TEMA: VIETNAM

ONKEL HO’S BØRNEBØRN

De nye vietnamesere. Studerende Ho Chi Minh City hygger sig ved julepyntet scooter.

Vietnam er en tigerøkonomi, men tigeren hoster. Prisen for en vækst på 7-8 pct. er øget social ulighed og et stadig mere nedslidt miljø. Forude venter klimaændringer, som vil ramme landet med den lange kystlinje hårdt.

En langbåd fyldt med eksotisk frugt og en silkeklædt frugtsælger med kegleformet stråhat, der stager båden ned ad en stille, poetisk grøn flod – i baggrunden en enkelt sendrægtig, drøvtyggende vandbøffel inde ved bredden.

Sådan ser Vietnam ud ifølge danske rejsebureauer.

Velkommen til virkeligheden, kammerat! Billedet af den kønne, grønne flod flås hurtigt itu af manden uden for mit hotel, der med en tryklufthammer er ved at flå fortovet op, af de heftigt dyttende motorcykler og af højttaleren, der faldbyder en eller anden vare.

Overalt er nogen i gang med at blande cement eller svejse eller tale i mobiltelefon. En fantastisk forrygende aktivitet. Sådan lyder en årlig vækst på 7,6 pct. (2000-07).

Bybilledet i hovedstaden Hanoi og den næsten dobbelt så store Ho Chi Minh City (tidligere Saigon) ændrer sig: Nye biler, utallige motorcykler og en lysavis, der kører uden for en af bankerne med nyt om stigninger og fald i dagens aktiekurser.

Væksten har ikke blot øget levefoden for mange familier. Den har også bragt Vietnam i en position, hvor landet ser ud til at ville kunne opfylde pænt mange af FN’s 2015 Mål om menneskelig og social udvikling.

Velstandsstigningen betyder også, at Danmark iværksætter sit sidste egentlige sektorprogram i Vietnam i 2011.

Men hvad med socialismen?

Vietnams flag er knaldrødt med en gul stjerne i midten. Over for Vietnams Militærhistoriske Museum i Hanoi knejser Lenin stadig i bronze på sin sokkel (her hedder han Le-Nin). Og landsfaderen Ho Chi Minh – Onkel Ho – pryder stadig samtlige pengesedler og væggene på ethvert offentligt kontor. Gad vide, hvad Onkel Ho ville sige til, at Vietnam er blevet et kapitalistisk land – og siden nytåret 2007 fuldgyldigt medlem af verdenshandelsorganisationen WTO?

Nok ligger magten ubestridt fortsat hos det kommunistiske parti, der også sidder på 450 af de 493 pladser i parlamentet. Men ellers er det som om socialismen mest er til pynt. Det ses blandt andet i form af store billboards i klassisk socialistisk grafik med budskaber til masserne – der altså bare har alt for travlt med at ræse forbi på deres motorcykel er til at læse noget budskab.

Et folk med stofmasker

Vendepunktet var 1986. Her blev døren åbnet for en vis liberalisering af økonomien – de såkaldte doi moi-reformer. Siden har Vietnam været et samfund i forandring, og det har ikke været én, men to store samfundsændringer, folk har skullet sluge:

Fra østblok-kommunisme til casino-kapitalisme. Og fra udviklingsland til fremadstormende, asiatisk tiger-økonomi på vej mod Thailands og Malaysias liga.

Nu er vietnameserne heldigvis et pragmatisk indstillet folkeslag fuldt af foretagsomhed, så det lader ikke til, at de er videre traumatiserede af disse samfundsændringer. Tværtimod. Er der muligheder, skal de bruges! Mange offentligt ansatte kører f.eks. en eller anden form for forretning ved siden af kontorjobbet.

Bagsiden af det økonomiske tigerspring er de heftige miljøproblemer. I den statslige politik har målet om vækst overtrumfet alle andre hensyn.

For ti år siden kørte alle på cykel. I dag er der rigtig mange, som har fået råd til at købe en lille Honda-motorcykel, som her kan erhverves for 1.000 dollars. I myldretiden er trafikken så tæt, at folk kører lange strækninger inde på fortovet. Luften er slem i myldretiden. ’Løsningen’ er en stofmaske for næse og mund, som tager de værste sodpartikler og vejstøv.

Det flade land i fare

Der er noget af et spring fra den individuelle løsning med en stofmaske for munden og så til at takle fremtidens klimaudfordringer, der i særlig høj grad vil ramme Vietnam. Landet er med sin lange kyststrækning og hele det store, flade Mekong-delta et af de udviklingslande, der spås at blive hårdest ramt af fremtidens klimaændringer – 70 pct. af vietnameserne lever i områder, der er i risiko for at bliver ramt af klimaskabte katastrofer.

Ifølge UNDP og Vietnams meteorologiske Institut vil gennemsnitstemperaturen stige til 30 grader i år 2100 og vandstanden i havet stige med én meter i gennemsnit. Herved vil Vietnam miste 70-80 pct. af sit Mekong-delta (Cuu Long), og 20 millioner mennesker må se sig om efter et nyt sted at bo.

At forberede Vietnam på at tackle fremtidens klimaudfordringer spiller en stadig større rolle i den danske bistand til Vietnam. Danmark er i øvrigt lead donor på klima og har sat 200 mio. kr. af til området.

Men det er ikke forurening eller klima, som optager befolkningen. Vietnameserne ved godt, at deres egen stræben efter økonomisk vækst er ved at forårsage nogle problemer, men ønsket om mere velstand er fortsat entydigt i fokus.

Væksten sker især i hovedstaden Hanoi, ud mod den store havneby Hai Phong samt sydpå i industribyen Ho Chi Minh City.

Men mange er blot vidner til den økonomiske udvikling:

Landets etniske minoriteter – der udgør 14 pct. af befolkningen – og småbønderne i provinsen, er ikke med i festen. Og mange af de gamle, der gav deres ungdom i Vietnam-krigen (som her hedder The American War) og i dag overlever på en pension på 50 dollars om måneden, kan se moderne, mobilsnakkende, velklædte, vietnamesiske forretningsfolk stige ind og ud af sorte Mercedeser.

Alt dette er ikke noget, som er til debat i offentligheden. For Vietnam er fortsat et land, som har høj vækst, men ingen samfundsdebat.

MINISTER SÅ PÅ REHABILITERING

Tekst og foto: Merete Jensen.

Ministerbesøg: Der var skamfulde blikke, forsikringer om bedre opførsel i fremtiden og en forsigtig bøn om flere donorpenge på den uofficielle dagsorden, da udviklingsminister Ulla Tørnæs 18. januar mødte nogle af de knap 1.000 indsatte stofmisbrugere, prostituerede og hiv-smittede vietnamesere på rehabiliteringscenteret Ba Vi uden for hovedstaden Hanoi.

Bortset fra 44 frivilligt ankomne er de indsatte, der offentligt betragtes som et socialt onde, idømt behandlingsdomme på to år. I løbet af den tid bliver de afvænnet, genopdraget (som det hedder i den vietnamesiske terminologi) og op lært i et håndværk.

Bagefter venter verden udenfor. En verden, der for mange er skræmmende på grund af stigmatisering og manglende jobmuligheder. Også for 23-årige Hang, der er genganger på centeret:

– Jeg faldt tilbage i prostitution og stofmisbrug, fordi jeg følte mig diskrimineret, da jeg kom tilbage til Hanoi. Folk undgik mig. Nu vil jeg helst blive på centeret for altid. Jeg er ikke længere til nogen nytte for samfundet, forklarede hun ministeren.

På dette sit tredje Vietnam-besøg som udviklingsminister åbnede Ulla Tørnæs også en regional workshop om klimaforandringer, besøgte projekter under B2B-programmet og mødte ledere af FN-organisationerne i Hanoi til en gennemgang af One UN, reformprojektet for ét fælles, effektiviseret FN. Projektet er kommet hurtigt fra start i Vietnam, siden landet blev udnævnt som det første af en række pilot-projektlande i 2006.

Ministeren fortsatte sin rejse til Burma for at se på den humanitære hjælpeindsats her.

SAMFUNDSDEBATTEN, DER BLEV VÆK

Korruption: Et seksårigt barn kom hjem fra skole med dårlige karakterer og sagde til sine forældre: ’Jeg må vist hellere få en kuvert med til min lærer.’ Når man allerede som seks-årig har fattet mekanismerne, så er det fordi den mekanisme – korruption – gennemsyrer alle led og alle lag i Vietnam. For den menige hr. og fru Nguyen skal pengepungen frem, hvis man vil noget i det vietnamesiske samfund. Skolelæreren skal du betale.

Færdselsbetjenten skal du betale. Og skal du behandles på et hospital er det et hækkeløb af korruption – startende med 15.-20.000 dong (en dollar) til portvagten. Videre og betale til lægen, der sørger for at du kommer nogen vegne i køen etc.

Skal man have et job, er det ikke usædvanligt at skulle betale 10 pct. af lønnen til den, der har skaffet én inden for i varmen. Uden tidsbegrænsning.

En anti-korruptionslov blev vedtaget af parlamentet i 2006. Ikke desto mindre florerer bestikkelse i bedste velgående på alle niveauer. Landet landede i år som nummer 121 på Transparency Internationals årlige rangliste corruption perception index (CPI). Selv Malawi, Rwanda og Tanzania ligger bedre på listen.

Nok endte forhandlingerne med donor-samfundet i december 2008 med fem milliarder fra tilfredse donorer – men den statslige, japanske bistandsorganisation JICA besluttede for nylig at indefryse bistand til Vietnam som en reaktion på misbrug af japanske bistandsmidler. (Se blog til venstre).

/sk

NÅR BLOT INDPAKNINGEN ER RIGTIG

Nej, det er ikke ’postkasse-NGO’er’ – det er NGO’ernes postkasser i ’NGO-byen’ La Thank Hotel, hvor en god del af NGO’erne i Hanoi har til huse.

Spillerummet er blevet større for Vietnams civilsamfund de seneste 3-4 år. Men det er fortsat de internationale NGO’er, der sætter dagsordenen.

Måske du gik rundt og troede, at der i et land som Vietnam med étparti-styre ikke levnes meget rum for græsrodsbevægelser at tumle sig på?

Så ryst posen igen. Vietnamesiske civilsamfundsorganisationer kan gå rigtig langt. Hvis bare indpakningen er den rette.

– Du kan godt arbejde med menneskerettigheder, men du må bare ikke kalde det dét. Så det hedder ’kvinders rettigheder’ eller ’børns rettigheder’, forklarer Trine Glue Doan fra paraplyorganisationen NGO Ressource Center i Hanoi og tilføjer:

– Der er heller ingen NGO, som arbejder med anti-korruption her. Nej, det hedder ’god regeringsførelse.’

Før en vietnamesisk NGO kan begynde at fungere, skal den igennem en lang procedure med at lade sig registrere hos myndighederne. Og før den kan udgive noget, skal den indhente en tilladelse fra myndighederne, som skal fornyes hvert år.

Inden for de seneste tre-fire år er myndighederne dog blevet stadigt mere åbne både over for at erkende værdien af de ikke-statslige organisationers arbejde og at give dem et større spillerum.

– Ændringen er sket dels som følge af Vietnams nylige medlemskab af verdenshandelsorganisationen (WTO), dels på grund af det pres, som bilaterale donorer og internationale NGO i den løbende dialog med myndighederne har lagt på Vietnam, siger programkoordinator Tran Thi Hai fra den lille borgergruppe Action for the City.

Der er dog en grænse:

– Er du kritisk over for partiet, så får du problemer, vurderer Trine Glue Doan, der har boet ni år i Vietnam og er vietnamesisk gift.

Stadigt flere vietnamesiske og internationale NGO’er er blevet registreret i landet inden for de seneste ti år.

Sidstnævnte – INGO’er også kaldet – kanaliserede sidste år 250 mio. dollars ind i Vietnam og er dermed som gruppe den største bistandsyder, fortæller Trine Glue Doan. Hun vurderer, at selvom der er 600 internationale NGO’er med ’relationer’ til Vietnam, så står en kerne på godt 150 INGO’er for 80-90 pct. af dette beløb.

Partiets monopol på magt

Staten har dog et ganske godt overblik over hvad INGO’er foretager sig. Skal man rejse til andre provinser, noteres pasnummer og udløbsdato omhyggeligt. Og som Jakob Jespersen fra O.V.E. (se næste side) udtrykker det:

– Vi bliver kontrolleret ret tæt. Vi arbejder med khmer-befolkningen nede sydpå, og er der en udenlandsk gæst med, så kommer der også en civilbetjent med, siger han.

Også han har dog forlængst vænnet sig til, at dette blot er et vilkår, man må tage med et smil, hvis man vil arbejde i Vietnam.

De nationale vietnamesiske NGO’er er stadig i deres spæde vorden:

Dang Huong Giang, leder af Action for the City, skønner, at der er 300 landsdækkende og mere end 20.000 helt lokale civilsamfundsorganisationer (CSO’er). Ud over de registrerede NGO’er er der mange smågrupper af frivillige, der samles om en enkelt sag som f.eks. ’nej til plastikposer’, ’lad-motorcyklen-stå-dag’, ’genbrug’ etc.

– Mange beror helt og holdent på nogle få, aktive individer, som regel studerende, som dropper ud når de får andre jobmuligheder, siger hun.

NGO’erne opererer inden for et juridisk tomrum. Der findes nemlig endnu ingen specifik lov om NGO’er, som derfor må definere sig med den bredere titel ’civilsamfundsorganisation.’

– Mens hele erhvervslovgivningen i Vietnam er blevet reformeret og i dag er meget klar, så er lovgivningen, der berører NGO’er, uklar og fordelt på flere love, siger Dang Huong Giang.

En reform på området, Law of Associations, har længe været i støbeskeen, men er endnu ikke blevet vedtaget. En mulig grund kunne være, fordi den vil komme til at røre ved det ømfindtlige spørgsmål om partiets og masseorgasniationernes status, påpeger Trine Glue Doan.

Som for 10-15 år siden

Hvert år i december afholder Verdensbanken et stort årsmøde mellem de vietnamesiske myndigheder og de donorer, der arbejder i landet, for at fastlægge de brede linjer. Det er de såkaldte  Consultative Group (CG)-forhandlinger – og også NGO-miljøet er inviteret. Men det er de store, internationale NGO’er som Oxfam og ActionAid, der er med ved CG-mødet som talerør for det vietnamesiske civilsamfund.

– De internationale NGO’er fylder rigtig meget i forhold til de vietnamesiske, fastslår tidligere generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, Lars Udsholt. Han arbejder i dag som konsulent med base i Hanoi, hvor han i øjeblikket er ved at lave flere studier for donorerne.

Lars Udsholt mener, at NGO-scenen i Vietnam kunne lære meget af erfaringer med civilsamfundsudvikling fra andre udviklingslande:

– Det er ukoordineret, og billedet er domineret af enkeltstående projekter. Man ser for eksempel ingen NGO-midler blive samlet i fælles puljer, sådan som internationale donorer og nationale myndigheder har etableret i andre u-lande, siger han.

Danske NGO’er kunne yde væsentlige bidrag i de kommende år, for eksempel ved at støtte kapacitetsudvikling i civilsamfundet, og fremme en større og mere kritisk dialog mellem borgere og myndigheder, foreslår Lars Udsholt og tilføjer:

– Et solidt landekendskab og respekt for Vietnams egenart er dog afgørende forudsætninger.

 /sk

’VI HAVDE PENGE MED HJEMMEFRA’

Kvinderne bag den lille NGO Action for the City arbejder blandt andet for at skabe et marked for økologiske grøntsager.

– Generelt kender folk i Vietnam slet ikke til NGO-begrebet. De tror, vi er et firma, ler Tran Thi Hai fra Action for the City.

Staben i den lille Hanoi-baserede civilsamfundsorganisation Action for the City består af seks kvinder og en mand – alle universitetsuddannede. Den er prototypen på en vietnamesisk NGO. De ansattes gennemsnitsalder er lav, omkring de 30.

Action for the City har to store projekter: Et om neighborhood empowerment i samarbejde med Irish Aid. Det andet handler om økologiske grøntsager og udføres i samarbejde med danske ADDA (se side 15). Hertil kommer to helt små projekter: Et 10.000 dollars-bidrag fra Verdensbanken til fremme af mere grøn transport samt et initiativ med at få studerende til at hjælpe Hanois talrige gadekøkkener med at få en bedre fødevarehygiejne.

Folk med INGO-baggrund

Et andet initiativ er en hjemmeside, hvor studerende kan gå ind og skrive klager – ’i stedet for at vente på at myndighederne gør noget’, siger Dang Huong Giang. Om gruppens spæde start siger hun:

– Action for the City blev dannet af folk, der selv har arbejdet hos internationale NGO’er i Vietnam. Tre ud af de i dag syv ansatte har da også tidligere arbejdet i en af de international NGO’er (INGO’er), der arbejder i landet.

– Vi havde penge med hjemmefra, da vi skulle starte. Vi håber at kunne etablere et system, så vi kan modtage donationer fra vietnamesiske enkeltpersoner eller firmaer, men der er endnu lang vej at gå, supplerer Tran Thi Hai.

Action for the City er udsprunget af forskningsmiljøet og har da også til huse i et beskedent lokale bag Hanois naturhistoriske museum.

/sk

GRØNT HANOI

Ikke mange danske NGO’er har kastet sig over storbyernes problemer. En undtagelse er O.V.E., som siden 2000 har samarbejdet med beboerne i betonblokkene i Ouynh Mai om at give deres nedslidte og tætbefolkede kvarter et løft.

Dansk NGO laver kvarterløftsprojekt med beboerne i Hanois betonslum.

Millionbyerne i u-landene bliver stadig større. År for år bare vokser byernes indbyggertal, og det samme gør problemerne med sanitet, hygiejne, drikkevand, affald osv.

Alligevel er der ikke mange danske NGO’er, der har vovet at gå i clinch med storbyernes problemer.

En undtagelse er Organisationen for Vedvarende Energi (O.V.E), som siden 2000 har gennemført et projekt for et grønnere Hanoi. Der er tale om et Agenda 21-projekt, som har til hensigt at løfte miljøet i fire lokale, tætbefolkede kvarterer.

Quynh Mai kvarteret består af 20 noget nedslidte betonelement-bygninger, der blev bygget i 60’erne og 70’erne som boligområde for tekstilarbejdere. Mange af gaderne er så smalle, at en bil ikke kan dreje om hjørnerne. I dag rummer blokkene to-tre gange flere familier, end de oprindeligt er bygget til. I flere af blokkene må op til 80 beboere deles om ét toilet, som blot er et hul i gulvet.

Ønsket om flere toiletter og bade stod højst på beboernes ønskeseddel, dengang vi begyndte at arbejde i området, fortæller Jakob Jespersen fra O.V.E.

En vigtig del af øvelsen for beboerne har været selv at finde frem til hvilke problemer, der optager dem mest – her ’vandt’ sanitet, rent vand og luftforurening. Og dernæst at diskutere sig frem til, hvad der skulle laves først. Det er indtil videre blevet til 41 toiletter – skoene stilles pænt uden for døren. Lederen af beboer-arbejdsgruppen i blok E-1, 65-årige Mai Giang Nam, kan ikke et ord engelsk, men viser pavestolt de nye, fine fliseklædte ’pedal-toiletter’ frem for de danske gæster og kødranden af nysgerrige børn. Han fremhæver især folks forbedrede bevidsthed om det lokale miljø, som en af de vigtigste ting, Agenda 21-projektet har affødt.

Et mentalt spring

Alt i alt lyder det måske ikke som den store revolution, der er sket i blokkene i Quynh Mai. Men for mange af beboerne har det været et stort mentalt spring at opdage, at man selv kan handle frem for at vente på, at myndighederne kommer med en løsning – for det kan have lange udsigter.

– Folk er meget stolte af at vise, at de selv har fundet frem til løsningen, siger Jakob.

Plantning af træer, renovering af huse samt gyder og drængrøfter, som er blevet gravet, så beboerne undgår oversvømmelser i husene i den heftige regntid, er siden kommet til.

– I Vietnam er det stort set umuligt at gennemføre projekter uden en eller anden form for indblanding af de lokale myndigheder, så beboerne var meget tøvende med at gå ind i projektet, når vi kom med løsninger, hvor vi ikke blot kom med penge, men hvor de også selv skulle investere gennem opsparingsgrupper . De var bange for, at myndighederne ville stikke halvdelen til side til sig selv. Der kom først et gennembrud, da vi forelagde dem regnskabet, så de kunne se hver enkelt budgetpost og selv lægge det hele sammen, fortæller Jakob Jespersen. /sk

SUCCES VIA SYSTEMET

ADDA, en lille danske landbrugs-NGO, rådgiver Vietnams 12 millioner medlemmer store nationale bondeorganisation.

Lige fra begyndelsen har ADDA’s tilgang i Vietnam været den rent landbrugsfaglige.

– Det politiske kan medføre problemer, fortæller ADDA’s mand i Hanoi, agronom Bjørn Jensen. Og det betyder at arbejde inden for de rammer, der nu engang er i en ét-parti-stat.

– Vi stiller ikke spørgsmål ved det system, der er – vi bruger det, siger han. Og systemet i Vietnam, det er en række nationale, folkelige organisationer – kvindeforbundet, ungdomsforbundet, veteranorganisationen osv. organiseret under paraplyorganisationen Fædrelandsfronten. Den tæller i øvrigt paradoksalt nok også Vietnams Kommunistiske Parti som medlem – selvom det er partiet, der reelt har magten.

ADDA’s samarbejdspartner er den vietnamesiske landboorganisation National Vietnamese Farmers’ Union (NVFU).

– Det er et stort og tung bureaukrati. Men når man kommer igennem det, så er det utroligt effektivt, fastslår Bjørn Jensen.

– Samarbejdet er ikke blot på lokalt niveau, hvor der diskuteres forsøgsmarker og træningsmetoder. ADDA sidder også med til højbords og drøfter mere overordnede linjer med den nationale ledelse af NVFU – det vietnamesiske landbrugs top, om man vil.

En lille, relativt ny dansk NGO med i dag næsten 400 private medlemmer arbejder således sammen med NVFU, der repræsenterer 12 millioner medlemmer, og dermed tæller stort set samtlige bønder i Vietnam.

Helt apolitisk er ADDA’s agenda nu ikke. Med et nyt projekt om retshjælp (finansieret af Den danske Ambassade) er fokus flyttet fra rissorter og dyrkningsmetoder og til kampen for adgang til jord. Spillerummet er blevet større.

ADDA’s kerneydelse har i ti år heddet farmer field schools med brug af demonstrationsmarker og metoden Integrated Pest Magagement (IPM), der søger at anvende så lidt og så rigtig brug af sprøjtemidler som muligt.

– Inden projektet slutter, vil vi have undervist 18.-20.000 bønder på farmer field schools og dannet 400 produktionsgrupper. Det siger noget om den effektivitet og kraft, du får, hvis du har en masseorganisation bag dig, siger Bjørn Jensen.

Ikke blot er bønderne godt organiseret. Folk i landsbyerne kan også læse og skrive og har adgang til lægehjælp. Helt forskelligt fra et klassisk u-land, siger han.

– At lære bønderne at få mere udbytte med mindre input, dét er noget, der sælger billetter. Men det andet er at lære dem at samarbejde. Endemålet er, at de tager ansvar for landsbyen, siger Bjørn Jensen. Og netop dette sidste handler ADDA’s projekt om community development så om.

ADDA tager i øvrigt nu springet og starter – inviteret af MS – et projekt med farmer schools i Iringa i Tanzania, hvor den danske landbrugs-NGO vil bygge på sine 10 års erfaring fra Sydøstasien. Og som Bjørn Jensen siger:

– Vi har set så mange farmer field schools, at vi straks kan spotte det, hvis noget er ved at køre af sporet.

 /sk

ABORT-REKORD

To børn pr. familie. Så fat det dog!

I intet land foretages flere abort-indgreb end i Vietnam, og antallet af hiv-smittede har rundet de 200.000. Der er nok at lave for danske Sex & Samfund, som organiserer seksualoplysning i fire provinser i Vietnam.

For hver 100 nye, små vietnamesere, der fødes, finder der også 60 aborter sted. Vietnam har dermed en noget dyster verdensrekord.

Og det er ikke fordi landets unge kan prale af et voldsomt udsvævende sexliv: Ud af tre kvinder mellem 22 og 25 år, har kun én overhovedet haft et samleje, viser en undersøgelse fra det vietnamesiske sundhedsministerium.

Når så mange bliver uønsket gravide, skyldes det manglende kendskab til, hvad man kan gøre for at undgå graviditet. Kun 14 pct. bruger prævention, viser en interviewundersøgelse blandt unge vietnamesere.

Baggrunden for de mange aborter er Vietnams to-barns-politik. Staten lægger et vist pres på familierne til kun at få to børn, blandt andet i form af store propaganda-billboards, der viser den ideelle 2-voksne og 2-børns kernefamilie. Vælger man alligevel at få flere børn, er en række privilegier i fare.

Når staten blander sig i, hvor mange børn folk skal have, er det ikke for at genere folk. To-barns-politikken bunder i en bekymring for, at befolkningstilvæksten skal æde den økonomiske vækst op, sådan som det er sket i en række afrikanske lande. Ikke desto mindre er det naturligvis et indgreb i folks rettigheder.

Vietnam bliver et mandesamfund

Med kun to skud i bøssen er der lagt et massivt pres på unge, vietnamesiske kvinder for at levere svigerfamilien det brændende ønskede drengebarn, der kan føre slægten videre.

Dette – sammen med en meget liberal abortlovgivning, manglende oplysning om prævention samt brug af fosterscanning for at fastslå fosterets køn – har betydet, at Vietnam i øjeblikket har en skæv ratio på 115-128 drengebørn for hver 100 fødte piger. Og dermed kommer landet ligesom Kina og Indien til at opleve en alvorlig mangel på brude, når fremtidens par om nogle år skal smedes sammen.

Regeringen har ændret loven, så statslige hospitaler ikke længere må oplyse forældrene om, hvilket køn barnet har. Forbuddet er dog reelt uden effekt, for de fleste hospitalslæger bestikkes til at røbe resultatet af fosterscanningen. Desuden er der de seneste år åbnet talrige private klinikker, som tilbyder scanning og abort. Prislisten hænger synligt lige inden for døren.

200.000 med hiv/aids

At kondomet ikke er synderligt udbredt, har også betydet, at antallet af hiv/aids-smittede i Vietnam har passeret de 200.000 personer ud af en befolkning på 86 millioner. Og de smittede bliver stadig yngre. Alene fra 1993 til 2002 steg andelen af unge i aldersgruppen 20-29 år med hiv-smitte fra 15 pct. til 62 pct. af samtlige hiv-smittede.

– Teenagere er en overset gruppe i forebyggelsen. For nu spreder hiv sig til ’normale’ mennesker på landet. Det er en stor risiko i fremtiden, siger Pham Kim Ngoc. Hun er leder af den lille NGO og forskningsinstitution Research Centre for Gender, Family and Environment in Devolopment (CGFED).

I Vietnam kommer stort set alle børn i skole. Men modtager de også seksualundervisning?

– Eleverne får én times undervisning om hiv/aids. I biologi i niende klasse bliver der talt om mandens og kvindens anatomi, men i et rent biologisk lys. I faget ’citizen education’ i de ældre klasser indgår dog både emner som kærlighed og menneskelige relationer, siger Pham Kim Ngoc fra CGFED.

Initiativ og ansvar

En bred vifte af internationale NGO’er arbejder med at forebygge hiv/aids i Vietnam.

En af dem er den danske organisation Sex & Samfund, der siden 2003 – i samarbejde med CGFED og den statslige kvinde-union – har drevet et projekt i fire provinser i Vietnam – to i nord, én i syd og én i det centrale Vietnam (se også artiklen overfor). Dynamoen er en række klubber eller studiekredse for henholdsvis unge og for forældregruppen, der mødes hver måned for at øge deres viden om prævention, sex og følelser – og om hvordan man taler om disse rødme-fremkaldende emner.

Udgangspunktet for projektet er en såkaldt rettighedsbaseret tilgang (se boks side 17). Det betyder, at målgruppen – 1.400 unge og deres forældre – skal lære om retten til at bestemme over egen krop. Og at man har ret til at praktisere og nyde et privat og beskyttet seksualliv.

Det handler altså ikke kun om at overføre viden, men også om at lære selv at tage initiativ og ansvar for egen situation i bredere forstand.

– Det er spændende at se vores projekter i en større udviklingspolitisk sammenhæng for borger- og menneskerettigheder. Vietnam er et samfund i forandring, fastslår projektkoordinator Elisabeth Riber Christensen fra Sex & Samfund.

Retten til et ungdomsliv

Ud over det formelle oplysningsarbejde om blomsten og bien, er et vigtigt aspekt hele den dynamik, der ligger i, at klubberne også er ungdomsklubber.

– Vi er med til at introducere et ungdomsliv på landet. Ellers så går de jo lige fra at være børn til at være voksne, fortæller Elisabeth Riber Christensen.

– Forældrene satser på uddannelse, og disciplinen er enorm. Og skal man nå målet om uddannelse, er der ikke meget rum til et ungdomsliv. Det eksisterer slet ikke her som begreb. Det er her klubberne, vi har lavet, kommer ind i billedet, siger hun. /sk

’HER HAR VI INGEN HOMOSEKSUELLE’

Grænsen for, hvilke emner, man kan tale om, er blevet flyttet i landbyen Thoung Vu, fortæller kvinderne fra forældreklubben.

Hver måned mødes folk i landsbyen Thoung Vu i en klub for at drøfte p-piller, kønssygdomme og reproduktive rettigheder. Men spørgsmålet, der er på alles læber, lyder: Hvordan slipper vi hurtigst muligt væk fra landbruget?

Landsbyen Thoung Vu godt 100 km nord for Hanoi ligner enhver anden. Frugttræer med lychebær. Lave huse og jordveje. Og et beskedent forsamlingshus med et langbord, nogle sportsvimpler og det obligatoriske billede af Onkel Ho – Ho Chi Minh.

Men lokalet rummer også en lille bibliotek med et par hundrede titler. Ikke blot om landbrugsmetoder og hiv/aids-forebyggelse, men også emner som seksualitet og prævention.

Det lille bibliotek tilbyder ikke blot de unge konkret information om seksuallivets mysterier. Tanken er også, at bøgerne kan fungere som en døråbner til en samtale mellem de unge og deres forældre om forplantning og andre svære emner.

Bedste tilbud i Thoung Vu

Bag biblioteket står et projekt fra den danske organisation Sex & Samfund, der har lavet klubber om reproduktiv sundhed i fire forskellige provinser i Vietnam. Projektet betaler også hr. Hyen en ganske beskeden tarif på 400.000 dong (knap 150 kr.) om måneden for at stå for biblioteket og de to klubber:

En ungdomsklub og en forældreklub – begge klubber er så populære, at der er en venteliste.

Det månedlige møde i klubben annonceres både i de højttalere, der er stillet op i enhver vietnamesisk landsby, samt i den lokale radio.

Klubben, hvor der er møde en gang om måneden, er ikke fest og ballade. Fokus ligger seriøst på at give deltagerne viden om emner som seksuelt overførte sygdomme og prævention. Her skal læres noget.

Det kan måske undre, at en studiekreds om reproduktiv sundhed bliver det mest populære fritidstilbud i landsbyen, som dog også huser tre andre klubber, der bærer de meget vietnamesiske navne Kvinde-Unionen, klubben ’Intet 3. barn’ og ’Klubben for Lykkelige Landbofamilier’. Ingen af de tre tilbyder dog så mange aktiviteter.

Bedre livskvalitet

Flertallet på egnen er bønder og tilhører forskellige etniske minoriteter. Det er formiddag, så det er flest ældre, let vejrbidte ansigter, der tager plads ved langbordet for at fortælle lidt om erfaringerne med klubben.

Kanden med grøn, bitter te – der dog er forbeholdt gæsterne og mødets ledere – er allerede på bordet.

Jeg spørger de fremmødte, hvilken betydning, danske Sex & Samfunds projekt har haft i landsbyen. Første svar lyder høfligt:

– Vi har fået en meget bedre viden om årsager til hiv/aids, seksuelt overførte sygdomme og prævention. Og så ved vi meget om retten til information og loven mod hustruvold. Det har forbedret vores livskvalitet, siger Bui Thi Nga.

– Hustruvold var temmelig ’populært’ før. Nu bruger vi vores viden om rettighederne til at argumentere med over for manden, supplerer Nguyen The Hoan.

Projektet har også gjort det muligt at tale om et svært emne som seksualitet:

– Før projektet kom følte jeg mig genert over for at skulle tale med mine forældre om dette her. Det kan jeg nu, siger 19-årige Nguyen Thi Mo.

Men er der ikke forældre, som er bekymrede for, om ikke al denne information om kondomer, p-piller og spiraler vil føre til en tidligere seksuel debut?

– De unge vil ellers bare få deres viden fra andre kilder såsom internettet eller pornofilm, erkender en mand ved navn Nguyen Huu Dung.

– En pige, som ikke har nogen viden om alt dette, vil blive gravid før ægteskabet, mener han og spørger interesseret til, om der findes klubber som denne her i Danmark. Og om der er nogen mulighed for, at projektet kan udbredes til andre landsbyer i området.

Denne og lignende klubber i projektet kæmper også mod stigmatiseringen af det stigende antal hiv/aids-smittede i Vietnam. Det sker ikke mindst ved at oplyse om smittekilder og behandlingsmuligheder. Deltagerne rundt om bordet siger dog samstemmende, at der ingen hiv-smittede er i Thoung Vu. Det er der til gengæld andre steder i kommunen, mener de.

De unge vil ellers bare få deres viden fra andre kilder såsom internettet eller pornofilm.
Nguyen Huu Dung, forælder.

Ingen tabuer

Lidt samme melodi lyder, når de spørges om homoseksualitet.

– Jeg har hørt om det, siger en kvinde. En anden kvinde, Nguyen The Hoan, mener, at det er en sygdom. Latter og småsnak breder sig i lokalet.

– Homoseksualitet har ikke fundet sted her. Det er uacceptabelt, fastslår en mand ved navn Nguyen Hue Xeyen, der dog noget senere tilføjer:

– En mand i landbyen spurgte mig, om jeg ville have sex med ham, men det afviste jeg.

Mødet er slut, folk siger farvel og siver videre til dagens gøremål. Klubbens formand og næstforkvinde lukker skodder og døre på klubben og lukker med en hængelås. Alt er igen stille på den flisebelagte gårdsplads foran klubben, der er dækket af en snittet rodfrugt, som er lagt ud til tørring.

Jeg spørger næstforkvinden, om der er problemer med at få de unge til at blive i landbruget:

– De unge vil alle væk fra landbruget og det samme vil vi. Arbejdet er hårdt og priserne er lave, svarer næstforkvinden og kører væk på sin motorcykel. Præcis samme svar som dagen før under et møde med en lignende klub i landbyen Thum Cu ikke langt derfra.

Folk mødes en gang om måneden og drøfter seksualitet, hiv-risiko og uønsket graviditet. Og så er det store, altoverskyggende problem, de går og tumler med, i virkeligheden dette: Væk fra det slidsomme liv i landbruget. Det er deres dagsorden.

/sk