DEBAT

FN’S 2015-SELVMÅL

Donorernes mission er at hjælpe Afrikas mange fattige. Men mens donorerne taler om 2015 Mål og økonomisk vækst, så lever de fattige med hverdagens benhårde dagsorden: Kriminalitet og stigende priser.

Af John Nwako

Hvor blev tricledown-effekten af? Her gadesælgere på en bro i Lagos, Nigeria. Foto: Pius Utomi Ekpei/AFP/Scanpix.

Hvis ellers jeg er i live, melder jeg mig snart igen med et nyt forslag fra Afrika til Udvikling.

Denne ordlyd skriver jeg vel med en vis risiko for at lyde opblæst. Og dog. Afrika syd for Sahara er under forandring i disse år, til det absolut farligere; røverier er på fremmarsh, og jeg er bange for, at fænomenet langt hen ad vejen skyldes manglende fattigdomsbekæmpelse.

I dag blev den sydafrikanske sanger Lucky Dube plaffet ned og dræbt af bevæbnede røvere i sit hjemland; forleden blev nigerianeren Tuface Idibia, sanger, skudt ned og bestjålet af bevæbnede røvere i Lagos. Min advokat i byen Onitsha i øst-Nigeria er i de seneste måneder blevet overfaldet af pistolbevæbnede røvere hele tre gange på åben gade; for få uger siden blev en hvid engelsk bekendt overfaldet og berøvet af pistolbevæbnede røvere i Accra, Ghana.

Medierne i Afrika melder om stadig flere bevæbnede røverier – det samme gør sikkerhedsagenturerne. I Kumasi, Ghana, arresterede politiet 56 bevæbnede røvere i 2005; 148 i 2006; og 46 fra januar 2007 til marts 2007. Mange røvere er fattige. De fattige må oftest spænde livremmen mere og mere ind. ’We can’t make both ends meet’, siger de opgivende. Og de fattige bliver flere og flere, i by og på land. Men netop de fattige skulle jo forestille at være donorernes hovedmålgruppe, specielt i henhold til FN’s deklaration om 2015 Målene.

Prisernes himmelflugt

Vi oplever dagligt unødvendige pristigninger i Afrika, ikke mindst på vitale og essentielle varer og serviceydelser. I Accra koster en spand vand nu 800 procent mere end i 2003; min busbillet til netcafeen er steget med circa 540 procent siden starten af 2003; prisen for tag over hovedet er gået gevaldigt op – ditto er betalingen for videregående uddannelser. Madvarepriserne er gået op – i dag får vi blot to små bananer for samme pris, som vi i 2005 fik fem store bananer for. Medicinen stiger, inklusive malariamedicinen der især skulle bruges på de små børn; de dør nu i millionvis. Malariabekæmpelse udgør en del af 2015 Målene.

Ghana er langt fra det eneste eksempel på prisstigningsvanviddet; tendensen er stort set den samme i resten af det sorte Afrika, blandt andet i Nigeria.

Det ville være forkert blot at forklare prisstigningerne med højere oliepriser på verdensmarkedet. Da prisen på en tønde råolie faldt fra knap 80 dollars til lidt over 50 dollars, gik varepriserne her i det afrikanske stadig muntert op, dagligt. Lønningerne, hvis afrikaneren overhovedet har arbejde, er rigtig nok gået op, men kun med en brøkdel af vareprisstigningerne. Hvorfor denne deroute for store dele af Afrikas fattige?

2005 var året, hvor langt det meste af Afrika fik slettet sin gæld til de rige lande, Ghana fik total gældslettelse; 2005 var året, hvor Afrika fik rekordstor udviklingsbistand og lovning om fordobling af bistanden fra de rige lande, det vil sige 30 milliarder dollars årligt fra 2010 til opnåelse af 2015 Målene. 2005 var året, jeg første gang blev berøvet i Afrika; siden er røverier og lyde af skud noget, vi dagligt har måttet vænne os til.

Med det voksende antal fattige, virker det som om at vi nu kan tale om FN’s 2015-Selv-Mål. Husk på, at de afrikanske regeringer permanent tigger om flere penge til opfyldelse af målene; og de bakkes op af blandt andre diverse FN-underorganisationer. Mærkeligt, for ingen af disse, helt sikkert velmenende aktører bag appellerne, synes nøgternt at have spurgt sig selv om, hvorfor vi permanent er vidner til større fattigdom i Afrika til trods for en bistandshjælp til kontinentet siden 1950’erne på et sted mellem 600 milliarder dollars og 2.300 milliarder dollars.

I 1999 havde 45,9 procent af afrikanerne maksimalt én dollar at leve for om dagen; i 2006 var dette tal på 41,1 procent. Men hvorfor tilføjer FN ikke, at de vilde prisstigninger medfører, at afrikaneren intet fik for en dollar i 2006, mens afrikaneren kunne klare sig for en dollar i 1999?

Den lille ulydige fugl

Jeg måber. Jeg måber især over FN’s evne til at lægge slør over Afrikas sande miserable tilstand. Tyskerne har så dejlig en rammende betegnelse for motivet til den slags: Keine Nestbeschmutzerei, bitte! – smuds ikke egen rede til. Man risikerer jo at miste sit job, ikke sandt? De fleste afrikanere er fattigere end for fem år siden, uanset hvad de fine, omsonst udførte statistikker ellers fortæller os.

Overalt i Afrika syd for Sahara bugner forretningerne af varer; lige fra madvarer til luksusvarer; fra bananer til mobiltelefoner og laptops.

Bankerne skyder i vejret, ditto gør de private firmaer og ejendomme. Afrika oplever i disse år en hidtil uhørt økonomisk vækst: 5,5 procent i 2006 – prognosen for 2007 siger 6 procent! Men til gavn for hvem eller hvad, hvis den lille, irriterende og ulydige fugl ellers må spørge?

Økonomisk vækst skulle jo være ensbetydende med, at brede befolkningskredse får det bedre: Dog udebliver tricle down-effekten (Forestillingen om, at middelklassens øgede velstand ’drypper’ nedad på de fattige, red.) i vid udstrækning i det sorte Afrika. De flere penge i de afrikanske økonomier kommer oftest de allerede velstillede afrikanere til gode. Ligesom udviklingshjælpen, som en Afrika-rådgiver til den tyske udenrigsminister Steinmeier bramfrit indrømmede til min måben tidligere i 2007.

Og nu kommer vi til historien om barnet og ballonen og nålen: Den økonomiske vækst i Afrika skyldes langt fra blot, at afrikanere –vupti – med ét er blevet fantastisk gode til at udvikle sig; væksten skyldes snarere vareprisstigningerne. Det har aldrig været let at trække en flodhest op af hatten, heller ikke selv om man eventuelt hedder Pippi Langstrømpe eller Arnold Overarm.

Grundspørgsmålet er, om de fattige egentlig rager de rige. Hvis det var tilfældet, kunne de rige afrikanere bosat i Afrika, ikke investere en del af de bittesmå 700 milliarder dollars, de er i besiddelse af? Og kunne de rige afrikanere udenfor Afrika, der besidder 400 milliarder dollars, ikke blot give en lille skilling til de fattige, således at de fattige da endelig ikke længere behøvede at ty til kriminalitet, men ville have mulighed for at opføre sig ordentligt i det daglige?

På den anden side er det vel bedre at opretholde status quo, man er jo allerede så småt begyndt at modtage mere bistand udefra. Siden 2005. Og frem til man ikke er længere.

John Nwako er opvokset i Danmark, men har siden 2001 boet i Vestafrika, mest i Nigeria og Ghana. Han er essayforfatter og humorist, og arbejder i øjeblikket på en bog om den afrikanske mentalitets betydning for Afrikas udvikling. ojnwa@yahoo.dk