BØGER

FREMRAGENDE HISTORIESKRIVNING

Omslag: ’Idealer og realiteter’

Den store fortælling om dansk bistand, ’Idealer og realiteter’, blev anmeldt i forrige nummer af Udvikling. En af aktørerne gennem flere årtier, Klaus Winkel, giver bogen denne kommentar med på vejen.

Af Klaus Winkel

Det var med nogen bekymring, at jeg som gammel Danida-medarbejder åbnede ’Idealer og realiteter’ om dansk udviklingspolitiks historie. Kunne de fire mere eller mindre udenforstående på meningsfuld måde sammenfatte og fortolke den enorme informationsmængde og mangfoldighed, som emnet repræsenterer. Det kunne de, i dén grad og i en sproglig flot form.

Den stillede opgave drejede sig om udviklingspolitik, og det er da også politikken snarere end praksisen, der er blevet – fremragende – behandlet. Dette er således ikke hele historien om dansk udviklingsbistand. Til gode har vi stadig meget af det, der handler om udviklingen i Danidas evne til at omsætte politikken til konkrete aktiviteter. Der skrives om den stigende – og derefter faldende – professionalisering, men meget lidt om, hvad den indebar og hvilke konsekvenser, den havde. Det vigtige værktøj ’logical framework analyser’ er lige akkurat nævnt, men er ikke forklaret, og hele det begrebs- og metodeapparat, som bistandspraktikerne efterhånden tilegnede sig, er kun sparsomt berørt.

Jeg savner også flere, repræsentative, eksempler på konkrete aktiviteter, som kunne belyse udviklingen i bistandens operationalisering. De tidlige aktiviteter er beskrevet i detaljer, undervisningshospitalet i Korea således over fire sider, men bortset fra især Noakhali-projektet i Bangladesh nøjes forfatternes stort set med at give glimt af det, den bilaterale bistand til syvende og sidst handler om.

Overser 5-årsplan

Jeg erkender, at jeg er forudindtaget, men forfatterne burde måske have omtalt indledningen i 1982, hvor der skete en systematisk evaluering af aktiviteterne. Det fik en række væsentlige konsekvenser for ikke blot praksis, men også politik, herunder ikke mindst beslutningen om at afvikle statslånene og, i forbindelse hermed, at reducere antallet af samarbejdslande. Der er i øvrigt heller ikke noget om nyere tiders relativt store støtte til u-landsforskningen (bortset fra Center for Udviklingsforskning, under 10 pct. af forskningsmidlerne) herunder forskningssamarbejdet, og hvad det betød blandt andet for at engagere den danske forskningsverden bredt i bistandsarbejdet.

I betragtning af bogens grundighed på det bistandspolitiske område kan det undre, at den første femårsplan (1968/69-1972/73) kun er nævnt i forbifarten, for den var skelsættende. Ikke blot førte den til opfyldelsen af det første 1 procentmål (samlede statslige og private overførsler som andel af nettonationalindkomsten). Den fastlagde også den nogenlunde ligelige fordeling mellem multi- og bilateral bistand og – inden for den bilaterale bistand – mellem gaver og lån. En opdeling som skulle holde i henholdsvis næsten 40 og

20 år. Arkitekten bag var H.E. Kastoft – nok den bedste bistandschef, vi har haft, og hvem bogen ikke yder retfærdighed. Kastoft var også en hovedkraft bag den ligeledes skelsættende ’Røde betænkning’ fra 1970, som forfatterne burde have set lidt nærmere på.

Danida burde være direktorat

I den ellers gode fremstilling af bistandsadministrationens vilkår i Udenrigsministeriet kunne forfatterne godt have reflekteret noget dybere over det problematiske i, at netop dette ministerium, som måske mere end noget andet (bortset fra Statsministeriet) traditionelt har excelleret i ministerbetjening og politisk arbejde i øvrigt, skulle absorbere, hvad der i realiteten er et direktorat, og få det til at ligne et departement. Det problem, som

har fået mange lande, herunder Sverige, til at holde funktionen i et direktorat (Sida). Danidas kortvarige liv som selvstændigt departement (af alle dengang fremhævet som det ideelle kompromis) var udtryk for vilje til at indrette organisationen efter opgaven. Overgangen til sektor- og budgetstøtte drejede sig i nogen grad om at indrette opgaven, så den passede til det, som et Udenrigsministerium og dets generalister er bedst til. Så var der ikke behov for så mange af de fodformede bistandseksperter. Udenrigsministeriets ledelse har altid haft skarpt blik for de muligheder for ministeriet som institution, der ligger i at have rådighed over en så kolossal ressource som Danida. Afvejningen mellem ministeriets øvrige interesser og bistandens interesser er ikke nødvendigvis faldet ud til fordel for sidstnævnte.

Bogen har efter min mening meget få egentlige skønhedsfejl. En skal dog nævnes, anvendelsen af den skrækkelige pleonasme ’bi-standshjælp’. Ærgerligt for et så autoritativt værk. Men alt i alt: det er imponerende godt gået.

Klaus Winkel er tidligere chef for Danidas kontor for evaluering, forskning og dokumentation.

UDVIKLINGSTEOLOGI FOR FEINSCHMECKERE

Antologien Udviklingsteologi er et sindbillede på, at der er lang vej endnu inden en dialog mellem teologi og udviklingsforskningen til gavn for verdens fattige.

Af Anna Mogensen

Foto: Ældre etiopisk præst

En ældre etiopisk præst studerer de hellige skrifter. Hvordan spiller religionen sammen med udvikling af samfundet? Foto: Frances Linzee Gordon/Polfoto.

Hensigten med antologien Udviklingsteologi er i følge bogens redaktør, Lene Sjørup, at tage de første skridt hen imod en dialog mellem teologien og udviklingsforskningen herhjemme.

Initiativet er nyt og nødvendigt. Selvom kristne organisationer var de første til at gøre opmærksomme på, at vi har en humanitær forpligtelse over for den tredje verden, har udviklingsforskningen traditionelt haft som stiltiende forudsætning, at religion nok forsvinder netop med udvikling og fremskridt.

På den anden side har teologerne været for hårdt bundet op på tro og dogmatik – synd, frelse og Vorherre. Spørgsmålet er nu, hvordan begge fløje får øjnene op for, at en krydsbestøvning af det to discipliner vil resultere i et helt nyt og effektivt redskab – et redskab, der åbner for en konstruktiv og slagkraftig udviklingsstrategi, og som balancerer elegant mellem det sekulære og konfessionelle.

Langt de fleste forfattere i antologien har en religionsfaglig forudsætning for at byde ind på emnet. De fleste af dem skriver fremragende overbliksartikler om vigtige og relevante tendenser inden for teologi og udviklingsbistand i dag.

Religion skaber ikke krige

For eksempel kortlægger cand. theol. og ph.d. Lene Sjørup selv skarpsindigt de blinde vinkler og barrierer inden for teologi og udviklingsforskning.

Lektor Peter Lodberg viser kort og godt, hvordan Verdensbanken og FN-systemet har fået mere opmærksomhed på religion efter 9/11. Det udfordrer kirkerne og de religiøse udviklingsorganisationer til at reflektere over deres arbejde og teologien i dag.

Samme lige linje tegner Christian Balslev-Olsen. Med afsæt i egne erfaringer fra Sydafrika, Somalia og sjællandske Osted, viser han, hvordan forestillingen om religion som årsag til konflikter og krig i bedste fald er forkert – i værste fald farlig. For at forstå relationen mellem stater og folk må man forstå, hvad religion er, og hvordan den fungerer, lokker Balslev-Olsen.

Han har helt ret. Religion i dag har massiv betydning for samfundets forandringer – måske særligt i den Tredje Verden. Samtidig er der behov for folkelig forankring og vilje til engagement i forhold til langsigtet udvikling, og her kan religion være en løftestang, som Knud Vilby pointerer i sin artikel. Her er perspektiverne i udviklings- og bistandsverdenen konkrete og nærværende.

Målgruppe-mudder

Men antologien tipper, og bliver en noget introvert teologisk sag.

Det er uklart, hvordan en lang kritik af den katolske kirkes afvisning af antikonception helt konkret vil sætte varige aftryk i en udviklingsfaglig sammenhæng. Cand. theol. Johanne Stubbe Teglbjærg er eksklusiv teologisk i sin analyse af forskellige teologiske opfattelser af døden, som udviklingen netop skal udvikle væk fra.

På den måde insisterer antologien i flere omgange på at henvende sig til en snæver målgruppe af religionsfaglige feinschmeckere som kommende ph.d.-studerende og elite-teologer, og den gode intention – at invitere til dialog mellem de to forskningsområder – bliver mildest talt sløret.

Den uklare alliance træder tydeligt frem når udviklingsforskerne kommer på banen i bogens sidste del, og famlende nævner religion i udviklingssammenhæng. Antologien er dermed selve sindsbilledet på, at der er lang vej endnu inden samtalen flyder ubesværet mellem de to discipliner til gavn for verdens fattige.

Anna Mogensen er cand. mag. og freelancejournalist.

Udviklingsteologi – Den Tredje Verden og teologi i dag, Lene Sjørup (red.) Syddansk Universitetsforlag 227 sider - kr.198,-




Denne side er kapitel 10 af 13 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 07-03-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8718/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet © | www.um.dk