DEBAT

REPLIK TIL INTERVIEW MED JOSEPH HANLON
DET LANGE SEJE TRÆK I MOZAMBIQUE

Er cykler lig med udvikling i Mozambique? spørger Joseph Hanlon. Men kæden ryger af i argumentationen, mener debattørerne.

Af Rolf Hjernøe

I seneste udgave af Udvikling affyrer udviklingsforskeren og Mozambique-kenderen Joseph Hanlon en vranten bredside mod de internationale NGO’er i Mozambique (’Smid godhedsindustrien på porten!’). Desværre for os i CARE bruger han et eksempel fra et CARE-projekt, der angiveligt ’glemte’ at købe net til at fange fisk i et i øvrigt vellykket dambrugsprojekt.

Heldigvis fortæller Hanlons egen fremragende bog om udvikling i Mozambique en anden historie (Joseph Hanlon og Teresa Smart: ’Do Bicycles Equal Development in Mozambique?’). Her fremgår det, at CARE godt nok ikke havde planlagt at købe alle de redskaber og inputs, som bønderne skulle bruge. I overensstemmelse med god udviklingspraksis var det en del af strategien at sætte dambrugerne i forbindelse med mikrofinansinstitutioner og leverandører af input-varer. Da bønderne viste sig at have svært ved at skaffe nettene selv, viser bogen, at CARE indkøbte net og fordelte dem mellem bøndernes sammenslutninger. Det er ikke alt, der kan planlægges på forhånd. Hvad bogen ikke får med er, at CARE fortsat arbejder med at forbedre landbrug og sundhed i Nampulaprovinsen og dermed er i stand til at følge op på bøndernes problemer – også efter projekternes afslutning.

Det er et af Hanlons anklagepunkter mod NGO’er som vores, at vi løber efter donorernes penge, og at vi skifter strategi hver andet år. Hanlon har en god pointe i, at NGO’erne i sidste ende er afhængige af og ansvarlige over for vores offentlige og private donorer. Men heldigvis er Danida, som CARE Danmarks vigtigste donor indstillet på, at vi i Mozambique og andre lande er her for ’det lange, seje træk’. Som Hanlon selv argumenterer for, kræver vellykket støtte til udvikling en meget langsigtet og tålmodig indsats, der er koordineret mellem mange aktører.

Langsigtet indsats nødvendig

Det er selvmodsigende, når Hanlon vil smide NGO’erne ud af Mozambique, når en af de få succeshistorier i hans bog netop er skabt af NGO’er i samarbejde med lokalregering og bøndernes egne organisationer. Det hele begyndte, da CAREs landbrugsrådgiver introducerede en forbedret sort jordnødder fra Malawi til bønder i Nampula-provinsen. Over de følgende ti år lykkedes det ved en kæmpe indsats fra mange deltagere og ikke mindst bønderne selv at gøre jordnødderne fra Nametil-området til et ’brand’ og en kommerciel eksportsucces. Det er den slags langsigtede samarbejder, som Hanlon og CARE er enige om, der skal være mange flere af.

Rolf Hjernøe er programkoordinator i CARE Danmark.
 

KÆDEN ER RØGET AF HANLONS CYKEL

Af Sam Jones og Finn Tarp

I sidste nummer af Udvikling rapporterede journalist Irene Nørgaard fra Maputo. Joe Hanlons og Teresa Smarts seneste bog om Mozambique blev promoveret. Læseren var også med på besøg hos Hanlon. Hanlon og Smart spørger i deres bog, om cykler er lig udvikling. Journalistens maleriske overskrift var ’Smid godhedsindustrien på porten!’

Hanlon har i mange år skrevet om Mozambique, og én ting er sikker: Han formår at bringe sindene i kog med sine kontroversielle meldinger. Denne gang er der tre centrale budskaber:

Der er kommet flere cykler i Mozambique, men der er ikke nok ’god udvikling’, og de fleste mozambikanere er fattige. Stigende underernæring blandt børn og langsom vækst i husholdningernes forbrug viser dette, siger Hanlon.

Den fejlslagne udvikling skyldes tre faktorer: 1) Misforståede donorpolitikker, som har deres afsæt i en neoliberal dagsorden; 2) en såkaldt ’cargo cult’-mentalitet, hvor udvikling ses som drevet udefra; og 3) omsiggribende korruption, som blokerer for udviklingsfremmende investeringer.

Der er brug for en rigtig udviklingsstat, som aktivt finansierer og uddanner entreprenører.

Faglige problemer

Et umiddelbart kig på bogen giver et overbevisende indtryk. Der står et akademisk forlag bag, og der er masser af tal, figurer og referencer. Et nærmere eftersyn afslører imidlertid en række elementære faglige problemer. Fx:

En uigennemskuelig sammenblanding af tendenser og absolutte niveauer. Mozambique er stadig et fattigt land. Det er hverken overraskende eller nyt. Og fattige lande har nu engang lavt forbrug og høj underernæring.

Spørgsmålet er, om der er sket fremgang. For at besvare spørgsmål som dette gennemføres i mange lande regelmæssige spørgeskemaundersøgelser – ofte med støtte fra det internationale donorsamfund. Den sidste nationale undersøgelse i Mozambique blev foretaget i 2002/03. Det kan undre, at Hanlon og Smart har valgt at gå ud med deres bog nu – hvor usikkerheden om den generelle udvikling er størst – i stedet for at vente på resultaterne af den nye undersøgelse, der netop i 2009 er i gang overalt i Mozambique.

Misbrug af eksisterende data og statistik. Hanlon har igennem det sidste år heftigt kørt på med sit argument om, at udviklingen i Mozambique er kørt at sporet. Det har han også gjort i Mozambique. Han glemmer at fortælle læseren, at internationalt anerkendte rådgivere i det mozambikanske udviklingsministerium har påpeget centrale fejl i hans beregninger.

Manglende logisk sammenhæng og anerkendelse af udviklingsprocessens dilemmaer. Hanlon og Smart bemærker korrekt, at sundhed og uddannelse er ekspanderet kraftigt de seneste 15 år. De argumenterer også, at donor-finansieringen har været utilstrækkelig. Samtidig advarer de i malende vendinger mod donor-afhængigheden og de makroøkonomiske problemer, som bistanden skaber. Det er nemt for udenforstående at blæse og have mel i munden samtidig – det er straks sværere for dem, der sidder med beslutningsansvaret.

Fravær af politisk forståelse. Hanlon og Smart er fortalere for en udviklingsstat. Samtidig fortæller de om en omsiggribende korruption og mange økonomisk-politiske fejlgreb. En seriøs faglig analyse ville forholde sig til, hvordan man kan forene sidstnævnte virkelighed med førstnævnte drøm.

Alt i alt: Debat om bistanden og resultaterne heraf i Danmarks samarbejdslande er absolut nødvendig. Men det er uklogt – og ikke særligt konstruktivt – at forsøge at bruge fag-økonomisk terminologi og argumentation, som man ikke har forstået til bunds. Det skaber utroværdighed og forplumrer debatten.

Sam Jones er ph.d.-studerende, og Finn Tarp er professor, begge ved Københavns Universitet.
 

3 spørgsmål til 3 politikere:

RUNDT OM FREMTIDENS U-LANDSOPLYSNING

Tre partiers udviklingsordførere – Jørgen Poulsen (Radikale), Karsten Lauritzen (Venstre) og Frank Aaen (Enhedslisten) – giver her deres indspark til debatten om formidling om udviklingslande og bistand.

Af Mads Mariegaard

Foto: Folketinget

JØRGEN POULSEN (R): Hvad angår oplysningsarbejde, er jeg journalistisk ’fundamentalist’. Oplysning er ikke propaganda, og folk skal have både det gode og det dårlige at vide. Derfor er det vigtigt, at man udstiller vanskelighederne ved udviklingsarbejde, og hvis nogle af bistandsmidler ender i de forkerte lommer, så skal befolkningen have det at vide. Hvis oplysningsarbejdet virker, så vil folk få en viden, der gør dem i stand til selv at vurdere, hvad der er god og dårlig bistand.

Hvordan skal vægtningen mellem offentlig og privat u-landsoplysning være?

JØRGEN POULSEN: Der bør være et fornuftigt samspil mellem Danida og NGO’erne. Danida knokler utroligt godt og er mere seriøs end sit omdømme på oplysningsområdet. Jeg vil ikke kritisere, at Danida forsøgte at skabe en Lomborg-effekt med dilemma.dk, selvom det var en fejl at bede folk uden kendskab til bistand om at vælge mellem bistandsprojekter. Alle initiativer kan ikke være lige gode, og Danida skal have ros for at tænke nyt, for vi mangler i den grad initiativer, der kan skabe debat om bistanden.

Hvordan kan mediernes rolle i u-landsoplysningen styrkes?

JØRGEN POULSEN: Globaliseringen har gjort det uendeligt meget lettere at dække ulandsstoffet, og alligevel dækker medierne stadig mest u-landene, når der er krig, katastrofer og jordskælv. Man kan overveje at forpligte medierne gennem public service-kontrakterne, for en ordentlig dækning af u-landsstoffet er nødvendig for at gøre befolkningen i stand til begå sig i verden. Gør man det, skal man sikre, at u-landshistorierne til hver en tid indfrier nyhedskriterierne, for man kan ikke ’kunstigt’ skabe interesse om området.

Foto: Folketinget

Hvordan bør befolkningens billede af u-landsbistanden se ud?

KARSTEN LAURITZEN (V): U-landsoplysningen bør sikre, at befolkningen bakker op om bistanden og i øvrigt har et billede af bistanden, som er i overensstemmelse med virkeligheden. I dag tror 62 pct., at der bliver svindlet med bistanden, og det er forkert. Det er også vigtigt, at u-landsoplysningen er med til at involvere danskerne i udviklingsarbejdet. Som liberal mener jeg, det er et stort problem, hvis folk bare siger ’jeg har betalt 3.000 kroner over skattebilletten, så jeg behøver ikke gøre mere’.

Hvordan skal vægtningen mellem offentlig og privat u-landsoplysning være?

KARSTEN LAURITZEN: Vi foreslår at øge støtten til NGO’ernes oplysningsarbejde med 25 pct. Vi tror, det vil skabe større folkelig forankring af bistanden. Danida er gode til at lave strategier for udviklingsarbejdet og sikre en effektiv bistand, men de projekter, der involverer danskerne bedst, er oftest NGO-projekter, som fx Folkenkirkens Nødhjælps ’Giv en ged’, der fik mange danskere til at tage aktivt del i udviklingsarbejdet.

Hvordan kan mediernes rolle i u-landsoplysningen styrkes?

KARSTEN LAURITZEN: Danske mediers dækning af u-landsstoffet er elendig, selvom jeg dog vil rose Berlingske Tidende for at have sendt en korrespondent til Afrika. Det kan være en idé, at Danida støtter, at aviserne udsender korrespondenter til programsamarbejdslandene i Afrika, og så må det være op til medierne at vurdere, om der er en interessekonflikt. Selv tror jeg, det er et spørgsmål om økonomi mere end interesser. En forpligtelse gennem public service-kontrakterne kan også være et skridt i den rigtige retning. Men medierne skal også selv tage et ansvar, for ellers bliver u-landsstoffet bare lagt på DR2 midt om natten.

Foto: Folketinget

Hvordan bør befolkningens billede af u-landsbistanden se ud?

FRANK AAEN (EL): U-landsoplysningen bør fokusere mere på de vilkår, som fattige lande har i en liberal verden, og på de alt for store krav, som EU og WTO stiller til u-landene. Den danske organisation DanWatch, som har påvist mange negative sider af store virksomheders involvering i u-landene, burde have flere ressourcer, så den kunne tage flere sager op. Det er vigtigt, at komplicerede spørgsmål om EU og WTO oversættes til konkrete historier om fx granit fra Kina eller operationsudstyr fra Pakistan.

Hvordan skal vægtningen mellem offentlig og privat u-landsoplysning være?

FRANK AAEN: NGO’erne bør have flere penge, for det gør u-landsoplysningen mere mangfoldig, men det skal ikke ske på bekostning af den statslige u-landsoplysning. Der er rigeligt råd til begge dele, hvis vi øger bistanden, som vi foreslår. Fagbevægelsen skal også spille en større rolle, ikke kun i u-landsoplysningen, men også i udviklingsarbejdet generelt, for mange af u-landenes problemer skyldes manglen på faglige organisationer og rettigheder for arbejdstagerne.

Hvordan kan mediernes rolle i u-landsoplysningen styrkes?

FRANK AAEN: Det er en god ide at skrive ulandsstoffet ind i public service-kontrakterne, men vi er skeptiske over for idéen om at finansiere danske korrespondenter i u-landene, for det er vigtigt at beskytte mediernes uafhængighed. I stedet kunne man støtte uafhængige bureauer, som kan levere u-landsstof til medierne, eller man kunne udvide pressefunktionen på de danske repræsentationer i udlandet, så de bedre kan assistere medierne.
 

LAD DEM BARE FÅ HYLDEBLOMST

Af Henny Døssing Paudel

I seneste nummer af Udvikling (februar nr. 1, 2009) omtales et projekt, som Danida finansierer i Nepal for virksomheden Søbogaard, specialister i økologisk hyldeblomstsaft.

Projektet, som jeg selv besøgte i januar i år, tager udgangspunkt i 4.000 danske hyldetræer, som Søbogaard i begyndelsen af 2001 for Danida-midler flyver til Nepals hovedstad, Kathmandu. Når den gode danske hyld får denne særlige ’ære’, skyldes det, at de lokale af slagsen ’ikke smager af noget særligt’. De er, ret beset, faktisk ubrugelige til hyldebærsaft! At Nepal har massevis af bær og frugter, som kunne bruges, er åbenbart ikke Søbo gaards sag, og målgruppen – Kathmandus turister og den nepalesiske mellemklasse – ’finder det trendy at købe økologisk’, så de undrer sig nok ikke over, hvordan en Danish Elder Flower bliver til et hyldeblomstprojekt i Nepal.

Det område, hvor Søbogaard for Danidamidler etablerede et ’business-to-business-projekt’, var – og er egentlig stadig – et idyllisk sted med udsigt til Bhaktapur-distriktet, lufthavnen og Kathmandu.

Men i dag betyder dalens trafikerede veje enorme mængder bilos, og i betragtning af, at landområderne uden for dalen skriger på arbejdsmuligheder for lokalbefolkningen, kan man undre sig over den valgte beliggenhed for Søbogaard-projektet.

Det kan også undre, at Søbogaard øjensynligt har købt et stykke jord i tilknytning til projektet.

Kan udlændinge det? Nepaleserne er normalt særdeles restriktive omkring udlændinges køb af jord, og Danida-midler er vel ikke ligefrem til den form for ’udvikling’?

Det er synligt for enhver, der er kommet i Nepal de seneste år, at den hastighed, hvormed dalens landbrugsjord ikke blot er blevet opkøbt, men også bebygget er noget nær mirakuløs (for sælgerne), skræmmende for dem, der kunne ønske sig en anden udvikling i landet, og ufattelig for dem, der måtte betragte landet som et af verdens fattigste.

Det kan Søbogaards hyldeblomstprojekt naturligvis ikke ændre – men alligevel: Hvorfor valgte man netop dette område og ikke et af de mange andre områder i Nepal med billig landbrugsjord og gode flyforbindelser til forbrugermarkederne i Kathmandu? Det kunne da tænkes at bidrage til landets udvikling og dermed til majoritetsbefolkningens håb om forbedrede levevilkår? For var det ikke, hvad de seneste 10-15 års blodige konfrontationer i landet drejede sig om? Danidas daværende PrivatSektor Program (det nuværende B2B-program), har vel andet formål end at skabe gunstige afsætningsmuligheder for danske produkter – eller hvad?

Mit næste spørgsmål er: Hvad med vand? Jeg ved af egen erfaring fra området, at det på forbløffende kort tid er blevet ’beplantet’ med tusindvis af huse, store som små, alle med el-, kloak- og vandproblemer. Hvordan vil Søbogaard klare de udfordringer, for jorden omkring deres projekt-landsby er allerede til salg?

Artiklen i Udvikling slutter med et forslag: Tag lidt af de nepalesiske økologiske idealer med hjem i kufferten! Det er lidt uklart, hvilke idealer der tænkes på, så når Søbogaard-projektets leder citeres for udtalelsen om, at der er ”barrierer mellem dansk og nepalesisk tænkning”, fristes man til at konkludere: Ja, måske, eller også erkender nepaleserne deres virkelighed. Men lad dem da bare få hyldeblomstsaft – det skader vel ikke?

Henny Døssing Paudel er MA i Education & Linguistics og har siden 1981 arbejdet med især fremmedsprogsundervisning i Nepal. Desuden har hun i en årrække virket som rådgiver for gruppen The Dhankuta Sisters’ Handicrafts.

Læs Henny Døssing Paudels indlæg i dets fulde længde på http://www.udvikling.dk

Hyldeblomst ligner en harmløs plante. Men den giver anledning til debat, efter at Udvikling i seneste nummer beskrev, hvordan virksomheden Søbogaard havde fløjet dansk hyld til Nepal for Danida-penge.
Foto: Lars Havn Eriksen/Scanpix.
 

Søbogaard svarer:
’VI FLYVER IKKE HYLD RUNDT I NEPAL’

Af Poul Hansen

I februar får vi en venlig henvendelse fra Henny Døssing Paudel. Vores manager i Nepal, Heidi Andersen, besvarer henvendelsen og inviterer Henny Døssing Paudel på et besøg. Dette har hun endnu ikke ønsket.

Søbogaard har fra starten ønsket stor åbenhed om vores arbejde. Det er faktisk en del af vores projekt. Alle skal være velkomne. Der er mulighed for at bo og besøge de steder, vi arbejder. Under et besøg vil det kunne opklares, at der ikke er brugt Danida-midler til køb og leje af jord. Disse udgifter afholdes af Søbogaard gennem vores nepalesiske firma.

At vores tilstedeværelse i Nepal udsprang af et ønske om at udnytte lokal frugt og bær.

At der på Gamcha-farmen laves forsøg med dyrkning og forarbejdning.

At vi samarbejder med en ret afsides liggende dal om et stort økologisk projekt. Certificering, bæredygtig turisme m.m. Her har Søbogaard Nepal købt en ejendom af en enke, der ønsker, at stedet skal indgå i et projekt, der er til gavn for dalens beboere. Planen er sammen med beboere og Kathmandu University at etablere en form for landbrugsskole og forsøgssted. Senere overdrages stedet til en styrelse under dalen.

At vi planlægger etablering af et joint venture selskab med vores nepalesiske partner til produktion af is, saft og marmelade.

At der de steder, vi foreløbigt har plantet hyld mv., er masser af vand.

At vi ikke har planer om at flyve hyld eller andre råvarer rundt i Nepal.

Søbogaard har nu i 15 år arbejdet med økologi, og vi er stolte over, hvad vi har opnået. Dette gælder ikke mindst vores arbejde i Nepal, hvor vores manager Heidi Andersen fortjener ros.

Hjertelig velkommen på Gamcha Organic Farm.

Poul Hansen er ejer af Søbogaard.