DEBAT

Når børnehjem ikke er for børn

90 pct. af verdens børnehjemsanbragte børn har faktisk en eller begge forældre. Brug hellere pengene på forebyggende arbejde blandt fattige familier frem for på drift af børnehjem.

Af Anne-Sophie Dybdal, Red Barnet

Som NGO’er har vi pligt til indimellem at se kritisk på vores egen praksis, og stille os selv alle de svære spørgsmål.

Og netop spørgsmålet om, hvad sker der, når vi udliciterer omsorgen for verdens fattige børn, er – især for Red Barnet – yderst relevant at stille. Derfor tak til journalist Ulrikke Moustgaard for at tænde op under debatten om NGO’ers arbejde for at hjælpe verdens børn med gode eksempler fra Cambodja i Udvikling nr.1 2008 (bagsiden).

illustration

Som eksemplet fra Cambodja viser, er børnehjem nemlig blevet en industri, der er rigtig mange penge i. Forestillingen om at man kan redde fattige børn ved at hive dem ud af deres hverdag og væk fra de horrible forhold, de lever under, sælger billetter, og donorerne står på spring. Over hele verden anbringes børn således i institutioner, fordi de har mistet en eller begge forældre, er fattige, mangler adgang til skole og sundhed, har problemer med misbrug, omsorgssvigt eller overgreb - eller har særlige behov, som familien har svært ved at magte.

Men i iveren efter at hjælpe glemmer man, at 90 pct. af verdens børnehjemsanbragte børn faktisk har en eller begge forældre. Og selvom langt de fleste børnehjem i verdens fattige lande bliver fyldt op allerede inden, de er bygget færdigt, må vi som børnerettighedsorganisation erkende, at børnehjem ikke altid er for børn. I rigtig mange tilfælde ville pengene være givet bedre ud til det forebyggende arbejde med de fattige familier.

Det er bare ikke så spektakulært. Faktisk bør børnehjem være den sidste udvej i arbejdet for at hjælpe udsatte børn – helt i tråd med FN’s børnekonvention. Børn har nemlig ret til et familieliv, og anbringelse på døgninstitution bør kun ske, når alle andre muligheder er afsøgt, og det er til barnets bedste. Hvis en placering uden for hjemmet af den ene eller den anden grund er til barnets bedste, findes der alternativer til børnehjemmet: I Cambodja er uformel adoption og pleje i familien eller hos bekendte ret udbredt, ligesom mindre væresteder for handikappede børn og ’child headed households’ med tilsyn også forekommer.

Nyere forskning og felterfaringer viser, at børns udvikling og psykosociale tilpasning kan undermineres af langvarige anbringelser. I stater med skrøbelige strukturer for kontrol, opfølgning og rådgivning, ser man mange institutioner (og andre former for anbringelse), som mangler grundlæggende regler, retningslinier, minimumstandarder og beskyttelse af børnene.

Dertil kommer, at alt for mange anbringelser fører til, at barnet mister kontakten med sin familie og sit nærmiljø. Naturligvis ændrer dette ikke ved, at nogle børn i visse situationer rent faktisk har godt af en børnehjemsanbringelse.

Socialt arbejde kræver så forskellige tiltag som rehabilitering af individuelle børn, opfølgning af enkeltsager, fattigdomsbekæmpelse, oplysning, arbejde med børnesyn, ikke-voldelig opdragelse, mobilisering af skoler, hospitaler og den primære sundhedstjeneste og samarbejde med myndigheder i opbyggelsen af en effektiv struktur for retsforfølgelse. Også i dette tilfælde bør døgninstitutionen altså kun være en midlertidig respons over for alvorlige sociale og økonomiske problemer.

De mange turister og velmenende bidragydere, der gerne vil hjælpe verdens udsatte børn, gennemtænker ikke nødvendigvis konsekvenserne af børnehjemsmodellen for børnene, familierne, samfundets institutioner og de ansvarlige myndigheders kapacitet og vilje til at beskytte børn. Det bør de i langt højere grad gøre, og det har vi som NGO’er også et ansvar for – også selv om børnehjem sælger billetter.

Anne-Sophie Dybdal er rådgiver vedr. børns beskyttelse, Red Barnet.

Så er faklen tændt!

Kampagnen ’Global call to action’ er netop skudt i gang for at bringe kvinders ligestilling højere op på den internationale dagsorden.

Af Gitte Lillelund Bech, MF (V), formand for Udenrigspolitisk Nævn.

I anledningen af kvindernes internationale kampdag den 8. marts har der, sædvanen tro, været en del debat om den manglende lighed mellem kvinder og mænd.

Vi har vores egen fortsatte kamp i Danmark – men vil vi tage kampdagen seriøst, må vi også diskutere det internationale aspekt. Vi skriver i dag 2008, og alt for mange steder i verden er kvinder stillet markant dårligere end mænd.

Kvinderne skal tage sig af familien og marken, men har ingen ejerskab. Mange piger får ikke muligheden for at komme i skole, fordi de er kvinder. Kvinder har færre pladser i parlamenterne. Og vi ved, at alt for mange steder i verden må kvinder kæmpe hårdt for medicin, drikkevand, og mod aids, sygdomme, voldtægt og krig.

Vi fra dansk side ønsker, at dette skal blive fortid! Og vi står ikke alene. FN vedtog i 2000 de såkaldte Millennium-mål, som er otte mål, der skal være opfyldt i 2015, og som alle har til formål at sikre bæredygtig udvikling.

Det tredje mål handler om fremme af ligestilling og styrkelse af kvinders rettigheder. Og netop nu er kampagnen ’Global call to action’ skudt i gang for at bringe kvinders ligestilling højere op på den internationale dagsorden.

Faklen bliver givet videre på MDG3-konferencen i København. Foto: Joachim Rode.

Faklen bliver givet videre på MDG3-konferencen i København. Foto: Joachim Rode.

Kampagnen skal fremme FN’s tredje Millennium-mål (2015 Mål, red.) og rummer en lang række initiativer blandt andet ’fakkelini-tiativet’, der opfordrer personer, virksomheder, organisationer og regeringer til at gøre noget ekstra for kvinders muligheder. To af de første ’fakkel-modtagere’ er nobelprismodtager Muhammed Yunus – der er kendt for sine mikrolån til kvinder – og Bolette Christensen, vicedirektør i Dansk Industri. Kampagnen kulminerer i september, hvor FN’s generalsekretær Ban Kimoon er inviteret til at modtage den sidste fakkel, samt et katalog over løfter, som er blevet afgivet i forbindelse med den danske kampagne. Gennem kampagnen skal der skabes større opmærksomhed om den nødvendighed, at kvinders muligheder for at bidrage positivt til samfundsudviklingen skal forbedres.

Og de skal forbedres markant! Derfor er det blevet besluttet at gøre en ekstraordinær indsats for at fremme FN’s tredje Millennium-mål om at fremme kvinders muligheder. Danmark skal være helt i front, når det gælder ligestilling – også når det gælder global ligestilling.

Gitte Lillelund Bech, MF (V), er formand for Udenrigspolitisk Nævn.

Humana fortsætter i Zimbabwe

Af Birgitte Erichsen

Vi kan konstatere, at en artikel i Udvikling marts Nr. 02 /2008 med overskriften ’Tvind opgiver sit hovedsæde i det kriseramte Zimbabwe’ er fejlagtig. I det følgende redegør vi for fakta.

The Federation for Associations connected to the International Humana People to People Movement (Humana People to People) er en international medlemsforening, hvis hovedkvarter ligger i Shamva, Zimbabwe.

Humana People to People har ingen planer om flytte sit hovedkvarter eller indskrænke sine aktiviteter i Zimbabwe.

Humana People to People omfatter i øjeblikket 32 nationale udviklingsorganisationer, der arbejder i 40 forskellige lande.

Humana People to People’s medlemmer driver mere end 220 udviklingsprojekter, der dagligt involverer over 7,5 millioner mennesker. Projekterne er indenfor sundhed, hiv/ aids-bekæmpelse, undervisning, menneskerettigheder, landbrug, miljø og lokal udvikling samt børnehjælp. Desuden har mange mennesker gavn af Humana People to People’s medlemmers salg af brugt tøj i det sydlige Afrika.

Humana People to People’s medlem i Zimbabwe er Development Aid from People to People in Zimbabwe (DAPP Zimbabwe). DAPP Zimbabwe har arbejdet i Zimbabwe siden 1980. DAPP Zimbabwe driver tre børnehjælpsprojekter, tre skoler, tre landbrugsprojekter og seks projekter til bekæmpelse af hiv/ aids. DAPP Zimbabwe har ingen planer om at lukke sine projekter eller indskrænke sine aktiviteter, som bliver gennemført med aktiv deltagelse af og i tæt samarbejde med de mennesker, som bor i projektets område, i kampen mod sygdom og nød, og i kampen for udvikling.

Humana People to People’s hovedkvarters opgave er at yde tjenester (ydelser) til sine 32 medlemsforeninger for således at støtte disses anstrengelser for at opfylde deres formål og skabe udvikling for de mange mennesker i de lande, hvor de arbejder.

Tjenesteydelserne omfatter blandt andet udvikling af programmer, systemer for kontrol og evaluering, træning af personale, administrative tjenesteydelser og møder og konferencer på hovedkvarteret.

Humana People to People vil fortsætte sin støtte til mennesker i Zimbabwe, således som vi har gjort over de sidste 30 år.

Birgitte Erichsen, UFF Danmark - Dansk medlem af HUMANA People to People.

Svar til Birgitte Erichsen:

Udvikling skriver ikke i den pågældende artikel, at DAPP Zimbabwe har planer om at lukke sine projekter eller indskrænke sine aktiviteter i Zimbabwe – kun at Tvindkoncernen er i færd med at flytte sit internationale hovedkvarter til Mexico. Denne nyhed har tidligere været ude i en række danske medier, men det skulle nok have været præciseret, at kilden til denne oplysning oprindeligt er den Tvind-kritiske hjemmeside www.tvindalert. com At høre begge parter i en sag er en god, journalistisk tommelfingerregel, som principielt set også burde have været fulgt i dette tilfælde. Når det ikke skete, skyldes det, at journalisten bag artiklen en del gange tidligere forsøgt at indhente kommentarer fra Humana People to People, men uden held.

Udviklings journalist har talrige gange besøgt Zimbabwe og set ejendommen i Shamva i forfald. Hvordan stemmer dette overens med, at det fortsat skulle være hovedkvarter?

Redaktionen

Mere debat…

Læs mere debat på http://www.udvikling.dk.  Her kan du bl.a. læse om hvorfor den humanitære bistand i Kenya ikke blev koordineret optimalt. Og så fortsætter debatten om bogen ’Idealer og realiteter’.

annonce

annonce




Denne side er kapitel 8 af 12 til publikationen "Udvikling".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8826/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk