NEPAL

NEPAL VENTER PÅ VALGET – OG KONGEN MISTER SIN TRONE

To gange tidligere er valget til en ny grundlovsgivende forsamling udskudt og mere end et år efter fredsaftalen, venter nepaleserne stadig på demokrati, sikkerhed og forsoning. Spørgsmålet er, om et farvel til monarkiet og valg den 10. april kan bringe den fornødne ilt til fredsprocessen.

Af Line Wolf Nielsen

– Hvis nu folk rent faktisk fik lov til at stemme om monarkiets fremtid, så er det meget muligt, de gerne ville bevare institutionen. Men folk ved, maoisterne aldrig vil tolerere en rolle til den nuværende konge eller hans søn. Og længslen efter fred og sikkerhed er så stærk, at holdningen nu er, at monarkiet ikke er kampen værd.

Ordene er Kunda Dixits, Nepali Times’ avisredaktør, og falder som en kommentar til dagens usædvanlige demonstration i Kathmandu, Nepals hovedstad. Tidligere på eftermiddagen har det kongetro parti Rastriya Prajatantra Party-Nepal (RPP) protesteret mod regeringens og maoisternes fælles beslutning om at afskaffe monarkiet. Flere hundrede mennesker var på gaden og råbte slogans mod den ’autokratiske alliance af Nepals største partier’.

Tilbage i april 2006 var det lige omvendt: Tusindvis af mennesker råbte slogans mod det ’autokratiske kongestyre’ og krævede, at Kong Gyanendra skulle overgive magten til de politiske partier.

Aftalen, der er indgået mellem regeringen og maoisterne, betyder, at Nepal kan erklæres for en republik, når valget til en ny grundlovsgivende forsamling er overstået.

Den historiske beslutning afsluttede et år præget af fortsat vold, nye militante grupperinger og endeløse politiske mundhuggerier – en stærk kontrast til 2006, som var året, hvor et ti år langt væbnet maoistisk oprør blev afsluttet, og hvor Kong Gyanendra blev tvunget til at træde tilbage og opgive sit enevældige styre.

Maoisternes demokratiske sindelag

Den nye aftale om at afskaffe monarkiet gav maoisterne en anledning til at genindtræde i det regeringssamarbejde, de ellers trådte ud af i september 2007 – et træk, der i høj grad var medvirkende årsag til, at valget for anden gang måtte udskydes. Nu siger maoisterne, at de er klar til at møde vælgerne den 10. april, men der hersker usikkerhed om, hvor stor en opbakning de vil få. Godt nok har maoisternes nye ungdomsorganisation, Young Communist League (YCL) haft travlt med nyttigt arbejde som at udbygge veje, afgøre nabostridigheder og samle skrald i byerne. Men YCL, der menes at bestå af tidligere fodsoldater, som ellers burde opholde sig i FN-overvågede lejre, begår også overgreb og selvtægt. De nepalesiske medier har jævntlig historier om mennesker, der er blevet truet, kidnappet, banket eller torteret af YCL-med-lemmer. Maoisterne har også tilstået at have myrdet en journalist. Den politiske ledelse har i visse tilfælde – ikke alle – undskyldt overgrebene.

I det hele taget har Nepal det seneste år været vidne til, at folk, der er utilfredse med noget, opstiller en vejblokade og brænder dæk.

– De føler, det er den eneste måde at blive hørt på, siger Roderick Chalmers, der er ophavsmanden bag den anerkendte organisation International Crisis Groups rapporter om Nepal.

"Hvis nu folk rent faktisk fik lov til at stemme om monarkiets fremtid, så er det meget muligt, de gerne ville bevare institutionen. Men folk ved, maoisterne aldrig vil tolerere en rolle til den nuværende konge eller hans søn. "

Kunda Dixit

For Rhoderick Chalmers, Kunda Dixit og andre iagttagere af den politiske udvikling i Nepal, er monarkiet derfor langt fra at være øverst punkt på dagsordenen. Vil det lykkedes at afholde valg 10. april i en fredelig atmosfære? Hvordan tager politikerne hånd om minoriteternes og de fattiges krav til indflydelse og lige rettigheder? Disse spørgsmål fylder meget mere end kongefamiliens fremtid.

Danmark har noget at sige

Lige siden den folkelige opstand i april 2006, har behovet for at afholde et valg til en ny grundlovsgivende forsamling, blevet stadigt tydeligere. For Danmarks ambassadør i Nepal, Finn Thilsted, er det vigtigste dog, at det kommende valg kan føre fredsprocessen videre.

– Valget er nødvendigt for at fastholde fredsmomentum, men valget rummer store logistiske og sikkerhedsmæssige udfordringer. Det er afgørende, at valget vil kunne sikre en demokratisk valgt regering og en forfatningsgivende forsamling, som vil kunne føre fredsprocessen videre – at det bliver nepalesernes valg, siger Finn Thilsted, der har været ambassadør i Nepal siden sensommeren 2006.

Som en lille nation uden storpolitiske interesser i Nepal, har Danmark ifølge Finn Thilsted vundet klangbund hos partierne og maoisterne.

– De er interesseret i at høre vores erfaringer om, hvordan man sikrer lige rettigheder for alle grupper i samfundet, hvordan man kan implementere fredsaftalen og sikre, at konfliktens overgreb ikke forbliver ustraffet, fortæller Finn Thilsted.

Sammen med sine kollegaer fra Norge og Finland har Finn Thilsted planlagt en række uformelle rundbordssamtaler mellem de politiske ledere fra maoisterne, Nepals Kongresparti og partiet Unified Marxists-Leninists (UML). Første møde fandt sted anden weekend i januar.

Danmark har støttet Nepals fredsproces med en særlig bevilling på 50 mio. kr. Det har i høj

grad været op til den danske ambassade i Kathmandu at finde måder at bruge dem på, for ’fredspengene’ blev givet uden stramme bindinger. Ifølge ambassaden har denne fleksibilitet været helt nødvendig, fordi situationen i Nepal har ændret sig nærmest fra uge til uge.

Pengene er blandt andet brugt til at støtte Valgkommissionen, der i 2007 har fået 240 mio. nepalesiske rupees (cirka 20 mio. kr.) til blandt andet at uddanne og træne valgtilforordnede. Fordi valget endnu ikke er blevet afholdt, er der stadig 160 mio. rupees tilbage til de samme formål til det kommende valg i april.

Fred er andet og mere end valg

Som nævnt har der været meget fokus på at få afviklet et valg – eller i det mindste at få sat en dato for det. Derfor har det været nemt for de politiske kræfter i Kathmandu at overse, at et valg til en ny grundlovsgivende forsamling kun er én af i alt tre komponenter af Nepals fredsaftale.

De to øvrige punkter handler om en reform af Nepals sikkerhedsstyrker og oprettelsen af en sandheds- og forsoningskommission.

Fremtiden for de cirka 20.000 maoister, der sidder i FN-overvågede lejre landet over, er afhængig af en reform af sikkerhedsstyrkerne. Den nepalesiske hær har åbent erklæret deres uvilje mod at integrere maoistiske soldater ind i rækkerne, mens maoisterne regner med, at de to hære skal sammenlægges.

– Hæren er meget lidt indstillet på reformer og har aldrig tidligere været underlagt demokratisk kontrol eller revision. En reform vil betyde et de facto tab af hærens og generalernes autonomi – og formodentlig også en betydelig nedjustering i størrelse, siger Rhoderick Chalmers fra International Crisis Group. Ifølge ham er den nepalesiske hær lullet ind i en tro på, at de er beskyttet af især USA og Indien, der ikke ønsker, at maoistisk skolede soldater skal være en del af en stående hær i Nepal.

Traditionelt har hæren stået uden demokratisk kontrol og hørt under Nepals konge. At få nepalesiske politikere til at forholde sig til og tale om hærens fremtid er derfor nyt. Snart får Nepal dog sit første reelle forsvarsministerium, hvor civile har indflydelse på, hvad der skal ske med hæren. Det sker med donorstøtte fra især Storbritannien.

For nuværende er der ikke noget tilsagn om dansk finansiel støtte til Nepals sikkerhedsreform, men det har dog ambassadens bevågenhed:.

– Valget er vigtigt i et demokratisk øjemed; det er med til at legitimere fredsprocessen og den politiske ledelse. Men set med en fredsprocesoptik går valget hånd i hånd med en reform af Nepals sikkerhedssektor. At Nepal kan bevæge sig mod demokrati og fred uden en reform og integration af de to hære er urealistisk, siger ambassadør Finn Thilsted.

Sandheden om overgreb

Den tredje vigtige del af fredsaftalen handler om oprettelsen af en sandheds- og forsoningskommission, der skal adressere de overgreb, der har fundet sted gennem den ti år lange væbnede konflikt, hvor mere end 14.000 mennesker mistede livet. Mere end 1.000 mennesker er forsvundet og tusinder er fordrevet fra deres hjem. Alle de store partier har på et eller andet tidspunkt i løbet af konflikten taget parti for enten maoisterne eller hæren – og har ’blod på hænderne’.

Ifølge avisredaktør Kunda Dixit er de, forudsigeligt nok, ikke så interesserede i at bruge mange ressourcer på at finde frem til sandheden om de overgreb, der fandt sted under konflikten. Parterne ønsker udelukkende at fokusere på forsoning.

Et nyt Nepal

Nepal består af mange forskellige minoriteter og mange af dem stiller nu krav om indflydelse og et ’naya Nepal’ – et nyt Nepal. Statsapparatet skal omstruktureres; være mere gennemsigtigt og repræsentativt – nogle grupper ønsker en føderal struktur – og det skal være slut med højkastedominans fra Kathmandu.

Da den nye aftale mellem maoisterne og de øvrige politiske partier nu indebærer, at 60 pct. af pladserne i den kommende grundlovsgivende forsamling skal vælges efter principper om forholdstalsvalg, har mange af disse grupper et håb om endelig at blive hørt.

Line Wolf Nielsen er freelancejournalist og har arbejdet i Nepal for MS siden 2004.

DET GØR DANMARK Nepal har været dansk programsamarbejdsland siden 1989 og modtog i 2007 i alt 210 mio. kroner. Danidas udviklingsbistand er koncentreret omkring undervisningssektoren, et menneskerettigheds- og god regeringsførelsesprogram samt et miljø- og energi program til Nepals landområder. Som i året før, er der også i 2008 afsat en særlig bevilling på 50 mio. kroner til at støtte Nepals fredsproces.

KAMPEN ER IKKE SLUT FOR NEPALS MAOISTER

De internerede maoister hygger sig med fodbold, men den politiske motivation usvækket.

Tekst og foto: Line Wolf Nielsen

Som en del af fredsaftalen har Nepals maoister skulle aflevere alle våben og bo i lejre, overvåget af FN. At få integreret de maoistiske oprørere med hæren er afgørende for freden.

Der er fodbold på sportspladsen og avislæsning i solen. Musik fra en Bollywoodfilm blander sig med barnestemmer og rytmiske dunk fra de hegnspæle, der er ved at blive hamret ned. Var det ikke for sandsækkene og pigtrådshegnet kunne det være en eftermiddag i en helt almindelig nepalesisk landsby. Men dette er en lejr for tidligere soldater i Nepals maoistiske oprørshær – eller People’s Liberation Army (PLA), som den også hedder. At fodboldholdet består af kvinder, og at det også er kvinder, der er i gang med at grave huller til hegnspæle, understreger forskellen mellem denne bebyggelse og de traditionelle landsbyer, der ligger for foden af Main Cantonment Site 4, som lejren hedder.

Her, på toppen af et højdedrag i Nawalparasi, 130 kilomter sydvest for hovedstaden Kathmandu, har cirka 1.000 soldater indvilliget i at lade sig overvåge af FN. Af dem er lige under en femtedel kvinder. Lejren tæller også cirka 100 børn. At de maoistiske oprørere skulle nedlægge våbnene og tage ophold i lejre overvåget af FN’s mission i Nepal (UN-MIN), er en del af den fredsaftale, der blev indgået mellem Nepals politiske partier og maoisterne tilbage i november 2006. I alt findes der 28 lejre spredt rundt i landet og en nyligt afsluttet registreringsproces har opgjort antallet af legitime PLA soldater til lige under 20.000.

I Nawalparasi starter dagen klokken fem om morgenen; der er obligatorisk løbetur og fysisk træning før morgenmaden. Bagefter kan de yngre fodfolk få lidt skolegang mens andre har opgaver rundt om i lejren; enten står de vagt eller udbygger eller reparerer faciliteterne. Klokken 17 er der samling; fælles beskeder og opsummering af dagens aktiviteter. At spille skak og holde quizkonkurrencer er blevet meget populært.

Divisionslederen i lejren, kammerat Pratickha, klager ikke over dagenes ensformighed.

– Jeg er motiveret af min politiske ideologi. Det var jeg, både da vi var i kamp og også nu, hvor vi er blevet bedt om at bo i disse lejre. Jeg gør, hvad mine overordnede ønsker. Jeg føler ikke, at det er synd for mig, at jeg skal bo her. Jeg er tilfreds med mine egne ledere og med mine soldater, siger den 33-årige maoist.

"Regeringen behandler os som andenrangsborgere, men vi burde få det samme i løn som soldaterne i hæren."

Pratickha, maoistisk oprører.

Pratickha vil dog hellere end gerne kritisere den nepalesiske regering, der er meget nølende med at udbetale den daglige diæt på 60 rupees (cirka fem kroner) pr. soldat.

– Regeringen behandler os som andenrangs-borgere, men vi burde få det samme som soldaterne i hæren, mener han.

At det kan være svært at få pengene til at række, bekræftes af 23-årige Anukunar, der har været soldat i seks år. Han og fem øvrige soldater sidder i deres civile tøj og læser avis i solens sidste stråler.

– Tidligere kunne jeg altid få mad og fik hjælp fra folk. Jeg var uafhængig. Sammenlignet med nu havde jeg det bedre før, men jeg var mentalt forberedt på at bo i lejren, og selv om jeg nu er en ubevæbnet soldat, så er jeg stadig en soldat der følger ordre og har min politiske motivation, siger Anukunar.

Krav om ny fælles hær

Soldaterne kan komme og gå som de vil. UN-MIN har fire internationale våbenobservatører på stedet, primært til at sikre de to aflåste containere fyldt med inddragede våben og sprængstoffer. Observatørerne skal også opbygge relationer til den lokale administration, det lokale politi og den nærliggende militærlejr, hvor soldater fra Nepals hær opholder sig, så der er ikke nogen streng kontrol med maoisternes færden.

Maoisternes fodfolk har dog ikke længere samme politiske carte blanche til at opkræve “frivillige bidrag” i form af penge og mad. At fortsætte den politiske propaganda uden for lejrene – som før konflikten var afsluttet – kan derfor ikke komme på tale. Der skal være valg og maoisternes politiske ledere har brug for vælgernes tillid. Lige som de har brug for penge til at drive kampagner for. Maoisternes fodfolk må derfor klare sig for det, Nepals regering udbetaler. Indtil der er en plan for deres fremtid.

Denne plan har hidtil ladet vente på sig, men midt i januar har Nepals ministre besluttet at aktivere en kommission, der skal kigge på en reform af Nepals sikkerhedssektor.

Anukunar og de øvrige avislæsende PLA-soldater rundt om bordet, er alle enige om at det ikke kan komme på tale blot at lade sig integrere i den nepalesiske hær eller i de væbnede politistyrker. – Vi skal have en helt ny fælles hær, mener de.

De er ikke bekymrede over fremtidsudsigterne, men stoler på, at deres parti fortæller dem, hvad der skal ske.