NAVNE
ROLLEMODELLEN
Patricia Jumi sprang til, da muligheden bød sig for at tage en MBA på Copenhagen Business School gennem Danidas nye Emerging Leaders Program. Hun er den første kvinde, der har fået ét af otte fuldt finansierede stipendier rettet mod talentfulde unge forretningskvinder i Afrika.
Af Annette K. Nielsen
30-årige Patricia Jumis fokus er klart: Hun vil være rollemodel for yngre forretningskvinder i Kenya.
I disse måneder er hun i Danmark for at suge viden til sig. Hun har været igennem en skarp udvælgelsesproces for at komme så langt, og året på Copenhagen Business School (CBS) på Frederiksberg er en udfordring. Gennem sit arbejde som partner i det kenyanske firma Growth Africa, der formidler partnerskaber mellem danske og østafrikanske virksomheder, har hun længe været optaget af dansk ledelsesstil.
– CBS er det perfekte sted at lære mere om det, siger hun.
I Kenya er de fleste ansatte underlagt meget fastlåste strukturer, siger hun, mens en dansk ledelsesstil fremmer engagement og selvstændige tænkning. Det er noget, hun vil tage med tilbage til Kenya.
– Det handler om at få medarbejderne til at opleve, at de kan bidrage med noget, siger hun.
Det tætpakkede MBA-program (Master of Business Administration) matcher fint Patricia Jumis personlighed: Der er fuld skrue på ambitionerne og et seriøst engagement. Allerede da hun hørte om Emerging Leaders-programmet i dets spæde start for mange måneder siden, besluttede hun, at hun ville blive den første afrikanske kvinde til at få et stipendium.
– Jeg har gemt den sms, hvor jeg skrev til min veninde: Jeg vil være den første, siger hun. Og det blev hun. Patricia Jumi er den første ud af i alt otte unge erhvervskvinder, som har fået et stipendium fra det Danidastøttede Emerging Leadersprogram.
Hun er begejstret for den uformelle atmosfære, som undervisningen på CBS foregår i, og for muligheden for at netværke med folk fra hele verden, der kommer med vidt forskellige erfaringer. Der er 33 mennesker fra 15 lande på hendes hold. Og fredag eftermiddag kan hun drikke kaffe med fakultetsmedlemmer og være dus med professorerne.
– Det er helt utænkeligt i Kenya. På CBS taler man frit frem i undervisningen og deler ud af ens viden. Det er fantastisk, siger Patricia. Som en del af MBA-programmet får Patricia to mentorer. Hun kommer til at udvikle strategiprojekter sammen med konkrete danske virksomheder. Oven i hatten får hun så individuel coaching inden for det såkaldte Leadership Discovery Programme for at udvikle sine personlige lederevner.
– Det er meget håndgribeligt samtidig med, at der er fokus på individuel udvikling. Det er en af grundene til, at jeg blev tiltrukket af netop dette program, siger Patricia.
Patricias ambition er at få flere danske virksomheder ind i Kenya via sit firma Growth Africa. Samtidig skal hendes viden fra Danmark ud til Kenyas voksende gruppe af forretningskvinder. Mens mange kvinder er involveret i NGO’er og microbusiness, er der kun få på direktionsgangene hos de store virksomheder.
– Hvordan får jeg min viden i spil? For der er hårdt brug for praktisk viden om ledelse og business, så kvinder kan komme videre, siger Patricia Jumi, inden hun haster af sted til næste undervisningstime på CBS.
Patricia Jumi er født i Uganda, men har boet i Kenya det meste af sit liv. Hun har en bachelor i Business Administration.
Annette K. Nielsen er journalist.

NYT OM NAVNE OKTOBER 2007
Joachim Vedsted Jakobsen, 29, er den 26. august 2007 kontraktansat som seniorrådgiver ved Water Sector Programme (PASE-PARE) i Mali med tjenestested i Bamako.
Jørn Kronow, 54, er den 29. september 2007 kontraktansat som rådgiver ved Agricultural Sector Programme Support (ASPS) i Kenya med tjenestested i Nairobi.
Garry Robert Whitby, 54, er den 15. september 2007 kontraktansat som seniorrådgiver (N2) ved Business Sector Programme Support (BSPS) i Vietnam med tjenestested i Hanoi.
Sanni Bundgaard, 31, er rejst til Pibor i Sydsudan. Bundgaard er uddannet jordmoder og skal de næste seks måneder arbejde for Læger uden Grænser (MSF).
Marie-Chantal Dahl, er rejst til Mali, hvor hun de næste to år skal lede Dansk Røde Kors arbejde i Sahelland, Vestafrika.
Maria Dohn, 43, tiltræder som ny kommunikationschef i Læger uden Grænser (MSF). Dohn kommer fra en stilling i Danmarks Radio (DR), hvor hun de seneste 10 år har været vært på Radioavisen.

Matthias Gamrath, 33, rejst til Kebkabiya i det nordlige Darfur i Sudan. Her skal han det næste halve år arbejde som administrations- og økonomiansvarlig for Læger uden Grænser (MSF) .
Jacob Harbo, 35, er udnævnt til ny programleder for Folkekirkens Nødhjælp i Angola, hvor han skal have ansvaret for minerydningsarbejdet.
Trine Marott, 36, er rejst til Port Sudan i Red Sea State i det nordøstlige Sudan for Læger uden Grænser (MSF), hvor hun de næste 11 måneder skal arbejde som syge- plejerske.
Jens Møller Pedersen, 57, er ansat som daglig leder af Sudanmissionens genbrugsselskab. Møller Pedersen har siden 2001 været ansat som generalsekretær hos Sudanmissionen.
Aase Rieck, 45, er tiltrådt som leder af Center for Konfliktløsning (CfK). Rieck Sørensen kommer fra en stilling som specialkonsulent i International Afdeling på Roskilde Universitetscenter.
Martha Topperzer, 32, er rejst til Dakoro i det syd- østlige Niger. Her skal hun de næste seks måneder arbejde for Læger uden Grænser (MSF) på et projekt, som behandler underernærede børn. Martha Topperzer skal koordinere og supervisere det øvrige sundhedspersonales arbejde på fem sundhedscentre.
Peter With, 52, er indtrådt i bestyrelsen for Caritas Danmark, hvor han også arbejder. Peter With har bl.a. været koordinator for Nord/Syd-Koalitionen og været ansat i Folkekirkens Nødhjælp.
Kjartan Björnsson, 37, tiltræder som operativ chef for EU’s liaison office i Kosovo. Den danske Balkan-veteran med de islandske aner kommer fra en stilling som chef for bistanden vedrørende økonomisk udvikling ved EU-kommissionens delegation i Sarajevo, Bosnien-Herzegovina.
Professor Linda Nielsen, 55, er af undervisningsminister Bertel Haarder (V) blevet udpeget som formand for Den danske UNE-SCO-nationalkommission.
___________________________________________________
MERE OM ROLLEMODELLER
Den 2. november bliver prisen uddelt for den bedste film fra Danidas Verdensbilledlegat.
Siden 2002 har Danidas Oplysningsudvalg givet rejselegater til 10 hold studerende, som derefter skal lave en 12-minutters dokumentarfilm fra et udviklingsland. Kravet til de studerende er, at vinklen skal være original og langt fra de stereotype film fra og om u-lande, man som publikum alt for ofte møder.
Temaet for dette års produktioner er ’rolle-modeller’.
Vinderen bliver offentliggjort ved et lukket arrangement den 2. november i København, og de 10 legatfilm kan ses i biografen Øst for Paradis i Århus den 9. november mellem klokken 15-19.
Yderligere information på http://www.3world.dk
Denne side er kapitel 9 af 10 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 26-10-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8432/index.htm
|