Per diems og allowances. Dagpenge og diæter. Disse to ord får det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste, der har prøvet at arbejde i Afrika.
Tekst og foto: Jan Kjær
Landevejen uden for Tanzanias hovedstad Dar es Salaam. Toyota Hilux’en er egentlig på vej til det sydlige højland med to udviklingsarbejdere for at undersøge jorderosion, men er trukket ind til siden.
I bilen er de to mænd i heftig meningsudveksling. Den afrikanske koordinator af miljøorganisationen er vred. Han er mest stemt for at vende hjem igen og droppe ti dages ekspedition.
– Det kan da ikke passe, at der ikke er flere penge til per diems, siger han og fortsætter: – Der er jo ingen penge at tage med hjem til familien.
Jeg, den danske udviklingsarbejder, forsvarer ’Nord-NGO’ens’ beslutning om, at disse dagpenge blot skal dække nogle småudgifter på turen.
Systemet er indrettet på den måde, at der er færre penge til rådighed ved ophold i små byer på landet – og flere ved ophold i regionshovedstæderne, hvor alt er dyrere. Kompromisset: Vi tager lidt flere overnatninger i regionshovedstæderne.
Dette er en historie fra det virkelige liv om dagpenge, et af de to onder, der sniger sig ind over alt i udviklingsarbejdet i Afrika. Enhver tidligere eller nuværende udstationeret kan fortælle hårrejsende historier.
Scene 2:
En tanzanisk journalist-NGO har mange medlemmer, men har aldrig holdt generalforsamling. En dansk NGO vil gerne hjælpe journalisterne, og tilbyder at betale mad, lokaleleje og transport til mødet. Men medlemmerne skal have allowances, mødediæter, ellers kommer de ikke, siger lederne af NGO’en.
Den danske NGO står fast. Man kan da ikke få penge for at komme til sin egen interesseorganisations årsmøde. Det er usundt og slet ikke bæredygtigt. Den tanzaniske organisation accepterer. Men så: Voila! På generalforsamlingen er æresgæsten fra den hollandske ambassade. Han høster stort bifald. Han betaler mødediæterne!
Scene 3:
Også Pernille Bærendtsen, udviklingsarbejder blandt sudanesiske flygtninge i Nord-Uganda 2005-2007, har mærket, hvordan de to ord hurtigt blev en del af ordforrådet.
Hun arbejdede med Mellemfolkeligt Samvirke i projektet ’Uddannelse for Fred’, der promoverer frivillighed. Udgangspunktet er, at man ikke vil betale folk allowances for at deltage i undervisning.
– Når de store NGO’er og FN’s Flygtningehøjkommisariat og Fødevareprogram henter
folk på lastvogne, giver folk mad, betaler dem allowances, fordi de deltager, og kører dem hjem igen, er det svært at samle deltagere, der synes, at det er specielt vigtigt at blive undervist i sine rettigheder i forhold til Fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan – uden at få noget for det! fortæller Pernille Bærendtsen.
De to onder under lup
Aidsnet – Det Danske NGO-Netværk om Aids og Udvikling – har nu iværksat en undersøgelse. Den skal bruges til erfaringsudveksling om brugen af blandt andet per diems blandt frivillige og ansatte i aids-projekter i tre afrikanske lande.
– Det er et forsøg på at finde samme niveau for disse incitamenter, fortæller projektkonsulent Karen Swartz Sørensen fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, der er en af initiativtagerne.
– Vi ødelægger det nemlig for hinanden, fordi vi udkonkurrerer hinanden. Specielt på hiv/ aids-området, fordi der er så mange penge.
Det er især de små organisationer, der ikke kan følge med.
– Der findes allowances for alt. De er steget til urimelige højder i den konkurrence, der eksisterer. Folk lever ikke af deres løn, men af allowances, som kan udgøre 20-30 gange mere end deres løn, siger Karen Swartz Sørensen, der især har mærket problemet i postkonflikt lande som Liberia og Sierra Leone.
– Folk spørger: ’Hvad får vi for at grave en brønd til os selv?’ – I Liberia er der et eksempel på, at kvinder ikke er interesseret i undervisning. De vælger i stedet et tilbud, hvor de bliver betalt for at lære at sy. Det ødelægger initiativet for folk.
– Man løber derhen, hvor pengene er. Det er klart, når man ikke har til brød til familien, slutter Karen S. Sørensen.
Finn Petersen, der er leder af MS’ arbejde i Zambia, er bekymret over udviklingen.
– Blandt regeringerne i Afrika-syd-for-Sahara er der en stigende tendens til at lægge lønstigningerne på per diem/allowances i stedet for på grundlønnen. Allowances er nu enorme. 3-4 dages allowances er det samme som en månedsløn for mellemindkomstgruppen! fortæller han.
Forklaringen er ifølge Finn Petersen, at regeringerne mest afholder lønnen, og at donorerne dækker allowance og lignende. De store incitamenter skaber problemer for de fattigste.
– Partneren kan vælge at implementere aktiviteter på en sådan måde, at en væsentlig del af ressourcerne går direkte til organisationen selv via allowances, og færre ressourcer når målgruppen, nemlig de fattige, siger Finn Petersen.
Diskussionen om brugen af dagpenge og diæter partnerne i Syd bliver ikke nemmere af, at de udenlandske ansatte oftest har deres på det tørre. Udviklingsarbejder Pernille Bærendtsen siger: – Absurd er det, når donorerne beklager sig over dette problem – om hvor vanskeligt det er at få folk til at skabe udvikling uden at få penge for det – mens de selv kører ud af landsbyen i en firehjulstrækker med aircondition, og lever flot på tårnhøje lønninger, allowances og per diem og funderer: – Måske er det derfor, problemet ikke bliver løst?