ALLE BØRNENE

ALLE BØRNENE BLEV REDDET, UNDTAGEN TO - DE HAVDE INGEN NGO

Sig ordet ’gadebørn’ i Cambodja, og du vil møde mængder af lokale og internationale NGO’er, der ønsker at forbedre livet for landets børn. Phnom Penh er blevet et mekka for gode (og mindre gode) gerninger, men konkurrencen om pengene er hård.

Af Ulrikke Moustgaard, Phnom Penh

I NGO-land. En hvid firehjulstrækker fra en af Phnom Penhs talrige NGO’er. Foto: Ty Stange.

Tv’et er tunet ind på morgenens nyheder fra CNN, og i den neonrørsoplyste restaurant er små grupper af mænd og kvinder i ensfarvede, farvestrålende T-shirts netop i gang med at indtage dagens første måltid.

Vi befinder os til morgenbuffet på Golden Gate Hotel i centrum af Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Hotellet ligger midt i et område, der populært kaldes ’NGO-land’: Et kvarter, der huser både ambassader, regeringskontorer og et stort antal hjælpeorganisationer. Fælles for mange af dets gæster er, at de er i Cambodja for at besøge en NGO. Og skal man tro morgenmadsgæsternes logopåtrykte T-shirts, er ikke så få af dem kommet for at hjælpe landets børn og unge.

De er ikke alene. Masser af mennesker ønsker at give Cambodjas børn en hjælpende hånd, uanset om målgruppen hedder gadebørn, limsniffende børn, handicappede børn, prostituerede børn, hiv-smittede børn eller noget helt sjette. Faktisk findes der så mange NGO’er i Phnom Penh, som er dedikeret til at arbejde for børns rettigheder, at selv erfarne folk inden for udviklingsbranchen er overraskede, når de kommer til landet.

– Her er virkelig mange om buddet, bekræfter Tom Barthel Hansen, chef for Danmarks repræsentationskontor i Phnom Penh.

Tom Barthel Hansen kom til Cambodja for få måneder siden. Han har tidligere været udstationeret i Bangladesh, Nicaragua, Kenya og Lesotho. Ingen af stederne har han set så mange NGO’er som i Cambodja.

Uendelige tal og møder

De mange NGO’er er også et emne, der jævnligt er genstand for samtale i ambassadekredse og blandt donorer.

– Som donor skal man være meget opmærksom på NGO’erne, for der er stor konkurrence mellem dem, og det er en industri. Der findes mange NGO’er, som gør et fortræffeligt stykke arbejde. Men der findes desværre også brodne kar, som virker som rene pengemaskiner, blomstrer op og dør kort tid efter. Der har været eksempler i provinsen på NGO’er, som kun levede én dag. Eller NGO’er der har meget svært ved at redegøre for deres budget, siger Tom Barthel Hansen.

Den slags organisationer er der mange af i Phnom Penh, mener en anonym kritiker, som på en blog på internettet langer hårdt ud efter den cambodjanske NGO-scene:

”Vi ved alle, at de pengepugere, der optræder som NGO’er, alene eksisterer for at arrangere og deltage i uendelige rækker af meningsløse møder. Deres eneste formål er at observere og lave statistikker og så mødes igen for at gentage den selvsamme proces”, skriver bloggeren.

I NGO-land

At der er penge at hente i hjælp til fattige, cambodjanske børn og andre problemer i landet, vidner Phnom Penhs ’NGO-land’ i sig selv om, hvis man sammenligner kvarteret med den øvrige hovedstad: Store hvide Land Rovers med organisationslogoer på siderne cruiser dagligt gennem de små gader i en lind strøm. Lækre cafeer med kurvemøbler, cafe latte og trådløst internet udgør den perfekte ramme til frokostmøder, hvor man også kan orientere sig om verdens gang fx i den engelsksprogede avis Cambodian Daily eller ugeavisen Development, der bringer nyheder relateret til udvikling. De smukke huse i kvarteret, som stammer fra den franske kolonitid, huser adskillige hjælpeorganisationer. Og lige

om hjørnet fra Golden Gate Hotel kan man shoppe i det store vestlige supermarked Lucky, der kan byde på alt lige fra japanske kvalitetsbleer til dansk øl.

Der findes ikke nogen tal på, præcist hvor mange NGO’er, som arbejder med børnerettigheder, der findes i landet, da mange af organisationerne arbejder med flere områder på én gang. Derfor er det også umuligt at sige noget om, hvor stor gennemstrømningen af NGO’er er. Men der er mange. Fx er der 23 NGO’er i koalitionen COSECAM, der alene arbejder med seksuelt misbrug af cambodjanske børn.

Men selv blandt nogle af de NGO’er, Udvikling har talt med, er der skepsis over for området.

– Da jeg kom til Phnom Penh for nogle år siden, arbejdede jeg i en NGO, som havde et tæt samarbejde med en japansk organisation og som blandt andet skulle hjælpe hiv-smittede børn. Men det viste sig hurtigt, at tingene ikke var, som de skulle være. Jeg havde et stærkt indtryk af, at det virkelige formål med NGO’en var at importere japansk plantemedicin, fortæller en japansk kvinde, der ikke ønsker sit navn offentliggjort.

Hun forlod NGO’en efter kort tid og arbejder i dag i en anden NGO, som hjælper børn, der har været udsat for trafficking, som er et andet ’darling-område’ for donorerne.

Trafficking er ’in’

Det store fokus på især børns rettigheder i Cambodja er et resultat af, at donorerne i landet prioriterer ensidigt, mener Cambodjas tidligere ligestillingsminister Mu Sochua, der stod bag landets første kvindeorganisation i midten af 1990’erne, og som siden har kæmpet mod prostitution og vold mod kvinder.

– Donorerne lægger alt for meget vægt på emner som fx trafficking. Trafficking er blevet det politisk korrekte indsatsområde. Donorerne er også for ukritiske – både over for regeringen og over for de organisationer, de støtter. De burde se mere på andre områder, fx konsekvenserne for kvinder og børn, der bliver frarøvet land, siger Mu Sochua, som i dag er vicegeneralsekretær i arbejderpartiet Sam Rainsy.

Donorer og NGO-folk fra nær og fjern er i øvrigt langt fra de eneste, der gerne vil hjælpe landets børn. Det gælder også flere og flere turister, som gerne vil besøge et børnehjem, når de er i Cambodja. Derfor har nogle taxichauffører faste aftaler med børnehjem, hvor de får kommission, hvis de kører turisterne derhen, mens enkelte hoteller reklamerer for udvalgte børnehjem mod betaling.

Nogle børnehjem eksisterer faktisk kun, fordi det generer penge, fortæller en NGO-ansat i Cambodja. Han besøgte et nyt børnehjem for hiv-smittede børn, som åbnede i 2007, og spurgte lederen af hjemmet om baggrunden.

– Ingen af de andre børnehjem, som reklamerer i hotellerne, havde børn med aids, forklarede lederen, der tidligere havde været turguide i Phnom Penh.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og har netop besøgt Cambodja.

Den blog, der omtales i artiklen, kan læses på http://crossingcambodia.blogspot.com/