NYT FRA STYRELSEN

FRA FRUGTJUICE TIL TOPSTYRING

Danidas styrelse blåstempler hvert år nye projekter og programmer for millioner af kroner. For nylig besøgte ni af styrelsesmedlemmerne Tanzania og Rom for ved selvsyn at få et indtryk af, hvordan pengene bliver brugt. Klaus Bustrup, formand for Danidas styrelse, skriver her fra første del af rejsen.

Siden overgangen fra Julius Nyereres (Tanzanias præsident 1964-85, red.) socialistiske økonomi til markedsøkonomi har Tanzania oplevet økonomisk fremgang. Som følge af en stor befolkningstilvækst er det absolutte antal personer under fattigdomsgrænsen dog ikke faldet. På en række områder som sundhed, uddannelse, infrastruktur og vand og sanitet, hvor Danida har været aktiv, er der imidlertid sket betydelige fremskridt for den enkelte borger, der nu kan leve et mere anstændigt liv. Det kunne Danidas styrelse konstatere med egne øjne, da medlemmerne for nylig besøgte Tanzania.

Zanzibar og Iringa

Via udviklingshjælp er det lykkedes stort set at udrydde malaria på øen Zanzibar. Sundhedsvæsenet har sparet millioner, der nu kan anvendes til at bekæmpe andre sygdomme. Et besøg på sundhedscentret i byen Iringa på fastlandet viste, at befolkningen i dag har adgang til langt flere og bedre sundhedsydelser og har fået levevilkårene forbedret. Og det gjorde indtryk at se et projekt, støttet af Folkekirkens Nødhjælp, hvor skolebørn gennem rollespil undervises i faren for seksuelt misbrug og for at blive hiv-smittet. Den åbenhed, der kendetegnende dette projekt, var positiv og vil forhåbentlig medføre senere debut på den seksuelle arena og dermed en lavere befolkningstilvækst.

Topstyret samfund

Tanzania står over for store politiske og økonomiske udfordringer. Det er positivt, at der er stort nationalt og familiemæssigt sammenhold, men negativt at landet – selvom der i 1992 blev indført et flerparti-system – fortsat helt domineres af et enkelt parti.

Tanzania er præget af topstyring. Civilsamfundsorganisationerne står svagt, og regeringen har svært ved at forstå privatsektoren. Alt er planlagt som sociale aktiviteter uden forståelse for erhvervslivets udfoldelsesmuligheder, og blandt andet er ejendomsretten til jord uafklaret.

Tanzania er i dag meget bistandsafhængig. Den økonomiske krise mærkes nu også her og modsat industrialiserede lande, er der ikke råd til hjælpepakker. I regeringskredse er der en erkendelse af, at der er behov for vækst i landbrug og industri, så Tanzania selv på længere sigt kan finansiere en række sundheds- og sociale ydelser. Men udvikling af et aktivt erhvervsliv i Tanzania bliver en svær opgave – eksempelvis er det fortsat regeringen, som fastsætter minimumslønninger.

Dårlig infrastruktur koster dyrt

På Zanzibar besøgte styrelsen en imponerende kvinde, der gennem rigtig behandling af jord og afgrøder havde sat gang i en stor grønsagsproduktion, samtidig med at hun passede sine 11 børn og betalte skolepenge for de ældste. Manden passede en lille bod på vejen og solgte nogle af deres produkter. Så lidt gavn gjorde han da. En god historie, men næppe løsningen på alle Tanzanias udfordringer.

Danida støtter udvikling af en række små og mellemstore virksomheder, især inden for forædling af fødevarer. I byen Morogoro besøgte styrelsen blandt andet Tanzanias største frugtforædlingsvirksomhed, UNNAT, der satser på eksport af juicekoncentrat og forudser samarbejde med ca. 10.000 producenter. Et lovende projekt, hvis succes blandt andet afhænger af fortsat adgang til kredit – til en konkurrencedygtig rente, med en acceptabel tilbagebetalingstid og uden urealistiske krav til sikkerhed. Selv hvis disse forhold er opfyldt, er dårlig infrastruktur ofte årsag til, at Tanzania ikke er konkurrencedygtig på eksportmarkederne.

Ni ud af ti har ingen bankkonto

I kreditsektoren har Danida dog ydet sit væsentlige bidrag. For 20 år siden skød Danida 20 mio. kr. ind i en bank ved navn CRDB, som var på fallittens rand. I dag er den landets største og med et omfattende filialnet. Men der er også brug for at udvide bank- og kreditsektoren i Tanzania. 90 pct. af befolkningen har ingen bankforbindelse!

Tanzania er et af de lande, hvor der er det tætteste samarbejde mellem donorer, og de fleste, herunder Danmark, har tiltrådt den fælles landestrategi. En del af den danske bistand til Tanzania ydes som budgetstøtte. Danmark har haft en ledende rolle på området og har gode erfaringer med budgetstøtte i Tanzania.

Udviklingsbistand er kompliceret og forstås kun gennem besøg på stedet, hvor man både kan opleve, hvor svært det er, men også se resultater af indsatsen. Og så er det altid en fornøjelse at være sammen med dygtige, vidende og stærkt engagerede ambassade- eller programmedarbejdere, der altid yder en stor indsats.

Foto: Klaus Bustrup

Klaus Bustrup er formand for Danidas styrelse.
Foto: um.dk



STYRELSEN INDSTILLEDE VED SIT MØDE I MARTS FØLGENDE BEVILLINGER TIL VEDTAGELSE:

  • Irak: Styrkelse og konsolidering af genopbygning, 2009-10 – 155 mio. kr.
  • Den asiatiske Udviklingsfond: Genopfyldning af fonden – 100 mio. kr.
  • Liberia: Styrkelse af ligestilling og kvinders økonomiske muligheder – 100 mio. kr.
  • U-landssekretariatet: Regionalt program til fremme af anstændigt arbejde i Asien – 30,7 mio. kr.
  • Burundi: Nærområdeindsats – 24 mio. kr.



Denne side er forordet til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 27-03-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9305/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet © | www.um.dk