GULDFEBER

LOTTERIET I LONDDONI

600.000 tanzaniere graver efter guld, diamanter og ædelstene. De forurener naturen og sætter livet på spil, men minedrift er – for de heldige – en vej ud af fattigdommen. Udvikling har besøgt clondyke-byen Londoni.

Tekst og foto: Thorkil Green Nielsen

På lang afstand ligner Londoni en flygtningelejr: blåhvide presenninger fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), vakkelvorne hytter og mudrede gader. Men Londonis indbyggere er ikke på flugt. De er på jagt efter guld.

På tættere hold viser det sig, at der er barer, bordeller og pool-borde under mange af presenningerne. Her slår guldgraverne sig løs, når de kommer op til overfladen. Livet i Londoni er et lotteri. Om morgenen kravler de fleste indbyggere ned i skakterne, der perforerer landskabet omkring den lille flække i det centrale Tanzania. Om aftenen kommer de op med sten og støv i sække og lunger. Stenene knuses, guldkornene vaskes ud. Nogle scorer en god gevinst, mens andre må nøjes med penge til den næste skål mad. Der er cirka 600.000 ’små’ minearbejdere, såkaldte small-scale miners, i Tanzania.

Guld- og diamantgravere og ædelstensjægere, der bruger hakker, skovle og sprængstoffer til at lede efter lykken. Mange arbejder på kanten af loven, ødelægger naturen, forgifter drikkevandet og sætter livet på spil. Men minedrift er en vej ud af fattigdommen for mange af arbejderne og deres familier.

Sprængstofekspert

Kelly Mmary er en af de heldige. Han har købt en Honda 250 XLR-motorcykel for de penge, som han har tjent i Londoni.

– Jeg havde en lille butik, men solgte den, for der er betydeligt flere penge i minedrift. Jeg tjener 150.000 shillings (660 kr.) på en god uge. Nogle af pengene sender jeg hjem til konen og mine to børn, resten bruger jeg her, fortæller den 29-årige guldgraver.

Kelly arbejder som sprængstoftekniker i en af skakterne.

– Jeg lærte, hvordan man bruger plastisk sprængstof, da jeg gravede efter tanzanit (en blå ædelsten, red.). Nu er jeg ekspert, erklærer han stolt.

Men ifølge loven er det kun folk, der har træning og licens til at håndtere sprængstoffer, som må købe og bruge dem. Kelly vil ikke oplyse, hvor det sprængstof, han bruger, kommer fra.

Helt alene i Londoni er Kelly dog ikke, selvom han er langt fra hjemmet. Kelly er nemlig også kæreste med Mama Aisha, der driver et lille spisested og bordel på hovedgaden i Londoni.

Huset er et sammensurium af blikplader og FN-presenninger.

– Man kan købe presenningerne for 25.000 shillings (110 kr.) på markedet. Jeg ved ikke, hvor de stammer fra, siger hun. Men en af hendes kunder mener, at de er smuglet ud af flygtningelejrene i det nordvestlige Tanzania – ved grænsen til Burundi.

Minearbejderne som Kisami Magumba på billedet her inhalerer giftige dampe, når han bruger kviksølv til at udvinde guldet

Kaos og guldfeber

Guldfeberen ramte Londoni i juni 2004. En hyrde fandt guld uden for landsbyen, der dengang havde ca. 250 indbyggere. Han forsøgte at holde det hemmeligt, men da han bestilte en tromle til at knuse sten, bredte rygtet sig, og i de næste par måneder strømmede tusinder af mænd til.

– I august 2004 gravede 15.000 mænd efter guld lige her, forklarer Elias Msalaba og peger ud over en labyrint af kratere og jorddynger, der dækker et område på størrelse med ca. 10 fodboldbaner.

– Det var kaos. Ingen havde tilladelse til at grave efter guld. Flere mistede livet ved ulykker, og andre blev overfaldet på vej til banken i Mayoni (distriktshovedstad 60 km. sydpå, red.), mindes han.

Elias’ bror var den første, der søgte om tilladelse til at udvinde guld i Londoni fra Energi- og Mineralministeriet. Men embedsmændene havde god tid. Da broren og andre håbefulde ansøgere rykkede for svar i begyndelsen af 2005, fik de at vide, at licenserne i stedet ville blive tildelt et udenlandsk mineselskab.

Licensansøgerne fra Londoni følte sig snydt og klagede til det lokale parlamentsmedlem. Han overtalte Commissioner of Minerals til at udstede licenserne til Elias’ bror og en række andre, lokale ansøgere.

Forholdet mellem de små tanzaniske mineejere og de store, udenlandske selskaber er spændt. De små beskylder de store for at bestikke politikere og embedsmænd og smugle enorme mængder guld og ædelstene ud af landet. I tanzanitminerne ved foden af Kilimanjaro er der af og til skyderier i minegangene – mellem lokale tanzanitgravere og vagter fra det store, sydafrikanske selskab, Tanzanite One, som har licens på at udvinde tanzanit i de mest lukrative områder.

Tanzanias regering, som trådte til i 2006, har nu lovet at kulegrave kontrakterne med de udenlandske mineselskaber.

Illegale opkøbere I Londoni er kaos blevet afløst af delvis ro og orden. I dag sidder en halv snes tanzaniske licensejere på det meste af guldet i området. De lejer små stykker jord ud til entreprenører, såkaldte pitholders, som hyrer unge mænd til at grave skakter og udvinde det ædle metal. Hyren er en lille andel af det guld, der findes. Andre fortsætter med at grave uden licens. Licensejerne har ansat sikkerhedsfolk til at tjekke, at skakterne er afstivet med tømmer, og antallet af ulykker er faldet. Guldgraverne har valgt en sherif og bygget et lille fængsel, og kriminaliteten er dalet.

"Guldgraverne har valgt en sherif og bygget et lille fængsel. Og kriminaliteten er dalet. "

Illegale opkøbere

I Londoni er kaos blevet afløst af delvis ro og orden. I dag sidder en halv snes tanzaniske licensejere på det meste af guldet i området. De lejer små stykker jord ud til entreprenører, såkaldte pitholders, som hyrer unge mænd til at grave skakter og udvinde det ædle metal. Hyren er en lille andel af det guld, der findes. Andre fortsætter med at grave uden licens.

Licensejerne har ansat sikkerhedsfolk til at tjekke, at skakterne er afstivet med tømmer, og antallet af ulykker er faldet. Guldgraverne har valgt en sherif og bygget et lille fængsel, og kriminaliteten er dalet.

Men ulovlighederne fortsætter i mindre skala. Udvikling må for eksempel ikke fotografere en stor tømmerstabel, som skal bruges til at afstive nye skakter. Begrundelsen er, at træet er fældet illegalt. Reglerne for handel med guld brydes bag flere af FN-presenningerne. Her vejes guldklumper på små, digitale vægte, inden de sælges til illegale opkøbere – typisk for 30 procent under markedsprisen.

De lettest tilgængelige guldårer er forsvundet, og cirka halvdelen af guldgraverne er draget videre mod nye, forjættede mål. Ifølge avisen This Day raser guldfeberen i øjeblikket i Buhemba i den nordlige Mara-region. Regeringen truer med at tvangsfjerne 5.000 ’små’ minearbejdere, som arbejder uden licens og i strid med alle sikkerhedskrav. Flere arbejdere er døde under sammenstyrtede skakter.

Jeans og ødelagte knæ

Kiduta Mazingija blev kureret for guldfeber, da en skakt faldt sammen over ham for nogle år siden.

– Jeg blev halvt begravet i grus og sten, men heldigvis var der andre folk i nærheden. De fik mig løs og hjalp mig op. Mine knæ blev ødelagt, beretter den 38-årige far til fire.

Kiduta havde sparet op, og da han var blevet genoptrænet, købte han jeans, kjoler, skjorter, t-shirts og sko for pengene. I dag driver han en lille bod på hovedgaden i Londoni.

– Det er for usikkert at grave efter guld. Priserne farer op og ned, og man risikerer liv og lemmer. Jeg tjener mere på at sælge tøj og sko, end jeg tjente i minerne, fortæller den tidligere minearbejder.

Thorkil Green Nielsen er freelancejournalist og bor i Tanzania. thorkil.green@gmail.com

DET GIFTIGE GULDVASKERI

Den danske kulturgeograf Jesper Bosse hjælper guldgravere i Tanzania med at genbruge kviksølv. Han mener, at internationale donorer har berøringsangst over for at hjælpe minesektoren, fordi den er ’beskidt, kontroversiel og på kant med loven’. Men behovet for hjælp til et bedre arbejdsmiljø er massivt.

Af Thorkil Green Nielsen

Når guldgraverne vasker guld ud af knuste klippestykker, sker det med kviksølv. Det tiltrækker guldet, men det forgifter desværre også minearbejderne og drikkevandet i mange mineområder.

Jesper Bosse Jønsson træner arbejderne i Londoni og omegn i at beskytte sig mod de giftige dampe og indvinde kviksølvet, så det kan genbruges. Han er ph.d.-studerende fra Københavns Universitet og forsker i minearbejdernes leveforhold.

– Kviksølv kan skade hjerne, lunger, lever og andre organer samt give svære neurologiske forstyrrelser. Man kan dø af lang tids påvirkning, fortæller den 35-årige cand. scient. i kulturgeografi.

Han opfordrer minearbejderne til at bruge handsker, når de roder med hænderne i vaskefadene med guldstøv, grus og kviksølv, og han har delt 20 retorter – en slags bøjede vandrør – ud i Londoni og omegn.

Jesper Bosse Jønsson.

Genbruger nu kviksølvet

Shababi Moshi har fået et af vandrørene. Han driver et guldvaskeri i udkanten af Londoni. Her kommer mange af guldgraverne for at få knust og vasket klippestykkerne fra minerne.

Shababi lægger en klump amalgam – en blanding af guld og kviksølv – i den lukkede ende af vandrøret og varmer det op med glødende trækul. Kviksølvet fordamper og driver gennem røret til en metalkande, hvor det fortættes og bliver til kviksølv igen. I den lukkede ende af vandrøret ligger en lille, gylden klump tilbage: guld.

– Før jeg fik retorten af Jesper, brugte jeg cirkato et halvt kilo kviksølv om måneden til at vaske guld. Det kostede omkring 250 dollar (1.400 kr.). Nu genbruger jeg det meste af kviksølvet, men det vigtigste er, at jeg ikke bliver syg, fortæller den 31-årige guldvasker.

Men ikke alle er lige så lærenemme som Moshi.

– Nogle tror, at en del af guldet også fordamper, og andre gider ikke at tænke på arbejdsmiljø. For dem handler det kun om at tjene penge i en fart, forklarer Jesper Bosse.

Jesper Bosse Jønsson demonstrerer, hvordan man bruger en retort. Foto: Dorthe Friis Pedersen.

Berøringsangste donorer

Han mener, at Danida og andre donorer bør støtte de ’små’ minearbejdere.

– Hundredtusinder af tanzaniere lever af small-scale mining. En del af dem er entreprenører. De sætter nye ting i gang, og næstenalle deres penge bliver i landet. De store, udenlandske selskaber trækker store summer ud og betaler kun tre procent royalty af omsætningen til staten. Mange af selskaberne er fritaget for skat, og de fleste andre kører med bevidst underskud år efter år, siger Jesper Bosse.

Han mener, at donorerne har berøringsangst over for minesektoren, fordi den er ’be-skidt, kontroversiel og på kant med loven’.

– Men netop det er gode argumenter for at gå ind i sektoren. Danida kan for eksempel støtte opbygningen af ekspertise inden for bedre arbejdsmiljø, genopretning af ødelagte naturområder, geologiske forundersøgelser og kreditter til entreprenører, der vil investere i small-scale mining under forsvarlige forhold, foreslår Jesper Bosse Jønsson.