2015 MÅLENE

KUNSTEN AT SÆLGE ELASTIK I METERMÅL

Fortolkningsmulighederne er utallige, når regnskabet skal gøres op for 2015 Målene. Det viser denne sommers forsøg på at midtvejsstatus. Det bliver derfor som at handle elastik i metermål, når det om syv år skal gøres op, om løfterne fra Årtusind-topmødet i FN i New York i år 2000 blev indfriet.

MIDTVEJSANALYSE

Af Kirsten Larsen

400 millioner mennesker vil slippe ud af et liv i ekstrem fattigdom. Alle børn i hele verden vil i det mindste gennemføre grundskolen. Mindst 60 millioner børn, som ellers ikke vil klare sig igennem deres første år, vil runde de fem. En del af den halve million kvinder, der stadig dør hvert år på grund komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel, vil overleve.

Alt dette vil ske - under forudsætning af, at verden faktisk når 2015 Målene. Hvis alverdens ledere denne gang holder deres løfter.

I det, FN betegner som den mest omfattende statusopgørelse nogensinde – The Millennium Development Goals Report 2007, som FN offentliggjorde i juli – fastholder man, at det kan lade sig gøre.

Forventning om fiasko

At dømme efter erfaringerne vil det ikke ske – det er snart 50 år siden, man første gang afsatte et tiår til særligt fokus på fattigdomsbekæmpelse. Siden da har luften været tyk af gode intentioner, mærkedage, specielle årtier, målsætninger, erklæringer og løfter. Få har ændret adfærd på grund af ordene uanset hvorhen på kloden, man retter kikkerten.

Men håbløst er det altså ikke, lyder det. 2015 Målene har stik imod de flestes forventninger bidt sig fast. Lige efter topmødet i

2000, da 189 lande havde skrevet under på hensigtserklæringerne, ville garvede udviklingsfolk i FN nødigt tale om dem. Jo hurtigere denne seneste tilføjelse til lageret af forudsigelige fiaskoer blev glemt des bedre. Men det lykkedes at hamre det enkle, selvfølgelig oversimplificerede og tilsyneladende målbare mål fast. Det lever. Det er stadigt muligt at nå.

"Er målet nået, hvis blot alle børn opholder sig seks år i en skole, proppet ind i klasser med 100 elever, uden bøger og uden en uddannet lærer?"

Vistnok. I hvert fald dele af det. Alt afhængig af, hvordan man måler resultaterne.

Mange sultne i seng

Som det ser ud nu ved midtvejsstatus, så er der en god chance for at nå det helt overordnede mål om at halvere antallet af mennesker, der lever i yderste fattigdom – på verdensplan. Det sikrer den gunstige økonomiske udvikling i Kina og Indien. Hvis man ser bort fra de to folkerige lande, så ændrer billedet sig dramatisk. Der kan måles fremskridt i de fleste regioner – folk er blevet en lille smule mindre fattige. Undtagen i det vestlige Asien, hvor antallet af fattige er fordoblet siden 1990. Eksempelvis er der blevet fire gange flere fattige i Yemen siden 1990.

Hvis man zoomer yderligere ind, viser det sig, at den økonomiske vækst bliver skævt fordelt både i de enkelte lande og mellem dem. Uligheden vokser – de fattigste og de svageste får endnu mindre af den samlede kage end tidligere.

Som det fremgik af et ophedet møde i Genève i juni mellem FN og NGO’er, så var der 854 millioner mennesker, der ikke fik tilstrækkeligt at spise sidste år, selv om verden producerede føde til 12 milliarder mennesker – langt mere end det samlede behov. I de rige lande spiser man sig til døde, brænder fødevarer af som bio-brændsel og fodrer svin med korn for at få skinker. EU’s landbrugsstøtte smadrer Afrikas landbrug, var både FN’s særlige rapportør for retten til mad og de mange organisationer enige om. På markedspladserne i Ghana koster en kylling fra EU en tredjedel af en lokal, og i Senegal har de lokale hønseavlere mistet 70 pct. af markedet. På samme måde har en fiskeriaftale mellem Senegal og EU resulteret i, at de senegalesiske farvande er ved at være tømte. Nu følger de unge efter fiskene til Spanien i deres små både, lød det fra en senegalesisk organisation.

"Fokus er blevet rettet mod global opvarmning i en grad, så mange frygter det vil trække midler fra andre områder. "

Hvad har du lært i skolen?

Kort sagt – hvad nytter udviklingsmål, bistandshjælp og afskaffelse af toldbarrierer, når den landbrugssektor, der typisk skal trække et udviklingsland det første stykke ud af fattigdommen, bliver undermineret af de rige landes støtte til deres landbrug. Når USA betaler sine bomuldsdyrkere mere, end høsten er værd. På mødet i Genève blev der talt med store bogstaver – dem er FN’s midtvejsstatus klinisk renset for.

Men selv hvis 2015 Målet om en halvering af den yderste fattigdom skulle blive nået på globalt plan, så bliver delmålet om en tilsvarende nedsættelse af sult og underernæring ikke nået med den nuværende kurs, fremgår det af rapporten.

Børn bliver sendt i skole som aldrig før. Selv i Afrika syd for Sahara bliver 70 procent nu indskrevet – gennemsnittet for samtlige udviklingslande ligger på 88 pct. Men indskrivning er ikke ensbetydende med at gennemføre. Statistikken viser, at hvert femte barn,

der har alderen til at være rykket videre i skolesystemet, stadig hænger fast på grundskoleniveau. Og som kritikere af 2015 Målene anfører, så kan disse forenklede mål have en tendens til at trække ressourcer og opmærksomhed væk fra andre lige så væsentlige områder.

Illustration: 1508 A/S

På uddannelsesområdet gælder det de højere niveauer – som kunne producere de lærere, som man mangler så katastrofalt. Igen er det spørgsmålet om, hvordan man måler resultatet. Er målet nået, hvis alle børn opholder sig seks år i en skole, proppet ind i klasser med 100 elever, uden bøger og uden en uddannet lærer?

Kvinders landbrug – sådan i princippet

Ligestilling mellem mænd og kvinder er som altid med på listen – og vil formentlig være et erklæret mål for alle beslutningstagere i de næste mange årtier.

En analyse som FN’s forskningsinstitut for social udvikling, UNRISD, lavede i 90’erne er illustrativ. Den viste blandt andet, at Verdensbanken på det tidspunkt havde haft ligestilling som en prioritet i 35 år uden på noget tidspunkt at have haft en medarbejder eller konsulent, som havde forstand på netop den form for husdyrhold, som kvinder tager sig af.

Børnedødeligheden falder overalt i verden, men alt for langsomt, og det samme gælder kvinders risiko for at dø på grund af komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. I Afrika dør én ud af 16 kvinder af den grund – i vores del af verden er det én ud af 3.800 kvinder. Manglen på sundhedspersonale er en af de væsentligste årsager. Et problem, der ikke er blevet mindre i takt med, at stadigt flere sygeplejersker og læger efter endt uddannelse målrettet sætter kursen mod bedre arbejdsvilkår og løn i rigere lande.

Antallet af dødsfald på grund af aids stiger stadig. Sidste år blev flere end fire millioner mennesker smittet, mens tre millioner døde. Flere og flere kommer i livsforlængende behandling, men behovet vokser endnu hurtigere. Hvad angår malaria, ja så bliver stadig flere beskyttet med myggenet og kommer i behandling – bare ikke de mest udsatte i de mest udsatte områder. Kun én ud af 20 afrikanske børn sover under et myggenet – og den medicin, mange trods alt nu bliver behandlet med, regnes for ineffektiv.

Det syvende mål, som skal sikre et bæredygtigt miljø, har i den seneste tid fået markant øget opmærksomhed. Fokus er blevet rettet mod global opvarmning i en grad, så mange frygter, det vil trække midler fra andre områder. Mulighederne for at nå målet er små – hvad enten man måler skov, arters mangfoldighed, menneskers drikkevand eller sanitære forhold, og netop den globale opvarmning gør det kun sværere.

Overførsel af viden halter

2015 Målene er blevet kritiseret. De forsimpler debatten, de ødelægger helhedsbilledet, de trækker midler væk fra områder, som er mindst lige så vigtige som det, der er blevet nedfældet i de berømte otte bud. FN’s organisation for handel og udvikling, UNCTAD, har netop påpeget, hvor lidt der bliver brugt på viden, teknologi og innovation i forhold til sociale områder og alle donorers yndlingsprojekt – god regeringsførelse.

Hvad der er endnu mere betænkeligt i UNC-TAD-rapporten er, at der ikke sker den overførsel af viden til de allerfattigste lande, som man havde håbet, at bedre markedsvilkår og udenlandske investeringer automatisk ville udløse.

Men det har ikke meget med udviklingsmål at gøre. Det har aldrig været meningen, at 2015 Målene skulle underminere andre sider af samfundene. Det har ikke været meningen, at et ønske om, at alverdens børn skal i skole skal lukke universiteterne. Slagsmålet om ressourcerne hænger først og fremmest sammen med, at der ikke er penge nok.

Det er 37 år siden, de rige lande lovede at bruge 0,7 pct. af bruttonationalproduktet på bistand. Blot fem lande er medlemmer af den eksklusive gruppe, der lever op til det – ingen af de store er blandt dem. Mål nummer 8 om udviklingssamarbejde og partnerskab, som i fri oversættelse betyder, at de rige lande skal betale regningen, er der ikke en jordisk chance for at nå. På trods af alle fine ord, på trods af at udviklingsbistand finansierer en stadig større vifte af opgaver, som ikke tidligere blev regnet med, så faldt de rige landes bistand sidste år.

Der er ikke penge nok. Derfor er der i skrivende stund kun et af målene, der måske vil blive nået, selv om forsøget på at leve op til årtusindløfterne kan skade andre områder. Hver eneste gang der popper en ny prioritet op i udviklingsverdenen, så udhuler det noget andet. De fattige landes regeringer har sjældent vilje eller evne til at stå fast. Det internationale samfund, FN, de store NGO’er og eksperter af alle mulige slags hverken vil, kan eller tør gå imod tidens trend.

Hvad enten man kan lide det eller ej, så er det i de rige lande, at den økonomiske dagorden bliver sat og spillereglerne bestemt. Det kræver høj moral at sælge elastik i metermål.

Kirsten Larsen er journalist ved programmet ’Orientering’ på Danmarks Radios P1. ktl@dr.dk