UGANDA

Den svære test

I Uganda får flere og flere hiv-positive adgang til livsforlængende aids medicin. I dag er det at blive konstateret hiv-positiv er ikke længere en sikker dødsdom. Du kan leve et værdigt liv med hiv, også selvom du er fattig. I udkanten af hovedstaden Kampala hjælper et projekt, drevet af frivillige, lokale med at blive testet for virussen og giver råd og støtte til unge og ældre.

Tekst og foto: Mikkel Nedergaard

Ibrah går uroligt rundt udenfor baggården. Ubeslutsomt frem og tilbage. Han ser hen på mig. Han er en ung muslimsk mand på samme alder som mig, i starten af tredverne. Han bor få huse fra, hvor vi er i Kasangati, tæt ved Kampala. Jeg har aldrig mødt ham før. Hans blik flakker.

Det er en varm fredag eftermiddag. Den åbne støvede baggård danner venteværelse for de unge og ældre, mænd og kvinder, der ligesom Ibrah er her for at blive testet for hiv af Kawempe Home Care. Et projekt, hvor frivillige hjælper hiv-positive og aids-syge med samtaler og støttende besøg, når familien har givet op. Penge til mad og medicin, når patienterne ikke længere selv har råd. Og de tester, som i dag, gratis for hiv.

Jeg ser på Ibrah. Jeg ved ikke, om jeg kan tillade mig at spørge om, hvorfor han vil tage testen. Det virker følsomt og privat, men jeg stiller det, efter overvejelser, alligevel. Med en blanding og lettelse og forundring kommer svaret med det sammen.

– Jeg må vide det! … Jeg må have et svar.

Fakta om Kawempe Home Care Initiative

Kawempe Home Care blev startet i 2007 af den ugandiske læge Samuel Guma og den danske sygeplejerske Anni Fjord. Det er en lokalorganisation af 30 frivillige, der hjælper hiv-positive og aids-syge i udkanten af Kampala, Ugandas hovedstad. Kawempe Home Care besøger hiv-positive i deres hjem og støtter dem både socialt og økonomisk. Organisationens frivillige, hvoraf ere selv er hiv-positive, hjælper med huslige pligter, støttende samtaler og rådgivning i forhold til kost og medicin. Derudover yder Kawempe Home Care hjælp til familierne med små beløb til skolegang, mad og til opstart at indkomstgenerende aktiviteter. Organisationen drives ved hjælp af donationer fra fonde og private.

Det her er ikke svaret på en eksamen eller en lottokupon, han søger. Det her er vigtigere.

– Jeg vil planlægge min fremtid, mit liv, siger Ibrah med energi og en tydelig alvor.

Han vil af med uvisheden for at kunne se frem i livet.

Hver dag skal rådgiverne i Kawempe-projektet overgive den svære besked til masser af unge.

Hver dag skal rådgiverne i Kawempe-projektet overgive den svære besked til masser af unge.

Hvis jeg har aids

– Hvad sker der, hvis jeg er positiv? spørger Ibrah mig med et forvirret og på samme tid alvorligt blik. Han søger helt konkrete oplysninger. Jeg siger, at Kawempe Home Care Projektet vil kunne vejlede ham, og at han sikkert vil kunne få medicin, selvom jeg faktisk ikke er helt klar over det, i det øjeblik. Men noget trøstende og opløftende føler jeg, at jeg skal komme med i situationen.

Jeg siger, at jeg synes, at han er modig. Ibrah svarer, at mange af hans kammerater ikke tør at tage testen. Selvom de ved, at de har mulighed for det her, hver fredag. Jeg forstår dem godt, hvis de, som Ibrah, er unge i et land hvor omkring syv procent er smittede med hiv. Hvem vil så turde tage testen? Der er 1,2 millioner hiv-positive i Uganda, og der er 5000 i Danmark. Ibrah turde tage testen. Og det giver mig lyst til at spørge ham igen. Hvorfor han føler det så nødvendigt?

– Min bror døde i sidste uge. Han startede på medicinen for sent. Han ville have, at jeg skulle få testet mig selv. Nu gør jeg det, fortæller Ibrah, mens han kikker ned.

Ibrah vender sig mod indgangen til gården, hvor han lige er blevet kaldt ind.

– Ok, lad mig gå ind, siger han hurtigt. Han får sit svar nu. Alt ånder fred og ro.

Der er stille nu, hvor eftermiddagsheden er på sit højeste.

Testen i baggårdens skygge

I baggården i Kasangati sidder ældre og unge, kvinder og mænd klemt sammen i skyggen langs muren. Der er mange rynkede bryn, mange tomme blikke. Sygdommen rammer stadig bredt, selvom Uganda er kendt som landet, hvor den evigt stigende kurve for hiv-positive er blevet knækket. I starten af halvfemserne var cirka femten procent af den voksne befolkning smittet med hiv. I dag er andelen hiv-positive halveret.

Folk kikker ned mod der, hvor jeg sidder sammen med John, projektets laborant. Vi sidder ved et bord i den ene ende af gården. Det er her John tester dem, der, som Ibrah, er kommet i dag. De skal ikke vente længe på svaret, kun få timer, selvom ventetiden sikkert føles lang som Nilen. En test kan laves på ti minutter. Men ingen får lov til at forlade baggården, før de har brugt tid på at tale om deres resultat med en af projektets frivillige vejledere.

Testen tages for sent

Små flasker med blod står på bordet foran mig. De bliver hurtigt flere og flere. En ung smuk kvinde, med grønne kondisko, jeans og sort T-shirt, vender hovedet mod væggen og lukker øjnene. John stikker nålen ind i hendes arm. Blodet løber stille ud, mens luften står helt stille i gården og føles tung af tanker.

Flaskerne står klar til at blive testet, som var det blot deres PH værdi, der skulle måles. Det ser helt klinisk, objektivt, neutralt ud. John, laboranten, har en doktors ro. Han kunne lige så vel teste elektriske pærer. Den er der lys i, den er sprunget ... Jeg har svært ved at sidde ved siden af. Det er som at sidde og vente på at se et trafikuheld, som jeg ved vil ske.

– So here we go, siger John og sukker tungt.

Lægens kølighed forsvinder for et øjeblik. Han ligger strimlerne frem. Små stykker pap, med to hvide felter. Et til kontrol, et til testen. En dråbe bold kommes på en strimmel. Den røde væske løber langsomt henover og en tynd hinde dannes hurtigt. Der tegner sig streger i de hvide felter. Det er en positiv test. En af dem, der sidder i gården, er den første der har fået konstateret hiv i dag. Personen ved det måske allerede. Han eller hun håber det ikke, men ved måske godt at chancen for at han eller hun ikke også er smittet, efter at en mand eller kone er død af aids, er lille. Mange får først taget testen, når virusen er kommet helt ind i hjemmet og har taget et familiemedlem med sig.

Fra kritisk epidemi til kronisk sygdom

– Jeg er i god form. Jeg har lavet et stort comeback! siger Joyce stolt.

– Jeg skal kun tage de her to typer medicin, forklare Joyce og viser to pakker aids medicin frem med den ene hånd.

Joyce er en Engel. Det kaldes de, de frivillige i Kawempe Home Care projektet, Englene. Det er meget passende. De er som sendt fra himlen for mange af de hiv- og aids-syge i Kawempe, som de besøger. Og for mange er Englene de, der viser dem den sidste omsorg. De frivillige i projektet er alle, som Joyce, selv hiv-positive.

Fra at være kendt som ’dræber sygdommen’ er hiv i dag en virussygdom, du kan overleve og leve med i Uganda. Det er sket takket være en større viden om sygdommen og aids medicinen kaldet ARV (anti-retro-viral tion drugs), som flere og flere af landets hiv-positive, dog langt fra alle, har adgang til. Uganda var et af de første lande i Afrika til at uddele medicinen gratis, og det estimeres at 100.000 i dag har adgang til medicinen. Der er dog helt op til 250.000, der har behov for at modtage medicinen.

– Folk kommer og spørger mig. Hvorfor ser du så godt ud, når du er positiv? siger Joyce med kraftfuld og glad stemme.

– Fordi, jeg tager min medicin, jeg drikker ikke øl, jeg spiser godt, og så kan du klare dig ok!

Joyce tager sig af syv børn. Nogle er hendes egne, og andre er efterladte fra familiemedlemmer.

"Folk kommer og spørger mig. Hvorfor ser du så godt ud, når du er positiv? Fordi, jeg tager min medicin, jeg drikker ikke øl, jeg spiser godt, og så kan du klare dig ok!

Joyce, en frivillig Engel og hiv-positiv"

– Med ARV medicinen kan du få kræfter nok til at arbejde for din familie, siger Joyce.

Det er det hun prøver at oplyse om i sit nabolag. Man skal ikke give op på grund af hiv. Der er grund til at kæmpe videre og mulighed for at få et værdigt liv. Og Joyce vil gerne vise sig selv som rollemodel.

ARV medicinen er forbundet med mange myter. Èn har været, at det er medicinen, der dræber og ikke aids-sygdommen. Derfor har mange holdt sig fra at tage medicinen. Men de frivillige fra Kawempe-projektet er levende beviser på, at medicinen ikke slår ihjel.

Joyce er frivillig ved Kawempe-projektet. Hun er 50 år og er et levende bevis på, at man kan leve godt med hiv. Hun har været smittet siden 1994 og tager vare på syv børn.

Joyce er frivillig ved Kawempe-projektet. Hun er 50 år og er et levende bevis på, at man kan leve godt med hiv. Hun har været smittet siden 1994 og tager vare på syv børn.

Beskeden

Asfaltvejen til Kampala løber igennem Kasangati. De mange gennemrejsende, lastbilchauffører og handlende skaber travlhed og liv. Der lugter af fisk fra markedet og af madlavning fra husene omkring. I baggården bliver stilheden fra de, der venter på svaret af deres test blandet med lyden fra biler på vejen udenfor, de handlende og børn, der leger.

Det er nu, mens eftermiddagslyset viser sig i baggården, svarene bliver givet. Blikkene vender igen mod enden af gården. Nu kikker de ventende ikke længere på mig eller på laboranten. De ser lige ind i konsultationsværelset ved siden af os, hvor de får deres svar.

Der er i dag taget 12 tests. Tre er negative. Behovet for Kawempe-projektet giver sig selv. Folk har behov for at vide besked om sygdommen og deres muligheder for at leve med den. De har behov for støtte til at takle de vanskelige samtaler, de selv skal have med deres nærmeste.

Ibrah kommer ud af mørket, der er inde i værelset. Han kikker ned i støvet på gårdspladsen. Han kommer hen mod udgangen af gården, hvor jeg står. Han ser op og tager min hånd. Jeg kan mærke, han er lettet. Han ser mig lige ind i øjnene og siger stille: – Jeg er hiv … negativ.

Jeg føler det som om, en ven er blevet erklæret rask, selvom jeg kun har kendt ham få timer, og selvom han ikke har været syg.

– Nu vil jeg arbejde hårdt for min fremtid, siger han og forsætter ud af baggården. Min glæde overrasker mig. Ni andre er testet positive inden for de samme få kvadratmeter, som Ibrah. Og det virker ikke logisk, at han ikke er hiv-positiv. 30 år, single, fattig, i en storbyforstad i Afrika, og hiv-negativ. Denne dag virker det som et mirakel.

Mikkel Nedergaard er konsulent og freelance-journalist bosat i Uganda. mikkelnedergaard@ gmail.com

Hiv i Uganda: En succeshistorie skal genoplives

Uganda har været kendt som landet, der knækkede hivaids-kurven. Men det går ikke længere den rigtige vej. Flere og flere af især landets voksne befolkning bliver smittet med hiv. Til gengæld er der håb for de, der skal leve med sygdommen. Nye undersøgelser tyder på, at aids-medicin og besøg i hjemmene forlænger liv.

Af Mikkel Nedergaard

Uganda har været kendt som landet, hvor den stigende kurve for hiv-smittede blev knækket. I starten af 1990’erne var omkring 18 pct. af den voksne befolkning hiv positive. I dag er det omkring syv pct. Succesen skyldes en kombination af faktorer. Landets præsident Yoweri Museveni anerkendte tidligt sygdommens udbredelse og alvor og talte åbnet om hiv-epidemien som en national krise. ABC-tilgangen til forebyggelse er ofte nævnt som en anden væsentlig årsag til succesen. ABC-budskaberne går på at (A) afholde sig fra sex før ægteskabet, (B) være tro mod sin partner og (C) bruge kondom. En massiv oplysningsindsats primært drevet af meget aktive græsrodsorganisationer var med til at få ABC tilgangens simple budskaber ud til befolkningen.

Hiv aids fortsat massivt problem

De seneste år er antallet af hiv positive i Uganda stagneret, og landet står overfor meget store udfordringer i forhold til forebyggelse og behandling. Hiv og aids er stadig en af hovedårsagerne til, at den 30 millioner store befolkning kun har en middellevetid på 50 år. Over en million ugandere er hiv-positive, og antallet af nye infektioner er stigende, med over 130.000 nye tilfælde hvert år. Hovedparten af nye infektioner forekommer i dag blandt gifte par i aldersgruppen 30 til 40 år, og det tyder blandt andet på, at der er et behov for en genoplivning af oplysningskampagnerne og for at styrke kvindernes rolle i parforholdene. Kvinderne i Uganda er hårdest ramt af hiv-epidemien. Flere kvinder end mænd bliver smittet med hiv, og samtidig har Uganda har verdens højeste rate af børn, der er blevet forældreløse på grund af sygdommen. Og det er oftest kvinderne, der overtager forsørgerrollen over forældreløse børn.

Bush støtter med PEPFAR

USA har støttet hiv-forebyggelsen massivt i Afrika, og Uganda er et af modtagerlandene for de i alt 15 mia. US-dollar, der kommer fra PEPFAR (US President’s Emergency Plan for AIDS Relief) programmet. PEPFAR giver meget af sin støtte gennem forskellige kirkelige organisationer, der ikke alle har et helt gnidningsfrit forhold til kondomet. Og flere NGO’er mener, at C’ets betydning i forebyggelsen er faldet betragteligt, efterhånden som den amerikanske støtte til landets hiv program er tiltaget.

DK støtter indsatsen

Danmark støtter Ugandas regering med at implementere deres ny nationale strategi for hiv bekæmpelse, som har fokus på forebyggelse af ny infektioner Det danske program, som ligger på 90 mio. kroner over en treårig periode (2007 – 2010) dækker støtte til den nationale AIDS-kommission og civilsamfunds-indsatser, herunder indsatser der fremmer ligestilling og brug af kondomer.

Til hjælp for de mange familier, der allerede er ramt af sygdommen, spås aids-medicin kombineret med opsøgende hjemmepleje (home based care) gode muligheder. Resultaterne af en stor undersøgelse af hiv-positive i Uganda, udgivet i lægetidsskriftet the Lancet, viste, at dødelighedsraten faldt med 90 pct. blandt de familier, der modtog aids-medicin og rådgivning i hjemmet. 14 pct. af de cirka 125.000 hiv-positive ugandere, der får medicinen, modtager i dag rådgivning i hjemmet.




Denne side er kapitel 5 af 12 til publikationen "Udvikling".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8826/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk