BØGER

Asiens ansigter

Smagsprøver af svingende kvalitet i antologi af noveller fra hele Sydøstasien – selv litteratur fra det lille Brunei er repræsenteret.

Af Mette Holm

Indledningen på novellen Doña Jeronima suger læseren ind i fortællingen; første halvanden side er én hæsblæsende sætning i beretningen om ærkebiskoppen, hvis troskab mod troen er utroskab. Den filippinske forfatter Nick Joaquin fortæller, hvordan biskoppen, da han får tid til at tænke sig om, spekulerer over, om han har læst lektien omvendt. ”Hvad nu hvis kødets uimodståelige lyst, dets grådighed og længsler var den sande ild, der udsendte sindets videnskaber og åndens metafysik som blot røg og damp?” Doña Jeronima er én af 32 højst forskellige noveller i en ny antologi, hvis fællesnævner er, at de er skrevet af forfattere fra Brunei, Myanmar, Cambodja, Filippinerne, Indonesien, Laos, Malaysia, Singapore, Thailand og Vietnam, der tilsammen udgør Sydøstasien. Forlaget Hjulet løfter en flig af sløret for et overset område i litteratur på dansk med udgivelsen af Ansigter: Sydøstasien fortæller. Den sære beretning Siarau-floden af Norsiah M. S. er det første skønlitteratur, jeg nogensinde har læst fra Brunei. Her gør overnaturlige hvide dyreånder krav på floden fra menneskene. Sønnerne til byens mest rettroende muslimer er nogle være bøfler, der håner og ødelægger, og ingen tør naturligvis gå i rette med dem, fordi deres fædre er så betydningsfulde. Litterært er Siarau-floden ikke et væsentligt bidrag, men dog interessant, fordi litteratur fra det lille sultanat Brunei er så godt som ukendt i Danmark.

Det er vietnamesisk litteratur heldigvis ikke, og der er fine eksempler fra Vietnam med i Ansigter. Og mens novellernes kvalitet er meget stærkt svingende, er netop de fire vietnamesiske skarpe, pointerede og veloplagte.

Også burmesisk litteratur er forholdsvis let tilgængelig i vor del af verden; og af antologiens fire burmesiske fortællinger er den om en ung bøsses vanskelige tilværelse den mest overraskende.

Flere af historierne fra Indonesien og Malaysia kredser om ledelse – religiøs såvel som politisk – som spændetrøje; i Laila S. Chudoris novelle LM kommer en kvinde hjem fra studier i udlandet og oplever, hvordan nu både mænd og kvinder skal have ansigtet dækket for at indgå i samfundet.

En egen sørgelig poesi og konflikt mellem fortid og fremskridt hviler over beretningen Det evige Fuglepar, mens budskabet i den – ligeledes laotiske - om manden, der nægter at spise på restauranter med toiletpapir på bordet i stedet for servietter, er knap så universelt.

Thailandsk Horror

Mest uhyrlig og uhyggelig er thainovellen Den personlige Kniv om et ægtepar, der introducerer deres noget modvillige søn til den herskende klasses største fornøjelse: at spise smukke, levende mennesker af den inferiøre klasse råt. Dertil har hver og én sin egen smukke skarptslebne kniv til at skære lunser af de levende kroppe, hvis ansigter er skjult af en kasse, så man ikke kan se, hvem man spiser. Også fra Thailand er Familieliv på Vejen om det stræbsomme middelklasseægtepar, der tilbringer det meste af deres tid i bilen til og fra arbejde. Og i bilkøen på vej ind til byen undfanger de det barn, de så inderligt ønsker sig, selvom manden frygter for sin sædkvalitet på grund af forureningen. Begge noveller virker som udtryk for en vis indestængthed.

Cambodjansk litteratur er i stærk bevægelse; det myldrer med unge nye forfattere, der også udkommer på tysk, fransk, engelsk og sågar svensk. Så det kan undre, at de to lidet bemærkelsesværdige fortællinger fra Cambodja, som tilmed åbner Ansigter, er gamle folkeeventyr.

Næsten lige så spændende som nogle af novellerne er de små forfatterbiografier bagest i bogen. Men læs selv. Der er nok at tage fat på.

Omslag Ansigter: Sydøstasien fortæller

Ansigter: Sydøstasien fortæller. Forlaget Hjulet. 376 s. 298 kr.

Udvalg og redaktion: Vagn Plenge.

Oversættelse: Ngo Thi Hoa og Niels Fink Ebbesen fra vietnamesisk, Bent Detlef Gehrt fra thai, Lisbeth Littrup fra malaysisk/indonesisk og Marianne Madelung fra engelsk.

Mette Holm er journalist med speciale i Kina og Sydøstasien.

Ret mig her og ret mig der

Ny undervisningsbog om menneskerettighederne med gode landeeksempler fra DK, Nordkorea, Cuba og Sydafrika. Men layoutet er en tynd kop te.

Af Klaus Slavensky

Da Ulla Tørnæs var undervisningsminister stod hun i spidsen for en tiltrængt modernisering af blandt andet gymnasieuddannelsen. Det lykkes den nuværende udviklingsminister at få ”menneskerettigheder” ind i pensum, og nu foreligger der et bud på en undervisnings- og debatbog, som introducerer menneskerettigheder ude og hjemme til den kommende generation.

Bogens forfatter Jeppe Villadsen har flere reportagerejser i Asien og Afrika i bagagen, og det præger naturligvis nogle af de praktiske eksempler, men han har først og fremmest valgt at sættes fokus på de mest brændende og aktuelle menneskeretsspørgsmål som terrorbekæmpelse, ytringsfrihed, dødsstraf og tortur, retten til liv m.fl. Det er godt tænkt, hvis man skal gøre sig håb om at skabe interesse for emnet i en klasse med teenagere. Måske er det også derfor, at han åbner med en reklame for nynazisten Jonni Hansens Radio Oasen.

Skurke har også rettigheder

Der følger en sober baggrundsartikel med ud fra devisen, at selv skurke har rettigheder. For mig snubler bogen i starten, selv om forfatteren i de efterfølgende afsnit behændigt vender tilbage til ytringsfriheden. Kan lokalradioen i Greve udgøre en seriøs åbenøjner for denne bog? Velgørende er derimod, at der ca. 20 sider længere henne gives fire forskellige landeeksempler på menneskerettighedernes mange ansigter: Danmark, Nordkorea, Cuba og Sydafrika. Styrken er så absolut de konkrete nedslag. De historiske fakta er uangribelige, og det er en smagssag, om man savner Magna Carta i listen over betydelige dokumenter.

Forfatteren får fornemt beskrevet forholdet mellem rettighedsgenerationerne og Syd-Nord-problematikken, også i forbindelse med Verdenserklæringens tilblivelse, der ikke kun var vestligt tankegods. Der er gode faktabokse og massevis af statistikker, tal og dokumentation. Der henvises endvidere til kildetekster på nettet, og det er et scoop, bortset fra, at der mangler en linkliste til organisationer og fora, der arbejder med menneskerettigheder. Og apropos fora så er det ikke korrekt at placere FN’s Menneskerettighedsråd under kapiteloverskriften ”Internationale domstole”.

Her har forlagsredaktøren svigtet, og det samme har layouteren, der har begået en 'mandagsbog'.


Det er synd for en forstandig forfatter, der kan sit stof og formidle svære problemstillinger, så man efter sidste side er blevet meget klogere på de udfordringer, som menneskerettigheder mere og mere udsættes for, selv om man for længst har lagt ungdomsuddannelsen bag sig.

Klaus Slavensky er informationschef på Institut for Menneskerettigheder. kks@humanrights.dk

Ret og vrang - om menneskerettighederne Af Jeppe Villadsen 86 sider, hæftet, Kr. 112 Frydenlund

Ret og vrang - om menneskerettighederne Af Jeppe Villadsen 86 sider, hæftet, Kr. 112 Frydenlund

For lidt om arbejdet i marken

Siden ’Idealer og Realiteter’ udkom har debatten bølget frem og tilbage om den rette fortolkning af dansk bistandshistorie. Udvikling lukker debatten med denne kommentar fra en af bistandens praktikere. Mere debat om bogen kan læses på http://www.udvikling.dk

Af Erik Sjørslev Jensen

Det var med store forventninger, at jeg gik i gang med læsningen af mammutværket om dansk udviklingspolitiks historie over 60 år. Når man som jeg har været en medspiller i ca. 25 år af perioden, er det jo næsten som en del af ens egen livshistorie.

Det er mit indtryk, at forfatterne har koncentreret beretningen lidt for meget om den rent politiske og udenrigspolitiske udvikling, mens beretningen er betydelig svagere på det bistandsfaglige indhold og den rent praktiske implementering af bistanden.

Det bunder sandsynligvis i, at de fremherskende kilder synes at være Styrelsespapirer og Danidas årsberetninger. Hvis man fx også blandt kilderne havde medtaget bladet Udvikling, ville man nok have fået et mere altomfattende og nuanceret indtryk af bistanden og de praktiske problemer i dens implementering. Der er ellers tankevækkende stof at finde i de 31 årgange af Udvikling, hvor bladet blandt andet var under redaktion af Kika Mølgaard og Jesper Søe, og hvor artiklerne i Udvikling ikke nødvendigvis udtrykte Udenrigsministeriets officielle syn. (Det gør artiklerne stadig ikke! red.) Det giver mig anledning til nogle sporadiske kommentarer og refleksioner.

1) Valg af Kenya som samarbejdsland.

Mens der bruges adskillige sider i bogen på at forklare, hvorfor Tanzania, Indien og noget senere Bangladesh blev valgt som samarbejdslande, er der stort set ingen begrundelse vedrørende Kenya. Jo, der er en halvsides beskrivelse af de problemer, som man har haft med uafhængighedsgaven til Kenya i 1963, nemlig Karen Blixens farm ’Karen College’. Men det har jo næppe alene været begrundelsen for at vælge Kenya som samarbejdsland!

2) Problemer med at drosle den danske bistand op til over 60 lande - og senere drosle ned til 24 hovedsamarbejdslande.

Det nævnes, at man i Danidas handlingsplan fra 1988 vælger at den bilaterale danske bistand skal koncentreres fra ca. 66 til 20-24 lande. Der er ingen beskrivelse af de betydelige problemer, der var fra midten af 1970´erne med at indlede samarbejde med mange nye lande, hvoraf mange ikke havde danske ambassader, ja sågar ikke engang en honorær dansk konsul. Det var faktisk interessant i de år, når man for første gang skulle til et af disse nye lande og var spændt på, om der mødte nogen op i lufthavnen for at tage imod en. Derefter skulle landets udviklingsplaner studeres for, at se om der under danske statslån kunne findes noget, der passede ind i planerne. Industrirådet havde udarbejdet et katalog over hvad den danske industri kunne byde på. Heraf fremgik det blandt andet, at ØK var leveringsdygtige indenfor alle kategorier og sektorer! Dette katalog var ikke ligefrem nogen hjælp. Men alligevel kom Danmark på landkortet, og der kom faktisk nogle gode projekter ud af det.

Senere, da man skulle drosle antallet af modtagerlande ned, var det svært, når delegationer fra nogle af de trofaste gamle kundelande troppede op i København for at høre, hvad de dog havde gjort, når vi nu ikke mere ville være venner med dem.

3) Suverænitetsbegrebet - navnlig i forbindelse med statslån

Der gøres i bogen loyalt opmærksom på, at det var op til modtagerlandet at afgøre, hvilke projekter det ville finansiere under statslånene, men at man også i 1975 oprettede et særligt statslånskontor i Danida til blandt andet at støtte gennemførelsen af grundige forundersøgelser for at opnå den mest rationelle udnyttelse af lånene. Men det er min påstand, at statslånskontoret i ganske mange år i sin håndtering af projekterne var endog meget tilbageholdende med at blande sig i den praktiske implementering. Det kan jeg måske bedst anskueliggøre ved et lille eksempel: I bogen (side 433) er der en rørende historie om den danske montør, der genbesøgte vandværket i Dalat i Vietnam i 1994 (Hvor Danmark havde lagt Vietnam på is siden 1979), og genfinder sin gamle værktøjskasse intakt. Men da kontrakten om vandværket skulle godkendes af statslånskontoret i 1977, omfattede de danske leverancer kun vandværket, mens det i rapporten stod klart, at selve distributionsnettet i byen var hullet som en si. Da undertegnede foreslog, at man så gjorde det til en betingelse for godkendelsen, at Vietnam selv påtog sig at rehabilitere distributionsnettet, var svaret: ’Du kan da ikke stille krav til en suveræn stat’. Så det var først, da Danida igen 15 år efter kom i gang i Vietnam, at den nødvendige rehabilitering af distributionsnettet i Dalat blev til noget!

4) Indførelsen af Enhedstjenesten i Udenrigsministeriet

Det anføres i bogen med en række eksempler, at indførelsen af enhedstjenesten fik markante følger for udviklingspolitikken. Hvis man ville nævne en positiv konsekvens, kunne det være tilføjet, at en række personer fra bistandskonsulent- og bistandsadministratorgrupperne fik tilbud om at indtræde i enhedstjenesten, og at nogle af disse personer, der traf dette valg, senere blev markante ambassadører i Sydgruppelande, hvor deres bistandsmæssige kvalifikationer satte gode fingeraftryk på den danske bistand. Men det var kun en éngangsforeteelse, og flertallet af disse er vist enten pensionerede eller tæt på pensionsgrænsen. Og det er klart, at det bistands-faglige i dag spiller en mindre rolle i bistanden end før.

5) Nordisk bistandssamarbejde - samt behandling af drikkevandsområdet

Det påklages i bogen, at der skete meget lidt med konkret nordisk bistandssamarbejde. Som et positivt eksempel på nordisk samarbejde kunne have været nævnt det såkaldte

Nordiske Ferskvandsinitiativ i efteråret 1991, hvor de nordiske lande var meget aktive, og hvor to principper blev markedsført i forberedelserne til Rio Miljøkonferencen i 1992: a) Vandressourcer skal administreres på det laveste mulige passende niveau b) Vand skal betragtes som et økonomisk gode med en pris, der reflekterer dets mest potentielle brug.

I det hele taget synes jeg, at drikkevandssektoren har fået en lidt stedmoderlig behandling i bogen, selvom den danske bistand til drikkevand og sanitære forbedringer under det af FN proklamerede Internationale Drikkevandstiår 1980-1990 androg mere end 10 pct. af den bilaterale danske bistand i disse år.


Helt galt bliver det, når man (på side 287) oplyser, at Danida som støtte til de elementære behovs strategi i Kenya i 1980 engagerer sig i vandboringsprojekter. Det anskueliggøres ved bistanden på 41 mill. kr. til Aguthi vandprojektet i det centrale Kenya. Dette var imidlertid et stort rørlagt drikkevandprojekt med 3-400 km vandledninger, der forsynede over 6.000 familer gennem individuelle vandposte. Og det illustreres så med et billede af en håndpumpe!

omslag

Erik Sjørslev Jensen var bistandskonsulent i Danida 1977-1999 og før det Danidaprojekt-leder i Kenya 1974-1977 og frivillig i Kenya 1966.

Africa Beyond Aid

Africa Beyond Aid er redigeret af Holger Bernt Hansen, Greg Mills og Gerhard Wahlers. Bogen analyserer effekten af u-landsbistanden til Afrika og fokuserer på nogle af de mere skeptiske perspektiver på bistandshjælp. Bogen er udgivet af the Brenthurst Foundation.

En verden omkring os

Bogen Verden omkring os af journalist Erik Svensson og fotograf Ellen Svensson fortæller om, og viser billeder af menneskers hverdag over hele verden. Bogen er udgivet af CDR-Forlag og henvender sig til folkeskolens ældste klasser. Den koster 198 kr.

Art and Society

Art and Society hedder en ny antologi fra Center for Kultur og Udvikling (CKU), hvor de deltagende kunstnere på den seneste Images of The Middle East-festival analyserer kunsten og kulturens rolle i en region i forandring. Bogen koster 198 kr. og kan bestilles hos Center for Kultur og Udvikling. info@dccd.dk

Moral for smukke piger og Giraffens tårer

Alexander McCall Smith fortsætter i Giraffens tårer og Moral for smukke piger sin fortælling om mennesker, begivenheder og mysterier der udspiller sig omkring Afrikas første og eneste damedetektiv, ’Botswanas Miss Marple’, og hendes detektivbureau i den botswanske hovedstad Gabarone. Begge bøger er udkommet på Ries Forlag og koster 299 kr. NR. 03/2008




Denne side er kapitel 9 af 12 til publikationen "Udvikling".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8826/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk