3. Civilsamfundets roller i udviklingssamarbejdet

3.1. Generel karakteristik

Civilsamfundet er en samlebetegnelse for en meget bred og yderst sammensat vifte af grupper, organisationer og netværk, som placerer sig mellem staten og markedet, da deres ærinde og mandat primært er at repræsentere og udtrykke gruppeinteresser, ikke at producere med afsætning for øje.

Civilsamfundet i al dets kompleksitet udgør i mange lande et afgørende bindeled mellem stat og samfund. Men civilsamfundet hverken kan eller skal erstatte offentlige myndigheder eller demokratiske institutioner. Det er således vanskeligt at henvise til en enkelt, særegen civilsamfundsidentitet. Denne bestemmes af forholdet til f.eks. myndigheder, politiske partier, pressen, donorer, eget bagland og den bredere befolkning.

Ofte anvendes begrebet civilsamfund alene om formelle organisationer, der har en klar defineret dagsorden, som f.eks. menneskerettighedsorganisationer, trosbaserede organisationer og fagforeninger. Hermed risikerer man at forbigå en lang række foreninger og løsere grupperinger. Det gælder f.eks. selvhjælpsgrupper, traditionelle foreninger og lokale kvindegrupper. I nærværende strategi anvendes begrebet civilsamfund derfor om alle typer af uformelle og formelle strukturer, hvorigennem mennesker organiserer sig.

I mange lande anklager regeringer civilsamfundet for at gå oppositionens ærinde, mens andre kan opfatte civilsamfundsorganisationer som for tæt på statsmagten. Over tid kan civilsamfundets forhold til statsmagten således udvikle sig ganske modsætningsfyldt, mens det til andre tider vil være præget af samarbejde.

En uafhængig og kritisk presse er af stor betydning for civilsamfundets mulighed for at give et aktivt med og modspil til staten. Pressen kan rette et nødvendigt fokus mod civilsamfundets stærke og mindre stærke sider. Massemedierne medtages ikke i denne strategi som en del af civilsamfundet, idet de henregnes til henholdsvis den private eller offentlige sektor.

Der udvikles i civilsamfundet ofte brede politiske dagsordener, som rækker ud over interessevaretagelse for enkeltgrupper eller enkeltsager. Erfaringer viser, at skal demokratiske reformer med f.eks. flerpartisystemer og grundlovsændringer slå rod, må myndigheder og internationale donorer i langt højere grad brede indsatsen ud og imødekomme borgernes forventninger om deltagelse og indflydelse. Reel demokratisering fordrer, at borgerne i hverdagen oplever større grad af indflydelse og respekt for rettigheder, herunder mindre ulighed, og at regering og den offentlige sektor har legitimitet i samfundet. I mange lande har civilsamfundet spillet en helt afgørende rolle for, om demokratiske reformer slår rødder og fører til konkrete, mærkbare ændringer for fattige og marginaliserede grupper. Omvendt må civilsamfundets organisationer i disse tilfælde også vedgå, at deres folkelige og politiske legitimitet kan betvivles, hvis de lader sig anvende til fordel for særlige partipolitiske standpunkter. For politiske partier gælder i øvrigt, at de alene indgår i strategien, når de med et tværpolitisk afsæt bidrager til f.eks. fremme af demokratiske reformer og lignende.

Civilsamfundsorganisationer vil ofte være karakteriseret ved, at frivillige præger organisationens beslutninger og udfører opgaver, uden at dette udspringer af et ansættelsesforhold. Ledelsesstrukturerne er ofte flygtige og komplekse uden et tydeligt hierarki, som i modsætning hertil ofte præger offentlige myndigheder, eller uden en klar målorientering, som karakteriserer en privatejet virksomhed. De fleste foreninger vil have et billede af, hvem der udgør deres medlemmer og bagland, men langt fra alle civilsamfundsorganisationer har krav om formelt medlemskab, medlemskontingent, vedtægter og kompetente forsamlinger som årsmøde eller generalforsamling. Denne mangel på formelle strukturer kan imidlertid også skabe vanskeligheder, hvis de samme organisationer ønsker at forvalte tilskud fra offentlige myndigheder og internationale donorer.

Civilsamfundet er ikke statisk. Nye strukturer og bevægelser dannes, og andre nedlægges eller går i sig selv. Civilsamfundets organiseringer vil ofte afspejle og reproducere øvrige samfundsmæssige strømninger. Som udgangspunkt er formelle foreninger og løsere sammenslutninger hverken gode eller dårlige, blot fordi de er en del af civilsamfundet. I civilsamfundet findes således både organisationer, der kæmper for at forbedre fattige menneskers rettigheder, og bevægelser, som fremmer snævre interesser, der kan undergrave demokratiske institutioner. Men civilsamfundet er et nødvendigt element og tilfører samfundsudviklingen en vigtig dynamik. I fattige samfund med svage offentlige institutioner kan stærke og levedygtige civilsamfundsorganisationer bidrage til at sikre, at f.eks. fattige og underprivilegerede kommer til orde.

Civilsamfundsorganisationer har løbende kritiseret, hvordan en økonomisk og social udvikling, der medfører større ulighed, kan skabe demokratisk underskud og øge risikoen for en tilbagevenden til sociale konflikter og autoritære styreformer. Globaliseringen skaber helt nye udfordringer for civilsamfundet, der har taget nye samarbejds og kampagneformer i brug for at sikre, at hidtidige demokratiske landvindinger ikke undermineres af begivenheder langt uden for lokalsamfundet og det enkelte land. Omvendt har udviklingen også givet muligheder for at knytte kontakter til ligesindede i andre lande og muligheder for at formidle information hurtigere og bredere ud til mange.

3.2. forskellige typer civilsamfundsorganisationer

Civilsamfundsorganisationer har i dag en fremtrædende plads i udviklingssamarbejdet, men der findes ikke én anerkendt definition af de forskellige typer civilsamfundsorganisationer.

I udviklingslandene findes en mangfoldighed af organisationsformer i civilsamfundet. CSO (Civil Society Organisations) er den bredeste og internationalt mest anvendte betegnelse for disse organisationer.

Betegnelsen NGO (Non Governmental Organisations) bruges også bredt, men ofte om større organisationer, der ud fra et humanitært, mellemfolkeligt eller fagligt afsæt arbejder for at støtte og hjælpe andre grupper. En særlig gruppe er de nationale Røde Kors-selskaber, som findes i alle lande, der har underskrevet Genève-konventionerne.

Herudover er der et væld af såkaldt folkelige organisationer. Disse organisationer er ofte nationale eller regionale organisationer og bevægelser, hvor folk organiserer sig for at varetage egne interesser. Det kan for eksempel være bondebevægelser og fagforeninger. Hertil kommer organisationer med fokus på særligt udsatte befolkningsgrupper, som eksempelvis kasteløse og mennesker med handicap. En del af de folkelige organisationer betegnes græsrodsorganisationer eller ofte CBOs (Community Based Organisations). De findes i de fleste udviklingslande. Her organiseres folk på lokalt niveau for at varetage egne interesser og organisere egen udvikling, eksempelvis i form af selvhjælpsgrupper, kvindegrupper etc.

Dertil kommer kirkelige og andre religiøse organisationer samt de traditionelle organisationer. Sidstnævnte omfatter såkaldte “traditionelle” politiske, sociale, kulturelle og etniske strukturer, oftest på landsby- eller lokalområdeniveau. Endelig er der de kulturelle organisationer, som både kan omfatte grupper inden for kultur og sport.

Også internationale netværk spiller en rolle i civilsamfundet i udviklingslandene. Det gælder både organisationer med tæt samarbejdende internationale strukturer (eksempelvis Save the Children International og Care International) samt løsere netværk, der søger at fremme samarbejde og vidensudveksling mellem forskellige dele af civilsamfundet verden over. Sidstnævnte omfatter blandt andre CIVICUS, som gennem et globalt samarbejde søger at styrke civilsamfundets deltagelse og handlekraft overalt i verden.

Selv om der er væsentlige forskelle mellem typer af organisationer, er der ofte stærke bånd og kontakter på kryds og tværs af civilsamfundet. I mange tilfælde udgør disse et grundlag for effektive alliancer, som kan sikre bred opbakning til indsatsen for at forbedre fattige menneskers vilkår. I andre tilfælde præges civil samfundet af voldsom rivalisering og kamp om adgang til offentlige myndigheder og internationale bistandsorganisationer. Der har i udviklingsarbejdet været en voksende interesse for at støtte netværk blandt civilsamfundsorganisationer, dels for at give indsatsen større rækkevidde, dels for at undgå at blive taget til indtægt for særinteresser og endelig for at give rum for erfaringsudveksling og kapacitetsudvikling.

Ønsket om at støtte civilsamfundsorganisationer giver ofte anledning til vanskelige overvejelser. Her kan nævnes hele kompleksiteten i civilsamfundet, hvor der kan være brug for at kortlægge de væsentlige aktører samt kende til udviklingen i deres indbyrdes forhold. Tilsvarende er det vigtigt at vurdere såvel legitimitet, vilje og kapacitet til at udtrykke og repræsentere fattige menneskers interesser som organisationernes kapacitet til at formulere og gennemføre programmer med den fornødne effektivitet. Her bliver det centralt, hvordan civilsamfundsorganisationer både sikrer den nødvendige faglige tyngde og professionalisme og fastholder, at kampen mod fattigdom indeholder grundlæggende politiske dimensioner, der ikke kan reduceres til simple tekniske løsninger.

I udviklingssamarbejdet har donorerne ofte efterspurgt mere formaliserede organisationsformer. Dette kan stå i modsætning til ønsket om at formidle støtte direkte til marginaliserede mennesker, hvis organisationsformer ofte er mindre formelle og vedvarende. Der har fra donorside været en voksende interesse for at støtte fonde, der henvender sig til et bredt udsnit af civilsamfundsorganisationer, og hvis midler forvaltes som en selvejende institution og med mere fleksible ansøgningsprocedurer.

3.3. Mangfoldige roller for civilsamfundsorganisationer

På tværs af de forskellige organisationstyper er det et fremtrædende træk i de senere års udvikling, at civilsamfundsorganisationer – f.eks. handicaporganisationerne – har bevæget sig fra et umiddelbart fokus på konkrete forbedringer i medlemmernes dagligdag til en langt bredere og mere krævende indsats for marginaliseredes rettigheder. Det nye og udfordrende har for mange organisationer været at få skabt stærke koblinger mellem lokale aktiviteter og målgruppens umiddelbare behov på den ene side og på den anden side nationale og internationale dagsordener, der giver muligheder for og sætter rammer om forpligtende politiske beslutninger om forbedrede rettigheder.

Der er således også en omfattende variation i, hvordan civilsamfundsorganisationer forvalter deres mandat og relationer til myndigheder. Civilsamfundsorganisationer udfylder en særlig rolle, som på afgørende områder adskiller sig fra statslige donorer og myndigheder i udviklingslandene. Civilsamfundet kan være brobygger mellem på den ene side statslige interesser og på den anden side marginaliserede befolkningsgruppers muligheder for at komme til orde og påvirke samfundsudviklingen.

Denne type civilsamfundsorganisationer kan i udviklingsprocessen medvirke til at:

  • mobilisere og organisere lokalsamfund samt marginaliserede befolkningsgrupper
  • fremme fattige og marginaliserede menneskers og gruppers rettigheder
  • overvåge, at myndigheder og donorer lever op til løfter og vedtagen politik
  • sikre fattige mennesker adgang til basale serviceydelser
  • bygge stærke koalitioner og netværk for at øge civilsamfundets indflydelse
  • inspirere og udfordre offentlige myndigheder gennem et samarbejde om innovative metoder og et fokus på særligt udsatte befolkningsgrupper
  • rejse nye økonomiske, vidensmæssige og politiske ressourcer gennem et globalt samarbejde.

Der er stor forskel på civilsamfundets historie og sammensætning på de tre kontinenter, hvor Danmark har samarbejdslande, og erfaringer fra Latinamerika kan f.eks. ikke umiddelbart kopieres til Afrika eller Asien. Samtidig varierer civilsamfundets organisering fra land til land, og samarbejdet må derfor baseres på en konkret vurdering af civilsamfundets karakteristika i det enkelte land.




Denne side er kapitel 4 af 8 til publikationen "CIVILSAMFUNDSSTRATEGIEN".
Version nr. 1.0 af 18-12-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9217/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet, Danida © | www.um.dk