DEBAT

PROJEKTRÅDGIVNINGEN: OPERATION DAGSVÆRK GJORDE DET RIGTIGE

Af Projektrådgivningen

Illustration

I sidste nummer af Udvikling var der på forsiden en artikel under overskriften: DAGSVÆRK-PENGE TIL SYDAFRIKA SAMLER STØV.

Projektrådgivningen har som rådgiver for Operation Dagsværk (OD) på sidelinien fulgt det forløb, der fulgte efter, at Sydafrika Kontakts oprindelige partner i maj måned opsagde samarbejdet omkring OD-projektet. Det er vores opfattelse, at sagen er blevet håndteret korrekt, og at OD ikke kan kritiseres for, at pengene endnu ikke er brugt.

Undervejs i forløbet har det vist sig, at den lokale partner i Sydafrika ikke kunne håndtere et projekt af denne størrelse og karakter. Derfor har OD sikret sig, at Sydafrika Kontakt har revideret projektet og fundet andre og mere egnede og kompetente partnerorganisationer lokalt. De indsamlede midler kan derfor anvendes til projekter som ligger inden for den oprindelige målsætning for OD indsamlingen 2006, og de vil komme målgruppen af unge mennesker i det samme geografiske område til gode.

Udvikling har givet artiklen om projektet en ekstra ’kant’ med en overskrift og en tilfældig konsulentudtalelse, der efter vores bedste opfattelse er misvisende og generelt bidrager til at miskreditere OD på et forkert grundlag. Overskriften efterlader det indtryk, at OD har været passiv og uansvarlig. Efter vores opfattelse er det udtryk for en høj grad af ansvarlighed, at OD i stedet for at begive sig ud på gyngende grund tager sig den tid, der skal til, for at formidle pengene forsvarligt.

OD har i øvrigt allerede, da problemerne opstod i foråret, sat fokus på, at det er nødvendigt fremover at opstille bedre og mere detaljerede retningslinier for fremtidige projektansøgere i samarbejde med Projektrådgivningen. Dette arbejde blev igangsat, længe før artiklen blev trykt i Udvikling.

Det er naturligvis meget uheldigt, når en lokal partnerorganisation viser sig ikke at kunne håndtere et planlagt projekt. Men enhver, der arbejder med bistand og udvikling, ved, det er ikke den eneste gang, det er sket – hverken inden for den statslige bistand eller inden for NGO-bistanden.

For mindre organisationer er det en stor udfordring at påtage sig udførelsen af et ODprojekt. Projektrådgivningen finder imidlertid, at det også fremover bør være muligt for mindre og mellemstore organisationer at byde ind på OD-projekter for at styrke mangfoldigheden i u-landsarbejdet. Vi vil derfor styrke vores samarbejde med både OD og de organisationer, der i fremtiden ønsker at byde ind. Vi vil ligeledes tage initiativ til at samle de af vores medlemsorganisationer, der har været involveret i OD-projekter, for at samle erfaringer til bruge for fremtidige projekter.

Projektrådgivningen er rådgiver for de mindre NGO’er.

SVAR: EN VÆSENTLIG HISTORIE

Redaktionen konstaterer, at artiklen ikke indeholder ukorrekte oplysninger. Fakta er: Den lokale partner PYC måtte udskiftes, fordi Sydafrika Kontakt ikke havde sikret sig en klar samarbejdsaftale. Pengene fra indsamlingen går ikke til den partner, som OD-indsamlerne troede i 2006. Pengene til et nyt projekt bliver et år forsinket, da det skal vedtages af OD’s stormøde i december. Konsulenten, som journalisten har talt med, leverer en faglig vurdering, som OD får mulighed for at svare igen i artiklen om alt det, de har gjort for at rette op på situationen. Det er fair og korrekt journalistik. Det eneste, redaktionen måske savner i artiklen, er kommentarer fra den sydafrikanske samarbejdsorganisation PYC. Hvorfor ønskede den ikke at underskrive samarbejdsaftalen? Den historie kunne være interessant. Alt i alt finder Udviklings redaktion, at det har været en væsentlig historie at fortælle for at sikre gennemsigtighed og kvalitet i dansk bistand. Det ser ud til at være lykkedes.

Redaktionen.

PENGENE ER PÅ VEJ TIL SYDAFRIKA

Af Bestyrelsen for Operation Dagsværk og Sydafrika Kontakt

I Udvikling, oktober nr. 6 fremgik det, at de penge, danske gymnasieelever samlede ind til Sydafrika sidste år, endnu ikke er nået frem til modtagerne. Men pengene er på vej, og artiklen i Udvikling fortalte kun halvdelen af historien.

Samarbejdet mellem Sydafrika Kontakt og deres lokale partner Prosperity Youth Centre (PYC) brød sammen i begyndelsen af året, da PYC ikke ville skrive under på en aftale om rammerne for samarbejdet. En aftale, der blandt andet skulle sikre gennemsigtighed i PYCs administration af pengene samt forebygge korruption. I den situation var en afbrydelse af samarbejdet den eneste mulige løsning, en løsning som Operation Dagsværk bakker Sydafrika Kontakt fuldstændig op i.

Operation Dagsværk er garant overfor de gymnasieelever, som har indsamlet pengene, for at pengene bliver brugt forsvarligt og efter hensigten. Hvis en lokal partner ikke vil leve op til de almindelige krav om gennemsigtighed og god forretningsførelse, er det ikke muligt at gennemføre projektet.

Retningslinjerne i samarbejdet med PYC byggede på Danidas retningslinjer, som slår fast, at udbetalingerne til et projekt skal stoppe, hvis der er mistanke om korruption. I tilfældet med PYC stoppede samarbejdet allerede, da organisationen ikke ville skrive under på at forebygge korruption.

Pengene går til målgruppen

Efter afbrydelsen af samarbejdet besluttede Operation Dagsværk og Sydafrika Kontakt at forsøge at finde andre samarbejdspartnere i Sydafrika, der kunne gennemføre projektets intentioner overfor den oprindelige målgruppe, som er udsatte unge i Cape Towns ’sorte’ og ’farvede’ townships.

I artiklen i Udvikling, oktober, antyder en konsulent, at der er risiko for, at de indsamlede penge går til noget helt andet, end de er samlet ind til. Både konsulenten og Udviklings redaktion burde vide, at dette selvfølgelig ikke er en mulighed. Indsamlede penge kan aldrig gå til et andet formål end det, de er samlet ind til. Det strider mod både indsamlingsloven og mod Operation Dagsværks regler. Sidste års indsamlede penge skal gå til udsatte unge i Cape Town, og det kommer de selvfølgelig også til.

Nyt projekt på vej

I dag har Sydafrika Kontakt udarbejdet et nyt projektforslag baseret på et netværk af otte lokale organisationer i Cape Town. De arbejder i samme townships og med den samme målgruppe, som det oprindelige projekt.

Dette projektforslag skal godkendes af eleverne på Operation Dagsværks årlige stormøde, som bliver afholdt 1. december.

Det er altid uheldigt, når et samarbejde bryder sammen, som tilfældet var mellem Sydafrika Kontakt og PYC. Men det sker –også for Danida og andre bistandsorganisationer, endda også efter at store beløb allerede er udbetalt.

I dette tilfælde er der tale om en afbrydelse af samarbejdet, inden projektet var gået i gang. Desuden er det lykkedes på kort tid at udarbejde et nyt projektforslag, og bliver det vedtaget på Operation Dagsværks stormøde, vil projektet kunne gå i gang med mindre end et års forsinkelse.




Denne side er kapitel 13 af 16 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 14-11-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8473/index.htm

 

 
 
 
  Danida, Udenrigsministeriet © | www.um.dk