Udenrigsministeriet

AFRIKAS HORN

ØGET DANSK INDSATS PÅ AFRIKAS NYE DØDSRUTE

Antallet af bådflygtninge i Aden-bugten mellem Somalia og Yemen stiger år for år. Både overfarten og modtagelsen i Yemen er umenneskelig, og derfor begynder Dansk Flygtningehjælp nu at patruljere på den yemenitiske kyststrækning.

Tekst og fotos: Peter Krogh Andersen og Jakob Sorgenfri Kjær, Hargeisa, Somaliland

Foto: Unge fra Somaliland

I Somalilands hovedstad, Hargeisa, hænger byens unge mænd ud i gaderne. Hver aften sidder fire kammerater og taler om fodbold og flugtmuligheder. Fra venstre er det Mustafa, Guled, Mukhtar og Farhan.

De fleste bådflygtninge er så godt som halvdøde, når de når frem til Yemens kyst. Udsultede, afkræftede og ofte gennemtævet efter en tre-fire dage lang tur fra Somalia og tværs over Aden-bugten til den Arabiske Halvø. Nogle af flygtningene har svømmet det sidste stykke, fordi menneskesmuglerne er bange for at møde Yemens myndigheder. Smuglerne smider de afkræftede bådflygtninge overbord nær stranden.

Trods den dødsensfarlige færd er antallet af især somaliere og etiopiere på vej over Aden-bugten steget kraftigt de seneste år. En af årsagerne er, at EU har skærpet indsatsen mod de afrikanske flygtningestrømme over Middelhavet.

Men Yemen er et af verdens fattigste lande, og mange af bådflygtningene får en nådesløs modtagelse. Derfor begynder Dansk Flygtningehjælp at patruljere langs den yemenitiske kyst. Et projekt, som EU har bevilliget 15 millioner kroner til.

Hårdhændet modtagelse

I 2007 nåede godt 30.000 bådflygtninge frem til Yemens kyst. De fleste flygtninge kommer fra Somalia, som er hårdt plaget af økonomisk krise og borgerkrig i landets sydlige og centrale del. Den anden store del kommer fra Etiopien med høj arbejdsløshed og nultolerance over for politiske modstandere.

“Ikke en eneste af mine venner arbejder. Og hvis jeg får et job, vil min familie sige, at jeg skal give det videre til min far eller ældre bror. Jeg kan nok først få et arbejde, når jeg fylder 50 år.

20-årige Guled Hasan

Sidste år døde næsten 1.500 mennesker på turen over bugten i de skrøbelige fiskerbåde. For de bådflygtninge, der når helskindet frem, kan det første møde med et andet menneske være forskellen på liv og død. Yemens hær overvåger nemlig kysten med brutal hånd.

– Det vigtigste for os bliver at nå frem til bådflygtningene, inden hæren gør det. Den skelner nemlig mellem somaliske og etiopiske flygtninge. Somalierne bliver kørt hen til flygtningecentrene, mens etiopierne bliver sat i særlige detentioner og senere smidt hjem til Etiopien, siger Anders Knudsen, programkoordinator for Dansk Flygtningehjælps indsats på Afrikas Horn.

Den yemenitiske hær bryder sig ikke om de overvejende kristne etiopiere og behandler dem derefter. At sende etiopierne hjem, uden at tage hensyn til om de er forfulgte i Etiopien eller ej, er en ulovlig handling i forhold til de FN-konventioner, som Yemen har underskrevet. Men det bekymrer ikke hæren synderligt.

Yemen er kun første stop

På trods af den hårde kurs over for etiopiere huser Yemen i dag næsten 100.000 flygtninge, fremgår det af en rapport fra International

Centre for Migration Policy Development. De seneste ti år har FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), sammen med den lokale organisation SCS, stået alene med de humanitære udfordringer. Hjælpen fra de to nye internationale organisationer ved kysten, Dansk Flygtningehjælp og Læger Uden Grænser, kommer derfor belejligt.

Organisationerne opretter et netværk af indbyggere i landsbyerne langs Yemens kyst, som giver en melding, når de ser flygtningene nærme sig. Lægerne tilser og behandler bådflygtningene, mens Dansk Flygtningehjælp og SCS sørger for, at alle ankommende, uanset nationalitet, får lov at komme ind i UNHCR’s asylsystem og får mad og drikke i modtagelseslejrene. Organisationerne samarbejder med det yemenitiske indenrigsministerium, herunder kystvagten, da ministeriet modsat hæren og andre dele af myndighederne er indstillet på at overholde konventionerne og behandle alle flygtninge ens.

Efter flygtningene er ankommet til lejrene bliver de udstyret med et 10-dages visum, så de kan søge asyl i Yemen. Informationen om asylmuligheder står Dansk Flygtningehjælp også for.

– Vi fortæller dem, hvad de skal gøre og hvordan. Men de fleste er ikke specielt interesseret i asyl. De vil bare videre op igennem landet. Og vi prøver ikke at skræmme dem fra at drage af sted, siger Anders Knudsen.

Han fortæller, at både myndighederne i Yemen og nabolandet Saudi Arabien ser igennem fingre med, at flygtningene rejser videre. Enorme dele af Saudi Arabiens arbejdskraft er da også af den billige slags fra Afrika.

Frygter ikke død i bølgerne

Især de mange unge mænd har kun i sinde at bruge Yemen som transit for deres videre færd mod de rige golfstater eller Europa. Denne drøm om en lysere fremtid i udlandet lever i bedste velgående i Somaliland i den nordvestlige del af Somalia. Området er et af verdens fattigste, og den enorme arbejdsløshed kan ses i hovedstaden Hargeisas støvede gader. De fire venner Mukhtar, Guled, Mustafa og Farhan sidder hver aften på et stendige i udkanten af byen. Snakken falder typisk på enten fodbold eller fremtiden.

Når bådene først sejler ud, forvandler migranterne sig fra kunder til fanger. Nogle gange bliver de bundet – de må ikke røre sig, fordi der sidder alt for mange i forhold til, hvad båden kan klare.

Anders Knudsen, Dansk Flygtningehjælp

– Der er ikke noget liv her, hvis man er teenager. Der er ingen job at få, og vi har ikke noget at lave, siger Mustafa Khadid på 19 år.

De tre andre nikker. Ligesom Mustafa er de arbejdsløse og ud af søskendeflokke på mellem otte og 13 medlemmer.

– Ikke en eneste af mine venner arbejder.

Og hvis jeg får et job, vil min familie sige, at jeg skal give det videre til min far eller ældre bror. Jeg kan nok først få et arbejde, når jeg fylder 50 år, siger 20-årige Guled Hasan, der har otte søstre og tre brødre.

Alle er de indstillet på at gøre hvad som helst for at komme væk fra fattigdommen og intetheden. Beretninger om landsmænd, der dør i Middelhavets eller Aden-bugtens bølger skræmmer dem på ingen måde.

– Når jeg får pengene, tager jeg af sted ad den vej, der er mulig. Jeg er ikke bange for at dø, for her er der alligevel ingen fremtid for mig, siger Mukhtar Eisa, der med sine 18 år er den yngste af drengene.

Kort: Afrikas Horn

FLUGTEN OVER ADEN-BUGTEN

Sidste år ankom 30.000 humanitære og økonomiske flygtninge til Yemens sydlige kyst. De fleste sejlede af sted fra havnebyen Bossaso i Somalias nordøstlige region, Puntland.

Kilde: Dansk Flygtningehjælp, WFP, UNHCR

Holdkammeraterne er rejst

For nogle år siden blev de fire kammerater færdige med grundskolen i Somaliland. Det næste trin på uddannelsesstigen er universitetet, men ingen af dem har råd, så i stedet spiller de fodbold med deres øvrige venner hver eneste dag. De fire viser et holdfoto, hvor fem af spillernes ansigter er streget over med en pen. Mustafa Khadid peger hver enkelt ud:

– Han er lige nu i Yemen, han er i Kenya, ham der er lige nu i Libyen på vej til Italien..., opremser Mustafa Khadid.

Særligt Europa drømmer drengene om at nå en dag. Fra fjernsynet og internettet har de fået en forståelse af, at mulighederne for en bedre livsstil med gratis uddannelse og masser af arbejde er uanede nordpå.

– I Europa er livet nemt, mens det er meget svært her. I Europa har du valgmuligheder; det har du ikke her, siger Farhan Husein.

Jævnligt bliver drengene kontaktet af deres venner, som har forladt Somaliland. Også derfor vender snakken om et bedre liv i udlandet tilbage hver aften, når drengene sidder på hver deres sten og sludrer.

– En af vores venner ringer altid og spørger: Er I stadig i det hul? Sidder I stadig bare der på de grimme sten og snakker? Han er i Sverige, siger Mustafa Khadid.

Fra kunder til fanger

Dansk Flygtningehjælp vil gerne stoppe unge mænd som de fire, inden de lægger deres skæbne i hænderne på menneskesmuglerne. Derfor har organisationen de seneste tre år opholdt sig i den somaliske by Bossaso, hvorfra langt de fleste bådflygtninge skibes ud i Aden-bugten. Hver dag ankommer et sted mellem 200 og 300 etiopiere til byen, oplyser myndighederne i Bossaso, ligesom det myldrer til med håbefulde somaliere på flugt fra krig og håbløshed.

Overfarten koster mellem 250 og 750 kr. pr. snude, og 130 migranter klemmes gerne sammen i fiskerbåde bygget til en besætning på ti. Dansk Flygtningehjælp forsøger at advare om de kummerlige forhold, men det preller typisk af på migranterne.

– Når bådene først sejler ud, forvandler migranterne sig fra kunder til fanger. Nogle gange bliver de bundet – de må ikke røre sig, fordi der sidder alt for mange i forhold til, hvad båden kan klare, siger Anders Knudsen fra Dansk Flygtningehjælp.

Stigningen i antallet af flygtninge over Aden-bugten har medført et mere og mere brutalt miljø i Bossaso, fortæller Anders Knudsen. Organisationen har ingen illusioner om at kunne stoppe den dødelige trafik, men den håber på at kunne gøre miljøet i byen lidt mere menneskeligt.

Og ovre på den anden side af Aden-bugten skal det nye initiativ lette tilværelsen for de etiopiske og somaliske menneskeskæbner.

– Vi kommer ind og fylder et hul ud. Forhåbentlig betyder det, at alle de ankomne kommer hen i UNHCR’s lejre, siger Anders Knudsen.

Peter Krogh Andersen (peter@krogh.net) og Jakob Sorgenfri Kjær(jakobsorgenfri@gmail.com) er freelancejournalister.

Foto: Mustafa Khadid

Fem af Mustafa Khadids kammerater er ikke med på fodboldholdet længere, fordi de har forladt Somaliland i håb om at finde arbejde. Selv vil han af sted, så snart han får muligheden. ”Der er ingen fremtid i at blive her”, siger han.

FRA KAFFE-HENTERE TIL SUPER-COPS

I et mandsdomineret område af Afrika, hvor voldtægtsofre bliver gift med deres voldtægtsforbrydere, har UNDP sat sig for at uddanne kvinder til politibetjente. En hård kamp mod indgroede islamiske kulturer og traditioner.

Peter Krogh Andersen og Jakob Sorgenfri Kjær, Hargeisa, Somaliland

Foto: Kvindelige betjente i Somaliland

De ved alt, hvad der foregår bag hver eneste husmur: Ikke en ringe egenskab for en politibetjent. Foto: UNDP.

Deres uniform er lige så særpræget for en dansker, som deres stilling i politiet er for en mand i Somaliland.

Her i staten på Afrikas Horn har de kvindelige betjente et tørklæde på under baretten og en nederdel hængende ned til fødderne. Dermed overskrider de ikke det islamiske lands kodeks for påklædning.

På trods af den kulturelt korrekte uniformering har det været en hård kamp at få kvinderne i korpset. I 2004 var lidt over tusind kvinder ansat i Somalilands politikorps, men de fungerede alle som rengøringshjælp, kaffehentere eller sekretærer. I dag løfter 130 kvinder et embede som rigtige betjente.

Mange voldtægter – ingen anmeldelser

Forklaringen på stigningen i kvindelige politiuniformer findes hos FN’s Udviklingsprogram (UNDP) – og i særdeleshed hos organisationens områdekoordinator for retsafdelingen, Fatima Ibrahim. Hjemvendt fra eksil i Storbritannien satte hun sig i 2003 for at undersøge omfanget af anmeldte voldtægter og tilfælde af hustruvold. Hun fandt ikke en eneste anmeldelse. Det undrede hende, for i lokalsamfundet hørte hun ofte beretninger om disse overtrædelser, og på hospitaler var der et alarmerende antal kvinder med læsioner fra fysiske og seksuelle krænkelser.

– Jeg fandt ud af, at kvinder og børn helt ned til 3-4 års alderen var ofre for overtrædelserne. Men de turde ikke anmelde det til de mandlige politibetjente. Og hvis de endelig gjorde, mødte de slet ingen forståelse, siger Fatima Ibrahim.

Hun forklarer, at kvinder i den somaliske kultur normalt henvender sig til de ældre, højtstående ledere af deres klan, hvis de er blevet voldtaget. Er kvinden blevet gravid, tvinger klanen hende som oftest til at gifte sig med sin voldtægtsmand. Nægter kvinden, vil barnet blive anset som en horeunge, og kvinden som prostitueret, fortæller Fatima Ibrahim.

Den eneste mulighed for at få krænkelserne frem i lyset var at gøre det muligt for børn og kvinder at tale med kvinder på den anden side af skranken. Derfor besluttede Fatima Ibrahim sig for at starte en politiuddannelse for sine kønsfæller i Somaliland. Hun trodsede den kulturelle og politiske modstand mod projektet og fandt en række unge, uddannede kvinder, som alle startede på uddannelsen i 2004.

Chokerede undervisere

Begyndelsen var et helvede, husker Fatima Ibrahim. Projektet blev forsøgt blokeret fra flere sider, og Fatima Ibrahim måtte flere gange om ugen køre de 60 kilometer ud til politiskolen for at bringe mad til de kvindelige rekrutter; de måtte ikke få del i mændenes mad.

Men langsomt begyndte resultaterne at vise sig, og efter seks måneders intensiv træning blev de nye rekrutter evalueret på lige fod med mændene. Til undervisernes store forundring endte kvinderne øverst på skamlen i uddannelsens tre hovedfag akademisk viden, disciplin og fysisk formåen.

– Det var et kolossalt moralsk boost for holdet. Og underviserne på politiskolen – de var chokerede, smiler Fatima Ibrahim.

Derefter skulle kvinderne begynde arbejdet på politistationer i hovedstaden Hargeisa. De blev sat ind i tjeneste ved en nyoprettet skranke for kvinder og børn med hovedfokus på seksuelle krænkelser. For UNDP var det helt bevidst at sætte baretterne med tørklæde frem i forreste geled for derved at fremme den kulturelle accept af dem. Og med ét blev skranken overrendt af kvinder, mens rapporterne fyldtes med krænkelser, der ikke ’eksi-sterede’ før.

Men for Fatima Ibrahim var det kun første halvleg. Næste skridt var at uddanne de mange kvinder i alle aldre, der fungerede som tjenestepiger på stationerne. Rekrutteringen forløb uden de store problemer. Men da de nyuddannede betjente kom tilbage til stationerne, ville mændene ikke efterforske side om side med de kvinder, som plejede at lave deres te og kaffe. På samme måde havde de to køn svært ved at tale sammen om visse emner.

– Det var ekstremt følsomt. Bare det at nævne de mandlige og kvindelige kønsorganer var en stor hindring i samarbejdet mellem dem, husker Fatima Ibrahim.

“Vi vil gerne have endnu flere kvinder, for de er meget nyttige. Kvinder ved alt, hvad der foregår i landsbyerne.

Politichef Abdilahi Budel Omer

Danida fordobler

Men med tiden har de kvindelige betjente opnået respekt for deres arbejde på Afrikas Horn. Og de flotte resultater er en af årsagerne til, at UNDP’s budget til projektet er fordoblet i 2008 i forhold til sidste år.

Danske bistandskroner har støttet programmet på retsområdet siden 2004, og fra i år fordobles bidraget til 10 millioner årlige kroner. At programmet inddrager kvinder og børn har da også været vigtigt for Danida.

– Det er der hårdt brug for i Somalia, siger chefrådgiver Anne Maria Madsen fra den danske ambassade i Nairobi, Kenya.

På Hargeisas centrale politistation glæder politichefen sig over det stigende antal kvinder i korpset. I dag er en tiendedel af hans 240 betjente fra Somalilands ’svage’ køn.

– Og vi vil gerne have endnu flere kvinder, for de er meget nyttige. Der er flere kvinder i befolkningen end mænd, og de er vigtigere end mænd, for kvinder ved alt, hvad der foregår i landsbyerne, siger politichef Abdilahi Budel Omer.

Det er utroligt at se, hvor langt vi er kommet på bare tre-fire år. I Storbritannien var der ikke kvindelige betjente for bare 50-60 år siden. Og her er vi i gang med at ændre tankegangen i en islamisk kultur.

Fatima Ibrahim

Nok en lidt rosenrød og politisk udmelding til de vestlige journalister, for UNDP oplever stadigvæk omfattende diskrimination. Derudover er de kvindelige betjente i dag kun engageret i sager, der involverer kvinder og børn. Næste træk er at få dem integreret i trafik- og ordenspolitiet samt i mere omfattende efterforskninger.

– Men Rom blev ikke bygget på én dag. Og det er utroligt at se, hvor langt vi er kommet på bare tre-fire år. I Storbritannien var der ikke kvindelige betjente for bare 50-60 år siden. Og her er vi i gang med at ændre tankegangen i en islamisk kultur, siger Fatima Ibrahim.

BISTAND TIL SOMALILAND


SOMALIA OG SOMALILAND

Kilde: Somalilands Planlægningsministerium, Dansk Flygtningehjælp, CIA World Factbook og Udenrigsministeriet.

Flag: Somalia og Somaliland


STØTTE TIL RETSVÆSEN OG POLITI

FN’s Udviklingsprogram (UNDP) har bl.a. valgt at sætte fokus på opbygningen af retssystemet i Somaliland. Det sker i samarbejde med andre FN-organisationer samt lokale og internationale NGO’er. Programmet hedder Rule of Law and Security (ROLS).

ROLS forsøger at udvikle Somalilands retsvæsen ved at indføre lovgivning i tråd med menneskerettigheder og ligestilling. Samtidig efteruddanner ROLS dommere og advokater samt forsøger at indføre rehabilitering af fanger i fængslerne.

Et af initiativerne for at fremme ligestillingen sker gennem uddannelse af kvindelige betjente. De første kvinder blev uddannet i 2005. I dag er der 130 kvindelige betjente i korpset, og der kommer hvert år 40-50 nye til.

Danida støttede fra 2004 - 2007 ROLS-programmet med 20 mio. kroner. De næste to år vil bidraget stige til at være på 10 mio. kroner om året.

Foruden Danmark støttes ROLS af EU-kommissionen, Storbritannien, Sverige og Norge. I midten af februar offentliggjorde UNDP, at budgettet for 2008 bliver fordoblet i forhold til 2007. ROLS er et af tre programmer, som vil nyde godt af de mange ekstra ressourcer.

Kilde: UNDP, Danida

FRYGTLØS OG FEMININ

Somalilands første kvindelige politileder kæmpede som kun ni-årig i den somaliske borgerkrig. Med et hårdt ydre og et følsomt indre går Khadra Hadan forrest i kampen for ligestilling.

Tekst og foto: Jakob Sorgenfri Kjær og Peter Krogh Andersen, Hargeisa, Somaliland

De fleste kvinder i Somaliland nægter at give hånd til mænd, når de hilser på dem.

Men Khadra Hadan er ikke, som de somaliske kvinder er flest. Ved indgangen til Hargeisas centrale politistation hilser hun på sine mandlige kolleger ved at klaske sin håndflade sammen med deres i et opsigtsvækkende smæld.

På stationen i hovedstaden har hun haft sit kontor, siden hun for et års tid siden blev udnævnt til Somalilands første og indtil videre eneste kvindelige politiofficer. Hun leder 24 kvindelige betjente, der hver dag behandler sager om krænkelser af kvinder og børn.

Både Khadra Hadan og hendes kvindelige kolleger deler vandene i Somaliland, hvor mænd og kvinder traditionelt er skarpt adskilt.

– Befolkningen tager meget forskelligt imod os. Nogles reaktion er, at vi gør noget godt for vores land. Andre synes ikke, at politiarbejde er noget for kvinder, siger Khadra Hadan, hvis sorte tørklæde stikker ud under den blå baret på hendes hoved.

Betjente maskingevær under krigen

Selv har Khadra Hadan ingen problemer med at arbejde side om side med mænd. Hun var ni år gammel og forældreløs, da hendes onkel tog hende med ind i Somalilands oprørshær,

Somali National Movement, da borgerkrigen brød ud i 1988. I begyndelsen vogtede onklen over hende i de forskellige krigszoner. Men snart fik hun ansvaret for at maje fjenden ned med et maskingevær på ladet af en Toyota pickup truck.

Da det flygtede folk begyndte at vende tilbage, efter freden kom til Somaliland i begyndelsen af halvfemserne, var der intet politikorps. Først i 1997 blev politistationen i Hargeisa genoprettet, og Khadra Hadan blev – via sit virke i oprørshæren – ansat som sikkerhedsvagt i lufthavnen med ansvar for at visitere passagerer og opkræve lufthavnsskatter.

Med sin store erfaring var hun derfor et naturligt valg, da FN’s Udviklingsprogram (UNDP) skulle finde en rollemodel for at lokke flere kvinder ind i Somalilands politikorps.

Khadra Hadan selv lægger ikke skjul på, at hendes primære drivkraft er kærligheden til fædrelandet. Med en løn på 30 dollars (155 kroner) om måneden, føler hun, at hun arbejder frivilligt, ligesom kvinderne på stationen stadig ligger nederst i hierarkiet.

– Problemet er, at vi godt må indlede en sag, men vi må ikke fuldføre den. Mænd overtager alle sager, og jeg vil gerne have, at der er kvinder hele vejen op i systemet, siger politiofficeren.

Digter med chefdrømme

På hendes venstre hånd er en markant sølvring, som ivrigt bliver rystet rundt i lokalet, når hun fortæller. I en alder af 28 er hun dog ugift, hvilket er meget usædvanligt i Somaliland, hvor de fleste kvinder på hendes alder har født adskillige børn. Men selv om Khadra Hadan er karrieremenneske, er hun stadig kvinde med stort K. Det kommer til udtryk i hendes fritid, hvor hun skriver digte og er aktiv i den lokale teatergruppe. Og det sjældne miks mellem at være feminin og frygtløs, gør hende tydeligt stolt.

– Før var kvinder uvidende i samfundet.

Nu ved jeg, hvad der foregår, hvis der er nye love, og jeg tager del i vigtige beslutninger. Nationen har nu fået øjnene op for, hvad kvinder kan, siger Somalilands første kvindelige politileder.

Ambitionen stopper ikke på et af stationens mindre chefkontorer. Khadra Hadan har en drøm om at blive chef for hele Hargeisas centrale politistation. Selv om hun ved, det har meget lange udsigter i det islamiske Somaliland, fungerer drømmen som en motor for hende hver eneste dag.

Befolkningen tager meget forskelligt imod os. Nogles reaktion er, at vi gør noget godt for vores land. Andre synes ikke, at politiarbejde er noget for kvinder.

Khadra Hadan, politibetjent

– Jeg ved ikke, hvornår min drøm kan gå i opfyldelse. Men så længe jeg har den drøm og arbejder hen imod den, har jeg det godt, siger Khadra Hadan.

Foto: Khadra Hadan

Khadra Hadan er leder for 24 kvindelige betjente, og er ikke bange for at sige, hvad målet er: Hun vil være chef for Hargeisas centrale politistation.

Til top
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8718/index.htm