
Igen i år arrangerede Danmarks Eksportråd netværksmødet ”Global Networking”, hvor virksomheder mødes med udenrigsministeren og Udenrigsministeriets ambassadører fra 70 lande. Miljø og energi i et globalt perspektiv var temaet som åbnede mødet.
Tekst Claus Clausen Foto Tariq Khan
Stadig flere danske virksomheder bliver opmærksomme på, at de med Udenrigsministeriets ambassadører har et stort globalt netværk, som de kan trække på. Interessen afspejler sig også i det årlige arrangement ”Global Networking”, hvor erhvervslivet har mulighed for at mødes med udenrigsministeren og alle de danske ambassadører. I år fandt 230 virksomheder vej til Asiatisk Plads i København, og arrangementet er så småt ved at vokse sig ud af det ellers så rummelige Eigtveds Pakhus. I år var temaet for mødet energi og miljø, og inden selve netværksdelen hørte virksomhederne tre oplægsholdere: Udenrigsminister Per Stig Møller samt de to administrerende direktører Steen Risgaard, Novozymes og Jukka Pertola fra Siemens.

Talerne på Global Networking (i forgrunden fra venstre): Udenrigsminister Per Stig Møller, administrerende direktør i Novozymes, Steen Risgaard samt administrerende direktør i Siemens, Jukka Pertola.
Danmark skal vise vejen
Udenrigsministeren pegede i sit indlæg på, at verdens rige lande må vise vejen for, at også lande som Kina og Indien vil tage medansvar for klima og CO2-udledninger.
– I Danmark har vi formået at adskille økonomisk vækst fra en tilsvarende stigning i energiforbruget. Denne afkobling er også nødvendig på globalt plan. Dansk forskning og teknologi kan spille en væsentlig rolle. Vi er på mange områder i front, når det gælder ny teknologi og energieffektive løsninger, sagde udenrigsminister Per Stig Møller.
Han nævnte det danske værtsskab for FNs klimatopmøde, COP 15, i København i 2009, som en oplagt løftestang for dansk energiteknologi.
– Det vil benchmarke Danmark og dermed styrke kendskabet til Danmark og fremme dansk erhvervslivs eksportmuligheder. Denne chance er Danmarks Eksportråd helt opmærksom på. Den vil vi udnytte. For værtsskabet giver os en enestående mulighed for at præge den internationale dagsorden på klimaområdet og placere Danmark og dansk miljø- og energiteknologi centralt i folks bevidsthed. Det er et fantastisk udstillingsvindue, som hermed åbnes, og vi skal naturligvis sætte alle sejl til, så vi også kommercielt får det bedste udbytte.
Ambassade som døråbner
Novozymes, som blandt andet producerer enzymer til fremstilling af bioethanol, er et eksempel på en af de danske virksomheder, som allerede har en stærk position på det globale marked for energiteknologi. Administrerende direktør i Novozymes, Steen Risgaard, kom i sit indlæg ind på, hvordan de også har brugt den danske ambassade i Washington til at positionere sig på de globale markeder. I februar i år fik Novozymes’ hovedkvarter i USA prominent besøg af præsident George W.Bush, der dermed gav den danske virksomhed et uvurderligt reklamefremstød.
– Det var helt ubetaleligt og uden ambassadens kraftige indsats, var besøget aldrig kommet i stand. Vi er blevet meget opmærksomme på, at vi ikke kan nøjes med at interessere os for vores kunder og vores markeder. Vi er i høj grad også nødt til at interessere os for lovgivningsmagten, sagde Steen Risgaard.
Muligheder og trusler
Administrerende direktør i Siemens, Jukka Pertola, havde muligheder og trusler for udenlandske investorer i Danmark som rød tråd i sin tale på Global Networking. Han oplever blandt andet, at vi i Danmark har fokus på udvalgte industrisektorer – som for eksempel energi og miljø – men, at der så alligevel er en tendens til, at vi ikke vil satse rigtigt stort. Jukka Pertola talte også om det fleksible danske arbejdsmarked, der møder konkurrence fra lavtlønslande samt den veludviklede danske infrastruktur, der trues af manglende politisk vilje til fortsatte investeringer.
Det er tredje år i træk, at Danmarks Eksportråd, Udenrigsministeriet, afholder Global Networking. Arrangementet finder sted i forbindelse med, at alle ambassadører og generalkonsuler én gang om året samles i Udenrigsministeriet.
På næste side kan du læse mere om dansk eksportpotentiale i forbindelse med FNs klimatopmøde, COP 15, i 2009.