NOGET OM HELTE

PÅ HELTENES PLADS

Borgerkrigen i Mozambique er slut, men mozambiquernes manglende tillid til hinanden og til landets institutioner, hindrer udviklingen. Krigens modstandere kæmper videre på politisk plan, mens Mozambique stadig dyrker sine helte.

Af Niels Richter, Maputo

Foto: Mozambiques præsident Armando Guebuza og præsidentfrue

Mozambiques præsident Armando Guebuza vinker til masserne ved hans indsættelsesceremoni i 2005. Han er en af Mozambiques rigeste forretningsmænd. Men nok så vigtigt: Han er veteran fra kampen for uafhængighed af Portugal og kandidat for FRELIMO. Til venstre præsidentfruen. Foto: Ferhat Momade/Scanpix.

2. februar – Heltenes Dag – og vi står der igen – på Heltenes Plads – i mørke jakkesæt, med sveden haglende af os og militærorkestret der spiller tomgangsrefræn. Så kommer præsidenten – på minuttet – orkestret slår over i en march, og kransen bæres frem med afmålte skridt.

Den lægges ved mindepladen for de døde helte, der rettes lidt på båndene, nationalsangen lyder, og præsidenten trækker sig tilbage til sin faste plads lidt foran geledderne af politikere, embedsmænd, frihedskæmpere og andre prominente figurer, der står som den ene side i en triangel, hvis anden side er diplomaterne, og tredje er hæren. Solen står endnu lavt og varmer de mørke habitter fra siden. Man drejer sig diskret for at fordele varmen – som kyllinger på et grillspyd.

Så lyder nationalsangen og en nøje udtænkt operation tager sin begyndelse. Alle i gåsegang – ind i mausoleet, sætte en blomst, rundt til præsidenten og bukke og så tilbage til start. I hundredvis af mennesker. Endnu en militærmarch. Præsidenten taler med pressen og trækker sig tilbage. Det hele afvikles effektivt og med værdighed på 45 minutter. Jakkesættene har fri og flygter fra heden på Heltenes Plads.

Hverdagens helte

Aviser, radio og tv flyder i tiden op til denne dag over med tilkendegivelser og meningsudvekslinger om nationale helte som Eduardo Mondlane, Samora Machel og flere andre. Hvad er en helt? Én der har ladt sit liv for nationen? Men hvorfor er det kun den ene part i borgerkrigen – FRELIMO (oprørsbevægel-sen, der kæmpede mod portugiserne indtil styret brød sammen i 1974 og i ’75 blev erklæret uafhængigt, red.) – hvis helte er begravet på Heltenes Plads? Hvad med hverdagens og gadehjørnets helte, der agerer overfor social uretfærdighed – tæller de med? Og den mangedobbelte verdensmester i løb, Lourdes de Matola? Hvorfor i det hele taget denne enorme interesse for helte?

Det er engang rammende blevet sagt, at den politiske kamp er en fortsættelse af den væbnede kamp med andre midler. I Mozambique er dette håndgribeligt. Det er de tidligere modstandere fra borgerkrigen, der står overfor hinanden politisk, og en magtdeling er fortsat utænkelig. Vil det fortsætte sådan, eller vil det ændre sig i takt med, at de strukturer, der lå til grund for denne bestemte manifestation af modsætningerne, forandrer sig, og befolkningen får nye muligheder for indflydelse, bl.a. gennem kommunalråd og provinsforsamlinger?

Den livlige diskussion om helte indgår i den løbende dialog, Mozambique fører med sig selv om sin egen identitet og den retning, udviklingen skal have. Der er her en tendens til, at interessen for hverdagens helte øges på bekostning af frihedsheltene. Det kunne – med udgangspunkt i symboltankegangen –tages som udtryk for, at der blandt mozambiquerne generelt er mindre tvivl om det overordnede projekt – nationens beståen og videre udvikling – men fortsat usikkerhed overfor institutionernes evne til at sikre retfærdighed, lighed og en socialt balanceret fordeling af goderne. Desuden bliver FRELIMO’s monopol på udnævnelse af frihedshelte i stigende grad udfordret. Det politiske parti RENAMO (FRELIMOS modstander under borgerkrigen i 1975-82, red.) har i 2007 brugt sin borgmesterpost i landets anden største by – Beira – til blandt andet at opkalde en plads efter en af bevægelsens frontfigurer fra borgerkrigen. Centralregeringen (FRELIMO) har protesteret med henvisning til, at det er et nationalt anliggende. Borgmesteren står imidlertid fast. Måske et udtryk for at nationen er ved at tegne et mere facetteret billede af sin egen tilblivelse?

Tillid mangler

Mozambiquerne har været igennem en langvarig borgerkrig med omfattende tab af menneskeliv og ødelæggelse af livsbetingelser. En af de skader, det tager længst tid at oprette, er tabet af tillid – mellem mennesker og i forholdet til samfundets institutioner. En nylig Verdensbankrapport viser, at manglende tillid af mozambiquerne fortsat regnes blandt de væsentligste begrænsninger for udviklingen.

Det kan måske være svært for en dansker at forstå, især fordi Danmark for nyligt i en sammenlignende undersøgelse blev udpeget som et af de lande i verden, hvor borgerne har mest tillid til hinanden.

Problemet er ikke desto mindre, at tillid er forudsætning for så meget andet, og at det kræver en ufattelig indsats at genopbygge den. Erindringen om overgreb og opgør lægger stadig en dæmper på risikovilligheden og udadvendtheden inden for familien, landsbyen og erhvervslivet – nødvendige forudsætninger for at begå sig på markedet og i samfundet i øvrigt. Og der er stadig lang vej igen, førend nationale institutioner som det formelle retsvæsen, politiet og den offentlige sektor i sin helhed af befolkningen opfattes som reelt imødekommende. Læg hertil et stort efterslæb indenfor uddannelse og sundhed.

Mozambique arbejder på sagen, men det tager tid, og udfaldet er ikke givet på forhånd. Et indblik i den følelses- og identitetsmæssige side af sagen kan man blandt andet få ved at følge debatten på Heltenes Dag.

Niels Richter er ambassaderåd ved den danske ambassade i Maputo, Mozambique.




Denne side er kapitel 13 af 13 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 07-03-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8718/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet © | www.um.dk