KLIMA

NEDTÆLLING TIL COP15-ENHAGEN

Uanset udfaldet af valget den 13. november skal Danmark være vært for det vigtige klimatopmøde i 2009 og derfor være helt fremme, når den første store generalprøve finder sted ved dette års klimatopmøde på Bali i december. Udvikling tog pulsen på de danske forberedelser og udfordringer lige op til valgkampen.

Af Jesper Heldgaard

Bare COP15 bliver en succes! Kraftigt regnskyl har eroderet jernbanelinjen her i Gaibandha-distriktet, Bangladesh.
Scanpix/Reuters/Rafiqur Ramman.

Det startede i Nairobi i Kenya i november sidste år. På FN’s klimakonference tilbød miljøminister Connie Hedegaard Danmark som værtsland og København som værtsby for den 15. konference mellem parterne bag FN’s klimaaftale fra 1992, den såkaldte COP15 (COP = Conference of Parties, red.) Konferencen afholdes i december 2009.

Den 21. marts i år bekendtgjorde miljøministeren officielt værtsskabet i en pressemeddelelse, efter at regeringen havde fået en forhåndstilkendegivelse om, at det ville havne i Danmark. Forberedelserne blev omgående skudt i gang til den vigtige konference, hvor København ventes at blive invaderet af langt over 10.000 ministre, politikere, embedsmænd, eksperter, erhvervsfolk, NGO-repræ-sentanter, journalister og andre interesserede.

Afløser for Kyoto

Konferencen i København – eller COP15, som vi allerede er ved at vænne os til at sige – er særligt vigtig, fordi de 191 lande, der har underskrevet klimaaftalen, senest i 2009 skal blive enige om en afløser for Kyoto-protokollen, der udløber i 2012.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen understregede fra starten, hvor stor betydning regeringen tillægger konferencen. Han satte sig selv i spidsen for det særlige ministerudvalg, der blev nedsat i maj for at forberede konferencen, dels de mange praktiske ting, dels de politiske forhandlinger og sonderinger, der skal føre til succes.

Et særligt sekretariat blev samtidig besluttet oprettet, også i statsministeriet, og det gik i gang med arbejdet i september. Det lille sekretariat består af embedsfolk udlånt fra de involverede ministerier.

"Afrika står samlet for sølle tre pct. af verdens udledninger, men det er her, klimaforandringerne mærkes mest i form af tørke, skybrud, der fører til oversvømmelser osv. "

Den politiske udfordring

– Vi vil lægge betydelige kræfter i at få en aftale, der omfatter alle de store udledere af drivhusgasser, også USA, Kina og Indien.

Sådan sagde statsministeren i klimaafsnittet i sin åbningstale til Folketinget den 2. oktober. I det danske folketing var statsministeren ikke bleg for at sætte navne på nogle af de store udledere. Da han ugen forinden var i New York i forbindelse med FN’s klimatopmøde den 24. september, undlod han at pege bestemte lande ud og nøjedes høfligt med at sige, at målet var at nå frem til ’global konsensus om en aftale med deltagelse af alle interessenter’.

Men målet er klart: Statsministeren ønsker ikke ’bare’ en forlængelse af Kyotoprotokollen, hvor de store udledere, af nogle kaldet ’klimasyndere’, glimrer ved deres fravær. USA fordi Kongressen ikke ville være med, Indien og Kina fordi ingen u-lande i Kyoto forpligtede sig til at reducere deres udslip. Så der bliver brug for betydelige kræfter for at få alle med i en aftale i København i 2009.

"Hvad nytter selv en nok så ambitiøs aftale, hvis USA og Kina, der hver tegner sig for 20-25 pct. af de globale udledninger, finder den så uspiselig, at de ikke vil være med?"

For hvad nytter selv en nok så ambitiøs aftale, hvis USA og Kina, der hver tegner sig for 20-25 pct. af de globale udledninger, finder den så uspiselig, at de ikke vil være med?

Skal bistand bruges til klimatilpasning?

Om og hvordan det skal lykkes at forene de vidt forskellige hensyn svæver endnu i det uvisse. Kina har måske allerede overhalet USA som verdens største udleder af drivhusgasser, men en gennemsnitskineser udleder trods alt stadig blot en fjerdedel af, hvad den gennemsnitlige amerikaner udleder.

De fattigste u-lande kan blot håbe på, at de rige lande og de stærkeste u-lande som Kina, Indien, Sydkorea, Brasilien og Mexico når til enighed om, hvordan de dramatisk reducerer verdens samlede udledning af drivhusgasser. For de lande, der bidrager mindst, er også dem, der bliver allerhårdest ramt af klimaforandringerne – og har dårligst råd til at tilpasse sig.

Alle synes enige om, at Afrika og de fattigste u-lande i andre dele af verden skal have lov til at øge deres udledninger for ikke at blive sat økonomisk i stå, men også at landene skal have teknologisk hjælp til at opnå økonomisk vækst uden at øge miljøbelastningen tilsvarende.

Klima-behov: 50 mia. dollars

Men mest akut er behovet for hjælp til at tilpasse sig de klimaforandringer, som allerede finder sted, og som selv en ambitiøs aftale i København i 2009 ikke kan nå at afværge. Verdensbanken anslår, at der er behov for 10-40 mia. dollars om året til klimatilpasning i u-lande. Oxfam og andre NGO’er anslår, at behovet snarere er 50 mia. dollars om året eller cirka halvdelen af den samlede, globale bistand.

Klimatilpasning skal generelt ikke finansieres over udviklingsbistanden, mener danske NGO’er samlet i 92-Gruppen og andre kritikere.

– Princippet om, at forureneren skal betale, er sundt og bør også følges her, mener Troels Dam Christensen, koordinator i miljøpara-plynetværket 92-Gruppen og fortsætter: – Hvis klimatilpasning finansieres af den udviklingsbistand, vi alligevel ville have givet, så er det reelt u-landene, der kommer til at betale.

I den danske bistand er klimaet de seneste år kommet til at fylde betydeligt mere, og bistanden til klimatilpasning finansieres af udviklingsbistanden efter de kriterier, som OECD’s udviklingskomité, DAC, har udstukket. Den danske regerings holdning er, at klimaspørgsmålet er et centralt element i udviklingsbistanden – og udviklingspolitikken et afgørende element i klimapolitikken. Derfor er det helt på sin plads, at udviklingsbistand finansierer de fattige landes klimatilpasning.

Alternativet – ambitiøse krav om ekstra midler til klimatilpasning – kan nemlig komme til at stå i vejen for en ’København-aftale’, der har alle med, og som dermed får størst mulig gennemslagskraft.

Blikket er stift rettet mod succes i København i 2009.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist. heldgard@post7.tele.dk 

ER ØKO-FRUGT FRAGTET MED FLY STADIG ØKO?

Luftfragtet øko-frugt og grønt var godt i gang med at blive et afrikansk eksporteventyr. Men klimahensyn risikerer at forvandle eventyret til endnu en blindgyde for Afrika. Det britiske økologiske råd er netop landet på et svært kompromis for at afveje alle hensyn.

Af Morten Seifert

Kan en øko-ananas være fragtet den halve klode rundt med fly og stadig være øko? Hvad hjælper det miljøet at spare sprøjtemiddel og kunstgødning, når transporten i jetfly sluger store mængder brændstof?

Storbritanniens økologiske råd, The Soil Association, foreslog i juni et forbud mod økomærkning af luftfragtede varer. Siden har sagen være heftigt debatteret. Alene et britisk forbud får direkte konsekvenser for mere end 20.000 fattige bønder i u-landene. Det har et nyligt studie fra DIIS vist.

Britiske forbrugere er generelt langt fremme i deres krav til fødevarer. Så The Soil Associa

tions beslutninger er en strømpil for øko-tendensen i Europa. Vi kan snart forvente samme diskussion i Danmark. Sverige er allerede i gang.

Mange af de fattige bønder, der i dag lever af eksport af frisk frugt og grønt, har investeret både tid og sparsomme ressourcer i omlægning og certificering. Hvis forureningen fra luftfragt stopper deres eksport til Storbritannien, vil det være forbundet med en vis bitter ironi; den gennemsnitlige britiske forbruger udleder 30 gange så meget ^CO2 ^som den afrikanske økobonde.

The Soil Association er efter måneders debat landet på et kompromis, der tager hensyn til miljøet og samtidig lader en sprække stå åben for fattigdomshensynet: Luftfragt af økovarer er undtagelsesvist i orden, hvis varen lever op til fairtrade standarder.

Blander æbler og pærer

Simon Derrick fra firmaet Blue Skies, som eksporterer både økologisk og konventionel frugt fra Ghana, tager det restriktive kompromis som et alvorligt negativt signal: – Vi repræsenterer 78 øko-bønder i Ghanas fattige Central Region, som leverer til os. Vi havde store planer om at udvide vores økologiske produktion, men dem har vi lagt på is. Det tør vi ikke med det signal, der sendes fra 

"Den gennemsnitlige britiske forbruger udleder 30 gange så meget CO2 som den afrikanske økobonde. "

The Soil Association, siger han over mobilen fra Ghana.

Simon Bolwig, ph.d. og forsker, var med til at lave DIIS-studiet. Heller ikke han er begejstret for de britiske økologers kompromis.

– Det er at blande æbler og pærer, når man siger, at luftfragt af økovarer kun er ok, hvis de samtidig lever op til fairtrade standarder. Det er svært at se, hvad de to hensyn har med hinanden at gøre. For det første er det endnu en kontrolinstans og dermed en yderligere administrativ belastning på økoprodukterne. Og det er ikke klart besluttet, hvem der skal bære disse omkostninger. For det andet fungerer fairtrade ikke lige godt for alle varer; for frugt og grønt er der for eksempel den risiko, at fairtrade kombineret med økocertificering vil fordyre varen så meget, at den ikke kan sælges. Alle undersøgelser viser i øvrigt, at økologiske bønder tjener betydeligt mere end de konventionelle, så hvorfor tvinge dem til at blive fair-trade med de ekstra omkostninger og risici det indebærer? Der er noget paternalistisk i, at vi i Europa skal bestemme, hvad der er godt for bønderne, siger han og slutter: – Hvis alternativet til den luftfragtede øko-ananas fra Ghana bliver en luftfragtet konventionel ananas fra Ghana, har man jo ikke gavnet miljøet. Det er inkonsekvent at se på luftfragten alene. Man bør se på varens samlede miljøbelastning fra alle led i produktion og transport, og det skal man gøre både for økologiske og konventionelle varer. Ellers risikerer forbrugerne at træffe beslutninger, der skader miljøet i stedet for at gavne det.

The Soil Associations beslutning træder i kraft fra 2009 og er åben for konsultation indtil da

Se også http://www.soilassociation.org

DIIS: ’The economic impact of a ban on imports of air freighted organic products to the UK’. http://diis.dk/sw42901.asp