DEBAT

FJERN DE VANDTÆTTE SKOTTER MELLEM FORSKNING OG ARBEJDET I MARKEN

Der foregår simpelthen ikke en professionel vidensopsamling i NGO’erne, lyder opfordringen fra to provokerende forskere. De ser mange muligheder i et meget tættere samarbejde mellem forskere og praktikere. De vil skabe et tredje rum, som skal forbedre bistandsindsatserne for de fattige.

Tekst og foto: Jan Kjær

De er forskere, men ikke støvede.

De hedder Henrik Rønsbo og Steffen Jensen og arbejder for RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

Ordene kommer hurtigt, de er skarpe og velvalgte, for de forskere vil provokere. De ønsker at bygge bro mellem to stolte traditioner: Det konkrete bistandsarbejde og forskernes hellige haller. Forskere og praktikere skal arbejde sammen ude i marken, selvom det giver lidt beskidte hænder.

Deres vision er at skabe et tredje rum for at forbedre indsatsen for de fattige.

Forudsigelige evalueringer

Kort fortalt kan al bistandsarbejde deles op i tre: Politikniveauet, hvor der besluttes, hvilke strategier man skal arbejde efter, og hvad man skal lave; arbejdet i marken, som i fagsproget kaldes interventionen; og evalueringen, hvor arbejdet ses efter i sømmene.

Ifølge Steffen Jensen og Henrik Rønsbo er forskerne i dag aktive på to af områderne. På politikniveau bidrager de med værdifulde input til fx strategier for Afrika og civilsamfundet. Forskere trækkes ofte også ind til evalueringer. Men på det konkrete arbejde i felten halter det.

Danidas civilsamfundsstrategi fra 2004 efterlyser mere vidensbaseret NGO-arbejde for at forbedre udviklingsindsatserne i marken, men de to forskere er ikke imponerede over fremskridtene i NGO’erne. Kun få NGO’er har i dag forskere tilknyttet, som tilfældet er i RCT.

RCT

Rehalibiterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, er en selvejende institution. I Danmark behandler RCT flygtninge, der har været udsat for tortur. Derudover belyser og dokumenterer RCT tortur. RCTs internationale projektarbejde foregår i samarbejde med lokale organisationer i forbindelse med projekter, som skal afbøde virkningerne af tortur eller forebygge, at tortur og organiseret vold udøves i fremtiden.

– Der foregår simpelthen ikke en professionel vidensopsamling i NGO’erne. Og hvor skal det komme fra, hvis ikke fra forskning? spørger Steffen Jensen.

Kritikken går ikke kun på NGO’erne. Også Danida har brug for nytænkning på området.

– Hvis ikke vi nytænker forholdet mellem forskning og intervention i dansk udviklingsbistand, så er det svært at se hvor ’added value’ skal komme fra. Den kommer i hvert fald ikke fra evalueringer, fortsætter Steffen Jensen.

De nuværende evalueringer er de to forskeres yndlingsaversioner. Evalueringer må nemlig ikke rokke ved arbejdet og bidrager sjældent med noget nyt.

– Det er en relativ forudsigelig øvelse. En evaluering skal garantere, at pengene er brugt fornuftigt. Den skal dække alle ind og vise, at der ikke er noget at komme efter, siger Henrik Rønsbo, der ikke ser større faglige udfordringer for forskerne på det felt.

En win-win situation

De to forskere går heller ikke af vejen for at kritisere den tradition, de selv kommer fra: Det uforpligtende case-studie, hvor man som forsker drager ud ned til de varme lande, betragter tingene udefra, og tager hjem igennem for at skrive en rapport, som ikke bringer meget tilbage til de fattige mennesker, studiet omhandler.

Steffen Jensen og Henrik Rønsbo har afprøvet en anden tilgang. De to forskeres erfaringer stammer fra forskningsprojektet ’Histories of victimhood,’ der undersøger ofre for vold og lidelser i Guatemala og Sydafrika. Det nye er, at forskerne gør brug af bistandsarbejdere til vidensindsamling. Forskere og praktikere boede, arbejdede, og reflekterede sammen under projektet.

– Resultatet er, at vi kan lave bedre forskning, og praktikerne kan lave bedre intervention. Det er en win-win situation, fortæller Henrik Rønsbo.

De to danskere har gjort brug af en langt mere kompleks forskningsgruppe, og det har givet en mere kompleks dataindsamling. Derved øges kvaliteten af forskningen.

Medarbejderne fra RCT’s partnerorganisationer i Guatemala og Sydafrika, der deltog i forskningsprojektet, fik en bedre forståelse af deres eget arbejde. I Sydafrika gik det fx op for bistandsarbejderne, at de klienter, de troede var sydafrikanere, rent faktisk stammede fra Mozambique. Det viste sig også ofte, at praktikerne var langt bedre til at håndtere problemer i felten.

Der er også andre fordele, mener de to RCT-medarbejdere. Når forskning og intervention arbejder sammen, bliver der kortere mellem den konkrete bistandsindsats og politikniveau. Forskningsresultaterne når derfor langt hurtigere frem. I dag tager det meget lang tid – og ofte når de aldrig frem til de mennesker, der har brug for ny viden.

De fattige bliver taberne.

Foto: Steffen Jensen og Henrik Rønsbo

Skal praksis og videnskab aldrig mødes? Forsøget bør gøres, mener de to forskere fra RCT. Steffen Jensen i baggrunden og i forgrunden Henrik Rønsbo.

Kultursammenstød

Det vigtigste i Steffen Jensen og Henrik Rønsbos nye tilgang er det fælles feltarbejde om spørgsmål, som både forskere og praktikere vil have svar på.

Det er ikke let. Normalt arbejder de to professioner adskilt, og forståelsen mellem dem er ikke stor. Men det handler ikke bare om at tale bedre sammen, påpeger de to forskere. For problemet er ikke kommunikation mellem enkeltindivider. Det er helt grundlæggende mekanismer, der gør det svært for forskere og praktikere at arbejde sammen.

– Det er en helt forudsigelig konflikt mellem en interventionslogik og en forskerlogik, siger Henrik Rønsbo.

For forskere er det spændende og udfordrende, når vi ikke ved noget om et område. Det pirrer lysten til at lære mere. Men for praktikerne er det en mulig fare, hvis noget er uforudsigeligt. Der er altså tale om et kultursammenstød.

Steffen Jensen

Steffen Jensen supplerer:

– For forskere er det spændende og udfordrende, når vi ikke ved noget om et område. Det pirrer lysten til at lære mere. Men for praktikerne er det en mulig fare, hvis noget er uforudsigeligt. Der er altså tale om et kultursammenstød.

Konflikter opstår altså på grund af de forskellige tilgange. For at løse det problem vil de to forskere sætte læringsprocesserne i centrum.

– Vi bliver nødt til at finde det tredje rum, hvor der etableres nye regler for, hvordan vi kan snakke sammen, siger Henrik Rønsbo og fortsætter: – Vi har ikke opfundet den dybe tallerken. Disse tilgange bruges allerede i fx socialpsykologien. Det er bare underligt, at ingen har taget den tradition op i udviklingsforskningen.

Er forskerne ikke bange for, at det hele ender i workshops med masser af ord?

– Jo, det er derfor, det bliver så svært. Frygten er, at forskningsproduktet forsvinder i en uendelig proces, som ingen ved hvor starter og slutter, siger Steffen Jensen.

Send flere penge

De to forskere forsikrer, at de ikke er ude på at erobre nyt terræn, så bistandsarbejderne behøver ikke frygte for deres levebrød.

Deres ærinde er at sikre midler til den nye forskning.

– Løsningen er: Send flere penge, griner Henrik Rønsbo.

Ønsket er budgetlinjer, der letter et samarbejde mellem forskning og bistandsarbejdet i marken. De findes ikke i dag. Enten støttes ren forskning eller konkret bistandsarbejde. Til deres forskningsprojekter i Guatemala og Sydafrika har Steffen Jensen og Henrik Rønsbo derfor måttet finde penge alle mulige steder.

Det er ikke så dyrt, forsikrer de to forskere, for det handler mest om nogle lønmidler. Og de er ikke i tvivl om, at bistandsarbejdet vil blive bedre af et øget samarbejde.

– Forskning er nemlig et magtfuldt instrument til at synliggøre problemer og italesætte og formulere løsningsmodeller, slutter Steffen Jensen.

De to forskere kan kontaktes på hr@rct.dk eller sje@rct.dk




Denne side er kapitel 9 af 13 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 07-03-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8718/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet © | www.um.dk