HORNSLETH

FÆRRE GRISE= PROJEKT I KRISE

Den danske provo-kunstner Kristian von Hornsleth har nu overgivet projektet ’Hornsleth Village’ – og dermed en række uløste problemer – til de lokale. Myndighederne har lukket for tilgang af nye dyr. Der kommer nu færre penge fra kunstneren til landsbybeboerne, der ikke har råd til at behandle deres grise og geder for sygdomme. I kulissen rasler Ugandas etikminister stadig med sablen. Men folk er glade for grisene.

Af Richard M. Kavuma, Buteyongera

De bekymringer, Ugandas politikere gør sig om Hornsleth-projektet, er helt grundløse, mener 74-årige Janet Namuna, nyslået svineejer fra landsbyen Buteyongera.
Foto: Richard M. Kavuma.

Da jeg forlader Janet Namunas hjem, giver hun mig en besked, som jeg skal give til Ugandas politikere i hovedstaden: – Sig til de høje herrer på kontorerne, at deres bekymringer om Hornsleth er fuldstændigt grundløse.

Det er et stærkt budskab fuldt af foragt, som giver genlyd her i landsbyen Buteyongera i Mukono-distriktet – godt 36 kilometer fra hovedstaden – og i de omkringliggende byer. Janet er 74. Hun var en af de første, der kom med i projektet Hornsleth Village, som er startet af den kontroversielle danske kunstner Kristian Von Hornsleth.

Men regeringen i Uganda har via sin etikog integritetsminister James Nsaba Buturo fået stoppet projektet mundtligt. Buturo har blandt andet beskrevet Hornsleth som en sindsforvirret og satanisk mand, hvis metoder og motiver er uetiske.

I juni sidste år gav udviklingsprojektet Janet en gratis gris, en so (se foto næste side, red.). Aftalen var, at hun skulle opdrætte dyret, og når soen så farede første gang, så skulle hun give halvdelen af smågrisene tilbage til projektet, som så ville give dem videre til andre landsbyboere. Ifølge projektkoordinator Henry Hornsleth Kayondo blev der ved projektets start givet ca. 240 grise, geder og får væk.

Vrede mod etikminister

I Janets tilfælde gik alt efter planen. Hendes so fik otte smågrise, og hun gav fire tilbage til projektet. Hendes datter, Christina, havde også fået en so, før hun døde tidligere på året. Janet passer nu også dette dyr sammen med to smågrise, efter at hun har givet tre tilbage til projektet og en til ejeren af den orne, som blev parret med soen.

– Projektet er meget godt for os, siger Janet med et smil og tilføjer:

– Nu hvor soen har faret første gang, ejer jeg helt alene både soen og de smågrise, den får i fremtiden. Jeg har ikke flere forpligtelser over for projektet.

Janets synspunkt deles af andre landsbyboere i Nakifuma Sub County. De deler også vreden mod minister Buturo. Den 21. oktober 2006 besøgte Buturo Buteyongera for at orientere sig om Hornsleth Village-projektet. Hans kommentar i gæstebogen var: “Regerin-gens primære ansvar er at beskytte Ugandas borgere.” Ministeren beordrede senere, at projektet skulle ophøre med at bringe nye dyr ind i projektet, men ikke at det skulle stoppe sine aktiviteter helt. Det betød, at mange landsbyboer, som havde håbet at få et dyr, stadig venter.

– Jeg var med til det første møde og glædede mig til at få en ged, men inden jeg nåede at få en, hørte jeg, at regeringen havde standset Hornsleth, siger Zubair Mukiibi, en midaldrende motorcyklist, som giver mig et lift fra hovedvejen til Buteyongera.

Mange solstrålehistorier

I landsbyen Kakira, som ligger ca. to mil fra Buteyongera, siger to kvinder, at de stadig venter på at få deres dyr: – Da vi ikke fik et i første omgang, lovede de at give os et dyr i august og september 2006, men jeg tror, vi bliver nødt til at opgive håbet nu, siger Rehema Nakamaanya, 47, hvortil hendes 23-årige stedmor, Maimuuna Wassajja, nikker i enighed (Den er god nok. 23-årige Maimuuna er gift med en mand i 70’erne, og Rehama er hans datter).

Men om dem, som fik et dyr, er der mange solstrålehistorier, selvom der dog også er enkelte ulykkelige historier. Tag for eksempel

Fred Mubiru, en 35-årig tomatavler i Buteyongera. Mubiru og hans kone, Jessica, fik hver en so sidste år. I juli i år fik Jessicas so otte smågrise, men to af dem døde inden for to uger.

– Af de seks smågrise, som havde overlevet svinepesten, gav jeg to tilbage til projektet og lejede to af dem ud til mine naboer, sådan at hvis de får smågrise, så deler vi lige over, siger Jessica, da vi går de to hundrede meter til et træ, hvortil hendes so og de to sidste smågrise er bundet.

Da Safina Bukirwa, 27, er muslim, fik hun en drægtig ged, som fik et gimmerkid. Hun gav kiddet tilbage til projektet. Andre som Safinas mand, Juma Nsubuga, og Hajji Zubair fra landsbyen Kakira har fået dyr, som endnu ikke har læmmet. Men de forventer stadig at give det første kid tilbage til Kayondo, så det kan blive givet videre til andre landsbyboere.

Men Jessicas mand, Mubiru, var ikke så heldig. Hans gris døde af svinepest inden for to måneder:

– Kayondo lovede mig en ny gris, men så fik vi at vide, at projektet var blevet stoppet, siger han.

Svinepest

I landsbyen Kitwe, ca. en mil fra Buteyongera, fik Donald Owori og hans kone hver en gris, men begge dyrene døde inden for få uger.

– Også vores naboer i byen fik to grise, og de døde også af pest, fortæller Mercy Akoth, Oworis 16-årige datter, som var hjemme.

Projektkoordinator Kayondo medgiver, at nogle af dyrene er døde. Han siger, det er fordi dyrene var en blandingsrace og derfor krævede særlig pasning. Han siger, at projektet nu tilbyder støtte, for eksempel i form af hjælp med behandling af syge dyr.

– I starten mistede vi så mange dyr, fordi vi købte blandingsracer, og landmændene passede dem ikke særlig godt, siger Kayondo på sit kontor, som fortsat er åbent. Han tilføjer: – Andre landmænd er så fattige, at vi opdagede, at de ikke engang kunne skaffe føde nok til, at grisene kunne få mad.

Janet Namuna indrømmer, at projektets geder kræver langt mere opmærksomhed og pasning, end de indfødte husdyrracer, som landsbyboerne var vant til:

"(Projektkoordinator) Kayondo lovede mig en ny gris, men så fik vi at vide, at projektet var blevet stoppet.

Bonden Mubiru, landsbyen Buteyongera. "

Færre penge – flere dyr dør

Kayondo siger, at Hornsleth Village-projektet ikke straffer landmændene, hvis et dyr dør. Landmanden skal blot underrette projektet om dødsfaldet, hvorefter landmanden så vil blive tilbudt mere undervisning, og der vil blive gjort forberedelser til at erstatte det døde dyr. Men på grund af regeringens forbud, så har folk som Mubiru og Owori ikke fået et nyt dyr.

Projektkoordinator Kayondo kan ikke på stående fod sætte tal på, præcis hvor mange af de oprindelige 240 dyr, som er døde. Men han er dog glad for, at mange af dem, som er i live, har det godt og har fået afkom. Landmændene opfylder også deres forpligtelse til at levere smågrise og kid tilbage, så de kan blive givet videre til andre.

– Vi har nu videregivet 20 gedekid og 60 smågrise til andre, som ikke fik et dyr i første omgang, fortalte Kayondo.

Og der er potentiale for, at flere dyr kan gives videre. Janet Namuma, Rehema Nakamaanya og Damascus Mufoga, som er naboer til Mubiru, siger alle, at de stadig har nyfødte dyr, som Kayondo endnu ikke har hentet. Det skyldes dels minister Buturos syn på projektet. Kayondo fortæller, at projektarbejdet var blevet langsommere, også fordi finansieringen fra Kristian Von Hornsleth er blevet reduceret.

Når dyrene får unger, underrettes Kayondo, som så henter smågrisene/kiddene, behandler og fodrer dem i projektets hovedkvarter i en uge eller to, hvorefter de bliver givet videre til de landmænd, der står på projektets venteliste.

Nu siger projektkoordinatoren, at med den beskårede finansiering, så er der tilmed dyr, som dør i hovedkvarteret, før de når at blive givet videre: – Vi har ikke nogen stærk økonomi; dyrene kommer hertil, og nogle gange er foderet og behandlingen dårlig, og nogle gange ender vi med at miste 10-20 dyr.

Hvad betyder et navn?

En af de primære årsager til, at politikerne i Kampala er imod projektet, var udtalelser i pressen om, at Hornsleth kun gav dyr til dem, som indvilligede i at tage hans navn. Man mente, at det var nedværdigende. Der blev også stillet spørgsmål vedrørende Hornsleth Village’s kontor, som var i samme sort, gul og røde farve som Ugandas flag, registreringen af projektet samt ’obskønt sprog’ og ’obskøne billeder’ på http://www.hornsleth.com. Projektet udsteder ligeledes nationale identitetskort, selvom regeringen insisterer på, at kun staten kan udstede nationale ID-kort. Én parlamentariker beskrev Hornsleths aktiviteter som en ’kult’ og sidestillede projektet med slaveriet i det 17. århundredes USA, hvor slaverne skulle tage deres ejers navn.

Men landsbyboerne lader ikke til at have taget det med navnet alvorligt. Alle dem, som er blevet interviewet, siger, at de ikke engang har de identitetskort, som Hornsleth viser på sin hjemmeside. De bruger kun Hornsleths navn, når de henvender sig til projektets medarbejdere.

Safina Bukirwa forklarer, at det var noget, de havde snakket om under det første møde mellem Hornsleth og landsbyboerne, da landbyboerne gav Hornsleth navnet Birungi (som på deres modersmål betyder ’gode ting’), og han gav dem navnet Hornsleth.

– Folk har sagt meget forkert. Projektet registrerede os og gav os noget gratis; hver og en af os har sit eget navn; jeg hedder Janet Namuna, fortæller den gamle kvinde. Hun havde ikke noget imod, at hendes billede, som ligger på http://www.hornsleth.com, viser hendes navn som Janet Hornsleth Namuna.

Hornsleth havde ganske vist en mere ’værdi-fuld’ plan med navnet. Kayondo forklarer, at billeder af mennesker som Janet, der viser deres Hornsleth ID-kort, skulle have været markedsført i kunstgallerier i Europa med det formål at skaffe penge, så projektet kunne udvides.

I et tidligere interview med Kampala-avisen Weekly Observer, sagde Hornsleth, at hans Hornsleth Village-projekt ikke var velgørenhed, men en handel. Han sagde, at han gav dyrene til landsbyboerne, og de gav ham så deres navn i bytte.

"Alle dem, som blev interviewet, sagde, at de ikke engang havde de identitetskort, som Hornsleth viser på sin hjemmeside. "

Hornsleth har sluppet tøjlerne

Hvis etikminister Butero har haft til hensigt at hindre Hornsleth i at få noget ud af at bruge landsbyboernes navne, ja så har han netop været for sent ude. Hornsleth siger nu, at han allerede har overdraget projektet til de ledere i de berørte landsbyer og ikke selv længere driver projektet.

”Kontrakten gik ud på, at projektet skulle drives af mig i ét år (fra april 2006 til april 2007), og landbyboerne skulle så selv overtage det”, skriver den danske kunster i en email.

På spørgsmålet om han er tilfreds med projektets fremdrift, svarer Hornsleth: ”Ja, i betragtning af vanskelighederne har det været en fin succes, som en rigtig handel.” Hans vigtigste ugandiske partner i projektet, ingeniør David Hornsleth Kateragga, siger, at nu hvor de lokale er overladt til sig selv, bruger han sin egen indkomst på at opretholde projektet.

– Det største behov lige nu er penge til medicin til behandling af dyrene, siger Kateregga i telefonen og tilføjer: – Men fordi regeringen ikke har fornyet vores registrationscertifikat, kan andre donorer ikke træde til og støtte projektet.

Imens, fortæller Kateregga, er alle andre planer, Hornsleth har haft for området, i bero.

Disse planer omfatter at trække elektricitet ud til landsbyerne, åbne kunstgallerier og fremstille kunsthåndværk. Men hvor Kateragga er bekymret for regeringens hårde linje, så forbliver Hornsleth fortrøstningsfuld: ”Jeg planlægger at investere i en del nye aktiviteter såsom produktion af træskulpturer og tæpper etc. i navnet Hornsleth, og det er jeg ved at spare op til nu.

Regeringsbeslutning på vej

I et telefoninterview den 25. oktober blev minister Buturo bedt om at komme med en kommentar om Hornsleth-projektets fremtid.

– Jeg forstår, at de har ændret projektet.

Om ikke så længe sender vi nogle folk ud for at se på ændringerne, og jeg vil så forelægge regeringen sagen, så den kan tage en beslutning, siger han.

Adspurgt om hvilke ændringer, der er gennemført, siger projektkoordinator Kayondo, at de har ændret farverne på projektets lokaler fra sort/gul/rød (farverne i Ugandas flag) til bare sort og rød.

74-årige Janet Namuna har ikke noget at bekymre sig om. Hun har sine svin.

Men andre landsbyboere, som også ønsker at få et dyr, venter spændt på beslutningen fra politikerne i hovedstaden.

Richard M. Kavuma er journalist ved The Weekly Observer og blev i år valgt som ’CNN Multichoise African Journalist of the Year’.

Oversættelse: Sprogcentret, Udenrigsministeriet.