DEBAT

DET PRIVATE ERHVERVSLIV SOM LOKOMOTIV I UDVIKLINGSBISTANDEN

Gør som Vietnam. Skab en bedre ramme for erhvervslivet – så skal væksten nok komme. Foto: Jørgen Schytte.

Af Erling Rask

Der er brug for et holdningsskifte i udviklingsbistanden.

Vi bør acceptere den private sektor som det vigtigste lokomotiv for økonomisk vækst og dermed udryddelse af fattigdommen. Og vi må væk fra religiøs fokusering på skiftende, enkeltstående slagkraftige områder, som vi har set de sidste ti år – først privatisering, så gældslettelse, derefter skat på pengeoverførsler, nedbrydning af handelsbarrierer og senest budgetstøtte.

Traditionelt har kun knap 20 pct. af al bistand været rettet mod udvikling af den private sektor. Det skyldes dels historiske og kulturelle faktorer og dels, at udviklingsbistand er et stat-til-stat system. Derfor har statsmagten i udviklingslandene rollen som den dominerende centrale udviklingsaktør, hvilket man efterhånden må konstatere ikke er en optimal løsning.

Det er i den private sektor, at produktionen foregår. Her skabes arbejdspladser og dermed grundlaget for et lands bæredygtige velfærd.

Radikalt skift

Tilgangen bør derfor ændres radikalt. Andre sektorers udvikling bør geares til at understøtte udviklingen af den private sektor som lokomotiv i den økonomiske udvikling. Den private sektor kan ikke stå alene, men den skal i fokus, og støttefunktionerne skal være – ja, støttefunktioner.

Selvom Danmark giver mere u-landsbi-stand end Spanien, så har spanske investeringer i Latinamerika hjulpet langt flere mennesker ud af fattigdom end Danidas programmer kommer i nærheden af. Man kan spørge, om den danske udviklingsbistand snarere har spredt fattigdom end udryddet den.

En rapport fra Verdensbanken fra marts 2006 viser en klar positiv sammenhæng mellem økonomisk vækst og et velreguleret privatsektor-marked. Endvidere viste rapporten et næsten 300 pct. større forhold mellem investeringer og modtaget bistand i u-lande med fornuftigt erhvervsklima.

Heller ikke de private investeringer kan dog stå alene. Det er koblingen af erhvervsinstrumenter og sociale støttesystemer, der skaber reel velstand. Grundlaget for en vækst i privatsektoren skal være til stede, før det hele giver mening. I de fleste udviklingslande er det operationelle miljø for at drive en virksomhed ikke optimalt – så langt fra.

Ved at ændre på de økonomiske rammebetingelser har det vist sig, eksempelvis i Kina og Vietnam i Asien, at der kan skabes overordentlig stor dynamik og dermed økonomisk vækst i samfundet.

Styrk investeringslysten

På det nationale niveau skal den offentlige sektors rolle redefineres til policy- og reguleringsopgaver og kun i mindre omgang at være udførende. De offentlige institutioner skal styrkes, så de bliver effektive indkøbere og gode lovgivere. Derved bidrager de til at skabe gode rammebetingelser for den private sektor.

Et godt erhvervsklima fordrer et solidt juridisk grundlag, hvad angår ejerskab af jord og produktionsmidler, betingelser for at starte virksomheder, adgang til kreditter og et juridisk forum, hvor man kan løse potentielle konflikter. Det mangler mange u-lande.

Ved at skabe et sammenhængende og sundt erhvervsklima styrker man også investeringslysten både hos udenlandske og – især – nationale investorer. Og her er der kraftigt behov for støttefunktionerne i form af offentlige investeringer – ikke mindst i de svage yderdistrikter i udviklingslandene. Her opleves store omkostninger i form af dårlige veje til transport af de producerede varer, dårlig adgang til rent vand, el og telekommunikation, og en dårligt uddannet arbejdsstyrke. Hovedløse privatiseringer hjælper ikke her, da der ikke findes private aktører, der kan erstatte de offentlige serviceorganer. Offentlige investeringer kan frigøre både pengemæssige og tidsmæssige ressourcer ved at skaffe rent vand og nødvendig transport. Uddannelse er et andet vigtigt redskab, men igen må det ikke stå alene, men anskues som en støttefunktion.

Uden et nogenlunde sundt, lokalt erhvervsklima vil virksomheder sjældent placere dyre maskiner og bruge tidsmæssige ressourcer i u-lande.

Skab sammenhængskraft

Mange lokale virksomheder mangler sund virksomhedsledelse og magter ikke at levere en konstant god ydelse. De lever i stedet på politisk good-will og er ofte baseret på én ejers kapital, viden, ressourcestyrke og især politiske relationer. Derfor er levetiden også typisk kort. Det giver dårlige rollemodeller og dæmper investeringslysten.

Små firmaer er ofte innovative, og større firmaer er mere produktive. Det gælder derfor om at skabe links fra mindre underleverandører til større produktionsvirksomheder, så der skabes erhvervsmæssig sammenhængskraft.

Der er mange forskellige instrumenter, der kan anvendes i en privatsektorstøtte, fx firmarådgivere, adgang til mikrokreditter og de såkaldte ’incubators’ (’rugekasser’, red.), hvor små virksomheder deler bygninger, administration. Det gør det lettere at levere ekstern bistand i form af teknisk uddannelse og træning.

I de udviklingslande, hvor kvinderne har været aktive, fås ofte de bedste og mest bæredygtige resultater. Satsningen på og involveringen af kvinder bør derfor styrkes.

Ville det ikke være bedre for u-landene, om Bill Gates havde placeret et par af sine produktionsafdelinger i udviklingslande – end at han nu investerer de kæmpestore indtjente overskud i hiv/aids-programmer og malariaforskning?

Med over 1,2 milliarder mennesker, der lever for under seks kroner om dagen, er det på tide at se udviklingsbistanden i et nyt lys.

Danida og de andre donorer bør fortsat have fattigdomsreduktion som mål. Danida bør fortsætte mange af de nuværende indsatsområder, også indenfor udannelse og sundhed, men den overordnede tilgang til udviklingsbistanden skal være udvikling af den private sektor. Der er masser af talent i Afrika og resten af udviklingslandene. Denne menneskelige ressource skal aktiveres i et produktivt miljø, hvor de kan tjene flere penge til egen forsørgelse.

Vi må have u-landsbistanden rettet mod egen produktion og forsørgelse i de fattige lande.

Erling Rask er direktør i rådgivningsvirksomheden CONSIA.

SVAR

Charlotte Laursen, kontorchef for Erhvervsinstrumenter i Udviklingsbistand, Udenrigsministeriet, skriver:

Erling Rask ønsker et holdningsskifte i udviklingsbistanden og en accept af den private sektor som det vigtigste lokomotiv for økonomisk vækst.

Jeg vil gerne understrege, at allerede i dag spiller privatsektorudvikling på flere niveauer en vigtig rolle i dansk udviklingsbistand. Gennem støtte til fx overførsel af viden og teknologi fra dansk erhvervsliv til virksomheder i udviklingslande er vi med til at skabe blivende udviklingseffekter og fremme investeringer, der bidrager til at skabe arbejdspladser og dermed økonomisk vækst i de danske programsamarbejdslande.

Danida har en vifte af erhvervsinstrumenter, der er rettet mod at inddrage erhvervslivet og dets ekspertise aktivt i udviklingsbistanden. Disse omfatter Business-to-Business (B2B) Programmet, Programmet for Offentlige Private Partnerskaber (OPP) samt Blandede Kreditter.

Sidste år lancerede Danida 3I-initiativet (Investering, Iværksætteri og Innovation), hvor der i perioden 2007-2009 bliver tilført yderligere 100 mio. kr. årligt til erhvervsinstrumenterne med særligt fokus på kvindelige iværksættere i Afrika.

Vi er samtidig fuldt opmærksomme på betydningen af at fremme et gunstigt erhvervsklima i udviklingslandene. Derfor yder Danida støtte i form af erhvervssektorprogrammer, der forbedrer de institutionelle rammebetingelser i en række programsamarbejdslande. Et gunstigt og forudsigeligt erhvervsklima er også afgørende for udviklingslandene, hvis de skal tiltrække nødvendige udenlandske investeringer.

Du har mange vigtige pointer i dit indlæg, som harmonerer godt med prioriteterne i den danske udviklingsbistand. Du fremhæver for eksempel kvinderne og vigtigheden af at styrke deres involvering. Kvinderne har allerede høj prioritet. Ingen tvivl om at kvinder er gode forretningsfolk, men at deres muligheder ofte begrænses af for eksempel adgang til kapital. Netop derfor har vi også med 3I-initiativet sat særlig fokus på kvindelige iværksættere for at styrke deres rolle i den økonomiske udvikling i Afrika. For at forbedre virksomhedsledelse har vi også iværksat en særlig MBA-stipendieordning for talentfulde afrikanske kvindelige ledere.

Du påpeger behovet for at integrere den private sektor i de øvrige bistandsprogrammer. Vi er helt enige i dette behov, og derfor udgør den også et særligt indsatsområde i dansk bistand. Ligesom vi i stigende omfang inddrager den private erhvervssektor som aktiv aktør i gennemførelsen af andre sektorprogrammer. Opmærksomheden er også rettet mod at skabe og udnytte muligheder for synergi mellem de forskellige indsatsområder. Særligt projekter støttet via B2B Programmet og Blandede Kreditter sammentænkes i høj grad med den øvrige udviklingsbistand.

Sammentænkning og synergi er nøgleord, men omvendt er det også klart, som Erling Rask selv påpeger, at privatsektorudvikling må ske i et tæt samspil med udbygningen af vigtige offentlige investeringer i udviklingslandene, det være sig den fysiske infrastruktur, men også uddannelse og sundhed.