BØGER

NØDHJÆLPENS FRÆKKE DRENG

Et kritisk, men kærligt portræt af manden, der lærte os at sige ’overhængende humanitær katastrofe.’ Biografien om Jørgen Poulsen er fremragende – og det samme må man sige om timingen.

Af Ulrikke Moustgaard

I 1996 sidder Jørgen Poulsen i en Røde Korsbil i en lang kø ved grænsen mellem Rwanda og Zaire, da han pludselig får øje på en dansk journalist. Verdens øjne er i dette øjeblik rettet mod byen Goma, hvor flygtningelejre har lagt jord til kampe mellem oprørere fra de to lande. Goma er netop faldet. En begivenhed, der har fået både journalister og nødhjælpsarbejdere til at strømme til stedet. For Røde Kors’ danske generalsekretær vil ventetiden blive lang. Kun pressen lukkes ind. Og Røde Kors må på grund af sit neutralitetsprincip ikke bevæge sig ind i et område uden accept fra alle parter i en konflikt.

Men da Poulsen ser sin kollega, får han en idé: Han stiger resolut ud af bilen, pakker sit Røde Kors skilt i lommen og kører med den danske journalist til Goma. Kort tid efter står Poulsen på ladet af en lastbil for snurrende tvkameraer og giver interview om situationen. Episoden i Goma er typisk for Jørgen Poulsen. Både som journalist og som generalsekretær i Røde Kors har Poulsen haft evnen og talentet til at handle øjeblikkeligt på en akut situation – og at gøre det på sin helt egen måde. En kombination, der har givet ham stor gennemslagskraft i begge brancher, men som også har betydet, at Poulsen på godt og ondt har fået et rygte som klassens frække dreng.

Alt det og meget mere kan man læse om i en ny biografi om Jørgen Poulsen, som er forfattet af Politikens Afrika-korrespondent Jesper Strudsholm. Bogen er spændende læsning fra start til slut. Den tegner et ærligt, kritisk, men også kærligt og loyalt billede af en mand, alle danskere kender. Jørgen Poulsen er ganske enkelt en god historie.

Sin egen stil

Måske af samme grund er bogens titel ’Storyteller’. Titlen henviser blandt andet til det faktum, at Poulsen i sin tid som journalist gik stik imod den gængse opfattelse af, hvad der er god og ordentlig journalistik, fordi han dyrkede den personlige reportage. Danskerne kunne for eksempel se Poulsen spise slanger i Hong Kong. De kunne læse om hans frygt og cigaretglød, der blev længere og længere, mens han sad i et transportfly på vej til Biafra, Nigeria, i 1967.

Eller om hans tur på motorcykel gennem det krigshærgede Vietnam på jagt efter en lille dreng, som en dansk læge ville tilbyde en øjenoperation i Danmark. Som journalist – såvel som nødhjælpsmand – var Poulsen idealist.

Men bag de velskrevne artikler og særprægede radio- og tv-indslag gemte sig også et menneske, der bar på en konstant følelse af at blive forbigået og ikke få anerkendelse. Poulsen fik ikke sit drømmejob som DR’s tv-korrespondent i Washington. Han kom heller ikke til London. Eller til andre steder eller job, han ønskede sig. I Poulsens optik var årsagen for eksempel mangel på de rette forbindelser eller mangel på held. Det har han sikkert ret i. For Poulsen var en idealistisk opkomling fra Sønderjylland med en mærkelig dialekt, der ikke teede sig, som man hør og bør i en medieverden, der er gennemsyret af magtspil og selvfedme.

Men ser man, som Strudsholm gør, på Poulsens liv som en helhed, står det klart, at et gennemgående tema i Poulsens liv netop er frygten for at blive forbigået og uretfærdigt behandlet. Det sker ironisk nok samtidig med, at Poulsen selv bilder sig ind, at hans succeser skyldes rent held frem for dygtighed.

Fra passiv til politisk

For en læser, der får et så intimt kig ind i Poulsens personlighed, er tanken nærliggende: Der går en lige linje mellem Poulsens store hjerte, hvad angår de nødstedte (og uretfærdigt behandlede) mennesker i vor verden, til ham selv. I bogen kommer forfatteren flere gange ind på begrebet ’lyset fra de store gårde’, der henviser til Poulsens sønderjyske barndom, hvor uligheden mellem børn fra de store gårde og børn fra mindre kår, som Poulsen kom fra, var slående i enhver forstand.

Poulsen var fascineret af lyset. Men også indigneret og vred på lyset. Senere, da han er blevet frontfigur i Dansk Røde Kors – blandt andet efter en rekordstor Afrikaindsamling, han har stået i spidsen for – giver lyset genskær, når han skal sidde til bords med højtuddannede akademikere, der vil teoretisere om nødhjælp og udviklingsbistand. Poulsen selv er nemlig mere til no nonsense-handling. I Røde Kors får Poulsen mange udfordringer.

I 1990’erne er organisationen skydeskive i flygtningedebatten, fordi Røde Kors driver de danske asylcentre. Poulsen er passiv. Han vil ikke politisere. Samtidig er der magtkampe i gang både internt og uden for organisationen. Mange vil gerne have del i danskernes humanitære pengepung for at fremme netop deres sag, hvorfor man har en stiltiende aftale om, hvordan man opfører sig, når der skal samles penge ind. Den aftale bryder Poulsen ved flere lejligheder og er derfor i dag nok en respekteret figur blandet organisationerne, men også en sten i skoen.

Bladet fra munden

Sin største udfordring får Poulsen dog, da han i 2004 vælger at åbne munden. Ikke om flygtningepolitik. Men om forholdene i Guantá-namo og Irak. Poulsen anklager den danske regering og Folketing for at tilsidesætte Genève-konventionen og dermed bane vejen for krigsforbrydelser. Det sker i et åbent brev på forsiden af dagbladet Information og giver genlyd længe efter. Jørgen Poulsen er kort sagt et fascinerende menneske med en fascinerende historie. Og historien om Poulsen er langt fra slut endnu. Næste udfordring bliver efter al sandsynlighed Folketinget, for som bekendt er Poulsen nu gået ind i politik og stiller op til det folketingsvalg for Ny Alliance.

Storyteller – En biografi om Jørgen Poulsen. Af Jesper Strudsholm. 252 sider. Kr. 299,- People’s Press.   

SVENSK OPGØR MED ’GODHEDSINDUSTRIEN’

NGO’erne hytter deres eget skind, kravet om én procent af BNP er en svøbe og kritik af al den gode bistand har været ildeset. Ny bog kigger kritisk på det, forfatteren kalder det svenske bistandsindustrielle kompleks.

Af Thomas Normann Hougaard

Kungsgatan i det centrale Stockholm summer af liv på denne solrige oktoberdag. Horder af mennesker løber slalom mellem hinanden i jagten på dagens frokost. Imellem en legetøjsforretning og en kinesisk restaurant ligger den liberale tænketank Timbros lokaler godt gemt. Her møder Udvikling økonom og freelance-journalist Pär Krause.

Han har boet og arbejdet i Tanzania i fire år fra 2002-2006. Det var her, hans interesse for at undersøge udviklingsbistanden blev vakt.

Krause har siden skrevet flere artikler, hvori han forholder sig kritisk til den svenske bistand.

Senest har han skrevet bogen ’Det svenska biståndsberoendet’ (Den svenske bistandsafhængighed, red.), der blev udgivet i midten af september på Timbros forlag.

Heri sætter Pär Krause store spørgsmålstegn ved, hvilke motiver der ligger bag de svenske bistandsorganisationers arbejde. Den svenske bistandsindustri er præget af egeninteresser

og økonomisk afhængighed for de hen ved 10.000 mennesker i Sverige, der beskæftiger sig med udviklingsbistand, mener han.

– Mit formål med denne bog er ikke at vurdere, hvorvidt bistanden virker eller ej, siger Pär Krause til Udvikling.

Bistand = big business

Pär Krause beskriver i sin bog, hvordan udviklingsbistanden i Sverige efter hans mening har udviklet sig til at være ’big business’ med et kæmpe forvaltningsapparat, der styres ud fra hjælpeorganisationernes egne mål og prioriteringer i stedet for at være styret af behovet i modtagerlandene.

Forvaltningsapparatet omkring den svenske udviklingshjælp er efterhånden så stort, at Krause mener, at man kan tale om en decideret industri.

Grunden til at den svenske bistandsindustri har fået lov at vokse sig så stor er, efter Krauses mening, at det har været ildeset at stille kritiske spørgsmål til bistanden:

– Der har hersket en bred enighed i den svenske debat om, at bistand er en god ting. Den debat, der har været, er foregået på bistandsorganisationernes banehalvdel, siger han og fortsætter: – De, der har kritiseret bistanden, har skullet forsvare sig og har haft bevisbyrden. Det burde da være lige omvendt.

Afskaf én-procent-målet

Et af de punkter, som Krause er kritisk over for, er det svenske én-procent-mål. Det siger, at én procent af Sveriges bruttonationalindkomst (BNI) skal gå til udviklingsbistand.

Han mener, at netop dette mål har været med til at skabe den svenske afhængighed af bistand, da BNI og dermed bevillingerne til de forskellige bistandsorganisationer i Sverige øges år for år.

– Hvis jeg skulle give Gunilla Carlsson (den svenske udviklingsminister, red.) et råd, ville det være, at man bør afskaffe enprocent-må-let, siger Pär Krause.

– Det må være behovet for hjælp i de enkelte lande, der afgør størrelsen af hjælpen, ikke et politisk mål, der blev vedtaget for snart 40 år siden, forklarer han og tilføjer: – Verden har ændret sig markant siden målet blev vedtaget. Hvorfor har beslutningen om enprocent-målet så ikke?

De mange år med enprocent-målet har ifølge Krause medført en økonomisk afhængighed af bistandshjælpen blandt de mange mennesker i Sverige, som arbejder inden for bistandssektoren. Det drejer sig både om ansatte i NGO’erne og de mange konsulentfirmaer og firmaer, der benyttes til at føre de svenske u-landsprokjekter ud i livet. Projekter som ikke sjældent vælges, udelukkende fordi de passer til disse firmaers arbejdsområder, skriver han.

Politisk afhængighed

Men også politisk findes der en afhængighed af udviklingsbistanden, hævder Krause. Forsvaret for bistanden bruges af politikerne til at vise, at de er medfølende og har sympati for mennesker i nød. Som en del af udenrigspolitikken bruges bistandshjælpen også til at sprede svenske værdier og svensk politik til modtagerlandene. Da bistandens omfang og

form besluttes politisk i Sverige, er der flere interesseorganisationer, der prøver at få netop deres mærkesager hørt gennem udviklingsbistanden. Som eksempler nævner han den stærke svenske afholdsforening og Rigsforbundet for seksuel ligestilling.

Dermed kommer modtagerlandenes behov til at stå i baggrunden i forhold til bistandsindustriens egne interesser, mener Krause.

– Målet for bistanden kommer derfor til at handle om kvantitet i stedet for kvalitet. Det handler om, at der skal bruges en vis sum penge, siger Pär Krause.

– Det virkelige mål for bistanden bør vel være, at den til sidst ikke længere behøves.

Han mener, at det er på tide at tage bistanden op til seriøs overvejelse.

– Bistanden har eksisteret i 40 år, og vist er fattigdommen blevet mindre, men jeg stiller spørgsmålstegn ved, om det er på grund af bistanden. Økonomisk udvikling, som jo er et af formålene med bistanden, er vigtigt. Men for at opnå økonomisk udvikling, er økonomiske reformer i modtagerlandene vigtigere end bistanden, slutter Pär Krause.

Thomas Normann Hougaard er journalist-praktikant i Udenrigsministeriet. thohou@um.dk

Det svenska biståndsberoendet
Pär Krause 92 sider, 59 SEK/48 DKK http://www.timbro.se/bokhandel 

GUATEMALA FORTALT SOM EN IDYL

Årets u-landskalenderbog Forbrydelse og fodbold – en røverhistorie er flot layoutet. Det lange interview med drengen Lucas er en pædagogisk perle – men billedet af Guatemala er en tand for smukt.

Af Jens Lohmann

Lucas på 10 år bor ved den smukke Atitlán-sø i Guatemalas højland. Han drømmer om at blive fodboldspiller i Barcelona. Han vil fange en farlig, efterlyst forbryder for at hæve dusøren – og finde sin fraværende musikerfar.

Det er anslaget i Forbrydelse og fodbold, som forfatteren Jesper Wung Sung har skrevet som årets u-landskalenderbog.

Lucas’ familie er ikke ludfattig, men der er tydeligvis materielle mangler. Historien lægger op til, at danske børn kan identificere sig med Lucas. Det samme gør de medfølgende to dvd’er, der rummer nogle små, fortællende film, et langt interview med Lucas, et par sange på dansk og en kort film med tre kakchikel-børn, der tæller til ti på kakchikel og spansk. En lille pædagogisk perle.

Det lange interview med Lucas er en tand for pædagogisk og smukt. Det kan undre, at instruktøren Mikala Klubien ikke har fortalt en historie med/om drengen og hans landsby. Historierne ligger og venter på at blive fortalt. Både de smukke og de grumme.

Vold og diskrimination af mayaerne er meget udbredt. Men det ses ikke i filmene. Guatemala ligner en idyl.

Litteraturliste med huller

Onlinespillet Mayas eventyr antyder, at der er problemer. Ideen med spillet er rigtig god, men på min computer fungerede det meget langsomt.

Lærervejledningen fortæller mere om Guatemalas bagsider. Desværre skæmmes den af en del unøjagtigheder og af at der ikke er et ordentligt kort over Guatemala og Atitlán. Ydermere er litteraturlisten og filmlisten sidst i bogen meget mangelfuld. Hvorfor nævnes Niels Snedevigs og Per Schultz’ u-landskalenderfilm fra 1993 for eksempel ikke? Eller Jørn Bies smukke og kyndige indføring i mayaernes rige tekstiltradition, Ixchels døtre. Eller at Rigoberta Menchús rystende og varme bog er udkommet på dansk? Og mange andre. Og hvorfor bliver hovedstaden kaldt Guatemala City? På dansk må den da hedde Guatemala By.

Sine mangler til trods kan den flot layoutede materialepakke give et lille indblik i mayaernes liv i Guatemala.

Jens Lohmann er journalist og forfatter specialiseret i latinamerikanske forhold.

Undervisningsmaterialet er rettet mod syv-ti årige (1.-4. Klasse). Læs også anmeldelsen på http://www.folkeskolen.dk/anmeldelser