EDUTAINMENT

TV-SOAP REDDER LIV

Dansk NGO storhitter i Malawi med en ’tv-soap’ om hiv/aids og hustruvold i bedste sendetid.

Af Jeppe Villadsen, Blantyre

Manden med macheten. Med sin blanding af rå realisme, humor og opbyggelige budskaber har tv-soap’en ’Tikuferenji’ ramt en folkelig nerve, der har gjort den til det mest sete tv-program i landet.
Foto: ADRA.

Mon Nikolaj og Julie har reddet liv, da serien kørte hen over tv-skærmene om søndagen? Næppe. Matador har lagt gaderne øde, men nok heller ikke haft den store forebyggende effekt på danskernes folkesundhed.

Men i Malawi er en tv-soap blevet spydspids i kampen mod aids. Tikuferanji hedder den, hvilket kan oversættes til ’Hvorfor dør vi?’. Serien er vildt populær. Med sin blanding af rå realisme, humor og opbyggelige budskaber har den ramt en folkelig nerve, der har gjort den til det mest sete tv-program i landet. Og så skader det heller ikke, at de medvirkende er Malawis absolutte stjerneskuespillere.

– Jeg sørger altid for at være i nærheden af et tv-apparat, når den kommer, og så er jeg ikke til at komme i kontakt med, så længe den varer, siger Dan Mwamumba, en embedsmand i centraladministrationen.

 – Alle ser den. Gå ud på gaden om torsdagen, når den sendes, og du vil se tændte tv-apparater i alle huse, siger Dan Mwamumba. Han sammenligner Tikuferanji med serier som Glamour, bare tilsat et godt drys humor og altid med en moralsk pointe til slut.

"I starten blev seriens sendetidspunkt rykket, når der skulle gøres plads for en af præsidentens taler eller vigtige møder, men efter pres fra befolkningen, flere politiske partier og en større debat i parlamentet går den ikke længere. I dag kommer præsidenten på efter Tikuferanji."

Tv fra folk til folk

Seriens producer og ankermand Michael Usi er ikke bange for at kalde udsendelserne for Edutainment – altså et mix af education og entertainment. Tikuferanji slår direkte ned i den aids-tragedie, der hærger Malawi. Andre spørgsmål som hustruvold, kønsroller, korruption og menneskerettigheder bliver også taget under kærlig behandling.

– Vi forsøger at undervise publikum, samtidig med at vi underholder dem. Populariteten skyldes, at de emner, vi behandler, ikke er fiktive. Det er virkelige spørgsmål fra folks hverdag, siger Michael Usi. Det er den kirkelige danske hjælpeorganisation ADRA Danmark (Adventist Development and Relief Agency), som står bag tvshowet.

Og det danske fingeraftryk på serien er da heller ikke til overse: ’Funded by the people of Denmark through ADRA’, står der på en baggrund af et blafrende Dannebrog i begyndelsen af hvert afsnit.

Gammeldaws fjernsyn

I dagens afsnit handler det om kønsroller og hustruvold: En kvinde sidder og skælder ud på trappestenen uden for et lille murstenshus. Huset er slidt og fattigt, som huse er flest i Malawi. Døren står åben. Inde fra mørket svarer ægtemanden. Han er arbejdsløs.

Kvinden er træt af, at han forventer, hun tager sig af alle de huslige pligter oven i sit lønarbejde.

– Har du ikke hænder, har du ikke ben, så du selv kan gøre de ting? spørger hun hånligt. Manden kommer ud i døråbningen, diskussionen fortsætter.

Produktionen er ikke just topmoderne. Mere som en hjemmevideo. Og tempoet er langsomt. De første 15 minutter af episoden er en lang ubrudt scene. Det er tv, som vor mor lavede det. Det er heller ikke mere end otte år siden, at Malawi – som et af de sidste lande i verden – fik sin første nationale tv-station, så det er i høj grad stadig tv’ets barndom i Malawi.

Pludselig spidser begivenhederne til. Manden opdager, at hustruen har modtaget en sms, hvor hun bliver kaldt ’darling’.

– Har du affærer med andre mænd? Jeg er den eneste, som burde kalde dig det. Hvorfor gør du det ved mig?

Vild af jalousi render han ind i huset og henter en machete.

Storskærm i landsbyen

Afsnittet blev indspillet et par uger efter, at en kvinde i en landsby havde fået hakket begge sine arme af efter et skænderi med sin mand. Det er sådan holdet bag serien arbejder: Dekommenterer på ting, som foregår lige her og nu. Historierne er hentet fra lerhytterne og slummen, hvor almindelige malawiere bor.

- Vi ved, hvordan folk tænker, siger Michael Usi.

- Når vi kritiserer nogen, sørger vi for, at de griner imens. Så tager folk det meget nemmere ind. Vi underholder og rammer dem på samme tid. De ved aldrig på forhånd, hvem vi rammer: Én uge er det måske de unge, næste uge en anden gruppe.

Med macheten i hånden jagter manden kvinden, som i panik flygter ud i den omgivende majsmark. Heldigvis kommer en af landsbyens ældre tilfældigt forbi, og kvinden søger dækning bag ham. Den ældre taler manden til ro og får taget macheten fra ham.

Så får han en verbal bredside: – Du skal respektere din kone og behandle hende ordentligt. Du må tale med hende –vold løser ingenting.

Og efter at have sendt manden tilbage i huset, er det kvindens tur til at få læst og påtalt:

– Da du opdagede, at der var et problem, kunne du have sagt til din mand: ’lad os gå ind i huset og tale tingene igennem’, så hele verden ikke behøver at høre om jeres private forhold. Men du er rapkæftet, taler ned til din mand og fornærmer ham, derfor reagerer han, som han gør nu.

Samme afsnit blev vist om lørdagen i en landsby nord for hovedstaden Lilongwe. ADRA arrangerer hver uge rullende forevisninger på storskærm i landdistrikterne, hvor størstedelen af befolkningen bor, og hvor få har fjernsyn.

Med bus og megafonopråb trommer de beboerne sammen til helaftensshows med fem-seks afsnit i træk. 300 lokale mødte op, og bagefter diskuterede de seriens problemstillinger.

Edson Gunsalu, der er produktionsleder, var med:

– Vi spurgte beboerne: Hvad ville I gøre, hvis det var jer i den situation? Og fik dem til at komme med deres holdninger til de forskellige problemstillinger. Når folk kan se konsekvenserne af at slå kvinder, slå børn, utroskab og så videre, begynder de at se lyset.

Provokation og samtale

Men dialog er kun en ingrediens i succesopskriften. Provokation er en anden.

– Nogle gange er du nødt til at træde folk over tæerne, hvad enten det er regeringen, religiøse ledere eller offentligheden. Et eksempel på seriens åbenhed om hiv og kondomer. Kirken promoverer ikke kondomer, og ADRA er jo også en trosbaseret organisation, alligevel har vi valgt at inddrage præventionsspørgsmålet i handlingen for at få en reaktion. Budskabet til kirken er: Lad være at tale på vores vegne. Giv folk information, så de bliver i stand til at træffe kloge valg, siger Michael Usi.

– Og det virker, er han overbevist om. Hiv er ikke længere det samme tabu, som det var for ti år siden, og brugen af kondomer er i stigning.

Han peger på en stor papkasse fyldt med kondomer, som står i hjørnet af kontoret: – Hvorfor? Fordi folk kommer her og spørger efter kondomer, og så får de dem. Jeg behandler mennesker som mennesker. Lad dem træffe deres egne valg. Hvis jeg ikke giver dem kondomer, vil de jo alligevel have sex!

I dagens afsnit taler landsbyens ældre nu til både mand og kone. Pegefingeren bliver løftet: – I skal kommunikere i stedet for at skændes og slås. Du [til manden] skal respektere din kone, og du [til kvinden] skal bøje dig for din mand.

Den ældre taler i en fem minutters ubrudt talestrøm, og ægteparret nikker efterhånden. Vreden er fordampet. Den ældre bliver budt indenfor i huset. Det er tid til en ny scene og en ny morale.

Jeppe Villadsen er journalistisk redaktør for gratismagasinet CPH.