REPORTAGE
TÆNK PÅ DET BEDSTE DU VED
Tekst og fotos: Petrine Elgaard
I landsbyen Kagodo, ved Malawisøens bred, bad vi indbyggerne lukke øjnene, tænke på det bedste, de vidste, og dele tankerne med os.
I en hverdag, hvor Kagodos indbyggere kæmper for at overleve, er deres drømme noget af det bedste, de ved. Også selvom de ikke altid går i opfyldelse.
MALAWI
- Malawi er blandt verdens ti fattigste lande.
- Det præcise antal indbyggere kendes ikke, men seneste måling viser knap 14 millioner.
- 80 pct. af Malawis befolkning bor på landet, hvor de primært lever af landbrug.
- 30 pct. af landets børn under fem år er fejl- eller underernærede.
- Mindst 14 pct. af den voksne befolkning er smittet med hiv/aids.
- Den forventede, gennemsnitlige levealder er 42 år.
- Over halvdelen af alle malawianske kvinder og en fjerdel af mændene er analfabeter.
- Malawi er to gange større end Danmark, og Malawisøen er på størrelse med Jylland.
ANNIE PHIRI 3 ÅR FORÆLDRELØS

– Jeg drømmer om kjoler. Jeg har tre, og de har alle sammen huller, så mit største ønske er at få en ny. Den skal være lyserød. Og så vil jeg drikke saftevand. Jeg har smagt det med ananassmag én gang, og det er det bedste, jeg ved.
ESTERY LONGWE 60 ÅR FIRE VOKSNE BØRN

– Jeg tænker på de otte forældreløse børn, som bor hos mig, for jeg holder meget af dem alle sammen. Men med dem i hytten er livet blevet sværere, for det er umuligt at skaffe mad nok og skolepenge, så de alle sammen kan blive uddannet. Hver eneste dag spekulerer jeg på, hvordan jeg kan skaffe flere penge. Men jeg ville ikke undvære børnene.
ISAAC CHIRWA 22 ÅR STUDERENDE

– Jeg forestiller mig, at jeg er leder af et lille firma. Jeg har lige fået en datter, og jeg bliver nødt til at kunne forsørge hende, så jeg vil arbejde hårdt for at få et godt job, når jeg bliver færdig med min uddannelse som ingeniør.
JANET BANDA 10 ÅR FORÆLDRELØS

– Jeg tænker på de sko, jeg ønsker mig. Jeg ved ikke, hvordan de skal se ud, men jeg vil så gerne have et par. Jeg tror ikke, det kommer til at ske, for jeg har ingen penge. Men gid det gjorde.
WILLIAM MHONI 10 ÅR SKOLEELEV

– Jeg ser mig selv sidde bag rattet i en rigtig bus, for jeg drømmer om at blive chauffør. Mest fordi jeg godt kan lidt biler, og fordi jeg kan tjene penge på det. Min yndlingsbil er Mercedes, selv om jeg aldrig har set én i virkeligheden.
Denne side er kapitel 2 af 8 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 27-03-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9305/index.htm
|