ZIMBABWE

SÅDAN LAVER MAN EN LANDSBY!

36-årige Marianne Knuth har skabt en landsby i Zimbabwe, hvor beboerne kan lære alt fra husbyggeri og biavl til meditation og teamledelse. Pengene har Marianne rejst hos private donorer.

Af Inger K. Larsen

36-årige Marianne Knuth er iværksætter og fundraiser. Siden 2002 har hun arbejdet på at få en landsby op at stå i et Zimbabwe, der er ved at falde fra hinanden.
Foto: Malene Lundén.

Kling-kling lyder det fra de små klokker, som Marianne Knuth sidder med i den store stråhytte. Der er møde i landsbyen Kufunda i Zimbabwe. 17 af landsbyens beboere sidder på stole i en rundkreds, og nu kan mødet begynde.

Kufunda betyder ’at lære’ på shona, som er et af de to hovedsprog i Zimbabwe. Landsbyen er nemlig et sted, hvor folk fra andre lokalsamfund kommer til for at tilegne sig forskellige kundskaber. Det handler ikke så meget om at få den samme levestandard som i vesten, men mere om at se på spørgsmål som ’hvem er jeg?’, ’hvad kan jeg?’ – og ’hvad kan jeg bidrage med i mit samfund?’ Det er hele filosofien bag det projekt, Marianne havde i tankerne, da hun for seks år siden forlod Danmark.

"Jeg måtte sige til landsbyboerne, at hvis de ikke begyndte at tage mere ansvar og selv stå for projekter, så lukkede jeg hele butikken. Det satte gang i ansvarsfordelingen.

Marianne Knuth, landsbyen Kufunda."

Lettere liv i Danmark

– Det var simpelthen et kald for mig at tage tilbage til Zimbabwe og starte det her projekt, fortæller Marianne engageret. Hun er 36 år og opvokset i Birkerød med sin danske far og sin mor, som er fra Zimbabwe. Imens hun boede i Danmark tog hun en cand.merc., før hun besluttede sig for at starte landsbyen, der ligger 23 kilometer syd for hovedstaden Harare.

– Det har været en lang, sej proces at få folk til at føle stolthed, få selvtillid og tage initiativ, når de hele tiden fokuserer på alt det, de ikke har, og det de ikke kan, fortæller Marianne.

Men det er lykkedes langt hen ad vejen med de 27 voksne og børn, der bor i Kufunda. De lærer selv forskellige ting og underviser andre.

Marianne har ikke på noget tidspunkt fortrudt. – Et liv i Danmark havde på mange måder været lettere, men jeg har altid følt, at jeg skulle tilbage til Zimbabwe og udrette noget. At det så blev Kufunda, ja det er jo så bare herligt, når man ser på landsbyen, som denfungerer i dag, siger hun stolt.

De lokale i Kufunda deltager i forskellige projekter fra bygning af muldtoiletter over etablering af børnehave til økologisk jordbrug.

Der er enkelte projekter i landsbyen, som giver en indkomst for de involverede. Hvis man har lyst til at tjene penge på fx biavl, så kan man få undervisning i det. Men man skal selv få en forretning op at køre, hvis man vil tjene penge på salg af honning.

Alle beboere har hver deres speciale. Den 32-årige mand Fideles er fx. med i en byggegruppe, som har lært at bygge muldtoiletter. Fideles og kollegerne har nu bygget toiletter i hele landsbyen og undervist andre lokalsamfund. I det projekt var der også seks kvinder fra en anden landsby. Kvinderne har siden bygget i alt 150 muldtoiletter i deres landsbyer. Spredningseffekten i de projekter, der er i Kufunda, er således stor.

Fundraising

Økonomisk set er landsbyen både afhængig af privatpersoners donationer, men også af diverse fonde. Kufunda får nemlig ikke støtte fra Danida eller andre statslige udviklingspuljer. Mange lande har ikke villet støtte projekter i Zimbabwe på grund af den politiske situation under præsident Mugabe. Der ligger derfor et stort arbejde i fundraising, som Marianne også står for.

– Vi har et godt netværk udenfor Zimbabwe og nogle gode støtter, der har hjulpet os i mange år. Uden dem kunne vi slet ikke eksistere, for der er ingen støtte at hente fra de officielle myndigheder her i landet, fortæller Marianne.

En anden fordel for landsbyen er, at den ligger på privat jord. Mariannes mor har nemlig afgivet et stykke land fra sin farm til projektet, og derfor har de ikke haft problemer med myndighederne.

Marianne er prototypen på en god iværksætter. Fuld af gå-på-mod, stædig, positiv og optimistisk.

I udgangspunktet vil hun gerne have kollektiv ledelse, men hun erfarede gennem den første tid, at det var meget vanskeligt.

– Her i landet er folk vant til at følge én leder, og ikke selv tage beslutninger eller blive spurgt. Derfor slog mine danske idealer om demokrati og medbestemmelse ikke igennem lige med det samme, men vi arbejder på det, fortæller hun.

Rent organisatorisk er der 17 personer, som alle har deres forskellige ansvarsområder i Kufunda. De har, sammen med den daglige leder, ansvar for driften af landsbyen herunder projekter, workshops o.l. Hver måned har de møder, hvor beslutninger træffes ved diskussioner og afstemning.

Marianne fungerer som konsulent i forhold til ledelsesgruppen, og hun er formand for den bestyrelse, der har det overordnede ansvar for landsbyen.

Ulyst til at tage ansvar

Målene med Kufunda er, at folk i landsbyen både skal kunne drive byen på egen hånd, og leve på en miljømæssig bæredygtig måde. De projekter, som genereres og uddanner folk i andre landsbyer, skal også være bæredygtige. Det går langsomt, men sikkert den rigtige vej, fortæller Marianne.

– Det store ansvar blev for meget for mig på et tidspunkt. Derfor måtte jeg sige til landsbyboerne, at hvis de ikke begyndte at tage mere ansvar og selv stå for projekter, så lukkede jeg hele butikken.

Kufunda er derfor bæredygtig i den forstand, at hvis Marianne helt trak sig ud af det, så ville byen køre videre. Det er hun overbevist om. Men i forhold til bæredygtig levevis, så er der dog et stykke vej endnu, før de forskellige ideer med vedvarende energi, økologisk jordbrug og køkkenhaver er gennemført.

– Der bliver stadig brændt plasticbøtter af, og der er flere ting, som vi kan blive meget bedre til, siger Marianne.

Frygt for politisk aktivitet

Situationen i Zimbabwe med hyperinflation, politisk ustabilitet og mangel på varer er begyndt at kunne mærkes i Kufunda.

– Vi har i lang tid befundet os i en lille oase i et land i kaos. Men nu kan vi mærke, at krisen er hård. Vi har problemer med at få benzin, så vi kan komme til byen. Vi kan ikke få cement til byggeri, hønsefoder til kyllingeopdræt og andre nødvendige ting, fortæller Marianne.

Beboerne i Kufunda har dog stadig et håb om, at situationen vil blive bedre, og de tror, at de med deres projekter kan bidrage til det.

Det er en idealistisk vision, når man dag efter dag oplever inflationen stige, ser de tomme kølediske i butikkerne og hører om de mange mennesker, som bliver arresteret af Mugabes folk.

Men i Kufunda har de brug for, på deres egen måde, at arbejde for et bedre Zimbabwe. Ingen af dem tør nemlig gå ind i nogen form for politisk arbejde, da de er bange for regeringens hårdhændede metoder mod oppositionen.

– Vi arbejder i det små og kan ikke kan bidrage til de store forandringer i landet her og nu, siger Marianne og tilføjer: – Men det er vigtigt for os, at vi fortsætter arbejdet i landsbyen. Det er det eneste, vi kan gøre, når vi nu ikke, som mange andre mennesker, vælger at flygte ud af landet.

http://www.kufunda.org . http://www.kufunda-danmark.dk