Af Emmanuelle Diehl, Olga Ege & Stine Lehmann-Larsen, SELA Advisory Group
Som partnere i en nyopstartet konsulentvirksomhed var det en deprimerende oplevelse at læse artiklerne om ’konsulentkrisen’ i sidste udgave af Udvikling, med reference til udliciteringen af Danida-opgaver, nedskæringen af brug af konsulentydelser samt Copenhagen Development Consultings konkurs. Ændringerne i Danidas anvendelse af konsulentydelser har naturligvis stor indflydelse på konsulentbranchens såkaldte nedgang på det danske marked, men i overensstemmelse med Jeef Bech Hansen vil vi argumentere for, at Danida-opgaver ikke er altafgørende for gamle som nye konsulentbureauers velfærd. Ej heller for etableringen af nye danske konsulentvirksomheder.
Konsulenter er i udgangspunktet fleksible og omskiftelige, og det vil derfor være en nærliggende tanke at forvente den samme foranderlighed indenfor selve konsulentbranchen. De store konsulentbureauer har allerede succesfuldt afsøgt andre markeder, og det samme gør sig naturligvis gældende for de mindre virksomheder. Som nyopstartet konsulentvirksomhed er der rent strategisk ingen fidus i at ligge sig op ad de større bureauer, og derfor har vi - som andre firmaer i samme situation - omlagt taktikken og satser på andre opgaver end netop Danida, Sida eller Norad.
Tre nystartede konsulenter kommenterer artiklerne om rådgivningsbranchens krise i Udvikling nr. 8/2007.
I stedet rådgiver vi primært mindre NGO’er og private virksomheder, der arbejder med udviklingsprojekter af forskellig karakter.
Dette er ikke kun en konsekvens af Danidas ændrede politik og de store firmaers dominans på markedet i forhold til statslige organisationer, men en helt naturlig reaktion på globaliseringen og nye uafdækkede markeder.
Markedet har udviklet sig, og det må konsulenterne og virksomhederne selvsagt også – både i forhold til personalepolitik og virksomhedsstruktur. Innovation er derfor nøgleordet for konsulentvirksomheder, der vil frem på markedet. I tråd hermed har vi forsøgt at opbygge vores virksomhed på utraditionel vis, med få ansatte på hovedkontoret, men har til gengæld en stor styrke af freelance-konsulenter tilknyttet. Ved at udnytte blot en lille del af den ekspertise, der findes inden og uden for landets grænser, er det muligt at brede sig over en større erfaringsbase og endda få en uvurderlig regionalspecifik viden med i hatten, som de lokale konsulenter besidder.
Endvidere er den unge generation af konsulenter ikke bange for at gå ned i løn, hvilket betyder, at mindre NGO’er og private virksomheder i eksempelvis Afrika og Mellemøsten, uden den store kapital, kan betale for konsulentydelser, der ellers kun var forbeholdt statslige organisationer, veletablerede virksomheder og rammeorganisationer. Samtidig kan man kritisk spørge, hvorfor konsulentlønningerne skal være så høje, når man arbejder i og med verdens fattigste lande. I stedet for timelønninger på op over kr. 1.000, synes det vigtigere at satse på helt anderledes resonerede lønninger og dermed gøre en markant forskel for den organisation eller det firma, der reelt har brug for konsulentbistand.
Således mener vi ikke, at fremtiden ligger i Danida-opgaver, men i at afsøge nye spændende markeder gennem anderledes salgsstrategier og konsulenter, der er til at betale. Herved vil nye virksomheder ikke være så afhængige af Danida som ’fødselshjælper’. Så hvis virksomhederne ikke er bange for at lægge en radikal anderledes moderne virksomhedsstrategi, ser vi ingen grund til Frank Laybourns dommedagsprofeti for konsulentbranchens stagnering.
http://www.selaadvisorygroup.com
Emmanuelle Diehl (MA International Politik og Sikkerhed), Olga Ege (cand.scient.soc) og Stine Lehmann-Larsen (cand. scient.soc og MA Konfliktløsning) har sammen startet konsulentfirmaet SELA Advisory Group. Det er en global og netværksbaseret virksomhed, der bistår og rådgiver private virksomheder samt internationale og lokale NGO’er og offentlige institutioner, der opererer i udviklingslande og konfliktramte områder.
Om menneskelig dårskab skrev Oscar Wilder (forfatter 1854-1900) følgende evigt aktuelle: ”Det forekommer undertiden, at Gud, da han skabte mennesket, i nogen grad overvurderede sine evner.” Verdens klimamøde på Bali sluttede i december, og resultatet blev vel, nogenlunde, som forventet: Alle deltagende lande har vedkendt sig de menneskeskabte klimaproblemer – i alle tilfælde i sådan en grad, at der er noget at arbejde videre med på ’Københavns-mø-det’ i 2009 (COP15, red.).
Det som er særdeles utilfredsstillende og uforståeligt er, at emnet befolkningstilvækst overhovedet ikke kom på dagsordenen ved dette verdens klima møder.
Enhver kan se i befolkningsprognoserne for verden – se fx landene i Afrika frem mod 2020 – at begrænsninger i tilvæksten af mennesker også må under debat.
Men nej, debat om dette emne er fortsat tabu, forstå det hvem der kan.
Fravær af debat
Jo flere mennesker vi bliver på kloden, jo større forbrug vil vi jo have. Alle ønsker jo en høj levestandard, og hermed øges trækket på de fælles ressourcer.
Der er en nærliggende risiko for, at kloden ødelægges blandt andet på grund af overbefolkning og forurening.
Befolkningerne i de fattige lande vil først, og hårdest, blive ramt af disse problemer. Emnet – befolkningsproblematikken – er nævnt i FN’s 2015 mål, men debatten og informationen herom er nærmest, totalt, fraværende!
For ikke at tale om det konfliktpotentiale, som ligger i befolkningstilvækstproblematikken – som vi jo allerede i dag oplever jævnfør terroren i verden.
Klimaminister Connie Hedegaard og udviklingsminister Ulla Tørnæs må se til, at disse emner kommer på dagsordenen ved de internationale møder.
Kjeld Krageskov
Klosterbanken 18
Slagelse