Udenrigsministeriet

AU PAIR

HER LEVER DE AF CHARLOTTENLUND

Hver gang en filippinsk au pair i Danmark sender nogle af sine lommepenge hjem til Filippinerne, betyder det tag over hovedet for familien, mad på bordet samt skolegang for de yngre søskende.

Tekst & fotos: Marie Varming

Foto

Et stenkast fra strandbredden i byen Toboso i det centrale Filippinerne ligger et lille hjemmebygget hus. Det er beskedent opført i cement, men har rindende vand og elektricitet. Det er Elmiras hus, men for tiden bor hendes forældre og yngre søskende i det.

Elmira selv har endnu ikke set huset, men enhver, som træder ind over dørtærsklen, har set Elmira. Overalt i huset hænger billeder af den savnede datter. På nogle af billederne ses Elmira omgivet af gaver, lagkage og smilende venner. Andre billeder viser den unge pige pakket ind i en tyk frakke på en kold gade i København. Det er der, pengene kommer fra.

Genfærd fra Charlottenlund

Elmiras hus ligger i udkanten af landsbyen Toboso. Her i et lille samfund på en blomstrende strandbred lever en håndfuld familier, som alle venter på penge fra Charlottenlund. Familiernes døtre er nemlig au pairs i Danmark, og deres beskedne løn giver samfundet på stranden huse, mad på bordet og håb for pigernes yngre søskende.

’Nationalheltene’, som den tidligere præsident Aquino kaldte de filippinere, som tager til udlandet for at arbejde. Sådan betragtes de unge ’danskere’ også her i byen. Indtil videre har fem unge piger forladt strandbredden i Toboso til fordel for et job i Charlottenlund.

STÅR FOR 13,5 PROCENT AF BNP

Sidste år udstedte de danske myndigheder 700 visa til filippinske piger, som gerne vil til Danmark som au pairs. Ifølge ordningen skal en au pair gå til hånde i familien samtidigt med, at hun opnår et kendskab til værtslandets kultur.

Desuden skal hun dygtiggøre sig inden for husholdning og børnepasning. Som au pair er man berettet til kost og logi samt lommepenge på mindst 2.500 kroner om måneden. Remitterne, som man kalder de penge, som immigranterne sender hjem, udgjorde for Filippinernes vedkommende 13,5 pct. af BNP i 2005. De samlede remitter til Filippinerne var på ca. 13,5 milliarder dollars ifølge Verdensbankens data. Ifølge Danmarks Statistik bor der 6.146 filippinere i Danmark – tre fjerdedel af dem kvinder.

Pigerne går som genfærd gennem byen, hver gang talen falder på dem – og det gør den ofte. I ethvert hus hænger billeder og navneskilte, som anerkender den indsats, de gør for deres familiers overlevelse.

Elmiras hus har ingen døre, men et af værelserne er afskærmet af et forhæng. Oven over det hænger et træskilt med datterens navn på.

– Det er Elmiras værelse, siger hendes far alvorligt.

– Her skal Elmira bo, når hun kommer hjem til os til sommer, forklarer hendes far stolt. Han rejser sig fra sofaen i stuen, hvor han ser filippinsk pop-tv sammen med Elmiras yngre søskende.

De to yngre søstre deler værelset, mens de venter på, at Elmira kommer hjem.

En hård prioritering

Elmiras mor er i sin butik på byens støvede markedsplads. Her sælger hun sandaler og isenkram – det samme som resten af de omkringliggende butikker har til salg.

Butikken er ligeledes finansieret af de lommepenge, som Elmira modtog, mens hun var au pair. Da hendes kontrakt udløb sidste sommer, begyndte hun at læse på universitetet i København, og hun kan derfor ikke sende flere penge hjem.

Før Elmira tog til Danmark, var familien mere eller mindre hjemløse. Nu har de et af byens bedste huse, men der blev ikke råd til den 7-årige lillesøsters ganespalteoperation.

Den lille pige åbner munden på vid gab for at vise sin medfødte defekt, som forhindrer hende i at tale rent.

– Da hun var lille kunne jeg ikke amme hende, for mælken kom ud af næsen, forklarer hendes mor og stryger datteren over det sorte hår.

Til gengæld er Elmiras yngre søskende kommet i skole. En lillebror er blevet færdig på universitetet, men der var ikke noget job til ham, så nu går dagen foran fjernsynet, mens han venter på et mirakel.

Et hus for Rosalens lommepenge

Få hundrede meter væk bor en anden familie. Også her er en datter savnet, og indtil Rosalen får flere penge at sende hjem, bor familien i en tantes pælehytte ude på havet. Her er ikke vandhaner og tv, men blot et lille køkken med åbent ildsted.

24-årige Rosalen overtog Elmiras plads i huset i Danmark, og de to kusiner og veninder deler nu værelse i villaen i Charlottenlund.

Hver måned sender Rosalen 1.500 kr. hjem til familien på strandbredden. Hendes lommepenge er 2.500 kr. om måneden for de 30 timer, hun arbejder om ugen hos familien i Charlottenlund. Resten af hendes lommepenge går til buskort, tøj og til at betale gæld af.

På trods af datterens pligtopfyldende pengeforsendelser den første i hver måned, har Rosalens forældre svært ved at få sparet penge sammen til det hus, de gerne vil bygge i Toboso.

Jeg er glad for at Rosalen ikke skal arbejde så hårdt i Danmark, som hun ellers ville være nødt til i Filippinerne. Men jeg savner hende forfærdeligt. Jeg bekymrer mig, som enhver mor ville gøre; Får hun noget ordentligt at spise? Tager hun på? Er hun glad?

– Vi skal købe mad til hele familien og to af Rosalens yngre søskende skal i skole for de penge, som hun sender hjem til os, fortæller hendes mor.

Hvor mange arbejdsløse, der er i Toboso, er der ingen, der ved præcist, men Rosalens familie gætter på, at det er en brøkdel af det lille samfund, som har fast arbejde. Mange lever af forefaldende arbejde i landbrug og fiskeri, men endnu flere har opgivet arbejdsmarkedet og venter i stedet på at en datter i Danmark sender 1.500 kr. hjem til dem gennem en af byens Western Union-filialer. Det gælder også for Rosalens familie, hvor ingen har fast job.

På den måde bliver hver dag en søndag, og der hersker næsten sommerhusstemning i området. Mændene er i gang med at bygge et bord af en træstamme, og kvinderne sidder i hytterne og snakker og synger.

Foto: Billeder på væggen af Rosalen

På væggene er der billeder af Rosalen, der hver måned sender 1.500 kr. hjem til familien.

Når solen begynder at gå ned samles familierne på stranden, hvor de synger og beder i overensstemmelse med deres baptistiske tro. Hver bøn omhandler pigerne i Danmark; at Gud vil beskytte dem mod ondskab, at de er raske og har det godt.

Få muligheder for fremtiden

Både Rosalen og hendes 20-årige lillesøster, Cecil, har haft småjobs i de større byer, men hver gang har deres løn ikke kunne betale huslejen for et værelse.

Hendes mor er blot glad for, at ingen af hendes døtre har valgt – som tusindvis af andre filippinske piger – at tage job som ’artistic performer’ i Japan. Jobbeskrivelsen er sjældent i overensstemmelse med det reelle job indhold: prostitution.

I Filippinerne får en skolelærer cirka 1.200 kroner udbetalt om måneden. Mange filippinere lever derfor på naturens bekostning. Man smider en fiskesnøre i havet og ryster en kokospalme, og så er der aftensmad. Før Rosalen rejste var hun arbejdsløs, og når der var trange tider i familien, samlede hun muslinger på stranden, som de kunne spise.

Cecil ved ikke, om hun har et valg for fremtiden. Hun trækker på skuldrene.

– Jeg er i hvert fald nødt til at hjælpe min familie på den ene eller den anden måde, siger hun. Hun glæder sig dog til at skulle til Danmark, hvilket bliver første gang hun forlader det ø-samfund, hvor hun er født og opvokset.

Et au pair visum er gyldigt i et år, men kan forlænges med yderligere et år. Kravene til værtsfamilien er, at de stiller et værelse til rådighed til au pair pigen, og at de har hjemmeboende børn. Desuden forventes det, at familien sammen passer huset, så au pair pigen fungerer som andet end reel hushjælper.

Vi skal købe mad til hele familien og to af Rosalens yngre søskende skal i skole for de penge, som hun sender hjem til os.

Rosalens mor

Rosalens mor kigger på et billede af datteren en vinterdag i et villakvarter i Danmark.

– Jeg er glad for at Rosalen ikke skal arbejde så hårdt i Danmark, som hun ellers ville være nødt til i Filippinerne, siger hun.

– Men jeg savner hende forfærdeligt. Jeg bekymrer mig, som enhver mor ville gøre. Får hun noget ordentligt at spise? Tager hun på? Er hun glad?

Når hun kommer tilbage næste sommer, står der formentligt et hus og venter på hende. Et hus, som svarer til det, der venter på Elmira.

I mellemtiden har forældrene blot billederne og de sporadiske telefonopkald at se frem til, mens de venter på, at det igen bliver den første i måneden, og pengene fra Danmark kommer til Toboso.

Opslag fra Forest and Landscape: Seminar: A future for the tropical forests - for whom

Reklame: Herlufsholm Kostskole

Til top
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8718/index.htm