liv som næsten-single

Der er ikke tale om nogen skilsmisse – parret er stadig gift og danner stadig par – de ses bare højest en gang om året. Andet kan der ikke blive hverken tid eller penge til. Ngima har besøgt sin kone to gange i New York. Ganga sender penge hjem til familien fra metropolen og nyder ellers livet og friheden i en verden med langt højere velstand end i Nepal. Hun passer deres mindste barn og tjener penge ved samtidig at være babysitter for andres børn. Selvom hun har arbejdstilladelse, er det svært at finde arbejde som journalist.

Ngima fortsætter sit arbejde med det danske u-landsprojekt i Solukhumbu. Børnene bliver passet af svigermoderen og de to niecer i huset hjemme i rismarken. Men Ngima er ked af situationen:

– Jeg ville ønske, at Ganga og jeg kunne vise et godt eksempel overfor vores børn, så de kunne lære af vores forhold. Nu er der jo ikke meget tilbage at lære af, sukker familiefaderen.

Nepal – eller New York?

Ganga savner også familien i Nepal. Men for den nepalesiske kvinde ligger fremtiden ikke i Nepal. Hun har givet op over for sit hjemland. Der kommer man ingen vegne, og man har ikke den samme frihed, som i New York, fortæller hun til Ngima. Hun venter på svar for at få greencard til at blive i USA resten af sine dage.

Noget der også kan åbne op for at deres øvrige tre børn kan komme fra Nepal til USA. Det bekymrer hjemme hos Ngima i huset i rismarken. Han er atter splittet. Også denne gang går det godt, med det han laver. Det går fremad i Nepal, der er fred og ingen fare. Og så vil hans kone slæbe familien med til New York! Hvad skal han gøre, hvis hun får positivt svar og virkelig vil have børnene til USA?

– Det er et forfærdeligt valg for mig. Et valg mellem mit elskede land og min elskede familie. Jeg håber bare, at jeg ikke bliver nødt til at vælge, lyder det fra Ngima Tamang.

Vilde drømme for Solukhumbu

Midt i alle bekymringerne drømmer Ngima om, hvilke vilde ting han kan lave i Solukhumbu for at skabe udvikling i den fattige region. For eksempel drømmer han om at bygge Nepals første kabelbane til toppen af et bjerg, hvorfra der i klart vejr er udsigt til Mount Everest. Men da der kun er små bjergstier og ingen veje i nærheden til at transportere materialer på, bliver det nok ved drømmen et stykke tid, indtil udviklingen og vejene engang også når til Solukhumbu.

Der er brug for noget at drømme om, når ens familien er så splittet. Men familien Tamang står ikke alene med byrden. Familien deler skæbne med en utrolig stor mængde af nepalesiske familier.

Det smukke bjergrige har ikke blot verdens højeste bjerg, men også verdens måske højeste procent af mennesker, der lever som ufrivillige singler.

Lise Josefsen Hermann er freelancejournalist. Rejsen til Nepal var finansieret af u-landsforeningen Dialogos.

NEPAL – ET SAMFUND AF SINGLER

Penge fra nepalesere i udlandet overstiger nu turistindtægterne, der ellers længe var landets vigtigste.

Af Lise Josefsen Hermann

Konen bor hjemme i Nepal og passer hele familien, mens manden tjener masser af penge som soldat i Malaysias hær, som vagt i Dubai eller som opvasker i Europa. Eller manden er i Nepal og konen au-pair eller babysitter i USA eller måske endda i Danmark. Sådan er virkeligheden for en stadig større del af Nepals voksne befolkning.

Ifølge de officielle tal fra de nepalesiske myndigheder arbejder op mod tre millioner – ud af i alt 27 millioner nepalesere – i udlandet. Men spørger man myndighederne hos de største modtagerlande for nepalesisk arbejdskraft, som Indien og Bangladesh, er tallet langt højere. Indien hævder for eksempel, at der bor ti millioner nepalesere i landet. Andre aftagere af nepalesisk arbejdskraft er Malaysia, Sydkorea, Japan og landene i Mellemøsten. Det største arbejdsområde for nepalesere er ufaglært arbejde, derefter kommer vagtfolk, arbejde inden for byggeindustrien og for kvindernes vedkommende: Hushjælp og børnepasning.

“Nepalesere i udlandet arbejder typisk i ’3D-jobs’ – Dangerous, Difficult, Dirty.”

40 pct. arbejdsløshed

Der er blevet forholdsvist fredeligt i Nepal siden regeringen og maoisterne indgik en fredsaftale i 2006, og med afskaffelsen af monarkiet i foråret 2008 og maoisternes magtovertagelse. Men med op mod 40 pct. procent arbejdsløshed og underbeskæftigelse bliver stadig flere nepalesere tvunget til udlandet for at tjene til føden for dem selv og ofte også resten af familien. Mindstelønnen i Nepal er 100 dollars om måneden.

Migrant-penge vigtigere end turisme

Nepaleserne i udlandet udgør en vigtig indtægtskilde for Nepal – ja faktisk den vigtigste. I det nepalesiske finansår 07/08 udgør de penge, der bliver sendt til Nepal fra udlandet cirka 135 milliarder rupees (9,45 mia. kr.). Et beløb, der langt overstiger for eksempel turistindtægterne. I de to første måneder af indeværende finansår (15. juli – 15. september 2008) er pengene fra udlandet steget med 74 pct. Turister har ellers i mange år været Nepals vigtigste indtægtskilde, men under konflikten i 90’erne og frem til våbenhvilen i 2006 har turistindtægterne været faldende. Siden fredsprocessen i 2006 er turistindtægterne dog stærkt stigende igen. Så måske, hvis denne positive udvikling fortsætter, vil der fremover være lidt færre nepalesere, der bliver tvunget ud i tilværelsen som næsten-singler.

Lise Josefsen Hermann er freelancejournalist og har tidligere skrevet til Udvikling fra Bolivia. Rejsen til Nepal var finansieret af u-landsforeningen Dialogos.

NU SÆTTER INDERNE KRYDS VED KVINDER OG KASTELØSE

Panchayat-bevægelsen kan ændre det indiske samfund grundlæggende, mener sociologen George Mathew, der er direktør for Institute of Social Sciences, New Delhi. Foto: Thomas Willads.

De indiske landsbyråd, panchayats, er blevet en vigtig politisk spiller med 3,2 millioner demokratisk valgte medlemmer. Den indiske sociolog George Mathew gør status over en turbulent periode med både brutale mord og kæmpe fremskridt.

Af Helle Baagø

I juli 2007 sov den kvindelig lokalpolitiker Dhoolla Ratnam, 48 år, på terrassen uden for sit hjem i delstaten Uttar Pradesh i Indien, sammen med et barnebarn. Hun havde kort forinden vundet en plads i det lokale landsbyråd, Panchayat, over en modstander fra en rig og magtfuld familie på egnen.

Kvinden tilhørte en lavere kaste. Hun blev efter valget ofte chikaneret og overfuset. Hendes brøde var, at hun havde fået øje for, at der foregik korruption blandt de eksisterende magthavere.

Dhoolla Ratnam var begyndt at stille ubehagelige spørgsmål og fortsatte trods chikanen, fortæller George Mathew. Han er direktør for Institute of Social Sciences, New Delhi.

Den 14. juli betalte både hun og barnet prisen for hendes politiske engagement. En gruppe mennesker overhældte hende og drengen med benzin og satte ild til. Begge blev brændt ihjel.

Det kan være svært at tale positivt om en udvikling, der rummer den slags historier, erkender George Mathew. Han og instituttet i New Delhi har stået i spidsen for en række forskningsprojekter om blandt andet Panchayat-bevægelsen (se boks) i Indien og har modtaget støtte fra Danida i perioden 1990-2006.

Forsøget på at give de millioner af fattige i landsdistrikterne en politisk stemme har stået på siden Indien fik sin første regering efter selvstændigheden i 1947.

Først i 1993 lykkedes det at samle flertal i parlamentet for en forfatningsændring, der placerer demokratiske rettigheder helt ude i landets fjerneste landsbyer.

Over tre millioner kandidater

I dag, 16 år efter, er Panchayats så meget en realitet, at man kan se og måle fremskridtene, fremhæver George Mathew.

3,2 millioner mennesker vælges hvert femte år til en politisk enhed, der kan sammenlignes med en dansk kommunalbestyrelse.

Den indiske forfatning sikrer kvinder en tredjedel af pladserne i landsbyrådene. Det betyder, at mere end en million kvinder har fået en plads i det lokale demokratiske system.
– I starten stod der ofte en mand, bror eller fætter bag kandidaten. I dag går kvinderne selv efter politisk magt. I delstaten Karnataka sidder de nu på godt 42 procent af pladserne i lokale, regionale og provinsrådene og har altså vundet over mænd også på de åbne pladser, fortæller George Mathew og fortsætter:

– Gennem vores forskning kan vi se, at kvinderne får løst basale problemer i dagligdagen for deres vælgere. De fokuserer på vandforsyning og kloakering, fordi manglende hygiejne gør deres børn syge. De bliver utrolig populære – og det skaber en modreaktion hos dem, som plejer at have magten for sig selv.

Ny politisk enhed

– De højere kaster vil ikke tolerere, at de fattige og kvinderne får noget at sige. Derfor sker der alvorlige brud på menneskerettighederne, når de undertrykte stiller op, vinder og begynder at kræve forandring. Mange steder prøver konservative kræfter at forhindre valgene. Andre steder sker der mord og overgreb på kandidaterne, siger han.

Får det ikke de fattige til at falde tilbage i afmagt og resignation?

– Nej, tværtimod. Vores forskning viser faktisk, at de kasteløse og kvinderne betragter overgrebene som endnu en udfordring. De vender tilbage. Hvis en har mistet livet, er der en anden som stiller op, fortæller han.

Samtidig er de traditionelle politiske partier begyndt at holde deres indtog på landsby niveau. Forløberen for den demokratiske valgte Panchayat-bestyrelse er det klassiske indiske landsbyråd, hvor landsbyens betydningsfulde – mænd – mødes tre-fire gange om året for at diskutere og træffe beslutninger om problemer og tvister.

I dag bliver Panchayat i stigende grad til en politisk enhed, og resultaterne fra de lokale valg smitter af på den regionale og landsdækkende politiske scene.

Valgene er stadig meget fokuseret på individer – denne person stemmer jeg på, fordi han eller hun har høj status eller gør et godt stykke arbejde – men vi ser også, at partipolitik begynder at få sin plads på landet. Folk kræver at landspolitikerne tager ansvar for det, der sker lokalt.

Det skaber utilfredshed højere oppe. Der er stadig mange politikere i alle partier – og i delstatsregeringerne – som er modstandere af demokratiske Panchayats. De opfatter dem som irriterende og unødvendige, siger George Mathew.

Han fortæller, at modstanden også kommer fra embedsmænd og de lokale mellemmænd, som for eksempel tjener på at sælge vand fra vandreservoiret til de fattige.

Høj stemmeprocent

Valgene til de mindste demokratiske enheder langt ude på landet foregår pr. computer som til de landsdækkende valg. Vælgerne klikker på en knap ud for den kandidat, som de ønsker at stemme på.

Stemmeprocenten kan komme op på 80-90 procent i modsætning til ved nationale valg, hvor procenten sjældent er over 40.

– Sluserne er åbne, du kan ikke stoppe vandet nu, som George Mathew siger.

– Der er på den lange bane tale om et bemærkelsesværdigt demokratisk projekt, med et utroligt potentiale, når det gælder samfundsforandringer. Vi skal denne vej, hvis vi vil afskaffe fattigdom og sikre, at borgerne i landdistrikterne får gavn af Indiens vækst.

Hvad ville du sige til en dansk læser, der mener, at denne opgave simpelthen er for enorm til, at den kan lade sig gøre?

– Jeg ville sige, at hele Indien lige nu bevæger sig væk fra et traditionelt konservativt samfund, men at der er mange forhindringer, når det gælder fordelingen af ressourcer. Omkring det lokale demokrati vil vi først kunne se reelle forbedringer om 25 år. Men jeg har en optimistisk tro på at Panchayatbevægelsen kan ændre det indiske samfund grundlæggende, siger George Mathew.

Helle Baagø er freelancejournalist.

INSEKTFORSKER BLIVER NY IFAD-PRÆSIDENT

Kanayo F. Nwanze er manden, der skal reformere FN’s landbrugsinvest-organisation.

Af Mads Mariegaard

En nigerianer bliver leder af FN’s landbrugsinvesteringsorganisation IFAD (International Fund for Agricultural Development), når Kanayo F. Nwanze 1. april afløser en af de få nordiske FN-chefer, svenskeren Lennart Båge, der har været organisationens præsident i otte år. IFAD får således en præsident, som stammer fra det kontinent, der modtager over halvdelen af organisationens penge.

Nwanze, i dag IFAD’s vicepræsident, bliver chef for en organisation, som de seneste tre årtier har brugt mere end ti milliarder dollars på at give bevillinger og gunstige lån til u-landene. Danida ventes i øvrigt at øge den årlige støtte til IFAD fra 20 til 25 mio. kr. fra 2010. Målet er at øge produktion af fødevarer, forbedre ernæringsforhold og bekæmpe fattigdom i landbrugsområderne.

Danmark tilfreds med valget

63-årige Kanayo F. Nwanze blev i februar i Rom, hvor IFAD har til huse, valgt for en fire-årig periode af delegerede fra 165 lande – med støtte fra alle IFAD’s tre grupper af medlemmer: i-landene, de olieeksporterende lande og u-landene. Medlemslandene havde fra begyndelsen seks kandidater at vælge mellem, og Nwanze fik et klart valg, hvilket Danmark var meget tilfreds med.

Under valgprocessen aflagde Nwanze besøg på flere ambassader i Rom, heriblandt Danmarks, og deltog desuden i et interview, hvor medlemslandene kunne stille spørgsmål og få svar fra alle seks kandidater.

– Nwanze virkede overbevisende, svarede klart for sig og viste en god fornemmelse for, hvad medlemslandene ville vide, fortæller bistandsråd Jeanineke Dahl Kristensen fra Danmarks ambassade i Rom, som repræsenterer Danmark i IFAD.

Nwanze, uddannet i landbrugsbiologi og insektstudier i Nigeria og USA, har næsten 30 års erfaring med landbrug, udvikling og forskning i Asien, Sydamerika og Afrika, blandt andet som generaldirektør for Vestafrikas riscenter, WARDA, fra 1996 to 2006. Her stod han bag initiativet ’Ny ris til Afrika’, som udviklede nye rissorter og bragte dem ud på marker over store dele af Afrika syd for Sahara.

For denne og andre præstationer har Nwanze modtaget en række udmærkelser, heriblandt The World Food Prize i 2004 og – mere kuriøst – titlen som kommandør af Elfenbenskystens nationale meritorden i 2001.

Operativ reformator

Kanayo F. Nwanze betegnes som kompetent, visionær, engageret og med stor troværdighed og stærke kommunikationsevner. Valget af ham skyldes især, at han betragtes som en operativ person, der kan fortsætte den reformproces, IFAD er i gang med. En proces, Nwanze selv har været en del af som organisationens vicepræsident siden 2006.

Reformprocessen blev sat i gang, efter at en uafhængig evaluering for fire år siden anbefalede, at IFAD øgede sin repræsentation på landeniveau og styrkede forbindelserne til de øvrige FN-organisationer og til IFAD’s ’storesøster’, Verdensbanken.

– Det har vist sig, at IFAD er i stand til at reformere sig selv, så organisationen kan blive mere effektiv og bæredygtig. Nu er der brug for, at momentum holdes, så reformprocessen kan fortsætte, og det tror medlemslandene, at Nwanze kan sikre, siger bistandsråd Jeanineke Dahl Kristensen.