JULEGED

SEND DET FØRSTE KID VIDERE

Geden kaldes ofte ’den fattige mands ko’. Det passer ikke, for i Malawi har de fattigste ikke engang råd til at købe en ged.

Hvordan er det gået med sidste års julegavehit, gederne til fattige afrikanske bønder? Udvikling tog til Malawi for at se nærmere på et omdiskuteret projekt.

Tekst og foto: Jeppe Villadsen

Navnet på landsbyen kunne dårligt være mere passende: Kanduzi, som kan oversættes til ’små geder’. Den lille by i hjertet af den afrikanske miniputstat Malawi er én på en lang liste af afrikanske landsbyer, som har dansk-betalte geder gående rundt mellem de lerklinede småhuse.

Med sine 98 husholdninger er Kanduzi en lille flage i den mosaik af småbyer, der dækker det tætbefolkede Malawi, og hvor størstedelen af befolkningen bor. Af byens knap 100 hjem har 18 indtil videre modtaget en gave-ged fra Folkekirkens Nødhjælp, der med sit ’giv en gedprojekt’ har gjort sig til landets største sponsor af geder.

Byen ligner de fleste andre malawiske landsbyer. Her er få geder og slet ingen køer – de er for dyre. Stort set alle arbejder med landbrug, ingen arbejder uden for landsbyen. Det er middelalderjordbrug. Alt foregår ved håndkraft, næsten uden brug af kunstgødning, jordlodderne er bittesmå, et til hver familie.

Det er majs, sojabønner og tobak, som sikrer landsbyboerne en levefod, hvor de konstant danser på randen af sulten, og som samtidig tilføjer malawierne den tvivlsomme ære at være kandidater til titlen som verdens fattigste folk.

Florensia Maliseni er en af gedemodtagerne. Hun er 41 år og enke på 12. år. Manden døde af tuberkulose. Hun tager sig af sin gamle mor, mens de fem børn er flyttet hjemmefra og selv har stiftet familie.

– Jeg havde aldrig turdet håbe på at blive ejer af en ged. Nu samler jeg gedernes afføring, som jeg bruger som gødning til mine afgrøder, og når det andet kid bliver født, kan jeg både få kød til mig selv og sælge af det, siger hun.

Send den videre

Florensia Maliseni er med i en klub. ’De enogtyves klub’, som de kalder den. Det er landsbyens fattigste og mest udsatte, som via deres elendighed har kvalificeret sig til optagelse i klubben og dermed afgang til donor-gederne. Lokalsamfundet har selv fundet frem til, hvem der er svage nok til at komme i betragtning til klubben. Det er enlige forsørgere, ældre, familier, der passer forældreløse børn, og dem med de mindste stykker jord.

– Tidligere var det kun de rigeste, som havde geder. Nu har mange en ged, som de kan avle på og sælge for at købe tøj, høns eller have råd til skolegang, siger James Nyirenda fra den lokale NGO Evangelical Lutheran Development Service, der står for at udføre projektet på vegne af Folkekirkens Nødhjælp.

Geden er gratis, men den kommer med betingelser: Det førstefødte kid skal gives videre til en ny familie. Herefter kan de avle til eget hold. Derfor kalder de programmet ’pass it on’ – send den videre.

– Pass it on-programmet udspringer af projektets grundfilosofi: Vi opmuntrer til deltagelse – alle skal deltage. Vi skal flytte os sammen, ingen skal blive ladt tilbage, siger James Nyirenda.

Organisationen samarbejder med den lokale veterinærtjeneste, som står for at vaccinere dyrene, give dem ormekur og rådgive landsbyboerne i korrekt gedehåndtering, herunder hvordan man bygger et rigtigt gedehus – på pæle, så gedernes afføring lander på jorden og kan samles og blandes i kompost for at få en effektiv gødning til afgrøderne.

Hvad har Florensia Maliseni lært om, hvordan hun skal holde geder?

– Mange ting. For det første at de kan gå frit i tørtiden, men når regnen falder og afgrøderne skal vokse, må de holdes væk, så de ikke spiser planterne. For det andet at de skal vaccineres, ’de-wormes’ (have ormekur) og behandles, hvis de er syge, fortæller hun.

Brægen overalt

Glæden over for første gang at have fået sin egen ged deler hun med ægteparret McNdel og Velentina Banda fra nabolandsbyen Samuel. Ægteparret har tre børn og planlægger tre mere. Den yngste søn har blanke, slørede øjne. Det er malaria. Et besøg på den offentlige klinik nærved udløste kun en pakke panodiler til at slå feberen ned. En privat klinik i området har malariamedicin, men der har de ikke råd til at gå.

– Vi blev utrolig glade, da vi fik at vide, at vi ville få en ged. Det var med Guds hjælp, smiler McNdel Banda.

– Geden giver os gødning, så vores afgrøder gror godt og giver os nok at spise, og hvis den bliver passet rigtigt, kan den give to eller ligefrem tre kid. Så har vi både til os selv og til at sælge.

Konen supplerer:

– Vi ville aldrig selv have været i stand til at købe en ged. Vi er fattige og kunne aldrig have sparet op til én. Vi havde ikke forventet at få en ged selv ti år fra nu.

Den konstatering går igen hos alle de familier, Udvikling møder: En ged er uden for økonomisk rækkevidde. Så det er en halv sandhed, når geden bliver kaldt ’den fattige mands ko’. Der er fattige, og der er meget fattige. Tilnavnet skyldes, at geden, ligesom koen, leverer både mælk, kød, skind og gødning til sin ejermand. Og gedekid, der kan sælges og give indkomst.

Hellere ged end penge

Samuel har i perioder været plaget af sult. I 2001-2002 døde beboere i landsbyen af mangel på mad, også begge McNdel Bandas forældre.

Dengang havde byen kun få geder. Nu lyder der brægen fra alle hjørner. Det meste af året løber de frit og lever af blade, buske, affald plus det løse, men i regntiden, hvor afgrøderne spirer, bliver gederne samlet på et grønt område ved et vandløb og bliver holdt øje med af en landsbyboer.

Men hvis Banda-parret kunne vælge, ville de så hellere have haft gedens værdi i penge og brugt dem på noget andet? En ged står i, hvad der svarer til 230 danske kroner.

– Vi var glade for at få geden frem for penge, siger de. Men de glæder sig til, de får gedekid, som de kan sælge og bruge pengene som et tiltrængt husholdningstilskud og som hjælp til at sende børnene i skole.

Udvikling takker for besøget. Landsbyboerne takker også. En gruppe på et dusin kvinder har samlet sig og er brudt ud i sang og dans. Det er som tak for gederne, forklarer oversætteren, mens hele optoget bevæger sig ad en lille grussti ud af byen. Vers efter vers, sang efter sang. De synger stadig, da bilen sætter af sted tilbage mod hovedstaden.

Jeppe Villadsen er freelancejournalist og journalistisk redaktør for gratismagasinet CPH. jeppe@villadsen.as

GED I JULEN

Geden er folkekær og en slagkraftig salgsvare for u-landsorganisationerne. Men er den god bistand? Nej, siger kritikerne, den ødelægger miljøet og gnaver hul i den langsigtede udvikling. En vej ud af fattigdom for verdens allerfattigste, mener agronomer.

Tekst og foto: Jeppe Villadsen

Spændt på din julegave i år? Bliver det mon et gavebevis på et æsel, et hønsehold, en køkkenhave eller ligefrem en bisværm?

Størst er chancen nu nok for at få en ged. Et gavekort på en ged til en af verdens fattigste familier ser også i år ud til at blive topscoreren, når det gælder de humanitære julegaver, som sidste år blev et uventet julegavehit med 50.000 solgte gaver.

Folkekirkens Nødhjælp stod bag sidste års ’giv en ged-kampagne’, der resulterede i, at danskerne sendte 16.413 geder til bønder i Malawi. Næsten syv gange flere geder end organisationen havde håbet på, og projektet blev derfor udvidet til også at omfatte Etiopien, Zambia, Uganda, Sudan, Sri Lanka og Indien.

Folkekære er gederne uden tvivl. Men er de også god og effektiv bistand?

Ikke hvis man spørger engelske miljøorganisationer som World Land Trust and Animal Aid, som har været blandt de skarpeste kritikere af gedebistanden. Tilførsel af geder og andre husdyr løser ikke problemet med fattigdom, men er tværtimod med til at forværre det, mener de.

– Gederne gør mere skade end gavn for landenes udvikling. De er meget ødelæggende for miljøet. På det afrikanske kontinent er antallet af husdyr tredoblet siden 1961, og fattigdom og miljøødelæggelser er øget dramatisk. Jeg siger ikke, at det hele skyldes dyrene, men de udgør i hvert fald ikke en løsning, siger direktør i Animal Aid, Andrew Tyler. Han kalder det ’vanvid’ at donere geder, der ’gnaver alt ned, hvor de kommer frem og skaber erosion og ørkendannelse.’

– Det er langt mere effektivt at udnytte landbrugsressourcerne og dyrke afgrøder, som folk kan spise. Det er en op til otte-ti gange mere effektiv udnyttelse af jorden. Geder har brug for vand, foder, de bliver syge, og hvad angår potentialet for mælk, ja så er halvdelen af afkommet hankid. Og miljømæssigt er de meget destruktive. Hvis man anbringer dem i sårbare områder, kan de anrette stor skade, siger han og tilføjer: Det kan løses ved at holde dem i indhegninger, men så stiger sygdomsraten enormt, og de skal fodres.

Animal Aid har derfor opfordret til boykot af alle giv-et-dyr-kampagner. Plant et træ i stedet, foreslår organisationen.

Kritikken fra miljøorganisationerne får ammunition i en rapport fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO, som placerer husdyr blandt verdens to-tre største miljøsyndere. Rapporten Livestock’s long shadow – Environmental issues and options.

Florensia Maliseni (41) og Natalia Nkhanizima (43), har begge modtaget en af gederne fra Danmark. Sidstnævnte er forkvinde for landsbyens ’gedeklud’ og viser her den fælles gedestald frem.

Klap lige geden

Mette Olaf Nielsen, som er agronom og lektor i husdyrvidenskab på Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og ’gede-ekspert’, medgiver, at gederne kan være miljøødelæggere. Men hun mener, at miljøorganisationerne er alt for ensidige i deres udfald mod gederne.

– Det er unuanceret kun at se på gederne som skadedyr. Det er rigtigt, at de potentielt kan være skadedyr, hvis ikke de bliver håndteret ordentligt, fordi de kan gnave barken af træerne og slå træerne ihjel, men det er primært et spørgsmål om rigtig management, siger hun og fortsætter:

– Gederne har en præference for at æde træer og buske, mens køer og får græsser. Så hvis de får lov til at flagre omkring, som det passer dem, kan de være destruktive for miljøet, fordi de fjerner de store planter, som er med til at holde på jorden. Derfor er det vigtigt, at der følger undervisning med, hvor folk fx lærer, at de kan dyrke foder til gederne, og at dyrene ikke får lov til at gnave vegetationen så meget ned, at det går ud over bæredygtigheden, siger Mette Olaf Nielsen.

Hun har sammen med to andre danske agronomer været ude for at besigtige nogle af de landsbyer, som har modtaget geder fra Folkekirkens Nødhjælps gede-program. Da hun besøgte projektet i det sydlige Etiopien i starten af oktober, havde det kun kørt fem-seks måneder, så hun tør ikke vurdere langtidseffekten. Men foreløbig tegner det positivt, synes hun.

– Projektet er grebet fornuftigt an, fordi man ikke alene leverer geder, men sørger for undervisning i bæredygtigt gedehold og udleverer gederne via lokale NGO’er, som i forvejen har projekter i området med fokus på miljømæssig bæredygtighed. Og så er gederne købt lokalt, så der er ikke tale om en pludselig vækst i bestanden, men i første omgang mere om en omfordeling fra bedrestillede til de allerfattigste.

’God bistand’

Selv om der er en grænse for, hvor mange geder områderne kan bære, så Mette Olaf Nielsen i de områder, hun besøgte, ingen tegn på, at man var i nærheden af maksimum.

– De rigtigt store miljøødelæggelser i de lande skyldes træfældning til trækul, som landsbyboerne sælger i byerne. Så hvis de får et eksistensgrundlag via gederne og andre ting, kan man begrænse træhugsten og ende med en netto miljøgevinst.

Så disse projekter er god bistand?

– Ja, som det er grebet an, hvor jeg har set det, er det god bistand, fordi geden ikke bare bliver afleveret, men tænkes ind i en større sammenhæng og andre projekter, som skal sikre miljømæssig bæredygtighed, mener Mette Olaf Nielsen.

Jørgen Hansen, pensioneret agronom, var med på turen til Etiopien og har også besøgt et gede-projekt i Sydøstindien. Han er tilsvarende positiv i sin vurdering:

– Gederne havde en gavnlig effekt for de fattige mennesker, de blev givet til. Begge steder var projekterne godt planlagt og organiseret. Gederne bliver givet med vaccinationer, og det første år følger dyrlæger op på deres sundhedstilstand.

Heller ikke han kunne konstatere tendenser til overgræsning eller erosion. Tværtimod mener han, at gede-givningen kan bidrage til en øget miljøopmærksomhed hos modtagerne.

– I Indien var der miljøundervisning til både børn og forældre, hvor de blandt andet lærte at indsamle vilde frø og så dem for at få ny vegetation. Mens de i Etiopien sammen med gederne fik udleveret stiklinger af nogle hurtigvoksende og kvælstofsamlende træarter, der både kan bruges som tømmer, brændsel og til gedefoder.

– Så, som jeg ser det, kan gederne være med til at fremme et godt miljø, hvis de ledsages af en fornuftig og konsekvent opmærksomhedsskabelse omkring miljøproblemerne, siger Jørgen Hansen.

POPULISME DER GAVNER

Folkekirkens Nødhjælps landerepræsentant i Malawi, Lennart Skov-Hansen, om julegave-gederne.

Af Jeppe Villadsen

Er gede-gavekortene en effektiv form for bistand?

– Effektiv på den måde, at de er med til at give folk et sikkerhedsnet. Husdyravl er ikke afhængig af regnfald, det er en livsforsikring i svære tider, hvis høsten slår fejl – en familie kan leve to måneder fra salget af en ged. Men hvis det stod alene, gav det ikke stor mening. Det er det, som følger med omkring projektet, blandt andet at det styrker kvindernes økonomiske indflydelse, der batter noget for udviklingen. Det er nemlig helt overvejende kvinderne, som får ansvar for gederne – geder, grise og nedefter er kvindernes gebet, mens mændene tager sig af kvæget.

Kan du forstå kritikken af gedebistanden som populistisk og uden stor udviklingseffekt?

– I det gavekatalog, vi har udviklet, er der geder, trædepumper til at pumpe flodvand op med, cykler, kondomer, køkkenhaver – alt sammen ting, hvor vi har tænkt, at hvis de havde dem, ville det gå lidt bedre. Samtidig tror jeg, det er med til at sætte nogle tanker i gang hos køberne af gavekortene om de behov, der er ude i verden. Så det er populistisk med en god portion menneske- og verdensforståelse. Gennem historien har der været mange forskellige måder at prøve at få folk i tale, og det her er bare en af dem. Jeg vil hellere den form for populisme end at udstille billeder af Biafrabørn og sult og nød.

Projektet er blevet kritiseret for mere at tage udgangspunkt i donorens behov for synlighed og indsamling af midler end i modtagernes behov.

– Det vil jeg ikke sige, for både geder, grise, kondomer osv. har på et eller andet tidspunkt været inde over i vores projekter, og nu får vi så mulighed for at realisere nogle af ideerne gennem julegavekataloget. Jeg synes, at alle de gaver, jeg har set, også fra de andre organisationer, er ordentlige gaver – det er okay.

Hvad med den måske alvorligste del af kritikken: At gederne skaber erosion og ørken og dermed skader den langsigtede udvikling?

– Der, hvor gederne får lov til at gå frit, som i ørkenplagede Burkina Faso, kan de gøre skade, fordi de æder meget. Men hernede ville vi aldrig have bragt geder på banen – og folk ville ikke holde dem – hvis de gjorde skade på træer og afgrøder. Lige så snart regnen falder og afgrøderne spirer, holdes gederne på afgrænsede områder, siger Lennart Skov-Hansen.