AKTUELT

AFRIKAS KLONDIKE

For tre år siden var der stort set ingen biler i Juba. I dag vrimler det med 4W’ere og pickups. Den 29-årige nordugandiske bilforhandler Assan Ali lever godt af at importere og sælge biler i byen. Foto: Jeppe Villadsen.

Hovedstaden i det ludfattige Sydsudan konkurrerer med Tokyo, Moskva og Oslo om titlen som verdens dyreste by. Juba er en pengemaskine, hvor alle tørrer donorerne.

Af Jeppe Villadsen

Forestil dig en by i en af de fattigste og mest sønderslidte afkroge af verden. Lerhytter, geder og støv i gader, der driver af affald. Over en million mennesker samlet i hovedstaden i Sydsudan: Juba. Et område, der sætter negative verdensrekorder i børne- og mødredødelighed og i manglende adgang til uddannelse. I 2006 var der bare 14 km asfalterede veje i et område 14 gange Danmarks størrelse.

Forestil dig så en container indrettet med senge.

Sådan bor en stor del af de hjælpearbejdere og FN-folk, der i tusindvis er strømmet til Juba, siden en fredsaftale i 2005 satte en stopper for 21 års borgerkrig. Pris: 600 kr. pr. nat, hvis man er heldig. Ofte 900, helt op til 1.200 kr. for et vinduesløst containerrum.

Bundløs fattigdom og Manhattan-priser på ét og samme sted.

– Det er skamfuldt, hvad der sker her. Der bliver spekuleret groft i den massive tilstedeværelse af donorer og bistandsmidler, siger Gopika Dass, Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Juba.

“Sydsudan er et af de steder i verden, hvor man får mindst bistand for pengene.”

Cowboy-by

Siden fredsaftalen er priserne i Juba eksploderet i samme takt som befolkningsvæksten, der på tre år har forvandlet en krigshærget småby på 50.000 indbyggere til et kaotisk klondike på over en million mennesker. Juba bliver af mange betragtet som verdens dyreste by.

Og man forstår det, når mellemgode restauranter serverer pizzaer for op til 175 kr. I det airconditionerede indisk-ejede supermarked kan expat-kunderne købe basisvarer og delikatesser til lyden af BBC Worlds nyhedsservice. 250 gram Nescafé koster 115 kr. En dåse majs 19 kr.

Gopika Dass kalder Juba ’en cowboy-by’.

– Folk investerer ikke. De tager bare, hvad de kan, og smutter igen. Da vi skulle have repareret et hul i væggen indenfor, lød tilbuddene på mellem 4.000 og 10.000 kr., og sådan er det hele vejen i gennem.

Hun bor selv i et mindre og efter europæisk målestok beskedent hus uden aircondition, internet og andre moderne bekvemmeligheder til 10.500 kr. om måneden. Vandforsyning og sikkerhed har Folkekirkens Nødhjælp selv måttet sørge for. Og det er endda billigt, fremhæver hun. Andre NGO’er betaler nemt
15.000-25.000 kr. om måneden for et lille beboelseshus i udkanten af byen.

“Professionel i alle sygdomme – syfilis, galskab, ulykkelig kærlighed og forretningsproblemer.”
Tekst på banner hos healer i Juba.

Containernes sidste hvile

Juba ligner knap nok en by. Vidtstrakte arealer med lerhytter og små træhuse og ind imellem enorme ’kompounds’ omgivet af høje pigtrådsklædte mure. Her holder Internationalt Røde Kors, FN-organisationerne UNDP og UNHCR samt stribevis af andre hjælpeorganisationer til. Brede veje tværs gennem byen er ved at blive asfalteret, mens et byggeboom af hoteller og administrationsbygninger i bølgeblik, præfabrika og laminat er i gang.

Og så er der containerne. De er overalt i Juba. Nogle bliver omdannet til kontorer, huse og hoteller, andre står bare og ruster. De ankommer i stort tal med byggematerialer og madvarer fra havnebyen Mombasa i Kenya.

Men der er ikke noget at fylde i dem i Juba, og det kan ikke betale sig at sende dem tomme tilbage, så i Mombasa er det almindelig praksis at omlaste godset til havnens ældste og mest rustne containere. For fra Juba vender de aldrig tilbage.

– Der sker ingen langsigtet udvikling i Juba. Ingen overhovedet, lyder det fra en UNICEF-medarbejder, der ønsker at være anonym.

– Hver gang en virksomhed er startet og begyndt at gå godt, bliver den overtaget – af en militærleder eller guvernør i ledtog med en flok soldater, siger han, da Udviklings udsendte møder ham ved kanten af det norske konsulats swimmingpool, et fast søndagsmødested for nordiske expats.

Med mindre man har forbindelserne i orden, er der ingen sikkerhed for ejendommen, angiver han som en af grundene til, at de fleste nybyggerier er lavet i præfabrika eller aflagte containere. Den samme mekanisme ligger bag den katastrofalt lave landbrugsproduktion i det ellers frugtbare Sydsudan. Når ingen kan vide sig sikre på at beholde jorden, er der ingen grund til at bruge penge og kræfter på at få et landbrug op at køre.

FN på dyr safari

Det hele indbyder til kortsigtede løsninger og et investeringsmarked, som forretningsfolk beskriver som ’high risk, high profit’. For hjælpeorganisationerne er det bare ’high risk, high prices’.

Som et modspil har NGO’erne nedsat det såkaldte Juba NGO Forum, der gør dem bedre i stand til at svare igen som en samlet front. Som da prisen på et visum var steget til over 10.000 kr., og det efter protester lykkedes at få beløbet sænket.

– Alle, der har arbejdet i Sydsudan, har oplevet, at der er utrolige høje operationsomkostninger, sukker Melissa Phillips, koordinator i Juba NGO Forum.

– Men jeg synes, at vi har gjort et godt stykke arbejde med at forklare donorerne, at uanset hvor meget vi gør for at sikre, at flest muligt donorpenge går til projekter, er vi nødt til at indstille os på virkeligheden i Sydsudan. Og den er, at der efter årtier med konflikt er et meget lille lokalt marked, og indtil vejene fra Kenya og Uganda er færdige, sikre og fungerer hele året rundt, er vi voldsomt afhængige af ting, der bliver fløjet ind. Det er vores håb, at donorerne ikke rejser tvivl om disse omkostninger, men sikrer, at posen med penge er stor nok, så vi også er i stand til at levere resultater.

Hun vender dog også et kritisk blik mod sine egne:

– Måske kunne NGO’erne have været bedre til at harmonisere deres aktiviteter. Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke og Danish Demining Group får alle sammen Danidamidler og arbejder alle i denne del af Sydsudan, men alle med separate operationer, administrationscentre, logistisk planlægning osv. Det virker tåbeligt, at hver eneste NGO – specielt med samme donorfinansiering – gør præcis det samme: bygger sin egen ’kompound’, indkøber biler, generatorer osv.

Samme kritik retter flere mod FN’s aktiviteter i Sydsudan. De forskellige FN-organisationer kører deres lejre og logistik helt uafhængigt af hinanden. I de første år havde FN en stor del af sin stab indlogeret i teltlejre drevet af det kenyanske safari- og logistikfirma AFEX. 150 dollars pr. nat for et telt uden rindende vand og med fælles toilet og bad.

– Det er jo latterligt at betale 150 dollars for et telt, men det betyder, at nogle andre tager sig af vasketøj, elektricitet og vand, og når jeg tænker på, hvor mange kræfter det har taget mig at få bygget et hus, er det måske ikke helt så skørt, som det lyder, siger Melissa Phillips.

Kaptajn Jesper Skovgaard er en af to danske FN-soldater i Juba. Han har siden begyndelsen af året arbejdet med logistik i den 10.000 mand store FN-styrke i Sudan – vand, kloakering, mad, affald, elektricitet.

– Etableringen af lejrene er foregået siden 2005, så man skulle tro, det var overstået, men det er det ikke.

Han undrer sig også over, at FN’s forskellige organer slet ikke samarbejder om driften.

– I Yambio fx ligger FN-styrken UNMIS og Unicef lige ved siden af hinanden kun med et hegn i mellem. Der har været snak om at fjerne hegnet, men indtil nu kører de helt adskilt, siger Jesper Skovgaard.

“På Juba Paradise Hotel starter de billigste containerrum ved 750 kr. pr. nat for et enkeltværelse – uden aircondition.”

Nætter i paradis

Juba er blevet en magnet for lykkeriddere fra hele verden. Bygningsarbejdere fra Kenya, motorcykeltaxaer fra Uganda og forretningsfolk fra Etiopien, Libanon, Grækenland og Kina. På restauranterne taler personalet ikke arabisk, men swahili, engelsk og amharisk (nationalsproget i Etiopien).

Alle forsøger at få en bid af kagen, så længe det varer. En healer fra Tanzania har også fundet vej. ’Professional in all diseases’, står der på et banner på den lille hytte. Og påstanden er alvorlig ment, for den bliver nedenfor udspecificeret til at omfatte blandt andet ”syfilis, galskab, ulykkelig kærlighed og forretningsproblemer”.

– Min bekymring er, hvor mange af pengene, der bliver på lokale hænder. Jeg gætter på, at 90-95 procent af dem øjeblikkeligt ryger ud af landet. Og hvor er beskatningen af alle de penge? – folk har indtil nu ikke betalt megen skat, fordi der ikke er nogen myndigheder til at kontrollere det, siger Melissa Phillips.

Hotellerne er næsten alle ejet af udlændinge. På Juba Paradise Hotel starter de billigste containerrum ved 750 kr. pr. nat for et enkeltværelse. Uden aircondition, så de vinduesløse metalskrog bliver tordnende varme med en dagtemperatur, der nemt passerer 45 grader. Libanesiske Sahara Resort Hotel, der har givet sig selv fem stjerner, starter ved 1.050 kr. pr. nat for et enkeltværelse i deres mere opgraderede containerrum med tv og internet.

Udviklings udsendte får et værelse på byens bedste køb: Hotel Paradiso, et vinduesløst kammer med ituslået toilet til 550 kr. pr. nat. Men så følger der også en havestol og et hullet myggenet med i pakken. Hotellet er etiopisk-ejet, men som i resten af boomtown-Juba er det meste – fra plasticmøblerne til tandstikkerne – hentet i Kina.

Den venlige etiopiske ejer med en fortid som NGO-medarbejder fortæller, at forretningen kører så godt, at han i efteråret kunne holde fire måneders ferie i Europa.

– Jeg besøgte min datter i London, og vi rejste sammen rundt i Europa: Paris, Amsterdam og Milano. Det er nødvendigt, hvis man skal holde støvet og varmen i Juba ud, smiler han. Hotellet er næsten altid fuldt booket, så han er gået i gang med at bygge en ny fløj med fullservice-lejligheder for NGO’er, der skal være længere tid i Juba.

Næsten alle veje bliver bygget af kinesiske og thailandske virksomheder med hjælp fra gæstearbejdere fra Kenya og Uganda. Her en flok kenyanske vejarbejdere, der alle har universitetsuddannelser, men ikke kan finde arbejde hjemme. I Juba tjener de ca. 100 kr. om dagen eller seks gange så meget som for et tilsvarende job i Kenya. Foto: Jeppe Villadsen.

Danish design

Alle organisationer, som Udvikling taler med, ærgrer sig over de høje priser. Også Michael Elmquist, der som leder af Joint Donor Office (JDO) i Juba har ansvar for at fordele den næststørste donorpengetank i Sydsudan med

 et årligt budget på over 200 millioner dollars. JDO er et fælles donorkontor for Danmark, Sverige, Norge, Storbritannien, Canada og Nederlandene – det første af sin art i verden.

– Der er ikke ret meget, man kan gøre ved det, men Juba er et afsindigt dyrt sted at bo og arbejde. Og det rammer alle, for vores lokaltansatte skal også spise og have et sted at bo, så lønnen til en lokaltansat er betydeligt højere her end i andre udviklingslande.

JDO’s kontorbygning ligger midt i Juba som en satellit, der lige er landet. Lyse, airconditionerede lokaler og panoramavinduer, der giver udsigt til lerhytterne udenfor. Arne Jacobsen 7’ere og fladskærme. Lige bag de lave hytter rager et af byens fineste hoteller op, hvor kontoret indlogerer sine folk, når det har plads. Et værelse koster 1.550 kr. per nat, men JDO får som fast kunde 290 kr. i rabat.

Michael Elmquist har tørre tal på, at Sydsudan er et af de steder i verden, hvor man får mindst bistand for bistandskronerne.

– For at kunne beregne vores udetillæg laver vi en standardopgørelse over, hvad de forskellige varer koster, og her er Juba et af de dyreste steder i verden ifølge den seneste hollandske undersøgelse.

– Og på samme måde med projekterne, fx er skolebyggerierne de dyreste i Afrika. Derfor bliver der ikke bygget ret mange af dem.

Pengemaskinen Juba arbejder, lige til man sætter foden på flyet. Efter lufthavsskatten på 210 kr. bliver passagererne pludselig afkrævet kopi af pas, visum og et par andre dokumenter. Heldigvis står en fyr med en kopimaskine klar ved naboskranken og kan klare jobbet for 30 kr. for de to-tre kopier.

Det er i mere end én forstand en lettet journalist, der forlader Juba.

Rejsen er blevet til med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad og skriver fast i Udvikling.
 

UKENDT DANSKER I SPIDSEN FOR GIGANT-PROJEKT

Vestsjællandsk énmandsfirma med beskeden erfaring i udviklingsprojekter skal lave infrastruktur og yde mikrolån for 1,5 mia. kr. i Sydsudan.

Af Jeppe Villadsen

Et dansk enkeltmands-firma har meldt sig i sværmen af bistandsprojekter og investorer i Sydsudan. Holger Lænkholm og hans firma Delphi-gruppen A.m.b.A. indleder efter planen i april et storstilet udviklingsprojekt til 200 mio. euro (1,5 mia. kr.)

100 mio. euro skal gå til udvikling af vand- og elforsyning, kloaksystemer, veje, skoler og sundhedsservices, mens andre 100 mio. er til mikrolån til i første omgang 5.000 landmænd svarende til 30.000 indbyggere. I takt med at pengene bliver tilbagebetalt, skal de lånes ud til flere landmænd.

Firmaets direktør Holger Lænkholm er ikke meget for at udtale sig om projektet.

– Vi bryder os sådan set ikke om at snakke om det i øjeblikket, fordi vi kun lige har skrevet en kontrakt med delstatsregeringen, siger han, men bekræfter (18. marts), at det fortsat er planen at starte projektet i april.

Delphi-gruppen, der hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og på De gule sider står opført som ”leverandør af rengøringsartikler”, har ikke nogen website. Adressen er på Holger Lænkholms bopæl, en landvilla i Hårslev syd for Slagelse.

74-årige Holger Lænkholm har en fortid som blandt andet skolelærer og som ungdomsskoleinspektør gennem 15 år, men i sluthalvfemserne begyndte han at arbejde med udviklingsprojekter.

’Kun en begyndelse’

Hvad har du lavet af lignende projekter tidligere?

– Jeg har arbejdet en del i Venezuela, hvor jeg har renoveret skoler og hospitaler, men har trukket mig ud på grund af den politiske udvikling i landet.

Aftalen med den sydsudanesiske Central Equatoria State provins kom i stand, da provinsregeringen i efteråret havde en delegation i Danmark, hvor de søgte investorer. Sudanesiske forretningsfolk i Europa havde formidlet kontakten mellem Delphi-gruppen og delegationen, siger Joseph Kulang, investeringschef i Central Equatoria State.

Investeringschefen tog sammen med informationsministeren i provinsregeringen imod Holger Lænkholm i Juba i januar – en begivenhed, der fik omtale i flere sudanesiske medier.

Joseph Kulang glæder sig især over at få udviklet landbruget i den forarmede region:

– Vi vil tage skiftet fra traditionelt til moderne landbrug. Vores land er frugtbart, så vi vil eksportere afgrøder til vores naboer og videre ud.

– Delphi-gruppen vil starte i Central Equatoria State og herfra videre til de andre stater i Sydsudan, det vil sige projektet skal op i endnu større skala. De siger, at det her kun er en start, siger Joseph Kulang, der ikke ved andet om finansieringen, end at Delphi-gruppen selv kommer med midlerne. Provinsregeringen skal blot stille en bankgaranti på 20 pct. af lånet.

Hemmelige donorer

Holger Lænkholm, hvordan har du fået finansiering til så stort et projekt?

– Ja, det er min hemmelighed. Nu har jeg arbejdet med de her ting i nogle år, så jeg har fået en god kontakt til fonde og lignende, der er interesserede i at være med.

Det er lidt usædvanligt for et bistandsprojekt, at donormidlerne er hemmelige.

– Lige nu har vi jo ikke pengene på bordet, derfor vil jeg hellere snakke med dig om en måned. Vi har kun en aftale med regeringen og med fondene, og så får vi pengene i løbet af 3-4 uger.

Så der er en risiko for, at det ikke bliver til noget?

– Nej, det er bare et spørgsmål om, om det bliver i april, men det tror jeg også selv på, at det gør.

Så når pegene er på bordet, vil du gerne fortælle, hvor de kommer fra?

– Nej, det er ikke sikkert, fordi det er ikke en enkelt bidragyder, der sidder på en pæn adresse. Det er en række fonde, og hvis jeg slipper alle dem ud i offentligheden, så går midlerne jo til andre projekter end mine kommende projekter.

Projektet er ifølge Holger Lænkholm ikke forretning, men et renlivet bistandsprojekt.

Kan du forstå, hvis nogen undrer sig over, at et lille og i bistandssammenhæng ukendt dansk firma skal løse en så kolossal opgave?

– Jeg kan da godt forstå, at de er spændte, det ville jeg også være, men det er vi altså ikke bekymrede for.

Højtplacerede folk fra donormiljøet i Sydsudan undrer sig meget over aftalen og drager sammenligninger til tidligere projekter, der aldrig er blevet afsluttet og tilsyneladende mest var en måde for folk i delstaten og virksomheden at skaffe sig penge og jord.

– Den slags sager har vi hørt om fra adskillige, men det er ikke den situation, vi kommer i, siger direktør Holger Lænkholm.
 

NGO = MALKEKO

Juba er en økonomisk boble, hvor alle markedsmekanismer og sund fornuft er sat ud af spil. Ingen ønsker at kende sandheden om bistandsmidlerne i Sydsudan, siger Sudan-eksperter.

Af Jeppe Villadsen

FN og hjælpeorganisationerne er massivt til stede i Sydsudan, hvor de skal løse mammutopgaven med at genopbygge området efter årtiers krig. Men foreløbig har den mest mærkbare effekt været eksploderende priser og et boomende forretningsliv. Det hele drevet frem af donormidler.

– Vi står alle sammen i et dilemma – hjælpearbejdere, diplomater, mediefolk. Vi er tvunget til at vælge mellem ikke at kunne gøre arbejdet eller betale fire gange så meget, som egentlig er rimeligt, siger Sudan-eksperten Nils Carstensen, seniorrådgiver for Folkekirkens Nødhjælp.

– Omvendt er forretningsfolkene her for at tjene penge meget hurtigt, og de er ligeglade med at opbygge loyalitet over for os. For dem har det her en horisont på to-fire år max. På den måde bliver det en økonomisk boble, hvor alle markedsmekanismer og sund fornuft er sat ud af spil, siger Nils Carstensen, der gætter på, at der eksisterer karteldannelser mellem hoteller, restauranter, udlejere osv.

– Hverken donormissionerne, hjælpeorganisationerne, FN-apparatet eller den nye sudanesiske centraladministration skal jo tjene penge på det her. Så hvis priserne går op, øger vi bare vores budgetter. Der er ikke en markeds-medierende effekt, der siger: Er det det værd?

Workshops løser alt

John Ashworth, der har arbejdet med udvikling og nødhjælp i Sudan i 26 år, peger på, at NGO’erne selv er medskyldige i prisboblen.

– På mange måder er NGO’erne selv gået i fælden, fordi opfattelsen er, at NGO har en masse penge at spilde, og det har de faktisk, når man ser på, hvordan de arbejder – spildet er enormt, siger John Ashworth, udviklingsspecialist i den katolske freds-NGO Pax Christi.

– De skal jo ikke fremvise overskud, men bare vise ansvarlighed. Og ansvarlig betyder, at de er i stand til at rapportere tilbage til donoren, at pengene er blevet brugt til det, de havde sagt, og at de har alle kvitteringerne.

– Og så skal de kunne vise, at de har opfyldt de succesindikatorer, de har valgt for projektet. Men dine succesindikatorer kan være det rene bras, der intet betyder for effekten på jorden. Det vil ofte være workshop og træning, der er en stor ting i Sydsudan, så hvis du har skrevet og gennemført et projektforslag, der lyder på 20 workshops og 20 gange træning, kan du i slutningen af året rapportere tilbage, at det har været succesfuldt og vil blive finansieret det følgende år, siger John Ashworth.

’Super utilfredsstillende’

Imens er det alle andre end sudaneserne, der nyder godt af bistands- og business-boomet, mener John Ashworth, især udenlandske forretningsfolk:

– Det skyldes delvist, at sydsudaneserne ikke er gode forretningsfolk – handelslivet er traditionelt domineret af araberne fra Nordsudan. Og for at starte en forretning behøver du kapital, kvalificeret arbejdskraft og en masse andet, som sydsudaneserne ikke har. Jorden er normalt ejet af sudanesere, men de får kun en brøkdel af indtægterne fra dem, der udlejer værelser, kontorer osv.

John Ashworth opstiller et eksempel for at vise, at det er store penge, det drejer sig om: En lejr med 200 telte til 150 dollars pr. nat giver en daglig omsætning på 174.000 kr.

– Og meget få steder bliver der skabt permanente bygninger. Det er præfabrika og telte, så når de giver jorden tilbage til den sudanesiske udlejer, er den ikke blevet forbedret et hak.

Nils Carstensen ønsker sig en undersøgelse af, hvad merudgifterne koster hjælpeorganisationerne, og hvem pengene ender hos.

– Det kunne være sindssygt spændende at lave, både på NGO’erne, og endnu bedre på FN-systemet. Det ville ikke blive kønt! konkluderer han og tilføjer:

– Du ville komme til at spørge dig selv: Hvad er nytteværdien af det her, og hvor meget er du i virkeligheden med til at cementere de mest undertrykkende strukturer i samfundet? Men ingen tør gøre det, for hvad er alternativet? At FN og verdenssamfundet trækker sig ud, og landet imploderer? Der er ikke nogen, der har lyst til at kende sandheden om det her problem, siger han.

Det ser pænere ud, men er faktisk magen til de ’vejskatter’, hjælpeorganisationerne bliver tvunget til at betale i Somalia, mener Niels Carstensen.

– De står ikke som i Somalia og holder et gevær op under næsen på os, men i virkeligheden er det det samme: For at komme til at hjælpe de fattigste af de fattigste, ender vi med at blive brandbeskattet af de allerrigeste, og dybest set af de folk, der er med til at fastholde undertrykkelsen og fattigdommen. Det er super utilfredsstillende, og det er noget af det, der er sværest at forlige sig med i denne her branche, erkender Nils Carstensen.

Nils Carstensen, seniorrådgiver for Folkekirkens Nødhjælp, foreslår en undersøgelse af, hvor meget Jubas business-boom koster hjælpeorganisationerne.

SLUT MED AT SKYDE BUSCHAUFFØRER?

I Guatemala bliver buschauffører jævnligt skudt eller dræbt af bander, som forlanger ’skat’ eller beskyttelsespenge. Derfor har busejere hyret private sikkerhedsvagter til at beskytte chaufførerne. Foto: AP/Polfoto/Rodrigo Abd.

Mord, vold og korruption hærger Guatemala, hvor forbrydelser ikke opklares og skyldige ikke straffes. Nu forsøger FN og regeringen at gøre en ende på straffrihed og organiseret kriminalitet.

Af Lise Fogh, Guatemala By

Guatemala er forbrydernes paradis på jord, men nu står landet med en unik mulighed for at vende udviklingen: For første gang nogensinde har FN i samarbejde med et lands regering nedsat en kommission, som skal bekæmpe organiseret kriminalitet.

Det har Guatemala alvorligt brug for. Sidste år var det blodigste nogensinde. På ti år er antallet af voldelige mord steget fra syv til 17 om dagen – i et land med 13 mio. indbyggere. Hertil kommer bortførelser, røverier og afpresning.

Hele landet plages af straffrihed: Blot to ud af hundrede mordsager bliver opklaret. 37.450 sager om vold i familien er blevet anmeldt – én er nået til domfældelse. Flere gange om ugen bliver buschauffører skudt eller dræbt af bander, som forlanger ’skat’ eller beskyttelsespenge.

Retssystemets problem er, at efterforskerne mangler uddannelse og teknisk udstyr. Vidner tør ikke udtale sig på grund af den udbredte vold, så det er svært at skaffe fældende beviser.

Hvis en sag endelig bringes for en domstol, bliver den hurtigt afvist på grund af tekniske fejl, manglende beviser eller dårlig efterforskning. Og så bliver den anklagede løsladt.

– Middelklassen har reageret ved at sætte endnu mere pigtråd op, montere endnu flere alarmer og ansætte endnu flere vagter. De færdes kun i bil og foretager alle indkøb i indkøbscentre, der har sikkerhedsvagter, forklarer Danida-chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen. Hun har arbejdet med demokrati og menneskerettigheder i Guatemala siden 2005.

For at løse problemerne har FN, i samarbejde med Guatemalas regering, nedsat en kommission (CICIG), som skal efterforske og afsløre forbrydelser begået af illegale og hemmelige grupper. Desuden skal kommission forberede retssager, foreslå lovændringer og uddanne ansatte i politikorpset og retsvæsenet.

Fordelen ved en international organisation er, at de ansatte har immunitet – ligesom diplomater. CICIG kan udføre selvstændig efterforskning og anklage mistænkte, men det er Guatemalas eget justitsministerium, der skal føre sagerne ved domstolene. Kommissionen håber, at det kan styrke det nationale retssystem.

– Hvis noget kan ændre forholdene, så er det CICIG, siger chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen. Hun vurderer, at det kræver en kraftig indsats over for politiet, efterretningsvæsenet, retsvæsenet og statsapparatet, hvis situationen skal forbedres.

Også Claudia Escobar, byretsdommer i Guatemala By, ser positivt på CICIG. Hun mener, at kommissionens succes afhænger af, om enkeltpersoner inden for systemet vil samarbejde med den. Ansatte, som er involveret i ulovligheder, vil næppe medvirke, vurderer hun.

Hvis ikke der sker noget nu, tror jeg, der vil gå meget lang tid, før situationen kan ændres.
Danida-chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen.

De første resultater

CICIG har arbejdet i over et år, og de første resultater ligger klar: En udrensning i politikorpset har ført til afskedigelse af 50 kommissærer og 1.700 betjente. Flere sager om bortførelser og alvorlige forbrydelser er ved at blive løst.

Desuden har CICIG foreslået forbedret vidnebeskyttelse, stramninger af våbenloven og lukning af smuthuller i loven, som politikere kan bruge til at undgå anklager. Midt i marts foreslog CICIG desuden en række anti-korruptionslove, der kan gøre det muligt at straffe offentligt ansatte for ulovlig berigelse, magtmisbrug og bedrageri.

Siden 2007 er dog kun ét af CICIG’s lovforslag blevet vedtaget.

Alligevel vurderer chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen, at kommissionen kan vende den negative udvikling. Selv om volden er mere udbredt end nogensinde, og befolkningen præget af frygt, så er der er sket en vitalisering af civilsamfundet, som er begyndt at samarbejde og fungere som rådgivere for statsinstitutionerne.

Olieplet har bredt sig

CICIG har fået to år til arbejdet, med mulighed for forlængelse. Kommissionens leder, Carlos Castresana, anmodede i februar FN om en to-årig forlængelse. Han gjorde opmærksom på, at internationale, kriminelle organisationer har infiltreret regeringen, politikere, virksomheder, medier og civilsamfundet i større udstrækning end først antaget.

– Det er som en olieplet, der har bredt sig i hele samfundet, sagde Carlos Castresana.

Også Danida-chefrådgiver Ninna Nyberg Sørensen mener, at CICIG bør fortsætte.

– Det er derfor meget vigtigt, at CICIG’s mandat bliver forlænget, helst i tre år. Hvis ikke der sker noget nu, tror jeg, der vil gå meget lang tid, før situationen kan ændres, siger hun.

Guatemalas præsident, Álvaro Colom, støtter ligeledes forlængelsen. Samtidig har han annonceret, at regeringen vil oprette en national kommission, som skal hjælpe CICIG. Kommissionen skal ledes af præsidentens sikkerhedsrådgiver og bestå af repræsentanter for politiet, hæren og skattevæsenet. Menneskerettighedsaktivister frygter dog, at målet er at blokere for CICIG’s arbejde.

– Man kan forestille sig, at der bliver rift om pladserne i den nye, nationale kommission, hvis den skal have repræsentanter fra alle de grupperinger, som potentielt er under anklage fra CICIG, lyder kommentaren fra en menneskerettighedsgruppe.

Lise Fogh er freelancejournalist, bosat i Guatemala.

HÅB FOR ENDEN AF KAJEN

Patienterne: Næsten 3.000 mennesker mødte frem til Mercy Ships screening af patienter i Cotonou, Benin. Omkring 600 blev valgt ud til behandling på skibet.

Bagmanden: Evangelisten Don Stephens blev inspireret til at grundlægge organisationen Mercy Ships, da han i 1977 mødte Moder Teresa i Calcutta.

Skibet: DSB-færgen Dronning Ingrid blev i 1999 købt af Mercy Ships og bygget om til Africa Mercy, som i dag er verdens største civile hospitalsskib.

Storebæltsfærgen Dronning Ingrid er blevet til hospitalsskibet Africa Mercy, som nu har sat landgangstrappen ned på kajen i Cotonou og tilbyder gratis lægehjælp, ’model Jesus’, til beninerne.

Af Lars Zbinden Hansen, Cotonou

Den røde landgangshal ligner næsten sig selv med glasdørene og de store, røde, firkantede DSB-håndtag.

Men her i det tidligere vandre-knudepunkt mellem cafeteriet og café-området er der nu klinisk ro og rent og patientmodtagelse. Bag skranken tager to smilende og effektive, hvide amerikanske piger imod de sorte mennesker, der med deres appointment slips er blevet hjulpet op ad landgangstrappen.

Mange er blinde med grå stær, andre har ekstreme deformiteter og vansiringer, der blokerer for øjne og mund. Men alle bliver mødt med smittende venlighed, indskrevet som på ethvert andet hospital, og ført til skibets hospitalsafdeling to dæk længere nede – dernede hvor DSB-tog engang rullede ind og ud af Storebæltsfærgen Dronning Ingrid.

Africa Mercy, som skibet hedder nu, er ved at modtage de første af 600 mennesker, som forleden blev valgt ud under en minutiøst planlagt screening inde i Cotonou, hvor næsten 3.000 mødte frem. Skibets 78 hospitalssenge og seks hypermoderne operationsstuer er klar til at modtage både dem og den jævne tilstrømning, der forventes i de ti måneder, skibet skal ligge her i Benin.

Længere inde i Dronning Ingrids gamle café-område sidder Don Stephens, som i 1977 i Calcutta mødte moder Teresa, hvilket inspirerede ham til at grundlægge Mercy Ships året efter. Stephens siger, at ”alle – uanset køn, race eller religion – kan blive behandlet her”. Og om de ansatte:

– Alle er velkomne til at arbejde på skibet, hvis de følger den 2000 år gamle model fra Jesus om at bringe helbredelse og håb til fattige og udstødte i verden.

Mens han får serveret – ikke en kop DSB-kaffe til et par og tyve kroner – men en kop gratis kaffe doneret fra skibets Starbucks Café, siger han, at Mercy Ships’ arbejde er ”bæredygtigt, fordi hvert menneske, som vi hjælper, får en livsforandrende behandling, der gør dem til produktive medlemmer af samfundet, hvor de tidligere var udstødt”.

At det kan lade sig gøre, skyldes de mange donorer, der præger skibet. Starbucks er blot én i en alenlang række af milliard-foretagender og velgørende institutioner, der har doneret alt fra CT-scanner til satellit-baseret kommunikationsanlæg.

Fra Blåhøj til Benin

På trods af donorernes bidrag skal de 335 ansatte selv betale ophold på skibet for dem selv og deres 48 børn, hvilket langt de fleste gør med støtte fra kristne menigheder over hele verden. Og selvom skibet ikke betaler de ansattes løn, er engagement højt. Stephens siger:

– Vi har formentligt nogle af de hårdest arbejdende mennesker i verden.

Det er der ikke noget mærkeligt i, siger den eneste dansker ombord, overstyrmand Lars Kristensen, der bor små 20 meter henne ad gangen fra Starbucks:

– Vi brænder alle for at hjælpe mennesker i nød. Derfor giver det sig selv, at vi betaler for at holde skibets udgifter nede.

Lars betaler 4.000 danske kroner månedligt for sig selv og sin svenske kone, Lena og deres to børn. Penge, der kommer fra pinsekirken Bethania Kirkecenter i Blåhøj ved Brande.

For pengene bor familien Kristensen i en hyggelig tre-værelses kahyt – for øjeblikket med konstant kaj-udsigt – og spiser tre gange om dagen i Dronning Ingrids forhenværende cafeteria, der nu er blevet til ’spisestue’. Skolen for børnene er også betalt.

Lars er som lidt over halvdelen af staben langtidsansat, dvs. med kontrakter på over to år. Mange har altså skaffet endog rigtigt mange penge for at arbejde på skibet.

En af dem er skibets kaptajn Timothy Tretheway, der har arbejdet for Mercy Ships i 22 år. Hans ophold betales af en kirke i Olympio, Washington.

Skibet klarer skærene

Kaptajn Tretheway fortæller, at skibet ikke er bygget til det voldsomme farvand ud for Vestafrikas kyst, men at det alligevel er stabilt og klarer bølgerne. Han deltog i ombygningen af færgen og regner med, at i hvert fald et minde om den danske færgetid får lov at blive hængende, nemlig plakaten med ’DSB Tog og Færger’. Derimod bliver de gamle skilte med ’Skub ud’ og ’Tryk for døråbning’ nok erstattet med engelske.

Også i køkkenet på allernederste dæk hænger der minder om den danske fortid. ’Kun til fødevarer’ står der på en lille køkkenelevator. Her er Francesca fra Vancouver, der arbejder i vaskeriet, lige forbi med rene viskestykker. Hun siger, at hun ”elsker at være på Africa Mercy. Det bedste er det multikulturelle – ”alle de nye mennesker, jeg møder hele tiden”.

I en af operationsstuerne er øjenlægen Glenn Strauss med tolv Mercy Ships-år på bagen i gang med dagens tredje operation mod grå stær. Eller rettere: Han kigger en nyansat øjenlæge fra Australien over skulderen og holder øje med, at det splinternye udstyr fungerer rigtigt.

Den kvindelige patients ene øje følges på en skærm, mens den australske læge langsomt åbner den oliven-agtige plamage og piller ’oliven-kødet’ ud. Det, som har gjort kvinden blind.

Strauss selv kan lave 30 grå-stær-operationer om dagen, siger han, men hans vigtigste opgave er at oplære lokale læger, så de kan bruge erfaringen, når skibet er sejlet igen.

I operationsstuen ved siden af er chefkirurgen Gary Parker og hans assistenter ved at fjerne de sidste rester af en kæmpe ansigtssvulst på en mand. Svulsten er skåret bort og ligger nu som en stor klump lever på bordet bag Parker, der med sikker hånd syr den nederste halvdel af ansigtet sammen igen med sort tråd.

Operationerne er med Don Stephens’ ord to af fire ’kerneprodukter’, som hospitalsskibet tilbyder. De to andre er operation af ganeog læbespalter og af kvinder med voldsomme fødselsrelaterede misdannelser.

Stephens, der som præsident og ansat på hovedkontoret i Texas er aflønnet, fortæller, at to nye skibe er i støbeskeen, bl.a. med deltagelse af det danske firma Alpha Ship Design. Så den drøm, han fik i 1977 i Calcutta, da han mødte Moder Teresa, arbejder han ihærdigt på at få endelig i havn, siger han. Men indtil da:

– Verdens problemer er umådelige, og jeg er helt klar over, at vi kun er en lille dråbe i havet.

Lars Zbinden Hansen er freelancejournalist og bosat i Lomé, Togo.

FN – FRA KAOS TIL ENHED

Ill.: Maria Bramsen.

Dyr, tung og ligegyldig. Så barsk lød kritikken af FN, før det store apparat blev sat på slankekur i den såkaldte ’One UN Reform’. Målet er at effektivisere verdensorganisationen og forenkle vejen fra donor til projekt. Vietnam er det af de otte pilotlande, der er nået længst.

Af Merete Jensen, Hanoi

”Det er ikke den stærkeste, der overlever, heller ikke den mest intelligente. Det gør derimod den, der er bedst til at acceptere forandringer.”

Ordene er Charles Darwins og de gælder i disse år også De forenede Nationer. I et forsøg på at trække den gumpetunge ende op ad sumpen er FN i gang med reformer – og med at få hele den lettere overvægtige organisation til at indse, at det er vejen frem, hvis den skal overleve.

Kritikken af unødigt bureaukrati, store budgetter, reduceret indflydelse og utilnærmelighed over for brugerne af systemet har lydt i årevis. Kritikken kom både fra brugere og donorer og inde fra systemet, og derfor var den ikke længere til at overhøre.

– ’Business as usual’ og ’det plejer vi…’ dur simpelthen ikke længere, erkender John Hendra, der foruden titlen som UNDP-topchef i Hanoi også er FN’s residerende koordinator og dermed i spidsen for 450 FN-ansatte i Vietnam – et af otte lande, som i 2006 blev udvalgt som pilotland for FN-reformen.

– Der er et bredt ønske om, at vi skal effektivisere FN. Hvis ikke det lykkes at strømline de forskellige organisationers arbejde, så mister FN sin legitimitet og sin troværdighed, sagde udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), da hun i slutningen af januar var på besøg i Vietnam netop for at kigge på FN-reformen.

Både ministeren og UNDP-landechefen ved dog godt, at det ikke er ligetil at lukke munden på kritikerne.

– En del af kritikken var og er bestemt berettiget. Men FN er også en nem prygelknabe. Alle siger, at FN er for stor og for fed. Men ingen har overblik eller indsigt nok til reelt at vide, hvad FN vejer – eller om det er fedt eller knogler eller muskler, siger Rie Vejs-Kjeldgaard, landechef for ILO, FN’s særorganisation for arbejdsmarkedsforhold, i Vietnam. Hun tilføjer:

– Og sig mig lige: Hvornår har du sidst sagt til dig selv, at du skulle tabe dig fem kilo uden at gå på vægten og checke, hvad du vejer her og nu? Nej, vel! Man er nødt til at vide, hvad udgangspunktet er, før man kan ændre på noget.

Effektiv hjælp

FN-reformen er en udløber Paris-erklæringen om øget effektivitet af bistandsmidler og af rapporten ’Delivering as One’ fra 2006, forfattet af et højniveau-panel, som FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan nedsatte.

Reformen, der går under betegnelsen ’One UN’, skal slanke og effektivisere FN’s organisering på landeplan i udviklingslandene, så FN kan levere bedre og mere sammenhængende rådgivning. Reformen er nødvendig, for at FN kan nå 2015 Målene.

Men reformen er også verdensorganisationens fortsatte billet til første række i et udviklingsshow, der i stigende grad har Verdensbanken, de regionale udviklingsbanker, bilaterale donorer og (mere eller mindre private) investeringsfonde på VIP-stolene.

”Tabet af sammenhængskraft forhindrer FN i at være mere end summen af alle faktorer”, stod der i rapporten fra 2006. Det er den sammenhængskraft, der skal genetableres og i sidste ende sikre FN en plads i den nye verdensorden.

Regeringerne i de foreløbigt otte pilotlande – Albanien, Cape Verde, Mozambique, Pakistan, Rwanda, Tanzania, Uruguay og Vietnam – har meldt sig frivilligt til reformprocessen, der bygger på de fire ’Ones’: Ét program, ét budget, én leder og ét kontor i hvert land.

Regeringerne skal have større ejerskab over FN-udviklingshjælpen, som derfor skal koncentreres i den retning, værtslandet har behov for.

I hvert land er det planen, at et fælles FN i samarbejde med regeringen og donorsamfundet udarbejder individuelle modeller for reform under den samme One UN-overskrift. Den overordnede strategi er herefter, at pilot-landenes erfaringer senest i 2015 skal høstes, analyseres, sorteres og fungere som ledetråd i reformen af andre FN-landeprogrammer.

“En del af kritikken var og er bestemt berettiget. Men FN er også en nem prygelknabe.”
Rie Vejs-Kjeldgaard, chef for FN-organet ILO i Vietnam.

Vietnamesisk effektivitet

I Vietnam, hvor udvikling det seneste årti er gået forrygende hurtigt, er One UN-reformen nået længst siden startskuddet 1. januar 2007. Vietnam var allerede foran, før reformprocessen begyndte.

Den vietnamesiske regering støtter ikke bare processen, men arbejdede også aktivt i flere år for at ændre FN’s rolle i landet. Derfor gik der kun få måneder efter underskrivelsen af Paris-deklarationen, før den vietnamesiske regering i fællesskab med repræsentanter for donorerne og FN havde udarbejdede deres eget ’Hanoi Core Statement’, der er det grundlæggende dokument for One UN-reformen i Vietnam.

– Vietnameserne sagde simpelthen til os: ’I er nødt til at ’walk the talk’. Vietnam udvikler sig så hurtigt, at FN kan ikke følge med. I taler og siger det rigtige, men jeres organisationer er for små og bureaukratiske, og I følger ikke selv jeres egne gode råd. Vi har et langt og godt samarbejde med FN og sætter pris på jeres neutrale rådgivning, men I er simpelthen nødt til at skifte kurs, for at vi kan arbejde sammen i fremtiden’, fortæller Jesper Mørch, landechef for UNICEF i Vietnam og blandt de ivrigste fortalere for One UN-reformen.

Jesper Mørch skrev allerede i 2005 sammen med den daværende landechef Jordan Ryan et dokument, hvor de pegede på FN som en marginaliseret udviklingspartner uden pondus, med landekontorer fyldt med uerfarne Junior Program Officers (JPO’s) og frivillige. Folk, der talte om gennemsigtighed, effektiviseringer og forandringsvilje, men selv sad fast i en tung organisation, og var ude af stand til at sætte handling bag deres ord.

Dokumentet beskrev, hvordan besøgende til UNDP og UNICEF, der delte bygninger i Hanoi, skulle forbi to sikkerhedsvagter, fordi de to FN-organisationer havde kontrakt med hver deres sikkerhedsselskab.

– Kapitlet om udvikling i Kofi Annans højniveaupanels rapport fra 2006 er næsten en tro kopi af vores papir. På fornuftigste vis skelede ekspertpanelet til Vietnam, og vores rapport blev pludselig en af referencerammerne for One UN-reformen, siger Jesper Mørch.

“Der er nu – mere end nogensinde før – brug for et fornyet, genopfrisket og mere handlende FN.”
Ban Ki-moon, FN-generalsekretær.

Et radikalt eksperiment

Interviewet med Jesper Mørch er kommet på plads via FN-Vietnams nye fælles kommunikationsteam, der består af folk fra flere forskellige FN-organisationer, der nu deler kontor og arbejdsopgaver.

Kommunikationsgruppen er bare ét af de meget synlige resultater af One UN-reformen i Vietnam, som er gået et skridt videre end de fire ’Ones’ og har vedtaget, at FN-organisationerne skal arbejde sammen under én fælles arbejdsstruktur. FN har oprettet elleve såkaldte ’Program Coordination Groups’ (PCG) på tværs af FN-organisationer, der arbejder inden for samme sektor. PCG-grupperne vil med tiden få mere indflydelse på fordelingen af penge og arbejdsopgaver end de enkelte FN-organisationer. For eksempel skal hiv/aids-eksperterne fra WHO arbejde tættere sammen med hiv/aids-eksperterne fra andre FN-organisationer end med deres WHO-kolleger.

Den fælles arbejdsstruktur skal gøre det lettere for den vietnamesiske regering, donorerne, pressen og andre at henvende sig til FN.

– I dag skal brugerne af FN-organisationerne banke på hos WHO, UNAIDS, UNFPA og så videre for at få rådgivning og støtte til et hiv/aids-program. Med One UN skal den vietnamesiske regering kun forholde sig til én FN-plan for hiv/aids, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

– Af de otte pilotlande er vi det mest radikale eksperiment, siger Jesper Mørch og tilføjer, at processen fungerer, fordi Vietnams regering står stærkt og de FN-ansatte har en vilje til forandring. Men Jesper Mørch erkender også, at der er en vis modvilje i FN-systemet i New York og i FN-organisationers hovedkvarterer.

– Det er helt nødvendigt for hvert kontor at afgive autoritet, så vi kollektivt står stærkere, og det kan virke truende. Alligevel bliver vi modtaget med væsentligt større interesse og forståelse i New York nu end for to-tre år siden, når vi taler om One UN-reform.

FN-hovedkvarteret er dog endnu ikke parat til at give pilotlandene det fulde ansvar. Det ligger stadig hos lederne af de enkelte FN-organisationer i Vietnam.

– Landechefen har ikke noget eksplicit mandat – og det vil systemet ikke give ham. Derfor kan en leder af et kontor obstruere ethvert forsøg på mere reform. Det er den helt store svaghed ved One UN, siger Jesper Mørch.

– Jeg fik en klar fornemmelse af, at One UN-reformen afhænger meget af nogle få personers vilje og handlekraft, fordi processen ikke er blevet institutionaliseret endnu, sagde udviklingsministeren da også efter sit besøg i januar. Ulla Tørnæs lovede, at hun i samarbejde med sin britiske kollega Gareth Thomas, der også deltog i rundbordssamtalerne om One UN-reformen i Hanoi, vil tage fat på problemet i de politiske drøftelser med FN-hovedkvarteret.

– Der er et bredt ønske om at effektivisere FN. Og når vi har presset hårdt på for at få gang i processen, har vi også en forpligtelse til at følge op undervejs og sikre, at det kan blive en succes, forklarede udviklingsministeren.

14 bilparker – og så videre

I Vietnam, hvor private investeringer og bilaterale udviklingspenge efterhånden har taget over fra de multilaterale udviklingsmidler, bidrager FN kun med to pct. af den årlige udviklingsbistand (i modsætning til over 60 pct. i 1980’erne, da Vietnam lå underdrejet på grund af økonomiske sanktioner). Alligevel er 14 forskellige FN-organisationer i dag fordelt på ti kontorbygninger, spredt ud i hovedstaden Hanoi. De 14 organisationer arbejder alle efter de samme overordnede mål om fattigdomsreduktion, udvikling og rådgivning, men i dagligdagen er de individuelle enheder med egne bilparker, chauffører, bogholdere, sikkerhedsvagter og andet administrativt personale – foruden egne budgetter, dagsordener, hovedkvarterer og selvstændige ønsker om profilering.

Besparelser på administrationsbudgettet er dog ikke det primære formål med FN-reformen, fastholder One UN-specialisten Peter Reeh fra den residerende koordinators kontor i Hanoi. Han ærgrer sig over det store fokus – også i FN’s hovedkvarter i New York – på budgetbesparelser.

– Det er en del af formålet med reformen, men hovedformålet er at gøre FN mere tilgængeligt for brugerne og at skabe synergi, bedre rådgivning og bedre projekter, forklarer Peter Reeh.

Hans hensigtserklæring bakkes op af Vietnams viceudenrigsminister:

– Vi anerkender FN’s bedrifter, og vi ser nu et mere effektivt FN, der engagerer sig med os som et samlet FN. Vi møder et FN, der er parat til at forenkle og harmonisere deres procedurer. Det er klart et andet FN end for tre år siden, sagde Nguyen Quoc Cuong ved en rundbordssamtale i Hanoi i januar med den danske og den britiske udviklingsminister.

Synlige besparelser

På gadeplan i Hanoi er arbejdet med at trimme bureaukratiet synligt. Ombygningen af et tidligere FN-lejlighedskompleks til nyt fælles og miljørigtigt FN-hus er i gang, og til oktober næste år flytter FN-organisationerne ind under samme tag. Huslejebesparelser, personalereduktion og fællesindkøb af alt fra flybilletter og til kantinekaffe vil sænke udgifterne med mindst en halv million dollars om året.

– Ved at have en fælles administration kan man frigøre ressourcer, som kan bruges til gavn for de fattige, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

– Det er hensigten, at pengene skal bruges til gavn for de fattigste, men vi har ingen garanti fra donorerne for, at de ikke skærer i budgetterne, når administrationsomkostningerne falder, siger Peter Reeh imidlertid.

Udviklingsministeren lægger ikke skjul på den danske regerings ønske om en kraftig beskæring af FN-bureaukratiet. Hun giver et eksempel på spild i FN-organisationers bilparker:

– Man kan blive forundret over, at der først kommer en kortege af UNICEF-biler og så en kortege af UNDP-biler og UNFPA-biler. En kortege af biler i et udviklingsland koster rigtig mange penge, siger Ulla Tørnæs.

“Det FN, vi møder nu, er klart et andet FN end for tre år siden.”
Nguyen Quoc Cuong, vietnamesisk viceudenrigsminister.

Forhindringer på vejen

Få havde forestillet sig, at det ville blive strygende let at reformere den tunge, fragmenterede verdensorganisation. Og under de første års pilotarbejde har der også vist sig problemer.

– Der ikke er opbakning nok fra FN’s hovedkvarter til processen, siger Peter Reeh. Han støttes af ILO’s Rie Vejs-Kjeldgaard:

– Man vil, at vi skal eksperimentere, men man giver os ikke mandatet til at eksperimentere, siger hun.

Begge nævner, at samtlige FN-organisationer stadig forventes at aflevere en årsrapport til deres respektive hovedkvarterer – samtidig med en fælles One UN-årsrapport. Desuden skal de 14 ledere stadig hver især stå til ansvar over for deres chefer i deres organisationers hovedvarter. Derfor kan de nemt sætte sig imellem to stole: FN-Vietnam og deres egen organisation.

– Det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at man er bagstræberisk eller ikke vil reformen, hvis det går langsomt, fastslår Rie Vejs-Kjeldgaard og forklarer:

– Det giver bare indimellem problemer, at man som leder står til ansvar over for både sit eget hovedkvarter og reformen herude. Men der er man bare nødt til at være realistisk omkring processen og erkende, hvor meget den kræver.

Merete Jensen er korrespondent for Kristeligt Dagblad og bosat i Hanoi, Vietnam.