TEMA: KLIMA

En klima-løsning for savannen? Her kunstvanding i Kenya. Foto: Karsten Bidstrup/Polfoto.
 

U-LANDENES FREMTID AFGØRES PÅ AMAGER

Der er mange interesser på spil, når der til december ringes ind til det 15. klimatopmøde – COP15. For u-landene gælder det i høj grad om at forhandle sig til midler, der kan hjælpe dem i kampen mod klimaforandringer.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

Hvor stor skal den samlede CO₂-reduktion være? Og hvor meget skal det enkelte land bidrage med? Det er nogle af de kernepunkter, som en ny klimaaftale skal indeholde.

Aftalen, der skal gælde for perioden efter Kyoto-protokollens ophør i 2012, skal underskrives ved COP15-konferencen til december. Her lægger Bella Center på Amager i København lokaler til klimatopmødet, der skal samle verden – og dermed meget forskellige interesser.

På den ene side af forhandlingsbordet sidder de vestlige, ressourcestærke lande tungt. Og her vil en underskrift for mange landes vedkommende kræve, at de kan se den økonomiske fordel ved at omlægge til mere miljøvenlig produktion.

Over for dem sidder u-landene, der står for den absolut mindste andel af udledte drivhusgasser, men alligevel betaler den højeste pris for klimaforandringerne.

Mens de rige industrilande har kapacitet til at beskytte sig mod oversvømmelser ved at bygge store, avancerede sluse- og dæmningssystemer, forårsager selvsamme fænomen ødelagte afgrøder og sult i den fattigste del af verden. Her findes ikke samme ressourcer til at forberede sig på eller afværge konsekvenserne af en naturkatastrofe. Og når det mere ekstreme vejr endelig rammer, har u-landene heller ikke mulighed for at igangsætte samme redningsaktioner som i den vestlige del af verden.

Det skaber et stigende behov for at tilpasse sig på flere fronter. For eksempel skal afgrøderne på grund af det stigende antal oversvømmelser i fremtiden kunne tåle mere salt eller på grund af ekstrem tørke være mere hårdføre. Samtidig vil nye typer sygdomme med stor sandsynlighed opstå, ligesom allerede kendte sygdomme, som for eksempel malaria, vil brede sig til andre områder end tidligere.

Hvis ikke der indgås en klimaaftale ved COP15, vil flere landes eksistensgrundlag stortset forsvinde. Nogle på grund af stigende vandstand og oversvømmelser, andre fordi tørke ikke tillader, at der dyrkes afgrøder. For u-landene er det derfor altafgørende, at der kommer en aftale i stand, som giver dem en finansiel støtte, der står mål med de udfordringer, klimaændringerne stiller dem overfor.

Reduktion versus tilpasning

Ressourcemæssigt er gruppen af u-lande meget forskellig. Som de største og mest ressourcestærke lande står Kina, Indien og Brasilien. Mens de fattigste og mest sårbare lande tæller Burma og Niger, der har meget begrænsede ressourcer og kapacitet til at dæmme op for klimaforandringerne.

På grund af disse indbyrdes forskelle i gruppen af u-lande er der også stor forskel på, hvilke krav i-landene vil stille til dem i forhold til reduktionsindsatsen. Eksempelvis vil det sandsynligvis blive krævet, at Kina og Mexico indgår mere vidtgående forpligtelser end de små og fattigste lande.

Finansieringen er det afgørende

I u-landenes øjne kan der dog ikke indgås en aftale, der udelukkende handler om reduktion af deres CO₂-udslip. Generelt kommer de med en forventning om, at Vesten påtager sig et ansvar for den velstand, de har akkumuleret via en enorm udledning af skadelige stoffer. De vil med andre ord kræve at få tilført nogle midler til at kunne håndtere klimaforandringerne.

Økonomisk støtte til tilpasning og ny miljøvenlig teknologi er derfor en forudsætning for, at u-landene vil påtage sig forpligtigelser, som skal begrænse CO₂-udslippet i stærkt voksende økonomier, som for eksempel Kina.

Sat på spidsen kan man sige, at de rige lande skal påtage sig forpligtelser i form af reduktion, mens de fattigste u-lande skal have hjælp til tilpasning og udvikling af bæredygtige strategier for på sigt at kunne bidrage til reduktion.

Det står derfor klart, at hvis parterne skal nå til enighed om en aftale på det kommende klimatopmøde, så skal der penge på bordet. En aftale kræver med andre ord, at parterne kan blive enige om, hvor mange penge særligt de rige lande skal bidrage med, hvor pengene skal komme fra, og hvordan de mere præcist skal fordeles.

Hele dette finansieringsspørgsmål vil sandsynligvis fylde en del ved forhandlingerne, og allerede nu er der flere modeller i tale. Eksempelvis kan finansieringen komme fra afgifter på fly- og tung skibstrafik, gennem skatter på udledning af drivhusgasser eller via udviklingsbistanden. Sidstnævnte er u-landene dog som udgangspunkt imod. De er bekymrede for, at klimaindsatsen skal betales af midler, der ellers ville være blevet brugt til fattigdomsbekæmpelse, og efterspørger derfor nye og alternative finansieringskanaler.

Da Kyoto-protokollen blev underskrevet i 1997, var ikke mange villige til at påtage sig egentlige forpligtelser, og den blev derfor kritiseret for sin svage gennemslagskraft. I dag er der sket et skift. En ny amerikansk administration, en øget kinesisk interesse og mere viden om klimaforandringernes konsekvenser er med til at skabe en stigende åbenhed for at handle.

Samtidig er også u-landene blevet mere synlige i debatten, og det er med til at sætte pres på parterne for at opnå brugbare resultater. Selvom gruppen af u-lande er en broget skare, står de sammen i forhandlingerne – og derfor kommer der heller ikke en ny klima-aftale i stand uden disse lande om bord.

Det, der skal bære aftalen igennem, er en fælles forståelse af, at klimaforandringerne er en global udfordring – det vil sige et fælles problem – der kræver en fælles løsning.

Du kan læse mere om Indiens forhandlingsposition på næste side.

VERDEN HAR BRUG FOR HANDLEKRAFT

Af udviklingsminister Ulla Tørnæs

NU KNAP NI MÅNEDER FØR Danmark skal være værtsland for det store internationale FN-klimatopmøde, er der behov for, at vi alle fokuserer på bekæmpelse af klimaforandringerne og er parate til at udvise den nødvendige handlekraft.

I et udviklingspolitisk perspektiv er det vigtigt at understrege, at klimaforandringer vil have en direkte negativ indflydelse på andre globale udfordringer som fattigdom, fødevaresikkerhed og den globale økonomiske krise. Der er derfor en direkte sammenhæng mellem klimaforandringerne og den internationale udviklingspolitiske dagsorden.

Fra dansk side retter vi vores udviklingspolitiske indsatser mod især fem områder, der alle er helt fundamentale for en ny ambitiøs klimaaftale under COP15. Det drejer sig om: Klimatilpasning, kvinder og ligestil ling, skove, Afrika og finansiering til udviklingslandenes klimaindsatser:

1. Klimatilpasning er essentielt for de fattigste udviklingslande og står derfor højt på udviklingslandenes dagsorden. Det er dem, der ramems hårdest af forandringerne. Det går især ud over mulighederne for at skaffe vand, og høstudbyttet vil blive drastisk reduceret. Jeg har derfor med fokus på disse centrale områder i samarbejde med vore partnere i Syd lanceret en international dialog om klimatilpasning (se artikel på side 4, red.). Jeg opfordrer alle læsere til at bidrage til dialogen på http://www.landwaterdialogue.um.dk

2. Kvinder og ligestilling står højt på den danske udviklingspolitiske dagsorden, ikke mindst når det gælder klimaforandringer. Ulige forhold mellem kvinder og mænd i relation til klimaforandringerne må derfor indgå som et element i en ny klimaaftale.

3. Skove og forvaltning af skove er af afgørende betydning for ikke mindst de fattigste befolkningsgrupper og oprindelige folk og indtager en central placering i klimaforhandlingerne. Ifølge FN’s Klimapanel bidrager fældning og reduktion af de tropiske skove til en femtedel af den globale udledning af CO₂. Derfor støtter Danmark flere internationale initiativer, der sikrer en fattigdomsorienteret forvaltning af verdens tropiske skovområder.

4. Afrika er et af de kontinenter, der er mest udsatte og sårbare over for klimaforandringer. Afrika har et svagt klimaberedskab og mangler økonomiske ressourcer til at sikre landenes befolkninger mod klimaforandringerne. Klimaforandringer er altså ikke blot et klimaproblem – men en konkret trussel mod udvikling og vækst i Afrika.

5. Finansiering indgår som en central del af en ny klimaaftale. En af de helt store knaster i forhandlingerne er at nå til enighed om et finansieringsregime. Vore bestræbelser går på at sikre yderligere overførsler til udviklingslandene på en måde, der er effektiv og fair.

Klimaforandringer rummer også muligheder – nye investeringsmuligheder, nye markeder og nye muligheder for at forbedre vores politikker og klimasikre vores fremtidige udvikling. Det, vi har brug for, er handlekraft og konkrete, ambitiøse resultater i København!

INDIENS UUNDVÆRLIGE UNDERSKRIFT

Også inderne kan lide at shoppe. Selvom hver inder udleder otte gange mindre end en dansker, er landet alligevel verdens tredjestørste udleder af CO₂. Her indkøbscenter i Malad, Mumbai. Foto: Scanpix/Still Pictures.

Fattigt udviklingsland, global sværvægter med storpolitiske ambitioner – og verdens tredjestørste udleder af CO₂. Indien spidser blyanten op til COP15 i København, men erkender egen interesse i at få en ambitiøs aftale i hus.

Af Line Wolf Nielsen, New Delhi

Vejen til en klimaaftale i København løber går gennem den indiske hovedstad New Delhi.

Det stigende energiforbrug, der er fulgt med landets økonomiske vækst, har bragt Indien i fokus i de internationale klimaforhandlinger.

For selv om en enkelt inder årligt udleder 1,2 tons CO₂ – og en dansker udleder 9,8 tons eller otte gange så meget, så betyder Indiens størrelse, at landet alligevel havner på en tredjeplads – efter USA og Kina – når det gøres op, hvilke lande der udleder mest. En højere placering er sandsynlig frem mod 2050, og en global aftale om CO₂-reduktion uden de 1,2 milliarder indere vil derfor ikke give mening.

Traditionelt har Indien afvist et bindende mål om reduktion i CO₂-udledninger. De indiske forhandlere henviser til, at landet fortsat har en meget stor befolkning under fattigdomsgrænsen, som ikke har adgang til elektricitet, og at behovet for økonomisk vækst og udvikling har politisk topprioritet. På den anden side har Indien også storpolitiske ambitioner og vil gerne opfattes som en stormagt, der bidrager konstruktivt til klimaudfordringerne.

FN’s Klimapanel har beregnet, at en stigning i temperaturen på to grader betyder et fald i det indiske bruttonationalprodukt på fem pct. Dobbelt så meget som for EU.

Adgang til nye teknologier

Ifølge klimaminister Connie Hedegaard, der besøgte New Delhi i februar, har Indien da også erkendt, at landet har en egen interesse i at få en ambitiøs aftale.

– Tidligere var meldingen, at ’klimaproblemerne må de rige lande løse, for vi har ikke råd.’ Faktum er, at inderne ikke har råd til at lade være – og det ved man. For selv om Indien godt ved, de ikke selv skal levere de største reduktioner, så har de en interesse i at få andre til at levere og i at tilpasse sig klimaforandringerne og sikre en mere bæredygtig udvikling, siger Connie Hedegaard og tilføjer:

– Uden en god international aftale ved de godt, at regningen ikke mindst havner hos dem selv.

– Indien er først og fremmest optaget af, at de industrialiserede lande må levere substantielle reduktioner, når det gælder CO₂.

– På kort formel siger Indien nu: ’kære venner i de rige lande; vis hvad I duer til. Kom med nogle reduktionsmål og kom også med finansiering til, at vi kan tilpasse os det ændrede klima. Når det ligger på bordet, tales vi ved igen,’ siger Connie Hedegaard, og tilføjer:

– For Indien er det også vigtigt at sikre adgang til nye teknologier, der kan fremme en bæredygtig udvikling. Argumentet er: ’Vi har en enorm vækst, og det er dumt – for hele verden – hvis det sker med gammel, forurenende teknologi.’

På trods af den indiske modvilje mod at påtage sig et bindende mål internationalt, så er klimapolitik kommet højere op på den nationale dagsorden og regeringen lancerede i sommeren 2008 sin første klimahandlingsplan, som dog endnu ikke er blevet implementeret.

Ingen regner dog med, at klima kan konkurrere med temaer som terror og økonomisk krise, når der afholdes parlamentsvalg til april.

Det danske Klima- og Energiministerium har udsendt særlige klima-attacheer til fem nøglelande. Indien er et af dem.

Line Wolf Nielsen er freelancejournalist bosat i New Delhi, Indien.

EN STEMME VED FORHANDLINGSBORDET

Foto: um.dk

I u-landene er behovet for tilpasning til klimaforandringerne enormt. Nyt dansk initiativ skal involvere verdens fattigste i forhandlingerne og sikre dem et aftryk på den klimaaftale, der skal underskrives i København.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

Stigende temperaturer og lange perioder med tørke. Oversvømmelser og voldsomme jordskred. De ekstreme vejrfænomener påvirker alle sektorer i udviklingslandene og rammer dermed verdens fattigste hårdt. Behovet for at dæmme op for de mange negative konsekvenser bliver derfor også kun mere påtrængende.

Men klimaudfordringen kan ikke løses af et enkelt land eller en enkelt region alene. Et dansk initiativ – Dialogue on Land and Water Management for Climate Change Adaptation – skal derfor være med til at samle en bred vifte af praktikere og eksperter fra u-landene og donorlande samt internationale organisationer og NGO’er, der kan udveksle erfaringer på klimatilpasningsområdet.

Via en række konferencer og workshops rundt om i verden skal disse aktører mødes for at diskutere udfordringer såvel som løsninger på klimaforandringerne. Formålet er at skabe en bedre forståelse af, hvordan klimaforandringer påvirker verdens fattigste. Men også at blive enige om fem til seks vejledende principper om klimatilpasning i u-landene, som kan indgå i forhandlingerne op til klimatopmødet i København og på sigt blive en del af de mere langsigtede udviklingsstrategier.

– Udviklingsbistand og klima hænger sammen, og det skal afspejles ved COP15, siger fuldmægtig Dorte Neimann fra Udenrigsministeriets kontor for miljø og bæredygtighed, som er koordinator for klimadialogen.

Land og vand er omdrejningspunkt

Dialogprocessen blev sat i gang af udviklingsminister Ulla Tørnæs i København den 13. november sidste år, hvor åbningskonferencen blev afholdt. Og som navnet på initiativet antyder, er land og vand i dialogens fokus.

Baggrunden for initiativet er, at FN’s Klimapanel (IPCC) har fastslået, at land og vand er de områder, der er mest berørt af klimaforandringerne. Land og vand er samtidig kernen i livsgrundlaget for de mest udsatte befolkningsgrupper.

– Land og vand er en vigtig del af livsgrundlaget i alle lande. Men især i udviklingslandene, hvor befolkningen primært lever af landbrug, lider man under de konsekvenser, klimaforandringerne har på jorden og vandforsyningen, siger Dorte Neimann.

Mens problemet nogle steder er for meget vand, er det andre steder for lidt. I Afrika, hvor langt størstedelen af den fattige befolkning bor på landet og lever af landbrug, er manglen på vand en trussel mod deres eksistensgrundlag. I Bangladesh og Vietnam er problemet voldsomme oversvømmelser. Det stiller særlige krav til afgrøderne, men er også med til at ødelægge infrastrukturen, som i forvejen er sparsom.

– I begge regioner rammes fødevareproduktionen hårdt. Enten som følge af tørke og udpint jord eller naturkatastrofer som orkaner og oversvømmelser. Dialogen skal derfor også være med til at sætte fokus på behovet for at tænke land og vand sammen og få eksperter inden for de to områder til at samarbejde mere, siger Dorte Neimann og tilføjer:

– Samtidig er det vigtigt, at befolkningen får nogle helt konkrete redskaber til, hvordan de kan håndtere klimaforandringerne i hverdagen. Det kan erfaringsudvekslingen forhåbentlig hjælpe med.

Dialogen fortsætter på internettet

Mellem og efter de planlagte konferencer og workshops fortsætter dialogen på nettet. Her har den sin egen hjemmeside, hvor personer fra hele verden kan blande sig i debatten.

– Hjemmesiden er med til at sikre, at vi også når ud til en stor del af dem, som ikke har adgang til de regionale workshops og konferencerne. Her har de mulighed for at kommentere på det, der er kommet ud af møderne, fortæller Dorte Neimann.

Selv om Danmark er initiativtager til hjemmesiden, er målgruppen global, og der er brugere fra flere verdensdele. En af dem er ph.d.-forsker Habtamu Admassu, der arbejder for Ethiopian Institute of Agricultural Research:

– Jeg deltager i debatten, fordi jeg føler et ansvar. Men også fordi jeg ønsker at bidrage til de fem vejledende principper for tilpasning til klimaforandringerne, siger Habtamu Admassu og tilføjer:

– Hvis bare ideerne, der udspringer af dialogprocessen, bliver givet videre i tide, tror jeg på, at de kan være med til at synliggøre udviklingslandenes behov ved forhandlingerne op til klimatopmødet.

For befolkningen i Etiopien står klimaforandringerne ikke til diskussion. Her er de i den grad en realitet. Og at folk som Habtamu Admassu – der ser, hvordan udtørrede floder og ødelagt høst fratager folk deres levegrundlag – deltager i dialogen, er netop også målet med indsatsen.

Workshops i Vietnam og Mali

– Klimadialogen er ikke en dansk proces – vi skaber rammerne for processen og finansierer den. Hvis udviklingslandene virkelig vil sætte et markant aftryk på den endelige klimaaftale, er det vigtigt, at de selv kommer langt frem på banen, og at andre lande støtter op, pointerer Dorte Neimann.

For at få belyst så mange af klimaforandringerne som muligt, er der arrangeret regionale workshops i både Hanoi og Bamako. På den sidste konference, som afholdes i Nairobi den 16.-17. april, samles de mange ideer og erfaringer, som er kommet frem under processen. Håbet er, at de kan danne grundlag for vedtagelsen af nogle principper, som kan være med til at sætte et aftryk i den endelige klimaaftale og på sigt være med til at klimasikre bistanden.

Du kan læse mere på
http://www.landwaterdialogue.um.dk

KLÆDT PÅ TIL KLIMA-JOURNALISTIK

Få mediefolk i syd har den viden, det kræver at dække COP15. Derfor inviterer Udenrigsministeriet nu journalister fra syd på workshops om klimaforandringer.

Af Mads Mariegaard

Vil man vide, hvordan klimaforandringer påvirker et landskab, kan man besøge fossil-parken ved Sydafrikas vestkyst. Ud over en forstenet sabeltandstiger og en hest med tre tæer kan man her se, hvordan området, der engang var fugtigt og frodigt, nu er plaget af tørke.

Det var, hvad en gruppe afrikanske journalister gjorde i slutningen af februar under en workshop arrangeret af Danmarks ambassade i Sydafrika. Workshoppen var en af flere, som Udenrigsministeriet finansierer i anledning af COP15, heraf nogle i FN-regi.

Alt det bag kulissen

De fleste journalister i u-landene mangler den viden, der er nødvendig for at dække klimastoffet vedholdende og i dybden. Da ulandene bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, er der brug for, at landenes egne medier bliver bedre til at formidle konsekvenserne til befolkningen.

På workshoppen i Sydafrika deltog omtrent 20 journalister fra alle dele af kontinentet, valgt ud af Danmarks ambassade i landet. Deltagerne blev eksponeret for både videnskabelige og politiske aspekter af klimaforandringerne, sidstnævnte via oplæg af klimaminister Connie Hedegaards chefforhandler, Thomas Becker.

– Workshoppen var fremragende, og det var især interessant at høre indefra, hvordan forhandlingsprocessen foregår, siger Yolandi Groenewald, miljøjournalist på det sydafrikanske dagblad Mail & Guardian.

Forberedelse nødvendig

Hovedparten af oplægsholderne var sydafrikanske journalister og akademikere. De underviste blandt andet i, hvordan man dækker et klimatopmøde som COP15. Og det er særdeles nødvendigt, mener en af oplægsholderne, George Claassen, formand for den sydafrikanske sammenslutning af videnskabsjournalister.

– Mit indtryk var, at mange af de afrikanske journalister ikke havde læst nok om klimaforandringer. Adskillige oplægsholdere lagde vægt på, at de er nødt til at være meget velforberedte, før de tager til COP15, siger George Claassen.

KLIMA-KURSUS FOR INDIENS UNGE – PÅ MOBILOS

Vejen til større bevidsthed om klimaforandringer går gennem Indiens pc-skærme og mobiltelefoner. Direktør for softwarevirksomheden ZMQ, Subhi Quraishi (th.) har produceret mobilspillet Copenhagen Challenge i samarbejde med den danske ambassade. I baggrunden er det ambassadør Ole Lønsmann Poulsen, der også lærer nyt om mobilspillets muligheder.

Copenhagen Challenge er navnet på et nyt ’udviklingsspil’, der skal mobilisere Indiens mange mobil-brugere på klimaområdet.

Tekst og foto: Poul Bonke Justesen, New Delhi

For et årti siden kunne det kræve flere års kamp at få fast telefon i Indien. I dag tager det fem minutter at købe en mobil og et SIM-kort i en provinsby, og så kan man ringe til de billigste takster i verden.

Og det gør mange. I 2008 kom der mellem otte og ti millioner nye abonnenter til om måneden, hvilket gør Indien til verdens hurtigst voksende marked for mobiltelefoni.

Mange i storbyernes middelklasse har i flere år haft mobilen som fast lommeinventar, og nu begynder telemasterne også at skyde op i de fattige landdistrikter. Mobilrevolutionen skaber helt nye muligheder for at kommunikere i det folkerige land.

Mobilen bygger bro over videnskløft

Indiens mobilnetværk tages nu også i brug af Danmark, der som værtsland for klimatopmødet COP15 i slutningen af året arbejder hårdt på at få nøglelandet Indien med i en global klimaaftale, der skal nedbringe det globale CO₂-udslip. Da klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) var til New Delhis toneangivende klimakonference i februar, hvor COP15 var på dagsordenen, besøgte hun også en skole for at lancere og teste et mobil- og pc-spil, der skal bruges i kampen for det gode klima.

Copenhagen Challenge, som spillet hedder, skal mobilisere klimabevidsthed hos især Indiens unge. Det sendes i første omgang ud til knap 70 millioner potentielle brugere, der kan downloade det gratis hos et af Indiens største teleselskaber. Spillet vil også blive fordelt på 10.000 gratis cd-rom’er til skoler over hele Indien.

Udenrigsministeriet har betalt de 100.000 kr., det har kostet at udvikle Copenhagen Challenge. Det er sket i samarbejde mellem ambassaden i New Delhi og den indiske softwarevirksomhed ZMQ, der har specialiseret sig i e-learning og edutainment – altså ’udviklingsspil’, som underholder og uddanner især ressourcesvage befolkningsgrupper om alt fra hiv/aids og malaria til Gandhis ikkevolds filosofi og nu også klimaforandringer. Særligt i Indien har mobiltelefonen stort potentiale som et medie, der kan skabe social forandring, mener direktøren for ZMQ.

– I mange år har der ikke alene været en dyb økonomisk og social kløft mellem de store byer og de fattige landområder. Der har også været en stor videnskløft, hvilket blandt andet skyldes, at der ikke har været kommunikationsveje ud til de fattigste. Nu kan selv ret fattige mennesker også få mobil telefon, og det giver muligheder for at påvirke udviklingen i en rigtig retning, siger Subhi Quraishi.

Simple budskaber – stor betydning

I 2008 vandt virksomheden UNDP’s særpris for arbejdet med at nå FN’s 2015 Mål. Prisen var blandt andet en anerkendelse af ZMQ’s spil om hiv/aids til 29 millioner mennesker i Afrika og Asien. En af spilvarianterne i Indien var Safety Cricket, der oplyste om, hvor vigtigt det er at have sikkerheden i orden – på cricketbanen og i soveværelset. Det var et hit i det cricket-tossede Indien.

– Simple budskaber kan få stor betydning, hvis de kommunikeres rigtigt. Det fungerer ikke godt at kæmpe oplysning igennem, så vi forsøger at skabe sjove spil, der samtidig giver brugeren lyst til at undersøge noget nyt, siger Subhi Quraishi.

Den danske ambassade i New Delhi, som tog initiativet til projektet, er godt tilfreds med resultatet.

– Vi har fået henvendelser fra lande som Bolivia, Japan, Vietnam og Danmark med forespørgsler om oversættelser af spillet. Det ser vi som et tegn på, at der er brug for at tænke klimainformation på en ny måde, siger Dorte Vizard, som er 1. ambassadesekretær. Det er også simple løsninger, som Copenhagen Challenge skal give til de unge indere. I et land, hvor middelklassen vokser i høj hast, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis ikke den økonomiske vækst baserer sig på grønne teknologier og omtanke hos borgerne. Og omvendt kan klimaet forbedres markant, når flere hundreder millioner mennesker foretager små vaneændringer i hverdagen.

En af testpiloterne på spillet, 14-årige Harshit Juneja, fortæller, at han desværre ikke kom særlig langt i første forsøg. Men det var sjovt, og han blev lidt klogere.

– Det er bedre, hvis jeg bruger poser lavet af jute frem for plasticposer. De kan nemlig bruges flere gange, så miljøet ikke bliver forurenet af for meget plastic, siger han.

Det lavpraktiske råd om poser kan få stor indflydelse. På en almindelig dag i Delhi åbnes en million nye plasticposer, og her har regeringen nu – som Harshit Juneja – også tænkt sig om og taget handling. Nu er man ved at implementere et butiksforbud mod udlevering plasticposer. Overtrædelser kan give alt fra en bøde til fem års fængsel!

Hvis den type handlekraft bliver normen for forhandlingerne om mindre CO2-udslip, bliver der gode muligheder for at nå i mål i København.

Poul Bonke Justesen er freelancejournalist i Indien.
 

DER FINDES INGEN KLIMAFLYGTNINGE – MEN HER ER DE

26-årige Firoza Bibi bor på øen Ghoramora i Sundarbans – Ganges-flodens delta i det østlige Indien. To gange har vandet gennembrudt det dige, der står mellem stranden og havet og hendes landsby. To gange har hun og hendes familie mistet alt på grund af oversvømmelser. Foto: Sumit Dayal.

En sjettedel hektar land. Og et blåt stykke plastic, når huset er væk. Det er kompensationen til hver familie, som har mistet deres jord ved Den bengalske Bugt. Her sætter klimaforandringer på kontant vis ny dagsorden for millioner af mennesker.

Af Line Wolf Nielsen

Bølgerne slikker dovent på den store nøgne strand, mens krabberne myldrer op og ned af deres huller i det lune sand og de slanke palmetræer svajer blidt i den varme brise. Et postkort fra et tropisk paradis? Nej. Selve stranden er skændet af de mange sandkasseudgravninger, hvor lokale har hentet fyld til sandsække og forstærket det bagvedliggende dige

Sundarbans-området i Den bengalske Bugt er ikke noget tropisk paradis. Det er en af fronterne, hvor klimaforandringer møder mennesker, og hvor man ikke skal længere end lige om på den anden side af det gennembrudte dige, før man kan se, hvad smeltende gletsjere, voldsommere storme og stigende vandstand betyder for befolkningen langs kysten i Den bengalske Bugt.

“Når først saltvandet er kommet, er det svært at opdyrke nyt land. Jeg ved ikke, hvorfor vandet bliver ved med at stige, men jeg ved, at det ødelægger vores diger.”
Firoza Bibi, 26, beboer på øen Ghoramora, Sundarbans, Indien.

Diget brudt igennem

Firoza Bibi har aldrig hørt om klimaforandringer og CO₂-udledning. Hun er 26 år gammel og bor på øen Ghoramora i Sundarbans – Ganges-flodens delta i det østlige Indien. Men hun mærker konsekvenserne. For anden gang siden hun blev gift for 12 år siden, har vandet gennembrudt det dige, der står som en beskyttende mur mellem stranden og havet og hendes landsby. For anden gang har hun og hendes mand og deres syvårige søn mistet alt på grund af oversvømmelser.

Når Firoza Bibi står på toppen af, hvad der endnu er tilbage af det bristede dige, kan hun kigge ud over havet og se, at der i dag ikke er andet end vand og vand og vand, dér hvor hendes og 25 andre familiers huse plejede at være. Den jord, de har skøde på, ligger nu ude i havet. Derfor er alle på nær fire familier flyttet til hovedøen Sagar.

– Vi havde kokospalmer, grøntsagshave og et liv med drømme og fremtidsplaner. Så forsvandt det første hus. Vi prøvede at plante nye træer rundt om det næste hus også, men når først saltvandet er kommet, er det svært at opdyrke nyt. Jeg ved ikke, hvorfor vandet bliver ved med at stige, men jeg ved, at det ødelægger vores diger, fortæller Firoza Bibi

Familien bor nu lige bag det genopførte dige. Huset er bygget af bambus og ler. Taget lavet af en blå taupaulin presenning – den eneste nødhjælp familien fik, da de deres gamle hus forsvandt. Foran huset er kun få kvadratmeter – nok til lidt kyllinger under en flettet kurv. Pladsen på øen bliver mere og mere trang, arealet er halveret over de sidste 30 år, og havet kun 100 meter og et dige væk.

Nedbrydningen af øerne i Sundarbans skyldes ikke alene global opvarmning. Øer er altid forsvundet og nye kommet til i dette enorme deltaområde, hvor der dagligt kan være flere meters forskel mellem høj- og lavvande. Alligevel er Firoza Bibi og resten af hendes landsby et eksempel på nutidens og fremtidens klimaflygtninge.

Hvad nu? I Indien og Nepal blev mere end tre millioner mennesker påvirket, da Koshi-floden i august 2008 brød gennem et svagt dige og skyllede ind over store beboede områder. Eksperter diskuterer om det skyldtes klimaforandringer eller menneskelig svigt. Folkene på billedet er fra Partarghat i Madhepura-distriktet i Bihar. De står for enden af en vej, der er forsvundet på grund af vandet.

Efterlyser støtte til klimaflygtninge

Sundarbans er på FN-organisationen UNESCO’s liste over bevaringsværdige steder, men satellitbilleder fra de seneste to årtier viser, hvordan vandstanden i Sundarbans er steget med et årligt gennemsnit på 3,14 centimeter – meget mere end det globale gennemsnit på to millimeter. Det går endnu stærkere i den del af Sundarbans, som ligger i Bangladesh, for her ligger deltaet endnu lavere.

Resultatet er håndgribeligt: De seneste tyve år er fire øer sunket i havet, og mere end 6.000 familier er blevet hjemløse. To andre øer – Mousuni og Ghoramara, hvor Firoza Bibi og hendes familie stadig bor – synker hastigt.

Sagar, den største ø i Sundarbans-deltaet, har mistet 30 kvadratkilometer land, og om ti år vil yderligere 15 procent af øernes beboelige områder være væk, spår professor Sugato

 Hazara, der er oceanograf og tilknyttet Jadhavpur Universitet i Kolkatta. På en bænk midt på den travle universitetsområde fortæller han om Sundarbans-området, der i mere end tyve år har haft hans særlige interesse.

– Øerne forsvinder fra kortet – 82 kvadratkilometer land er sunket i havet de seneste tre årtier – og de 4,5 millioner mennesker i området er kun beskyttet af to meter høje diger, der ikke bliver ordentligt vedligeholdt, siger Sugato Hazara.

Professoren vurderer, at 70.000 mennesker af de 4,1 millioner, der bor på den indiske side af området, vil blive hjemløse i løbet af de næste ti år. Han efterlyser international støtte til de fordrevne, som han kalder ’klima-flygtninge’.

’Klimaflygtning’ er en status, som ikke findes officielt. De indiske myndigheder har alligevel systematisk tilbudt jord til de familier, der af sig selv søger væk fra de mest udsatte kystområder.

Subhas Chandra Acharya fra Sunderbans’ udviklingsråd forklarer, at man for cirka ti år siden startede med at give knap en hektar land til hver familie, der måtte flyttes. Men der er mindre og mindre jord at give af, og i dag får en familie under en sjettedel hektar. Og et blåt stykke plastic, når huset er styret sammen.

Fordrevne øboere mener, kompensationen er helt utilstrækkelig. Sæsonbetonet migrant-arbejde er meget udbredt blandt de familier, der er blevet omplantet til hovedøen Sagar fra andre synkende øer i Sundarbans.

Den indiske afdeling af Verdensnaturfonden arbejder i Sundarbans og hjælper lokale med at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne.

– Befolkningens liv er i fare, fordi deres land forsvinder, og jorden bliver ufrugtbar. Flere og flere bliver gjort til flygtninge i deres eget land og tvinges til at gå fra jordbrug til fiskeri. Og når en landmand pludselig tvinges til at fiske, så mangler han den nødvendige viden, som nedarves gennem generationer, siger Prakash Rao, projektkoordinator i Verdensnaturfonden.

“’Klimaflygtning’ er en status, som ikke findes officielt.”
Prof. Sugato Hazara.

Det sultne hav

Indbyggere forsøger at klare sig ved at lede efter nye afgrøder, bygge i højden, sikre deres ejendele i vandtætte beholdere og give deres børn en ny viden om, hvordan klimaet vil ændre sig fremover.

Men for mange familier er det allerede for sent at tilpasse sig den stigende vandstand, cyklonerne og oversvømmelserne. Havet vil i de kommende årtier æde sig ind på hytter og marker.

For de tæt beboede øer i den indiske del af Sundarbans er det for mange familiers vedkommende dog allerede for sent med en tilpasning til den stigende vandstand, cyklonerne og oversvømmelserne. Havet vil i de kommende årtier æde sig ind på hytter og marker.

Line Wolf Nielsen er freelance-journalist bosat i New Delhi, Indien.

DANSK BISTAND TILPASSES FREMTIDENS KLIMA

Når fremtidens udviklingsbistand gives, skal der tages højde for det ændrede klima. I Yen Thanh-provinsen i Vietnam har et vand- og sanitetsprojekt resulteret i tanke til opsamling af det kostbare regnvand. Foto: Jørgen Schytte.

Når der i fremtiden gives bistand til Danidas programsamarbejdslande, skal der tages hensyn til klimaet. Et nyt screeningsværktøj skal hjælpe med dette.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

Da orkanen Katrina med stor kraft ramte New Orleans i Louisiana i august 2005, var det under stor mediebevågenhed.

Men selvom klimaforandringerne får mest medieomtale, når de ses i den vestlige verden – sådan som det var tilfældet med Katrina – så er det i udviklingslandene, forandringerne rammer hårdest. Udpint landbrugsjord, udtørrede floder og ødelagt infrastruktur er bare nogle af udfordringerne, som fremtidens bistand skal være med til at løse. Derfor er klimaforandringerne også for alvor blevet en sag for Danida.

Med erkendelsen af at udviklingsbistand og klima er to uadskillelige størrelser, er der opstået et naturligt behov for at vide mere om, hvordan forandringerne påvirker u-landene. I forlængelse af den danske klima- og udviklingsplan fra 2005 besluttede Danida derfor at klimascreene alle Danmarks programsamarbejdslande.

De første tre screeninger blev gennemført i perioden 2005-2006 i Mozambique, Tanzania og Vietnam som pilotprojekter, mens de andre samarbejdslande blev undersøgt i 2007 og 2008. Ved hjælp af prognoser for, hvordan landene vil blive påvirket af klimaforandringerne, er screeningerne med til at vise, hvor landene er ekstra sårbare, og hvordan deres mulighed for at tilpasse sig er.

– At klimasikre bistanden handler derfor ikke om skabe nye programmer. Grundlæggende handler det om at videreudvikle og udnytte de eksisterende ressourcer bedre, forklarer seniorrådgiver Michael Speirs fra Udenrigsministeriets Bistandsfaglige Tjeneste (BFT), som selv har været med til at screene programsamarbejdslandene.

Tilpasning er altafgørende

Mens der i de industrialiserede lande i mange år har været fokus på at reducere CO₂-udledningen, viser screeningerne et stort behov for at tilpasse sig klimaforandringerne i udviklingslandene. I Afrika, hvor klimaforandringerne har ført til ændrede mængder nedbør, er der eksempelvis brug for at udvikle nye typer afgrøder, som er mindre følsomme over for oversvømmelse og tørke.

– Mens vi venter på, at der opnås resultater i forhold til CO₂-udledningen, er vi nødt til at hjælpe u-landene med blandt andet at opbygge diger, udvikle bedre varslingssystemer og udnytte de knappe vandressourcer bedre. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer u-landenes tilpasningsbehov, når vi i Vesten diskuterer miljø og klima, siger Knud Falk, der er rådgiver i katastrofeforebyggelse hos Dansk Røde Kors.

Ikke alle Danidas programsamarbejdslande har selv udarbejdet strategier for tilpasning til klimaforandringerne. Alle screeninger er derfor blevet fulgt op med en Danida-bevilling på ca. fem mio. kr. samt en handlingsplan for, hvordan blandt andet klimatilpasning og katastrofeforebyggelse bedst integreres i de enkelte landes nationale udviklingsstrategier.

– I Bolivias højland ser man med stor bekymring på de forsvindende gletsjere i bjergene og deres virkning på vandforsyningen. Som opfølgning på screeningstudiet er der derfor blevet sat et pilotprojekt i gang sammen med to NGO’er. Dette projekt skal være med til at kortlægge, hvordan befolkningen i landsbyerne kan tilpasse sig de sparsomme vandressourcer og samtidig sikre, at landbrugsproduktionen bliver fastholdt, siger Michael Speirs.

Selvom der i første omgang er blevet lavet screeninger af den allerede eksisterende sektorbistand, er målet at skabe nogle retningslinjer for, hvordan nye programmer bedst sættes i gang. Derfor skal der også udvikles et screeningsværktøj, som kan bruges sammen med de guidelines, der i forvejen benyttes, når et nyt sektorprogram planlægges.

– Ved at bruge dette redskab til at klimascreene nye programmer sikrer vi, at der tages hensyn til klimaet, når fremtidens u-landsbistand bliver givet, pointerer Michael Speirs, som forventer, at det vil være klar til brug i løbet af året.

Rapporterne, der er blevet udarbejdet i forbindelse med klimascreeningerne, kan downloades på http://www.danidadevforum.um.dk

HANDLING INDEN VIETNAM SYNKER I HAVET

De dystre spådomme om en stigende vandstand i Mekong-deltaet betyder store udfordringer for de regionale myndigheder, som har ansvar for at tage højde for klimaændringerne i deres planlægning af fx ny infrastruktur. Her bro over sideflod i Ben Tre provinsen i det sydvietnamesiske Mekong-delta. Foto: Stefan Katic.

Med en bevilling på 200 mio. kr. er Danmark det første land, der støtter Vietnams kamp mod klimaændringerne. Som et af de første u-lande har Vietnam vedtaget en national klimahandlingsplan.

Af Anna Mogensen

Danmark er i al ubemærkethed blevet Vietnams stærkeste allierede i kampen mod klimaændringerne.

I slutningen af 2008 underskrev den danske ambassadør i Vietnam, Peter Lysholt Hansen, sammen med Vietnams minister for naturressourcer og miljø, Pham Khoi Nguyen, en storstilet aftale om 200 mio. kr. i dansk budgetstøtte til Vietnams forebyggelse af og tilpasning til klimaforandringerne. Den danske støtte til vietnamesernes indsats mod klimaforandringerne strækker sig over perioden 2009-2013, og Danmark er dermed den første donor, der bidrager til det nationale klimaprogram, som skal tackle den alarmerende klimaudfordring.

Vietnam er blandt de fem mest udsatte lande i verden, der vil blive hårdest ramt af klimaændringerne, spår FN’s Klimapanel, IPCC. Prognosen er, at havet langs Vietnams kystlinje vil stige med 33 centimeter inden år 2050 og helt op til en meter inden 2100.

Med udsigten til at vandet stiger, vil 20 millioner mennesker blive hjemløse, og 80 pct. af Mekong Deltaet i det sydlige Vietnam vil forsvinde om 40 år, lyder den dystre forudsigelse.

De katastrofale udsigter har for alvor sat klima på den politiske dagsorden i Vietnam. For at dæmme op for konsekvenserne af klimaforandringerne vedtog den vietnamesiske regering ved udgangen af 2008 en køreplan for tilpasning til klimaændringerne, The National Target Program.

Planen fokuserer skarpt på, hvordan vietnameserne bedst tilpasser sig klimaændringerne. Det kan være ved at bygge diger, etablere varslingssystemer og udvikle nye metoder til at rense spildevand; kort sagt initiativer og tiltag, der beskytter befolkningen bedst muligt.

Den danske støtte til tilpasning er dels målrettet den vietnamesiske klimaplan på nationalt niveau, og dels støtter Danmark konkrete klimaaktiviteter i kystprovinserne Ben Tre og Quang Nam, der er specielt sårbare over for klimaforandringerne.

– Vietnams CO₂-forurening er stadig begrænset, så den akutte udfordring lige nu er tilpasning til klimaforandringerne. Her i den første fase gælder det om at identificere konsekvenserne af klimaforandringerne for at kortlægge hvilke tiltag, der er behov for i handlingsplanerne. Ikke mindst skal der søsættes forsknings- og pilotprojekter, for dette er et helt nyt felt, og ærlig talt er der – efter min mening – ikke nogen, der ved, hvordan man handler mest hensigtsmæssigt på klimaudfordringen, siger ambassadør Peter Lysholt Hansen. Han tilføjer:

– På den ene side er der brug for at handle hurtigt. På den anden side må vi gå varsomt frem, for ingen ønsker at sætte projekter i gang, der viser sig at være irrelevante og spildte.

Den danske ambassade i Hanoi har taget initiativ til at etablere en gruppe, der skal koordinere donorernes klimabistand, og sammen med chefen for FN i Vietnam varetager den danske ambassadør formandskabet for gruppen.

“De fattige er mest sårbare over for klimaforandringerne. Det er deres huse der forsvinder, og deres marker der oversvømmes.”
Klima-koordinator Trang Thuy Nguyen, den danske ambassade i Hanoi.

Den dobbelte udfordring

Med overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi og befolkningens benhårde arbejdsdisciplin har Vietnam redet på en bølge af økonomisk vækst siden midten af 1990’erne. Mens vækstkurven er gået op, er antallet af fattige gået imponerende langt ned. Hvor 58 pct. af vietnameserne levede under den officielle fattigdomsgrænse i 1993 faldt tallet til 19 pct. i 2006.

Men Vietnam risikerer at miste grebet om fattigdomsbekæmpelsen – et af de seks 2015 Mål, landet allerede har nået – hvis hensynet til de fattigste ikke flettes ind i planerne for, hvordan befolkningen bedst tilpasser sig klimaforandringerne.
– De fattige er mest sårbare over for klimaforandringerne. Det er deres huse der forsvinder, og deres marker der oversvømmes. Den dobbelte udfordring – tilpasning til klimaændringerne og fattigdomsbekæmpelse – er i den henseende ikke en topstyret proces, men lagt ud til de enkelte provinser, siger Trang Thuy Nguyen, der arbejder med at koordinere klimaaktiviteter på den danske ambassade i Hanoi. Hun uddyber:
– For eksempel er det et centralt punkt i det danske program at støtte kvinderne i provinserne, da det ofte er dem, der er mest udsatte. Vi anbefaler derfor at bygge indsatsen op omkring befolkningens egne erfaringer og at lægge klimainitiativerne ud til de lokale borgere og beslutningstagere i provinserne.

Mere effektiv energi

Med en af verdens laveste CO₂-udledninger pr. indbygger har Vietnam ingen officielle CO₂-grænser eller loft over udledningen af drivhusgasser. I 2004 sendte hver vietnameser 1,1 tons CO₂ ud i atmosfæren. I EU skrev hver enkelt indbygger sig for et udslip på 10,5 tons CO₂.

Af hensyn til den økonomiske vækst har vietnamesiske beslutningstagere derfor sagt, at det er for tidligt at tænke på, hvordan landet kan reducere CO₂-udledningen, og dermed hjælpe til med at begrænse klimaforandringerne.

Men energiforbruget stiger eksplosivt, og luftforureningen i byerne vokser. Vietnam ønsker da heller ikke at stå uden for, mens resten af verden tænker i energieffektivitet og grønne teknologiske løsninger, og Danmark støtter Vietnam i at spare på energien.

Hjælp til at spare energi

Tilbage i 2006 vedtog den vietnamesiske regering en national handlingsplan for at sætte turbo på energieffektive løsninger og reducere energiforbruget i virksomheder, bygninger og i transportsektoren. Inden for den ramme går den danske budgetstøtte hovedsagligt til at uddanne energikonsulenter- og ledere til virksomheder samt systematiske energieftersyn i industrien og på de store kulfyrede kraftværker.

– Vietnamesiske virksomheder mangler viden om mulighederne for at spare energi. Med statsstøtte er prisen på elektricitet sat meget lavt i forhold til det globale marked, og derfor er der ingen incitamenter til at spare på energien, forklarer ambassadør Peter Lysholt Hansen og tilføjer:

– I vores program hjælper vi virksomhederne med at finde frem til, hvor de kan spare energi allerede nu. På den måde vil der være en økonomisk profit for dem at trække på den dag, energipriserne stiger.

Anna Mogensen er freelancejournalist og cand.mag.

Rejsen til Vietnam blev støttet af Danidas Oplysningsbevilling.
 

KOMMENTAR:
’VI MÆRKER OPVARMNINGEN HER OG NU’

En klimaaftale bør tilgodese ulandene, især fordi de stort ikke har været med til at skabe problemet, mener etiopisk NGO-leder og redaktør.

Af Negusu Aklilu

Vi har bidraget til verden med kaffe, men vi har ikke fået meget igen.

Vi har næsten ikke bidraget til den globale opvarmning, men det er os, den rammer hårdest.

Klimaforandringer er virkelige og sker lige nu. Vi kan ikke vente på, at verden diskuterer, hvor meget den skal forpligte sig, eller om global opvarmning skyldes udledningen af drivhusgasser.

’Når to elefanter slås, er det græsset, det går ud over,’ lyder en berømt etiopisk talemåde. Vi mærker opvarmningen her og nu. Nogle af de større, synlige konsekvenser af klimaforandringer i Etiopien er:

• Regnmængden er blevet stadig mere uberegnelig. Under normale omstændigheder, når høsten er god, ved fem millioner etiopere ikke, om de kan skaffe mad nok. I de seneste år er tallet mindst tredoblet.
   
• Afstrømningen af vand i mange floder er mindsket, hvilket har påvirket vandstandene i de damme, der leverer vand til vandkraftværkerne. Derfor er vandkraften, som er landets vigtigste strømkilde, blevet stadig mere upålidelig. Det har skadet både landets økonomiske udvikling og et program, som skal forbedre strømforsyningen i landområderne.
   
• Stigninger i temperaturer har betydet, at malaria er blevet udbredt til højlandsområder, så som Addis Ababa, der aldrig tidligere har oplevet malaria.
   
• Voldsomme regnmængder har i dele af landet forårsaget oversvømmelseskatastrofer, som landet aldrig tidligere har oplevet. Ni af landets 11 regioner blev i 2006 berørt af oversvømmelser, som har krævet hundreder af liv og pådraget tab på millioner af dollars.

Klimaforandringer i Etiopien og resten af Afrika handler ikke blot om økonomisk trivsel, men om simpel overlevelse for samfund, der er særdeles udsatte.

I den seneste tid har klimaforandringer fået mere og mere opmærksomhed fra Etiopiens regering og civilsamfund. Alligevel skal der gøres meget for at øge befolkningens bevidsthed om problemet. Skabelse af et nationalt klimaforum, ledet af højtstående embedsmænd, er et gennembrud i den sammenhæng. Desuden er et etiopisk civilsamfundsnetværk om klimaforandringer blevet dannet for at skabe synergi i bestræbelserne på tilpasning til konsekvenserne af klimaforandringer.

Etiopiske landbrugs- og kvægavlersamfund kæmper for at klare sig. Alligevel taber de i øjeblikket kampen hver dag, fordi den kræver mere teknologi og flere ressourcer, end de har.

“’Klima-Goliat’ skal besejres nu, hvor han er stærkest, så han forsvinder for altid, ligesom David besejrede kæmpen Goliat, da han var stærkest.”

Moral eller ligegyldighed

Vi opfordrer den industrialiserede verden til at forpligte sig til nedskæringer i udledningen af drivhusgasser, som mindst svarer til forslaget fra FN’s klimapanel, og til at levere teknologi og finansielle ressourcer, som vil gøre os i stand til at tilpasse os den situation, vi stort set ikke har været med til at skabe.

Klimaforhandlingerne på COP15-topmødet bør føre til en aftale, der tilgodeser udviklingslandene. Jeg håber ikke, det er for sent at inddrage moralske spørgsmål og principper i forhandlingerne fra nu af og frem til december.

Den industrialiserede verden kan ikke bruge finanskrisen som undskyldning for at svigte Afrika, for krisen forværrer den alvorlige situation i udviklingslandene. ’Klima-Goliat’ skal besejres nu, hvor han er stærkest, så han forsvinder for altid, ligesom David besejrede kæmpen Goliat, da han var stærkest.

Den industrialiserede verden har to muligheder. Den kan fortsætte som normalt og sætte gang i mere forskning, der kan bevise klimaforandringer og deres konsekvenser. Eller den kan stoppe al snak og oprigtigt forpligte sig til klimaretfærdighed.

Jeg håber virkelig, at den industrialiserede verden vælger det sidste. Det vil være til gavn for alle, for før eller siden får ens handlinger også konsekvenser for en selv.

Ifølge den afdøde Nobilpris-vinder Elie Wiesel er det modsatte af kærlighed ikke had, men ligegyldighed. Så lad os udleve kærligheden!
 

KLIMA SKABER ALLIANCER

Klimaforandringer påvirker mange områder af udviklingsarbejdet. Det får NGO’er til at samarbejde på tværs af faggrænser.

Af Marie Tygesen og Thea Hahn Tougaard

Fra sult til regnskov. Fra geder til god regeringsførelse. Normalt har NGO’er, der beskæftiger sig med udvikling, vidt forskellige fokusområder og prioriteringer.

Men med COP15 forude har danske NGO’er fundet fælles fodslag. Når FN’s klimakonference den 7. december går i luften i København, er NGO’erne derfor klar til sammen at kæmpe udviklingslandenes sag.

Fælles om klima

Når vandstandene stiger, og tørken sætter ind, skaber det både flygtninge og fattige samt sult og sygdom. På den måde berører klima langt de fleste udviklingsområder, hvilket danner grobund for samarbejde mellem NGO’er på tværs af faggrænser.

– Dansk Røde Kors er en humanitær organisation, men klimaproblematikken har fået os til at samarbejde med miljøorganisationer. Det er noget helt nyt for os, siger Anne Mette Meyer, klimarådgiver hos Dansk Røde Kors.

Alliancerne er blandt andet skabt i organisationen People’s Climate Action, hvor 39 danske NGO’er og civilsamfundsaktører forsøger at engagere civilsamfundet i at bremse klimaforandringerne. Og i 92-gruppen arbejder 22 danske miljø- og udviklingsorganisationer sammen om at fremme global, bæredygtig udvikling.

Det er ikke kun nationalt, at klima skaber alliancer. Klimaproblematikken betyder også, at mange NGO’er arbejder sammen på tværs af landegrænser.

– Det er meget opmuntrende, at klima virkelig har samlet vores internationale netværk. Klima er et tværgående emne, og derfor samler det partnere fra både Syd og Nord, fortæller Christian Friis Bach, som er international chef hos Folkekirkens Nødhjælp.

Kravene til COP15

Den ambition, der bringer NGO’erne sammen i både ind- og udland, er at sætte udvikling på dagsordenen under COP15. Og det sker ikke af sig selv. Sidste års klimatopmøde i Poznan i Polen, COP14, har efterladt skepsis hos Troels Dam Christensen, koordinator i 92-gruppen.

– I Poznan plejede de rige lande deres egeninteresser i stedet for at koncentrere sig om at løse klimaproblemerne. Det tempo, forhandlingerne skred frem med, var ikke særlig opløftende. Hvis vi skal nå frem til en retfærdig aftale i København, så skal der unægtelig speedes op, siger han.

92-gruppen er ikke i tvivl om, i hvilken retning meningsdannerne skal påvirkes.

– Vi ønsker en tilstrækkelig og retfærdig aftale, som tager hensyn til u-landenes udviklingsbehov. Det er i høj grad de rige lande, der har forurenet og skabt problemerne, og derfor må de også være med til at løse dem ved at reducere deres eget CO₂-udslip og assistere i at nedbringe u-landenes udslip, mener Troels Dam Christensen.

Hos Dansk Røde Kors lægger man mest vægt på, at COP15 bør resultere i en klimaaftale, der giver u-landene en fair chance for at tilpasse sig klimaændringerne. Når vandet stiger, har den vestlige verden råd til at hæve digerne. Sådan er det ikke altid på den anden side af kloden.

– Vi mener, at der bør afsættes flere midler til klimatilpasning, siger Anne Mette Meyer fra Dansk Røde Kors.

Deltagere fra Syd

Ud over den indsats, der retter sig mod beslutningstagerne, har NGO’erne en række praktiske opgaver under topmødet, blandt andet et stort koordinerings- og indlogeringsarbejde.

Som en af de store spillere skal Folkekirkens Nødhjælp finde plads til omkring tusind medlemmer fra organisationens internationale afdelinger og partnerorganisationer.

Organisationer i u-landene, som danske NGO’er samarbejder med, skal også repræsenteres på topmødet. Det vil give en mere ambitiøs og retfærdig klimaaftale, mener 92-gruppen, som sammen med LO forsøger at styrke Syd-NGO’ers deltagelse på topmødet.

92-gruppen forventer at finansiere i alt 65 deltagere ved topmødet og tre ’inter-sessionelle’ møder før topmødet. Repræsentanter fra civilsamfundet i udviklingslandene får flybilletter, uddannes i klimaændringernes betydning for deres hjemland og inddrages i de danske NGO’ers delegationer ved klimatopmødet.

– På den måde undgår vi, at de møder op uden at vide, hvad de skal, siger Troels Dam Christensen fra 92-gruppen.

Marie Tygesen og Thea Hahn Tougaard studerer statskundskab og journalistik.

DEN NYE NGO-DILLE

Danske NGO’er – også dem, der aldrig før har arbejdet med klima – vil sætte deres fingeraftryk på klima-topmødet i København.

Af Thorbjørn Hein og Maja Panduro

En lang række danske NGO’er vil bruge klimatopmødet i december som anledning til at sætte fokus på klima. Også dem, der normalt ikke beskæftiger sig med området.

– For et år til halvandet siden tænkte vi ikke ret meget på klima. Nu er vi blevet opmærksomme på, at klimaændringerne påvirker børn i u-landene, siger Birgit Lundbak, programkoordinator i Red Barnet. Hun fortsætter:

– Klimatopmødet er en unik chance for, at børnene og de fattiges stemme kan komme til orde. Den chance kan vi ikke lade gå fra os.

Efter perioder med fokus på god regeringsførelse, demokratisering, menneskerettigheder og køn er klima nu blevet det varmeste emne i udviklingsverdenen. Og det er helt naturligt, mener ph.d. Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

– Udviklingsarbejde afspejler resten af verden og dens tendenser. Sådan har det altid været, siger han.

Relevant dille

Kan det være et problem, at fattigdomsorienteret nødhjælpsarbejde svinger efter modeluner? Ikke hvis tendensen er skabt af reelle problemer, mener ph.d. og lektor Anne Mette Kjær, Aarhus Universitet.

– Organisationerne mener, at klimaet rent faktisk er et meget alvorligt problem for ulandene her og nu. Derudover er NGO’erne pragmatiske. Når der er stor opmærksomhed på en sag, er der også større sandsynlighed for, at der er penge at hente i bevillinger og ved indsamlinger, siger hun.

Lars Engberg-Pedersen fra DIIS er enig:

– Man kan da godt få den tanke, at der går lidt mode i det, og at klima er en dille. Men det er en relevant dille, ikke mindst for verdens fattige, siger han.

Klima koster

Men det store fokus på klimaændringer er ikke gratis. Det er Verdensnaturfonden klar over:

– Der er andre spørgsmål, vi må nedprioritere. Vi beskæftiger os mindre med EU’s landbrugs- og handelspolitik og med havmiljøet omkring Danmark. Traditionel naturbeskyttelse må afgive ressourcer til klima, fortæller John Nordbo, leder af Verdensnaturfondens klimaprogram.

Også Dansk Røde Kors er opmærksom på, at det store fokus på klima kan give bagslag. Organisationen har ikke noget klimaprogram og bruger i stedet pengene på at tilpasse eksisterende programmer til klimaforandringerne.

– På sundhedsområdet ser vi nye sygdomsbilleder som følge af klimaændringerne. Vandet bliver mere forurenet, og udbredelsen af diarré og andre vandbårne sygdomme bliver større. Derfor er vi nødt til at tænke klimaændringerne ind i vores sundhedsprogrammer, forklarer Anne Mette Meyer, der er klimarådgiver i Dansk Røde Kors.

Thorbjørn Hein og Maja Panduro studerer statskundskab og journalistik.
 

SÅDAN SÆTTER NGO’ERNE KLIMA PÅ DAGSORDENEN

IBIS lancerer til sommer et program til smartphones og internet, som kan hjælpe brugerne med at ændre handlinger, der bidrager til udledning af drivhusgasser. Ill.: David Earle/IBIS

Grøn strøm, programmer til mobiltelefoner og en opfordring om at slukke lyset. Det er nogle af de danske NGO’ers aktiviteter op til COP15-konferencen.

En lang række enkeltstående NGO-initiativer skal i løbet af 2009 gøre skoler, virksomheder og befolkningen som helhed opmærksom på COP15 og klimaforandringerne. Her er et udpluk:

• Red Barnet har foretaget undersøgelsen ’In the Face of Disaster’, som beskriver, hvordan op mod 175 millioner børn i u-landene hvert år vil mærke klimaforandringerne, blandt andet i form af malaria og fejlernæring. På baggrund af undersøgelsen har organisationen udarbejdet undervisningsmateriale til folkeskolens 7. til 10. klasser med anvisninger til, hvordan klimarelaterede katastrofer kan forebygges.
   
• Folkekirkens Nødhjælp opfordrer med initiativet ’Nødstrøm’ til at benytte det grønne energiselskab Natur-Energi, der sælger strøm fra fx vindmøller og vandkraft. Køber man hos Natur-Energi, går otte procent af elregningen til Folkekirkens Nødhjælp. Samtidig arbejder organisationen sammen med Roskilde Festival om en kampagne, der skal give verdens fattigste en stemme i klimadebatten. Kampagnen skydes i gang under sommerens festival og fortsætter frem til topmødet.
   
• Mellemfolkeligt Samvirke tilbyder i efteråret en fire-måneders uddannelse, som skal gøre studerende i stand til at påvirke den politiske beslutningsproces på klimaområdet. Uddannelsen, der udbydes internationalt, foregår på organisationens uddannelsescenter i Danmark og omfatter også et seks-ugers udlandsophold, hvor deltagerne skal undersøge klimaforandringernes konsekvenser for verdens fattigste. MS står desuden bag konferencen ’Bright Green Youth’ i Sønderborg i august, hvor 500 14-18-årige fra hele verden skal møde klima- og innovationseksperter og udarbejde forslag til COP15.
   
• IBIS lancerer til sommer et program til smartphones og internet, som kan hjælpe brugerne med at ændre handlinger, der bidrager til udledning af drivhusgasser. Programmet beregner handlingernes påvirkning af klimaet og udfordrer brugerne til at ændre adfærd i månederne op til klimatopmødet i december. IBIS og andre NGO’er vil desuden bruge programmet til at udsender nyheder om klimaforandringernes konsekvenser for u-landene.
   
• Verdensnaturfonden står bag kampagnen ’Sluk lyset Danmark’, der foregik mellem klokken 20.30 og 21.30 den 28. marts. Målet var at sende et signal til politikerne om at bremse den globale opvarmning. Initiativet, der også blev gennemført i fjor, er en del af den internationale kampagne ’Earth Hour’, som 377 byer ved redaktionens afslutning havde tilmeldt sig. Desuden har Verdensnaturfonden lavet en ’klimaguide’ med anvisninger til, hvordan virksomheder kan reducere udledningen af drivhusgasser.
   

DET BLIVER IKKE KUN VED SNAKKEN

”Our climate not your busines.” Graffiti foran Bella Center, som COP15-arrangørerne vil gøre til et grønt konferencested. Business er i øvrigt med to s’er, hr. graffiti-maler! Foto: Stefan Katic.

COP15 skal ikke kun være en konference, hvor der tales om klima og reduktion af CO_2-udslip. Grønne overnatningsmuligheder til gæsterne og postevandsautomater frem for vand på flaske er blot nogle af de initiativer, der skal sætte handling bag ordene.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

Tunge affaldssække fyldt til randen. Kasserede mødepapirer og tomme plastikflasker i tusindvis. Det er – sammen med et storforbrug af el, vand og varme – intet særsyn ved store internationale konferencer. Men med COP15 skal det blive anderledes. Når op til 15.000 delegerede fra hele verden mødes i København til december for at diskutere klima og miljø, skal det nemlig ikke kun blive ved snakken.

Som værtsnation forpligter Danmark sig til at kompensere for det CO₂-udslip, selve konferencen i Bella Center, overnatningerne og den regionale transport forårsager.

Ifølge fuldmægtig Jan-Christoph Napierski fra Udenrigsministeriets COP15-sekretariat går kravene i værtskabsaftalen godt i spænd med den grønne profil, Danmark ønsker at profilere. Derfor er strategien, at alt, hvad de mange embedsmænd, ministre og repræsentanter fra NGO’er og erhvervsliv omgives af, skal være miljøvenligt. Det vil sige næsten alt. For over målet om at lade budskab og praksis harmonere står nemlig sikkerhed og gode møderesultater.

Bella Center dropper flaskerne

Bella Center, som danner ramme om hele det ambitiøse arrangement, er øverst på arrangørernes liste, når det gælder greening (se faktaboks).

Konferencecenteret på Amager har ikke tidligere tænkt miljø ind i forretningen, hvilket blandt andet kunne ses ved et storforbrug af vandflasker og et storkøkken med elkomfurer, der kørte fra tidlig morgen til sen aften. Med klimatopmødet i sigte har Bella Center dog formuleret en energiplan, som via en investering på 20 mio. kr. i miljøteknologier skal resultere i en CO₂-besparelse på 20 pct. i løbet af to år.

Eksempelvis har Bella Center valgt at udskifte de mange plastflasker med postevandsautomater. Men også elkomfurerne er blevet kasseret til fordel for mere energibesparende gaskomfurer.

– Bella Center har med andre ord opdaget, at der er en kontant gevinst at hente ved at være et grønt konferencecenter, siger Jan-Christoph Napierski.

Konferencecenteret er ikke eneste fokusområde, når det handler om at gøre den kommende konference CO₂-neutral. Ifølge Jan-Christoph Napierski vil arrangørerne på COP15’s hjemmeside anbefale brug af offentlige transportmidler, ligesom et samarbejde mellem blandt andet Københavns Kommune og brancheorganisationen Horesta skal skaffe så mange grønne hoteller og måltider som muligt til de mange gæster.

– De, der kommer til Danmark i forbindelse med topmødet, skal opleve, at vi gør noget  for miljøet. Vi forsøger derfor at øge antallet af hoteller, der er certificeret med miljøbeviser som for eksempel Den Grønne Nøgle, der viser, at de bruger miljøvenlige rengøringsmidler og affaldssortering, og at de yder en indsats i forhold til blandt andet energi- og vandbesparelse, siger sekretariatsleder Mikal Holt Jensen fra Horesta.

Selvom mange delegerede bor på miljøcertificerede hoteller og benytter offentlig transport, vil deres deltagelse i COP15 alligevel være årsag til et vist CO₂-udslip – ikke mindst på grund af flyveturen til landet. Danmark vil derfor også sørge for kompensation for disse skadelige udslip, for eksempel gennem køb af CDM-kreditter, der, via investeringer i klimavenlige projekter i u-lande, er en slags modydelse til egen CO₂-udledning.

Selvom det med en klar klimadagsorden kan synes naturligt at gøre en indsats på disse områder, er det forholdsvis nyt at medtænke klima i logistikken. Et af de første lande, der implementerede en stor greening-plan, var Canada, som i 2005 var vært for COP11.

Jan-Christoph Napierski erkender da også, at der ved sådanne topmøder er visse prioriteringer, som står over målet om at være energivenlige:

– Alt, vi gør, har kun ét mål: At mødet kører så glat som muligt. Sat på spidsen kan man sige, at hvis gode møderesultater forudsætter, at en deltager får sin vand på plastflaske i stedet for fra en postevandsautomat, jamen så får vedkommende det også. Det praktiske skal ikke stå i vejen for gode møderesultater, fastslår Jan-Christoph Napierski.