PRESSE(T)

EN LILLE Ø MED SMÅ AVISER

I den lille ø-stat São Tomé og Príncipe er ytringsfriheden formelt sikret. Men midlerne er små, den kritiske journalistik sjælden, og selvcensuren trives.

Tekst og foto: Ingemai Larsen

Problemet er ikke det manglende lay-out, den ydmyge trykkekvalitet, slå- og stavefejlene eller de usikre intervaller imellem udgivelserne. Slørede fotos og trykfejl lærer man hurtigt at læse henover, og hvad angår uvisheden om, hvorvidt en avis udkommer den ene eller den anden dag, ved enhver på disse kanter, at man hverken er herre over elektricitetsforsyningen, flyforbindelserne (og dermed folks tilstedeværelse), lønudbetalinger eller så mange andre af de faktorer, der skal være opfyldt, før en avis ligger klar.

For læserne er problemet selvfølgelig indholdet, for journalisterne mulighederne for at skrive den avis, de egentlig gerne ville.

"Vi ville tabe enhver krig mod politikerne."

Jorge Soares, chefredaktør

Pressen i São Tomé og Príncipe – Afrikas næstmindste land, indtil 1975 portugisisk koloni, beliggende i Atlanterhavet cirka ud for Nigeria og med en befolkning på godt 160.000 indbyggere – lever under forhold, der ligner dem, som mange andre lavindkomstlande lever under: Ringe uddannelse og slet ingen journalistuddannelse, dårlig løn, få læsere –og en hverdag, der kun formelt byder på fuld ytringsfrihed.

Hård selvcensur

I realiteten – og det indrømmer alle journalister, selvom de færreste vil citeres for det – eksisterer der en høj grad af selvcensur.

– Vi ville tabe enhver krig mod politikerne, erkender Jorge Soares, chefredaktøren fra den største og eneste økonomisk uafhængige ugeavis Correio da Semana, da jeg spørger, hvordan avisen dækker sådan noget som valgkampagner.

Vedholdende rygter vil vide, at den nu siddende præsident Fradique Meneses ved sidste valg i 2006 købte stemmer for et ukendt beløb, og rygterne påstår yderligere, at man sandelig ikke var så naiv blot at tro på folks ord; de købte vælgere blev således bedt om at videooptage deres stemmeafgivning med mobiltelefon. Den historie har man dog ikke set noget som helst til i hverken tv eller aviser.

– I valgkampene skal vi udvise det nødvendige fair play og vide nøjagtigt, hvor vi træder, siger Jorge Soares, der understreger, at det ikke ensbetydende med, at avisen er regeringsvenlig. Correio da Semana er tværtimod kendt for i flere tilfælde at gå til stregen, og aktuelt verserer en retssag, hvor regeringen har krævet erstatning af avisen for en kritisk udtalelse.

"De menige på avisen har med deres månedsløn på 150 dollars akkurat til en gang stegt fisk med bananer."

Jorge Soares, chefredaktør

Til forskel fra samtlige andre skrivende kolleger i landet har Soares en journalistuddannelse med sig fra Portugal; han er berejst og arbejder samtidig på en avis i Angola, er vellønnet og indrømmer åbent, at de menige på avisen med deres månedsløn på 150 dollars ’akkurat har til en gang stegt fisk med bananer. Men sådan er det, og de yder deres bedste’.

Annoncer eller kritisk journalistik

Også andre sãotomensere vil vide, at avisen forsøger at gøre en forskel. I et land så afhængigt af brændstof og olie som São Tomé og Príncipe er, og hvor transportomkostningerne ud til ø-staten fordyrer alt yderligere, er det at fylde benzin på sin bil ikke en selvfølgelig ting. Det er derimod rasende dyrt - og det var derfor en skandale af dimensioner, da Correio da Semana sidste år afslørede, at hovedparten af landets benzinstationer snød med opmålingen af benzin (der her købes i dunke). På forsiden beskrev man, hvordan visse tankpassere havde snydt med op til 10 pct.. Avisen mærkede lynsnart reaktionen, da alle ejere af benzinstationer med dags varsel stoppede som annoncører.

Opsøgende og kritisk journalistik lever altså under trange vilkår, det er alle enige om. Man kan måske sige, at det er et mindre presserende problem på den klart regeringsimø-dekommende avis Horizonte, hvis nyslåede redaktør Inácio Amorim med et stort smil bekender, at ”ude i byen er de allerede begyndt at kalde mig medlem af regeringen”.

Også Inácio Amorim er selvlært, et par enkelte kortvarige kurser er det blevet til, men ellers har det heddet learning by doing, og han er på en gang ambitiøs og nøgtern: – Min faste løn her på Horizonte betyder, at jeg kan skrive kritiske artikler til andre udgivelser – og folk véd på forhånd, at avisen er regeringens forlængede arm, forklarer han.

Lysten til i udlandet at få en decideret uddannelse mangler ikke, Amorim er endog indstillet på at lære dansk, hvis blot han kunne få sin fod inden for journalisthøjskolen. Men indtil videre er det her med udgangspunkt i den lille hovedstad São Tomé, at han finder sine historier.

Folkevalgte blander sig

Det gælder også for den pt. eneste deciderede oprørske avis, ja avis er måske så meget sagt, men så periodevise udgivelse Transparência. Aquiles Pequeno er redaktør, og han har erfaring med at være på tværs, med at modtage mere eller mindre diskrete henvendelser fra de folkevalgte om, at han ’burde finde på noget andet at lave’.

Mere konkret vil han ikke udtale sig, men Aquiles Pequenos ansigtsudtryk og trætte blik fornægter sig ikke. Han fortæller om nogle af de ugeaviser og andre udgivelser, som São Tomé har set siden 1990, hvor den formelt set frie presse kom til landet. En af dem hed São Tomé Confessase (São Tome går til bekendelse), en anden O Parvo (Den Torskedumme) – de holdt ikke så længe, men de var der, og det kan man ikke komme udenom.

I Transparência vil han fortsætte med at skrive små og engang imellem lidt større historier om de problemer, som efter hans mening korrupte og inkompetente sãotomensi-ske politikere bringer nationen i.

– Her hersker frygt, vi journalister lever i et lukket miljø, siger Aquiles Pequeno, med henvisning til de svære hovedpiner det giver at skrive om og fra et samfund med så få indbyggere.

Somos todos primos (vi er alle hinandens fætre) plejer man at sige om São Tomé, og sandt er det, at som minimum kender alle hinanden her i hovedstaden. Man skal være enten uhyre varsom eller uhyre overfladisk, hvis man skal holde sig gode venner med alle.

Men for Aquiles Pequeno er det at kunne ytre sig en livsnødvendighed, og han har strukket sig så langt, at han selv betaler papiret, som avisen trykkes på, hvilket i øvrigt foregår på en gammel og udtjent duplikatormaskine. Han spørger derfor venligt og håbefuldt, om jeg ikke fra Danmark kan foranstalte en for danskerne brugt, men for ham ny maskine.

Afrikas næstmindste nation på blot 964 km2 ligger i Guineabugten i Afrikas ’knæk’.

Helder Bexigas er redaktionssekretær på den statslige tv-kanal. Den sender dagligt en halv times tv-avis og i ny og næ et dokumentarprogram. Resten af tiden viser kanalen brasilianske telenovelas.

Ikke nemt at interviewe ministre

Mere avanceret er teknikken på den statslige tv-kanal, der med økonomisk bistand fra Portugal har opbygget et par studier med udmærket udstyr, og som også har gjort det muligt at give de ansatte medarbejdere mindre kurser i, hvordan man laver tv.

Men problemerne med at udøve kritisk journalistik er de samme. I selv samme uge for mit møde med redaktionssekretæren Helder Bexigas (se foto næste side) har der været optræk til strejke blandt landets offentligt ansatte, der protesterer mod mindstelønnen, og i den anledning blev premierminister Tomé de Sousa interviewet til gårsdagens tv-avis. Da jeg spørger Helder Bexigas, om han var tilfreds med interviewet, svarer han, at ’det er meget kompliceret at foretage interviews med medlemmer af regeringen’, og da jeg nævner rygterne om valgsvindel, svarer han i et tonefald, der kompenserer for det korte svar: ’Den slags sker’.

Helder Bexigas medgiver også, at det manglende samarbejde mellem landets journalister er et problem; langt de fleste har grupperet sig i forhold til den politiske scene, og på den måde kan man ofte regne ud på forhånd, hvad hinandens næste træk vil være.

Avisoplag på blot 3.000

Stadig er denne tv-kanal et kæmpe fremskridt for nationen. Den sender dagligt en halv times tv-avis og desuden i ny og næ et dokumentarprogram. Resten af sendefladen domineres i helt overvældende grad af brasilianske telenovellaer (men her er til gengæld ingen joviale og ulideligt tidsslugende vejrudsigter, og det er ikke kun, fordi vejret hver dag, her på Ækvator, er det samme!).

Langtfra alle har tv, men de lune aftener gør det muligt at rykke sammen udendørs og at se og kommentere novelaerne, og eftersom tv-avisen er placeret strategisk smart – imellem to afsnit – kan man håbe på, at den får stadigt mere opmærksomhed. Det samme må man sige om aviserne, der indtil videre sælges i ganske få eksemplarer. Correio da Semana afsætter ca. 1.500 stk. i løssalg og andre 1.500 til ambassader og flyselskaber, de andre aviser sælger markant mindre.

Så på mange måder er de arbejdsomme journalister oppe imod særdeles hårde odds og må have svært ved at holde modet oppe. Modsat er det kun godt 30 år siden diktatur og censur var en realitet, og det er under 20 år siden, flerpartistyret erstattede et lige så censurhåndhævende marxistisk regime.

Set i det lys er der sket store fremskridt i São Tomé og Príncipe – en lokal journalistuddannelse ville dog gøre underværker.

Ingemai Larsen er lektor ved Københavns Universitet på afdelingen for Portugisisk Sprog og Kultur, og beskæftiger sig blandt andet med udviklingen i de tidligere portugisiske kolonier i Afrika. ingmer@hum.ku.dk

AFRIKANSKE LANDE SLÅR HÅRDERE NED PÅ PRESSEN

2006 og 2007 var dystre år for den globale pressefrihed. I Afrika har en lang række regeringer, heriblandt også danske programsamarbejdslande som Benin og Mali, slået hårdere ned på pressen. Men Eritrea tager prisen som verdens værste land. Men også i danske programlande som Vietnam og Bangladesh er den gal med pressefriheden.

Af Morten Østervang

– 2007 har været et frygteligt år for pressefriheden i Afrika.

Så kontant lyder dommen fra Afrika- og medieeksperten, Leonard Vincent, fra den uafhængige medievagthund, Reporters Without Borders, der er baseret i Paris. Der er kæmpe forskel på landene i Afrika, men overordnet set er kontinentet gået tilbage, lyder det fra organisationen.

Den har netop offentliggjort sit årlige index over pressefriheden i 169 lande. Og den viser klar tilbagegang til en lang række afrikanske lande i forhold til sidste år.

– Tidligere har der været fremgang i Afrika, men 2007 har været et år, hvor mange regeringer ganske enkelt har gjort ting, de ikke har turdet gøre tidligere, og hvor de har krydset grænser, man ikke ville krydse tidligere. Der er aggressioner mod pressen, angreb mod journalister og overtrædelser af menneskerettighederne og de internationale erklæringer, man har skrevet under på, lyder det fra Leonard Vincent til Udvikling.

Tilbagegangen er sket er over hele fronten fra det sydlige Afrika til øst, vest og midte. Selvfølgelig er der nogle lande, der stikker ud og står bag de særligt grove overgreb, og som i 2007 er gået voldsomt tilbage. Det er lande som Somalia, Zimbabwe, Etiopien og Eritrea, hvor myndighederne i alle lande begår grove overgreb. Og alle fire lande er blevet værre i 2007. Men også lande som Tchad, Niger og Elfenbenskysten har begrænset friheden i 2007.

Dukse går tilbage

Også pæne danske programsamarbejdslande, der ellers i 2006 lå lunt på på index’et er gået markant tilbage (se tabel på næste side). I Benin og Mali er journalister blevet fængslet for at have skrevet knapt så pænt om præsidenten. I det hele taget er fængsling af journalister, der skriver injurierende eller kritisk om personer – berettiget eller uberettiget – et problem i flere afrikanske lande.

"2007 har været et år, hvor mange regeringer ganske enkelt har gjort ting, de ikke har turdet gøre tidligere, og hvor de har krydset grænser, man ikke ville gøre tidligere."

Leonard Vincent, RSF

Benin og Mali har ellers haft en eksemplarisk historie med pressefrihed – og adskilt sig fra mange andre afrikanske lande ved at ligge helt oppe i toppen foran lande som Australien, Grækenland og Frankrig. I 2006 lå Benin som nummer 23. Nu ligger landet nummer 58. Og Mali er gået fra at være 38 til at være nummer 52. De ligger dog stadig temmelig pænt i en afrikansk sammenhæng.

– Men det er mærkværdigt. Vi troede, at de her lande var på så godt et spor, så vi havde overhovedet ikke forestillet os, at den her slags kunne ske igen. Og så fængsler man pludselig journalister på grund af politiske emner, og fordi de har fornærmet præsidenten. Det er isolerede tilfælde, men det trækker dem ned, at den slags pludselig sker. Vi har en god kontakt med præsidentkontorerne – og når vi spørger dem ’hvorfor’ lyder svaret: ’Journali-sterne gik ganske enkelt for vidt. De angreb præsidentens familie’, forklarer Leonard Vincent og tilføjer: – Det kan jo godt være, at man har en god grund til at være vred. Men så prøver vi at forklare dem, at der er demokratiske måder, man skal løse den slags på, og ikke bare ved at sætte folk i fængsel, siger Leonard Vincent.

Til gengæld kan man så glæde sig over, at et andet dansk programsamarbejdsland, Ghana, placerer sig på en 29. plads.

Og så er der Uganda, der – trods en blakket pressehistorie i år – har fået en pænere placering som nr. 78. Som Vincent forklarer: – Men det er egentlig kun, fordi det var et stille år. Vi forventer, at Uganda i 2008 vil falde langt længere ned af listen, hvor det var i 2006 (nr. 118, red.). Præsident Museveni har et stramt greb om medierne, og der eksisterer ikke reel pluralisme. Medierne og regeringen står lammet over for hinanden, og der er mange trusler mod journalister.

Et andet land, der har en dansk interesse, er Kenya, der lige nu er i krise. Landet har egentlig god pressefrihed, lyder det fra organisationen. Og landet placerer sig som nummer 76.

"Selvom vi ikke er opmærksomme på alle krænkelser i Turkmenistan og Nordkorea, der er nummer to og tre, fortjener Eritrea at være i bunden."

Leonard Vincent, Reporters Without Borders

– Men der er en dyb afgrund af mistillid og had mellem medierne og regeringen. Selvom vi har et helt år med pressefrihed, hvor alt går glat, så er det et paradoks, at der mindst én gang om året sker en begivenhed, der sætter landet tilbage. Det er med til at fastholde landet på dette niveau, siger Leonard Vincent.

I 2006 brød regeringsstyrker under stor bevågenhed ind og ransagede landets førende avis The Standard og brændte papirer af.

Global pressefrihed lider

Men hvor går det så værst for sig? Ifølge Reporters Without Borders har et afrikansk land nu taget æren – og dermed overhalet diktaturet Nordkorea. De to lande i Afrika, der har taget den hurtigste fart nedad, er Somalia og Eritrea. Men Eritrea tager prisen som verdens værste land.

I begyndelsen af 2007 døde en af Eritreas førende intellektuelle journalister i fængsel. Formentlig på grund af elendige forhold.

Få måneder senere døde en anden journalist, Paulos Kidane, af ren udmattelse få kilometer fra Eritreas grænse til Sudan, som han forsøgte at flygte til. Et år forinden var han blevet sat i fængsel og tortureret. En stor del journalister er flygtet. Og udenlandske journalister formenes stort set adgang. Der findes ikke længere nogen fri presse i Eritrea.

– Der er ikke noget overraskende i at Eritrea er det værste land. Selvom vi ikke er opmærksomme på alle krænkelser i Turkmenistan og Nordkorea, der er nummer to og tre, fortjener Eritrea at være i bunden. Den privatejede presse er blevet forbudt af præsident Issaias Afeworki, og de få journalister, der vover at kritisere regeringen er i fængsel. Vi ved, at fire er døde i fængsel, og vi har al mulig grund til at tro, at andre vil lide samme skæbne, forklarer Leonard Vincent og tilføjer.

– Mange ved ikke, hvad der sker i Eritrea.

Det er det mest brutale regime, jeg har set.

At pressefriheden er på tilbagetog er et dybt foruroligende tegn på, at demokrati vil komme under pres i kritiske dele af verden.

Jennifer Winsor, Freedom House

Men den internationale presse skriver stort set ikke om det. I den nordlige del af landet har regimet et Gulag. Her sidder lige nu 10 journalister og rådner under middelalderlige forhold.

Det er ikke kun Reporters Without Borders, der ser faretegn i Afrika. Den anerkendte amerikanske demokratitænketank Freedom House tager hvert år temperaturen på klodens demokrati. Også pressefriheden. Og i den seneste måling, som var for 2006, var Afrika Syd for Sahara gået markant tilbage.

I 2006 var der kun otte lande (svarende til 17 pct.) med en fri presse, mens 19 (39 pct.) lande havde en delvist fri presse og 21 (44 pct.) ikke havde fri presse.

Der er dermed flere ufrie lande i Afrika end globalt. 38 pct. af verdens lande har således en fri presse, mens 39 pct. har delvis fri presse og 43 ikke har en fri presse.

Freedom House peger navnlig på Østafrika og Afrikas Horn som problematiske områder, der er gået markant tilbage.

– Den fortsatte negative udvikling for pressefriheden i Østafrika giver store barrierer for udviklingen af demokrati i de pågældende lande, siger organisationens direktør, Jennifer Windsor, der peger på lande som Etiopien, Eritrea og Somalia.

Men organisationen peger nu også på danske programsamarbejdslande som Kenya og Uganda som lande, der er gået drastisk tilbage i 2006.

– Lande som Kenya og Uganda har været indflydelsesrige i deres region og Freedom House er bekymret for, at tilbagegang her kan påvirke demokratiske udvikling i lande som sådan og regionen.

Eritreas præsident, Issaias Afeworki – not a gentleman of the Press. Foto: AFP/Scanpix

Hjemmesider lukkes

Dog er der én positiv ting at sige om Afrikas pressefrihed. Godt nok er pressefriheden gået tilbage i Afrika. Men faktisk er den gået endnu mere tilbage i Asien, Latinamerika og ex-sovjetiske republikker. Rusland har indskrænket pressefriheden markant. Kina, Vietnam og Iran har fået øje på internettet og har i stor stil fængslet ’cyber-dissidenter’. Tusindvis af blogs og hjemmesider er blevet lukket af Iran og Kina. Og i Latinamerika er der sket en lang række drab, hvor journalister har dækket narkokriminalitet.

Som direktør Jennifer Winsor siger:

– Pressefriheden oplevede global tilbagegang i 2006. Og angreb mod pressen vil uvægerligt blive fulgt af angreb på andre demokratiske institutioner. Det faktum, at pressefriheden er på tilbagetog, er dybt foruroligende tegn på, at demokrati vil komme under pres i kritiske dele af verden.

Lige nu vurderer organisationen, at kun 18 pct. af verdens borgere lever i et samfund med en fri presse. 39 pct. har en delvist fri presse. Og 43 pct. har ikke-fri presse.

De ti allerværste er på Reporters Without Borders’ index er – måske ikke overraskende

– Somalia, Uzbekistan, Laos, Vietnam, Kina, Myanmar, Cuba, Iran, Turkmenistan, Nordkorea og Eritrea.

Også en række af de lande, Danmark yder stor bistand til, nemlig programsamarbejdslande som Vietnam og Bangladesh, ligger ifølge Reporters Without Borders helt i bund.

Pressefrihed
Udsnit af Reporters Without Borders’ World Wide Index 2007 – her danske programarbejdslande. Landene bliver rangordnet på baggrund af en lang række faktorer som lovgivning, censur og behandling af journalister. Bedst har pressen det i Ghana, mens pressefriheden i ’donordarlin-gen’ Vietnam er helt i bund. Læs mere på http://www.rsf.org

MERE OM PRESSEFRIHED Kun 18 pct. af verdens borgere lever i et samfund med en fri presse. Se mere på http://www.ifj.org eller http://www.insi.org eller http://www.rsf.org eller http://www.freedomhouse.org