AKTUELT

NYT FRA STYRELSEN - KAN DANSK LYKKE BLIVE ET U-LANDSPROJEKT I HIMALAYA?

Af Bo Simonsen

Højt oppe i Himalayabjergene, klemt inde mellem gigantrigerne Kina og Indien, ligger et kongedømme, der er på størrelse med Danmark. Landet har ca. 635.000 indbyggere og er dermed Danmarks mindste programsamarbejdsland. I 2006 modtog det 81,9 mio. kr. i dansk udviklingsbistand.

Landet er Bhutan, som bhutaneserne selv kalder Druk Yul, Tordendragens land. Udviklingen i dette lilleputrige var et af dagsordenspunkterne på Danidas styrelses møde i oktober. Mere præcist den danske støtte til de sociale sektorer med 140 mio. kr. frem til 2013. Programmet følger op på det dansk-støttede sundhedsprogram, der begyndte i 1989, og på støtten til uddannelsessektoren fra 2003.

Nu er Bhutan sjældent tophistorien i danske medier, og det er nok kun en god håndfuld af dette blads ellers velorienterede læsere, der følger med i dagtil-dag nyhederne fra hovedstaden Thimphu og nærmeste overordentlig bjergrige omegn.

Men meldingerne fra Bhutan er forholdsvis opmuntrende, og der er håb for fremtiden – i hvert fald ifølge de bhutanske myndigheders egne prognoser: Den økonomiske vækst er på over syv pct. Den gennemsnitlige levealder er blevet hævet fra 47 til 66 år i perioden 1985-2005. Omkring 90 pct. af befolkningen har nu adgang til rent drikkevand og sanitet, og børne- og mødredødeligheden falder fortsat. Der er stadig flere børn, som kommer i skole – de fleste gennemfører folkeskolen på et højt niveau – og Bhutans unge befolkning (56 pct. er under 24 år) bliver stadig mere veluddannet. Samlet set ventes Bhutan at kunne opfylde de fleste af 2015 Målene.

Der er stadigvæk udbredt fattigdom, og den fortsatte danske støtte skal hjælpe Bhutan til at opnå de ambitiøse mål frem mod 2015. Blandt andet målet om at nedbringe børnedødeligheden fra de nuværende 40 pr. 1.000 levende fødte til 25, og det mål, at hele befolkningen skal kunne nå frem til en sundhedsklinik på under tre timer til fods.

Men i Bhutan gøres udvikling, fremskridt og udfordringer ikke bare op i penge og hard-core statistikker. Bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom udgør sammen med hensyn til miljøet, et godt helbred og uddannelse det højere mål ’brutto-nationallykke’, som er Bhutans eget modstykke til det ensidige økonomiske vækstbegreb for udvikling.

Og det er her, at Danmark måske har noget at komme med, som bhuthanerne kan bruge. Styrelsens drøftelse af støtten til uddannelse og sundhed, foregik via videokonference mellem København og det danske repræsentationskontor i Thimphu (Danmark har ikke en decideret ambassade i Bhutan). Repræsentationskontoret kunne fortælle, at nogle af de bhutanske samarbejdspartnere havde læst i avisen, at Danmark var verdens lykkeligste folkefærd. Det synes de lød rigtig interessant og ville gerne høre, hvordan de danske erfaringer kunne bidrage til at øge Bhutans bestræbelser på at øge landets Gross National Happiness (GNH). Måske Danmark kunne lære noget her.

Og hvad er så læren af det på mange måder positive udviklingssamarbejde med Bhutan? Det funderede styrelsens mangeårige u-lands-erfarne medlemmer lidt over. En af forklaringerne er nok, at Bhutans regering og statsadministration virkelig er opsat på at reducere fattigdom. I det praktiske, daglige udviklingssamarbejde er der således sjældent de store modsætninger mellem, hvad regeringen siger af smukke ord, og hvad de faktisk foretager sig, eller mellem den lokale udviklingsstrategi og Danmarks støtte til sundhed, uddannelse og forbedret miljø i Bhutan.

Og det er da egentlig ganske lykkeligt.

NYT MUSEUM OM DE DANSKES SLAVER PÅ GULDKYSTEN

Kulturminister Brian Mikkelsen og 20 høvdinge var med, da slaveplantagen Frederiksgave blev indviet som museum over hvide herrer og afrikanske slaveliv.

Tekst og foto: Peter Tygesen, Accra

’Jeg er glad for at se vor fælles vision virkeliggjort, selv om det kan gøre én trist at tænke på slavernes lidelser’, sagde kulturminister Brian Mikkelsen (t.v.) ved åbningen af Frederiksgave Museum i Sesemi, Ghana. Her sammen med Sesemis høvding Nu Anun Abwete Munli II og Ga’-folkets kong Tackie Tawiah III.

500 gæster, 20 høvdinge, én konge, to lokale ministre. Og Brian Mikkelsen.

Alt i alt en stor dag for Sesemis 300 indbyggere. Centrum for begivenheden var en krid-hvid bygning plantet i den røde jord: Frederiksgave Plantation and Heritage Site er en tro kopi af kong Frederik d. 6.s gave i 1832 til de danske embedsmænd i Afrika.

Det hele, landsbyen under det brede tamarind-træ, det nye museum, den fine firkant af skyggende baldakiner, hæders- og lystgæster, podiet svøbt i ghanesisk stof og talerstolen med den blåklædte ceremonimester, bagte under solen i en åbning blandt træerne, som smykker Akuapim-åsen. Museet skulle i dag, efter tre års forberedelse, åbne og overdrages fra Danmarks Nationalmuseum til University of Ghana.

Mange af gæsterne var kørt de 30 kilometer fra hovedstaden Accra og ind i landet. Da de passerede det første lille højdedrag, Legon, med landets smukke universitetscampus under kroner af høje træer, så de mod horisonten åsen, der strækker sig i hele synsfeltet fra øst til vest. 20 kilometer borte lyser den nye bygning som en hvid prik i højdedragets grå-grønne skov.

Her kunne de så forestille sig, hvordan guvernør Edward Carstensen for bare halvandet hundrede år siden blev båret i hængekøje hen over den øde slette, på vej mod Frederiksgaves kølige veranda – og hvordan det svale hvide var landskabets eneste bygning. Én hvid plet. I Afrika, på Slavekysten.

Men lige umiddelbart befandt de sig i en af den fattige verdens afskyelige trafikkøer, osende, stinkende, brølende. Bilparken i Accra er eksploderet i takt med, at byen er marcheret ud på sletten. I de endeløse køer rapporterer passagerer og resignerede chauffører i mobiltelefonen, at de desværre er forsinkede. Tredive kilometers køretur til Sesemi tager halvanden til to timer; men første gang er for en fremmed en spraglet oplevelse af boder og butikssamlinger, markedspladser og smilende mennesker. Surprise is here again! konstaterer skiltet på et butiksskur. Et varsel? Et løfte...?

Rigdom og fald

Mere end et dusin talere – alle mænd – skulle der til, før kulturminister Brian Mikkelsen og rektor Clifford Nii Boi, University of Ghana, klippede det rød-hvide åbningsbånd over.

I Ghana tager man begivenheder, især officielle, alvorligt. Skal der være fest, så er der budt op, og ingen tvivl om, at stoltheden på alle sider var stor over denne seriøse håndtering af fælles historie: Dengang danskerne købte, brændemærkede og holdt slaver og ghaneserne solgte dem til os. For ikke at tale om det forhold, at indbyggerne i Sesemi er efterkommere af en helt tredje slags, nemlig de slaver, der var røvet i kontinentets indre og tvunget herud, blandt fremmede folk, hvor de blev efterladt, da danskerne skred i 1850. Denne skrækkelige fælles historie er blevet moden til at holde op, vise frem og fortælle med saglighed.

Alle parter havde bestræbt sig på en god fest, og indvielsen den 11. oktober af Frederiksgave var intet mindre. Derfor de minutiøse forberedelser, der havde krævet møjsommelige forhandlinger mellem Nationalmuseet, ambassaden og adskillige ministerier på de to kontinenter.

Farverigt og mindre farverigt skud

Og så alligevel. Forsinkelser opstod, nogle af de underholdende trommer og danse, der skulle bryde talerækken i blokke af cirka fem styk for ligesom at give ånderum i de femogtredive grader, måtte desværre udskydes på grund af uvelkomne forsinkelser. Men igen, eftersom det var første gang, Sesemi indvier sit nye landsby- og danskermuseum, var det en fornøjelse. Der var smil til alle sider, gæsterne i deres pæneste skrud. Der er ikke så meget at fortælle om danskernes jakker og slips. De sad, som de skulle, og kunne kun udløse beundring for bærernes vilje til at fremvise deres kulturelle karakteristika.

Ghanesiske høvdinges rober er et kongebryllup værdigt i farver, mønstre og håndvævet kvalitet. Med ringe store som hønseæg, elegant filigranarbejde i guld og sølv, sidder de under gyldne fugle, elefanter og antiloper på toppen af deres talsmænds totemstave. De luftige og bedårende dragter er ganske vist nyligt vævede, men snittet er fra dengang, hvor mænd af position – selv danske – gik farvestrålende klædt, det vil sige rodfæstet i landets storhedstid. Både deres og vores.

Trekanthandelen

I Danmark er den kendt som ’den florissante periode’, blomstringstiden for handel og overskud, fred og vækst. Et stort antal danskere blev synligt rigere af trekanthandelen med sprut, krudt og kugler fra Danmark byttet for slaver på Guldkysten og derefter solgt i Caribien for det sukker og rom, som hentede kolossale gevinster på markedet i København. I Ghana voksede på samme tid høvdingeog kongeriger omkring de hvides slaveopkøb; sammen berigede de sig alle på slavejagt og slavehandel. Ghanesernes velstand gik dog mestendels tabt, da de hvide siden tog magten. Men storhedstiden er prentet i de smukke dragter, de glimtende totem og en umiskendelig ghanesisk værdighed. God overraskelse – Der er altid kommet en dansker i ny og næ for at se resterne af plantagebygningen, fortæller høvding Nu Anun Abwete Munli II og tilføjer:

– Men det var en overraskelse for os, at de ville lave et museum, en god overraskelse.

Efter åbningen trængtes italienske jakker og ghanesiske kenter i museets luftige værelser, hvor møbler, ældre end nogen kan huske, og knækkede kridtpiber bringer fortiden tilbage. Plancher fortæller, adskilt, hvordan de hvide levede, hvordan de sorte boede, adskilt. Det er fortrinlig oplysning. Hvide vægge smykket af billeder med klare historier om førende danskere – slaverne blev naturligvis ikke portrætteret. Nogle blev dog protokolleret, og efterkommerne lader en finger glide ned over listen.

Landsbyens beboere driver fremover museet over den fælles tid på en forhåbning om nye, glædelige overraskelser. Turistattraktionen er landsbyens eneste økonomiske aktiv på den næringsfattige jord.

– Der skete et kultursammenstød her på stedet, sagde den ghanesiske kulturminister Sampson K. Boafo i sin tale.

– Det er dejligt, at Danmark har sat bygningerne i stand, så vi bliver mindet om, at tiden for brud på menneskerettigheder er forbi. Det minder os måske om, at fortiden var forfærdelig, men fremtiden god, tilføjede ministeren.

Endelig bliver trommerne sluppet løs, fem svedige mænd banker rytmer ud over bjergsiden. Dansefødder stepper på den gamle slavemark.

Peter Tygesen er forfatter til blandt andet bogen ’Congo – formoder jeg’

Se mere om Frederiksgave Plantation and Heritage Site på: http://www.natmus.dk/sw49239.asp