AKTUELT

Nyt fra styrelsen
Bag bistandens buzzwords

Af Bo Simonsen

I sidste nummer skrev vi på denne plads om den danske støtte til udviklingen af erhvervssektoren i Tanzania. Anledningen var, at Danidas styrelse på sit møde i februar godkendte en bevilling på en halv milliard kroner til tredje fase af et erhvervssektorprogram.

Danmark har støttet et samlet program for erhvervssektoren i Tanzania siden 1998, og flere medlemmer af styrelsen efterlyste resultater og erfaringer fra de seneste ti års indsats. Der blev også efterlyst nogle beskrivelser af sammenhæng mellem indsatser og resultater. Det er det, der i bistands-jargonen hedder ’in-dikatorer’. Altså nogle konkrete mål for indsatsen, som man om nogle år kan kigge tilbage på for at svare på spørgsmålet: Har vi nået det, som vi forventede, og som vi har investeret temmelig mange millioner kroner i?

Moderne udviklingssamarbejde har en kedelig tendens til at blive syltet ind i – for menigmand – svært forståelige sprogbrug om komponenter, impact, kapacitetsopbygning, basketfunding, logical frameworks, alignment, monitorerings-systemer etc. Det kan nogle gange være lidt svært at få øje på, hvad det i grund og bund handler om: bedre muligheder for at fattige mennesker kan få et rigere og sikrere liv. Vi tog derfor telefonen og ringede til den danske ambassade i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam. Her talte vi med programkoordinator Jørn Olesen, der i tæt samarbejde med andre donorer og lokale samarbejdspartnere har været med til at udarbejde erhvervssektorprogrammet. Og så blev det lige pludselig meget mere håndgribeligt og konkret, hvad det hele går ud på, og hvad der gemmer sig bag begreber som ”Improved Business Environment” og ”Micro, Small and Medium Enterprises Development”.

Skødeløst

Et af de helt store problemer med at starte og drive privat forretning i Tanzania er, fortalte Jørn Olesen, at næsten ingen mennesker har skøde på deres bolig eller ejendom. De kan derfor ikke låne penge i banken, fordi de ikke kan få pant i en ejendom, som de ikke kan fremvise et gyldigt skøde på. Intet skøde. Ingen lån. Ingen business. Et af målene med den danske støtte til erhvervssektorprogrammet er, at 400.000 ejendomme og boliger skal registreres med et gyldigt skøde.

Det er i det hele taget et mål at få nogle flere kunder i bankerne. I øjeblikket har kun omkring ni pct. af den voksne befolkning adgang til bankservices. Målet er at fordoble det antal inden 2013. Dvs. flere mennesker i banken, der låner flere penge til at sætte forretninger i gang. Over halvdelen af befolkningen (54 pct.) har ingen adgang til nogen form for kredit, hverken fra formelle eller uformelle långivere. Det er målet de kommende år at nedbringe den andel til højst 40 procent. Mindst én million flere mennesker fra den fattigste del af befolkningen skal have adgang til kredit.

Det lyder ambitiøst, og her kommer spørgsmålet om de hidtidige erfaringer med ti års støtte til erhvervsudviklingen på banen.

Danmark har de forløbne år bl.a. støttet CRDB-banken, der i dag er blevet Tanzanias største bank. CRDB er en almindelig bank, som også giver såkaldte mikrokreditter; mange af mikrokreditterne gives til småbønder, der ikke kan stille sikkerhed. Kredittagerne er organiseret i andelssparekasser, såkaldte SACCOS. For syv år siden startede CRDB-banken med at organisere ganske få SACCOS. I dag samarbejder banken (der nu har 55 filialer i hele landet) med 370 SACCOS med 400.000 medlemmer, næsten ligeligt fordelt mellem kvinder og mænd. Og hvor næsten alle vel og mærke betaler afdrag til tiden.

Færre retssager

En anden forhindring er, at det arbejdsretslige system i Tanzania er meget tilbage at ønske – både set fra arbejdsgiverens og arbejdstagerens synspunkt. Konflikter om fx løn eller udbetaling af tillæg har skullet afgøres ved almindelige retsindstanser. Det er meget langsommeligt. Det har været en del af den hidtidige danske støtte at ændre dette ufleksible system til noget, der minder om en dansk model. Det er lykkedes, og i maj sidste år trådte en ny lov i kraft med bestemmelser om, at arbejdsretslige tvister løses gennem mægling mellem parterne, ved voldgift og i sidste instans ved en egentlig retssag. Resultatet af den nye lov er ganske imponerende. Siden maj 2007 er ca. 3.000 sager afsluttet. Tre fjerdedele af sagerne er blevet afgjort ved mægling, knapt en fjerdedel ved voldgift, og under en procent skulle afgøres ved en retssag.

Jørn Olesen kan nævne mange gode resultater af den hidtidige danske indsats, og hvordan den bidrager til økonomisk vækst og fattigdomsreduktion, samt hvad man skal nå inden 2013. Men der er ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng mellem den danske støtte og erhvervssektorprogrammets mål og resultater, understreger han. Nogle af aktiviteterne finansieres af flere donorer, hvor den danske bistand udgør en mindre andel. Nogle af indikatorerne er meget overordnede og stammer fra Tanzanias nationale fattigdomsstrategi, eller internationale vurderinger af, hvor godt det er at drive forretning i Tanzania. Og så er det heller ikke helt enkelt at skaffe de rigtige oplysninger om den faktiske virkelighed. F.eks. tog det halvandet år at få undersøgt, hvordan og hvor mange, der har adgang til kredit i Tanzania – en ret afgørende oplysning for om et par år at kunne kigge tilbage og sammenligne, hvilke mål der er nået.

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriet bosimo@um.dk

Det er smart at investere i kvinder

Men ikke alle har fået øjnene op for fordelene, lød det på en stor international konference om FN’s 2015 Mål om ligestilling: Nogen skal slå i bordet for at få ændret de barrierer, der holder fattige kvinder ude af arbejdsmarkedet.

Af Ulrikke Moustgaard

Forestil dig at du at gerne vil starte din egen butik. Men for at få et officielt blåt stempel skal du have din ægtefælles tilladelse til projektet. Den har du også brug for, når du går i banken for at få et lån til at starte din butik op. Det betyder fx, at din ægtefælle kan hæve de penge, du måske skulle have brugt til at købe flere varer for. Men det er langt fra din eneste bekymring, for før du overhovedet kan slå døren op for dine første kunder, skal du have sørget for, at nogen passer dine børn og dine huslige pligter, mens du selv er på arbejde.

Sådan ser de hårde vilkår ud her i 2008 for mange kvinder i den fattige del af verden, som gerne vil ud på arbejdsmarkedet. Derfor er der stadig en lang vej at gå, hvis vi skal gøre os håb om at opfylde FN’s 2015 Goals om at sikre kvinder ligestilling inden år 2015 – og samtidig at halvere verdens fattigdom.

Danmark forsøgte at give målet en vitaminindsprøjtning, da Udenrigsministeriet d. 17. april afholdt en stor international konference om økonomisk styrkelse af kvinder.

– Kønsdiskrimination er uretfærdigt og uklogt. Og det er dyrt for samfundet på lang sigt. Vi har ikke råd til ikke at udnytte potentialerne i halvdelen af en befolkning, som udviklingsminister Ulla Tørnæs sagde på konferencen.

Den internationale konference var en del af en stor dansk kampagne for at få større global opmærksomhed på FN’s 2015 Mål nr. 3 om styrkelse af kvinders rettigheder og muligheder i udviklingslandene. Kampagnen byder også på en global MDG3-fakkel. Faklen gives til en repræsentant for bl.a. regeringer, erhvervsliv og organisationer, som lover at gøre en indsats for ligestilling. Mindst 100 fakler vil rejse verden rundt.

Bedre markeder og børnepasning

Hensigten med konferencen var at få større politisk og finansiel støtte til at arbejde for kvinders økonomiske ligestilling. Men hvordan det så i praktisk forstand skal lade sig gøre var emnet, som repræsentanter fra erhvervsliv, regeringer og organisationer i både rige og fattige lande skulle diskutere. Alle var enige om, at det var en god ide både at investere i pigers uddannelse og at hjælpe kvinder til at få fodfæste på arbejdsmarkedet i den private sektor. Men metoderne var der forskellige indgangsvinkler til. Nogle mente, at hjælpen skulle komme udefra.

– En af de bedste måder at hjælpe os på er at sørge for, at der er markeder, hvor vi kan afsætte vores produkter til rimelige priser, sagde Ugandas finansminister Ezra Suruma.

Andre talte om behovet for, at de enkelte regeringer i fattige lande selv tager et større ansvar.

– Staten skal sørge for, at der er offentlige tilbud om fx børnepasning eller ældrepleje, der hviler på kvindernes skuldre. Og den skal afsætte penge til at støtte små erhvervsdrivende, sagde Betty Maina, leder af Kenya Association of Manufactures.

Som del af den danske kampagne vil mindst 100 fakler rejse verden rundt for at skabe opmærksomhed om kvinders ligestilling. Foto: Joachim Rode

Kom til sagen

Uanset metode var et tilbagevende tema, at samfundet først og fremmest skal ændre sin holdning til kvinders position i samfundet.

"Når vi taler om kvinder som ’uudnyttede ressourcer i samfundet’, lyder det som om, vi taler om minedrift. Hvorfor ikke bare tale om, at vi skal fjerne kønsdiskrimination?

Michael Klein, cheføkonom og vicepræsident i Verdensbanken"

– Når vi taler om kvinder som ’uudnyttede ressourcer i samfundet’, lyder det som om, vi taler om minedrift. Hvorfor ikke bare tale om, at vi skal fjerne kønsdiskrimination? Så længe en mand har ret til at nægte sin kone adgang til arbejdsmarkedet, hvis han mener, det går ud over hans børn, kommer vi ikke videre, sagde Michael Klein, cheføkonom og vicepræsident i Verdensbanken og fik store klapsalver fra salen.

Donald Kaberuka, præsident i African Development Bank, var enig:

– Love skal ændres, så kvinder kan arve, eje jord osv. Så det her handler mest om, at nogen må tage de beslutninger, der skal til. Nogen må jo stå frem og sige, at det her er vigtigt.

Dét gjorde flere af repræsentanterne til konferencen. I Tanzania vil finansminister Mustafa Hadi Mkulo nu opfordre sin regeringsleder til at fordoble iværksætterydelser for kvinder. Og i Vestafrika vil der nu blive taget initiativ til at holde regionale konferencer om ligestilling.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist ulrikke@luxpresse.dk

LIBERIA LIGESTILLER Præsidenten er det. Udenrigsministeren er det. Finansministeren, politichefen og økonomiministeren er det også. Altså kvinder. Siden landet i 2005 valgte den karismatiske Ellen Johnson-Sirleaf til sin præsident – og dermed fik Afrikas første folkevalgte kvindelige statsoverhoved – er kvinders ligestilling kommet højt på dagsordenen. Ellen Johnson-Sirleaf gik netop til valg på løfter om at booste kvinders vilkår i landet, og hun har holdt sit løfte: I toppen af samfundet sidder nu kvinder på landets mest magtfulde poster, og i den anden ende af spektret er der fx blevet indført obligatorisk skolegang og legater for at få flere piger i skole. Derfor får landet nu et økonomisk skulderklap af Danmark, fortalte statsminister Anders Fogh Rasmussen på MDG3-konferencen i København. Landet er udvalgt til at være såkaldt MDG3 ’model-land’ og vil i de kommende tre år få 100 millioner kroner i støtte til sit arbejde med ligestilling. Håbet er, at andre afrikanske lande vil følge Liberias eksempel.

GIV PENGE TIL KVINDERNE

Foto: Joachim Rode

Mama Koite Doumbia, forkvinde for The African Women’s Communication and Development Network. Hvad betyder denne konference for afrikanske kvinder? – Udviklingen går for langsomt bl.a. fordi civilsamfundet ikke bliver inddraget nok, når donorerne giver penge til fattige kvinder. Hver gang 1000 kr gives til at forbedre kvinders situation, går måske kun én pct. direkte til kvinderne. Det er godt, at vi taler om, hvordan vi får flere kvinder ind på arbejdsmarkedet, men man glemmer, at

størstedelen af kvinderne arbejder i den uformelle sektor.

Hvad mener du, man så skal fokusere på?

– Der er for meget snak. Hvis man vil bekæmpe fattigdom, så giv pengene til kvinderne selv frem for at lade dem gå gennem regeringen. Det er små midler, der skal til. Fx koster det kun 50 euro at få en pige i skole i et helt år. Kvinder i landbruget arbejder med gamle ineffektive redskaber, og hvis de k nye maskiner direkte, kunne de producere meget mere meget hurtigere. Det ville have stor og synlig effekt.