MELLEMØSTEN

BRO TIL MELLEMØSTEN

Mellemøsten er andet end vrede ekstremister. Der er et liv og en hverdag, som sjældent når Vestens øjne. Og et altomfavnende ønske om at gøre det hele bare lidt bedre. Med det udgangspunkt er over 50 partnerskaber etableret under Det Arabiske Initiativ.

Tekst og foto: Line Ligoni Leonard

Fire år er gået, siden den danske regering første gang løftede sløret for Det Arabiske Initiativ. Det skete som led i en ny udenrigspolitisk strategi, ’En Verden i Forandring’. Initiativet har to formål, nemlig at hjælpe igangværende reformprocesser i den arabiske verden og fremme dialog og gensidig forståelse mellem Danmark og de arabiske lande.

Pengene til Det Arabiske Initiativ stammer fra udviklingsbistanden, men det ligner ikke det vanlige Danida-setup.

– Det Arabiske Initiativ er ikke et klassisk bistandsprogram. Det er et gensidigt samarbejde, der er bygget op omkring de reformprocesser, der allerede er i gang i vores partnerskabslande, forklarer Mogens Blom, seniorrådgiver i Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Nordafrika (MENA).

Mere end 100 organisationer deltager

Det Arabiske Initiativ skal ses på den lange bane. I starten iværksatte man en række pilotprojekter, ligesom der blev gennemført gensidige besøg mellem Danmark og partnerskabslandene. Man afsatte to år til en indledende fase, hvor der blev lagt vægt på at opbygge gensidig tillid og dermed gøre initiativet bæredygtigt på langt sigt.

Det blev nøje overvejet, i hvilke lande det var muligt at starte bilaterale partnerskabsprogrammer, og det endte med Marokko, Yemen og Jordan. I Egypten er der etableret et Dansk-Egyptisk Dialoginstitut, der står bag udvekslingsaktiviteter og mindre projekter. Der er håb om i fremtiden at øge antallet af partnere yderligere.

Derudover er der iværksat fem regionale tematiske programmer, hvor civilsamfundsorganisationer i Danmark samarbejder med søsterorganisationer over hele Mellemøsten. Det sker under overskrifterne kvinder, unge, menneskerettigheder, medier og kultur.

Nu fire år efter initiativets start er der inden for de tre bilaterale og fem regionale programmer iværksat over 55 større og mindre projekter. Mere end 50 danske organisationer, institutioner og myndigheder er involveret sammen med et endnu større antal mellemøstlige partnere.

I Yemen støtter Det Arabiske Initiativ en decentralisering af forvaltningen, så alle beslutninger ikke længere skal tages i regeringskontorerne her i hovedstaden Sana’a.

Projekterne spænder fra langsigtet reform af journalistuddannelserne på universiteterne i Yemen til et udvekslingsprojekt mellem Danmarks Radios P3 og en privat syrisk radiostation, der sammen arrangerer DJ Battle.

– Den tillid, der blev skabt i programmets begyndelse er ved at bære frugt, konstaterer Mogens Blom.

De 12 berømte tegninger

Det har ikke været problemløst at stable Det Arabiske Initiativ på benene. En af udfordringerne har været at skabe den rette balance mellem samarbejde med hhv. regeringer og civilsamfund. Nogle vil hævde, at regeringssamarbejde er systembevarende og dermed blokerende for reformer. Andre vil sige, at samarbejde med svage civilsamfundsorganisationer er uden reel effekt. Løsningen har været en ’både-og-model’.

Krisen, der udsprang af de famøse 12 tegninger af profeten Muhammed, berørte initiativet, men kun på den korte bane.

– Faktisk er nyheden, at Tegningesagen ikke har haft særlig stor indflydelse på Det Arabiske Initiativ. Den forsinkede visse initiativer, især i Yemen, men har ikke ført til, at et eneste projekt blev afbrudt eller aflyst, fortæller Mogens Blom og fortsætter: – Forklaringen er, at der allerede inden krisen var opbygget så stærke og gode relationer mellem de danske og arabiske partnere, at partnerskaberne holdt!

Seniorrådgiverens konklusioner understøttes af en undersøgelse fra maj 2006, foretaget kort tid efter tegningekrisen var på sit højeste. Den viste blandt andet, at krisen afstedkom nogle forsinkelser.

– En af forklaringerne er nok, at de arabiske partnere i en kortere periode valgte at holde lav profil af hensyn til deres bagland. Når støvet lagde sig, ønskede de at komme i gang igen. Det har vist sig at holde stik. Nu 18 måneder senere er alle aktiviteter videreført og i god gænge, siger Mogens Blom.

I Yemen skabte krisen en række forsinkelser, først og fremmest fordi det danske personale måtte trækkes hjem af sikkerhedshensyn. Flemming Sørensen, seniorrådgiver på Danmarks kontor for teknisk rådgivning i Sana’a i Yemen, giver denne forklaring på de kraftige reaktioner:

– Tegningesagen havde betydning for flere af programmerne i Yemen. Den var i de arabiske lande med til at ændre billedet af Danmark som det lille, gode land i Skandinavien til en del af Vesten, som man nærer stor mistænkelighed over for.

Timingen

En del af den kritik, der de seneste år har været rettet mod Det Arabiske Initiativ, handler om timingen. Skarpe tunger hævder, at den danske regering udelukkende lancerede initiativet i lyset af terrorangrebene i USA den 11. september 2001 for at forsøge at forhindre fremtidige terrorangreb mod Danmark eller danske interesser.

Seniorrådgiver Mogens Blom fra Udenrigsministeriet mener ikke, at kritikken rammer helt plet:

– Selvom angrebet den 11. september var med til at skærpe Vestens opmærksomhed på Mellemøsten, så er det langt fra hele baggrunden for initiativet. Efter EU’s vellykkede udvidelser er Unionens og dermed også Danmarks fokus nu rettet mod EU’s naboer mod syd og øst. EU har klare interesser i, at disse naboområder udvikles økonomisk og politisk i stabilitet og fred. Derfor er det ikke så mærkeligt, at Danmark prioriterer at etablere en tættere kontakt og samarbejde med landene i Mellemøsten.

Asma Khader er generalsekretær i Den Nationale Jordanske Kvindekommission (JNCW), som er samarbejdspartner på et dansk-støttet program, der ønsker at gøre kvinder mere synlige på den politiske og økonomiske arena. Hun kan heller ikke se problemet i timingen af Det Arabiske Initiativ:

– For mig at se er det ligegyldigt, hvad tidspunktet og motivet for støtten er. For mig er det vigtigste, at støtten overhovedet er der. Vi er meget glade for den danske støtte, uanset grunden til at den kommer netop nu, siger hun.

Line Lagoni Leonhard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. linleo@um.dk

ARABISK INITIATIV – ELLER DANSK?

Tegningesagen betød hverken jordens eller Det Arabiske Initiativs undergang. NGO’er i den arabiske verden står i dag i kø for at samarbejde med danske partnere og sponsorer.

Af Anders Jerichow

Den gode nyhed først: Arabiske organisationer – og iranske – vil i stort tal gerne samarbejde med partnere i Danmark. Tegningesag eller ej.

Under de temperamentsfulde demonstrationer i Damaskus, Beirut, Teheran og andre byer med stærke vredesudbrud mod de omstridte Muhammed-tegninger var Danmark ikke et godt ’brand’. Men selv på dén tid kunne de fleste danske organisationer med lod i Det Arabiske Initiativ rapportere, at deres arabiske partnere måske ville foretrække at holde lav profil midlertidigt – men at de ikke ønskede at afbryde samarbejdet.

Tegningesagen var guf for de mellemøstlige kræfter, som ikke i almindelighed har tillid til Vesten, og som gerne bruger deres religion som våben i en konflikt, de foretrækker at se som et civilisationsopgør. Flere arabiske regeringer – ikke mindst den egyptiske og den saudiske – valgte ligesom Irans mullah-styre også at lade religiøse brushoveder få luft for deres harme, mens de selv nøjedes med at forfølge sagen på diplomatisk vis.

Samfund, der normalt er under solid kontrol, oplevede i de dage ’frie’ demonstrationer og folkelig handelsboykot, som det skete i Syrien, Yemen og Saudiarabien.

Men bortset fra regeringerne i Syrien og Libanon sørgede den arabiske verdens magthavere for, at balladen ikke kom ud af kontrol. Og i dag skal man ikke have det store sporhundediplom for at bemærke en vis forlegenhed i Beirut og Damaskus over, at det kom til ildspåsættelser i de rasende vinterdage for to år siden.

Velvilje blandt NGO’er

Nu kører Det Arabiske Initiativ i store træk igen. Hverken i Mellemøsten eller Nordafrika er det svært at finde NGO’er til et samarbejde med danske partnere. De arabiske NGO’er ved, at tegningerne ikke var den danske regerings værk. De fleste ved også, at tegningerne ikke nødvendigvis repræsenterede en generel dansk modvilje mod muslimer, snarere en enkelt avis’ private manifestation eller provokation.

Hvem har sagt det skulle være nemt? Foto: Jørgen Schytte.

Det ændrer næppe, at tegningesagen stadig rummer sprængstof til senere tider. Religiøse, antivestlige kræfter vil altid kunne anvende tegningerne som tændsats ved nye konflikter med Danmark eller øvrige vesteuropæiske lande. Og hvem vil sige nej til at forsvare profetens ære eller islams værdighed? Det er i bedste fald en sag, Danmark kan undgå, fordi Mellemøstens folkelige flertal har andre og større bekymringer end tegninger i en fjern avis i Danmark. Men i værste fald er det også en sag, som radikale voldsmænd i årevis kan anvende imod både danske tegnere og andre med et rødbedefarvet pas.

Følsom grænse

Det klart opmuntrende vækstlag for det ’Arabiske Initiativ’ er, at arabiske – og for så vidt iranske – NGO’er gerne i praksis vil være non-govermental organizations, altså ikke-statslige organisationer, og bruge et samarbejde med danske makkere til at teste og udvide deres eget råderum.

Det er også klart, men ikke altid opmuntrende, at de arabiske regeringer har lugtet lunten. De har på fornemmelsen, at danske NGO’er netop gerne vil bidrage til at udvide det civile samfunds rammer, og regeringerne ved, at det arabiske samfund selv søger frirum.

Det er derfor hverken klart eller opmuntrende, at grænsen for Det Arabiske Initiativ er så følsom. Initiativet til projekterne er fortsat på dansk side, for de arabiske regeringer er sjældent selv opsøgende. Og ret beset er reregeringerne i Jordan og Marokko ofte alene om at slække på den statslige kontrol med NGO’er.

Båret af entusiasme

På den anden side: Hvem siger, at det skulle være let? Hele initiativet bygger på et identificeret behov for at udvikle det arabiske civile samfund. Det er derfor bekræftende, at arabiske NGO’er står i kø for at samarbejde med partnere og sponsorer fra udlandet, også fra Danmark.

På en stille dag kan man også glæde sig over, at arabiske regeringer lader initiativet folde sig ud.

Bevares, tegningesagen kom i vejen. Og hverken regeringer, konservative kræfter eller religiøse dogmatikere slipper uden videre det verdslige samfund fri.

Netop dette er, ikke overraskende, snarere motiveringen af hele projektet. Flere hurdler vil komme i vejen, helt efter bogen. Men selvom initiativet oprindelig var dansk, er det vidtfavnende projekt i dag konkret arabisk – båret af arabisk entusiasme. Sådan skal dét være.

Anders Jerichow er kronikredaktør på Politiken og i bestyrelsen for ARIJ, ’Arab Reporters for Investigative Journalism’. Han er medredaktør af bogen ’Profetaffæren’, udgivet af Dansk PEN 2006.

IKKE DIALOG FOR DIALOGENS SKYLD

Filmen om den unge løvetæmmer Hamada Kouta er for tiden ved at blive klippet færdig i Danmark lige nu. Fotos: Halim Sabbagh.

Essensen i Det Arabiske Initiativ er at støtte dialog og reformer i den arabiske verden gennem professionelle partnerskaber. Et filmprojekt i Cairo er et eksempel på, hvad der sker, når mødet mellem fagfolk folder sig ud i fuldt flor.

Af Camilla Wass, Cairo

Det Arabiske Initiativ – og især ordet ’dialog’ kom på alles læber under Tegninge-krisen for to år siden. Muftier, præster, religiøse og verdslige valfartede til de dialogkonferencer, der fandt sted i stor stil i kølvandet på tegninge-krisen.

Men essensen i Det Arabiske Initiativ er faktisk, at man ikke skal lave dialog for dialogens skyld, men derimod fokusere på det professionelle møde mellem fagfolk. Fælles for de mange projekter, der er sat i gang under Det Arabiske Initiativ er, at der er tale om gensidig kapacitetsopbygning. Hvad enten det handler om ungdomspolitik, bekæmpelse af vold mod kvinder, kultur eller film, er der gennem programmerne blevet skabt kontakter, der griber ind i det personlige univers. Mødet med de ildsjæle, der kæmper for at skabe forandringer, har sat sine spor.

– Jeg tror, at når et menneske bliver bevæget, så er der bedre mulighed for, at dette menneske selv laver bevægelse i verden. Og det er jo i praksis det, der skal til for at skabe god udvikling, siger Saskia Bisp.

Hun er flerkamera-instruktør på Den Danske Filmskole og har været hovedlærer på kurset i Cairo for de danske og mellemøstlige filminstruktører.

Højkoncentrat af fælles erfaringer

For en måned siden hang den libanesiske instruktør Halim Sabbagh oppe under teltdugen i Cairos statscirkus for at filme showet med Egyptens yngste løvetæmmer. Nu er Halim på eget initiativ taget til Danmark, hvor han skal hjælpe den danske instruktør Mette Carla Toft Albrechtsen med at redigere filmen om løvetæmmeren.

– Vi har opdaget, at vi tænker meget ens i forhold til det at lave film, og det er spændende at følge projektet til dørs, siger Halim Sabbagh.

Kurset var bygget op, således at de danske og mellemøstlige elever fik et højkoncentrat af erfaringer sammen. I løbet af to måneder er der blevet produceret 114 individuelle opgaver, 24 flerkamera-produktioner og ni film.

Saskia Bisp fra Filmskolen siger:

– Det er ekstremt meget, og det er første gang, at vores elever har arbejdet så tæt sammen med dokumentarfilminstruktører fra udlandet i så lang en periode. Gennem det praktiske arbejde har eleverne flyttet sig på det menneskelige plan.

Film for forandring

Formålet med Det Arabiske Initiativ er at støtte reformkræfter i den arabiske region, og dette gælder også på filmområdet. Den danske samarbejdspartner i Egypten er SEMAT, der er et kraftcenter for uafhængige film i hjertet af Cairo. SEMAT blev oprettet for seks år siden med det formål at skabe et fristed for unge instruktører, der drømmer om at udtrykke sig på deres egen måde.

– I Egypten kan man som filminstruktør tjene mange penge på at følge systemet og arbejde for reklamebranchen. Men at lave uafhængige film er en lang opvisning i krumspring og taktiske manøvrer. Vi ligger hele tiden i forhandlinger med myndighederne om, hvad vi kan tillade os, for mange af vores film er med til at bryde tabuer i det egyptiske samfund, siger Hala Galal, leder af SEMAT.

SEMAT forsøger gennem sine kurser at give et boost til unge, uafhængige filminstruktører.

– Mange unge i Mellemøsten har mistet tilliden til alt omkring dem og tror hverken på regimerne, aviserne eller moskeerne. De vender sig indad – mod deres egne instinkter – og har brug for at dele deres tanker og følelser med andre. I filmene finder de unge instruktører et sted, hvor de kan få afløb for alle de ting, de har på hjerte. Men de har brug for støtte til at finde og udvikle deres eget personlige udtryk, fordi mange af dem er slet ikke vant til at lytte til sig selv, siger Hala Galal.

Talentpulje

Og her kommer samarbejdet med Danmark ind i billedet. Under kurset i Cairo har de mellemøstlige elever oplevet at blive taget alvorligt, uanset hvor mærkelige ideer de har fået.

– Det vigtigste, jeg har lært på kurset, er at man ikke skal følge med strømmen. Alle har sin egen metode, siger Halim Sabbagh.

Saskia Bisp fra Filmskolen ser de unge instruktører fra Mellemøsten som en ’kæmpe talentpulje.’

– Kurset har tændt ilden i de unge instruktører fra Mellemøsten. De har virkelig turdet sætte sig selv på spil og lave meget personlige produktioner. Samtidig er de danske instruktører kommet hjem med et langt mere nuanceret billede af Mellemøsten – og der er ingen tvivl om, at også den danske medieverden har brug for folk, der kan tænke nye tanker i forhold til Mellemøsten, pointerer hun.

INGEN BLEV SPIST AF LØVEN

Operation Løvetæmmer. Som en del af medieprogrammet under Det Arabiske Initiativ har danske og mellemøstlige filminstruktører slået pjalterne sammen under et intensivt kursus i Egypten. Glubske løver med sylespidse tænder, strømproblemer og emsige sikkerhedsfolk fra præsident Mubaraks politi – det var nogle af de forhindringer, der mødte det dansk-mellemøstlige filmhold, da de tog på natlig filmoptagelse i et statscirkus midt i Cairo.

Af Camilla Wass

Fuldmånen titter frem på Cairos forurenede nattehimmel. Bag en tung metallåge ved Nilens bred ligger Cairos statscirkus øde hen. En guirlande af elpærer hænger i en slasket ledning ned fra teltdugen, der er sort af sod. De glade cirkusgæster er for længst gået hjem, men i nat bliver der ikke tomt i manegen.

Kameraer, boomstænger, walkie-talkies og mixerpult bæres ind i det ramponerede cirkustelt. Aftenens filmhold sætter sig på de røde, gule og blå plasticstole i cirkusset for at lægge en slagplan. Kaffe bliver hældt op, og der bliver tændt et par cigaretter.

– I må ikke ryge herinde, lyder en brysk stemme pludselig.

En sikkerhedsvagt skuler hen mod filmholdet med en løftet pegefinger.

– Det er lidt af en balancegang at få lov til at filme her i Egypten. Jeg har forsøgt i en måned at få grønt lys til at filme her i cirkusset, og den endelige tilladelse kom først i går. Af en eller anden mærkelig grund har vi kun fået lov til at filme om natten. Vi har denne ene nat – og så skal alt bare være i kassen. Men sikkerhedsfolkene skal lige puste sig op og markere, at de til enhver tid kan gøre livet surt for os.

Sådan siger Mette Carla Toft Albrechtsen. Hun er ved at uddanne sig til flerkamera-instruktør på Den Danske Filmskole og har tilbragt de sidste seks uger i Cairo.

Dansk-mellemøstligt filmkursus

Som en del af medieprogrammet under Det Arabiske Initiativ har tre unge instruktører fra flerkamera-linien på Den Danske Filmskole været på kursus sammen med seks instruktører fra Mellemøsten.

Tunge kufferter med professionelt udstyr fra Filmskolen er blevet slæbt med til Cairo, og de unge filmfolk har i fællesskab produceret blandt andet ni dokumentarfilm, hvor de har skiftedes til at være instruktør, fotograf, tonemester og belyser.

I nat er det Mettes film, der skal i kassen.

Iført striktrøje og et stort tørklæde, og med det lyse hår samlet i en hurtig hestehale, går hun roligt rundt i cirkusteltet for at danne sig et overblik. Tingene går ikke helt som smurt. Den egyptiske lydmand er ikke dukket op og tager ikke sin telefon, og forlængerledningen til mixerpulten er gået i stykker.

– Nogle gange virker det, som om egypterne spørger sig selv: Hvordan kan vi gøre tingene så besværlige, langsomme og kaotiske som muligt? Men det er svært at blive sur på de mellemøstlige kolleger, for man kan mærke, at de virkelig gerne vil det her, fortæller Mette.

For de danske instruktører har kurset i Egypten i høj grad handlet om at stå på egne ben i nye omgivelser.

– I starten var jeg lidt bange for, at vi ville blive opfattet som imperialisterne – dem der kommer med pengene, udstyret og alle de gode ideer. Men jeg har opdaget, at vi har meget til fælles, når det kommer til det at lave kunst. Og de mellemøstlige instruktører har en fantastisk tro på, at alt kan lade sig gøre, siger Mette.

Efter et stykke tid får Mette hul igennem til lydmanden – og strømproblemerne bliver løst ved at flikke fire slidte ledninger sammen til en rigtig Cairo-løsning.

Egyptens yngste løvetæmmer

Et gigantisk brøl gjalder gennem natten og får det til at gibbe i cirkusteltets gæster. Pludselig høres ikke kun ét – men en hel serenade af brøl. Lyden kommer fra cirkusteltets bagindgang, hvor den intense lugt af rovdyr river i næseborene. I primitive cirkusvogne ligger intet mindre end seks løver og to tigre og viser deres sylespidse tænder. Tremmerne er så brede, at løverne kan få poterne ud, og der er ikke meget plads til at ryste manken i de små bure.

Midt imellem løveburene står Hamada Kouta på 22 år. Han er Egyptens yngste løvetæmmer og er centrum for aftenens filmoptagelser. Hamada går hen og giver en af løverne et kærligt klap på poten, mens han fortæller, at han var to år, første gang han stak sin hånd ind i et løvebur og 14 år, da han lavede sit første show.

– Jeg faldt for historien om Hamada, fordi den har så mange lag. Hamada kommer fra en generation af løvetæmmere – hans bedstemor startede cirkusset, og hendes bror blev spist af en løve inde i manegen. Det er fascinerende i sig selv, at der stadig findes løvetæmmere, funderer Mette Albrechtsen og fortsætter:

– Men samtidig er Hamada et billede på det egyptiske samfund. Han tilhører et af de laveste lag i samfundet, og han føler ikke, at der bliver sat pris på ham, selvom han har et meget farligt job. Han drømmer om at rejse væk, men det kan ikke lade sig gøre. Han er meget symbolsk fanget i et bur, fortæller Mette.

Hun fortæller, at det har været sværere, end hun troede, at lave film med en samfundskritisk vinkel i Mellemøsten.

– Da vi sad hjemme i Danmark og brainstormede, ville vi alle sammen lave film om sex, politik og homoseksualitet, men vi blev mødt af et ’glem det’. I Egypten kan man godt lave film om de interessante emner, men man skal gøre det på en anden måde end derhjemme. I nat gælder det om at finde balancen, siger Mette.

Hamada skal nemlig have ro til at udtale sig, uden at sikkerhedsfolkene stopper optagelserne.

Trapez under teltdugen

Inde i manegen er to muskuløse cirkusartister i gang med at rigge en trapez til med tov og sikkerhedsliner. En ung mand med et kamera kravler op i trapezen. Hans navn er Halim Sabbagh, han er filminstruktør fra Libanon, og han har fået til opgave at filme hele løveshowet fra oven.

Halim har lavet sine egne film i et par år og har netop sagt sit job op i reklamebranchen i Libanon.

– Samarbejdet med Mette og de andre danske instruktører har lært mig at stole på den måde, jeg laver film på. Jeg er blevet meget bedre til at tale med mig selv og få mit personlige udtryk frem. Jeg ved ikke, om kurset har gjort mig til en bedre instruktør – men jeg er helt sikkert blevet et bedre menneske, siger Halim, inden han ved hjælp af et knagende hejseværk flyver til vejrs i trapezen, så han kommer til at hænge helt oppe under teltdugen.

Sikkerhedsfolkene bliver ved med at luske rundt, mens det dansk-mellemøstlige filmhold stiller kameraer op i en cirkel omkring manegen. Lettelsen er stor, da interviewet med løvetæmmeren bliver gennemført uden problemer. Men nattetimerne flyver af sted – og løverne lader vente på sig.

– Pyha, vi er ude i et kapløb med tiden, siger Mette med bekymring i stemmen.

Først klokken halv fem om morgenen begynder det endelig at rumstere i løveburene, og rovdyrene føres gennem en sikkerhedskanal ind i manegen. Pludselig står Hamada helt alene inde i manegen, omgivet af otte vilde dyr, og med en pisk og en pind som sit eneste våben. Sveden pibler frem på hans pande, og der kommer skjolder på hans gule tshirt, da en af løverne brøler vildt og løber i fuldt firspring hen imod ham. Et hegn på omkring tre meter er det eneste, der adskiller løverne fra filmholdet – men alligevel forholder alle sig fuldstændig roligt.

Koncentrationen bag kameraerne er dyb, mens rovdyrene kaster sig brølende rundt i manegen og langer ud efter den unge løvetæmmer.

– Det her er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet, hvisker Mette fra mixerpulten.

Operation Løvetæmmer ser dog ud til at lykkes – ingen bliver spist, og nattens filmoptagelser når lige akkurat at komme i kassen, inden solen atter står op over Cairo.

Camilla Wass er journalist og redaktør på nyhedsbrevet om Det Arabiske Initiativ. Man kan komme på mailing-listen ved at sende en mail til cw@DCCD.dk

POLITIET TAGER FAT OM TABU

Såret heler, men den psykiske skade består’ siger teksten på denne plakat fra kampagne mod vold i familien.

Vold mod kvinder og mishandling af børn. Emner der er omgæret af tabu over alt i verden, ikke mindst i de mandsdominerede samfund i Mellemøsten. Dansk støtte er med til at åbne nye centre i Jordan for at hjælpe voldsofre.

Tekst og foto: Line Lagoni Leonhard, Amman

Vi befinder os i forstaden Madaba. Det omkringliggende villakvarter er endnu ikke vågnet af sin nattesøvn, og intet lader ane, at der her foregår noget meget usædvanligt, både for Jordan og regionen.

I en helt almindelig, stor villa møder vi Majdi Hatough. Han er politibetjent og leder af Madabas Afdeling for Familiebeskyttelse under det jordanske politi. Enheden er én af de første af sin slags i hele regionen og fungerer som et center for kvinder og børn, der har været udsat for fysiske overgreb af nogen i deres nærmeste familie eller seksuelle overgreb.

- I Jordan får vi meget få anmeldelser af fysiske eller seksuelle overgreb inden for familien. Ikke fordi det ikke finder sted, men simpelthen fordi det ikke er noget, man går til politiet med, forklarer Majdi Hatough.

- Der er alvorlige psykiske konsekvenser af sådanne overgreb, og indtil nu har man for at anmelde overgrebene skullet igennem en meget langsommelig og nedværdigende proces, hvor man har skullet fortælle sin historie igen og igen, siger han.

Afdelingen for Familiebeskyttelse blev oprettet tilbage i 1998, og centret i Madaba blev etableret i 2005 med støtte fra Det Arabiske Initiativ. Det sker i et partnerskab mellem den jordanske politienhed og Red Barnet, dansk politi, Centeret for Voldtægtsofre samt Den Sociale Højskole.

Efter to års levetid fået centret fået så stor anerkendelse, at Red Barnet over næste to år håber at få yderligere to centre op at stå, mens den jordanske regering selv finansierer to andre. Dermed vil alle provinser i landet have et lokalt center for familiebeskyttelse.

En mulighed for tryghed

Klokken er lidt over ni om formiddagen. Telefonen ringer i familiebeskyttelsescentret i Madaba. Der er sket et overgreb. En syvårig dreng er blevet overfaldet og voldtaget af sin femtenårige nabo. Sammen med sin far ankommer drengen til centeret. Her skal han afgive forklaring og undersøges for retsmedicinske beviser. Under hele processen er både hans far og en rådgiver fra centeret til stede. Det er vigtigt for at sikre drengens retssikkerhed, og for at han kan føle sig så tryg som muligt.

Hvor den ene del af programmet for familiebeskyttelse hovedsagligt fokuserer på handlingsforløbet omkring et overgreb, fokuserer den anden del på uddannelsen af centrets personale.

Manal Ma’ayah er socialrådgiver på centret i Madaba, og hun er en del af TOT-program-met. TOT står for Training of Trainers og betyder som navnet antyder, at man simpelthen giver undervisning til én, som så skal undervise andre i programmet.

Som en del af TOT-programmet var Manal Ma’ayah i Danmark for at lære, hvordan danske socialrådgivere hjælper i sager, der ligner dem, der bliver behandlet i afdelingen for familiebeskyttelse i Jordan. Hun fortæller: - For mig var det en utrolig givende oplevelse. Jeg lærte mange teknikker, som jeg kan bruge og give videre til de socialrådgivere jeg arbejder sammen med i Madaba.

Blandt de brugbare metoder, Manal Ma’ayah lærte i Danmark, er blandt andet brug af familiekredsen, som kan hjælpe med til at bestemme kvinders adfærdsmønster, når de har været udsat for overgreb.

Flere initiativer i støbeskeen

Den danske støtte til Afdelingen for Familiebeskyttelse er nu planlagt forlænget med to år indtil 2009.

Pernille Kirknæs, Red Barnets danske koordinator, er stolt af partnerskabet, der giver nye muligheder for ofre for fysiske eller seksuelle overgreb for at få hjælp, uden at skulle igennem flere enheder ved politiet og derefter fysiske undersøgelser på hospitaler.

- Det er nogle ekstremt følsomme emner, vi beskæftiger os med, og Afdelingen for Familiebeskyttelse har været rigtig gode til at håndtere det, siger hun.

Som et led i partnerskabet har Den Sociale Højskole og den jordanske partner udarbejdet en manual, for hvordan man behandler forskellige typer sager. Der er også lavet en database med statistikker, som gør det nemmere at gennemskue effekten af det arbejde, Afdelingen for Familiebeskyttelse udfører.

Som seneste skud på stammen har Red Barnet afholdt en række kurser i kriminalitet på internettet. Ifølge Pernille Kirknæs er der i Jordan ikke særlig stort kendskab til internet-relateret kriminalitet. Derfor ligger det i planerne for næste år, at dansk politi og Red Barnet skal videregive deres erfaringer på området til Afdelingen for Familiebeskyttelse. Desuden skal der iværksættes en oplysningskampagne, hvor forældre og børn kan få idéer til, hvordan de skal begå sig på nettet.

Den jordanske Afdeling for Familiebeskyttelse har de seneste år holdt kurser for politikolleger i en lang række mellemøstlige lande. Det er Red Barnets håb, at de – i partnerskab med Afdelingen for Familiebeskyttelse – kan være med til at bringe erfaringerne endnu bredere ud til fx kvinde- og børnerettighedsorganisationer rundt om i Mellemøsten.

KVINDEKAMP MED TØRKLÆDE

Huria Mashoor er næstforkvinde for den Nationale Kvindekomite i Yemen. Her arbejder hun hårdt for at modvirke for tidlige ægteskaber og bedre vilkårne for kvinder generelt.

Giftet bort som 12-årig? Det kunne lyde som en grum skræmmekampagne for den danske 24-års regel, men det er virkeligheden for et større antal yeminittiske piger. En blanding af fattigdom og tradition betyder, at familier gifter deres døtre væk i en meget ung alder, og det er et stort problem for både piger og nation. Men hjælpen er på vej.

I 2004 blev en dansk-støttet kampagne mod tidlige ægteskaber skudt i gang i Yemen. Her udgør tidlige ægteskaber et stort problem, ikke alene for pigerne i form af sundhedsmæssige problemer og afbrudt skolegang, men også set i et større samfundsøkonomisk perspektiv.

Den gennemsnitlige alder for indgåelse af ægteskab er i Yemen 16 år for kvinder. Det betyder blandt andet, at mindre end 40 pct. af kvinderne gennemfører et grundskoleforløb, og endnu færre får en videregående uddannelse.

Britisk partner til dansk projekt

Danida samarbejder på projektet med en lang række kvindeorganisationer samlet i en paraplyorganisation under SHIMA (Yemen Network for Combating Violence Against Women) samt britiske Oxfam, som siden 1983 har opereret i Yemen.

At netop Oxfam er involveret i kampagnen mod tidlige ægteskaber er ganske enestående for Det Arabiske Initiativ, som ellers søger at skabe gensidig udveksling mellem danske og nationale NGO’er, men det er der en ganske naturlig forklaring på:

– Oxfam besad allerede en unik viden på det område, vi ønskede at støtte, og de var allerede i gang med programmer. I det tilfælde ville det have været tovligt at gå ind og skubbe en dansk operatør ind, forklarer Mogens Blom, fuldmægtig i Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Nordafrika (MENA).

Vægten af en kulturel arv

Årsagerne til at de yeminittiske piger bortgiftes i en meget ung alder er flere. Først og fremmest er det resultatet af en indgroet kulturel arv. Helt fra gammel tid har det været mandens opgave at forsørge familien, og piger har været en udgift for familien, indtil de er blevet gift væk. For ikke at belaste familien økonomisk bliver pigerne altså gift ganske unge.

Den ustabile økonomi i det moderne Yemen er med til at holde fast i den måde at tænke på. Familierne har simpelthen ikke råd til at have deres døtre boende, til de er færdige med en uddannelse, og der bliver stadig ikke tænkt på kvinder som mulige bidragsydere til den nationale økonomi, hvis de ellers kunne komme ud på arbejdsmarkedet.

Ayman Omer Ali er Oxfams koordinator for kampagner og policy i Yemen. Han arbejder især med oplysningsarbejde, som er et vigtigt middel i kampen for at undgå de meget tidligere ægteskaber.

- De meget tidlige ægteskaber kan være med til at give pigerne problemer senere hen. Deres kroppe er ikke fysisk rede til at være gravide og føde børn, og mange piger oplever, at de simpelthen bliver skrøbelige og fysisk svage meget tidligt pga. for mange børnefødsler i for ung en alder. Det går simpelthen ud over helbredet, forklarer han.

Et andet aspekt omkring de tidlige ægteskaber er, at pigerne bliver revet ud af deres skolegang, lige så snart de bliver gift. Og da det ofte er inden, de har afsluttet grundskoleforløbet, er det næsten umuligt for pigerne at komme ud på arbejdsmarkedet senere hen.

Ejerskab og en positiv klang

Ayman Omer Ali er meget bevidst om, at det er et følsomt emne, han beskæftiger sig med. Under opstartsfasen af programmet har det været nødvendigt at ændre programmets titel fra ’kampagne mod tidlige ægteskaber’ til oplysning om ’sikker og forsvarlig giftealder’.

- Det har været vigtigt i vores arbejde at forsøge at sende et positivt budskab frem for at bruge en skræmmekampagne. Oplysning om risici ved for tidlige ægteskaber og økonomisk kompensation til pigens familie for ikke at indvillige i tidligt ægteskab er langt mere effektive virkemidler end hård retorik, som ofte bare virker som en fornærmelse og skaber afstand til vores målgruppe, siger han.

Det er dog ikke kun oplysning og løfter om økonomisk kompensation, der er på programmet, når det kommer til forebyggelse af tidlige ægteskaber. I øjeblikket arbejdes der hårdt på at opnå enighed med regeringen om et forbud mod ægteskab for alle under 18 år. På den måde håber Ayman Omer Ali, at pigerne kan nå at få en uddannelse, inden de bliver gift og i stedet skal stå for den daglige husholdning.

For Oxfam og de mange kvindeorganisationer i SHIMA, der arbejder på programmet, er det vigtigt, at befolkningen også føler en eller anden form for ejerskab af programmet. Det giver langt det bedste resultat.

Klanlederne skal være med

Næstforkvinden i Womens National Committee, Huria Mashoor, mener, at netop arbejdet med at oplyse befolkningen har været ganske givende.

- Vi har gjort meget ud af blandt andet at tale med klanledere og religiøse ledere ude i regionerne, da det er der, problemet er størst. Den yeminittiske befolkning lytter stadig meget efter de lokale ledere, og der er det vigtigt,

at vi får lederne til at forstå, hvor stort et problem de tidlige ægteskaber egentlig er, forklarer hun.

- Der er generelt en meget stor forståelse for vigtigheden af at forhindre de tidlige ægteskaber. Viljen til sociale reformer og kulturelle paradigmeskift er helt klart tilstede hos den yeminittiske befolkning, siger Huria Mashoor.

Når de religiøse ledere og klanlederne anerkender problemet, bliver det meget nemmere for programmet at vinde befolkningens tillid og skabe gennemslagskraft. Derigennem bliver der skabt en form for ejerskab, fordi man ikke forsøger at presse noget ned over hovedet på nogen. En strategi, der i øvrigt gælder for alle Danmarks programmer under Det Arabiske Initiativ.