HVORDAN BISTAND?

MYGGENET GAVNER MERE END MIDTVEJS-EVALUERINGER

Økonomen Jeffrey Sachs indtog i september København for at gøre midtvejsstatus for 2015 Målene. Her revsede han de rige lande for at løbe fra deres løfter om at øge udviklingsbistanden, men langede også ud efter de bistandsbureaukrater, der drukner den praktiske bistand i rapporter og teorier.

Af Jesper Heldgaard

– Problemet er ikke, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Problemet er, at vi ikke gør det, vi ved, vi burde gøre.

Det var blot ét af adskillige, letforståelige budskaber fra den verdenskendte, amerikanske økonom Jeffrey Sachs, da han den 11. september lagde vejen forbi Danmark for at gøre midtvejsstatus for 2015 Målene og blandt andet talte ved en høring i Landstingssalen på Christiansborg arrangeret af Folketingets Udenrigsudvalg.

Aflys 2015
Sachs skrev i 2005 bogen The End of Poverty, at det er muligt at afskaffe fattigdommen i verden, og han er blevet en af de mest kendte og engagerede, globale fortalere for 2015 Målene.

Men hans optimisme har fået et skud for boven, fortalte han i København:

– Vi kan stadig nå 2015 Målene, men det kræver et kursskifte. Vi har ikke brug for flere løfter; dem har vi nok af. Nu skal de rige lande leve op til deres mange løfter om at øge bistanden. Det er kun Danmark, Norge, Sverige, Nederlandene og Luxemborg, der lever op til FN-målet om at yde 0,7 pct. af BNI i bistand, og jeg hører desværre fra flere og flere, at de store europæiske lande ikke vil leve op til deres løfter. Hvis det er rigtigt, kan vi lige så godt indkalde en pressekonference med det samme og aflyse 2015 Målene. Det ville være ærlig snak. Og det har jeg faktisk foreslået, men ingen ville være med til det, afslørede Sachs, der håber, at Europa vil lægge pres på USA for at øge bistanden:

– Hvis USA gav lige så stor en del af sit BNI som Danmark, ville det lægge 82 mia. dollars om året oven i bistanden. Jeg ved oven i købet, hvor man kan finde pengene: Fra de 130 mia. dollars, vi bruger om året på en udsigtsløs krig i Irak. Danmark har ry for at være blandt de mest vedholdende fortalere for en bedre og mere anstændig verden og kan være med til at presse de store lande i Europa og derigennem USA, mente Sachs, der – adspurgt af en tilhører fra salen – begejstret nikkede ja til, at Danmarks eksempel kan slå endnu stærkere igennem internationalt, hvis vi igen sætter bistanden op til 1,0 pct. af BNI.

Opgør med bistandslobbyen
Mens Sachs’ opfordring til øget udviklingsbistand er sød musik for tilhængerne af udviklingsbistand, så skiller vandene på spørgsmålet om, hvordan bistanden skal bruges: Sachs er tilhænger af konkret bistand, der kan gøre en forskel her og nu:

– Uddeling af gratis myggenet f.eks. kan reducere antallet af malariadødsfald – og dermed børnedødeligheden – på ganske kort tid, og vi bør uddele gratis myggenet i alle de afrikanske lande, der er plaget af malaria. Vi bør give afrikanske landmænd kunstgødning og bedre såsæd, etablere brønde, bygge veje, skoler og jernbaner, mener Sachs, der prøver sine praktiske metoder af i såkaldte Millennium-landsbyer i flere afrikanske lande.

Resultaterne er – ifølge Sachs selv – imponerende. Men mange bistandsfolk er skeptiske. Nogle af dem var også tilstede i salen. En af dem var seniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS): – Er det, du foreslår, ikke mere af den type udviklingsbistand, vi i 1970’erne måtte konstatere, ikke virkede, fordi den ikke var bæredygtig og gjorde modtagerne til ofre i stedet for at bygge på deres egne ressourcer? spurgte han og modtog et næsten vredt svar fra Sachs:

– Jeg foreslår ikke mere af det samme. Jeg var med til at oprette Den Globale Fond for bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria. Den er ny og har reddet masser af menneskeliv. Jeg gør heller ikke afrikanerne til ofre. Jeg foreslår øget støtte til Afrikas landbrug, som donorerne nærmest har glemt og overladt til markedskræfterne de seneste to årtier med katastrofale følger. Jeg foreslår massive investeringer, der kan sikre afrikanerne skolegang, fyldte maver og et ordentligt helbred. I Millennium-landsbyerne føler de sig ikke som ofre, sagde en synligt irriteret Jeffrey Sachs, hvis tålmodighed heller ikke rækker til at diskutere de nye metoder i udviklingsbistanden, som de seneste år er blevet mere og mere centrale: Bæredygtighed, opbygning af lokal kapacitet og lokale institutioner, tilpasning, harmonisering og de andre elementer af bistanden, som Paris-erklæringen fra 2005 forsøger at fremme, er nærmest det stik modsatte af det, Sachs er fortaler for og prøver af i Millennium-landsbyerne:

– Jeg kæmper med donororganisationerne og deres skøre ideer. De vil ikke støtte Millennium-landsbyerne, og de vil ikke dele myggenet ud gratis. Nej, de skal sælges, fordi det er ’bæredygtigt’. Men ingen donorrepræsentant ville lade sit barn sove en enkelt nat i et malariaområde uden myggenet, tordnede Sachs, der heller ikke er meget for budgetstøtte:

– Bistand er som en kontrakt, hvor både giver og modtager skal vide og kunne kontrollere, hvad der kommer ud af bistanden. Det kan man ikke med budgetstøtte, der er for abstrakt og upersonligt, sagde Sachs og opsummerede sin tilgang til at bekæmpe fattigdom i Afrika:

– Vi bør gøre, hvad der er praktisk muligt. Jeg prøver ikke at stille mig i spidsen for en revolution. Jeg kæmper for at skaffe myggenet til fattige børn, skoler, vand og andre basale ting. Det koster mindre end 1 pct. af verdens BNP. Vi er så rige, at det er ufatteligt, at vi ikke kan skaffe de småpenge, der skal til for at opnå det.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist. heldgard@post7.tele.dk  

ROS TIL DANMARK FOR AT FOKUSERE

God regeringsførelse, bæredygtighed, kapacitetsopbygning, ja, stort set alle de begreber, Jeffrey Sachs ikke giver så meget for, var i fokus, da OECD fremlagde sin gennemgang af dansk bistand. Og det var udviklingsminister Ulla Tørnæs godt tilfreds med.

Af Jesper Heldgaard

– Hvis jeg skal fremhæve én ting, hvor andre donorer kunne tage ved lære af Danmark, så er det de klare og gennemskuelige fem-årsplaner, regeringen fremlægger hvert år for udviklingsbistanden med beløb på enkeltposter. Planen giver modtagerne af dansk udviklingsbistand klar besked om fremtiden, og den giver anledning til en nyttig politisk diskussion i Danmark, som er med til at udbrede kendskabet til bistanden. På dét område kan ingen donorer måle sig med Danmark.

Det sagde formanden for OECD’s udviklingskomité, DAC, britiske Richard Manning, til Udvikling, da han den 14. september var i København for at præsentere OECD’s såkaldte Peer Review af dansk bistand på en konference i Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde.

Meget passende fremlagde udviklingsminister Ulla Tørnæs samme dag regeringens nyeste fem-årsplan, En verden for alle.

DK har fokus
Dansk bistand blev senest gennemgået af OECD i 2003, og her kritiserede OECD netop, at regeringen i 2002 undlod at udsende en rullende fem-års-plan for dansk bistand, men planen blev genindført allerede fra 2003 med En verden til forskel, og det høster regeringen altså nu roser for.

Den samlede rapport med OECD-gennem-gangen blev fremlagt samtidig med Mannings besøg, men dens konklusioner blev offentliggjort i juni – og omtalt i Udvikling 04/2007. Rapporten rummer derfor ikke mange overraskelser, men den går i flere detaljer med kritikken – såvel den positive som den negative - af den danske bistand.

Manning bekræftede det overordnede positive billede, rapporten tegner af dansk bistand, og fremhævede over for Udvikling også, at Danmark er god til at fokusere sin bistand:

– Det er et generelt problem, at for mange donorer vil for meget på for mange områder i for mange lande. Her har Danmark været god til at fokusere sin bistand på et begrænset antal lande og på enkelte sektorer i landene.

Men der er også en del tidsler i buketten fra OECD og Richard Manning, der er overrasket over, at Danmark på centrale punkter scorer dårligere end de fleste andre donorer og stædigt holder fast i en praksis, der gentagne gange er blevet kritiseret.

BLANDT DE KRITISKE PUNKTER I DAC’S SERVICETJEK PÅ DANSK BISTAND ER:

DAC’s rapport om dansk bistand er side op og side ned med ros. Men der er også tidsler. De kommer Her:

> For meget kontrol – for lidt tilpasning
’Danskerne er et forsigtigt folkefærd. I er meget påpasselige med, at jeres bistand bliver brugt efter hensigten. Det er godt. Men det er et problem, når I bliver så forsigtige, at I opbygger
jeres egne kontrolsystemer i stedet for at bidrage til at opbygge kapacitet i modtagerlandene. Det var faktisk overraskende for mig, at Danmark er blandt de donorer, der ikke er så gode til at tilpasse bistanden til og bruge modtagerlandenes egne systemer. Netop når de lokale systemer er svage, er det vigtigt at gøre stærke i stedet for at underminere dem,’ bemærkede Manning.

> Ulogisk loft over budgetstøtte
Den danske forsigtighed kommer også til udtryk ved regeringens loft på 25 pct. over den del af den danske bistand, et modtagerland kan få som budgetstøtte, mente Manning: ’Loftet er ulogisk. I nogle modtagerlande er 25 pct. alt for meget, i andre for lidt.’

> De blandede kreditter er stadig bundne
’Afbinding af bistanden står mit hjerte nær, og her er Danmark nået langt. I har afbundet næsten al bistand, også fødevarebistanden, og det er en præstation i et landbrugsland som Danmark. Derfor undrer det mig, at I stædigt – og som efterhånden den eneste donor – fortsat binder de blandede kreditter til danske virksomheder. Jeg ville ikke bryde mig om at være aktionær i et firma, der var afhængigt af bunden bistand,’ lød det venligt, men skarpt fra Manning, der ikke køber argumentet om, at projekter går i internationalt udbud, hvis der ikke er konkurrence nok blandt danske virksomheder, sådan som det skete med en vindmøllepark i Egypten i 2006, hvor ordren gik til et spansk firma: ’Der kan aldrig laves klare kriterier for, hvordan man vurderer, om danske firmaer er konkurrencedygtige, og derfor er den eneste løsning at afbinde denne sidste rest af bunden, dansk bistand.’

> God og dårlig støtte til den private sektor
OECD-holdet, der har forfattet Peer Reviewet, besøgte bl.a. Ghana for at kigge på den danske bistand og så eksempler på både god og knapt så god dansk støtte til den private sektor. Mens der er ros til det danske erhvervssektorprogram for at støtte bedre rammebetingelser for det lokale erhvervsliv, så er der endnu engang kritik af den direkte danske støtte til enkeltstående samarbejder mellem danske og lokale firmaer. Nok er der gode eksempler, men det er og bliver nålestik uden den store spredningseffekt, og det er der, ifølge Richard Manning, ikke meget nyt i: ’Det er langt bedre at støtte bedre rammebetingelser, der kan gavne en samlet privatsektor end at udforme indviklede programmer til at støtte enkeltvirksomheder uden bred effekt. Det oplever andre donorer også, og en evaluering af det danske program har konkluderet det samme. Danmark har et godt ry for sine evalueringer. I skulle lytte lidt mere til, hvad evalueringerne siger.’

> Pas på med flere administrative besparelser

Danida reducerede fra 2001 til 2004 sin administrative stab med 25 pct. – lige som den offentlige sektor i Danmark i øvrigt. Decentraliseringen har i følge OECD-rapporten betydet, at antallet af ansatte i Sydsøjlen (Danida) på Asiatisk Plads er blevet yderligere reduceret – fra 347 i 2003 til 295 i 2007. Til gengæld er antallet af udstationerede på ambassaderne i samme periode steget fra 151 til 231. Richard Manning lagde ikke skjul på, at han godt kunne ønske sig flere ansatte: ’Nedskæringerne betyder jo, at der udbetales mere bistand pr. ansat, og med det store fokus på kontrol kan det overraske, at Danmark sætter den bilaterale og ikke den multilaterale bistand i vejret, og at Danmark er så tilbageholdende med at delegere administration og ansvar for sin bistand til andre donorer.’

> Branding er ikke det samme som oplysning
’Information til offentligheden om udvikling er højt prioriteret af den danske udviklingsminister,’ konstaterer OECD-rapporten, der dog også får nævnt, at regeringen har sænket støtten til oplysning om udvikling med 40 pct. siden 2001. Rapporten roser i øvrigt ministerens udskældte Dilemma-projekt for at have skabt opmærksomhed om udvikling i den danske offentlighed, men kritiserer det samtidig for at fokusere på enkeltstående projekter og ’dermed fremme en gammeldags måde at yde bistand på’. Rapporten opfordrer også til, at Danida skelner mellem sit behov for at ’brande’ sig og behovet for bred u-landsoplysning. Denne skelnen er ifølge Manning blevet endnu vigtigere med Paris-erklæringen og nye former for bistand som budgetstøtte, hvor den enkelte donor ikke er så synlig.

> Gældslettelse fylder
OECD roser Danmark for at have forpligtet sig til at yde mindst 0,8 pct. af BNI i udviklingsbistand, men gør også opmærksom på, at gældslettelse vil ’æde’ en pæn del af det beløb, bistanden de kommende år vil stige med. Gældslettelsen vil i 2007 nå op på 726 mio. kr. Det svarer til ca. fem pct. – mod blot 1,3 pct. i 2005. Med den stigning er det ekstra vigtigt, at gældslettelsen rapporteres, som OECD foreskriver, nemlig i det år, den bevilges.
/jh