DE STORE FONDE

DEN NYE, RIGE DRENG I KLASSEN

Stenrige u-landsaktivister. Gates Foundation og andre store private velgørende fonde har budgetter, der nærmer sig Danidas. Det sætter dagsorden på den internationale bistandsscene.

Af Sidsel Nyholm

For mange afrikanske sundhedsministre er det i dag vigtigere at ’sælge’ deres ideer til Microsoft-stifteren Bill Gates’ velgørenhedsfond,

The Bill & Melinda Gates Foundation, end det er at bejle til statslige donorer fra Vesten.

Gates-parrets fond uddeler hvert år 800 mio. dollars (ca. 4,4 mia. kr.) alene til sundhedsprojekter i verdens fattige lande, hvilket er mere end det, som verdenssundhedsorganisationen WHO har at arbejde med. Fondens samlede – og hastigt voksende – årsbudget på mindst 1,5 mia. dollars (ca. ni mia. kr.) ånder flere af de mindre i-landes nationale udviklingsbudgetter i nakken. Danmarks statslige udviklingsbistand lå i 2006 på 13,3 mia. kr.

The Gates Foundation er den største private velgørende fond i verden, men langt fra den eneste. Ifølge en opgørelse fra det amerikanske Foundation Centre er antallet af velgørende fonde i USA mere end tredoblet siden begyndelsen af 1980’erne, og stadig flere af dem arbejder med budgetter, der placerer dem i udviklingsbistandens superliga. Det gælder især i USA, hvor mange yngre it-mil-liardærer kanaliserer formuer over i global filantropi, men også i lande som Tyskland, Storbritannien og Indien er antallet af velgørende fonde stigende.

Fondenes ofte enorme budgetter samt voksende ambitioner og indflydelse påvirker hele udviklingssektoren, hvor de er med til at sætte dagsordenen på områder som sundhed og uddannelse. Deres status som private aktører betyder, at de opererer på langt friere vilkår end internationale organisationer og statslige donorer, og det kommer ofte modtagerne til gode, siger Jerry Norris, der er seniorforsker i den amerikanske tænketank Hudson Institute. Instituttet er en apolitisk, men moderat konservativ amerikansk tænketank, der igennem forskning og analyse forsøger at fremme global sikkerhed, velstand og frihed.

Undersøgelser viser, at de store fonde generelt er mere økonomisk effektive end statslige og internationale aktører. Mens USA’s regering eksempelvis kanaliserer en stor del af sin udviklingsbistand igennem højtbetalte ’mel-lemmænd’, så bevarer fondene typisk kontrol over hele kæden og har færre administrative udgifter. De får dermed et større udbytte ud af hver dollar, siger Jerry Norris, der har mange års erfaring på udviklingsområdet og blandt andet har været direktør for USAID’s europæiske sundhedskontor (USAID er ’det amerikanske Danida’, red.).

Illustration: Rasmus Meisler/Spild af Tid ApS.

Vilje til eksperimenter

Ifølge et casestudie i Hudson Institutes årlige rapport om privat og statslig udviklingsbistand, ’Global Philanthropy Index’, koster det eksempelvis tre gange så meget for den amerikanske regering at finansiere uddannelse og løn til en børnelæge i Afrika, som det gør for en privat fond at gøre det samme. Samtidig har de velgørende fonde den fordel, at de hverken står til ansvar over for aktionærer eller vælgere og har dermed mulighed for at tage store risici, gå kreativt til værks og udfylde oversete nicher.

Mange af de nye velgørenhedsfonde er desuden præget af en innovativ ånd.

Hvor tidligere tiders filantroper typisk hældte penge i køb og distribution af allerede eksisterende typer medicin eller andre goder, så har især it-guruernes fonde en langt mere offensiv og opsøgende taktik, der afspejler stifternes erfaringer fra en branche, som lægger vægt på forskning og udvikling.

The Gates Foundation danner eksempelvis partnerskaber med små farmaceutiske virksomheder, der udvikler nye vacciner, ligesom den også støtter forskning i banebrydende metoder inden for landbrug og uddannelse.

Fondenes sejre giver af og til genlyd i hele udviklingssektoren. De oplever dog også jævnligt, at ambitionerne udmunder i fiaskoer. I en rapport for nylig indrømmede Carnegie Corporation eksempelvis, at dens storstilede forsøg på at hjælpe Zimbabwe med at give landets forfatning og regeringsinstitutioner en grundig overhaling fejlede eftertrykkeligt på grund af en svag strategi og mangel på realitetssans.

Stater er so yesterday

Statslige donorer har generelt længere erfaring og større ekspertise, men Jerry Norris argumenterer, at deres tilgang ofte er antikveret, hvorimod fondene i højere grad arbejder ud fra dagens realiteter.

– Fonde har en tendens til at finansiere projekter på civilsamfundsniveau, mens statslig bistand gives fra regering til regering. Det gav mening i det postkoloniale Afrika for 40 årsiden, hvor alle ydelser var offentlige. Men i mange store u-lande i dag er mindst 60 procent af sundhedssystemet privatiseret. Der er sket enorme ændringer, men den statslige udviklingshjælp har ikke ændret sig tilsvarende, siger han.

Den holdning mødes imidlertid af kritik fra blandt andre USAID, der påpeger, at regering-til-regering bistand blandt andet er med til at promovere politisk stabilitet, bæredygtighed samt et konsistent og langsigtet økonomisk strategi, ligesom det også kan være en måde at presse regeringer i de fattige lande til at opbygge kapaciteten til at løse deres egne problemer.

"Ser man på det store billede, så gør filantroperne et ufuldkomment, men værdifuldt stykke arbejde i de fattige lande. "

Jerry Norris, tænketanken Hudson Institute.

De forskelligartede arbejdsmetoder hos statsdonorer og private fonde er også med til at spænde ben for et samarbejde mellem de to typer donorer. Selv om agenturer som USAID og dens europæiske modstykker, herunder Danida, lægger vægt på koordinering af udviklingshjælpen, så er virkelighedens verden en anden.

– På trods af snakken er der meget lidt egentlig koordinering i marken, fordi alle står til ansvar over for forskellige aktører. Fondene kan måske operere frit, men de statslige agenturer skal rapportere tilbage til deres regeringer, og det gør det vanskeligt at blande aktiviteter, forklarer Jerry Norris.

Fondenes frihed får dog også kritikere til at påpege, at stor økonomisk og politisk magt lægges i hænderne på en global elite bestående af meget rige privatpersoner, der kan fremme særlige dagsordener, og at det kan have negative følgevirkninger for demokratiet. The Gates Foundation og dens enorme budget kontrolleres eksempelvis af blot tre personer – Bill Gates selv, hans hustru og hans far.

– I USA er fondene skattefritagede, og dermed er de moralsk ansvarlige over for folket. Det kan ikke kontrolleres, men der er heldigvis en stigende tendens til, at fondene stræber efter gennemsigtighed og både offentliggør succeser og fiaskoer. Og ser man på det store billede, så gør filantroperne et ufuldstændigt, men værdifuldt stykke arbejde i de fattige lande, vurderer Jerry Norris.

Sidsel Nyholm er USA-korrespondent for Kristeligt Dagblad i New York. nyholm@kristeligt-dagblad.dk  

GIDER IKKE TARMINFEKTIONER

En voldsom interesse fra private velgørere har medvirket til, at verden bruger flere penge på global sundhed end nogensinde før. Men berømthedernes penge kan også skabe store problemer, hvis ikke filantroperne tænker sig om.

Af Hanne Mølby Henriksen

De store private fonde interesserer sig mere for malaria og aids end for at opbygge den helt almindelige sundhedspleje. Her sundhedsklinik i Kenya. Foto: Jørgen Schytte.

Det er svært at skidtsnakke om de mange private gysser, der skyller ind over u-landene i disse år. For selvfølgelig er det smukt, når verdens rigmænd tager sig af deres næste og bruger en del af formuen på at vaccinere børn, købe myggenet eller behandle aids-syge afrikanere. Men de glamourøse forsidehistorier har også en bagside, lyder det fra kritikere.

Når udviklingshjælpen bliver privatiseret og varetaget af it-mænd, imamer, ekspræsidenter eller popsangere, sker det ofte med fokus på hurtige resultater og snævre mål. Det er for eksempel vældig populært at bruge penge på medicin mod aids, mens det at være med til at forebygge sygdommen, uddanne sygeplejersker eller bygge laboratorier ikke rangerer så højt på filantropernes to do-lister.

- Det gør det enklere at vise resultater, hvis man fokuserer på specifikke sygdomme og kan gå ud og sige; ’jeg har behandlet så og så mange afrikanere mod aids,’ forklarer Thea Christiansen, der er chefkonsulent i Udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste, hvor hun arbejder med hiv/aids og global sundhed.

Hun understreger, at der er brug for alle de penge, verden overhovedet kan skrabe sammen til at forbedre sundheden i udviklings-landene, og at det derfor er positivt, at de private fonde er kommet på banen.

- Men der er mange andre udgifter, der også skal dækkes. Det er ikke nok at sende penge til medicin. Der skal også være et sundhedssystem, så hjælpen kan nå ud til de rigtige mennesker. Derfor forudsætter den slags specifikke donationer, at der også er nogle, der investerer i ting som drift og kapacitetsopbygning, påpeger hun.

Gates presser Afrika

Verden har aldrig brugt flere penge på at tackle de fattiges sygdomme end nu. Flere milliarder dollars bliver hvert år spenderet af private og offentlige donorer på at forbedre sundheden i lav- og mellemindkomstlandene. Og beløbet bliver ved med at stige.

Bill og Melinda Gates Fonden meldte sig på banen for syv år siden og hører i dag blandt de mest rundhåndede bidragydere, når det gælder fattige menneskers sundhed. Frem til august 2006 har it-manden og hans kone spyttet 6,6 mia. dollars i internationale sundhedsprogrammer. De to af milliarderne var øremærket kampen mod tuberkulose, hiv/ aids og andre seksuelt overførte sygdomme.

Men de astronomiske beløb kan ikke redde verden alene. Tværtimod kan de være med til at lægge et stort pres på u-landenes sundhedssystemer, hvis donorerne ikke tænker langsigtet. Thea Christiansen understreger, at en pose med penge bør have følgeskab af hjælp til at bruge pengene effektivt.

- Ellers skal de pågældende u-lande pludselig til at yde meget mere inden for det samme system. Når Zambia for eksempel har fået masser af penge til at sætte aids-syge i behandling eller lave malariaforebyggelse, så skal de også have ekstra personale, flere laboratorier og andre ting for at kunne bruge pengene. Den slags kan ikke bare opbygges fra dag til dag, og man risikerer, at systemet ikke kan overkomme at bruge pengene effektivt, forklarer Thea Christiansen.

Containere strander

Af præcis samme årsag sad der en mand nær havnen i Maputo og var lige ved at græde. Aids er som de fleste andre steder i Afrika et alvorligt problem i Mozambique, og velmenende donorer havde således skibet adskillige containere med livsforlængende ARV-medicin af sted til det fattige land. Og her stod de så og stegte i solen, mens koordinatoren for landets aids-program ikke anede, hvad han skulle stille op med det hele.

- Han kunne ikke komme af med al den medicin, fortæller Ib Bygbjerg, der er professor i international sundhed ved Københavns Universitet og mødte den frustrerede koordinator på en rejse for et par år siden.

- Det vælter ind fra alle mulige steder, men systemet er slet ikke gearet til at bruge så mange penge. Forestil dig, at du har en skibsladning medicin, men ingen kran til at losse det, ingen havnearbejdere, ikke noget pakhus, ingen ansvarlig person til at registrere det, ikke noget computersystem, ingen lastbil og store huller i vejen. Og når så endelig den kommer ud på de lokale klinikker, siger målgruppen for medicinen ofte nej tak, fortæller Ib Bygbjerg.

Han undrer sig over, at der blandt de ivrige donorer ikke er flere, der sætter sig mere ind i, hvad der egentlig skal til for at gøre gavn, hvorfor folk ikke vil have medicinen, og hvordan det rent logistisk skal lade sig gøre.

- Men det er selvfølgelig ikke nær så glamourøst at bruge penge på den slags. Så er det bedre at komme direkte på avisforsiderne med en historie om, at vi har givet så og så meget medicin, og se, hvor glade de er, siger Ib Bygbjerg.

Hvem gider tarminfektioner?

Mens fondene især har kastet sig ud i at bekæmpe sygdomme som aids, malaria og tuberkulose, er der andre onder, som faktisk dræber flere mennesker i u-landene; for eksempel fejlernæring, luftvejssygdomme, mavetarminfektioner og høj mødredødelighed.

Der er bare ikke særligt mange berømtheder, der bruger kræfter og penge på at hjælpe folk med diarré eller hostende babyer. Og på den måde risikerer fondenes hjælpearbejde at skævvride assistancen til de fattige og syge ved at trække personalet væk fra u-landenes egne, etablerede sundhedssystemer og over i andre programmer, der er specifikt møntet på sygdomme, de finder mere interessante. Det kan altså godt være, at et land kan vise gode resultater inden for behandlingen af tuberkulose, men der kan så være andre ting, landet bliver dårligere til, fordi det nationale sundhedssystem er blevet ringere på grund af det parallelle projekt.

Thea Christiansen oplyser, at de private fondes bidrag til udviklingsarbejdet ofte bliver diskuteret, når Danida skal lægge sin egen strategi på hiv/aids-området. Og at man i Danida har valgt at prioritere en mere langsigtet udvikling af sundhedssystemerne i verdens fattige lande.

I kampen mod hiv/aids bruger Danmark for eksempel flere penge på at forbedre kvaliteten af de lokale sundhedsvæsener end på medicin – helt i tråd med modtagerlandenes egne prioriteringer.

Bistandens modeluner

Og den indsats må man sørge for at rose, mener Ib Bygbjerg.

- Danida laver simpelthen noget af det mest holdbare, som er med til at holde det hele sammen. Man kan måske ikke se, at børnene holder op med at dø lige med det samme, men det bliver ikke mindre effektivt af den grund, siger han og efterlyser flere langtidsinvesteringer i udviklingsbranchen og mere koordination donorerne imellem.

De pengestærke filantroper som Gates, Clinton, Rockefeller og alle de andre arbejder ofte alene og ud fra, hvad de selv synes er interessant. Og det kan godt være farligt, mener Ib Bygbjerg.

- Jeg kan godt blive bekymret, hvis ikke der er en fornuftig blanding af privat og offentlig funding. De store fondes donationer kan jo

blive en herlig undskyldning for regeringer, FN og NGO’er for ikke selv at gøre mere – der ville for eksempel ikke være meget forskning i malaria, hvis det ikke var for Bill og Melinda Gates, siger Ib Bygbjerg, der selv har modtaget store beløb fra Gates Fonden til netop at forske i malaria-medicin, mens han har haft svært ved at stampe penge op andre steder.

Og det kan både være godt og skidt afhængigt af, hvordan man ser på det: - Fondene har en vis interesse og pludselig gider de ikke mere. En overgang var det fuldstændigt umoderne at forske i malaria. Og om ti år er der garanteret ingen, der synes, at det er særligt glamourøst at give penge til aids, siger Ib Bygbjerg.

Og hvad sker der så den dag, Bill Gates’ firma går dårligt, eller han hellere vil støtte bevarelsen af den amerikanske ørn? Moden skifter – sådan er det også med donationer.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist. hmh@journalist.dk  

DANIDA OG CLINTON GÅR HÅND OG HÅND I KENYA

Et nyt samarbejde mellem Danida og Clinton Fonden betaler lønnen til 1.120 sygeplejersker i Kenya som et led i kampen mod aids. Kenyanerne har nemlig masser af penge til medicin, men ikke nok personale til at teste, rådgive og behandle de aids-syge i landområderne.

Af Hanne Mølby Henriksen

Der er langt mellem sygeplejerskerne ude på landet i Kenya. Så langt, at det ofte kniber for det kenyanske sundhedsvæsen at gøre brug af de betydelige mængder medicin, det har modtaget til landets aids-syge. Derfor er Danida gået sammen med den private, amerikanske Clinton Fond om et projekt, der skal finansiere løn og efteruddannelse til i alt 1.120 lokalt ansatte sygeplejersker i det østafrikanske land. Det fortæller ambassadør Bo Jensen over telefonen fra Nairobi.

Hvorfor har I valgt at samarbejde med lige netop Clinton Fonden?

- Det var faktisk deres ide. De kom til os og præsenterede projektet. Når vi sagde ja, hænger det blandt andet sammen med, at Clinton Fonden har en anden tilgang til tingene, end man somme tider ser hos de her fonde. De

har overhovedet ikke travlt med at understrege, at det er Clinton Fonden, der er involveret i det her. De foreslog selv, at vi bare bruger en fælleskonto i det kenyanske sundhedsministerium, som så styrer projektet, mens Clinton Fonden assisterer med rådgivning og teknisk bistand.

Så Danida stiller bare penge til rådighed?

- Ja. Projektet koster os 125 millioner kroner og løber over en fire-årig periode. Vi bruger nogle af de midler, som regeringen har afsat til bekæmpelse af hiv/aids i Afrika. Og det passer faktisk meget godt ind i det program, vi havde i forvejen, så vi nu dækker både vedligeholdelser, medicin og personale på sundhedsområdet, siger Bo Jensen.

Bo Jensen, Danmarks ambassadør i Nairobi, Kenya. Foto: Jørgen Schytte.

Danida støtter ikke drift

Danida plejer ellers ikke at støtte almindelig drift som for eksempel lønninger, men den kenyanske regering har budgetteret med markante stigninger i sundhedsbudgettet de kommende år og lovet at overtage de 1.100 sygeplejersker, når pengene fra Danida og Clinton Fonden slipper op, fortæller ambassadøren. Dermed skulle projektets bæredygtighed være sikret.

Danida har støttet sundhedssektoren i Kenya i mere end 30 år, men sjældent i så tæt et samarbejde med private aktører. Det nye projekt blev skudt i gang i begyndelsen af 2007 og har ifølge Bo Jensen været et populært tiltag i landet lige fra starten.

12.000 kenyanske ansøgere kæmpede om de opslåede 1.100 stillinger, kun seks af dem var i forvejen ansat af landets sundhedsvæsen.

Resten var enten ikke i arbejde, eller også lavede de noget helt andet. Der er altså ikke tale om et såkaldt parallelprojekt, der risikerer at dræne det lokale sundhedsvæsen for personale.

-Sygeplejerskerne har fået en kontrakt med sundhedsministeriet, der kører projektet selv, siger Bo Jensen.

- Og de indgår i den almindelige bemanding på klinikkerne og skal ikke kun beskæftige sig med hiv/aids, tilføjer han.

Den generelle sundhedstilstand i Kenya er blevet værre gennem de seneste 10 år, og tendensen ser ud til at fortsætte. Derfor er der hårdt brug for sygeplejersker, der kan hjælpe med lidt af hvert. Også selvom hiv/aids så afgjort er en alvorlig sygdom, som længe har været forsømt af det sparsomme personale på landets sundhedsklinikker.

- Det er noget, som man ofte undlader at tale om i Kenya. Dels fordi hiv/aids er forbun-

det med en masser stigmaer. Dels der ikke er meget ved at få konstateret hiv eller aids, hvis man ikke kan komme i behandling. Men når der kommer flere sygeplejersker på klinikkerne, så får de også bedre tid til at identificere de smittede og rådgive om hiv/aids end før, siger Bo Jensen.

Du sagde, at Clinton Fonden har en anden tilgang til tingene end så mange andre fonde. Hvordan oplever du de andre fondes tilgang?

- Det er erkendt i stadig højere grad blandt donorer, at bistand er mest effektiv, hvis den bliver givet samlet og koordineret. Det kan godt somme tider stride mod de store fondes behov for at markere sig. Mange af dem synes at have behov for at dokumentere, at netop de gør en forskel, så de kan rejse flere penge. Og det kan betyde, at de bliver mindre effektive i det hjælpearbejde, de skal gøre, mener ambassadør Bo Jensen.