KENYA

KENYA BLØDER

Uroen i Kenya får stadig mere præg af en etnisk konflikt. Men flere iagttagere sætter lid til, at det er befolkningen i Kenya, der skal få landet tilbage på sporet, mens kyniske politikere på begge sider er ved at sætte landets fremtid på spil.

Af Ian Gatere

Oppositionen i Kenya har systematisk sørget for at organisere den vold, som plager landet, siger menneskeretsgruppen Human Rights Watch. Foto: Charles Kamau

– Det er vigtigt at huske, at udgangspunktet er, at vi havde et valg, der ikke levede op til internationale standarder, indleder ambassadør Bo Jensen.

For at forstå den politiske krise, som ryster Kenya, skal man med andre ord starte med det omdiskuterede resultat af fra præsidentvalget 27. december 2007, fastslår ambassadøren.

Den institution, som havde bemyndigelse til at afholde valget, den kenyanske valgkommission (ECK), ignorerede groft åbenlyse mangler i beregningsmetoden og erklærede, at den siddende præsident, Mwai Kibaki fra partiet PNU, havde vundet en smal sejr over sin tidligere allierede, nu fjende, Raila Odinga fra partiet ODM.

– Det annoncerede resultat er meget tvivlsomt, og vi har konkrete beviser for valgsvindel i visse områder, som er klart dokumenteret af EU, siger ambassadør Bo Jensen og fortsætter:

 – Det er ikke noget, vi kan skubbe fra os eller lade som om ikke er sket. Det var et svigt i de demokratiske institutioner. Resultatet kender vi fra nyhederne: Scener, som vi hidtil ikke har været vant til at se fra Kenya.

Der udbrød optøjer i Kenyas bycentre og flere multietniske provinser. Indtil nu har 800 mennesker mistet livet. Og mere end 250.000 mennesker er blevet tvunget bort fra deres hjem (tallene kan være steget efter redaktionens afslutning, red.).

Demonstrationerne er hurtigt gået over i kaos. Politiet har skudt på ubevæbnede demonstranter i ODM’s højborge, og forretninger er blevet plyndret. Den ægte protest mod valget er blevet forvandlet til etnisk vold. I første omgang kom de mest udsatte fra samme etniske gruppe som Kibaki, kikuyu’erne.

Men medierne melder nu om væbnede sammenstød flere steder i landet mellem luo’er, der støtter oppositionskandidaten Raila Odinga og kikuyu’er, der støtter Kibaki. Kenyas regering har i ugevis beskyldt oppositionen for at have planlagt etniske drab og i sidste uge fremsatte den ansete internationale menneskerrettighedsorganisation Human Rights Watch samme anklager. og som Storbritaniens Afrikaminister, Mark Malloch Brown, sagde under et besøg i Kenya sidst i januar: - Det, der er alarmerende i forbindelse med de sidste par dage er, at der tydeligvis er skjulte kræfter, der organiserer det nu. Vi ser militser og de går målrettet til værks.

Mette Kjær, som er landedirektør i AMREF Kenya, en af de største NGO i Kenya, som arbejder med interne flygtninge, fortæller: – Der er steder, hvor man tænker, om man kan sende en kikuyu til et luo-område eller en luo til et kikuyuområde uden at bringe personen i fare.

Også ambassadør Bo Jensen beklager den etniske dimension, der er sneget sig ind i billedet:

– En stor del af urolighederne blev uden tvivl sat i gang af utilfredse ODM-medlem-mer. Men det er også klart, at politiet behandlede dem meget hårdhændet, siger han og tilføjer: – Det er uheldigt, at der er kommet en etnisk dimension til. Det er, som om folk har tænkt: Alle slår på alle andre, så nu slår jeg på nogle, jeg ikke kan lide. Det er den eneste måde, jeg kan opfatte det på.

"Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør, de sidder fast i svindel og egoisme."

Kenyansk borger om landets politikere

Dansk bistand

Ifølge dr. Karuti Kanyinga, som er seniorforsker ved institut for udviklingsstudier ved universitetet i Nairobi og i øvrigt uddannet ved Roskilde universitetscenter (RUC), var der allerede rumlen, i hvert fald efter sidste præsidentvalg i 2002.

– NARC (Kibakis koalition i 2002) blev dannet på et reformprogram: ’Økonomisk genopretning (og) inkluderende politisk magt’, forklarer dr. Karuti.

Men da Kibaki var kommet ind, begyndte han at trække i land.

– Kibaki har aldrig været interesseret i politiske reformer. Han er interesseret i økonomiske reformer, fordi folkene omkring ham er kapitalister. De sagde, at ’når først folket har mad på bordet, ordner politikken sig selv’, forklarer dr. Karuti og tilføjer: – De glemte, at de økonomiske landvindinger ville forsvinde, hvis der ikke kom politiske reformer.

Det analyse har vist sig at holde stik. Det anslås, at landet har tabt en mia. dollars i løbet af de første to ugers kaos.

Resultat skal være bredt

Hos internationale donorer i landet, følger man lige nu udviklingen med spænding. Hos den danske ambassade er det først og fremmest afgørende, at det politiske resultat, der nås har bred tilslutning: – Der er ikke noget resultat, vi foretrækker, når blot det er bredt funderet og acceptabelt for alle de større politiske partier, siger ambassadør Bo Jensen. Om ny dansk bistand siger han:

– Vi har ikke drøftet udviklingsprogrammerne for i år.

Den danske bistand til Kenya kører lige nu videre med de poster, der er godkendt tidligere. Det ville bekymre Bo Jensen, hvis Kibaki

– med sine 46 pladser mod Raila Odingas 105 i Kenyas parlament der har 222 pladser –forsøger at gå efter et smalt flertal ved at få medlemmer af oppositionen til at gå med i regeringen.

– Det ville kun forlænge ustabiliteten, fastslår han.

Hvis det skete, kunne det resultere i et parlament uden beslutningsdygtigt flertal. Det har en lang række af Kenyas internationale donorer i en aftale med regeringen (KJAS –Kenya Joint Strategy Programme 2007-2012) tidligere kaldt et ’Low Case Scenario’.

Et scenarie, som Bo Jensen indrømmer, ”vi ikke havde forventet”. Donorerne bag KJAS, som også omfatter Danmark, understregede, at de ved dette scenarie ville overveje deres direkte budgetstøtte og sandsynligvis reducere den. En større andel af hjælpen ville blive kanaliseret ud gennem civilsamfundet og den private sektor til levering af ydelser og til kenyanske institutioner og grupper, som arbejder for en reform af regeringsførelsen.

Vejen frem

Dr. Karuti Kanyinga mener, at det er ønsketænkning fra Kibakis side, hvis han forestiller sig, at han kan regere uden først at nå et politisk kompromis med Raila Odinga.

– Da Kibaki besøgte en lejr i Rift Valley for at fortælle folk, at han vil beskytte dem, blev et hus brændt ned 200 meter bag ham, husker dr. Karuti Kanyinga.

"Bliver der ikke noget kompromis mellem Kibaki og Raila, er vi på den. Hvis det ikke bliver løst inden for den næste måneds tid, går vi en meget svær tid i møde."

Dr. Karuti

– Når Odinga nyser, bliver Kenya forkølet. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har da også netop konstateret, at oppositionen systematisk i kølvandet på valget kort før nytår iscenesatte den vold, som nu har kostet mere end 800 mennesker livet og jaget en kvart million på flugt.

– I mange områder organiserede oppositionsalliancen ODM og lokale ledere i tiden efter valget hyppige møder, som havde til formål at styre og støtte den vold, der blev udøvet af ungdomsbander, lyder vurderingen fra Human Rights Watch.

Den første mægler i krisen, Ghanas præsident John Kufuor, fik Kibaki og Raila og deres partier til at acceptere en ramme for dialog og en forhandlingsløsning på dødvandet i starten af januar. Det kølede tingene noget ned, da ODM aflyste massedemonstrationerne. Men efter to dages drøftelser rejste præsident Kufuor uden en fotoseance mellem de to og uden en underskrevet aftale. Præsidenten gav udtryk for optimisme, men gav depechen videre til tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan.

ODM afsagde sin dom over sammenbruddet af drøftelserne ved at sige, at Kibaki i sidste øjeblik havde nægtet at underskrive en aftale, som hans egne repræsentanter havde været med til at forhandle. Man tilføjede yderligere: ODM ville indkalde til massedemonstrationer. Kibakis side gav sin version: ODM sagde nej til en invitation til at mødes med Kibaki. Så forbød regeringen alle offentlige møder. Som en borger, der deltog i et mediefredsinitiativ, sagde: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør, de sidder fast i svindel og egoisme.

Den 22. januar landede Kofi Annan i Nairobi. På tre dage lykkedes det ham at overbevise Odinga og Kibaki om at mødes ansigt til ansigt. De gik frem sammen offentligt og holdte taler, hvor de begge lovede at finde en løsning. Stemningen var lettet over hele landet. Men i talen omtalte Kibaki også sig selv som den valgte præsident – og det provokerede ODM, der ikke vil anerkende Kibaki som præsident. Partiet har forlangt en skriftlig aftale om mæglingsprocessen dagsorden. Der er noget af en opgave foran Annan, der har lovet at blive i landet indtil en aftale er indgået. Han har på diplomatisk vis ikke undladt at minde alle parter om, at den Afrikanske Union, EU og USA bør granske deres forhold til Kenya afhængigt af hvad udfaldet bliver.

Nyvalg nødvendigt

Dr. Karuti Kanyinga er ikke i tvivl om løsningen:

– Kibaki og Raila skal blive enige om en overgangsregering, der så skal gennemføre et nyt valg, lyder dr. Kanyingas vurdering.

– Problemet er, at folk opfatter det, som om valget blev stjålet. Hvis vi ikke tager det alvorligt, får vi ikke løst det. Han tilføjer: – Bliver der ikke noget kompromis mellem Kibaki og Odinga, er vi på den. Spørgsmålet er, om et sådant kompromis kan indgås? Dr. Kanyinga er pessimistisk.

– Det kommer ikke til at ske, og det skyldes høgene omkring Kibaki. De frygter repressalier fra Raila. Det skyldes Kenyas nuværende forfatning, hvor vinderen får det hele. Hvis Raila blev præsident, ville de få det ekstremt svært. Nogle Kibaki-støtter argumenterer med det, dr. Karuti kalder ’dum logik’: ’Hvis Raila vandt, ville det have været værre’.

Mette Kjær, der har arbejdet mange år i Kenya, har et lidt andet syn på, hvordan det kan komme til at gå.

– Jeg kan ikke forestille mig, at Kenya er ved at falde fra hinanden. Det skyldes den almindelige kenyaner. Hvis man taler med almindelige kenyanere, de mennesker, jeg arbejder sammen med her, møder i sundhedsministeriet, så ønsker de alle et samlet Kenya. Hvordan kan politikerne svigte deres folk?

Kibaki trodser advarsler

I øjeblikket virker det, som om at Kibaki, til trods for advarsler fra EU og USA om, at ’Business As Usual’ ikke kan fortsætte, har til hensigt at danne en mindretalsregering. Og Raila Odinga går videre til trods for kritik af den manglende accept af retssystemet og opfordringerne til massedemonstrationer. Demonstrationer, som hurtigt eksploderer i voldelige konflikter, der ikke lover godt for en erklæret demokrat. Som en avis skrev: ”Begge sider spiller et risikabelt spil om, hvem der først blinker”. Dr. Karuti kanyinga siger:

– Hvis det ikke bliver løst inden for den næste måneds tid, går vi en meget svær tid i møde. Der er altså anledning til bekymring her.

Men som Mette Kjær siger:

– Jeg ved godt, at det billede, der har været tegnet uden for Kenya, og i hvert fald i Danmark, har været meget dramatisk, som om vi ikke har noget mad, at der er vold overalt, og at intet fungerer. Det er en del af billedet. Jeg synes, at de lokale medier har været bedre. De kenyanske medier har forsøgt at give folk håbet tilbage, at sige ’ja, det er slemt, men der er mange kenyanere, som gerne vil gøre det bedre, komme ud af det med hinanden, stadig betragte os som ét land’.

Artikel af Ian Gatere er freelancejournalist og arbejder desuden ved IEC Strategy Ltd. http://www.iecstrategy.co.ke) Det samme gør fotograf Charles Kamau. Begge er bosat i Kenya. Artiklen er skrevet 11. januar 2008.

”SKAL DET HAVE KONSEKVENSER FOR DANSK BISTAND TIL KENYA, HVIS IKKE PRÆSIDENT KIBAKI INDGÅR I EN BRED AFTALE MED OPPOSITIONEN?”  IKKE ’BUSINESS AS USUAL’  Af Ulla Tørnæs, udviklingsminister (V) ”Lige nu (21. januar 2008) ved vi ikke, hvordan mæglingsbestræbelserne ender. Vi befinder os i en afventende position og har endnu ikke truffet beslutninger om evt. ændringer af dansk bistand. Men det er klart, at vi i øjeblikket har sat forhandlinger og overvejelser om nye bistandsindsatser på standby, til vi har et bedre indtryk af situationen. Enkelte konkrete institutioner har vi dog allerede indstillet støtten til – fx valgkommissionen, som vi af åbenlyse grunde ikke har tillid til. Hvis det ender med, at Kibaki ikke indgår en bred aftale –og mæglingsbestræbelserne falder til jorden – så er det klart, at jeg er villig til at se på om det danske bistandssamarbejde med Kenya skal tilpasses den nye situation. Om en sådan tilpasning vil indebære ændringer i indholdet, sammensætningen eller størrelsen af bistanden ved jeg ikke endnu. Men det er klart, at vi ikke vil kunne fortsætte med ”business as usual”. Vi arbejder tæt sammen med de øvrige EU lande om spørgsmålet, og vi bestræber os på at have en koordineret EU tilgang til Kenya.” STØT CIVILSAM-FUNDET MERE! Af Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke ”Konflikter løses bedst, når begge parter har mere at vinde ved at afslutte konflikten end ved at fortsætte den. Det er oplagt, at den magtklike, som står bag Kibaki, løbende vurderer, hvor de har mest at miste. Her spiller den truende økonomiske katastrofe en vigtig rolle, men et solidt internationalt pres er også vigtigt. MS er enig i, at også udviklingsbistanden bør indgå i presset på magtkliken. Man bør dog ikke overreagere, så donorerne placerer sig i en situation, hvor de mister manøvremulighed. Et første skridt bør være gradvist at flytte midler fra budgetstøtte og sektorbudgetstøtte til andre bistandsformer. I den nuværende situation bør støtten til civilsamfundet intensiveres. Civilsamfundsstøtten skal gives på en måde, der begrænser den etniske dimension i konflikten. Udviklingsbistanden kan også bruges som ’gule-rod’, således at parterne får ekstra fordele ved at genetablere de demokratiske spilleregler. Donorerne bør for eksempel tilbyde at betale for et omvalg til præsidentposten.” DONORERNE MÅ REAGERE Af Mette Kjær, lektor, Århus Universitet ”Ja, det skal have konsekvenser. Hvis der ikke kommer en bred aftale, vil det gå ud over Kenyas befolkning, som ikke blot er blevet snydt på grund af valgfusk, men som også må opleve blodig vold og krise. Kenyas borgere har forsøgt at protestere over det urimelige valg; Kenyas valgkommission gav simpelthen op og erklærede, at den ikke vidste, hvem der havde vundet! Så donorerne må presse på. Hvis Kibaki får lov at forfølge sin egen dagsorden, vil det sende et dårligt signal til andre afrikanske ledere, som gerne vil blive ved magten. For eksempel var Ugandas præsident Museveni, der selv regerer på sit 22. år, den første til at lykønske Kibaki efter den 27. december. En reaktion fra donorside kan give anledning til en tiltrængt selvransagelse hos vestlige donorer. Hvornår bør man reagere mod korruption og magtmisbrug? Hvorfor reagerede man ikke allerede i 2003, da korruption på højt niveau blev afsløret? Og hvorfor har man ikke reageret stærkere mod korruption og magtmisbrug i nabolandet Uganda?”