ANMELDELSE

U-LANDSOPLYSNING DE LUXE

Fhv. udviklingsminister og EU-kommissær, professor Poul Nielson anmelder tv-udsendelsen ’For mange kokke’ – en dokumentar om så ufolkelige emner som budgetstøtte og donorharmonisering.

Jesper Heldgaard har ikke bidraget til fordærvelsen eller fordummelsen med tv-programmet om sundhedsbistanden til Tanzania. Tværtimod.

Her fik vi for en gangs skyld en velargumenteret og faglig korrekt præsentation af, hvorfor budgetstøtte – eller i det mindste fælles finansiering fra forskellige donorer ind i partnerlandets sektorpolitik – er en bedre form for udviklingssamarbejde end traditionel projektstøtte.

Udsendelsen er et stort skridt fremad i oplysningsarbejdet om udviklingspolitikken. For selvom Danmark har været blandt pionererne i bestræbelsen på at forbedre kvaliteten og bæredygtigheden af bistanden gennem skiftet fra projekter til sektorprogrammer og budgetstøtte, så har det meste af oplysningsarbejdet været præget af en efter min mening faktisk nedladende starten forfra og en ’play it safe’ holden sig til fortællinger om enkeltprojekter eller endog enkeltpersoners liv og levned i landsbyerne.

De praktiske realiteter

Den selvsamme begrænsning i ambitionsniveauet, som synlighedskravet belaster bistandens udformning med, slår nemlig også igennem, når det drejer sig om oplysningsarbejdet. Vi er bange for, at det bliver for kedeligt, hvis det bliver for sagligt.

Foto: Danida-delegation er til årsforhandlinger i Tanzania

Bedre koordinering mellem donorerne betyder færre møder som dette, hvor en Danida-delegation er til årsforhandlinger i Tanzania. Men formidlingen af bistandens resultater bliver samtidig en stadig større udfordring. Foto: Jesper Heldgaard.

Men ’For mange kokke’ er alt andet end kedelig. Det er nemlig elementært spændende at blive ført ind i situationen, sådan som den opleves af vores samarbejdspartner, både centralt og ude på klinikken i landsbyen. Og endnu mere spændende at få forklaret, hvorfor og hvordan budgetstøtte er bedre end gammeldags projektbistand.

Vi bliver ikke fodret af med en abstrakt forklaring eller en missionerende belæring, men får argumenterne serveret i en direkte sammenhæng med de praktiske realiteter i arbejdet i Tanzanias sundhedssektor. Ret godt. Det nye Køkken i oplysningsarbejdet.

Nye donorer går ikke i takt

’For mange kokke’ fortjener international udbredelse, både fordi den er et stykke fremragende bistandspædagogik, men i høj grad også fordi der er et enormt behov for at få dens budskab ud. USA, Japan og desværre også nye donorer som Kina, Indien og Brasilien har nemlig ikke tilsluttet sig den enighed om gode principper for bistand, der ellers er fremherskende i hele kredsen af OECD-lande. Principper, der også hilses velkommen af udviklingslandene. Budgetstøtten styrker netop disse landes behov for et styrket ejerskab, mere fremadrettet kapacitetsopbygning, og en mere reel og meningsfuld rolle for det politiske arbejde med at prioritere og udforme sektorpolitikker i regeringer og parlamenter.

“ Vi er bange for, at det bliver for kedeligt, hvis det bliver for sagligt.

Fhv. udviklingsminister og EU-kommissær, professor Poul Nielson om synlighedskravet i u-landsoplysningen.

Hvorfor forholder mange afrikanske lande sig så ukritisk til Kina – og for den sags skyld til USA’s konditionalitetsoverlæssede AGOA (African Growth and Opportunity Act)?

Der er to indlysende forklaringer: Dels, at det er meget svært at sige nej eller at stille betingelser i forbindelse med modtagelsen af additionelle (ekstra, red.) midler. Dels er der jo en del lande, hvis politiske og administrative virkelighed af forskellige grunde ikke muliggør, at samarbejdet kan ske med den åbenhed og tillid, som budgetstøtte forudsætter. Olie og mineraler har heller ikke vist sig som nogen genvej til troværdig og åben håndtering af et lands offentlige finanser. Og efter at være kommet igennem gældssanering med HIPC (dybt forgældede fattige lande, red.) kan det være fristende at låne penge igen, nu af Kina.

Men det går fremad i Afrika på forvaltningsfronten. Der sker det samme som på det økonomiske område i disse år med pæne vækstrater et godt stykke over befolkningsvæksten og på demokratiseringsfronten, hvor vi ser flere og flere fredelige og respektable flerpartivalg.

Glasset er halvt fyldt, ikke halvt tomt

Tilbage er alligevel et eller andet problem med at få forklaret skatteborgerne i donorlandene, hvad der egentlig kommer ud af bistanden. Det er et helt naturligt og legitimt krav, at der skal kunne leveres et svar. Der er stadig et kæmpe arbejde med at forbedre statistik i udviklingslandene, men med opstillingen af 2015 Målene i år 2000 og med den store opmærksomhed om opfølgningen frem mod 2015, er vi ved at få gang i bogholderiet.

Kapacitetsopbygning på dette område vil forbedre muligheden for at fortælle om bistandens resultater.

For mange kokke - nye veje i udviklingsbistanden. 2007.
Redaktion: Jesper Heldgaard, Bo Jørgensen, Anders Dencker Christensen
Produceret af Dansk AV Produktion med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling
Længde: 28.30 min.
Versioner: DK/Eng.
Engelsk titel: ’Better Aid Saves Lifes’
Distribution: Dansk AV Produktion og DR TVI (international sales)
Kan ses på dr.dk/formangekokke (i en ikke-fastsat tidsperiode).

BOGNOTER

Af Jan Kjær

THE NEXT CHRISTENDOM – UDFORDRINGER FRA SYD

Kristendommens tyngdepunkt har flyttet sig fra Syd til Nord. Det er udgangspunktet for nummer 13 i skriftserien Ny Mission. Flertallet af de kristne bor nu i Afrika, Latinamerika og Asien, og de fleste missionærer kommer i dag fra Syd (u-landene), hvor religionen udfolder sig mere karismatisk. Kan kirken i Nord hente inspiration fra Syd?
86 sider, 128 kr. UNITAS.

HVAD DER KAN SKE, NÅR MAN DRIKKER CABANGA

En børnebog om Elias og hans ven Manuel i en lille fiskerlandsby i Mozambique. Hvad kommer der ud af til en fest at drikke noget, man bare skulle have sagt nej til?
Masser af flotte farvefotos.
Af forfatter Bodil Bredsdorff og fotograf Gugga Zakariasdottir, 90 sider, 199 kr. Høst og Søn

Danidas Oplysningsbevilling har stillet rejselegat til Mozambique til rådighed.

GLOBALISERINGENS BLINDE VINKLER

Tidsskriftet Den Ny Verden nr. 2 2007 stiller skarpt på det, ’vi formoder spiller ind på vore liv, men som vi ikke kan se.’ Der er beretninger om somaliere, der vender tilbage til hjemlandet efter at være udhængt og synliggjort i Danmark; om unge i Sierra Leones hovedstad Freetown, der trods store bistandsindsatser efter den brutale borgerkrig, ikke er på rette vej; om unge mænd fra Ghana, der kæmper for at blive en del af den globale verden; om thailandske kvinder i europæisk sexindustri; om konspirationsteorier, holocaustbenægtelse m.m.
Den Ny Verden 2/2007, 102 sider, enkeltnumre 85 kr. DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Omslag: Mission Irak

MISSION IRAK

I 1993 tager Poul Dahl til Irak og skifter fra chef i Jægerkorpset til en chefstilling i FN. Saddam Hussein regerer i Irak, og der skal kæmpes med diktatorens håndlangere. Der fortælles om oliesvindel for milliarder og et FN-system, der er ved at gå til i bureaukrati og korruption.
Af Poul Dahl
240 sider, 149 kr. People’s Press





Denne side er kapitel 8 af 11 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 17-12-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8574/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet, Danida © | www.um.dk