ASIATISK PLADS 2

HOLGER HOLDER

Professor Holger Bernt Hansen har været medlem af Danidas Styrelse i 21 år; de sidste tolv år som formand. Nu har han sat punktum - eller i al fald et komma. Holger Bernt, der har godkendt flere bistands-programmer end nogen anden, stopper som formand. Her fortæller han hvorfor bistanden nytter. Og om fejltagelserne i udviklingspolitikken. Og så afslører han, at det var Hal Koch, der i 1964 sendte ham til Afrika. Det blev hans skæbne.

Af Morten Østervang

Efter 241 styrelsesmøder takker Afrika-professor Holger Bernt Hansen af som formand for Danidas styrelse - men fortsætter som formand for Danidas U-landsråd. Foto: Karsten Bidstrup.

Egentlig er det et tilfælde, at Afrika blev Holger Bernt Hansens skæbne.

Som den ældste søn skulle Holger have overtaget fødegården i Haarby på Fyn. Men heldigvis, som den nu 71-årige Afrikaekspert selv siger, indså hans far, at sønnens evner ikke gik i den retning.

I stedet slog den unge Holger sig på teologien og blev i 1964 cand.theol. med speciale i folkelige bevægelser og vækkelser i det 19. århundredes Danmark. Et godt speciale. Men da han var færdig, fik han et godt råd af sin vejleder – ingen ringere end Hal Koch: ”Der er overbefolket forskningsmæssigt i det 19. århundredes Danmark.”
Afrika, det var derimod uberørt land.

Hal Koch skrev med det samme til universitetet i Kampala, Uganda, for at høre om den unge Holger kunne få en af de eftertragtede pladser ved universitetet. Ikke lang tid efter var han på vej til Kampala sammen med hustruen Inge, der er biokemiker.

Det blev til tre år i Kampala, hvor de begge arbejdede på universitetet. De var vidner til Idi Amins første forsøg på magtovertagelse på nærmeste hold. Knyttede livslange venskaber med folk, der i dag er ministre og forskere. Og Holger fik en smag for Afrika, der aldrig har forladt ham. Hal Koch havde lagt frøene til en spirende Afrika-forsker. Og til en dynamo i den danske bistandsverden, der har opbygget landets eneste Center for Afrika-studier, siddet med i et utal af råd og været med til at forme dansk udviklingsbistand.

De seneste 21 år har Holger Bernt været medlem af Danidas Styrelse – de sidste ti som formand.

I december satte Holger et punktum for formandskabet for Styrelsen. Men fortsætter som formand for det knap så magtfulde U-landsrådet.

Udvikling har derfor mødt Holger Bernt Hansen til en snak om Afrika, styrelse og politik. Holger har deltaget i 241 styrelsesmøder og kun meldt afbud én gang, hvor han skulle opereres. Han har tiltrådt programmer, som det hedder i styrelsessprog, for hundreder af milliarder af danske bistandskroner. Så hvad er mere nærliggende end at spørge:

Hvad synes en bistands-veteran om en melding som den professor ved Århus Universitet, Martin Paldam, kom med for nogle uger siden: Bistanden har ikke nyttet?

– Det er kort og godt forkert. Men når vi så skal svare på, hvordan den har nyttet, bliver det sværere at give et entydigt svar. Det hænger sammen med to ting, dels hvilke kriterier du anlægger, og dels hvordan du præsenterer resultaterne. Vi har gennem årene fokuseret for lidt på resultaterne og specielt på at formidle dem videre. Vi har heller ikke været helt klare med hensyn til succeskriterierne. Lige nu er vi gradvis på vej ud af Vietnam og Bhutan, og det er da et klart succeskriterium at gøre os selv overflødige. Her er det så relevant at spørge, hvorfor vi ikke er på vej ud af nogle af de afrikanske lande, hvor vi har været siden starten i 1960’erne? Hvorfor er Afrika så forskelligt fra Asien, hvor et land som Vietnam er gået meget frem?

"Vi har generelt givet for lidt plads til, at afrikanerne kan gøre det på deres egen måde."

I sit svar prøver Holger Bernt Hansen at trække på sin anden hat som Afrikaforsker.

– Både interne og eksterne faktorer gør forskellen. Afrikanerne og ideologer peger jo tit på eksterne faktorer som udbytning fra Vesten, dårlige råvarepriser og så videre. På den anden fløj lyder det, at det er de interne forhold: Altså at det er den kulturelle baggrund, og at Afrika har produceret elendige ledere. Du har elementer af begge dele. Afrika har jo også tit været sin egen værste fjende. Men vi har generelt givet for lidt plads til, at afrikanerne kan gøre det på deres egen måde. Vietnam har haft muskler til selv at sætte vilkårene, og det har vi et langt stykke accepteret, uanset at det i virkeligheden er et kommunistisk et-partisystem. I Afrika har vi stillet mange flere krav om demokrati som forudsætning. Og måske har vi i Afrika snarere fremmet eliten, der har fulgt vore forskrifter.

Vil det sige, at vi har gjort noget forkert undervejs?

– Ja, selvfølgelig, det kan ikke undgås. Måske har vi introduceret partnerskabstanken for sent. Og måske har vi ikke praktiseret den, som vi skulle. Hvad vi kan kalde en for stærk ”revisorstyring” har nogle gange virket modsat. Vi har været for formynderiske og ikke givet plads af angst for at vore penge bliver anvendt forkert eller går til korruption. Her er et klart dilemma, men vi har nok ikke været villige til at tage risici, som DAC har påpeget i sin bedømmelse af dansk bistand.

"Vores bistand har været med til at give løfte folk ud af fattigdommen, at give dem bedre og lettere adgang til vand, til sundhedsydelser, til uddannelse og mindst til muligheden for at skabe bedre livelihood. Men disse ting scorer ikke på Paldams matrix."

Er det ikke bortforklaringer? Hvor vil du sige, at bistanden har nyttet?

– Her kommer vi tilbage til, hvilke kriterier du anlægger. Men udgangspunktet må være, at hovedprincippet i dansk bistand er fattigdomsorienteringen. Vores bistand har hjulpet med til at løfte mennesker ud af fattigdommen, at give dem bedre og lettere adgang til vand, til sundhedsydelser, til uddannelse og mindst til muligheden for at skabe bedre livelihood. Disse ting scorer ikke på Paldams matrix, men de har i bred forstand haft stor betydning for human resources. Og tager man ikke dem med, så måler man ikke udviklingen. Vi er ikke nået langt nok, og derfor styrkes indsatsen gennem den stærke fokusering på Årtusindmålene. Den helt store udfordring fremover ligger i gøre disse indsatser bæredygtige i 2015, og det vil kræve en langt større økonomisk vækst, end vi kender i dag.

Holger markerer grænserne

Svaret er ikke entydigt, understreger Holger Bernt Hansen. Og netop evnen til at udrede kompleksiteten er nok ét af hans adelsmærker. Som Afrika-forsker, bistandskender og Kenyaekspert optræder han lige nu ofte på tv, hvor han pædagogisk forklarer de komplekse forhold bag Kenyas krise.

’Medierne finder altid på fine titler’, som han selv siger med den ydmyghed, der ligger til manden med den umiskendeligt fynske accent. På tv optræder han ikke som den skråsikre kommentator eller den ideologiske bistandsmager, men som den saglige professor, der trækker linjerne op, udreder og forklarer. Han har en hukommelse som en elefant. Et overblik, ingen kan matche. Og et personligt netværk, der rækker årtier tilbage og helt op til toppen i afrikansk politik. At premiereministeren i Uganda er Holger Bernts gamle kollega fra studietiden i Kampala understreger ligesom den sag. Når han er i Uganda, sker det ikke uden en pressekonference, hvor premierministeren offentliggør, at Holger Bernt Hansen er i landet. Han kender Østafrika mere indgående end nogen anden dansker.

Og han kender afkrogene af dansk udviklingspolitik. Men når han har været formand, skyldes det måske også hans baggrund som forsker. Med en samling af tunge folk fra NGO’er, erhvervsliv og forskningsverdenen har Holger været balancen, når styrelsen skulle rådgive ministeren om alt fra strategier til programmer.

Styrelsen kan på et enkelt møde vende tommelfingeren op eller ned til projekter og programmer for hundrede vis af millioner kroner. Derfor er det også en eftertragtet post at sidde i styrelsen. En post, som NGO-chefer har kigget sultent efter – også fordi det giver nyttig og indgående viden om, hvad der rører sig. Men folketingspolitikere fra Udenrigsudvalget i Folketinget har gennem tiden betragtet styrelsen som en rival til magten over bistanden, forklarer Holger.

Magtforvirring

Når mange har haft et billede af en meget magtfuld styrelse, er det fordi, den gennem tiderne har været mere politiseret end den er i dag, mener Holger Bernt. Det har han bevidst villet undgå.

Det er ministeren, udenrigsudvalget og Folketinget, der sætter rammerne. Landevalg. Kriterier. Størrelse for bistanden. Strategier. Det hører alt sammen til under politikernes domæne. Men det er styrelsen, der bidrager til at fylde kød på. Og inden for de rammer kan styrelsen så være kritisk. Men det er nemmere sagt end gjort. Det vender vi tilbage til.

– Jeg synes, der er kommet en meget klarere linje i dag. Så kan det godt være, at nogle siger ’i gamle dage betød styrelsen noget, og i dag er vi lammehaler og teknokrater’. Men det er altså vores rolle. Det mener jeg har været forudsætningen for at blive taget alvorligt og have indflydelse. Det betyder ikke, at vi ikke er kritiske. Men det er på det bistandsfaglige, siger den afgående formand.

Alligevel har han oplevet, at nogle udvalgsformænd i Udenrigsudvalget har følt, at når det kom til stykket, så tæller styrelsen mere.

– Der har jeg taget kontakt til dem nogle gange og klart betonet, hvad vores rolle og hvad deres rolle er. Vi blander os ikke i det politiske. Til gengæld har vi jo så også omvendt været bevidste om, at de ikke skal blande sig i, hvordan et landbrugssektorprogram er skruet sammen. De har godkendt, at der er et landbrugssektorprogram i det pågældende land. Hvad man laver inden for de enkelte programmer, er en bistandsaktivitet, som ligger uden for det politiske. Og det er styrelsens rolle at rådgive om, forklarer Holger.

– Nogle efterspurgte en større kontakt mellem styrelsen og udvalget. Men der har jeg betonet, at der skal være en arbejdsdeling. Nogle vil måske sige, at jeg har været for forsigtig.

"En sagde engang til mig: ’Når jeg kommer ud på Torvegade, så kan jeg råbe op. Så repræsenterer jeg min egen organisation, NGO eller noget tredje’. Men når man sidder i styrelsen, er det en anden rolle, man spiller."

Kritikere vil have kritik

Holger er godt klar over, at nogle i NGO-mil-jøet gerne så mere kritik af de seneste års kontroversielle tiltag: Besparelser på u-landsrammen og oplysningsbevillingen. Civilmilitært samarbejde i Afghanistan og Irak. Nærområdeindsatser, der i starten blev beskyldt for at være indenrigspolitisk gimmick for at undgå flygtninge i Danmark. Men det har han som styrelsesformand netop villet undgå. Holger Bernt Hansen erkender dog, at det kan være svært at sætte grænsen for medlemmerne, når snakken falder på De Palæstinensiske Selvstyre-områder, Irak og Afghanistan. For var det lige sådan bistandspengene skulle bruges? Særligt omkring regeringsskiftet i 2001 kom der igen sager, hvor grænserne skulle vogtes.

– Ikke mindst i sager som Irak, Palæstina og Afghanistan var det sværere for nogle af styrelsesmedlemmerne at gå ind i arbejdet. For de var imod, at vi overhovedet engagerede os. Men hvis man er uenig i den politik, der føres, så kan man enten træde ud, eller også kan man, som én engang sagde: ’når jeg kommer ud på Torvegade, så kan jeg råbe op. Så repræsenterer jeg min egen organisation, NGO eller noget tredje’. Men når man sidder som styrelse, så er det en anden rolle man har. Det er det bistandsfaglige og bistandstekniske, der er i fokus. Irak var svær. Og Nærområdeindsatsen, da den startede, var også svær.

Medlemmer i styrelsen var grundlæggende uenige?

– Ja, de syntes for eksempel, at flygtningepolitikken kom for tæt på bistandspolitikken, og at bistandsmidlerne ikke skulle bruges der. En del medlemmer i styrelsen var meget på vagt, ind til man så, hvad det egentlig gik ud på. De her sager blev særligt aktuelle ved regeringsskiftet i 2001-2002. Faktisk er det jo sådan, at kontinuiteten i udviklingspolitikken er fortsat under denne regering. Men nok blev der de første år skåret ned, samarbejdet blev ophævet med nogle programlande, og regeringen ville lægge mange ting om. Og her havde du også flygtningeproblematikken, der kom stærkt ind i billedet. Det er klart, at der måtte medlemmerne spørge sig selv, om de kunne rådgive under de nye vilkår eller også måtte de træde ud, siger Holger Bernt Hansen og tilføjer: – Et eksempel var, da regeringen skar ned i oplysningsarbejdet. Her fik vi udtalelser fra styrelsesmedlemmer, der så blev ført til referat, for at markere deres synspunkter. Nogle ting, som vi har oppe, ligger da også i grænseområdet mellem det politiske og det bistands-faglige. Skal bistandspenge anvendes til det? Er det meningen? Men det er altså overordnet det politiske organ, der lægger linjen. Og så kan man kritisere det i det konkrete og tage afstand fra nogle af beslutningerne.

På det konkrete fremhæver Holger Bernt Hansen, at styrelsen i en lang række sager er kritiske og dermed er med til at højne kvaliteten af programmerne.

– Nogle gange er programmer sendt tilbage til huset, som så enten er blevet droppet helt eller lavet om, fordi der mangler oplysninger eller afklaringer.

Kan du beskrive nogle af de store ting, der er sket, mens du har siddet i styrelsen?

– Den største ændring har været, at den private sektor og erhvervsudvikling har fået meget større fokus. Førhen havde NGO’erne den største rolle. Og der var den opfattelse, at man fik snavsede fingre, hvis erhvervslivet spillede en rolle i udviklingen. Den anden er demokratiseringsprocessen. Der er blevet meget mere plads til civilsamfundet. Der er en erkendelse af, at demokratisering er mere end lakmustesten med valg og flerpartier, som parolen lød. Vi har fået hele governancebe-grebet. Og så har vi selvfølgelig fået hele donorharmoniseringen og de fælles landestrategier, siger Holger Bernt.

Han tilføjer desuden den skelsættende decentralisering af bistanden. Danida findes nu ude på ambassaderne, knap så meget på Asiatisk Plads.

– På Styrelsesmøderne har det også konkretiseret samarbejdet, når vi nu har direkte videoforbindelse med medarbejderne på missionerne rundt i verden, forklarer Holger Bernt og tilføjer:

– I selve arbejdet med ministeriet er der kommet en større åbenhed i forbindelse med drøftelserne. Der er en lang række ting, som man drøfter i styrelsen, som vi fornemmer, bliver taget videre til det politiske system. Jeg tror eksempelvis, at styrelsen har haft stor indflydelse på, at befolkningsproblematikken er kommet til at fylde meget mere i dansk bistand, siger Holger Bernt.

Landsbyen

Flere gange under interviewet har mobiltelefon kimet. DR-journalisten Kim Bildsøe Lassen skal have arrangeret et interview til radioens Horisont i morgen. Få minutter efter ringer en anden DR-journalist. ”Er det ikke ki-

kuyuerne, det er gået hårdest ud over i Kenya?” lyder det i røret. Selvom Holger Bernt er stoppet i Styrelsen er hans arbejde ikke stoppet. Han er fortsat formand for Rådet for Udviklingsbistand. Og måske bliver det også til en bog på et tidspunkt. Lige nu ligger der skrifter klar om statsopbygningen i det postkoloniale Østafrika. Emner, som han tit har haft lejlighed til at diskutere med sine afrikanske kolleger fra de unge dage. En del af dem er nu ministre.

Selvom det blev Afrika og ikke slægtsgården på Fyn, der blev Holger Bernt Hansens livsprojekt, så har barndomsårene i et lille landsbysamfund skærpet hans evne til at forstå landene syd for Sahara.

– Jeg tror faktisk, at det at jeg kommer fra et lille landsbyfællesskab med alt hvad det indebærer af styrker og begrænsninger har givet mig en god forudsætning for at forstå nogle af de processer, der foregår i Afrika. De store samfundsmæssige forandringer, der forandrer fællesskaberne kender jeg kun alt for godt.

BLÅ BOG HOLGER BERNT HANSEN Professor, dr.phil. Har opbygget og været leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet. Gift og har to børn med hustruen Inge – parret bor i Birkerød. Medlem af Danidas styrelse fra 1987. Formand fra 1999. Fortsat formand for Danidas U-landsråd. Har udgivet og bidraget til en lang række bøger, heriblandt fem om Uganda.