BØGER

KERNEN ER IDEALISME

Dansk udviklingspolitik har nu fået sin bibel – Idealer og Realiteter – der trækker de lange historiske linjer i den danske udviklingspolitik. Udviklingsøkonom Martin Paldam anmelder bogen, der har stort fokus på, hvordan Danidas politik er blevet formet gennem årene. Man får indtryk af, at dansk udviklingspolitisk snarere er indenrigspolitik. Sådan lyder det fra anmelderen, der anbefaler bogen, men efterlyser et lidt bredere perspektiv.

Af Martin Paldam

’Idealer og Realiteter’ er en flot bog at tage i hånden og en god bog at have på sin hylde, når man arbejder med emnet, for det er Danidas officielle historie, skrevet af grundige folk, hvoraf de fleste er historikere. Den indeholder en omhyggelig dokumentation af, hvordan Danidas politik er blevet udformet. Hvilke personer, der har medvirket og sagt og gjort hvad og hvornår.

Når man har undervist i udviklingsøkonomi gennem mange år, har man én forståelsesramme i tankerne: Den er præget af de store linjer i, hvad der er sket i u-landene, og udviklingen inden for den udviklingsøkonomiske teori. Historikeres opgave er at skildre, hvad der skete, og hvordan politikken rent faktisk er blevet udformet – her er forståelsesrammen dansk indenrigspolitik. Det er dét, forfatterne kender til, og det er dét, bogen handler om. Jeg har været dybt fascineret af, hvor lidt de to forståelsesrammer griber fat i hinanden. Det har jeg forsøgt at kommunikere til forfatterne, da vi mødtes, men det er svært at slå bro over faggrænser.

En del af indenrigspolitikken

Jeg tænkte under læsningen på Samuel P. Huntingtons artikel fra tidsskriftet Foreign Policy 1970-71, der grundlæggende sagde, at amerikansk udviklingspolitik var en del af amerikansk udenrigspolitik, uanset om man ville det eller ej. Derfor blev jeg under gennemlæsningen mere og mere bestyrket i den grundtanke, at dansk udviklingspolitik er en del af dansk indenrigspolitik.

Det er kun delvis den konklusion, der drages i det sammenfattende essay af de tre redaktører, men de konkluderer dog, at dansk udviklingspolitik ikke er nogen klart integreret part af dansk udenrigspolitik. Frem for alt er det ikke en del af dansk handelspolitik. Det er faktisk svært at finde en forbindelse til dansk interessevaretagelse. Eller rettere, der er af og til en sådan forbindelse, men den er blevet mindre, og den har slet ikke domineret.

Hvem er bygherre? Danmark støttede både i Kenya og Tanzania statslige andelsbevægelser med milliardbeløb. Men hvad sker der egentlig med lokale initiativer, når man overhælder dem med penge?, spørger anmelderen. Foto fra bogen.

Komplicerede projekter kuldsejlede

Der er et par vigtige punkter, hvor et lidt bredere perspektiv end den danske indenrigspolitik ville have gavnet. Lad mig nævne tre konkrete eksempler: Der er en god skildring af Noakhaliprojek-tet i Bangladesh, der kørte fra 1978-90. Her mangler bogen det perspektiv, at en række donorer med Verdensbanken i spidsen lavede helt tilsvarende integrerede landbrugsområde-projekter i disse år i andre modtagerlande. Det interessante er, at det ikke bare var Noakhali, der skuffede – det gjorde alle disse projekter. Her er en spændende almen erfaring. Hvis man ser det i ét projekts lys og ikke ved, at det var et typisk projekt fra den tid, og det gik på samme måde en række andre steder, kan det godt være, at det er god historie, men den sammenfatning, man ender med på s. 370-71, bliver underligt misvisende.

Den konklusion, Verdensbanken har draget af en stribe af kuldsejlinger af den slags projekter, er, at man ikke skal lave projekter, der kræver, at donorer styrer et samarbejde mellem en række ministerier i det typiske u-land. Det er simpelthen for komplekst til at kunne lykkes – vi skal ikke være så kede af, at vi heller ikke kunne. Som man læser den historiske fremstilling, får man det indtryk, at her var tale om en dansk projektidé, der af specielle årsager kuldsejlede. Det kan naturligvis godt være, at det er sådan, det fremgår af arkiverne, men i så fald er det meget mærkeligt.

DK støttede tvangskollektivisering

Det er på samme måde interessant at læse skildringen af vores yndlingssamarbejdspartner gennem tiden: Tanzanias præsident Julius Nyerere. Også her er det fint, hvad der er, men et lidt bredere perpektiv ville have gjort historien endnu mere tankevækkende.

Nyerere var den ledende person i den afrikanske socialisme fra det tidspunkt, hvor Ghanas præsiden Kwame Nkruma blev væltet (1966), til han selv gik af i 1985. Hans kongstanke var, at der fandtes en afrikansk ur-socialisme på landet før kolonitiden (måske inspireret af den franske filosof J.J. Rousseau?).

Denne ur-socialisme ville han bygge på. Det er svært at finde ud af, hvor radikal han var, og det svingede formentlig over tiden. Han prøvede faktisk at gennemføre en kollektivisering, der meget ligner den sovjetiske model i årene 1967-75, men han kom til fornuft, da politikken var nået dertil, at den krævede hård vold mod bønderne. Så den blev opgivet på halvvejen. Men i årene 1982-90 prøvede han igen at lave en statslig andelsbevægelse, som omtales nærmere nedenfor. Han gennemførte også en omfattende statslig industrialisering, som heller ikke blev en succes.

Han var også en usædvanligt sympatisk og karismatisk person, hvis politikker vi støttede i tykt og tyndt, selv om de led skibbrud. Ja, først da det blev helt umuligt, var vi med til at trække tæppet væk under ham. Som alle store politikere var han dygtig til at tale til forskellige målgrupper – og han var intet mindre end fremragende, når han talte i dansk tv. Jeg husker en udsendelse, hvor han blandt andet berettede om, hvor moderat han var, og at han først var blevet undervist i marxisme af sin rådgiver Knud Erik Svendsen.

"Det interessante er, at Nyerere igennem ca. 10 år fik danske udviklingspolitikere til at yde en trofast støtte til politikker, vi aldrig har ført her landet, og som et overvældende flertal af den danske befolkning ville afvise, hvis nogen havde foreslået, at vi tog dem op."

Det interessante er, at Nyerere igennem ca 10 år fik danske udviklingspolitikere til at yde en trofast støtte til politikker, vi aldrig har ført her landet, og som et overvældende flertal af den danske befolkning ville afvise, hvis nogen havde foreslået, at vi tog dem op. De mislykkedes da også i Tanzania. Der er grund til at tænke over, hvordan det kunne gå til, at vi i dén grad støttede dem.

Tankevækkende bog

I den forbindelse er der en historie, som desværre ikke får en samlet omtale.

Det er et andet dansk kæmpeprojekt, hvor Danida tilmed var koordinerende donor for et fællesnordisk projekt til over én milliard kroner (omsat til dagens mønt). Det er støtten til den førnævnte statslige andelsbevægelse i Tanzania i årene 1982-90.

Det er en lang og tankevækkende historie. Og nu hvor vi er i gang med at udvide støtten til en anden slags andelsbevægelse (mikro-lån), har vi brug for en grundig dokumentation af historien om, hvordan én milliard kroner kunne reducere den tanzaniske andelsbevægelse til den halve størrelse over en 5-årig periode. Når man ser billedet på side 244 i bogen af den store andelshøjskole i Kenya, er det tankevækkende, at vi var med til at lave en andelshøjskole, der var endnu større i Tanzania. Den er vist nok nu blevet til en handelshøjskole.

Det er vigtigt, at vi kender og gennemtænker de erfaringer, vi har gjort. Der er lokale initiativer, som bliver ødelagt, når man statsliggør dem og hælder dem over med penge. Her ville en grundig historisk redegørelse have givet et godt holdepunkt for videre tanker.

Men selv om der mangler lidt hist og her, er det godt og tankevækkende, hvad der er med. Historikere har som opgave at dokumentere, hvad der er sket, og hvordan beslutningerne er blevet truffet. Det er i vidt omfang lykkedes, og det er godt, at det er blevet gjort. Jeg skal derfor anbefale bogen.

Idealer og realiteter. Dansk Udviklingspolitiks Historie 1945-2005.

Redigeret af Carsten Due-Nielsen, Ole Feldbæk og Nikolaj Petersen. Med kapiler af Christian Friis Bach, Thorsten Borring Olesen, Sune Kaur-Pedersen og Jan Pedersen.

Udenrigsministeriet og Gyldendal, Kbh. 2008. Pris 298 kr., 584 sider.

Martin Paldam er professor ved Økonomisk Institut, Aarhus Universitet.

HELT TIL PARIS NÅR DEN NU IKKE

Tema-nummer af Den ny Verden kommer ikke helt i mål, skriver Poul Nielson, som undrer sig over, at FN-systemet overhovedet ikke nævnes i denne antologi om Paris-erklæringen om bistandseffektivitet.

Af Poul Nielson

Det er naturligvis glimrende, at DIIS har samlet 12 forskellige artikler om Pariserklæringen. Men selv om nogle (få) af artiklerne er glimrende, så sidder man tilbage med en fornemmelse af, hvor svært det er at koble præsentationen af nogle konkrete problemer i Uganda og Bangladesh med den meget generelle og endda foreløbige vurdering af implementeringen af de principper, der ligger i Paris-erklæringen om bedre koordineret bistand og styrkelse af partnerskab og ejerskab. Det virker som om Den ny Verden har været har været lidt nervøs ved at give sig helt hen i præsentationen af den ny viden.

FN blev væk

Der er nogle påfaldende aspekter i hele diskussionen om Paris-erklæringen. For det første er det tankevækkende, at FN-systemet overhovedet ikke nævnes noget sted. Det var altid noget, at den snævre donordiskussion i DAC (OECD’s Development Assistance Commitee, red.) blev bredt lidt ud med deltagelsen af modtagerlande i Paris-erklæringen. Men egentlig burde det rette forum for en sådan principiel diskussion om kravene til partnerskabet mellem donorer og modtagere i det internationale udviklingssamarbejde jo være ECOSOC. (FN-systemets Økonomiske og Sociale Råd, red.). Det siger ret meget om hvad FN bruges til – og ikke bruges til – nu om dage.

Institutioner som forudsætning

For det andet er det påfaldende, at det åbenbart volder NGO’erne problemer, at der gøres et mere systematisk forsøg på at effektivisere den statslige bistand. Dette skinner igennem i Knud Vilbys artikel om civilsamfundet som vagthund, ganske som det prægede diskussionen på NGO-forum’et i januar 2008. Vilby citerer bekymringer fra et ODI-papir (Overseas Development Institute, red.) om at konditionaliteter underminerer demokratisk politik ved at gøre regeringerne ansvarlige opad i systemet i forhold til donorerne, snarere end i forhold til deres egne befolkninger. Ligesom han - idet han citerer sin egen rapport til 92-gruppen - finder det kritisabelt, at stort set alle nye bevillinger til fremme af god regeringsførelse går til den offentlige sektor.

Midt i omsorgen for civilsamfundet overses det, at forudsætningen for, at der kan sættes ind med en meningsfuld kritik af korruption og dårlig regeringsførelse i det hele taget, jo netop er, at institutioner som rigsrevision, of-

fentlige budgetter og veldefinerede sektorpolitikker faktisk fungerer. Alt det, der kritiseres for at være noget, modtagerlandene nærmest tvinges til at opbygge af hensyn til donorerne, er da helt klart noget, ethvert land på et eller andet trin i udviklingsprocessen skal kunne levere til sine egne borgere, og noget som i lige så høj grad er en forudsætning for civilsamfundets funktion som vagthund, som det er en forudsætning for et tillidsfuldt partnerskab med donorerne.

"Påfaldende, at det åbenbart volder NGO’erne problemer, at der gøres et mere systematisk forsøg på at effektivisere den statslige bistand."

Fhv. udviklingsminister Poul Nielson.

Indblik i realiteterne

Den norske seniorforsker Hilde Selberviks artikel er interessant, fordi den giver et indblik i realiteterne med hensyn til opfølgningen af Paris-erklæringen. Denne karakteriseres, fornuftigvis, som ’ukontroversiel snusfornuft’. Selv om den ikke bliver ført konsekvent ud i livet, og da slet ikke inden 2010, så er den udtryk for et skridt i den rigtige retning.

Denne ret konventionelle konstatering er måske mere brugbar end den afsluttende artikels mislykkede og lidt krampagtige forsøg på at tale om et ’marked’ for udviklingsbistand -en terminologi som kun bidrager til forvirring på et lavere niveau.

Professor Poul Nielson er tidl. udviklingsminister og EU-kommissær.

”We’ll always have Paris” Paris-erklæringen om bistandseffektivitet: sund fornuft eller nykolonialisme?

Den ny Verden nr. 3, 40.årg., 2007.

116 sider, 85 kr. for et enkelt nummer og 245 kr. for årsabonnent (4 numre)

EN AHA-OPLEVELSE

Vendepunkter. Sympatisk erindringsbog om livets op- og nedture, og om hvordan to års udviklingsarbejde i Tanzania blev et vendepunkt. Bogen fungerer dog mest for læsere, der kan nikke genkendende til oplevelserne og tidsbilledet.

Af Jan Kjær

Nye teknikker skaber nye trends. Blogs på nettet har skabt en revolution. Såkaldt helt almindelige danskere kommer til orde i det offentlige rum. Men også forlagsbranchen ændres. Nogle forlag har specialiseret sig i at sende disse almindelige danskeres bøger på markedet. Forfatteren både skriver, lay-outer og læser korrektur. Der er altså intet forlag til at fjerne de værste svipsere. Alt går igennem uden filter. Råt for uforsødet.

Bent Straagaards erindringsbog Vende-

punkter er udgivet på forlaget Print on Demand, hvor forlaget trykker eksemplarer, når læsere ønsker bogen.

Hverdagshistorie

Vendepunkter er et sympatisk stykke hverdags-danmarkshistorie med en god beskrivelse af tiden. Der er ingen dramatik, pomp eller pragt, kun subjektive erfaringer, skrevet i en simpel jeg-form.

Bent Straagaard er født i 1947 og oplever en glad, men fattig barndom i et klasseopdelt Sønderjylland, hvor der uddeles øretæver i skolen, og køres uden cykelhjelm i fritiden. Men faderen rammes slidgigt og får stadig sværere ved at arbejde. Som lyn fra en klar himmel bliver forældrene skilt, og den unge Bent finder nogle år senere faderen hængende fra loftet.

Efter faderens selvmord flygter han fra Danmark.

To år i Tanzania

Det første største vendepunkt i Bent Straagaards liv er to år som u-landsfrivillig for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania i de helt tidlige 70’ere. Mødet med Østafrika giver livsglæden tilbage.

Betaget af præsident Nyereres tanker om folks egen udvikling arbejder han i et kooperativ i byen Tanga. Udlændingene er delt op. Nogle går kun går i de hvide klubber, og andre blander sig med de lokale. Forfatteren hører til de sidste. Han vil bo med tanzanierne, og han vil overdrage sin viden til de lokale. Det er jo derfor, han er der.

Det går godt for kooperativet, selvom der er forsøg på nepotisme og fiflen med regnskaber. Afrikaopholdet afsluttes i ægte 70’er-stil med en sejltur til Indien og derfra med flipperbus hele vejen hjem til Danmark.

Fælles referencer

Vendepunkter er en yders sympatisk og ærlig bog. Forfatteren, der som 55-årig har fået sclerose, skriver som en art selvterapi, og han definerer selv målgruppen som familie og venner. Men andre kan bestemt også være med, især danskere mellem 40 og 70 fra landbo- u-lands- og socialrådgivermiljøer. Har man som læser ingen fælles referencepunkter med forfatteren, fænger historien næppe. Jo flere sammenfald, jo mere får man ud af bogen. Mine sammenfald er mange; barndom i Sønderjylland, militærnægter, u-landsfrivillig for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania og oplevelse af selvmord tæt på. Symptomatisk falder min interesse markant, når bogen beskriver forfatterens arbejde som socialrådgiver i Esbjerg og på Sjælland.

Vendepunkter er lidt rodet. De samme pointer gentages ofte lige efter hinanden. Der er ingen sproglige finurligheder til at give historien saft og kraft, ingen spændingskurver og intet drive. Der er lidt for mange slåfejl og ukorrekte oplysninger såsom at Tanzania er Afrikas største land - han har åbenbart overset Sudan.

Men Bent Straagaards erfaringer bliver til ahaoplevelser for andre. Det er det vigtigste.

Vendepunkter, Bent A. Straagaard. Books on Demand 2007.

199 kr., 208 sider.

Kan bestilles via http://www.saxo.com

DE DÅRLIGE SAMARITANERE

Der findes ikke én, men mange opskrifter på økonomisk udvikling for u-landene, fastslår økonomerne Chang og Rodrik. Farligt for u-lande at stirre sig blinde på kravet om markedsadgang til Vesten, advarer sidstnævnte.

Af Adrian Lema

Økonomernes rådgivning til u-landene har ofte gjort ondt værre – i den bedste vilje, skriver den koreanske økonom Ha-Joon Chang. Ill.: Rasmus Meisler/ Spild af Tid.

Kan Mozambique og andre u-lande på 50 år blive økonomiske mirakler med højteknologiske eksportindustrier? Når asiatiske tigerøkonomier kunne, er der håb om at andre kan følge efter.

Det er budskabet i to nye bøger om økonomisk udvikling og – ikke mindst – udviklingspolitik. Ha-Joon Changs Bad Samaritans forklarer, hvordan de fleste økonomer i Verdensbanken og de rige landes udviklingsministerier anskuer udvikling ud fra ’traditionel’ økonomisk teori, som ikke passer med de faktiske erfaringer. Dermed bliver økonomerne til Dårlige Samaritanere, som – ud fra den bedste vilje – kommer til at gøre mere ondt end godt, når de formulerer udviklingsstrategier for u-landene. Argumentet er simpelt. Den herskende forståelse, som ofte betegnes Washington-konsensus, byder på en velkendt ønskeliste af reformer, som landene skal gå igennem fra ende til anden. Listen byder på privatisering, frihandel, begrænsende offentlige budgetter, stram kontrol med inflation osv. Problemet er blot, hævder Chang, at hvis vi ser på de historiske erfaringer, afspejler ønskelisten ikke virkeligheden.

Manden på 10-dollar-sedlen

Læseren bliver først indført i britisk og amerikansk historie, og derigennem afliver Chang myten om, at de to nationer i sin tid blev rige ved hjælp af frihandel.

England anno 1721. Den første britiske premierminister, Sir Robert Walpole, lancerede en strategi med høje toldbarrierer for at importere råvarer, forarbejde dem og eksportere dem igen. Gennem et århundrede var toldsatserne på over 40 pct., nogle varer var forbudte at importere, og andre fik eksportsubsidier. Dette faldt sammen med den industrielle revolution.

"Vi skal væk fra ønskelisten af reformer, som i teorien burde virke alle steder, men sjældent gør det."

Den amerikanske historie er ikke meget anderledes. Den første amerikanske finansminister, Alexander Hamilton, foreslog at tage ved lære fra den anden side af Atlanten. Hamilton, der døde i en dramatisk pistolduel, nåede aldrig at se udførelsen af sit økonomiske pro-

gram med subsidier og toldbeskyttelse til støtte for amerikanske virksomheder. Når Hamiltons portræt har fortjent en plads på den amerikanske tidollar-seddel, hvorfor fortjener han så ikke en plads i de økonomiske lærebøger?

Velskrevet debatbog

Changs bog hører hjemme i debatbogsgenren. Med analogier og anekdoter giver Chang gode forklaringer på, hvorfor de Dårlige Samaritanere skader mere end de gavner u-landenes position i verdensøkonomien. Bogens argumenter trækker på Changs egne tidligere og tungere akademiske værker, men uden at forfalde til talgymnastik, som vil gøre øjenlågene tunge på de fleste ikke-økonomer.

Chang fremstår også overbevisende, idet han trækker på sine personlige erfaringer. Som ung sydkoreaner oplevede han landets berømte økonomiske mirakel fra 1960’erne, hvor per capitaindkomsten var under halvdelen af Ghanas, til en højteknologisk økonomi i dag. Han beskriver, hvordan koreanske

unge virksomheder piratkopierede udenlandske teknologier, og hvordan han selv brugte piratkopierede teoribøger som ung økonomistuderende. Han forklarer, hvordan de koreanske industrier blev beskyttet, støttet og kontrolleret af staten, og hvordan danske småkager og andre luksusvarer var forbudte at importere for at spare værdifuld udenlandsk valuta. Penge, som i stedet skulle bruges til at importere teknologi. Således er bogen en levende fortælling, og Chang bruger historien, sine egne erfaringer og griber endda til skønlitteraturen for at sætte billeder på en kompliceret problemstilling. Det virker.

"U-landene har bundet sig selv fast på en uheldig spiral ved at kræve bedre markedsadgang i EU og USA, mens det er endnu vigtigere at beholde retten til hjemlige udviklingseksperimenter."

Men Bad Samaritans opfylder ikke alle læserens ønsker. Chang siger ikke meget om de mindst udviklede lande, selvom han har diskussioner af både kultur og demokratiets rolle i udvikling.

Et andet problem er, at den Dårlige Samaritaner i en vis udstrækning er en ’stråmand’, altså en fiktiv debattør som Chang kan pådutte meninger efter behag. Det er ikke svært at se, hvorfor Chang benytter sig af dette retoriske trick. Det er bekvemt selv at skabe sin modstander, i stedet for at lade den virkelige verdens økonomer komme til orde. Hans argument står stærkt, fordi han definerer målet og har meget ammunition at skyde med. Og stråmanden bliver i den grad aflivet i løbet af et par hundrede sider. Men de økonomer og embedsmænd, som kun tilskriver sig dele af stråmandens synspunkter, rammes måske ikke af Changs regn af hårdtslående verbale ’håndmadder.’

Find og nedbryd barriererne for vækst

Og nu til den anden bog: Dani Rodrik har ét mål med sin artikelsamling, som er udgivet under navnet One Economics, Many Recipies:

Han vil debattere med udviklingsøkonomer af den slags, som Chang kalder Dårlige Samaritanere. Rodrik kalder sig selv en ikke-orto-doks, traditionel økonom, der mener at

”homo economicus er i levende live i den fattige del af verden” – altså, at borgerne er økonomisk rationelle individer som beskrevet i de traditionelle teoribøger – og han bruger Washington-økonomien som referenceramme for sine budskaber. Da Rodrik netop diskuterer inden for den traditionelle økonomiske teori, har han også et publikum blandt disse økonomer, som bortfejer ikke-økonomiske analyser af udvikling. Rodrik er på udviklingsøkonomiens hjemmebane, og det er bogens styrke og eksistensberettigelse.

Men han er kritisk, og tilgangen er enkel. Vi skal væk fra ønskelisten af reformer, som i teorien burde virke alle steder, men sjældent gør det. I stedet skal vi tage udgangspunkt i det enkelte land.

Men den traditionelle økonomiske forståelse er stadig brugbar. Sund økonomisk fornuft behøves ikke at være identisk med Washingtons ønskeliste. Det er sandt, at fuld påklædning kræver en række elementer. Men selvom bukserne byttes ud med kakifarvede shorts eller skjorten er spraglet, kan det sagtens sætte skub i markedet. Og det kræver faktisk ikke omfattende reformer som fx ’ge-nerelt bedre investeringsklima’ eller ’generel handelsliberalisering’ at sætte gang i hjulene. Det er den gode nyhed.

"På Washingtons ønskeliste finder vi kun sidste års mode."

Den dårlige nyhed er, at det er svært at finde ud af, hvor donorer og embedsmænd skal koncentrere indsatsen.

Men som manna fra himlen præsenterer Rodrik i bogen et værktøj: Vækstdiagnosen. Patienten er det enkelte lands økonomiske struktur; i lægekonsultationen finder vi økonomerne; ved operationsbordet står embedsmændene; og medicinen er institutionelle reformer og økonomiske politiker. Rodriks metode er kort sagt: Med en solid økonomisk diagnose skal man finde de væsentligste barrierer for økonomisk vækst – som oftest er det enten lavt afkast på investeringer eller for høje omkostninger for kapital – og udrette dem.

Dette er ifølge Rodrik den bedste fattigdomsorienterede strategi, og det burde give stof til eftertanke i udviklingsmiljøet.

Værktøjskasse eller en analyse?

Således præsenteres argumentet i bogens første del, og de resterende kapitler diskuterer, hvordan de institutionelle reformer og værktøjer kan tage sig ud.

Men bogen har et problem. Vil den være en værktøjskasse eller en analyse? Vil den i dialog med akademiske økonomer i Washingtons institutioner, eller vil den give redskaber til planlæggere i u-landene? Svarene på disse spørgsmål er uklare, og det er en af barriererne ved at lave en tekstsamling som One Economics, Many Recipies. Samtidigt er de blotte forskelle i sprogbrug kapitlerne imellem af og til så markante, at man fornemmer nogle selvmodsigelser. I et par af kapitlerne, fx om demokrati og økonomisk politik, er det tvivlsomt, om Rodrik bliver inden for den traditionelle økonomiske teori, eller snarere hælder til sund fornuft hos de ikke-traditio-nelle økonomer, som fx Chang repræsenterer.

De to bøger kompletterer hinanden godt. Rodriks bog præsenterer en solid økonomisk diskussion med gode case-studier af økonomisk vækst. Changs bog er den kulørte, men saglige bekræftelse af anden halvdel af titlen på Rodriks bog: mange opskrifter. Et eksempel er, at mens Rodrik glimrende giver baggrunden for, hvorfor det er vigtigt for et u-land at have albuerummet til at foretage satsninger og have virksomheder, der kan eksperimentere med nye varegrupper, kan Chang sætte billeder på.

Da finske Nokia gik fra at lave gummistøvler til mobiltelefoner tabte elektronikafdelingen penge i 17 år, og det tog japanske Toyota 30 år at lave moderne biler under toldbeskyttelser og subsidier. Men nu er Toyota synonym med moderne, og enhver kan se på gaden eller i en togkupé at Nokias mobil-satsning bar frugt.

Mantra om markedsadgang

Det er i vendingen mange opskrifter, at Chang og Rodrik finder fælles fodslag. For eksempel er begge forfattere fortalere for handel og eksport, men fastholder, at åbenhed ikke nødvendigvis kræver frihandel.

Med en underliggende kritik af mange europæiske NGO’er argumenterer de to økonomer for, at det nok er værdifuldt for u-landene at kunne eksportere landbrugsvarer til de rige lande, men at det ikke er tilstrækkeligt, hvis u-landene skal kravle op ad den økonomiske rangstige.

Udviklingslandene har bundet sig selv fast på en uheldig spiral ved at kræve bedre markedsadgang i EU og USA, mens det er endnu vigtigere at beholde retten til hjemlige udviklingseksperimenter.

Rodrik skriver med henvisning til Verdenshandelsorganisationen WTO: ”Når det kommer til udvikling, er byttet med reduceret udviklingspolitisk autonomi i Syd for bedre markedsadgang i Nord en dårlig handel.” Og Chang: ”Handel er ganske simpelt for vigtig for økonomisk udvikling til at blive overladt til frihandelsøkonomer.”

De er begge enige om, at frihandel måske handler om global effektivisering af vores eksisterende ressourcer, men ikke om, hvordan man udvikler nye og bedre ressourcer på lang sigt. Og netop dette er udfordringen for de fleste lande i verden i dag.

Men hvad angår opskrifter for udvikling lægger de vægten lige så forskelligt, som de begge mener, at man kan. Mens Chang konstant peger på produktivitetsstigninger igennem teknologisk fremdrift, ser Rodrik et tydeligt link mellem udvikling og spredning i økonomiske aktiviteter – faktisk modsat af de komparative fordeles teori om specialisering. Jo mere diversificeret, desto bedre. På trods af forskelle i fokus og teorier er de to økonomer er i al fald enige om én ting: På Washingtons ønskeliste finder vi kun sidste års mode.

Adrian Lema er konsulent og ansat ved UNEP Risø Centre on Energy, Climate and Sustainable Development i Roskilde.

Ha-Joon Chang er koreansk økonom ved Cambridge University. Bad Samaritans: Rich Nations, Poor Policies and the Threat to the Developing World. Random House, 2007. 276 sider, £17.09 (171 kr.)

Dani Rodrik er tyrkisk-amerikansk økonomi-professor på Harvard University. One Economics, Many Recipies. Princeton University Press, 2007. 263 sider, £19.95 (200 kr.)