NAVNE
På Burkina Fasos røde sandjord
Cand.pæd. Else Trærup – tidligere udviklingsarbejder og nu kvinden bag et usædvanligt projekt i Burkina Faso – fylder 70 år.
Tekst og foto: Lotte Juul Martini og Mette Noppenau
Kør fra Ouagadougou ad route de Fada og drej så efter godt syv kilometer til højre mod Saaba, hvor du ved markedspladsen drejer til højre og mod Association Kologh Naba. Så kommer du til huset, hvor Else Trærup bor i vinterhalvåret.
På denne plet i det vestafrikanske land Burkina Faso har hun opbygget en lille arbejdslandsby Association Kologh Naba, der arbejder med at forbedre levevilkårene for unge lokale mænd og kvinder gennem faglig uddannelse og den danske andelstanke. Derfor er den hektar røde sandjord, som Else Trærup købte i år 2000, nu bebygget med et syværksted, et snedkerværksted, et hus til sæbefremstilling, et hus til væverne, en lille restaurant, en køkkenhave og Else Trærups eget beboelseshus – og det vrimler med mennesker på gårdspladsen. Else nyder selskabet, men er meget ambitiøs omkring projektet.
Uddannelse er motoren i Elses arbejde i Kologh Naba, og den har også været den røde tråd gennem hendes arbejdsliv. Else Trærup, der fylder 70 år den 10. maj 2008, er uddannet lærer og cand. pæd. og underviste, ind til hun var 45 år, voksne i pædagogik og psykologi på Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse. Herefter flyttede hun til Lesotho i det sydlige Afrika, hvor hun, som udsendt gennem Danida, arbejdede som informations- og undervisningsrådgiver for den nationale andelsbevægelse. I 1987, da Else Trærup havde boet i Lesotho i to år, flyttede hun tilbage til Danmark, men rejselysten var blevet tændt i hende. Kort efter rejste hun til Etiopien og derefter til Tanzania, hvor hun arbejdede med sundhedsprojekter for Dansk Røde Kors.
Tilbage til Afrika
Endnu engang tilbage i Danmark arbejdede Else Trærup i et par år på andelsbevægelsens Ulandskontor. I 1991 blev hun ansat hos konsulentfirmaet Cowi, og de næste seks år rejste hun blandt andet til Vietnam, Sri Lanka, Tanzania og Baltikum, hvor hun hovedsagligt planlagde undervisning i forbindelse med vandprojekter.
Men hun ville gerne tilbage til Afrika, og i foråret 1998 fik hun job som Dansk Røde Kors’ regionalrepræsentant i Vestafrika med base i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou.
Egentlig købte Else sit jordstykke, fordi hun ville bygge et hus til sig selv udenfor den travle og beskidte hovedstad, men da lokale kvinder og mænd begyndte at opsøge hende for at søge arbejde, opstod idéen til andelsforeningen Kologh Naba, hvor medlemmerne kan forbedre deres levevilkår ved hjælp af faglig uddannelse. Først underviste Else hver lørdag lokale kvinder i at hækle grydelapper – det var det eneste, hun lige kunne finde på, og da hun i 2003 gik på pension, tog udviklingen for alvor fart. Else rejser dog stadig ud på et par missioner for Dansk Røde Kors hvert år.
Arbejdet med at skabe en andelsbevægelse i en lille, fattig burkinsk landsby har langtfra været let. Men Else har brugt sin stædighed og sin stærke tro på projektet, og nu nyder hun hver dag at se udviklingen i Kologh Naba og hos de 60 kvinder og mænd, der gennem årene i Kologh Naba har lært et håndværk. Hun håber, at idéen vil blive så rodfæstet, at snedkerværkstedet, sæbeproduktionen, systuen og de andre værksteder stadig vil fortsætte, når hun ikke selv længere har kræfter til hvert år at flytte fra sommerhuset ved Sejerøbugten til Kologh Naba, der er hendes hjem fra oktober til april. Sin 70-års fødselsdag fejrer hun i Danmark.
Lotte Juul Martini og Mette Noppenau er journalister på bureauet Råstof Kbh.
Nyt om navne maj 2008
Multilaterale rådgivere
Bjarne Tønder Hansen, 29, er ansat som Junior Professionel Officer (JPO) ved Verdensbankens Financial Unit i USA.
Katrine Siig Kristensen, 28, er ansat i UNDP, USA, hvor hun skal arbejde med kriseforebyggelse.
Kasper Dalsten, er ansat som Special Assistant to the Country Director i Verdensbanken, Uganda.
Christian Vang Eghoff er ansat i Verdensbanken, Mali, som Operations Officer to the Country Manager.
Martin Hart Hansen, 34, starter ved UNDP, Nepal, som Special Assistant to the UN Resident Co-ordinator.
NGO’er
 Marie Keiding 33, sygeplejerske, udsendes med Læger uden Grænser til byen Bo i Sierra Leone, hvor hun de næste seks måneder får ansvaret for koordination af sygeplejearbejdet på fem sundhedsklinikker.
 Laké Kristensen, 35, sygeplejerske, skal de næste ni måneder arbejde for Læger uden Grænser i Indien. Her skal hun bidrage til at hjælpe de 45.000 flygtninge i delstaten Chhattisgarh.
 Inge-Lise Aaen, 61, jordemoder og sygeplejerske, er udsendt for at lede et distrikts-sundhedsprojekt i Herat-provinsen i det vestlige Afghanistan. Projektet drives af Den Danske Afghanistan Komité.
 Kirstine Primdal, 28, er ansat som international konsulent i Ungdommens Røde Kors. Kirstine Primdal skal blandt andet varetage udsendingen af ungdomsfrivillige.
 Lars Anderskouv, udsendes af Mellemfolkelig Samvirkes til Sydsudan, hvor han de næste tre år skal arbejde med opbygning af lokaldemokrati.
 Bjørn Heinesen, 28, udsendes for Læger uden Grænser til Ahwar i Yemen som logistiker og administrator. Bjørn Heinesen tilknyttes et projekt, der skal hjælpe bådflygtninge fra Somalia og Etiopien.
Arne Jacobsen, 61, udsendes for Røde Kors til Øst Timor, hvor han det næste år skal lede Internationalt Røde Kors–kontoret i landet.
 Lena Vind Andersen, 37, ny informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Zambia. Lena Andersen skal blandt andet fungere som kommunikationsrådgiver for MS’s partnerorganisationer i Zambia, for at fremme deres muligheder for større gennemslagskraft i det zambianske samfund.
Udenrigsministeriet
Peter Jul Larsen, 53, ambassaderåd, flytter fra ambassaden i Accra til Lusaka i Zambia.
Birgit la Cour Madsen, 32, fuldmægtig, udsendes til ambassaden i Maputo, Mozambique.
Frank Wissing Madsen, 46, fuldmægtig, udsendes til ambassaden i Addis Ababa, Etiopien.
Eva Hillbom Guizani, 47, konsul, udsendes til ambassaden i Dar es Salaam, Tanzania.
Denne side er kapitel 11 af 12 til publikationen "Udvikling".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8826/index.htm
|