ZIMBABWE

Gennemsnitslevealderen i Zimbabwe er nu 37 år. At overleve dagligdagen kræver snilde. Foto t.v.: Malene Lundén/Elverkongens Datter Foto t.h.: Polfoto/AP Photo/STR

DE TOMME HYLDERS LAND

Hver fjerde indbygger er flygtet fra Zimbabwe, hvor prisen på brød fordobles hver uge, og fire ud af fem mennesker lever nu under fattigdomsgrænsen. Rapport fra grænsebyen Chirundu

Af Louise Windfeld-Høeberg

Grænseovergangen i Chirundu mellem Zambia og Zimbabwe er præcis lige så sydende uoverskuelig, som den plejer: Lastbiler så langt øjet rækker, i kaotiske mønstre, der helt eller halvt spærrer for hinanden på den opkørte, tilsandede vej, med skrald, geder, og masser af børn uden sko zigzaggende mellem det hele.

Der er lang kø på begge sider. Tolderne sveder om kap med chaufførerne, mens de stempler, tæller penge, gennemgår en last eller gennemroder en taske. Her er 38 grader, og der er ikke faldet en dråbe regn siden april.

Unge kvinder i farvestrålende chitenge (klædedragt, red.) går i pendulfart op og ned mellem bilerne og sælger vand i poser, bananer eller sig selv. Unge mænd vifter med hænderne fulde af kontanter. ’Jeg gi’r den bedste kurs,’ råber de efter mig.

Flittig grænseland
Chirundu ligner med andre ord sig selv.

Men der er en stor forskel: Alle dem, flest kvinder, der slæber rundt på dunke eller har sække balancerende på hovederne. Det er de nye grænsehandlende.

I Zambia kan man nemlig købe det, der er udenfor rækkevidde i Zimbabwe: Majsmel, sukker, madolie, ris, sæbe og petroleum.

Toldvæsnet har ikke overblik over hvor mange handlende, der krydser grænsen her, men længere vestpå, i Livingstone ved Victoria vandfaldene, siger myndighederne, at der tidligere var mellem 50-60, der søgte over grænsen udelukkende for at handle.

Nu er tallet oppe på 1.000. Hver dag.

Verdens højeste inflation
Det er den omvendte verden. For otte år siden, da jeg flyttede til regionen, var det lige modsat: Dengang havde Zimbabwe en af de mest veludviklede økonomier i området, og folk fra Zambia stod i kø for at komme til Zimbabwe for at købe ind.

Den zimbabwiske dollar var stabil valuta, mens Zambias kwacha var nærmest værdiløs. Også det er vendt på hovedet: Nu veksles fede bundter dollars for enkelte sedler kwacha.

I Zimbabwe er hylderne i butikkerne tomme. Altså mere tomme end de plejer. Det skyldes først og fremmest to ting.

For det første den voldelige landreform, der betyder, at der bliver produceret meget lidt mad i det hele taget. For det andet at præsident Robert Mugabe har dikteret faste priser på de fleste dagligvarer på trods af verdens højeste inflation. Og hvilken producent vil sælge varer til mindre, end det koster at fremstille dem ?

Hver fjerde er flygtet
Det internationale varslingssystem for hungersnød (FEWSNET) kategoriserer situationen i landet som en ’hungersnød’, og antallet af børn, der lider af alvorlig proteinmangel i hovedstaden Harare, er steget med mere end 40 pct. på blot et år. Situationen ude på landet er sandsynligvis værre.

Den gennemsnitlige levealder er nede på 37 år. Arbejdsløsheden er på 80 pct., og fire ud af fem lever under fattigdomsgrænsen. David Coltart, der er medlem af Zimbabwes parlament for oppositionspartiet MDC betegner sit land som ’Verdens største humanitære katastrofe’, hvor ’folk sulter ihjel hver eneste dag’.

Tre millioner zimbabwere, eller hver fjerde indbygger, har allerede forladt landet.

FN’s flygtningehøjkommissariat har haft folk i regionen i løbet af sommeren for at forberede, hvad man skal stille op, hvis endnu flere vælger at forlade Zimbabwe i løbet af den kommende tid.

Hver eneste dag forsøger op mod 5.000 desperate mennesker at krydse Limpopo-floden, der udgør grænsen mellem Zimbabwe og Sydafrika.

Far og mor er væk
De tre millioner zimbabwere, hvoraf de fleste opholder sig i netop Sydafrika, tager det arbejde, der er at få. Pengene, de tjener, sendes hjem til Zimbabwe for at hjælpe familien.

Zimbabwe har verdens højeste andel af familier uden far og mor. I spidsen for mange familier er storesøster eller bedstemor, enten fordi de voksne er døde af aids (Zimbabwe har et af verdens højeste antal aidssyge pr. indbygger), eller fordi far og mor har forladt de desperate levevilkår i Zimbabwe for at tjene penge et andet sted.

Flere af Robert Mugabes kritikere udlægger dette til hans store fordel, og måske ligefrem et bevidst træk: De veluddannede, handlekraftige, raske voksne, som ellers ville udgøre et slagkraftigt modstykke til styret, forlader landet. Og så sender de over i købet penge hjem. Fremmed valuta, som Mugabes regering i den grad mangler.

De, der har besluttet at blive i Zimbabwe, lever under ubegribeligt svære vilkår. Hvis man er så heldig, at være blandt de få, der har et arbejde, kan man regne med at skulle tilbage lægge mange kilometer hver dag til fods, fordi minibusserne ikke har brændstof. Prisen på brød og andre fornødenheder fordobles nærmest hver uge. Der er ofte hverken strøm eller rindende vand, og enhver form for kritik af det siddende styre bliver der slået hårdt ned på.

Et lukket hus
Men Zimbabwes største problem er, at ingen i virkeligheden har overblik over, hvor slet det står til i landet. Udenlandske journalister har ikke adgang, og som lokal journalist skal man godkendes og overvåges af informationsministeriet.

Zimbabwe, der betyder ’det store stenhus’ på shona, er blevet netop dét: Et uigennemtrængeligt sted, hvor ingen udenfor ved, hvad der foregår indenfor murerne.

I april blev tv-fotografen Edward Chikomba bortført fra sit hjem. Han blev senere fundet tævet ihjel 50 kilometer vest for Harare. Flere menneskerettighedsorganisationer frygter, at Chikomba blev myrdet, fordi han medvirkede til at smugle billeder ud af Zimbabwe af blandt andet oppositionslederen Morgan Tsvangerai, efter at han i marts blev anholdt og gennembanket af politiet i Harare i forbindelse med et bønnemøde.

Solen kysser Zambezi-floden godnat, ganske flygtigt og orange, og jeg giver op og har som enkelte andre fået nok af køen ved den nedbrudte lastbil et sted foran i det uigennemsigtige tusmørke.

Jeg svinger til højre forbi huse af mursten, lavet af soltørret mudder og udspændt plastik, og fortsætter forbi missionshospitalet, ud af Chirundu, østpå langs floden, mens de zimbabwiske handlende, der ikke er nået tilbage over grænsen inden mørket faldt på, forbereder sig på at overnatte op ad deres dyrebare varer under åben himmel.

KLAR TIL TIDEN EFTER MUGABE

Donorerne forbereder at rykke massivt ind i Zimbabwe efter et regimeskifte. Danmark er med i front og sender factfinding mission til landet.

Af Louise Windfeld-Høeberg, Livingstone

– Hvis en ny regering i Zimbabwe viser vilje til forandring, så forestiller jeg mig, at vi hurtigt rykker ind i landet med en dansk repræsentation, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs
(V) og fortsætter:

– Vi vil sandsynligvis ikke etablere en ambassade i Harare i begyndelsen, men snarere gøre, som vi har gjort i Sudan, hvor vi har et kontor og et stort bistandsprogram, og hvor vi arbejder gennem internationale organisationer eller sammen med andre donorer.

Danmark er allerede i gang med at forberede indsatsen. I løbet af oktober besøger en factfinding-mission fra Udenrigsministeriet Zimbabwe. Dens opgave er at finde ud af hvem man vil kunne samarbejde med, når den 83-årige Robert Mugabe ikke længere er præsident.

Missionen skal også undersøge, hvem Danmark kan støtte allerede nu.

– Noget af det oplagte er at støtte initiativer, så valget i marts 2008 bliver så frit og så retfærdigt som muligt, fortæller Ulla Tørnæs. Danmark støtter i forvejen civilsamfundet i Zimbabwe med cirka 30 mio. kroner om året.

Krigsøkonomi
Den danske indsats koordineres løbende med blandt andre Sverige, Norge og Storbritannien, hvis premierminister, Gordon Brown, har lovet millioner af pund til Zimbabwe, når Mugabe ikke længere sidder ved roret.

Storbritannien har stået i spidsen for at udarbejde en liste over, hvilken form for hjælp, der er behov for de første fem år. Det drejer sig blandt andet om fødevarebistand, finansiering af en ny jordreform og budgetstøtte – i alt beløber det sig til mere end 15 milliarder kroner.

Men en kommende indsats skal gribes særligt an, og de sædvanlige bistandsprogrammer er ikke tilstrækkeligt, skriver Zimbabwe-kenderne Todd Moss og Stewart Patrick, der er forskere ved Center for Global Udvikling, en uafhængig tænketank i USA, i en rapport.

Zimbabwe har behov for samme hjælp som en nation, der har været i krig, for symptomerne er de samme: Økonomien er brudt sammen, inflationen er ude af kontrol, og samfundets fundament, landbruget, er væk. Infrastrukturen ligger i ruiner.

Desuden er Zimbabwe i dyb socialt traume efter års politisk undertrykkelse og udbredt vold. Og så er omkring en fjerdedel af befolkningen flygtet.

Den store forskel er, at Zimbabwe ikke har store militærstyrker, der skal afvæbnes og hjemsendes. Til gengæld findes der tusindvis af unge, der har været gennem det nationale ungdomstræningsprogram og er blevet ’green bombers’, presset, truet og indoktrineret til at begå overgreb som vold, voldtægt og tortur. Disse unge skal reintegreres i samfundet.

Massive forventninger
En ny regering i Zimbabwe vil ikke blot stå overfor enorme opgaver. Den vil også stå overfor en forarmet og utålmodig befolkning, der forventer forbedringer med det samme.

Derfor er det afgørende for overlevelseschancerne for en ny demokratisk regering, at omverdenen bakker den op med massiv hjælp. Ligger planerne ikke klar i skuffen, kommer indsatsen for sent, og det kan i yderste konsekvens føre til voldelig konflikt, skriver Moss og Patrick.

Det er donorerne klar over. Zimbabwe bliver et langt, sejt træk.

– Ude i fremtiden kan Zimbabwe sagtens igen blive et dansk programsamarbejdsland.

Der vil jo sandsynligvis være et af verdens fattigste lande til den tid, der derfor vil have behov for massiv assistance på stort set alle områder, siger Ulla Tørnæs.

Også private virksomheder forbereder sig på tiden efter Robert Mugabe. Sydafrikanske mastodonter som tøjkæden Edgar’s og Standard Bank har valgt at blive i Zimbabwe på trods af års massivt underskud.

Virksomhederne regner med at kunne tjene millioner ved at lægge sig i slipstrømmen af de donorer, der strømmer til efter et regimeskifte, og på længere sigt forventer de to fra forskere fra Center for Global Udvikling, at Zimbabwe igen vil blive den næststørste økonomi i det sydlige Afrika.

Louise Windfeld-Høeberg er journalist og forfatter. Hun har boet i Zimbabwe fra 1999-2006, og er nu bosat i Zambia. Hun dækker Afrika for TV2-Nyhederne og udgiver i denne måned romanen ’Perfekt Alibi.dk’, som anmeldes side 21.